Jeg har været meget stille på de sociale medier det sidste års tid. Det er fordi JEG HAR SKREVET EN BOG! Den hedder “Følelsen af demokrati” og udkommer til april på forlaget Ordskælv. Du kan forudbestille den allerede nu som del af vores crowdfunding-kampagne. På den måde er du med til at stemme JA til, at bogen kan blive så flot som muligt i så mange eksemplarer, som muligt.
Helt kort fortalt handler bogen om, hvordan demokrati ikke bare skal forstås med hovedet, men udleves med hele kroppen. Den tager udgangspunkt i min egen rejse fra demokratisk nybegynder til community organiser, klimaaktivist og meget mere.
I starten af juli blev det i al stilfærdighed meldt ud, at foreningen Medborgerne lukker. Siden 2014 har Medborgerne arbejdet for at introducere den amerikanske community organising-tilgang i Danmark til at forny og styrke civilsamfundets fællesskaber og bekæmpe den magtesløshed, som stadig flere danskere føler i deres hverdag. Og i 2017 blev det til Danmarks første borgeralliance af lokale fællesskaber på Nørrebro og Nordvest i København med støtte fra Tryg Fonden og siden også Tuborgfondet og Velux-fonden.
Men nu er det altså slut. Den 21. juni afholdt bestyrelsen en ekstraordinær generalforsamling og besluttede at opløse foreningen, opsige alle ansatte og tilbagebetale de resterende fondsmidler ved udgangen af august.
Det var en trist besked at få. Ikke mindst for mig, der har lagt så meget arbejde og hjerteblod i at opbygge Medborgerne i foreningens første år. Siden jeg selv stoppede som ansat i juni 2018 har jeg kun fulgt Medborgerne perifært fra sidelinjen, så jeg kender ikke detaljerne bag beslutningen, men alligevel kommer den ikke som den store overraskelse.
For selvom det udadtil er lykkedes Medborgerne at blive en lokalpolitisk magtfaktor og engagere lokale borgere i kampagner om alt fra bedre belysning, flere fritidsjobs, fodboldbaner og busstoppesteder, så er det mit indtryk, at indadtil har det til stadighed været svært at skabe en bæredygtig organisation og økonomi.
Jeg vil ikke gøre mig klog på de aktuelle omstændigheder, der ledte til, at bestyrelsen valgte at lukke Medborgerne. Men jeg var en aktiv del af Medborgernes første år (fra 2014 til 2018), og efterfølgende har jeg reflekteret over de fejl vi begik i opstarten, og over hvorfor det var så svært for os at introducere community organising i Danmark på en bæredygtig måde.
Her er 9 erfaringer, som jeg har tager med mig fra Medborgerne:
1) Community organising er et fag
Community organising er en svær og krævende faglighed, hvor man både skal kunne agere leder, coach, underviser, sparringspartner, agitator, facilitator, kampagneudvikler, PR-person og lobbyist. Især på et lille sekretariat med kun to-tre ansatte. Det kræver tid, støtte og sparring at opbygge denne faglighed.
Da vi startede Medborgerne havde vi kun minimal forudgående erfaring med community organising. Vi havde været på en uges lederskabstræning hos Citizens UK, og havde slet ikke prøvet at lave lokalpolitisk organiseringsarbejde før. Vi måtte prøve os frem ud fra forskellige håndbøger og begå en masse fejl undervejs. Den manglende faglighed og viden ledte både til spændinger internt imellem os ansatte, men også i forhold til bestyrelsen. For hvordan kunne vi vide, om vi gjorde det rigtige?
Vi prøvede at kompensere ved at bruge rigtigt mange kræfter på arbejdet, men det sled meget på os og vores indbyrdes relationer. Og de fleste ansatte i Medborgerne holdt sjældent mere end et år eller to på jobbet. Denne store gennemstrømning af ansatte er drænende for en organisation, hvis arbejde er båret af stærke relationer og solid faglighed. I løbet af organisationens 6 årige levetid er hele sekretariatet løbende blevet udskiftet tre gange. Denne manglende institutionelle erfaring og hukommelse har gjort det rigtigt svært at skabe en bæredygtig organisation.
2) Community organising skal oversættes til dansk
Da vi startede Medborgerne, var vi (nok især jeg) forblændet af historierne og erfaringerne med community organising som metode fra England og USA. Vi havde sat os for at skabe en lignende form for “broad-based community organisation” i Danmark, uden at gøre os klart, hvilke forskelle, der er mellem Danmark og de samfund, som community organising udspringer af.
I de første år var vi alt for tro mod den engelske model – ikke mindst fordi vores mentorer i Citizens UK insisterede på, at vi skulle følge deres model til punkt og prikke. “Ellers bliver det ren Frankenstein”, som de sagde med henvisning til adskillige mislykkede projekter i andre lande. Derfor gik der længe før vi anerkendte de store og grundlæggende måder, hvorpå Danmark adskiller sig fra England og USA. F.eks. er det politiske landskab helt anderledes. Community organising udspringer af en politisk tradition, der er præget af to store partier, der giver civilsamfundet færre muligheder for at få direkte indflydelse. Derfor var det nødvendigt at opbygge borgeralliancer for at opnår den fornødne politiske slagkraft til at gøre sig gældende. Men i Danmark er der mange flere partier og der er meget stærkere tradition for samtaledemokrati, borgerinddragelsesprocesser og brede forlig, der gør, at flere føler sig hørt. Men det gør også, at en del civilsamfundsorganisationer ikke føler behov for at indgå i alliancer for at gøre sig gældende politisk.
Efterhånden erkendte vi, at der var brug for langt mere improvisation, tilpasning og udvikling, end vi først havde troet. Men vi manglede faglighed, erfaring og støtte, og det blev en hård og slidsom læringsproces før vi for alvor kunne begynde at oversætte community organising til dansk.
3) Danmarks civilsamfund er dybt sammenflettet med den offentlige sektor
Et grundprincip i community organising er, at man skal være økonomisk uafhængig for at kunne være politisk uafhængig. For hvis ens økonomi er afhængig af velvilje fra politiske beslutningstagere, så vil man være tilsvarende mindre villig til at stille krav og være politisk besværlige. Groft sagt, så bider man ikke den hånd, der fodrer. Derfor havde vi i Medborgerne fra starten besluttet, at vi ikke ville tage imod offentlige midler til vores organiseringsarbejde.
Men det viste sig hurtigt, at næsten alle de civilsamfundsorganisationer, som vi henvendte os til modtog støtte fra det offentlige. Det var nærmest kun helt små frivillige foreninger, uafhængige trossamfund så som frikirker og moskéer, og fagforeninger, der ikke var afhængige af offentlige midler. På den ene side er det en enorm gave, at der er så mange offentlige midler tilgængelige til at understøtte driften i det danske civilsamfund. På den anden side mindsker det også civilsamfundets villighed til at udfordre og agere politisk. Denne sammenfletning skaber en lidt indspist konsensus-kultur, hvor man er glad for hvad man har, og nærmest kun reagerer, hvis man står til at få skåret i sine bevillinger.
Vi oplevede, at en del potentielle medlemsorganisationer ikke ønskede at engagere sig, fordi de var bange for at få problemer i forhold til brugen af de midler, de fik fra det offentlige. For hvordan kunne de forsvare at gå ind i enkelt-sager, der prioriterede visse lokale borgeres behov, og dermed indirekte var på bekostning af andres? De ignorerede bekvemt, at resultatet var, at de så slet ikke gjorde noget.
Dette gjorde det meget sværere for os at skabe en økonomisk bæredytig organisation. Dels fordi det var svært at rekruttere kontingentbetalende medlemsorganisationer. Dels fordi vi selv havde valgt at afskære os fra den lettest tilgængelige financieringskilde i det danske civilsamfund af principielle årsager. Og det gjorde os tilsvarende mere afhængige af bløde, projekt-baserede fondsmidler til at sikre den daglige drift.
