Medborgerne lukker, men erfaringerne lever videre

I sommeren 2022 blev det meldt ud, at foreningen Medborgerne lukkede. Herunder den uforkortede version af mit indlæg om mine erfaringer fra Medborgerne, som blev udgivet i Altinget:Civilsamfund onsdag d. 7. september 2022.

 

Medborgerne lukker, men erfaringerne lever videre

I starten af juli blev det i al stilfærdighed meldt ud, at foreningen Medborgerne lukker. Siden 2014 har Medborgerne arbejdet for at introducere den amerikanske community organising-tilgang i Danmark til at forny og styrke civilsamfundets fællesskaber og bekæmpe den magtesløshed, som stadig flere danskere føler i deres hverdag. Og i 2017 blev det til Danmarks første borgeralliance af lokale fællesskaber på Nørrebro og Nordvest i København med støtte fra Tryg Fonden og siden også Tuborgfondet og Velux-fonden.

Men nu er det altså slut. Den 21. juni afholdt bestyrelsen en ekstraordinær generalforsamling og besluttede at opløse foreningen, opsige alle ansatte og tilbagebetale de resterende fondsmidler ved udgangen af august.

Det var en trist besked at få. Ikke mindst for mig, der har lagt så meget arbejde og hjerteblod i at opbygge Medborgerne i foreningens første år. Siden jeg selv stoppede som ansat i juni 2018 har jeg kun fulgt Medborgerne perifært fra sidelinjen, så jeg kender ikke detaljerne bag beslutningen, men alligevel kommer den ikke som den store overraskelse.

For selvom det udadtil er lykkedes Medborgerne at blive en lokalpolitisk magtfaktor og engagere lokale borgere i kampagner om alt fra bedre belysning, flere fritidsjobs, fodboldbaner og busstoppesteder, så er det mit indtryk, at indadtil har det til stadighed været svært at skabe en bæredygtig organisation og økonomi.

Jeg vil ikke gøre mig klog på de aktuelle omstændigheder, der ledte til, at bestyrelsen valgte at lukke Medborgerne. Men jeg var en aktiv del af Medborgernes første år (fra 2014 til 2018), og efterfølgende har jeg reflekteret over de fejl vi begik i opstarten, og over hvorfor det var så svært for os at introducere community organising i Danmark på en bæredygtig måde.

Her er 9 erfaringer, som jeg har tager med mig fra Medborgerne:

1) Community organising er et fag
Community organising er en svær og krævende faglighed, hvor man både skal kunne agere leder, coach, underviser, sparringspartner, agitator, facilitator, kampagneudvikler, PR-person og lobbyist. Især på et lille sekretariat med kun to-tre ansatte. Det kræver tid, støtte og sparring at opbygge denne faglighed.

Da vi startede Medborgerne havde vi kun minimal forudgående erfaring med community organising. Vi havde været på en uges lederskabstræning hos Citizens UK, og havde slet ikke prøvet at lave lokalpolitisk organiseringsarbejde før. Vi måtte prøve os frem ud fra forskellige håndbøger og begå en masse fejl undervejs. Den manglende faglighed og viden ledte både til spændinger internt imellem os ansatte, men også i forhold til bestyrelsen. For hvordan kunne vi vide, om vi gjorde det rigtige?

Vi prøvede at kompensere ved at bruge rigtigt mange kræfter på arbejdet, men det sled meget på os og vores indbyrdes relationer. Og de fleste ansatte i Medborgerne holdt sjældent mere end et år eller to på jobbet. Denne store gennemstrømning af ansatte er drænende for en organisation, hvis arbejde er båret af stærke relationer og solid faglighed. I løbet af organisationens 6 årige levetid er hele sekretariatet løbende blevet udskiftet tre gange. Denne manglende institutionelle erfaring og hukommelse har gjort det rigtigt svært at skabe en bæredygtig organisation.

