Category Archives: Politics

Politics

Klimakatastrofen kan virke uovervindelig. Men det må vi ikke lade os stoppe af

Ecology, Politics

Kronik udgivet i Kristeligt Dagblad d. 8. september 2022:

Tidens små tiltag for at mindske klimaforandringerne er slet ikke nok. Vi må gøre noget radikalt og håndtere klimakrisen, som om vi skulle i krig

I december 2018 gik omfanget af klimakrisen for alvor op for mig. Jeg hørte Johan Rockström, en af en verdens førende klimaforskere, holde foredrag i København. Han gjorde det klart, at vi kun havde to år, hvis vi skulle nå Paris-aftalens mål om holde den globale temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader. Hvis vi ikke knækkede kurven for CO2-udledninger senest i 2020 ville det være for sent.

Foredraget blev et vendepunkt for mig. Jeg forstod, hvor meget der er på spil, og hvor vigtigt det var at skabe et bredt, folkeligt pres for ambitiøs klimahandling. Det blev afgørende for, at jeg for alvor kastede mig ind i kampen for at gøre folketingsvalget grønt i 2019, så vi i Danmark kunne gøre vores del for at nå Paris-aftalens målsætninger.

Langt de fleste klima-aktivister kan pege på lignende øjeblikke, hvor klimakrisens alvor virkelig er gået op for dem. Hvor de har mærket den der synkende fornemmelse af, at det er nu eller aldrig. Det er lige dele vrede, sorg og desperation. Følelsen af, at vi bliver nødt til at gøre noget. Og det gjorde vi. Klimavalget i 2019 var et jordskælv i det politiske landskab. Det ledte til en klimalov og målet om 70 procent reduktion i 2030, som ingen politiske partier eller kommentatorer havde troet muligt.

Men desværre er klimakrisen ikke noget, der bare lige kan fikses med et klimavalg eller et ambitiøst reduktionsmål. Det er snarere, som den amerikanske forfatter James Howard Kunstler beskriver det, en meget lang nødsituation. Den finder sted på en tidsskala, der er svær for os at forholde os til. Faktisk har den allerede varet årtier, for klimaforandringerne har været på den politiske dagsorden i over 30 år – omend først for alvor efter, Greta Thunberg og Den Grønne Ungdomsbevægelse slog igennem i 2019.

Det er en krise, der varer så længe, at den før eller senere bliver hverdag. Klimaforandringer er ikke en nyhed længere. Greta er ikke længere i fjernsynet. Der kommer færre og færre til klimamarcherne. Man kan ikke være vred og desperat hele tiden. Og som tiden går, træder det i baggrunden. Vi har for travlt med at sørge for, at vores børn har det godt nu, til at vi kan bekymre os så meget om, hvilken fremtid, de kommer til at vokse op i. Vi kigger os omkring og tænker, at alle andre ikke virker bekymrede. Og vi falder for den flertalsmisforståelse, at vi nok er de eneste, der stadig bekymrer os for klimakrisen, og at alle andre lader til at have tiltro til, at politikerne gør så meget, de kan, så hurtigt det kan lade sig gøre. At det ikke nytter at råbe mere op. At klimabevægelsen nok har toppet.

Forleden hørte jeg et interview med Johan Rockström, hvor han samlede op på udviklingen de sidste fem år. Han sagde, at det nu er for sent at nå de halvanden grader. Selvom politikere rundt om i verden efterhånden er begyndt at sætte handling bag ordene, så går det stadigvæk alt, alt for langsomt. Vi har endnu ikke knækket kurven. Det er allerede for sent at forhindre, at klimaforandringerne kommer til at have voldsomme, og visse steder også katastrofale, konsekvenser i dette århundrede. Vi mærker det allerede med hedebølger, tørke, skovbrande og oversvømmelser rundt om i verden. Og det vil kun blive værre. For de stigende temperaturer har allerede ramt flere tipping points. Amazonas lagrer ikke længere kulstof i samme omfang som tidligere. Nordpolen vil være isfri om sommeren, og det mørke hav vil optage meget mere af sollysets energi. Det vil lede til selvforstærkende effekter, der kun vil accelerere opvarmningen yderligere.

Pludselig står krisen skarpt for mig igen. Både sorgen, vreden og følelsen af “nej! Vi bliver nødt til at gøre noget.” Bare fordi vi ikke længere kan nå de halvanden grader, betyder det ikke, at vi lige så godt kan give op. For klimakrisen er ikke et sort/hvidt, vind-eller-tab, løsning-eller-ingen-løsning regnestykke. Kampen stopper ikke ved halvanden eller ved to grader. Hver grad, vi kan mindske temperaturstigningerne, gør en enorm forskel. Lige præcis, hvor meget vi (og fremtidige generationer over hele kloden) er på røven, afhænger af rigtig mange ting, som vi stadig kan nå at gøre noget ved.

Her mener jeg politisk – for det er kun en massiv politisk indsats af den slags, der kan få hele lande og økonomier til at skifte kurs, der kan gøre en forskel her. Vi bør selvfølgelig alle reducere vores personlige klimaaftryk, for sammen kan det gøre en forskel. Men vi skal hverken skamme os eller brokke os over andres forbrug, for i sidste ende er det kun gennem fælles, politisk handling, at vi kan rykke på en global, systemisk krise.

Nu er der et nyt folketingsvalg lige rundt om hjørnet. Og ironisk nok er situationen meget den samme, som den var for tre år siden. Igen er det de færreste partier og politikere, der profilerer sig på klima – for dén sag er de jo allerede i gang med at løse, og ingen har lyst til at overbyde de målsætninger, der allerede er sat – og som alligevel ikke tegner til at blive indfriet. Københavns Kommune har lige meldt ud, at de ikke som planlagt bliver fossilfri i 2025, fordi de har sat deres lid til en umoden “carbon capture”-teknologi, der endnu ikke har vist sig effektiv på den ønskede skala. Klimarådet vurderer, at regeringen stadig mangler at finde halvdelen af de 20 millioner ton CO2, der skal til for at nå målet om en 70 procents reduktion i 2030.

At vinde langsomt er det samme som at tabe som den amerikanske klimabevægelses grand old man Bill McKibben har sagt det. Derfor er det på tide at indse, at klimakrisen ikke passer ind i de vante politiske rammer. Som den britiske journalist George Monbiot har bemærket, så må vi i den grønne bevægelse holde op med at lyve for os selv og andre ved at lade, som om små, gradvise forbedringer giver de store forandringer, der er brug for.

Vi fik ikke klimaloven i 2019 ved at være rimelige, men ved at bryde ud af de eksisterende rammer og kræve det nødvendige. Nu må vi gøre det igen. Sagen er, at langt det meste af klodens energiproduktion ret hurtigt kan gøres fossilfri i løbet af de kommende årtier. Produktionen af sol- og vindenergi ser ud til at fortsætte med at vokse eksponentielt. Teknologien og økonomien kan sagtens lade sig gøre. Det er kun den politiske vilje, der mangler. Men det kræver, at vi kommer op i et helt andet gear. De amerikanske klima-aktivister Margaret Klein Salamon og Ezra Silk har argumenteret for, at hvis vi skal gøre alvor af den grønne omstilling, skal vi mobilisere hele samfundet i samme omfang som USA gjorde efter angrebet på Pearl Harbor i 1941. For at blive i stand til at vinde Anden Verdenskrig omstillede man i løbet af få år hele produktionsapparatet på at understøtte krigsindsatsen, man indførte rationering, nye heftige indkomst- og virksomhedsskatter, kvinder overtog fabriksjobs fra de mænd, der tog i krig, og der blev etableret over 50 millioner haver, der producerede over 40 procent af landets grøntsager under krigen. Det var en fælles indsats på tværs af hele samfundet.

Vi har brug for at gøre noget lignende. Det er radikalt. Og mange vil mene, at det er umuligt inden for de nuværende politiske rammer. Men det må vi ikke lade os stoppe af. I stedet må vi være realistiske og kræve det umulige, som studenteroprørerne proklamerede det i 1968. For i sidste ende er det den eneste måde, vi kan lære at leve i denne lange nødsituation: Ved at tage den alvorligt i det omfang, den kræver.

Medborgerne lukker, men erfaringerne lever videre

From the life of..., Politics, Work

I sommeren 2022 blev det meldt ud, at foreningen Medborgerne lukkede. Herunder den uforkortede version af mit indlæg om mine erfaringer fra Medborgerne, som blev udgivet i Altinget:Civilsamfund onsdag d. 7. september 2022.

 

Medborgerne lukker, men erfaringerne lever videre

I starten af juli blev det i al stilfærdighed meldt ud, at foreningen Medborgerne lukker. Siden 2014 har Medborgerne arbejdet for at introducere den amerikanske community organising-tilgang i Danmark til at forny og styrke civilsamfundets fællesskaber og bekæmpe den magtesløshed, som stadig flere danskere føler i deres hverdag. Og i 2017 blev det til Danmarks første borgeralliance af lokale fællesskaber på Nørrebro og Nordvest i København med støtte fra Tryg Fonden og siden også Tuborgfondet og Velux-fonden.

Men nu er det altså slut. Den 21. juni afholdt bestyrelsen en ekstraordinær generalforsamling og besluttede at opløse foreningen, opsige alle ansatte og tilbagebetale de resterende fondsmidler ved udgangen af august.

Det var en trist besked at få. Ikke mindst for mig, der har lagt så meget arbejde og hjerteblod i at opbygge Medborgerne i foreningens første år. Siden jeg selv stoppede som ansat i juni 2018 har jeg kun fulgt Medborgerne perifært fra sidelinjen, så jeg kender ikke detaljerne bag beslutningen, men alligevel kommer den ikke som den store overraskelse.

