For et par uger siden holdt jeg tale, da Klimabevægelsens ugentlige demonstration Operation Klimahandling besøgte Udlændinge- og Integrationsministeriet. Talen handlede om hvordan klimakrisen vil lede til, at mange flere mennesker må migrere eller flygte. Og at vi derfor har en stor forpligtelse – både menneskeligt, moralsk, historisk og politisk – til at både give klimabistand til Det Globale Syd. Her er talen i sin helhed:
For ti år siden rejste jeg rundt i Mellemøsten. Jeg var blandt andet i Syrien. Det var før borgerkrigen og man kunne rejse frit og sikkert rundt i landet. På min rejse besøgte jeg Palmyra. Det er en oase midt i ørkenen. Her ligger både de mægtige ruiner efter en gammel romersk handelsby og det nye, moderne Palmyra.
Så snart vi stod af bussen blev vi omringet af en flok børn i Bulderby-alderen. Først troede jeg, at de kom for at få en mønt eller to. Men selvom vi ikke forstod arabisk viste de med tydelige fagter, hvad de håbede at få: Kuglepenne, blyanter, skriveredskaber.
Det ramte mig dybt. Jeg havde aldrig overvejet, endsige forstået, at man kan være så fattig, at man ikke har råd til en kuglepen. At man ikke har muligheden for at skrive, tegne, ytre sig, når man vil. At det man allerhelst vil have, ikke er legetøj eller penge eller slik, men bare en kuglepen.
Jeg gav dem alle de kuglepenne, jeg havde på mig.
Året efter brød borgerkrigen ud. Vidste I, at klimaforandringerne havde gødet jorden for denne krig?
Forskere påpeger, at Syrien i årene 2007-2010 var ramt af den værste tørke, landet har haft i op mod 900 år. Tørken ledte til fattigdom og fødevaremangel. Den tvang unge mænd fra landdistrikterne til at søge ind til de store byer for at finde arbejde. Men der var ikke nok arbejde at få, og det fik utilfredsheden med Bashar Al-Assads diktatur til at vokse. Det ledte til krav om politisk forandring. Det ledte til oprør. Det ledte til borgerkrig.
En borgerkrig, der er blevet en af de største humanitære katastrofer i nyere tid. Hvor 380.000 mennesker har mistet livet. Hvor over 10 millioner er blevet fordrevet eller har flygtet fra deres hjem, og over 1 million er nået til Europa. Hvor grupper som ISIS opstod og terroriserede hele regionen. De sprængte det gamle Palmyra i stumper og stykker for at fjerne afgudsbillederne fra fordoms folk.
Og hvad mon der skete med de børn, jeg mødte dengang? Disse børn, der dengang bare løb efter turister i håbet om at få en kuglepen. Hvad er deres skæbne?
Tog de flugten til Tyrkiet eller Libanon med deres familier?
Krydsede de havet ved Lesbos?
Endte de i Moria-lejren?
Gik op gennem Europa før pigtrådshegnene blev sat op?
Gik de langs Sydmotorvejen, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015?
Eller nåede de aldrig så langt?
Jeg ved kun, at vi i de kommende år kan se frem til mange flere, der vil dele deres skæbne. Rundt om i verden forårsager klimakrisen stadigt voldsommere tørke, oversvømmelser og orkaner, der skaber hungersnød, hjemløshed og ødelæggelse. Endnu flere vil miste deres hjem og deres levebrød, og blive klimaflygtninge.
FN vurderer, at i 2050 vil der op til en milliard mennesker på flugt pga. klimaforandringernes konsekvenser. En milliard mennesker på flugt! En milliard!
Det vil være en humanitær katastrofe i et omfang, som vi aldrig før har set i menneskehedens historie. Og derfor har vi i Danmark og i Europa et stort ansvar.
Ikke bare fordi vi historisk har udledt en stor andel af de klimagasser, der øger Jordens temperatur.
Ikke bare fordi vi igennem århundreder har koloniseret, undertrykt og udpint folk på den sydlige halvkugle.
Ikke bare fordi vi stadig begrænser deres muligheder for at komme på fode gennem politiske strukturer og frihandelsaftaler.
Men fordi det er det nødvendige, rigtige og retfærdige at gøre. Grøn omstilling er ikke nok, hvis ikke det er en retfærdig grøn omstilling. Og derfor er klimaretfærdighed kernen i hvad vi kæmper for i Klimabevægelsen i Danmark.
Kære Mattias Tesfaye. Du har med stor tydelighed vist, at du ikke ønsker flere flygtninge til Danmark. Hvis du virkelig ønsker at opnå dette, bør du tage bladet fra munden.
Hvorfor hører vi ikke dig fortælle om sammenhængen mellem klimakrisen og stigende migration? Hvorfor presser du ikke dine kolleger i regeringen til at sætte langt mere skub i jeres klimahandlingsplan?
For det I gør i dag, er slet, slet ikke nok. Vi må gøre alt hvad vi kan for at sikre en retfærdig grøn omstilling så hurtigt som muligt.
Først og fremmest skal vi reducere Danmarks egne klimagasudledninger med mindst 70% i 2030 og gå i nul senest i 2040.
Men vi skal også gøre, hvad vi kan for at afbøde de menneskelige konsekvenser, som klimakrisen allerede nu medfører rundt om i verden. Derfor skal Danmark afsætte mindst 5 milliarder årligt til klimabistand til Det Globale Syd. Dels til at udfase eller udelade kul, olie og gas og gå direkte til vedvarende energi. Dels til at sikre sig mod de stadigt voldsommere konsekvenser, som klimakrisen medfører rundt om i verden.
Vi står alle på den samme jord under den samme himmel. Vi kan ikke undgå klimakrisen. Vi kan allerhøjst udskyde, hvornår vi selv mærker dens konsekvenser.
Men vi må ikke skubbe det fra os. Vi må ikke vende ryggen til! Hvis vi ikke handler nu, går det blot ud over andre. Andre – som børnene i Palmyra.
Vi kan ikke længere nøjes med at stikke dem en håndfuld kuglepenne og håbe på det bedste. De fortjener ikke bare sikkerhed og tryghed, men retfærdighed. Og hvis vi ikke gør alt hvad vi kan for at give dem det, så risikerer vi i sidste ende at miste vores egen menneskelighed.
Desværre kom Mattias Tesfaye ikke ud til dialog. Men vi har sidenhen fået en invitation til et møde i februar. Så må vi se, hvad der kommer ud af det..
Stor tak til Ole Vilhelm Wagner for de fine fotos af talen.