Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi overvinder vores konfliktskyhed

Jeg har en kronik i Dagbladet Information idag. Jeg har indsat den herunder for future reference.

 

Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi overvinder vores konfliktskyhed

Jeg var også en ubekymret flyrejsende kødspiser. Men alle historiske samfundsforandringer har krævet folk, der var villige til at ødelægge den gode stemning

Denne sommer mærkede jeg klimaforandringerne for første gang. Solen skinnede ubarmhjertigt i månedsvis. Græsset foran vores hus var afsvedet. Jorden var knastør, og støvet hang i luften. Om aftenen hørte vi pindsvinene rasle i de tørre blade på jagt efter vand og føde. Danmark føltes som et andet land. For første gang kunne jeg på egen krop mærke alle statistikkerne om, at kloden i de sidste 30 år har oplevet de 20 varmeste år, der nogensinde er blevet målt.

Det var også denne sommer, at min søn fyldte to år. Fremtiden føles langt mindre abstrakt, når jeg ser den gennem hans øjne. Han vil vokse op i en verden, hvor sådanne ekstreme temperaturer er normale. Han vil vokse op i en verden, hvor tørke, skovbrande og stormflod ikke er ekstraordinære hændelser. Hvor pindsvinene ikke længere pusler i hækken. Hvor Danmark vil føles som et andet land. Og han vil ikke vide, hvad han har mistet.

Det er ikke til at bære. Især er det ikke til at bære tanken om, at jeg ikke har gjort det, som jeg alt for længe godt har vidst er nødvendigt: At jeg ikke råber op og siger fra – uanset hvad andre så måtte tænke om mig.

Flokdyr på godt og ondt

Det er ikke fordi, jeg kun lige har fået øjnene op for klimaforandringerne.

Siden jeg så Al Gores film En ubekvem sandhed i 2007, har jeg prøvet at leve mere bæredygtigt. Jeg begyndte at spise mere økologisk, vegetarisk og lokalt. Jeg engagerede mig i Københavns Fødevarefællesskab. Jeg prøvede at tale fremtiden op, fordi jeg ikke tror, at det er dommedagsscenarier, der får folk fra at handle. Men hvis jeg skal være ærlig, var det mest fordi, jeg var bange for at blive opfattet som hellig og moraliserende.

Og som årene gik, sleb hverdagen kanterne af mine bekymringer. Klimaforandringerne blev efterhånden bare endnu en del af det større bagtæppe af alle de ting, der sker i verden, som det føles umuligt at gøre noget ved. Livet fortsatte jo, og de fleste lod ikke til at være synderligt bekymrede. Stilfærdigt bekræftede jeg mig selv i, at jeg allerede gjorde en del i det små. Og efterhånden holdt jeg også selv op med at snakke om klimakrisen.

Problemet er, at vi mennesker er flokdyr på godt og ondt. Vi vil gå langt for at undgå at bryde sociale normer, der får os til at føle os forkerte og udenfor. Vi har nemmere ved at leve med uretfærdighed end med ubehag.

Derfor ændrer vi først adfærd, når vi oplever, at folk omkring os ændrer adfærd. Hvilket leder til den paradoksale situation, at vi tror, vi står alene med en holdning, som størstedelen af os i virkeligheden deler: Otte ud af ti danskere mener, at klimaforandringerne er en alvorlig og vigtig udfordring for menneskeheden. Og alligevel sker der ikke noget.

Over de sidste måneder har jeg mødt mange andre, som denne sommer blev mindet om klimaforandringernes omfang, og som nu kæmper med de samme følelser og frustrationer som mig. Vi har forgæves ledt efter en let udvej. Vi har opgivet håbet om, at en ny vidunderteknologi redder os, eller at politikerne træffer de svære beslutninger for os. Og vores behov for handling kan hverken tilfredsstilles ved at følge anbefalinger til bæredygtigt forbrug, melde os ind i en miljøorganisation eller dele klimatips og underskriftsindsamlinger på internettet.

Ødelæg den gode stemning

Det er på tide, at vi indser, at der ikke er nogen lette udveje. For der er kun én måde, vi kan bryde med den flertalsmisforståelse, der holder os tilbage fra at løse klimakrisen: Vi må tage synligt og utvetydigt moralsk stilling – og få andre til at gøre det samme.