For selvom det udadtil er lykkedes Medborgerne at blive en lokalpolitisk magtfaktor og engagere lokale borgere i kampagner om alt fra bedre belysning, flere fritidsjobs, fodboldbaner og busstoppesteder, så er det mit indtryk, at indadtil har det til stadighed været svært at skabe en bæredygtig organisation og økonomi.

Jeg vil ikke gøre mig klog på de aktuelle omstændigheder, der ledte til, at bestyrelsen valgte at lukke Medborgerne. Men jeg var en aktiv del af Medborgernes første år (fra 2014 til 2018), og efterfølgende har jeg reflekteret over de fejl vi begik i opstarten, og over hvorfor det var så svært for os at introducere community organising i Danmark på en bæredygtig måde.

Her er 9 erfaringer, som jeg har tager med mig fra Medborgerne:

1) Community organising er et fag
Community organising er en svær og krævende faglighed, hvor man både skal kunne agere leder, coach, underviser, sparringspartner, agitator, facilitator, kampagneudvikler, PR-person og lobbyist. Især på et lille sekretariat med kun to-tre ansatte. Det kræver tid, støtte og sparring at opbygge denne faglighed.

Da vi startede Medborgerne havde vi kun minimal forudgående erfaring med community organising. Vi havde været på en uges lederskabstræning hos Citizens UK, og havde slet ikke prøvet at lave lokalpolitisk organiseringsarbejde før. Vi måtte prøve os frem ud fra forskellige håndbøger og begå en masse fejl undervejs. Den manglende faglighed og viden ledte både til spændinger internt imellem os ansatte, men også i forhold til bestyrelsen. For hvordan kunne vi vide, om vi gjorde det rigtige?

Vi prøvede at kompensere ved at bruge rigtigt mange kræfter på arbejdet, men det sled meget på os og vores indbyrdes relationer. Og de fleste ansatte i Medborgerne holdt sjældent mere end et år eller to på jobbet. Denne store gennemstrømning af ansatte er drænende for en organisation, hvis arbejde er båret af stærke relationer og solid faglighed. I løbet af organisationens 6 årige levetid er hele sekretariatet løbende blevet udskiftet tre gange. Denne manglende institutionelle erfaring og hukommelse har gjort det rigtigt svært at skabe en bæredygtig organisation.

2) Community organising skal oversættes til dansk
Da vi startede Medborgerne, var vi (nok især jeg) forblændet af historierne og erfaringerne med community organising som metode fra England og USA. Vi havde sat os for at skabe en lignende form for “broad-based community organisation” i Danmark, uden at gøre os klart, hvilke forskelle, der er mellem Danmark og de samfund, som community organising udspringer af.

I de første år var vi alt for tro mod den engelske model – ikke mindst fordi vores mentorer i Citizens UK insisterede på, at vi skulle følge deres model til punkt og prikke. “Ellers bliver det ren Frankenstein”, som de sagde med henvisning til adskillige mislykkede projekter i andre lande. Derfor gik der længe før vi anerkendte de store og grundlæggende måder, hvorpå Danmark adskiller sig fra England og USA. F.eks. er det politiske landskab helt anderledes. Community organising udspringer af en politisk tradition, der er præget af to store partier, der giver civilsamfundet færre muligheder for at få direkte indflydelse. Derfor var det nødvendigt at opbygge borgeralliancer for at opnår den fornødne politiske slagkraft til at gøre sig gældende. Men i Danmark er der mange flere partier og der er meget stærkere tradition for samtaledemokrati, borgerinddragelsesprocesser og brede forlig, der gør, at flere føler sig hørt. Men det gør også, at en del civilsamfundsorganisationer ikke føler behov for at indgå i alliancer for at gøre sig gældende politisk.

Efterhånden erkendte vi, at der var brug for langt mere improvisation, tilpasning og udvikling, end vi først havde troet. Men vi manglede faglighed, erfaring og støtte, og det blev en hård og slidsom læringsproces før vi for alvor kunne begynde at oversætte community organising til dansk.

3) Danmarks civilsamfund er dybt sammenflettet med den offentlige sektor
Et grundprincip i community organising er, at man skal være økonomisk uafhængig for at kunne være politisk uafhængig. For hvis ens økonomi er afhængig af velvilje fra politiske beslutningstagere, så vil man være tilsvarende mindre villig til at stille krav og være politisk besværlige. Groft sagt, så bider man ikke den hånd, der fodrer. Derfor havde vi i Medborgerne fra starten besluttet, at vi ikke ville tage imod offentlige midler til vores organiseringsarbejde.

Men det viste sig hurtigt, at næsten alle de civilsamfundsorganisationer, som vi henvendte os til modtog støtte fra det offentlige. Det var nærmest kun helt små frivillige foreninger, uafhængige trossamfund så som frikirker og moskéer, og fagforeninger, der ikke var afhængige af offentlige midler. På den ene side er det en enorm gave, at der er så mange offentlige midler tilgængelige til at understøtte driften i det danske civilsamfund. På den anden side mindsker det også civilsamfundets villighed til at udfordre og agere politisk. Denne sammenfletning skaber en lidt indspist konsensus-kultur, hvor man er glad for hvad man har, og nærmest kun reagerer, hvis man står til at få skåret i sine bevillinger.

Vi oplevede, at en del potentielle medlemsorganisationer ikke ønskede at engagere sig, fordi de var bange for at få problemer i forhold til brugen af de midler, de fik fra det offentlige. For hvordan kunne de forsvare at gå ind i enkelt-sager, der prioriterede visse lokale borgeres behov, og dermed indirekte var på bekostning af andres? De ignorerede bekvemt, at resultatet var, at de så slet ikke gjorde noget.

Dette gjorde det meget sværere for os at skabe en økonomisk bæredytig organisation. Dels fordi det var svært at rekruttere kontingentbetalende medlemsorganisationer. Dels fordi vi selv havde valgt at afskære os fra den lettest tilgængelige financieringskilde i det danske civilsamfund af principielle årsager. Og det gjorde os tilsvarende mere afhængige af bløde, projekt-baserede fondsmidler til at sikre den daglige drift.

4) Vi skulle ikke være startet i København
Vi valgte Nørrebro/Nordvest fordi det er den del af København, der mindede mest om Øst-London, hvor Citizens UK introducerede community organising i England: Det er den mest etnisk blandede bydel, med en stærk tradition for civilsamfundsorganisering, med stærke civilsamfundsfællesskaber – ikke mindst trossamfund, og med stor social ulighed. Dertil kommer, at bydelen har fået massiv medieopmærksomhed gennem de sidste 20 års politiske fokus på integration.

Problemet var, at kvarteret allerede var oversvømmet af udefrakommende med gode hensigter. Her var offentlig sektor og civilsamfund næsten fuldstændig filtret sammen: Da vi startede var der to lokaludvalg, tre kommunale områdefornyelser og 8 boligsociale helhedsplaner i gang. Og dertil kom alle de øvrige fondsstøttede og frivillige projekter, der også havde sat sig for at skabe integration og social mobilitet. Der var alt for mange midler, alt for mange projekter og alt for mange udefrakommende, der ville løse lokale problemer. Og dertil kom, at mange af de borgere, som det ville have været oplagt at engagere i Medborgerne, allerede var engagerede i kommunale initiativer.

Vi kendte selvfølgelig godt til alle de andre projekter, da vi startede. Men vi anså denne projektkultur som en del af problemet i kvarteret. At midler altid er bundet op i 4-årige projektbevillinger, der ikke sikrer en blivende tilstedeværelse, stærke indbyrdes relationer og lokalt ejerskab. Det er hele tiden kommunen eller andre udefra, der tager initiativet og sætter rammerne. Vores mål var skabe en lokal organisation ejet og drevet af lokale borgere og fællesskaber, så de kunne tage initiativet og sætte rammerne. Men vi gjorde det unødvendigt svært for os selv, fordi vi startede et sted, hvor der var så mange kommunale initiativer, som vi havde svært ved at adskille os fra.

Efter vi havde været i gang et lille års tid snakkede jeg med forfatteren og sociologen Aydin Soei, som påpegede vores fejl. “I skulle være startet i Avedøre eller i Taastrup eller i Brøndby”, sagde han. “Problemerne er de samme, men der er slet ikke samme opmærksomhed omkring dem.” Jeg tror, at han havde ret.

5) Vi manglede en invitation
Et andet grundprincip i community organising er, at man aldrig må gøre for andre, hvad de kan gøre for sig selv. Derfor må man aldrig komme ind udefra med løsninger, som folk ikke selv har valgt. Man kan først gå i gang med at organisere et lokalsamfund, når man har fået en invitation.

Vi havde været så heldige at få en bevilling på 1,9 millioner fra Tryg Fonden til at opbygge en borgeralliance, men havde ikke fået nogen invitation fra borgerne på Nørrebro/Nordvest til at gøre det hos dem. Vi undskyldte os med, at ingen i Danmark kendte til community organising og borgeralliancer, og vi kunne jo ikke få en invitation at opbygge noget, som folk ikke kendte. Nu havde vi fået pengene, så nu var det bare ud over stepperne.

Men invitationen er afgørende. Hele arbejdet med en borgeralliance afhænger af, at der er et stærkt lokalt ejerskab, at lokale folk ønsker at skabe en borgeralliance og er villige til at lægge deres tid og penge i at få det til at ske. Vi kom udefra med et koncept fra udlandet, masser af bløde fondspenge og en bestyrelse bestående af folk, der var interesserede i konceptet og dets nationale potentiale, men som ikke havde relationer eller tilknytning til lokalsamfundet. Det betød, at vi to ansatte organisers skulle arbejde meget, meget hårdere for at skabe relationer, tillid og interesse og skabe fundamentet for en borgeralliance.

6) Stærke relationer tager tid
I vores indledende projektplan havde vi afsat lidt over et år til at opbygge og lancere Medborgerne som en borgeralliance. Vores deadline var kommunalvalget i november 2017, hvor Medborgerne skulle være klar til at træde ind på den lokalpolitiske scene. Allerede før vi gik i gang drømte vi om et stort assembly i et fyldt Nørrebrohallen i stil med de citizens’ assemblies vi havde oplevet hos Citizens UK i England.