4) Vi skulle ikke være startet i København
Vi valgte Nørrebro/Nordvest fordi det er den del af København, der mindede mest om Øst-London, hvor Citizens UK introducerede community organising i England: Det er den mest etnisk blandede bydel, med en stærk tradition for civilsamfundsorganisering, med stærke civilsamfundsfællesskaber – ikke mindst trossamfund, og med stor social ulighed. Dertil kommer, at bydelen har fået massiv medieopmærksomhed gennem de sidste 20 års politiske fokus på integration.
Problemet var, at kvarteret allerede var oversvømmet af udefrakommende med gode hensigter. Her var offentlig sektor og civilsamfund næsten fuldstændig filtret sammen: Da vi startede var der to lokaludvalg, tre kommunale områdefornyelser og 8 boligsociale helhedsplaner i gang. Og dertil kom alle de øvrige fondsstøttede og frivillige projekter, der også havde sat sig for at skabe integration og social mobilitet. Der var alt for mange midler, alt for mange projekter og alt for mange udefrakommende, der ville løse lokale problemer. Og dertil kom, at mange af de borgere, som det ville have været oplagt at engagere i Medborgerne, allerede var engagerede i kommunale initiativer.
Vi kendte selvfølgelig godt til alle de andre projekter, da vi startede. Men vi anså denne projektkultur som en del af problemet i kvarteret. At midler altid er bundet op i 4-årige projektbevillinger, der ikke sikrer en blivende tilstedeværelse, stærke indbyrdes relationer og lokalt ejerskab. Det er hele tiden kommunen eller andre udefra, der tager initiativet og sætter rammerne. Vores mål var skabe en lokal organisation ejet og drevet af lokale borgere og fællesskaber, så de kunne tage initiativet og sætte rammerne. Men vi gjorde det unødvendigt svært for os selv, fordi vi startede et sted, hvor der var så mange kommunale initiativer, som vi havde svært ved at adskille os fra.
Efter vi havde været i gang et lille års tid snakkede jeg med forfatteren og sociologen Aydin Soei, som påpegede vores fejl. “I skulle være startet i Avedøre eller i Taastrup eller i Brøndby”, sagde han. “Problemerne er de samme, men der er slet ikke samme opmærksomhed omkring dem.” Jeg tror, at han havde ret.
5) Vi manglede en invitation
Et andet grundprincip i community organising er, at man aldrig må gøre for andre, hvad de kan gøre for sig selv. Derfor må man aldrig komme ind udefra med løsninger, som folk ikke selv har valgt. Man kan først gå i gang med at organisere et lokalsamfund, når man har fået en invitation.
Vi havde været så heldige at få en bevilling på 1,9 millioner fra Tryg Fonden til at opbygge en borgeralliance, men havde ikke fået nogen invitation fra borgerne på Nørrebro/Nordvest til at gøre det hos dem. Vi undskyldte os med, at ingen i Danmark kendte til community organising og borgeralliancer, og vi kunne jo ikke få en invitation at opbygge noget, som folk ikke kendte. Nu havde vi fået pengene, så nu var det bare ud over stepperne.
Men invitationen er afgørende. Hele arbejdet med en borgeralliance afhænger af, at der er et stærkt lokalt ejerskab, at lokale folk ønsker at skabe en borgeralliance og er villige til at lægge deres tid og penge i at få det til at ske. Vi kom udefra med et koncept fra udlandet, masser af bløde fondspenge og en bestyrelse bestående af folk, der var interesserede i konceptet og dets nationale potentiale, men som ikke havde relationer eller tilknytning til lokalsamfundet. Det betød, at vi to ansatte organisers skulle arbejde meget, meget hårdere for at skabe relationer, tillid og interesse og skabe fundamentet for en borgeralliance.
6) Stærke relationer tager tid
I vores indledende projektplan havde vi afsat lidt over et år til at opbygge og lancere Medborgerne som en borgeralliance. Vores deadline var kommunalvalget i november 2017, hvor Medborgerne skulle være klar til at træde ind på den lokalpolitiske scene. Allerede før vi gik i gang drømte vi om et stort assembly i et fyldt Nørrebrohallen i stil med de citizens’ assemblies vi havde oplevet hos Citizens UK i England.
Men det var en helt urealistisk tidsplan. Vi havde alt, alt for travlt. For relationsopbygning tager lang tid. I England tog det 10 år overhovedet at finde pengene til den første borgeralliance. Og yderligere 3 år at opbygge den. Opstartsperioden for de andre borgeralliancer i England og Tyskland ligger typisk på 3-5 år, hvoraf de første år er helt uden ansatte – der er kun en frivillig bestyrelse, der skaber relationer og rejser penge.
7) De danske civilsamfundsorganisationer mangler relationer
I Danmark er vi stolte af vores foreningsliv og stærke civilsamfund. Og at over 40% af danskerne aktivt tager i frivilligt arbejde. Men bag tallene oplevede vi en anden virkelighed. Mange af de organisationer, som vi arbejdede sammen med, havde meget svært ved at engagere deres medlemmer og bagland. Langt hovedparten af arbejdet lå hos Tordenskjolds soldater i form af ansatte og tillidsvalgte. Og det var de færreste organisationer, hvor man havde føling med, hvad de mange folk, som de arbejdede for, rent faktisk bekymrede sig om. I mange af organisationerne var relationerne simpelthen for få og for svage.
Som del af optakten til lanceringen iværksatte vi en “lyttekampagne”, hvor vi inviterede potentielle medlemsorganisationer til at lytte til deres medlemmer og bagland og høre, hvad der lagde pres på dem i deres hverdag. Hvilke lokale sager var så vigtige for dem, at de selv følte, at de ville gøre noget ved det? Lidt kækt kaldte vi kampagnen for “3000 stemmer fra Nørrebro/Nordvest” for at signalere, at vi ville have en betydelig del af kvarterets ca. 130.000 borgere i tale.
Men vi kom slet ikke i nærheden af de 3000. Det var kun de få af organisationerne, der kunne samle folk til lyttemøder eller møde dem til én-til-én-samtaler. Dette overraskede mig, for målet med lyttekampagnen var ikke blot at få føling med hvilke sager, der lå lokale borgere på sinde. Det var i endnu højere grad at skabe og styrke relationer til de borgere, der i sidste ende skulle være med til at skabe den forandring, de ønskede sig. Selvfølgelig var en del af forklaringen, at vi havde alt for travlt og ikke havde nået at opbygge tilstrækkeligt stærke relationer til de organisationer og fællesskaber, som vi prøvede at engagere i lyttekampagnen. Men i vores efterfølgende kampagner og aktiviteter mødte vi det samme mønster igen og igen: Vi havde meget svært ved at engagere medlemmerne i vores medlemsorganisationer. Afstanden mellem organisationernes sekretariat og ledelse og de medlemmer, som de repræsenterede, var simpelthen for stor. Vi endte med selv at være Tordenskjolds soldater.
8) Kampagnen er et godt politisk læringsrum
Da først vi havde etableret Medborgerne med en medlemskreds af lokale organisationer, der havde valgt tre mærkesager, kunne vi gå i gang med det egentlige arbejde: At finde lokale sager og udvikle krav og kampagner, der kunne skabe opmærksomhed og grundlag for dialog med de politiske beslutningstagere i kommunen. Og igennem disse kampagner vise værdien af at have en borgeralliance og skabe og styrke relationer til endnu flere lokale borgere.
