Mit CV er et rod: Ansættelser i tre-fire forskellige brancher iblandet længere perioder som selvstændig, hvor jeg tilmed har brugt størstedelen af min tid og energi på frivilligt arbejde. 🙈
Jeg har fulgt min nysgerrighed og mit ønske om at skabe forandring. Uden blik for flotte titler, gode pensionsordninger eller det næste trin på karrierestigen.
Men det har stillet mig et sårbart sted. For min profil – mit CV – passer jo ikke ned i arbejdsmarkedets kasser.
Det gik for alvor op for mig, da jeg var til en reunion med mine gamle kollegiefæller:
Dem, der læste medicin, er blevet læger.
Dem, der læste statskundskab, er blevet kontorchefer.
Dem, der læste matematik og filosofi, er blevet forskere.
Dem, der læste journalistik, er blevet journalister.
De er blevet det, der stod på kassen.
Men jeg har haft svært ved at finde min kasse.
Så hvordan fortæller man så historien om, hvad man kan?
Jeg tror jeg har fundet et svar i dette kort, som forfatteren Elizabeth Gilbert har delt.
Det er et meander map.
Meander betyder “væve eller bugte sig.”
Vi tror, at Mississippi-floden altid har set ud, som det ser ud på kortet i dag. Men det har den slet ikke. Den har løbet, forandret sig og slynget sig på ny.
Kortet viser alle de forskellige baner og snoninger, som Mississippi-floden har taget gennem tiderne.
Altså indtil den amerikanske hærs ingeniør-korps begyndte at støbe den fast i sin bane efter Anden Verdenskrig.
Min vej gennem arbejdslivet har også vævet, bugtet og snoet sig i mange forskellige former. Hele tiden har jeg søgt efter steder, hvor jeg kunne sætte min lille løftestang ind og rykke noget i forsøget på at gøre en forskel.
Dét har været den røde tråd i mit arbejde.
Uanset om jeg har arbejdet med antropologi, online fællesskaber, digitalt design, økologiske fødevarer, brugerinddragelse, borgerlyst, samtalesaloner, systemisk teori, borgerinddragelse, community organising, politisk kampagnearbejde, grøn omstilling, bøger, højskoleundervisning, foredrag eller demokratisk værtskab.
Så har retningen, målet, hele tiden været det samme: At prøve at skubbe samfundet i en mere solidarisk, demokratisk og omsorgsfuld retning.
Floden har altid søgt mod det samme hav. Den har bare slynget sig på mange forskellige måder.
Og hver gang jeg har skiftet til en ny faglig bane, har jeg kunnet kigge tilbage og se, hvordan min faglige selvfortællings løb har snoet sig på ny bag mig.
Hvordan den har blotlagt og fremhævet nye og andre erfaringer og sammenhænge.
For den er ikke støbt fast i de vante CV-kasser. I de vante forståelser for, hvordan et vellykket arbejdsliv skal se ud.
Den er et rod, men den er fyldt med mening, kraft og forbindelser på kryds og tværs.
Måske jeg skal sende dette kort med næste gang, jeg sender en jobansøgning…