Men det var en helt urealistisk tidsplan. Vi havde alt, alt for travlt. For relationsopbygning tager lang tid. I England tog det 10 år overhovedet at finde pengene til den første borgeralliance. Og yderligere 3 år at opbygge den. Opstartsperioden for de andre borgeralliancer i England og Tyskland ligger typisk på 3-5 år, hvoraf de første år er helt uden ansatte – der er kun en frivillig bestyrelse, der skaber relationer og rejser penge.

Vi burde have brugt lige så lang tid. Når jeg tænker tilbage på det nu, så virker det som en helt utrolig præstation, at vi formåede at samle 8 betalende medlemsorganisationer og over 400 borgere i Nørrebrohallen i september 2017 – den korte tidsfrist og det begrænsede lokale ejerskab til trods.

7) De danske civilsamfundsorganisationer mangler relationer
I Danmark er vi stolte af vores foreningsliv og stærke civilsamfund. Og at over 40% af danskerne aktivt tager i frivilligt arbejde. Men bag tallene oplevede vi en anden virkelighed. Mange af de organisationer, som vi arbejdede sammen med, havde meget svært ved at engagere deres medlemmer og bagland. Langt hovedparten af arbejdet lå hos Tordenskjolds soldater i form af ansatte og tillidsvalgte. Og det var de færreste organisationer, hvor man havde føling med, hvad de mange folk, som de arbejdede for, rent faktisk bekymrede sig om. I mange af organisationerne var relationerne simpelthen for få og for svage.

Som del af optakten til lanceringen iværksatte vi en “lyttekampagne”, hvor vi inviterede potentielle medlemsorganisationer til at lytte til deres medlemmer og bagland og høre, hvad der lagde pres på dem i deres hverdag. Hvilke lokale sager var så vigtige for dem, at de selv følte, at de ville gøre noget ved det? Lidt kækt kaldte vi kampagnen for “3000 stemmer fra Nørrebro/Nordvest” for at signalere, at vi ville have en betydelig del af kvarterets ca. 130.000 borgere i tale.

Men vi kom slet ikke i nærheden af de 3000. Det var kun de få af organisationerne, der kunne samle folk til lyttemøder eller møde dem til én-til-én-samtaler. Dette overraskede mig, for målet med lyttekampagnen var ikke blot at få føling med hvilke sager, der lå lokale borgere på sinde. Det var i endnu højere grad at skabe og styrke relationer til de borgere, der i sidste ende skulle være med til at skabe den forandring, de ønskede sig. Selvfølgelig var en del af forklaringen, at vi havde alt for travlt og ikke havde nået at opbygge tilstrækkeligt stærke relationer til de organisationer og fællesskaber, som vi prøvede at engagere i lyttekampagnen. Men i vores efterfølgende kampagner og aktiviteter mødte vi det samme mønster igen og igen: Vi havde meget svært ved at engagere medlemmerne i vores medlemsorganisationer. Afstanden mellem organisationernes sekretariat og ledelse og de medlemmer, som de repræsenterede, var simpelthen for stor. Vi endte med selv at være Tordenskjolds soldater.

8) Kampagnen er et godt politisk læringsrum
Da først vi havde etableret Medborgerne med en medlemskreds af lokale organisationer, der havde valgt tre mærkesager, kunne vi gå i gang med det egentlige arbejde: At finde lokale sager og udvikle krav og kampagner, der kunne skabe opmærksomhed og grundlag for dialog med de politiske beslutningstagere i kommunen. Og igennem disse kampagner vise værdien af at have en borgeralliance og skabe og styrke relationer til endnu flere lokale borgere.

Vi lærte meget i vores første kampagne “Tryg Nørrebro Station“, der sikrede et løft af stationsområdet til over 8 millioner. Dels om den lokalpolitiske virkelighed og om hvornår det politiske mulighedsrum er åbent for påvirkning. Dels om, hvordan vi bedst kan engagere lokale borgere. Efterhånden som vi erkendte, at vi ikke kunne engagere bredt hos vores medlemsorganisationer, fokuserede vi på at engagere flere interesserede, lokale borgere udenfor foreningerne. Og vi lærte at opbygge kampagnen i halvårlige læringsforløb, der løb frem mod et klimaks, typisk nogle kommunale budgetforhandlinger, hvor der var mulighed for at opnå vores krav. Det var et klart afgrænset forløb med en tilpasset læringskurve, der gav plads til, at mange forskellige borgere folk løbende kunne komme ind og tage del, der hvor det gav mening for dem. Kampagnegruppen for “Tryg Nørrebro Station” var en af de mest diverse og engagerede grupper af mennesker, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med.

Der er få steder udenfor de politiske partier, hvor du kan gå ind fra gaden og blive direkte engageret i lokalpolitik og blive oplært i, hvordan du opbygger magt og rykker på en politisk dagsorden. Men vi formåede at skabe sådan et læringsrum i vores kampagner. I takt med, at der er færre og færre borgere, der har mod på at engagere sig i et traditionelt politisk parti, bliver det tilsvarende vigtigere at vi udvikler nye politiske læringsrum. Medborgernes største succes, for mig at se, var, at vi formåede at skabe et sådant læringsrum.

9) Potentialet er der
Betyder det så, at community organising-modellen bare passer ikke til det danske samfund? Var Medborgernes forsøg på at introducere community organising i Danmark dømt til at mislykkes? Det mener jeg bestemt ikke. Selvom vi begik en masse fejl undervejs, så lykkedes det os også at vise potentialet. Vi skabte en masse nye og frugtbare relationer på tværs af civilsamfundet, som fx samarbejdet mellem Kirken i Kulturcenteret og Fritidsakademiet. Eller mellem Københavns Professionshøjskole og nogle af de mange lokale civilsamfundsaktører. Vi engagerede og trænede lokale borgere i at sætte ord på deres problemer og finde løsninger sammen. Vi viste, at vi kunne skabe rammerne, hvor lokale borgere kunne gøre for dem selv, hvad kommunen eller andre aktører aldrig ville kunne gøre for dem: At opbygge politisk slagkraft og præge de sager, der lå dem mest på sinde.

Men vi indfriede ikke det største potentiale af dem alle. For mere end noget andet handler community organising om at støtte og styrke lokale fællesskaber som bindeled og samlingspunkter i lokalsamfundet. Lokale fællesskaber er grundstenen i et levende demokrati. For det er dér, i mødet med vores naboer, trosfæller, fagfæller og interessefæller, at vi lærer at være demokratiske. Community organising rummer potentialet til at styrke disse fællesskaber, styrke deres relationer til deres medlemmer, og styrke deres evne til at forandre og forbedre deres lokalsamfund. Kort sagt: At styrke og forny deres relevans og betydning i vores liv.

Men selvom vi engagerede mange lokale fællesskaber, så formåede vi desværre ikke at påvirke deres indre organisering. Vi formåede ikke at hjælpe dem til at engagere deres bagland. Men der er et enormt behov og potentiale for at gentænke og forny vores civilsamfunds fællesskaber. For som det er nu, vælger flere og flere danskere disse forpligtende fællesskaber fra, og vi kan derfor ikke tage for givet, at vores civilsamfunds fællesskaber vil og kan fortsætte som hidtil. Derfor må vi spørge os selv, hvordan skal vores lokale fællesskaber skal se ud i fremtiden. Medborgerne var et ufuldstændigt forsøg på at finde et svar på dette spørgsmål.

Jeg håber, at disse erfaringer kan inspirere nye svar.

 

Billede: Sofia Busk

 

Klimakrisen er også en flygtningekrise

Politics
For et par uger siden holdt jeg tale, da Klimabevægelsens ugentlige demonstration Operation Klimahandling besøgte Udlændinge- og Integrationsministeriet. Talen handlede om hvordan klimakrisen vil lede til, at mange flere mennesker må migrere eller flygte. Og at vi derfor har en stor forpligtelse – både menneskeligt, moralsk, historisk og politisk – til at både give klimabistand til Det Globale Syd. Her er talen i sin helhed:

 

For ti år siden rejste jeg rundt i Mellemøsten. Jeg var blandt andet i Syrien. Det var før borgerkrigen og man kunne rejse frit og sikkert rundt i landet. På min rejse besøgte jeg Palmyra. Det er en oase midt i ørkenen. Her ligger både de mægtige ruiner efter en gammel romersk handelsby og det nye, moderne Palmyra.

 

Så snart vi stod af bussen blev vi omringet af en flok børn i Bulderby-alderen. Først troede jeg, at de kom for at få en mønt eller to. Men selvom vi ikke forstod arabisk viste de med tydelige fagter, hvad de håbede at få: Kuglepenne, blyanter, skriveredskaber.

 

Det ramte mig dybt. Jeg havde aldrig overvejet, endsige forstået, at man kan være så fattig, at man ikke har råd til en kuglepen. At man ikke har muligheden for at skrive, tegne, ytre sig, når man vil. At det man allerhelst vil have, ikke er legetøj eller penge eller slik, men bare en kuglepen.

 

Jeg gav dem alle de kuglepenne, jeg havde på mig.
Året efter brød borgerkrigen ud. Vidste I, at klimaforandringerne havde gødet jorden for denne krig?
Forskere påpeger, at Syrien i årene 2007-2010 var ramt af den værste tørke, landet har haft i op mod 900 år. Tørken ledte til fattigdom og fødevaremangel. Den tvang unge mænd fra landdistrikterne til at søge ind til de store byer for at finde arbejde. Men der var ikke nok arbejde at få, og det fik utilfredsheden med Bashar Al-Assads diktatur til at vokse. Det ledte til krav om politisk forandring. Det ledte til oprør. Det ledte til borgerkrig.