Vi lærte meget i vores første kampagne “Tryg Nørrebro Station“, der sikrede et løft af stationsområdet til over 8 millioner. Dels om den lokalpolitiske virkelighed og om hvornår det politiske mulighedsrum er åbent for påvirkning. Dels om, hvordan vi bedst kan engagere lokale borgere. Efterhånden som vi erkendte, at vi ikke kunne engagere bredt hos vores medlemsorganisationer, fokuserede vi på at engagere flere interesserede, lokale borgere udenfor foreningerne. Og vi lærte at opbygge kampagnen i halvårlige læringsforløb, der løb frem mod et klimaks, typisk nogle kommunale budgetforhandlinger, hvor der var mulighed for at opnå vores krav. Det var et klart afgrænset forløb med en tilpasset læringskurve, der gav plads til, at mange forskellige borgere folk løbende kunne komme ind og tage del, der hvor det gav mening for dem. Kampagnegruppen for “Tryg Nørrebro Station” var en af de mest diverse og engagerede grupper af mennesker, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med.
Der er få steder udenfor de politiske partier, hvor du kan gå ind fra gaden og blive direkte engageret i lokalpolitik og blive oplært i, hvordan du opbygger magt og rykker på en politisk dagsorden. Men vi formåede at skabe sådan et læringsrum i vores kampagner. I takt med, at der er færre og færre borgere, der har mod på at engagere sig i et traditionelt politisk parti, bliver det tilsvarende vigtigere at vi udvikler nye politiske læringsrum. Medborgernes største succes, for mig at se, var, at vi formåede at skabe et sådant læringsrum.
9) Potentialet er der
Betyder det så, at community organising-modellen bare passer ikke til det danske samfund? Var Medborgernes forsøg på at introducere community organising i Danmark dømt til at mislykkes? Det mener jeg bestemt ikke. Selvom vi begik en masse fejl undervejs, så lykkedes det os også at vise potentialet. Vi skabte en masse nye og frugtbare relationer på tværs af civilsamfundet, som fx samarbejdet mellem Kirken i Kulturcenteret og Fritidsakademiet. Eller mellem Københavns Professionshøjskole og nogle af de mange lokale civilsamfundsaktører. Vi engagerede og trænede lokale borgere i at sætte ord på deres problemer og finde løsninger sammen. Vi viste, at vi kunne skabe rammerne, hvor lokale borgere kunne gøre for dem selv, hvad kommunen eller andre aktører aldrig ville kunne gøre for dem: At opbygge politisk slagkraft og præge de sager, der lå dem mest på sinde.
Men vi indfriede ikke det største potentiale af dem alle. For mere end noget andet handler community organising om at støtte og styrke lokale fællesskaber som bindeled og samlingspunkter i lokalsamfundet. Lokale fællesskaber er grundstenen i et levende demokrati. For det er dér, i mødet med vores naboer, trosfæller, fagfæller og interessefæller, at vi lærer at være demokratiske. Community organising rummer potentialet til at styrke disse fællesskaber, styrke deres relationer til deres medlemmer, og styrke deres evne til at forandre og forbedre deres lokalsamfund. Kort sagt: At styrke og forny deres relevans og betydning i vores liv.
Men selvom vi engagerede mange lokale fællesskaber, så formåede vi desværre ikke at påvirke deres indre organisering. Vi formåede ikke at hjælpe dem til at engagere deres bagland. Men der er et enormt behov og potentiale for at gentænke og forny vores civilsamfunds fællesskaber. For som det er nu, vælger flere og flere danskere disse forpligtende fællesskaber fra, og vi kan derfor ikke tage for givet, at vores civilsamfunds fællesskaber vil og kan fortsætte som hidtil. Derfor må vi spørge os selv, hvordan skal vores lokale fællesskaber skal se ud i fremtiden. Medborgerne var et ufuldstændigt forsøg på at finde et svar på dette spørgsmål.
Jeg håber, at disse erfaringer kan inspirere nye svar.
I dag var sidste dag på Jyderup Højskole. Skolen er lukket og bliver begæret konkurs.
Vi har alle vidst, at økonomien var dårlig. Men bestyrelse og forstander har altid været optimistiske og sagt, at det ville løse sig. Og derfor har de valgt ikke at erklære krise eller bede om hjælp og støtte offentligt. Det gør nok, at meddelelsen om skolens lukning kommer som lidt af et chok for mange. Både for tidligere elever, for de lokale i Jyderup og alle de mange andre, der har haft en relation til højskolen gennem de sidste 10 år.
Men økonomien var for dårlig. Gælden viste sig at være for stor, og banken valgte at smække kassen i. Derfor var alle ansatte samlet i dag for at aflevere vores nøgler, høre om hvordan vi kan ansøge lønmodtagernes garantifond (tak, Danmark!) og sige farvel.
Hvert semester har vi taget afsked med endnu et hold elever, der tog videre ud i verden. Nu blev det lige pludselig os, der skulle sige farvel. Det er vemodigt og lidt uvirkeligt. Tak til de bedste kolleger, man kunne ønske sig.
Fredagen før jul tog jeg afsked med mit første hold elever på Jyderup Højskole. Siden begyndelsen af august har jeg været den primære underviser på linjefaget Grøn Guerilla. Og jeg er blevet kastet temmelig hovedkuls ud i at genopfinde og videreudvikle dette fag og skabe en meningsfuld, lærerig og engagerende ramme for de ti elever, der har været på linjen i løbet af semesteret.
Det har både været svært og sjovt – og en del mere krævende, end jeg havde forventet. Jeg har undervist en del tidligere, men mest som gæstelærer på enkelte undervisningsgange på et længere kursus, eller på koncentrerede forløb over en hel dag eller en weekend. Men der er stor forskel på at sætte sig op til at levere en intens kraftudladning overfor en gruppe nye mennesker en dag eller to, og så at komponere et afvekslende, tilpas afstemt og udfordrende forløb over den samme lille gruppe mennesker uge efter uge igennem fire-fem måneder.
Det er ikke helt så simpelt som forskellen på en sprint og et marathon-løb. For for at hele semesteret kan fungere skal man netop veksle mellem kortere, intense, måske mere styrede forløb og længere, udforskende, måske mere selvstyrede forløb. Det er mere som en Tour De France-etape, der både rummer stigninger og nedkørsler, sprint og væskedepoter og – forhåbentligt! – masser af hujen og opbakning undervejs.
Som så meget andet har jeg gjort det ‘the long hard stupid way’, og har begået en masse fejl undervejs (how fascinating!). Heldigvis er mine elever også nybegyndere, og har været meget overbærende med mig. Vi har evalueret løbende og snakket om formen og om frustrationer og glæder undervejs. Evaluering er også svær, når jeg både skal reflektere over elevernes oplevelser og erkendelser, og over min egen læring, både i forhold til undervisningens form og indhold, og disponeringen og prioriteringen af min egen tid og energi.
Derfor har jeg sat mig for at prøve opsummere nogle af de ting, jeg har lært i løbet af mit første semester som højskolelærer. Det er ikke en udtømmende liste, men mest et forsøg på at fastholde nogle erfaringer, jeg har gjort mig, så jeg kan vende tilbage til dem og reflektere videre over dem i løbet af det kommende semester..