2) Community organising skal oversættes til dansk
Da vi startede Medborgerne, var vi (nok især jeg) forblændet af historierne og erfaringerne med community organising som metode fra England og USA. Vi havde sat os for at skabe en lignende form for “broad-based community organisation” i Danmark, uden at gøre os klart, hvilke forskelle, der er mellem Danmark og de samfund, som community organising udspringer af.

I de første år var vi alt for tro mod den engelske model – ikke mindst fordi vores mentorer i Citizens UK insisterede på, at vi skulle følge deres model til punkt og prikke. “Ellers bliver det ren Frankenstein”, som de sagde med henvisning til adskillige mislykkede projekter i andre lande. Derfor gik der længe før vi anerkendte de store og grundlæggende måder, hvorpå Danmark adskiller sig fra England og USA. F.eks. er det politiske landskab helt anderledes. Community organising udspringer af en politisk tradition, der er præget af to store partier, der giver civilsamfundet færre muligheder for at få direkte indflydelse. Derfor var det nødvendigt at opbygge borgeralliancer for at opnår den fornødne politiske slagkraft til at gøre sig gældende. Men i Danmark er der mange flere partier og der er meget stærkere tradition for samtaledemokrati, borgerinddragelsesprocesser og brede forlig, der gør, at flere føler sig hørt. Men det gør også, at en del civilsamfundsorganisationer ikke føler behov for at indgå i alliancer for at gøre sig gældende politisk.

Efterhånden erkendte vi, at der var brug for langt mere improvisation, tilpasning og udvikling, end vi først havde troet. Men vi manglede faglighed, erfaring og støtte, og det blev en hård og slidsom læringsproces før vi for alvor kunne begynde at oversætte community organising til dansk.

3) Danmarks civilsamfund er dybt sammenflettet med den offentlige sektor
Et grundprincip i community organising er, at man skal være økonomisk uafhængig for at kunne være politisk uafhængig. For hvis ens økonomi er afhængig af velvilje fra politiske beslutningstagere, så vil man være tilsvarende mindre villig til at stille krav og være politisk besværlige. Groft sagt, så bider man ikke den hånd, der fodrer. Derfor havde vi i Medborgerne fra starten besluttet, at vi ikke ville tage imod offentlige midler til vores organiseringsarbejde.

Men det viste sig hurtigt, at næsten alle de civilsamfundsorganisationer, som vi henvendte os til modtog støtte fra det offentlige. Det var nærmest kun helt små frivillige foreninger, uafhængige trossamfund så som frikirker og moskéer, og fagforeninger, der ikke var afhængige af offentlige midler. På den ene side er det en enorm gave, at der er så mange offentlige midler tilgængelige til at understøtte driften i det danske civilsamfund. På den anden side mindsker det også civilsamfundets villighed til at udfordre og agere politisk. Denne sammenfletning skaber en lidt indspist konsensus-kultur, hvor man er glad for hvad man har, og nærmest kun reagerer, hvis man står til at få skåret i sine bevillinger.

Vi oplevede, at en del potentielle medlemsorganisationer ikke ønskede at engagere sig, fordi de var bange for at få problemer i forhold til brugen af de midler, de fik fra det offentlige. For hvordan kunne de forsvare at gå ind i enkelt-sager, der prioriterede visse lokale borgeres behov, og dermed indirekte var på bekostning af andres? De ignorerede bekvemt, at resultatet var, at de så slet ikke gjorde noget.

Dette gjorde det meget sværere for os at skabe en økonomisk bæredytig organisation. Dels fordi det var svært at rekruttere kontingentbetalende medlemsorganisationer. Dels fordi vi selv havde valgt at afskære os fra den lettest tilgængelige financieringskilde i det danske civilsamfund af principielle årsager. Og det gjorde os tilsvarende mere afhængige af bløde, projekt-baserede fondsmidler til at sikre den daglige drift.