 

En borgerkrig, der er blevet en af de største humanitære katastrofer i nyere tid. Hvor 380.000 mennesker har mistet livet. Hvor over 10 millioner er blevet fordrevet eller har flygtet fra deres hjem, og over 1 million er nået til Europa. Hvor grupper som ISIS opstod og terroriserede hele regionen. De sprængte det gamle Palmyra i stumper og stykker for at fjerne afgudsbillederne fra fordoms folk.

 

Og hvad mon der skete med de børn, jeg mødte dengang? Disse børn, der dengang bare løb efter turister i håbet om at få en kuglepen. Hvad er deres skæbne?
Tog de flugten til Tyrkiet eller Libanon med deres familier?
Krydsede de havet ved Lesbos?
Endte de i Moria-lejren?
Gik op gennem Europa før pigtrådshegnene blev sat op?
Gik de langs Sydmotorvejen, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015?
Eller nåede de aldrig så langt?

 

Jeg ved kun, at vi i de kommende år kan se frem til mange flere, der vil dele deres skæbne. Rundt om i verden forårsager klimakrisen stadigt voldsommere tørke, oversvømmelser og orkaner, der skaber hungersnød, hjemløshed og ødelæggelse. Endnu flere vil miste deres hjem og deres levebrød, og blive klimaflygtninge.

 

FN vurderer, at i 2050 vil der op til en milliard mennesker på flugt pga. klimaforandringernes konsekvenser. En milliard mennesker på flugt! En milliard!
Det vil være en humanitær katastrofe i et omfang, som vi aldrig før har set i menneskehedens historie. Og derfor har vi i Danmark og i Europa et stort ansvar.

 

Ikke bare fordi vi historisk har udledt en stor andel af de klimagasser, der øger Jordens temperatur.

 

Ikke bare fordi vi igennem århundreder har koloniseret, undertrykt og udpint folk på den sydlige halvkugle.

 

Ikke bare fordi vi stadig begrænser deres muligheder for at komme på fode gennem politiske strukturer og frihandelsaftaler.

 

Men fordi det er det nødvendige, rigtige og retfærdige at gøre. Grøn omstilling er ikke nok, hvis ikke det er en retfærdig grøn omstilling. Og derfor er klimaretfærdighed kernen i hvad vi kæmper for i Klimabevægelsen i Danmark.

 

Kære Mattias Tesfaye. Du har med stor tydelighed vist, at du ikke ønsker flere flygtninge til Danmark. Hvis du virkelig ønsker at opnå dette, bør du tage bladet fra munden.
Hvorfor hører vi ikke dig fortælle om sammenhængen mellem klimakrisen og stigende migration? Hvorfor presser du ikke dine kolleger i regeringen til at sætte langt mere skub i jeres klimahandlingsplan?

 

For det I gør i dag, er slet, slet ikke nok. Vi må gøre alt hvad vi kan for at sikre en retfærdig grøn omstilling så hurtigt som muligt.

 

Først og fremmest skal vi reducere Danmarks egne klimagasudledninger med mindst 70% i 2030 og gå i nul senest i 2040.

 

Men vi skal også gøre, hvad vi kan for at afbøde de menneskelige konsekvenser, som klimakrisen allerede nu medfører rundt om i verden. Derfor skal Danmark afsætte mindst 5 milliarder årligt til klimabistand til Det Globale Syd. Dels til at udfase eller udelade kul, olie og gas og gå direkte til vedvarende energi. Dels til at sikre sig mod de stadigt voldsommere konsekvenser, som klimakrisen medfører rundt om i verden.

 

Vi står alle på den samme jord under den samme himmel. Vi kan ikke undgå klimakrisen. Vi kan allerhøjst udskyde, hvornår vi selv mærker dens konsekvenser.

 

Men vi må ikke skubbe det fra os. Vi må ikke vende ryggen til! Hvis vi ikke handler nu, går det blot ud over andre. Andre – som børnene i Palmyra.
Vi kan ikke længere nøjes med at stikke dem en håndfuld kuglepenne og håbe på det bedste. De fortjener ikke bare sikkerhed og tryghed, men retfærdighed. Og hvis vi ikke gør alt hvad vi kan for at give dem det, så risikerer vi i sidste ende at miste vores egen menneskelighed.
Desværre kom Mattias Tesfaye ikke ud til dialog. Men vi har sidenhen fået en invitation til et møde i februar. Så må vi se, hvad der kommer ud af det..

 

Stor tak til Ole Vilhelm Wagner for de fine fotos af talen.

I can’t breathe

Politics
“It’s my face man
I didn’t do nothing serious man
please
please
please I can’t breathe
please man
please somebody
please man
I can’t breathe
I can’t breathe
please
man can’t breathe, my face
just get up
I can’t breathe
please, a knee on my neck
I can’t breathe
shit
I will
I can’t move
mama
mama
I can’t
my knee
my neck
I’m through
I’m through
I’m claustrophobic
my stomach hurt
my neck hurts
everything hurts
some water or something
please
please
I can’t breathe officer
don’t kill me
they’re gonna kill me, man
come on man
I cannot breathe
I cannot breathe
they’re gonna kill me
they’re gonna kill me
I can’t breathe
I can’t breathe
please sir
please
please
please I can’t breathe”
 
Det var George Floyds sidste ord. Han døde kort efter, kvalt af en politibetjent, der havde presset sit knæ mod hans hals i næsten ni minutter.
 
Ni minutter er meget lang tid. Det er svært for de fleste af os at sidde stille og fokusere på én ting i ni minutter. Prøv at sæt et ur og oplev, hvor langsom tiden føles. Betjenten, der havde sit knæ på George Floyd’s hals havde uendelig med tid til at løfte sit knæ. Og alligevel gjorde han det ikke. Omkring ham var der tre andre betjente, der bare lod det ske, som om det bare var en almindelig arbejdsdag.
 
Det er så forfærdeligt. Og hvad der gør det endnu mere forfærdeligt er, at det er sket så mange gange før. Så ofte, at ordene “I can’t breathe” allerede var Black Lives Matter-bevægelsens slogan længe inden mordet på George Floyd.
 
Det er bevægelsens opråb mod den systemiske vold, racisme og ulighed, som der er så tydelig i det amerikanske samfund. “Jeg kan ikke få luft” er essensen af den kamp mod uretfærdighed. Og det er opråb, som ingen af os kan ignorere. Heller ikke i Danmark. For strukturel racisme er ikke bare et amerikansk fænomen, ligeså lidt som slaveri og kolonialisme er det.
 
En stor del af Danmarks rigdom er bygget på at udnyttelsen af oprindelige folks land og liv. Danmark fangede og solgte afrikanske slaver på Guldkysten. Danmark udnyttede afrikanske slavers arbejdskraft på de Vestindiske Øer. Københavns største palæer er bygget med penge tjent på slavearbejde. De samme strukturer af udnyttelse og undertrykkelse har bygget vores samfund, men vi aldrig har gjort op med dem. Denne strukturelle racisme er stadig del af det danske samfund. Og det faktum, at du ikke lægger mærke til den, er ikke ensbetydende med, at den ikke er her. For den er der:
 
I flygtningelejre som Ellebæk, Sjælsmark og Kærshovedgård, hvor folk på flugt spærres inde i årevis.
 
I Mjølnerparken og andre boligområder, hvor hundreder af familier står til at blive tvunget ud af deres hjem – af en “Ghettolov”, der dømmer folk ud fra deres oprindelsesland.
 
Når regeringen afviser at forny opholdstilladelserne for 800 medborgere med somalisk baggrund, der har boet i Danmark i årtier. Og nu ønsker at sende dem tilbage til et land, hvor de hverken kan finde håb eller sikkerhed.
 
Når der oprettes visitationszoner, hvor politiet primært stopper og kropsvisiterer unge mænd med minoritetsbaggrund – på grund af deres hudfarve.
 
I den gensidige mangel på tillid, der er mellem det offentlige system og danskere med minoritetsbaggrund.
 
I den fortsatte mistro og diskrimination, som alt for mange af vores naboer og medborgere med minoritetsbaggrund stadig mødes med. Alle de små situationer med hverdagsracisme, misforståelser og ubevidst forskelsbehandling, som præger folk for livet, men som det er så let for os majoritetsdanskere at underkende eller slå hen, fordi det ikke handler om os, fordi vi ikke kan sætte os ind i, hvordan det er at blive vurderet alene ud fra sin hudfarve. For vores hudfarve er jo bare “hudfarvet”.
 
Som Fatima Osborne udtrykte det så stærkt til den seneste Black Lives Matter-demonstration i København: “Vi kan ikke få luft, fordi når vi fortæller jer alt dette, så tror I ikke på os.”
 
Det er ikke bare i USA. Det er ikke bare historie. Det er ikke bare noget, som andre skal forholde sig til. Vi bliver også nødt til at bruge vores stemmer. For hvis ikke vi bruger vores stemmer, vil vores stilhed blive brugt imod os.
 
Hvis George Floyds sidste ord fylder dig med sorg og vrede, så sig det højt. Støt op om denne kamp: Støt organisationer og personer der arbejder anti-racistisk. Del deres budskaber, donér penge, markér din støtte.
 
Lyt til folk som Fatima Osborne, Moussa Mchangama, Mary Consolata, Yancé-Myah Antonio Harrison, Bwalya Sørensen, Nafisa Fiidow, Prince Henry og mange flere. Vis din solidaritet med grupper som Mino Danmark, Black Lives Matter Denmark, Kvinder I Dialog, Almen modstand – Forsvar beboerdemokratiet, og mange flere.
 
Og hvis du nu synes, at det føles mærkeligt at sige det højt. At det føles ubekvemt at støtte sådanne grupper. At de føles lidt for vrede eller hårde i tonen eller svære at forholde sig til, så tag dig tid til at mærke efter og prøve at forstå, hvorfor det vækker ubehag.
 