0. Corona er noget lort
Måske ikke så overraskende gør højskolernes corona-restriktioner det svært at lære eleverne at kende. For det bliver temmelig kunstigt at prøve at starte en spontan samtale, når man ikke må sidde ved siden af hinanden til måltiderne, man hele tiden skal holde 1 meters afstand og være iført et mundbind, når man ikke sidder ved et bord eller er i en undervisningssituation. Derfor har jeg reelt kun haft mulighed for at snakke sammenhængende med mine elever i undervisningstimerne. Og det er jo ikke sådan højskole skal være. Her skal undervisning og samvær jo vægtes lige højt. Men det er fanme svært i praksis i denne corona-virkelighed. Jeg tror dog ikke, at eleverne har oplevet det som et afsavn, for de har jo haft et stærkt fællesskab med alle de andre elever på skolen. Men jeg synes sgu, at det blev lidt ensomt at sidde alene ved lærerbordet til alle mine aften- og weekendvagter…
1. Find fagets kerne
I den første halvdel af semesteret var jeg ret misundelig på de kreative fag, hvor alle eleverne havde en fælles interesse og ønske om at dyrke en bestemt praksis: At skrive, at lave musik eller kunst. Det hele var defineret omkring en tydelig praksis og et tydeligt produkt, man nemt kan præsentere, fremføre og høste anerkendelse for. Og med en klar praksis er det tilmed nemt at sætte en gæstelærer på en uge, fordi vedkommende bare kan tage udgangspunkt i sin tilgang til denne praksis og sine egne værker.
Til sammenligning er Grøn Guerilla en total rodebunke. Overordnet handler det om bæredygtighed og grøn omstilling, men i sin kerne handler det om at lære hvordan man kan skabe forandring i verden. Hvordan man kan finde en sprække, hvor man kan sætte sin lille løftestang ind og være med til at rykke verden, så den bliver et bedre sted for os alle. Hvordan ser det ud? Det kan komme til udtryk i rigtigt mange forskellige former for praksis. I løbet af dette semester har vi blandt andet:
Været på Samsø og lært om lokal energiforsyning og cirkulært landbrug
Arrangeret en høstfest med debatdag om fremtidens landbrug med lokale landmænd, debattører og forskere
Lært om Tiny Houses, gældfrihed og bygget et cykelskur
Arbejdet i haven, lavet jordforbedring, passet kaniner og høns og samlet svampe i skoven
Lavet vandprøver og tjekket biodiversiteten i vores lokale sø og skov
Engageret resten af skolens elever til at tage med til Folkets Klimamarch i København
Besøgt lokale gårde og hjulpet med bl.a. at luge ukrudt, plukke æbler, bælge bønner og grave kartofler
Skrevet debatindlæg og holdt taler
Lært om politisk aktivisme og civil ulydighed og lavet en aktion mod den sorte skattereform (I kan se den her)
Fællesnævneren for alt dette er måske mest af alt to ting: At eleverne får lejlighed til at være nybegyndere og prøve kræfter med en masse forskellige ting. Og at de lærer at skabe konkrete forandringer i fællesskab.
2. Kommunikér, kommunikér, kommunikér
Jeg blev igen og igen overrasket over, hvor meget jeg skulle gentage mig selv. Højskoleelever er meget lidt skriftlige i deres hverdag, for alle de har brug for at høre fra, er jo på den samme matrikel. Og selvom vi havde oprettet en Facebook-gruppe til holdet, så fik jeg lidt samme følelse som ved lærerbordet i weekenden: Det var mest mig, der skrev derinde, og kun i begrænset omfang fik jeg svar. Så selvom jeg havde oplevelsen af at, jeg kommunikerede, havde eleverne sjældent oplevelsen af, at de fik tilstrækkelig kommunikation. Så jeg skulle virkelig vænne mig til at meta-kommunikere så meget i tale fremfor på skrift.
3. Skab en tydelig struktur i faget
Fra starten havde jeg tænkt semesteret i 3 blokke á 6 uger. Men den semesterplan faldt hurtigt fra hinanden, for inddelingen i så store og overordnede blokke gav slet ikke mening for eleverne, og det forstår jeg godt. Det fungerede det meget bedre at sige “i denne uge handler det om kreativ aktivisme” eller “de næste to uger skal vi bygge et cykelskur” end at sige “de næste 6 uger handler om landbrug”. Generelt var min semesterplan meget afsender-orienteret, og slet ikke særlig modtager-orienteret. Det skyldes i høj grad, at semesterplanerne skal sendes ind til kulturministeriet for at højskolen kan bevise, at der finder brugbar og meningsfuld undervisning sted. Men det hjælper jo ikke eleverne. Så fremadrettet vil jeg lave klarere inddeling i mindre tema-blokke, med bedre beskrivelse af hvad hvert enkelt tema handler om.
4. Start med korte forløb med klart definerede produkter
Fordi faget handler så meget om at gøre ting i fællesskab er det meget vigtigt, at eleverne så tidligt som muligt får oplevelsen af at gøre noget sammen. Jeg definerede deres første projekt: At arrangere en høstfest og et debatarrangement om fremtidens landbrug. Det var tilfældigvis lige det, som skolen havde fået nogle corona-støttemidler fra FFD til, og som jeg havde ansvaret for at arrangere. Så jeg tænkte: Nu gør vi det til et fælles projekt. Men det var lidt for meget på mine præmisser, og lidt for lidt på deres. Nogle af dem stressede over at få stillet en opgave, som de ikke helt følte, at de kunne mestre. Og projektet forløb over for lang tid i forhold til, hvor stort deres engagement var i det. I stedet vil det være bedre med korte, intensive forløb på 1-2 uger med klart definerede produkter.
5. Tænk i flow
Flow er topmålet af succes på en højskole. Flow ligger ikke kun i den konkrete praksis: At alle ved, hvad de skal gøre, gør det og har det godt med at gøre det. Men også i, at der er et flow mellem de forskellige aktiviteter, der hele tiden matcher elevernes energi og drive. Jeg kendte godt Christen Kolds udtryk “Først oplive så oplyse”, men det er noget ganske andet at indtænke små og store peaks af oplivelse, der kan skabe den nødvendige vekselvirkning og sammenhæng med al den skemalagte oplysning. Pejlemærket i alt dette er elevernes oplevelse. Og hele tiden være bevidst om, hvad, der giver dem energi, og hvornår man kan udfordre dem til at bruge mere energi end de får i en periode.
Derfor kan det være godt at have flere projekter i gang på samme tid, så man kan komme ud og lave jordforbedring eller bygge cykelskur som afbræk fra et projekt, der mere foregår i hovedet eller på computerskærmen.
6. Tag på tur, overnat ude
Højskolen bliver hurtigt en meget tryg bobbel, hvor tiden går meget hurtigt. Derfor er det vigtigt at komme ud. Et af semesterets højdepunkter var, at vi nåede en to-dages tur til Samsø inden corona-restriktionerne blev skærpet. Bare det at være afsted sammen og have sammenhængende uforstyrret tid sammen styrkede fællesskabet på holdet meget. Jeg kan godt være misundelig på Udelivs-valgfaget, hvor eleverne ofte er på overnatningsture. Men i virkeligheden kunne jeg jo sagtens bare gøre det samme. Det er ikke destinationen, der er vigtig. Det er det at være afsted på tur.
7. Dine planer holder ikke
At kommunikere så meget satte ekstra krav til mig om at kunne komme med nogle klare meldinger om, hvad der skulle ske. Det handlede ikke bare om at have forberedt mig i god tid og have styr på, hvad der skulle ske hvornår, men også om at følge med i alt det, der ellers skete på skolen, der kunne påvirke elevernes energi, humør og overskud. Men ligegyldigt hvor godt forberedt jeg var, var det sjældent, at jeg kunne regne ud, hvor lang tid ting ville tage. Hvad gør man, når den workshop, jeg troede ville tage hele dagen, allerede er overstået til frokost? Hvad gør man, hvis der slet ikke er tid til den workshop, jeg havde brugt timer på at forberede, fordi eleverne gerne vil forstå det finanslovsforslag, der lige er blevet offentliggjort? Hvad gør man, når en tur bliver aflyst pga. nye corona-restriktioner? I det hele taget skal jeg være meget bedre til at improvisere og rydde dagsordenen, når der opstår noget, som eleverne er nysgerrige på eller indignerede over. For deres engagement er den afgørende drivkraft for undervisningen.