4) Vi skulle ikke være startet i København
Vi valgte Nørrebro/Nordvest fordi det er den del af København, der mindede mest om Øst-London, hvor Citizens UK introducerede community organising i England: Det er den mest etnisk blandede bydel, med en stærk tradition for civilsamfundsorganisering, med stærke civilsamfundsfællesskaber – ikke mindst trossamfund, og med stor social ulighed. Dertil kommer, at bydelen har fået massiv medieopmærksomhed gennem de sidste 20 års politiske fokus på integration.

Problemet var, at kvarteret allerede var oversvømmet af udefrakommende med gode hensigter. Her var offentlig sektor og civilsamfund næsten fuldstændig filtret sammen: Da vi startede var der to lokaludvalg, tre kommunale områdefornyelser og 8 boligsociale helhedsplaner i gang. Og dertil kom alle de øvrige fondsstøttede og frivillige projekter, der også havde sat sig for at skabe integration og social mobilitet. Der var alt for mange midler, alt for mange projekter og alt for mange udefrakommende, der ville løse lokale problemer. Og dertil kom, at mange af de borgere, som det ville have været oplagt at engagere i Medborgerne, allerede var engagerede i kommunale initiativer.

Vi kendte selvfølgelig godt til alle de andre projekter, da vi startede. Men vi anså denne projektkultur som en del af problemet i kvarteret. At midler altid er bundet op i 4-årige projektbevillinger, der ikke sikrer en blivende tilstedeværelse, stærke indbyrdes relationer og lokalt ejerskab. Det er hele tiden kommunen eller andre udefra, der tager initiativet og sætter rammerne. Vores mål var skabe en lokal organisation ejet og drevet af lokale borgere og fællesskaber, så de kunne tage initiativet og sætte rammerne. Men vi gjorde det unødvendigt svært for os selv, fordi vi startede et sted, hvor der var så mange kommunale initiativer, som vi havde svært ved at adskille os fra.

Efter vi havde været i gang et lille års tid snakkede jeg med forfatteren og sociologen Aydin Soei, som påpegede vores fejl. “I skulle være startet i Avedøre eller i Taastrup eller i Brøndby”, sagde han. “Problemerne er de samme, men der er slet ikke samme opmærksomhed omkring dem.” Jeg tror, at han havde ret.

5) Vi manglede en invitation
Et andet grundprincip i community organising er, at man aldrig må gøre for andre, hvad de kan gøre for sig selv. Derfor må man aldrig komme ind udefra med løsninger, som folk ikke selv har valgt. Man kan først gå i gang med at organisere et lokalsamfund, når man har fået en invitation.

Vi havde været så heldige at få en bevilling på 1,9 millioner fra Tryg Fonden til at opbygge en borgeralliance, men havde ikke fået nogen invitation fra borgerne på Nørrebro/Nordvest til at gøre det hos dem. Vi undskyldte os med, at ingen i Danmark kendte til community organising og borgeralliancer, og vi kunne jo ikke få en invitation at opbygge noget, som folk ikke kendte. Nu havde vi fået pengene, så nu var det bare ud over stepperne.

Men invitationen er afgørende. Hele arbejdet med en borgeralliance afhænger af, at der er et stærkt lokalt ejerskab, at lokale folk ønsker at skabe en borgeralliance og er villige til at lægge deres tid og penge i at få det til at ske. Vi kom udefra med et koncept fra udlandet, masser af bløde fondspenge og en bestyrelse bestående af folk, der var interesserede i konceptet og dets nationale potentiale, men som ikke havde relationer eller tilknytning til lokalsamfundet. Det betød, at vi to ansatte organisers skulle arbejde meget, meget hårdere for at skabe relationer, tillid og interesse og skabe fundamentet for en borgeralliance.

6) Stærke relationer tager tid
I vores indledende projektplan havde vi afsat lidt over et år til at opbygge og lancere Medborgerne som en borgeralliance. Vores deadline var kommunalvalget i november 2017, hvor Medborgerne skulle være klar til at træde ind på den lokalpolitiske scene. Allerede før vi gik i gang drømte vi om et stort assembly i et fyldt Nørrebrohallen i stil med de citizens’ assemblies vi havde oplevet hos Citizens UK i England.