For sagen er, at det er virkelig svært at erkende, at vi lever i et samfund, der er bygget på en systemisk racisme, der stadig spøger – i vores byer, på vores arbejdspladser, i vores uddannelser, i vores kultur. Det er på samme måde som det er svært at forholde sig til klimaforandringerne. For det meste er de slet ikke er synlige i vores hverdag, og derfor heller ikke er synlige i vores bevidsthed. Netop derfor er det så stort et chok, når vi opdager, at vi indirekte er med til at understøtte de strukturer, der forårsager dem.
 
Det er svært at tale om. Og det har taget mig langt længere tid at skrive og poste dette opslag, end jeg havde troet det ville. Men det handler ikke om skam eller dårlig samvittighed. Det handler om at tage stilling. Og første skridt er at erkende, at du også har et ansvar for, hvordan vores samfund fungerer – og lære, hvordan du kan være med til at ændre det til det bedre.
 
Her er nogle af de ting, jeg har læst, der har hjulpet mig i min erkendelsesproces. Måske det også kan hjælpe dig:
 
 
 
 
 
 
#BlackLivesMatter #BLM

Fremtidens (grønne) fællesskaber

Essays and other experiments, Politics

I foråret bad Tyge Mortensen og Karen Lumholt fra Selskabet for Fremtidsforskning mig om at skrive et bidrag til det seneste nummer af selskabets magasin Futuriblerne, som fokuserer på Fremtidens Fællesskaber.

Bidragydere til magasinet er praktikere fra forskellige handlingsfællesskaber i civilsamfundet. Alt fra Sager Der Samler og INSP! og SYMB til Lolland-Falster Lovestorm og Jyderup Højskole. Men eftersom jeg lige nu står lidt friere end tidligere og ikke er tilknyttet et bestemt fællesskab, gav Tyge og Karen mig frie tøjler til at skrive et indlæg om det jeg følte mest for. Det betød, at jeg hverken skrev om Medborgerne eller Københavns Fødevarefællesskab eller mine højskoletanker, men i stedet om den voksende grønne bevægelse, der strejkede i fredags – og som strejker igen på fredag.

Artiklen endte med at få titlen “Grøn omstilling er noget vi skaber sammen”, og kan læses i den seneste udgave af Futuriblerne, der udkom her d. 9. september. Magasinet kan købes på Selskabet for Fremtidsforskning, og jeg vil varmt anbefale dig at købe bladet og støtte dette gode non-profit-initiativ.

 

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mit bidrag herunder. Håber, at det kan give dig lyst til at læse mere!

 

Grøn omstilling er noget vi skaber sammen

Af Andreas Lloyd

Minutris og panerede kylletter fra frost. Det var et af de faste indslag i min barndoms aftensmåltider. Ikke en eneste gang kan jeg huske, at jeg har overvejet hvad det egentlig var, jeg spiste. Jeg vidste bare, at det kom fra supermarkedet og at det smagte godt.

Det var en ubekymret tid for en ubekymret generation. Ligesom for alle generationer før os, virkede verden stor og endeløs. Vi tog så meget for givet. Natsværmerne, bierne, skovene, koralrevene. Vi overvejede slet ikke, at det kunne være anderledes. Det faldt os slet ikke ind, at vi kunne skade naturen eller klimaet.

Men så begyndte vi at høre om problemerne. Først abstrakt og fjernt – som grafer med stiplede linjer, eksponentielle og faretruende vækstkurver, CO2-udledning, befolkningstilvækst, artsuddøen. Det var svært at forholde sig til. Vi kunne ikke mærke det. Det var nok noget, der gik mest udover isbjørnene. Måske ikke så slemt alligevel? Vi kunne ikke overskue det, så vi parkerede det. Der var også mere presserende ting at forholde sig til: eksaminer, fester, forelskelser, rejser…

Nogen gange skal man rejse for at kunne se…

I Danmark tænker vi ikke så meget over, at landskabet mest af alt bare er mark efter mark med få afgrøder. Ensartede. Fladt og nøgent om vinteren. Sprøjtet og grønt om sommeren. Det er bare sådan, Danmark ser ud. Det er først når vi rejser ud i verden, det går op for os hvor anderledes det kan være. Ikke bare hvor vild og smuk naturen kan være, men også hvor voldsom virkeligheden bag grafernes eksponentielle kurver ser ud:

At være i Los Angeles og opleve det perverse overforbrug i en by, der har spredt sig ud over et areal på størrelse med Sjælland, planlagt efter biler snarere end mennesker. Og opleve den vedvarende tørke, der får folk til at spraymale deres græs grønt for at spare på vandet.

At være i New Zealand og tage ud i Waipoua-skoven for at se Tāne Mahuta – et over 1500 år gammelt og 50 meter højt Kaori-træ, der blandt Maori-folket anses for at være træernes konge. Og så blive mødt med krav om, at alle besøgende skal afspritte hænder og fødder, før de kan komme i nærheden af træet, for at stoppe spredningen af en invasiv mikroorganisme, der især dræber Kaori-træer.

At være i Skotland og springe i havet til en sensommer-aftendukkert – og komme op til overfladen og mærke, hvordan fedtede plastikgryn klistrer til ens hud og hår. Og kigge ned og opdage, at man svømmer i en suppe af plastik.

At være i Belize og besøge en amerikansk økolog, der har fortrukket ud til et lille forskningscenter i junglen, fordi han ikke længere tror på, at menneskeheden står til at redde. At høre hans videnskabeligt funderede dommedagsprofetier og være ude af stand til at afvise dem. Være ude af stand til at ryste dem af sig, når man kommer hjem igen.

At være hjemme i Danmark og opleve sommeren 2018, hvor solen brændte landet af og efterlod det udtørret og støvet – og blive mindet om, at Danmark ikke vil blive forskånet.

Hvad kan jeg gøre?

Det er først, når vi oplever problemerne på egen krop, at omfanget for alvor rammer os. De er ikke længere en abstrakt erkendelse, men en fysisk oplevelse. En virkelighed, som vi ikke længere kan undsige os.

De små historier ovenfor kommer fra unge mennesker, der alle er vokset op med en massiv kløft imellem ord og handling. Mellem hvad de har lært i skolen – og den hverdag og det samfund, som de er en del af. Og nu spørger de: Hvad kan jeg gøre?

De fleste af os starter i det små. Hver for sig i vores egen hverdag. Vi prøver at være mere bevidste om vores forbrug. Spise mindre kød og mere grønt. Mere lokalt og økologisk. Flyve mindre. Købe mere brugt og mindre nyt. Og jo mere bevidste vi bliver, jo mere vokser vores frustration. For det går op for os, hvor umuligt stor en forandring, der skal til for at ændre den kurs, vores samfund er på.

Vi føler os alene. Som om vi er de eneste, der tager dette alvorligt. Medier, eksperter og politikere taler og taler, men det er uendeligt lidt, de rent faktisk gør. Modløsheden stikker sit hoved frem. Men vi bliver nødt til at gøre noget.

Gennem de sidste 10 år – siden skuffelsen til klimakonferencen COP15 i København december 2009 – har mennesker over hele landet fundet sammen for at finde svar på dette spørgsmål: Hvad kan vi gøre – sammen?
En bølge af nye lokale, fællesskabsorienterede initiativer – såsom byttemarkeder, byhaver, reparationscaféer, folkekøkkener, fødevarefællesskaber og meget mere – har set dagens lys.

Disse “aktivt uorganiserede” fællesskabsprojekter er i høj grad blevet muliggjort af internettet, der både gør det let at starte nye initiativer op og at sprede begejstringen for dem. Og let for andre at opdage og engagere sig på løsere og mere fleksible vilkår, end det hidtil har været muligt (Hvorfor skal man stifte en forening, når man bare kan starte en Facebookgruppe?).

En flig af en bæredygtig fremtid

Mit eget engagement startede i Københavns Fødevarefællesskab, hvor forbrugere går sammen om at købe fødevarer direkte fra lokale økologiske landmænd og derved støtte lokal og bæredygtig fødevareproduktion. Jeg var ikke specielt optaget af grøntsager eller økologi. For mig handlede det om at finde et svar på, hvordan vi sammen kunne skabe en flig af en bæredygtig fremtid.

Når der bliver snakket om en bæredygtig fremtid, ender det som regel med, at man snakker om den ‘den grønne omstilling’. Men ’omstilling’ er et forfærdeligt vagt og tørt begreb, der kan dække alt fra vedvarende energi og bæredygtige forbrugsmønstre til skovlandbrug og CO2-afgifter. ‘Omstilling’ lyder som en omskrivning fra erhvervslivet. Som en pæn måde at sige “massefyringer” på. Det vækker ikke håb, mod og begejstring. Snarere tværtimod. Det lyder som en bitter medicin, man skal sluge.

Jeg gik ind i Københavns Fødevarefællesskab, fordi jeg gerne ville være med til at skabe et fællesskab, hvor ‘grøn omstilling’ ikke var et abstrakt begreb, men noget levende, vi skaber sammen. For os var svaret en kombination af tre ting: 1) et helt konkret, hverdagsnært udbytte (grøntsagerne), 2) et lokalt, forpligtende fællesskab (det sammen at tage tjanser med at pakke grøntsager, lave smagsprøver og sidde i kassen) og 3) en stor vision (drømmen om at kunne købe alle vores dagligvarer i fødevarefællesskabet).

Vi tog afsæt i et legende, men alligevel alvorligt Hvad nu hvis-spørgsmål: Hvad nu hvis et flertal af danskerne købte ind i deres lokale fødevarefællesskab i stedet for i Netto? Bare spørgsmålet i sig selv sætter gang i fantasien. Det vækker billeder af, hvor anderledes et sådant Danmark kunne se ud. Det er nemt at tænke videre over, hvordan vejen derhen kan se ud. Det handler jo bare om, at tilpas mange danskere træffer nogle andre (småbitte) valg i deres hverdag!