8. Vær ærlig
Efterhånden omfavnede jeg den tilgang at være så ærlig som jeg kunne være. Jeg fortalte om mine egne mellemregninger og delte mine overvejelser om, hvad jeg tænkte, at jeg gerne ville med undervisningen. Set i bakspejlet kunne jeg godt have været bedre til at fortælle om alle de planer, jeg måtte aflyse på grund af corona. Eleverne gjorde det klart, at de foretrak at få ren besked. Det gik ret godt i tråd med den øvrige meta-kommunikation, men det var en svær balance, fordi eleverne havde ret forskellige behov for at forstå, hvorfor planerne ikke holdt eller tingene ikke blev, som jeg havde sagt. Nogle ville bare hurtigt videre og igang med det næste. Og det skal der også være plads til.
9. .. men ikke for ærlig
Jeg må indrømme, at det på nogle punkter har været et svært efterår for mig. Corona og regeringens enormt fodslæbende klimapolitik slog luften ud af den optimisme, jeg havde med fra 2019. Og af og til har det smittet af på min undervisning, der på dårlige dage har været mere dyster og end borgerlysten. Men det var alligevel lidt af et chok, da en af mine elever sagde, at hun godt kunne blive i lidt dårligt humør af undervisningen. Og det gav anledning til en del eftertanke for mig. Hvis jeg indimellem er sur på verden, så er det mit ansvar at sørge for, at det ikke smitter af på undervisningen.
10. Pas på projekterne
Åbne selvdefinerede projekter er kernen af, hvad vi lavede i Borgerlyst, og som vi støttede og opfordrede folk til at lave. Men jeg har lært, at sådanne projekter er noget af det allersværeste for mine elever. Dette skyldes til dels, at en del elever kommer med mentalt arvæv fra deres skoletid. Især fra karakterræs og de mønstre og roller, som det giver anledning til. Hvadend det handler om at leve for meget op til folks forventninger – eller det modsatte. For dem er højskolen netop et frirum fra det, og jeg tror, at hvis de selv kunne vælge, ville de nok foretrække at lave kortere, klart definerede projekter igennem hele semesteret, hvor der ikke er for meget på spil. Men netop derfor mener jeg, at det er vigtigt, at de bliver udfordret til at definere og skabe deres egne projekter og får lejlighed til at opleve alle de frustrationer og glæder, der er forbundet ved at skabe noget fra bunden. Derfor er det desto vigtigere at anerkende, at det er svært og støtte dem igennem forløbet. Jeg var helt sikkert ikke støttende og forstående nok undervejs i deres åbne projektforløb. Og nu tænker jeg også, at det kom for tidligt i semesteret.
11. Få de nye med i fællesskabet
Jyderup Højskole har et såkaldt andet optag halvvejs igennem semesteret, hvor der som regel starter et par nye elever. De er helt på bar bund og skal finde vej ind i et stort og allerede etableret elevfællesskab, og de har brug for så megen hjælp, som de kan få til at komme igang. Jeg hjalp på ingen måde den ene elev, jeg fik ind på 2. optag, for hun startede lige til opstart af de åbne projekter, der var en kilde til stor frustration for hele holdet og gjorde det endnu sværere for hende at finde sig til rette – både med faget og med sine holdfæller. I stedet burde jeg afsætte et par uger efter 2. optag til at gøre det let for de(n) nye at komme med på holdet. Allerbedst med en fælles tur med overnatning.
12. Anerkend, anerkend, anerkend
Jeg har ikke altid så let til hverken pathos eller store ord. Men begge dele er ikke til at komme udenom, når man er højskolelærer. En vigtig del af ens arbejde er at spejle og sætte ord på, hvad der sker i eleverne, og anerkende de små og store spring de tager i løbet af deres tid på højskolen. Anerkendelse er åndelig næring for os alle. Og måske især vigtig, når man stadig er ved at finde ud af, hvad man er god til og har mod på. Og selvom jeg afsluttede semesteret med at holde hyldesttaler til hver elev, skulle jeg have gjort meget mere ud af at anerkende dem i løbet af semesteret.
Stor tak til Axel, Louise, Eden, Lise, Anna, Lise, Jonas, Louise, Aleksander og Signe for jeres store engagement, lærelyst, feedback og overbærenhed, der har gjort det muligt for mig at lære så meget dette første semester.
Inden året udløber er der én sidste ting, jeg skal nå at gøre.
Hvert nytår vælger jeg et ord, der skal hjælpe mig og guide mig gennem det kommende år. Til dette år valgte jeg ordet Jordforbindelse. Både som en påmindelse om ikke at blive for luftig i mine idéer og projekter, men også for at holde fast i søge mod rødderne.
Derfor har jeg året igennem tænkt og skrevet om vores tilknytning til den jord, vi betræder, og det gensidige fællesskab, som vi indgår i med alt andet levende omkring os. Og om, hvordan denne tilknytning er afgørende for, om vi kan bremse klimakrisen og det økologiske sammenbrud, som vi står midt i.
Men langt det meste af det, jeg har tænkt og skrevet, har jeg holdt for mig selv. Jeg har ikke følt mig klar. Jeg har fundet på undskyldninger for at holde det for mig selv lige lidt endnu. Men det hober sig op i mit hoved, og inderst inde ved jeg godt, at jeg aldrig bliver helt klar. Og derfor afpresser jeg nu mig selv til at dele dette inden året slutter.
Jeg har sat mig for at skrive en bog. Arbejdstitlen er Rodfæste. Rodfæstelse er et gammelt ord for at slå rødder. Så at finde sine rødder er at finde sit rodfæste. Og det er den opdagelsesrejse, som jeg vil skrive om.
Men det at skrive en bog er et meget langt soloridt. Derfor har jeg – inspireret af Rob Hopkins’ blog, hvor han igennem de sidste to år har delt sit arbejde med den nyudgivne bog “From what is to what if” – besluttet mig for at åbne skriveprocessen op. Fra arbejdet med Borgerlyst-bøgerne ved jeg, at det er godt for mig at skrive og udgive løbende undervejs. Hvis jeg ikke afpresser mig selv, er jeg bange for, at det måske slet ikke bliver til noget.
Så hvis du er nysgerrig, kan du læse mere om hvad det er for en bog, jeg er ved at skrive, og følge med på Rodfæste.dk.
På fredag strejker unge over hele verden, og fredag d. 27. september strejker voksne i solidaritet for at vise, at vi er klar til at sætte klima og naturgrundlag over vores skole og arbejde for en enkelt dag.
Er du stadig i tvivl om du har mod på at klimastrejke? Så prøv at hør Greta Thunberg forklare hvorfor det er værd at gøre:
Tænk på det fra et større perspektiv. Ikke bare ud fra din hverdag i dag, men forestil dig selv om 20 eller 30 år: Hvad ønsker du at kigge tilbage på? Ville du ønske, at du kan sige, at du tog stilling og aktivt ind for at skabe en forandring? Eller vil du foretrække at sige, ‘Nej, jeg gjorde bare som alle andre, fordi det var for ubekvemt at skille sig ud.’ Hvis du ikke kan strejke, så skal du selvfølgelig ikke gøre det. Men hvis der kun er én dag, hvor du kan være med, så gør det denne dag.
NB: Den danske arbejdsmarkedsmodel gør det ulovligt at holde uvarslede strejker. Derfor er der ikke tale om en egentlig strejke, men blot en udvidet frokost-pause. Deraf navnet “Break for climate” – snak med din fagforening eller din arbejdsgiver, hvis du er i tvivl om du kan og må være med.
En af mine allerførste konsulentopgaver, da jeg lige var blevet færdig på universitetet, var et projekt for Ældresagen, der handlede om, hvordan man kunne gøre det nemmere for pårørende til svækkede ældre at blive sig deres rolle som pårørende bevidst.