Men det var en helt urealistisk tidsplan. Vi havde alt, alt for travlt. For relationsopbygning tager lang tid. I England tog det 10 år overhovedet at finde pengene til den første borgeralliance. Og yderligere 3 år at opbygge den. Opstartsperioden for de andre borgeralliancer i England og Tyskland ligger typisk på 3-5 år, hvoraf de første år er helt uden ansatte – der er kun en frivillig bestyrelse, der skaber relationer og rejser penge.

Vi burde have brugt lige så lang tid. Når jeg tænker tilbage på det nu, så virker det som en helt utrolig præstation, at vi formåede at samle 8 betalende medlemsorganisationer og over 400 borgere i Nørrebrohallen i september 2017 – den korte tidsfrist og det begrænsede lokale ejerskab til trods.

7) De danske civilsamfundsorganisationer mangler relationer
I Danmark er vi stolte af vores foreningsliv og stærke civilsamfund. Og at over 40% af danskerne aktivt tager i frivilligt arbejde. Men bag tallene oplevede vi en anden virkelighed. Mange af de organisationer, som vi arbejdede sammen med, havde meget svært ved at engagere deres medlemmer og bagland. Langt hovedparten af arbejdet lå hos Tordenskjolds soldater i form af ansatte og tillidsvalgte. Og det var de færreste organisationer, hvor man havde føling med, hvad de mange folk, som de arbejdede for, rent faktisk bekymrede sig om. I mange af organisationerne var relationerne simpelthen for få og for svage.

Som del af optakten til lanceringen iværksatte vi en “lyttekampagne”, hvor vi inviterede potentielle medlemsorganisationer til at lytte til deres medlemmer og bagland og høre, hvad der lagde pres på dem i deres hverdag. Hvilke lokale sager var så vigtige for dem, at de selv følte, at de ville gøre noget ved det? Lidt kækt kaldte vi kampagnen for “3000 stemmer fra Nørrebro/Nordvest” for at signalere, at vi ville have en betydelig del af kvarterets ca. 130.000 borgere i tale.

Men vi kom slet ikke i nærheden af de 3000. Det var kun de få af organisationerne, der kunne samle folk til lyttemøder eller møde dem til én-til-én-samtaler. Dette overraskede mig, for målet med lyttekampagnen var ikke blot at få føling med hvilke sager, der lå lokale borgere på sinde. Det var i endnu højere grad at skabe og styrke relationer til de borgere, der i sidste ende skulle være med til at skabe den forandring, de ønskede sig. Selvfølgelig var en del af forklaringen, at vi havde alt for travlt og ikke havde nået at opbygge tilstrækkeligt stærke relationer til de organisationer og fællesskaber, som vi prøvede at engagere i lyttekampagnen. Men i vores efterfølgende kampagner og aktiviteter mødte vi det samme mønster igen og igen: Vi havde meget svært ved at engagere medlemmerne i vores medlemsorganisationer. Afstanden mellem organisationernes sekretariat og ledelse og de medlemmer, som de repræsenterede, var simpelthen for stor. Vi endte med selv at være Tordenskjolds soldater.

8) Kampagnen er et godt politisk læringsrum
Da først vi havde etableret Medborgerne med en medlemskreds af lokale organisationer, der havde valgt tre mærkesager, kunne vi gå i gang med det egentlige arbejde: At finde lokale sager og udvikle krav og kampagner, der kunne skabe opmærksomhed og grundlag for dialog med de politiske beslutningstagere i kommunen. Og igennem disse kampagner vise værdien af at have en borgeralliance og skabe og styrke relationer til endnu flere lokale borgere.