”Hvad nu hvis…”

På samme måde stillede mange af de andre græsrodsinitiativer lignende spørgsmål.

Hvad nu hvis vi fik nyt tøj gennem tøjbyttemarkeder i stedet for at købe det i H&M? Hvad nu hvis vi reparerede vores elektronik sammen i reparationscaféer i stedet for at smide det ud og købe noget helt nyt? Hvad nu hvis vi og vores børn lærte at dyrke jorden i lokale byhaver, så vi forstod hvor vores mad kommer fra, i stedet for at lade som om køledisken fylder sig selv?

Det, der slår mig i dag, er hvor paradoksalt apolitiske disse initiativer egentlig var. De berørte store politiske spørgsmål – fødevarer, ressourceforbrug og klima – og tog ganske tydeligt stilling i kraft af deres handlinger. Men de var meget omhyggelige med at understrege, at de var apolitiske og åbne for alle.

Paradokset bunder i et uskyldigt ønske om bare at ville handle på sin borgerlyst, uden at det skulle bindes op på en ideologisk diskussion af de større bagvedliggende politiske spørgsmål. De havde tabt troen på det politiske system. De troede ikke længere på, at politikerne var i stand til at definere positive visioner for fremtiden.

Som Signe Voltelen, der stod bag flere københavnske byhaveprojekter, forklarede det i Dagbladet Information i 2014: “Mange i denne nye havebevægelse synes, politikerne har fejlet. I den forstand er de nye initiativer en reaktion. En måde at begynde forfra, nedefra – men med det positive som drivkraft. Meget af energien ligger i, at dette ikke er en protest. Det handler om at skabe noget nyt, at vise det kan lade sig gøre.”

Gejst og utålmodighed

Bevægelsen blev født af en enorm gejst og glæde. Københavns Fødevarefællesskab gik fra 30 til over 3000 medlemmer på 3 år og inspirerede ca. 20 nye fødevarefællesskaber rundt omkring i landet. Og byhaver sprang op over hele landet som svampe i en fugtig skovbund.

Men opblomstringen varede kort. I løbet af få år ebbede mange af disse grønne hverdagsfællesskaber ud. De var sårbare. Mange var båret af nogle få personers store engagement. Og fordi projekterne har været så løst organiseret, har de ikke haft modstandskraft, når iværksætterne mistede gejsten eller flyttede videre.

Fødevarefællesskaberne har oplevet vigende salg og medlemstilslutning siden 2014 og i dag er der kun få tilbage. Tilsvarende er mange byhaver og reparationscaféer lukket på grund af manglende tilslutning.

Jeg forlod selv fødevarefællesskabet i 2015. Jeg havde forgæves arbejdet for at skabe en fælles politisk retning blandt fødevarefællesskaberne og de øvrige små grønne foreninger gennem initiativet “Det Fælles Bedste”. Jeg opgav i frustration over, hvor fragmenteret og isoleret den grønne bevægelse var. For som Signe Voltelen sagde i samme interview: “Det er der rigtig mange, der gerne vil (skabe en fælles retning, red.). Men der er også en utålmodighed. Man kan godt få lyst til at gå på gaderne i protest – der er bare ikke opbakning til det.”

En ny generation

Det er tankevækkende at genlæse dette citat nu, fem år senere. Efter et Folketingsvalg, som mange betegner som det første klimavalg nogensinde. Efter at “klimatosse” er blevet en æresbetegnelse. Efter et forår, hvor titusindevis af skoleelever strejkede for klimaet og over 30.000 borgere gik på gaden til Folkets Klimamarch og hørte Greta Thunberg tale dunder til politikerne:

“Alt og alle er nødt til at forandre sig. Så hvorfor spilde dyrebar tid på at skændes om, hvem eller hvad der skal forandres først? Alt og alle er nødt til at forandre sig, men jo større din platform er, jo større er dit ansvar også. Jo større dit CO2-aftryk er, jo større er din moralske forpligtelse. Vores hus står i flammer. Og vi burde blive vrede og så omsætte denne vrede til handling. Og handle, som gjaldt det vores liv. For det gør det.”

Den utålmodighed, som Signe Voltelen beskrev i 2014, er taget til. For netop som jeg og andre grønne hverdagsaktivister begyndte at give op, begyndte en ny generation at kigge sig omkring og spørge ”Hvor er den? Hvor er den brede, grønne, politisk slagkraftige bevægelse, der kan skabe forandring?” Og det gik op for dem, at der ikke var andre end dem selv.

En brusende strøm

De måtte selv gøre noget. Og ligesom Greta er de vrede. De kan ikke give slip. Ikke give op. Så de har fundet sammen. Først i små klynger. Gennem en Facebook-gruppe, på en højskole eller et universitet. De begynder i det små og oplever, at handling giver håb. Og disse små klynger af handlekraft begynder at pible og boble og løbe sammen til en brusende strøm af løst-organiserede grupper og netværk – Den Grønne Studenterbevægelse, Klimastrejkerne, Folkets Klimamarch, Extinction Rebellion, Klimapåmindelsen, Citizens Climate Lobby, Så Er Det Nu! – og mange flere.

I månederne op til Folketingsvalget har de mobiliseret og krævet politisk handling. Og som med mange af de grønne hverdagsinitiativer, så er de fleste af disse grupper og netværk drevet af forholdsvis få, meget engagerede folk, der sætter alt til side og bruger alle deres kræfter på disse nye fællesskaber.

Denne nye bevægelse har også vakt mig. Men på en ny måde. Som småbørnsfar har jeg ikke længere kunnet spille rollen som det unge håb, der kaster al sin tid, energi og engagement ind i projektet, som jeg gjorde det i Københavns Fødevarefællesskab. Jeg har ikke længere tiden eller kræfterne til at kaste alt andet til side. I stedet har jeg måttet finde en ny, mere tilbagetrukket rolle. Som en hjælperytter, der støtter, aflaster og bakker op dér, hvor det kan gøre en forskel.

Ni måneders påmindelse

Jeg engagerede mig blandt andet i “Klimapåmindelsen” – en ugentlig demonstration, der tog imod folketingspolitikerne ved indgangen til Christiansborg, når de mødte på arbejde hver torsdag morgen. Den skulle minde dem om at sætte klima og natur øverst på den politiske dagsorden.

Klimapåmindelsen startede i oktober 2018 – ni måneder før valget. Til at starte med var jeg skeptisk. Jeg deltog med en følelse af, at det ikke ville være muligt at bevare momentum og få folk til at møde op torsdag efter torsdag igennem en lang, kold og mørk vinter. Men initiativet var iværksat, og udfordringen sat i gang. Og jeg kunne se, at det ville være et stort symbolsk nederlag, hvis Klimapåmindelsen ikke fortsatte helt til valget. Så jeg meldte mig til at være med til at finde talere, der kunne give menneskelige, personlige og åndelige vinkler på klimakrisen, der rakte ud over de tekniske og policy-mæssige aspekter, som ellers fylder i debatten.

Jeg trak på mine erfaringer fra Borgerlyst og Samtalesaloner til at udvikle små samtaleøvelser, som gjorde det lettere for nye deltagere at blive budt ind og blive engageret. Og jeg stod der hver torsdag, uge efter uge, som del af et fællesskab, der blev stærkere og stærkere, som foråret kom. Og med forårets komme blev mobiliseringen frem mod et fælles mål – et grønt Folketingsvalg – stærkere og stærkere. Og til sidst helt uimodståelig. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at understøtte denne bevægelses fortsatte udvikling.

Det er ikke nok at mobilisere…

Fra fødevarefællesskabet har jeg lært, at det ikke er nok at mobilisere. For det hele kan løbe ud i sandet igen lige så hurtigt, som det opstod. Det er kun når vore fællesskaber er organiserede og vedholdende, at vi kan skabe den forandring, vi drømmer om.

Det er måske pedantisk at hæfte sig ved forskellen på mobilisering og organisering. Men den betyder mere end, man skulle tro. Forskellen kommer klart til udtryk hver gang, der finder en ny skolemassakre sted i USA.

Hver gang mobiliserer borgerne sig og kræver, at nu må politikerne virkelig sørge for at stramme våbenlovgivningen. Meningsmålinger viser, at op mod 60% af amerikanerne går ind for strammere våbenlovgivning, men selvom der finder skolemassakrer sted med uhyggelig regelmæssighed, sker der alligevel ikke noget. For hver gang, der er optræk til stramninger, er The National Rifle Association lynhurtigt ude og lægge pres på de politikere, der sidder med de afgørende stemmer. De har 13.000 lokalafdelinger fordelt over hele landet, og de står klar og ved præcist hvor og hvordan, de skal sætte ind for at få politikerne til at rette ind.

Til trods for at de er i mindretal, formår de alligevel at forhindre stramninger af våbenlovgivningen – simpelthen fordi de er bedre organiserede end deres modstandere.

Meningsmålingerne viser, at over 60% af danskerne satte klima og natur som deres vigtigste mærkesag til folketingsvalget. Men dette flertal er ikke nok i sig selv, hvis de, der ikke ønsker forandringer af status quo, er bedre organiseret. Det er ikke første gang, at klimaforandringerne har været højt på den politiske dagsorden. Allerede tilbage i slutningen af 1980’erne var der tilløb til politisk handling. Ligeledes var der stor optimisme og hundredetusindvis af folk på gaden op til COP15-konferencen i København i 2009. Men hver gang blev det politiske momentum bremset af interesser, der ikke ønskede et opgør med “business as usual”.

Penge og ressourcer

Historien har vist igen og igen, at det ikke er nok at mobilisere. Og derfor er det i de kommende år, at den nye, grønne bevægelse for alvor skal vise, at den kan mere end at lave store demonstrationer og strejker. Vi skal organisere os for at kunne fastholde presset.