Afsættet for projektet var, at det havde vist sig meget svært at få ældre til selv at erkende, at de ikke længere var helt så friske som de var engang. Selv efter faldulykker, stigende glemsomhed eller svigtende helbred var de utilbøjelige til acceptere, at de måske ikke længere kunne det samme som tidligere.
Derfor ville Ældresagen sætte fokus på hvordan man kunne hjælpe nære pårørende til at blive deres rolle bevidst (typisk ægtefælle, ældste datter eller ældste svigerdatter (!)), og synliggøre dette nye ansvar overfor resten af familien.
Min opgave var at lave antropologiske interviews med pårørende til svækkede ældre om deres erkendelsesproces: Hvordan det gik op for dem, at deres mand eller kone eller far eller mor ikke længere var så frisk, som før. Det var et enormt tankevækkende arbejde, ikke mindst fordi mine egne bedsteforældre også var i den alder, hvor man kunne mærke, at kræfterne og overskuddet svandt.
Og gennemgående for alle de pårørende, jeg snakkede med, var dels, at det havde været hårdt forløb at nå frem til den erkendelse, at man nu havde et voksende ansvar som pårørende. Dels, at det kunne have været hjulpet meget på vej, hvis bare de havde vidst, hvad de skulle have været opmærksomme på og hvordan de bedst kunnet have snakket med de ældre og deres familie om det.
Det gjaldt især demens. For demens forandrer også den person, man kender og elsker. Og jo tidligere demens bliver opdaget og erkendt, jo bedre kan man hjælpe og afhjælpe demenssygdommens konsekvenser.
Derfor sagde jeg straks ja, da Gentofte Kommunes demensteam spurgte Nadja og jeg, om vi ville være med til at udvikle en samtalesalon, der kunne gøre det nemmere at starte samtalerne om demens, så man kan få snakket ordentligt om det, der er så vigtigt at turde tale om – og som samtidig kan være så svært at få hul på.
Samtalesalonen finder sted på Gentofte Rådhus onsdag d. 18. september fra kl. 18.30, og vil veksle mellem:
En meget personlig fortælling fra tv-værten Michèle Bellaiche om at være nærmeste pårørende, da hendes mor blev ramt af en demenssygdom.
Viden og vigtige fakta fra Professor Steen Hasselbalch fra Hukommelsesklinikken, Nationalt Videnscenter for Demens, der hjælper os alle sammen til at blive bedre til at opdage de tidlige tegn på demens.
Samtalesalon-elementer, der hjælper gæsterne til at få hul på de svære samtaler, dele bekymringer og lære af hinandens erfaringer.
Alle er velkomne. Man kan sagtens dukke op alene, for vi skal nok sørge for, at alle finder nogen at tale med. Men aftenen er også en god anledning til at tage familie, venner og bekendte under armen, så I sammen kan blive klogere på demens – og bedst muligt kan støtte hinanden fremover.
Se mere på Facebook-eventet. Tilmelding finder dog sted med mail til plejeogsundhed@gentofte.dk eller på telefon 39 98 66 32 senest 16.09.
Skriv, hvor mange I kommer. Det er gratis at deltage i arrangementet, men der er begrænset antal pladser.
Jo mere jeg lærer om klimakrisen, jo mere virker det som plottet i en science fiction-film: Dystre profetier, en faretruende afgrund, der fravigeligt nærmer sig, skæbnesvangre valg og heltemodig kamp.
Faktisk adskiller klimakrisen sig kun fra film som Planet of the Apes og Terminator på to punkter:
Det er ikke fiktion
Det finder ikke sted over 2 timer, men over 100 år.
Jeg blev bekræftet i denne fornemmelse forleden, da jeg hørte en forelæsning, der lige så godt kunne have været en tidlig scene i en science fiction-film: Forskeren Johan Rockström gav en opsamling på udviklingen fra klimaforandringer til klimakrise. For som han bemærkede, så er klimaforandringerne her allerede, og mange steder er det allerede en krise.
Hurtigt gennemgik han de mange skovbrande, tørker, oversvømmelser og orkaner, der har ramt rundt om på Jorden i løbet af det sidste år. Det mindede mig om de klassiske sci-fi montage-sekvenser, hvor der med faretruende musik klippes mellem alle de forskellige steder på Jorden, hvor rumvæsenerne er landet, eller meteoritterne brager ned og smadrer Det Hvide Hus, Eiffel-tårnet og New York.
Det tog pusten fra mig. Men det var slet ikke det værste. Det, der for alvor slog krisens omfang fast for mig, var da han viste denne graf:
Slide fra Johan Rockströms præsentation. Fundet her.
Grafen viser udviklingen i Jordens gennemsnitstemperatur over de sidste 1,2 millioner år. Den flotte 8-talskurve skyldes, at Jordens bane rundt om solen er formet som en ellipse, hvor solen ligger tættere på den ene ende, snarere end i midten. Det betyder, at henover 100.000 år vil afstanden mellem Jorden og solen variere helt op til 18 millioner km, hvilket giver et udsving i Jordens temperatur. Det er bl.a. denne variation, der har givet anledning til istiderne (hvert af udsvingene ud i det blå felt til venstre repræsenterer en sådan istidsperiode).
Tilsvarende er hvert udsving ind i det violette felt en såkaldt “interglacial” periode, hvor Jorden hovedsageligt er fri for is. Og gennem de sidste 1,2 millioner år har Jorden altså fulgt dette 8-talsmønster i større eller mindre udsving (Rockström forklarede, at udsvingenes størrelse skyldes feedback-effekter i Jordens egen atmosfære, fx baseret på mængden af vegetation, mængden af is, der reflekterer sollys, osv.).
Det er dette smukke mønster, der gjort det muligt for os at ligge lunt i svinget i den holocæne periode i den inderste ring i 8-tallet, og som har givet os det stabile, varme klima, der de sidste 10.000 år siden den sidste istid har gjort det muligt for os at drive landbrug, bygge byer – og dermed alt, hvad vi kender som menneskelig civilisation.
Men på grund af vores CO2-udledninger de sidste 200 år har drivhuseffekten skubbet os ud af banen. Snarere end at følge denne trygge bane i 8-tallet, har vi nu kurs direkte mod ukendt territorium: For hvis vi når de 2 graders opvarmning, så spår forskere, at vi risikerer at nå ud over et eller flere tipping points, der gør, at vi slet ikke kan komme tilbage i det trygge 8-tal, som har styret Jordens klima de sidste 1,2 millioner år!
Et nemt eksempel på et tipping point: Når først majskornet bliver tilpas varmt, bliver det til et popcorn. Og hvordan kan man så gøre det til et upoppet majskorn igen?
De to stiplede linjer på grafen viser det skæbnesvangre valg vi står overfor: Kører vi videre mod afgrunden? Eller drejer vi fra i tide? Kan vi reducere vores globale CO2-udslip inden 2050? Kan vi holde os under 2 graders temperaturstigning?
Rockström erkendte da også, at det bliver svært: 2018 bliver det år i menneskehedens historie, hvor vi udleder mest CO2 nogensinde. Selvom vi har kendt til problemerne i mere end 40 år, er udledningerne kun steget og steget. Det er endnu ikke lykkedes os at knække kurven. Og tiden er ved at løbe ud. For at klare den, skal vi halvere vores globale CO2-udslip frem til 2030, og igen i 2040, og igen i 2050.
Men selvfølgelig, som i enhver god science fiction-film, er der stadig et håb: I en fjern ørken lærer en ung mand netop nu sin sande skæbne at kende og påbegynder træningen som jedi-ridder, så han kan vælte det onde imperium, der har bragt os i denne forfærdelige situation…
Og dog. Sådan er virkeligheden ikke. Der er ingen superhelte, der kommer og redder os. Der er kun os selv. Det er kun ved fælles hjælp, at vi kan knække kurven.
