For en uges tid siden mødte jeg Greta Thunberg. Jeg var tilfældigvis i Stockholm en fredag, og sluttede mig til den ugentlige klima-demonstration foran den svenske Rigsdag. Og der stod hun så.
Det første, der slog mig, var hvor ung hun er. En lille skikkelse, der nærmest helt forsvinder i mængden. Genert. Akavet. Sammenbidt. Som om hun helst bare ville stå for sig selv, og ikke spor brød sig om al den opmærksomhed.
Når man snakker med hende, er hun fuldstændigt lige så skarp og målrettet, som man ser i fjernsynet. Hun står der, fordi hun har forstået alvoren i FNs klimapanels konklusioner. Hun står der, fordi hun ser det som det eneste fornuftige hun kan gøre.
I det øjeblik følte jeg en enorm omsorg for hende. Hun er alt for ung til at bære disse bekymringer på den måde. Til at føle, at det er op til hende at råbe verdens ledere op. Til at blive gjort til helt og fortaler og forbillede. Til at være den, som andre sætter deres lid og håb til.
Jeg sagde til hende, at hun ikke er alene. At vi alle må deles om den byrde.
For det handler ikke om Greta. Det handler om os alle sammen. Vi kan alle påtage os en del af denne byrde. Ved at tage synligt og utvetydigt moralsk stilling – og få andre til at gøre det samme.
Hvis du ikke kan være med til vores egen Klimapåmindelsen foran Christiansborg hver torsdag morgen, så kan du vise det ved at skrive under på Så er det nu: Gør valget grønt’s tre klare krav om at sætte klima og natur øverst på den politiske dagsorden.
Tak! Du er ikke alene.