Det kræver, at bevægelsen ikke bare drives af frivillige ildsjæle, der kan brænde ud og sive væk. Men at den formår at organisere penge og ressourcer til at give dem arbejdsvilkår, der kan gøre det muligt for dem at blive ved.

Det kræver, at bevægelsen bygger bro til civilsamfundets gamle fællesskaber, og gør fælles sag med dem. Mange af disse gamle organisationer – fra fagbevægelsen til Folkekirken – oplever faldende medlemstilslutning, hvilket har fået dem til at fokusere endnu mere på at holde fast i deres egne snævre interesser. Men jo mere de fokuserer på deres egen organisation, des mere lukker de øjnene for de nye fællesskaber og de udfordringer, som påvirker os alle.

Alliancer

Vi har brug for at skabe nye alliancer på tværs af civilsamfundet, hvor unge kræfter kan rykke ved de gamle organisationer, og de gamles ressourcer kan understøtte de nye fællesskaber.

Og det kræver, at den grønne bevægelse formår at kigge ud over dommedagsfortællingerne og drømme højt om den fremtid, som vi rent faktisk ønsker os. At vi tør spørge “hvad nu hvis” og bruge svarene som løftestænger til at vise resten af samfundet, hvilket håb og hvilken glæde, der kan være ved at gå en anden vej – allerede i dag. For i sidste ende er ‘grøn omstilling’ ikke noget, vi kan afkræve politikerne en plan for. Det er noget, vi skaber sammen.

Den spire, vi planter sammen

Politics

Hver torsdag morgen tømmer jeg min søns legekasse for brio-togskinner og tager den med ind til Klimapåmindelsen foran Christiansborg, hvor den fungerer som talerstol

Hver uge er vi omkring 150-200 klima-engagerede i alle aldre: Fra unge studerende og barslende forældre til folk på vej til arbejde, skuespillere og bedsteforældre. Der er både gamle græsrødder og folk, der aldrig tidligere har været politisk engagerede.

Siden januar har jeg været medvært og medansvarlig for at finde talere. Og jeg har været meget optaget af at sørge for, at alle føler sig velkomne, og går derfra med fornyet mod, håb og handlekraft.

I torsdags var det biskop Peter Fischer-Møller og imam Abdul Wahid Pedersen, der holdt talerne. De gav et meget tiltrængt poetisk-religiøst perspektiv på klimakrisen. For klimapolitik bliver let teknisk, abstrakt og svær. Og derfor prøver jeg at finde folk, der taler til hjertet frem for hjernen, og som kan gøre klima-udfordringen levende og nærværende for os.

Biskoppen og imamen fortalte hver deres historie, der viste sig at have en slående lighed:

Biskoppen fortalte om Luther, der engang blev spurgt: “hvis du vidste, at verden ville gå under i morgen, hvad ville du så gøre i dag?”
Og han svarede: “Jeg ville plante et æbletræ.”

Imamen fortalte om profeten Muhammeds ord: “Hvis du står med et palmeskud i hånden, når dommedagstrompeterne lyder, så bøj dig ned og plant det.”

Det er den spire, vi planter sammen.🌱

Stem med dine penge

Politics

Det er i disse dage, at du modtager en indkaldelse til generalforsamling i din pensionskasse. Men: Lad være med bare at arkivere den lodret!

For indkaldelsen repræsenterer faktisk det mest enkle og vidtrækkende, du kan gøre lige nu for at begrænse klimaforandringerne. For du kan være med til at sikre, at din pensionskasse ikke investerer dine penge i kul, olie og andre beskidte energikilder!

Her er en oversigt over, hvornår dit pensionsselskab holder generalforsamling, og hvordan du kan møde op eller give en fuldmagt til at sikre, at investeringer for milliarder af kroner tager hensyn til klima og natur.

Det tog mig kun 2 minutter at give en fuldmagt til en af de gode folk fra Ansvarlig Fremtid. 💪

Del meget gerne linket med mange andre gode folk, for der er brug for hver en stemme!

Greta

Politics

For en uges tid siden mødte jeg Greta Thunberg. Jeg var tilfældigvis i Stockholm en fredag, og sluttede mig til den ugentlige klima-demonstration foran den svenske Rigsdag. Og der stod hun så.

Det første, der slog mig, var hvor ung hun er. En lille skikkelse, der nærmest helt forsvinder i mængden. Genert. Akavet. Sammenbidt. Som om hun helst bare ville stå for sig selv, og ikke spor brød sig om al den opmærksomhed.

Når man snakker med hende, er hun fuldstændigt lige så skarp og målrettet, som man ser i fjernsynet. Hun står der, fordi hun har forstået alvoren i FNs klimapanels konklusioner. Hun står der, fordi hun ser det som det eneste fornuftige hun kan gøre.

I det øjeblik følte jeg en enorm omsorg for hende. Hun er alt for ung til at bære disse bekymringer på den måde. Til at føle, at det er op til hende at råbe verdens ledere op. Til at blive gjort til helt og fortaler og forbillede. Til at være den, som andre sætter deres lid og håb til.

Jeg sagde til hende, at hun ikke er alene. At vi alle må deles om den byrde.

For det handler ikke om Greta. Det handler om os alle sammen. Vi kan alle påtage os en del af denne byrde. Ved at tage synligt og utvetydigt moralsk stilling – og få andre til at gøre det samme.

Hvis du ikke kan være med til vores egen Klimapåmindelsen foran Christiansborg hver torsdag morgen, så kan du vise det ved at skrive under på Så er det nu: Gør valget grønt’s tre klare krav om at sætte klima og natur øverst på den politiske dagsorden.

Tak! Du er ikke alene.

Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi overvinder vores konfliktskyhed

Essays and other experiments, Politics

Jeg har en kronik i Dagbladet Information idag. Jeg har indsat den herunder for future reference.

 

Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi overvinder vores konfliktskyhed

Jeg var også en ubekymret flyrejsende kødspiser. Men alle historiske samfundsforandringer har krævet folk, der var villige til at ødelægge den gode stemning

Denne sommer mærkede jeg klimaforandringerne for første gang. Solen skinnede ubarmhjertigt i månedsvis. Græsset foran vores hus var afsvedet. Jorden var knastør, og støvet hang i luften. Om aftenen hørte vi pindsvinene rasle i de tørre blade på jagt efter vand og føde. Danmark føltes som et andet land. For første gang kunne jeg på egen krop mærke alle statistikkerne om, at kloden i de sidste 30 år har oplevet de 20 varmeste år, der nogensinde er blevet målt.

Det var også denne sommer, at min søn fyldte to år. Fremtiden føles langt mindre abstrakt, når jeg ser den gennem hans øjne. Han vil vokse op i en verden, hvor sådanne ekstreme temperaturer er normale. Han vil vokse op i en verden, hvor tørke, skovbrande og stormflod ikke er ekstraordinære hændelser. Hvor pindsvinene ikke længere pusler i hækken. Hvor Danmark vil føles som et andet land. Og han vil ikke vide, hvad han har mistet.

Det er ikke til at bære. Især er det ikke til at bære tanken om, at jeg ikke har gjort det, som jeg alt for længe godt har vidst er nødvendigt: At jeg ikke råber op og siger fra – uanset hvad andre så måtte tænke om mig.

Flokdyr på godt og ondt

Det er ikke fordi, jeg kun lige har fået øjnene op for klimaforandringerne.

Siden jeg så Al Gores film En ubekvem sandhed i 2007, har jeg prøvet at leve mere bæredygtigt. Jeg begyndte at spise mere økologisk, vegetarisk og lokalt. Jeg engagerede mig i Københavns Fødevarefællesskab. Jeg prøvede at tale fremtiden op, fordi jeg ikke tror, at det er dommedagsscenarier, der får folk fra at handle. Men hvis jeg skal være ærlig, var det mest fordi, jeg var bange for at blive opfattet som hellig og moraliserende.

Og som årene gik, sleb hverdagen kanterne af mine bekymringer. Klimaforandringerne blev efterhånden bare endnu en del af det større bagtæppe af alle de ting, der sker i verden, som det føles umuligt at gøre noget ved. Livet fortsatte jo, og de fleste lod ikke til at være synderligt bekymrede. Stilfærdigt bekræftede jeg mig selv i, at jeg allerede gjorde en del i det små. Og efterhånden holdt jeg også selv op med at snakke om klimakrisen.

Problemet er, at vi mennesker er flokdyr på godt og ondt. Vi vil gå langt for at undgå at bryde sociale normer, der får os til at føle os forkerte og udenfor. Vi har nemmere ved at leve med uretfærdighed end med ubehag.

Derfor ændrer vi først adfærd, når vi oplever, at folk omkring os ændrer adfærd. Hvilket leder til den paradoksale situation, at vi tror, vi står alene med en holdning, som størstedelen af os i virkeligheden deler: Otte ud af ti danskere mener, at klimaforandringerne er en alvorlig og vigtig udfordring for menneskeheden. Og alligevel sker der ikke noget.

Over de sidste måneder har jeg mødt mange andre, som denne sommer blev mindet om klimaforandringernes omfang, og som nu kæmper med de samme følelser og frustrationer som mig. Vi har forgæves ledt efter en let udvej. Vi har opgivet håbet om, at en ny vidunderteknologi redder os, eller at politikerne træffer de svære beslutninger for os. Og vores behov for handling kan hverken tilfredsstilles ved at følge anbefalinger til bæredygtigt forbrug, melde os ind i en miljøorganisation eller dele klimatips og underskriftsindsamlinger på internettet.

Ødelæg den gode stemning

Det er på tide, at vi indser, at der ikke er nogen lette udveje. For der er kun én måde, vi kan bryde med den flertalsmisforståelse, der holder os tilbage fra at løse klimakrisen: Vi må tage synligt og utvetydigt moralsk stilling – og få andre til at gøre det samme.