Og de dystre udsigter til trods, var Rockström stadig optimistisk: Produktionen af sol- og vind-energi ser ud til at vokse eksponentielt i de kommende år. Teknologien og økonomien kan sagtens lade sig gøre. Det handler kun om den politiske vilje til at få det til at ske.
Efter forelæsningen var der tid til spørgsmål fra salen. Og mellem en række tørre, tekniske policy-uddybninger rejste Alexandra, en af stifterne af Den Grønne Studenterbevægelse, sig op og stillede aftenens bedste spørgsmål: “Du siger vi har travlt. At vi kun har 10 år til at nå at vende det her. Men hvad kan jeg og mine medstuderende gå ud og gøre i morgen?”
Jeg husker ikke præcis hvad Rockström svarede. For i det øjeblik, tog min indre filminstruktør over:
Den grånende videnskabsmand kigger rundt i salen. “I skal holde presset. Politikerne skal vide, hvad der er på spil. Det er nu eller aldrig.”
Spændingen i rummet er dirrende. Han læner sig frem og kigger direkte på Alexandra med et halvt smil.
I sidste uge blev mit blogindlæg om højskolerne udgivet på Altinget.dk, hvilket mange-doblede antallet af læsere. Ikke mindst fordi højskoleforeningen (FFD) også delte det på deres Facebook-side, og kaldte indlægget “en bredside til højskolerne.” Og der var da også flere, der så indlægget som et stråmandsangreb baseret på en falsk præmis båret af ubekræftede fordomme omkring højskolerne.
Christian Hjortkjær fra Silkeborg Højskole skrev:
Det er jo en klassisk fejlslutning, som vi alle kan begå. Jeg må i hvert fald med skam meddele, at jeg har begået den flere gange. At lancere et angreb på andre for egentlig at få bekræftet, at det jeg selv havde gang i, var godt. Det forklarer jo også den noget aparte pædagogisk strategi med ret ukonstruktivt at skubbe den, man vil samtale med, fra sig.
Det må jeg tage på mig. Jeg faldt for fristelsen for at tage afsæt i en nem kliché om højskolernes privilegerede afsondrethed. Jeg tænkte, at jeg måtte være lidt polemisk for at skabe opmærksomhed og få folk til at læse indlægget, men som Christian bemærker, så har det den modsatte virkning, hvis folk ser sig sure på indlægget allerede efter de første to afsnit.
For folk, der lever og ånder for højskolerne, kan min kritik let virke fordomsfuld, uvidende og virkelighedsfjern, for selvfølgelig er højskolernes fremtid og potentiale noget, som de indbyrdes snakker meget om allerede. Og det anerkender jeg ikke i tilstrækkelig grad. For dem kom mit indlæg til at virke som om, at jeg bare var ude på at score nogle billige point på deres bekostning.
Det er frustrerende for alle. For indlægget var aldrig tænkt som et angreb. Mit ønske er netop at åbne en samtale om højskolernes potentiale – ikke bare for højskolerne, men i høj grad også for folk som mig, der står udenfor højskoleverdenen, og som undrer os over, hvorfor højskolerne ikke lader til at rykke mere, end de gør.
Det var netop derfor jeg tog afsæt i, hvordan mange af os udenfor højskolerne oplever højskoleverdenen i dag. Jeg skrev mit indlæg i ånden “I gør det godt, men I kan gøre så meget mere…” Men den samtale opstår selvfølgelig ikke, hvis den indledende præmis kommer til at stå i vejen, og gør, at modtageren ikke oplever den omsorg og velvilje, som jeg skrev det med.
Siden jeg stoppede hos Medborgerne, har jeg afsøgt hvilke veje, jeg nu skal gå. Jeg vil arbejde endnu bredere med at styrke fundamentet i det danske civilsamfund. Og skabe bedre vilkår for andre, der gerne vil engagere sig, men som ikke ved hvordan eller som er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet kan.
Højskolerne er på mange måder det oplagte sted at sætte ind. De er veletablerede, anerkendte og får en god portion statsstøtte, og er på mange måder den perfekte ramme til at give flere unge og voksne redskaberne, modet og den demokratiske selvtillid til at udfordre den driftspessisme, der præger vores samfund og skabe politiske forandringer nedefra.
Men for mig at se forløser højskolerne langt fra det potentiale, som de rummer for at præge det danske samfund. I dag ser de fleste et højskoleophold som et muntert fjumreår, der giver et tiltrængt afbræk fra alle de store karriereplaner, man ellers tumler med. Sat på spidsen er højskolerne lidt ligesom Hogwarts skolen fra Harry Potter-bøgerne: en lille magisk verden, der lever for sig selv, hvor ressourcestærke unge kan prøve kræfter med noget kreativt, inden de atter kaster sig ud i konkurrencestatens ræs.
Det har selvfølgelig sin berettigelse, men der er potentiale for så meget mere. Derfor har jeg over de sidste måneder brugt en del tid på at udforske, hvordan højskolerne kan fornyes til at understøtte nye bevægelser i det danske civilsamfund, der kan præge Danmark i det 21. århundrede.
Jeg har snakket med en række forskellige indsigtsfulde mennesker både indenfor og udenfor højskoleverdenen. Og igennem disse samtaler har der tegnet sig tre forskellige indgange til at gentænke højskolerne, så de i langt højere grad kan være vedkommende, engagerende og synlige i samfundet:
1. Tag afsæt i de sager og visioner, som folk optagede af
Højskolerne startede som del af en bred folkelig bevægelse på landet, og det var denne forankring, der gav dem retning, mål og vision. Men højskolerne er ikke længere en del af nogen større bevægelse. De er knap nok en bevægelse i sig selv. Både som samlet bevægelse og som selvstændige lokale kraftcentre er de blevet mærkeligt anonyme. De er søbet ind i en form for politisk korrekthed fyldt med hurra-ord som demokrati og fællesskab uden at have noget særligt på hjerte – hverken den offentlige debat eller i konkrete politiske eller aktivistiske dagsordener.
Jeg mener, at de enkelte højskoler kan vinde meget ved at forholde sig synligt og aktivt til tidens store udfordringer. Ved at melde klart ud, hvad de står for og sætte noget på spil. Nogle højskoler gør det i nogen grad ved at udbyde linjefag om bæredygtighed eller aktivisme. Men det er som oftest drevet af elevernes efterspørgsel, og ikke en dybere stillingtagen fra skolens side.
Klimamarch i København, september 2018 (foto: Marcus Power)
Ved at engagere sig direkte i nogle af de nye bevægelser, der er i samfundet og understøtte dem med viden og ressourcer, kan højskolerne lave nyskabende samarbejder, der på sigt kan placere dem i nogle af de bevægelser, der kommer til at forme Danmark i de kommende år. Det kunne fx være:
Unge minoriteter (i samarbejde med fx Mino Danmark), unge muslimer (i samarbejde med nogle af de mange moskeers ungdomsafdelinger) eller Venligboerne.
Fagligt aktive unge (i samarbejde med fx LO Ungdom eller enkelte fagforeninger)
Kooperativer og andelsvirksomheder (fx i samarbejde med Demokratisk Erhverv)
Pressede børnefamilier og andre der søger bedre familievilkår (fx i samarbejde med Familiepolitisk Netværk)
Borgere på kanten af systemet (fx i samarbejde med Næstehjælperne eller lignende netværk)
Specifikke, lokalt forankrede sager og initiativer (fx i samarbejde med lokale fællesskaber som Medborgerne, Sager Der Samler, INSP!, SYMB! eller Lolland-Falster Lovestorm – højskolerne startede med en dyb, lokal forankring – og det er oplagt at genskabe og styrke denne forbindelse gennem opsøgende organiseringsarbejde)
2. Tag afsæt i de færdigheder, som folk ønsker at tilegne sig
Vores uddannelsessystem producerer mange akademikere, og mange af dem opdager henad vejen, at de vil ikke være symbolanalytikere. De savner et håndværk, og vil lære konkrete færdigheder, der kan bruge i virkeligheden. Flere og flere unge erkender dette tidligt og beslutter sig for at gå helt udenom uddannelsessystemet.