Vi lærte meget i vores første kampagne “Tryg Nørrebro Station“, der sikrede et løft af stationsområdet til over 8 millioner. Dels om den lokalpolitiske virkelighed og om hvornår det politiske mulighedsrum er åbent for påvirkning. Dels om, hvordan vi bedst kan engagere lokale borgere. Efterhånden som vi erkendte, at vi ikke kunne engagere bredt hos vores medlemsorganisationer, fokuserede vi på at engagere flere interesserede, lokale borgere udenfor foreningerne. Og vi lærte at opbygge kampagnen i halvårlige læringsforløb, der løb frem mod et klimaks, typisk nogle kommunale budgetforhandlinger, hvor der var mulighed for at opnå vores krav. Det var et klart afgrænset forløb med en tilpasset læringskurve, der gav plads til, at mange forskellige borgere folk løbende kunne komme ind og tage del, der hvor det gav mening for dem. Kampagnegruppen for “Tryg Nørrebro Station” var en af de mest diverse og engagerede grupper af mennesker, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med.

Der er få steder udenfor de politiske partier, hvor du kan gå ind fra gaden og blive direkte engageret i lokalpolitik og blive oplært i, hvordan du opbygger magt og rykker på en politisk dagsorden. Men vi formåede at skabe sådan et læringsrum i vores kampagner. I takt med, at der er færre og færre borgere, der har mod på at engagere sig i et traditionelt politisk parti, bliver det tilsvarende vigtigere at vi udvikler nye politiske læringsrum. Medborgernes største succes, for mig at se, var, at vi formåede at skabe et sådant læringsrum.

9) Potentialet er der
Betyder det så, at community organising-modellen bare passer ikke til det danske samfund? Var Medborgernes forsøg på at introducere community organising i Danmark dømt til at mislykkes? Det mener jeg bestemt ikke. Selvom vi begik en masse fejl undervejs, så lykkedes det os også at vise potentialet. Vi skabte en masse nye og frugtbare relationer på tværs af civilsamfundet, som fx samarbejdet mellem Kirken i Kulturcenteret og Fritidsakademiet. Eller mellem Københavns Professionshøjskole og nogle af de mange lokale civilsamfundsaktører. Vi engagerede og trænede lokale borgere i at sætte ord på deres problemer og finde løsninger sammen. Vi viste, at vi kunne skabe rammerne, hvor lokale borgere kunne gøre for dem selv, hvad kommunen eller andre aktører aldrig ville kunne gøre for dem: At opbygge politisk slagkraft og præge de sager, der lå dem mest på sinde.

Men vi indfriede ikke det største potentiale af dem alle. For mere end noget andet handler community organising om at støtte og styrke lokale fællesskaber som bindeled og samlingspunkter i lokalsamfundet. Lokale fællesskaber er grundstenen i et levende demokrati. For det er dér, i mødet med vores naboer, trosfæller, fagfæller og interessefæller, at vi lærer at være demokratiske. Community organising rummer potentialet til at styrke disse fællesskaber, styrke deres relationer til deres medlemmer, og styrke deres evne til at forandre og forbedre deres lokalsamfund. Kort sagt: At styrke og forny deres relevans og betydning i vores liv.

Men selvom vi engagerede mange lokale fællesskaber, så formåede vi desværre ikke at påvirke deres indre organisering. Vi formåede ikke at hjælpe dem til at engagere deres bagland. Men der er et enormt behov og potentiale for at gentænke og forny vores civilsamfunds fællesskaber. For som det er nu, vælger flere og flere danskere disse forpligtende fællesskaber fra, og vi kan derfor ikke tage for givet, at vores civilsamfunds fællesskaber vil og kan fortsætte som hidtil. Derfor må vi spørge os selv, hvordan skal vores lokale fællesskaber skal se ud i fremtiden. Medborgerne var et ufuldstændigt forsøg på at finde et svar på dette spørgsmål.

Jeg håber, at disse erfaringer kan inspirere nye svar.

 

Billede: Sofia Busk

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.