Som forskerne Rasmus Willig og Arne Johan Vetlesen bemærker i bogen Hvad skal vi svare?, så handler det ikke bare om, at vi skal gøre det lettere, sjovere og mere behageligt at handle bæredygtigt. Det handler lige så meget om, at vi skal gøre ikkebæredygtig adfærd mere besværlig, omkostningstung og ubehagelig.

Alle historiske samfundsforandringer har krævet folk, der var villige til at ødelægge den gode stemning. Forandring kræver, at vi som mennesker erkender, at vi er nødt til ændre vores vaner og tilpasse os til en ny virkelighed. Og det kræver, at vi accepterer det uundgåelige ubehag, der kommer af at stikke ud, være på tværs og sige fra.

Det var ubehageligt at sige fra over for folk, der røg tobak indenfor. Og det er ubehageligt at sige fra over for folk, der kommer med racistiske eller homofobiske bemærkninger. Men ubehaget forsvinder ikke, hvis vi lader være. For så vil disse folk aldrig blive konfronteret med det ubehag, der kan få dem til at handle anderledes.

Derfor prøver jeg nu at overvinde min egen konfliktskyhed.

Jeg har fundet støtte hos forfatteren Luvvie Ajayi, der slår til lyd for at være ubehageligt ærlig. Hun gør det, fordi hun tror på, at alle grundlæggende gerne vil det bedste for kloden og hinanden, så når hun siger, hvad hun mener, er det altid med udgangspunkt i, at hun havde forventet mere af os alle sammen.

Hun siger, at du for alt i verden skal lade være med at bekymre dig om, hvordan den anden tager imod det. Dit ansvar er blot at sige fra og gøre det på en ordentlig måde. Derfor har hun tre ting, hun tjekker med sig selv, før hun deler en ubehagelig sandhed: Mener du det? Kan du forsvare det? Siger du det med kærlighed? For hvis man ikke kan sige det med kærlighed, er det bedre at lade være.

Det prøver jeg at efterleve. Jeg er begyndt at tage de svære og ubehagelige samtaler med venner, kolleger og familie, og forklare dem, hvorfor jeg handler, som jeg gør. Jeg fortæller, at jeg selv har været der, hvor de er. Jeg var også en ubekymret flyrejsende kødspiser. Og jeg fortæller historien om, hvordan jeg lærte klimaforandringerne at kende, og hvordan det har påvirket mig.

Politisk pres

Jeg presser ikke på for, at de skal opgive hverken flyrejser eller kød. For det handler ikke om vores individuelle forbrugsvalg, men om de politiske valg, vi træffer på vores børns og børnebørns vegne. I sidste ende er det kun som borgere og ikke som forbrugere, at vi kan stoppe klimaforandringerne.

Jeg fortæller dem, at vores politikere ligger under for præcis den samme flertalsmisforståelse, som alle os andre. At de er mere afhængige af os, end vi tror. At politisk handling kun kommer, hvis helt almindelige borgere som du og jeg er villige til at overvinde vores konfliktskyhed og højt og tydeligt fortælle, hvad der er på spil.

Derfor opfordrer jeg dem til at stemme på partier, der prioriterer grøn omstilling, eller presse de partier, de stemmer på, til at prioritere den. Sikre, at deres pensionsmidler ikke er investeret i olie og gas, men i grøn omstilling. Og ikke bare at lade som ingenting og håbe, at det løser sig selv.

Det er svært. Og det er ikke nok. For ingen af os kan gøre det alene. Derfor skriver jeg dette. For at presse mig selv til at blive ved. For at opfordre andre til at blive ved.

Vi må erkende, at vi ikke slipper for ubehaget ved at stå ved vores værdier. Derfor har vi brug for at finde sammen i en bred, folkelig og politisk slagkraftig klimabevægelse. For konfliktskyheden svinder først, når vi ikke længere føler os alene.

Kun ved at stå sammen kan vi rykke samfundets normer, så det bliver flertallet, der synligt og utvetydigt træffer de personlige og politiske valg, der kan sikre vores jord, vores hjem og vores børns fremtid.

Andreas Lloyd er selvstændig konsulent og aktiv i Klimanetværket.

Klimakrisen: En science fiction-film i slow motion

Films, Politics

Jo mere jeg lærer om klimakrisen, jo mere virker det som plottet i en science fiction-film: Dystre profetier, en faretruende afgrund, der fravigeligt nærmer sig, skæbnesvangre valg og heltemodig kamp.

Faktisk adskiller klimakrisen sig kun fra film som Planet of the Apes og Terminator på to punkter:

  1. Det er ikke fiktion
  2. Det finder ikke sted over 2 timer, men over 100 år.

Jeg blev bekræftet i denne fornemmelse forleden, da jeg hørte en forelæsning, der lige så godt kunne have været en tidlig scene i en science fiction-film: Forskeren Johan Rockström gav en opsamling på udviklingen fra klimaforandringer til klimakrise. For som han bemærkede, så er klimaforandringerne her allerede, og mange steder er det allerede en krise.

Hurtigt gennemgik han de mange skovbrande, tørker, oversvømmelser og orkaner, der har ramt rundt om på Jorden i løbet af det sidste år. Det mindede mig om de klassiske sci-fi montage-sekvenser, hvor der med faretruende musik klippes mellem alle de forskellige steder på Jorden, hvor rumvæsenerne er landet, eller meteoritterne brager ned og smadrer Det Hvide Hus, Eiffel-tårnet og New York.

Det tog pusten fra mig. Men det var slet ikke det værste. Det, der for alvor slog krisens omfang fast for mig, var da han viste denne graf:

Slide fra Johan Rockströms præsentation. Fundet her.

Grafen viser udviklingen i Jordens gennemsnitstemperatur over de sidste 1,2 millioner år. Den flotte 8-talskurve skyldes, at Jordens bane rundt om solen er formet som en ellipse, hvor solen ligger tættere på den ene ende, snarere end i midten. Det betyder, at henover 100.000 år vil afstanden mellem Jorden og solen variere helt op til 18 millioner km, hvilket giver et udsving i Jordens temperatur. Det er bl.a. denne variation, der har givet anledning til istiderne (hvert af udsvingene ud i det blå felt til venstre repræsenterer en sådan istidsperiode).

Tilsvarende er hvert udsving ind i det violette felt en såkaldt “interglacial” periode, hvor Jorden hovedsageligt er fri for is. Og gennem de sidste 1,2 millioner år har Jorden altså fulgt dette 8-talsmønster i større eller mindre udsving (Rockström forklarede, at udsvingenes størrelse skyldes feedback-effekter i Jordens egen atmosfære, fx baseret på mængden af vegetation, mængden af is, der reflekterer sollys, osv.).

Det er dette smukke mønster, der gjort det muligt for os at ligge lunt i svinget i den holocæne periode i den inderste ring i 8-tallet, og som har givet os det stabile, varme klima, der de sidste 10.000 år siden den sidste istid har gjort det muligt for os at drive landbrug, bygge byer – og dermed alt, hvad vi kender som menneskelig civilisation.

Men på grund af vores CO2-udledninger de sidste 200 år har drivhuseffekten skubbet os ud af banen. Snarere end at følge denne trygge bane i 8-tallet, har vi nu kurs direkte mod ukendt territorium: For hvis vi når de 2 graders opvarmning, så spår forskere, at vi risikerer at nå ud over et eller flere tipping points, der gør, at vi slet ikke kan komme tilbage i det trygge 8-tal, som har styret Jordens klima de sidste 1,2 millioner år!

Et nemt eksempel på et tipping point: Når først majskornet bliver tilpas varmt, bliver det til et popcorn. Og hvordan kan man så gøre det til et upoppet majskorn igen?

De to stiplede linjer på grafen viser det skæbnesvangre valg vi står overfor: Kører vi videre mod afgrunden? Eller drejer vi fra i tide? Kan vi reducere vores globale CO2-udslip inden 2050? Kan vi holde os under 2 graders temperaturstigning?

Rockström erkendte da også, at det bliver svært: 2018 bliver det år i menneskehedens historie, hvor vi udleder mest CO2 nogensinde. Selvom vi har kendt til problemerne i mere end 40 år, er udledningerne kun steget og steget. Det er endnu ikke lykkedes os at knække kurven. Og tiden er ved at løbe ud. For at klare den, skal vi halvere vores globale CO2-udslip frem til 2030, og igen i 2040, og igen i 2050.

Men selvfølgelig, som i enhver god science fiction-film, er der stadig et håb: I en fjern ørken lærer en ung mand netop nu sin sande skæbne at kende og påbegynder træningen som jedi-ridder, så han kan vælte det onde imperium, der har bragt os i denne forfærdelige situation…

Og dog. Sådan er virkeligheden ikke. Der er ingen superhelte, der kommer og redder os. Der er kun os selv. Det er kun ved fælles hjælp, at vi kan knække kurven.

Og de dystre udsigter til trods, var Rockström stadig optimistisk: Produktionen af sol- og vind-energi ser ud til at vokse eksponentielt i de kommende år. Teknologien og økonomien kan sagtens lade sig gøre. Det handler kun om den politiske vilje til at få det til at ske.

Efter forelæsningen var der tid til spørgsmål fra salen. Og mellem en række tørre, tekniske policy-uddybninger rejste Alexandra, en af stifterne af Den Grønne Studenterbevægelse, sig op og stillede aftenens bedste spørgsmål: “Du siger vi har travlt. At vi kun har 10 år til at nå at vende det her. Men hvad kan jeg og mine medstuderende gå ud og gøre i morgen?”

Jeg husker ikke præcis hvad Rockström svarede. For i det øjeblik, tog min indre filminstruktør over:

Den grånende videnskabsmand kigger rundt i salen. “I skal holde presset. Politikerne skal vide, hvad der er på spil. Det er nu eller aldrig.”

Spændingen i rummet er dirrende. Han læner sig frem og kigger direkte på Alexandra med et halvt smil.

“May the force be with you.”