Deres slogan er “Love learning. Hate school.” De trives ikke i de formelle uddannelsesrammer, og føler sig derfor nødsaget til at gå deres egne veje. De sammenstykker deres læringsforløb som frivillig på en bondegård eller som freelance programmør, kombineret med gratis online video-kurser, deltagelse i open source praksisfællesskaber og grundforløb på tekniske skoler eller lignende.
Men mange oplever, at det er svært at finde vej i den enorme mængde information, der er til rådighed online. Og det er svært at finde sin plads som nybegynder. Mange savner stærke de rollemodeller, som de kan spejle sig i, og de savner støttestrukturer af netværk og kontakter, der kan hjælpe dem videre. Og ofte savner de også rammer, hvor de kan finde et fællesskab og lære nogle praktiske færdigheder, som de ikke bare kan google sig til.
Jeg tror, at der er et enormt potentiale for at understøtte sådanne selvorganiserede læringsfællesskaber igennem højskolerne. Højskoler som Brenderup og Jyderup er allerede begyndt at tilbyde kurser i økobyggeri og småjordbrug, der netop søger at dække sådanne behov. Meget sigende kalder de det “en omvendt Grundtvig“, for det handler i høj grad om at give bogligt uddannede noget jord under neglene. Men det kan i praksis handle om alle former for praktiske færdigheder, som fx:
Programmering (samarbejde med fx PROSA eller open source fællesskaber som Do:Topia og BornHack)
Naturvidenskabelig “borgerforskning” – fx biohacking, hacklabs, makerspace, etc. (i samarbejde med fx Labitat, Biologigaragen, TechFestival, etc.)
Håndværksfag som tømrer, snedker eller murer, hvor håndværket kombineres med kreative og boglige fag på nye og inspirerende måder, der kan tiltrække nogle af de dem, der ikke føler, at de passer ind på de tekniske skoler (sådanne forløb kan laves i samarbejde med tekniske skoler som fx NEXT i København).
3. Tag afsæt i andre livssituationer, hvor folk også er åbne overfor at tage på højskole
Langt de fleste højskole-elever er i starten af 20erne, og er i gang med at finde ud af, hvad de egentlig vil med deres liv. Denne gruppe er så dominerende på mange højskoler, at folk, der er ældre eller i en anden livssituation, ikke føler, at de kan passe ind. Og det er et stort tab for højskolerne. Dels ender de alt for let som selvforstærkende ekko-kamre af unge mennesker, der står med de samme udfordringer og erfaringer. Og som derfor ikke får glæde af al den viden og indsigt, som folk, der er andre steder i livet, kommer med. Dels udelukker højskolerne store grupper af potentielle elever, der kan skabe ny begejstring og økonomi for skolerne.
For det er ikke kun, når man er i starten af 20erne, at man har brug for at finde ud af, hvad man vil med sit liv. I takt med den teknologiske udvikling og globaliseringen ændrer arbejdsmarkedet og vores jobmuligheder, vil flere og flere voksne også blive konfronteret med at skulle genopfinde sig selv arbejdsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Og tage stilling til alle de muligheder, som de tidligere havde udelukket. Og det er langt sværere, når man fx er i 40erne eller 50erne, end når man er i 20erne – for det er stadigt meget socialt svært og utrygt at skifte karrierespor, fag eller livsretning, når det forventes, at man allerede har etableret sig.
Derfor er der ikke alene et stort potentiale, men nærmest en samfundsmæssigt fordring, at gentænke rammerne for højskolen, så det er muligt for folk i andre livssituationer at være med. Det kunne fx være:
Dem, der holder pause efter deres første voksen-job. Rigtigt mange nyuddannede kæmper for at få deres første rigtige job. Men efter at have etableret sig på arbejdsmarkedet i et par år, er der mange, der stopper op og spørger sig selv, “hvad fanden var det egentlig, jeg ville?” Sådan havde jeg det selv, da jeg sagde mit første job op i 2010. Og der ville jeg ønske, at der var en højskole, hvor der plads til at være omkring de 30 i stedet for omkring de 20.
De prekært ansatte. En del nyuddannede kan ikke se sig selv i en fast stilling, og prioriterer deres egen frihed og mulighedsrum højere. Derfor springer de ofte fra den ene projektansættelse eller freelance-opgave til den næste. Men mange føler sig også meget alene og mangler redskaber og netværk til at strukturere deres hverdag. Højskolerne kunne danne rammen for en slags støttestruktur og kursusforløb for folk, der ønsker at skabe og sammenstykke et arbejdsliv, hvor de selv bestemmer tempoet og hvor mange opgaver, der ligger på deres bord.
Stress-sygemeldte. Kunne man forestille sig en højskole, hvor tempoet var et helt andet? Hvor der var plads til langsomt at genfinde gejsten og glæden efter at have kæmpet med stress, angst, depression eller nogle af de andre sociale patologier, der præger vores sen-moderne tilværelse?
Ny-pensionerede. Mange ældre er allerede flittige brugere af højskolernes ugekurser, og der findes allerede to senior-højskoler hhv. på Falster og i Vestjylland. Men så vidt jeg ved, er der ikke nogen skoler, der målrettet understøtter ældre, der går på pension og nu skal finde ny mening, retning og indhold i deres hverdag. Og det ville jo være skønt og inspirerende for sådanne ny-pensionerede at få lejlighed møde andre søgende, der ikke alle var på alder med dem selv.
Og så er der selvfølgelig alle dem, der ikke næppe har mulighed for at tage et langt højskolekursus, men som om nogen trænger til det:
Småbørnsfamilier. Der er selvfølgelig en del familie-sommerkurser rundt omkring i landet. Men der er ingen højskoler, der sætter familien i centrum. Hvorfor ikke lave en højskole for småbørnsforældre? Hvor man kan tage en del af barslen sammen? Hvor man kan møde andre familier i samme livssituation? Hvor der er en integreret institution, så de ældre søskende eller børn kan gå i vuggestue eller børnehave, mens forældrene lærer om noget, som ellers måtte opgive at få lejlighed til at lære?
De 40+ årige med børn og hus. Rigtigt mange når op i 40erne, og er blevet så vel-etablerede med arbejde, hus, børn, biler og en hverdag, hvor der ikke er megen plads til slinger. Nogle rammes undervejs af et meningstab, hvor man helt mister føling med, hvad der egentlig er vigtigt. Og en del sukker efter muligheden for at gøre noget andet med sit liv. Men der er aldrig rigtig tid til at stoppe op og reflektere over det og finde ud af, hvad alternativet kunne være til villa, volvo og vovse. Sådanne mennesker kunne have stor glæde af at et højskoleophold på en uge eller to, hvor de kunne opleve nogle andre måder at indrette tilværelsen på. Ikke fordi de skal kaste alting op i luften, men ligeså meget for at have tid til reflektion og samtaler med andre, der er samme sted i livet.
***
Jeg håber, at disse idéer kan give anledning til refleksion, samtaler og udvikling hos de enkelte højskoler rundt om i landet. Men jeg håber også, at det kan være et indspark i en større samtale om, hvordan vi skaber de bedst mulige vilkår for at lære og styrke vores borgermuskler og det danske civilsamfund i det hele taget.