Som forskerne Rasmus Willig og Arne Johan Vetlesen bemærker i bogen Hvad skal vi svare?, så handler det ikke bare om, at vi skal gøre det lettere, sjovere og mere behageligt at handle bæredygtigt. Det handler lige så meget om, at vi skal gøre ikkebæredygtig adfærd mere besværlig, omkostningstung og ubehagelig.

Alle historiske samfundsforandringer har krævet folk, der var villige til at ødelægge den gode stemning. Forandring kræver, at vi som mennesker erkender, at vi er nødt til ændre vores vaner og tilpasse os til en ny virkelighed. Og det kræver, at vi accepterer det uundgåelige ubehag, der kommer af at stikke ud, være på tværs og sige fra.

Det var ubehageligt at sige fra over for folk, der røg tobak indenfor. Og det er ubehageligt at sige fra over for folk, der kommer med racistiske eller homofobiske bemærkninger. Men ubehaget forsvinder ikke, hvis vi lader være. For så vil disse folk aldrig blive konfronteret med det ubehag, der kan få dem til at handle anderledes.

Derfor prøver jeg nu at overvinde min egen konfliktskyhed.

Jeg har fundet støtte hos forfatteren Luvvie Ajayi, der slår til lyd for at være ubehageligt ærlig. Hun gør det, fordi hun tror på, at alle grundlæggende gerne vil det bedste for kloden og hinanden, så når hun siger, hvad hun mener, er det altid med udgangspunkt i, at hun havde forventet mere af os alle sammen.

Hun siger, at du for alt i verden skal lade være med at bekymre dig om, hvordan den anden tager imod det. Dit ansvar er blot at sige fra og gøre det på en ordentlig måde. Derfor har hun tre ting, hun tjekker med sig selv, før hun deler en ubehagelig sandhed: Mener du det? Kan du forsvare det? Siger du det med kærlighed? For hvis man ikke kan sige det med kærlighed, er det bedre at lade være.

Det prøver jeg at efterleve. Jeg er begyndt at tage de svære og ubehagelige samtaler med venner, kolleger og familie, og forklare dem, hvorfor jeg handler, som jeg gør. Jeg fortæller, at jeg selv har været der, hvor de er. Jeg var også en ubekymret flyrejsende kødspiser. Og jeg fortæller historien om, hvordan jeg lærte klimaforandringerne at kende, og hvordan det har påvirket mig.

Politisk pres

Jeg presser ikke på for, at de skal opgive hverken flyrejser eller kød. For det handler ikke om vores individuelle forbrugsvalg, men om de politiske valg, vi træffer på vores børns og børnebørns vegne. I sidste ende er det kun som borgere og ikke som forbrugere, at vi kan stoppe klimaforandringerne.

Jeg fortæller dem, at vores politikere ligger under for præcis den samme flertalsmisforståelse, som alle os andre. At de er mere afhængige af os, end vi tror. At politisk handling kun kommer, hvis helt almindelige borgere som du og jeg er villige til at overvinde vores konfliktskyhed og højt og tydeligt fortælle, hvad der er på spil.

Derfor opfordrer jeg dem til at stemme på partier, der prioriterer grøn omstilling, eller presse de partier, de stemmer på, til at prioritere den. Sikre, at deres pensionsmidler ikke er investeret i olie og gas, men i grøn omstilling. Og ikke bare at lade som ingenting og håbe, at det løser sig selv.

Det er svært. Og det er ikke nok. For ingen af os kan gøre det alene. Derfor skriver jeg dette. For at presse mig selv til at blive ved. For at opfordre andre til at blive ved.

Vi må erkende, at vi ikke slipper for ubehaget ved at stå ved vores værdier. Derfor har vi brug for at finde sammen i en bred, folkelig og politisk slagkraftig klimabevægelse. For konfliktskyheden svinder først, når vi ikke længere føler os alene.

Kun ved at stå sammen kan vi rykke samfundets normer, så det bliver flertallet, der synligt og utvetydigt træffer de personlige og politiske valg, der kan sikre vores jord, vores hjem og vores børns fremtid.

Andreas Lloyd er selvstændig konsulent og aktiv i Klimanetværket.

Leave a Reply

Your email address will not be published.