I går var jeg vært for en lille “klima-samtalesalon”, hvor klimabekymrede og andre nysgerrige kunne mødes og sætte ord på deres bekymringer og snakke om veje til handling.
Samtalesalonen kom i stand i samarbejde med Majken Bilslev-Jensen, der er mor til to og dybt bekymret for hvilken verden de kommer til at vokse op i. Efter forgæves at have forsøgt at få lov til at engagere sig som frivillig i forskellige grønne NGO’er og foreninger, endte hun i frustration med at tage initiativet til Facebook-gruppen Klimanetværket, der nu samler over 700 helt almindelige klimabekymrede og -frustrerede borgere. Men de 700 medlemmer havde endnu ikke mødtes ansigt-til-ansigt, men i stedet fokuseret på at dele artikler og arbejde med at sprede borgerforslaget Klimaopråb, der har fået over 10.000 underskrifter.
Jeg foreslog, at vi kunne afholde en samtalesalon som et lille eksperiment for at gøre det muligt for disse engagerede folk at mødes og snakke om nogle af disse svære spørgsmål, som det er let at føle sig alene med. Mit håb var at lave en slags “pop-up basisgruppe“ i stil med rødstrømpernes basisgrupper, hvor kvinder kunne finde sammen og snakke om mange af de svære følelser og problemer, der opstår i spændingsfeltet mellem det personlige og det politiske.
Vi endte med at være 11 engagerede folk, der fik lejlighed til at snakke sammen på kryds og tværs. En god start for en åben invitation, der mest tog afsætning i nogle grundlæggende følelser.
Selve salonen og spørgsmålene udviklede jeg i sammen med seje Mette Juul Clausen, og vi kommer til at udvikle videre på formatet, og jeg håber, at det kan blive en inspiration bredere i den grønne bevægelse, der ofte er meget tung på tal og information og ikke så god til at snakke om følelser som bekymring, sorg, mod og håb. Som alle andre samtalesaloner er formatet open source, og du kan downloade alt hvad du skal bruge for at holde din egen klima-samtalesalon her:
Vi står midt i et nybrud indenfor journalistik, hvor nye og gamle medier søger at finde ud af, hvordan deres læsere ikke bare kan bidrage med betalende medlemskaber, men også med viden og indsigt, der kan gøre journalistik økonomisk bæredygtig, samfundsmæssigt vedkommende og folkeligt oplysende.
Jeg har længe været frustreret over det danske mediebillede og dens uendelige, oppustede strøm af gule breaking-skilte og “hvad raser vi over i dag?” debat-nyheder. Mit eget lille modtræk har været at støtte Zetland, og deres vidtløftige mål om at lave indsigtsfulde, langsomme og konstruktive nyheder.
Det lykkes dog langt fra altid for dem at leve op til disse store ambitioner (lidt for mange af deres artikler minder mere om middelmådige blog-indlæg end om dybdeborende og informativ journalistik). Men jeg støtter dem alligevel, fordi jeg gerne vil leve i et samfund, hvor medier ikke bare er store ansigtsløse monolitter, men består af rigtige, levende mennesker med holdninger, stemmer og idéer. Og hvor sådanne initiativer ikke bare kan overleve, men også blomstre.
Så da Zetlands medstifter Hakon Mosbech efterspurgte idéer til, hvordan Zetland kunne blive bedre til at inddrage sine over 10.000 medlemmer i udviklingen af deres artikler og fællesskabet omkring Zetland, følte jeg mig kaldet til at dele mine overvejelser.
For mig at se er det nøglen til at Zetland lykkes: At det bliver et endnu stærkere fællesskab. Og jeg synes, at I skal dyrke det fællesskab meget mere. For det er Zetlands “unfair advantage” overfor andre medier. Vi kan som medlemmer bidrage med meget mere, hvis vi bliver inviteret ind.
Jeg har lavet feltarbejde i open source software-fællesskaber på nettet, hvor ansatte og frivillige programmører arbejder sammen side om side og udvikler noget af det bedst og mest anerkendte software i verden. Hele kernen i den tilgang er, at arbejdet finder sted i det åbne, hvor folk kan følge med og bidrage. Det er et praksisfællesskab, hvor der er plads til hvad man kan kalde en “legitim perifær deltagelse”. Jeg vil mene, at der er god plads til, at I kan gøre det samme i langt højere grad.
Sådanne fællesskaber er bygget på fælles interesser og de relationer, der udspringer deraf.
På samme måde er det bedste I som journalister kan gøre, er at opdyrke “små fællesskaber i fællesskabet” af medlemmer, der er særligt optagede af jeres stofområde. For som læsere knytter vi os til de skribenter, der skriver mest nærværende og vedkommende for os. Folk vi føler, at vi kender og som vi har sympati for, og som vi derfor gerne vil hjælpe og bakke op om.
Jeg ved, at I prøver at gøre det med de enkelte journalisters noter/nyhedsbreve, men det føles lidt for ofte som noget, som journalister er blevet påduttet og lige skal huske at få gjort, og ikke noget, som de reelt kan lide at gøre. Det er sjældent, at de går i dialog, sjældent de siger tak, og sjældent at de krediterer og synliggør de medlemmer, der kommer med input til senere artikler.
Jeg forstår godt, at det er grænseoverskridende at åbne sit arbejdsrum. Men jeg tror det er afgørende for, at vi som medlemmer i højere grad forstår, hvordan det journalistiske arbejde foregår, for at vi kan lære jer bedre at kende, og for at vi kan bidrage med vores viden.
Et forbilledligt eksempel på, hvordan det kan gøres, er den nye podcast Zig Zag af Manoush Zomorodi (der tidligere lavede podcasten Note to Self). De formår at være sjove, relatable, anerkendende og nede på jorden – og inviterer hele tiden til samtale og bidrag fra lytterne. Og efterhånden som serien har udviklet sig, spiller lytternes spørgsmål og indsigter en stadig større rolle.
Grunden til, at det virker, er ikke bare, at Manoush er enormt rar at lytte til, men også fordi hun sætter ord på en mission og nogle værdier, som mange af os deler. Som lyttere ønsker vi for dem, at de lykkes med deres projekt. Og derfor bakker vi op.
På samme måde er det vigtigt, at hver af jeres journalister også tager udgangspunkt i sine egne værdier og definerer sin egen mission med deres stofområde. Det skal ikke bare være deskriptivt, men med udgangspunkt i deres egen undren. Jeg ved, at I er inspirerede af hollandske The Correspondent. De gør det forbilledligt.
Sammenlign Philip Flores’ beskrivelse af sit stofområde:
“Philip Flores skriver fra sit hjem i Madrid om Europa. Om europæisk politik, strømninger, diskussioner, tanker og eksperimenter, der enten påvirker Danmark og danskerne direkte eller kan give perspektiv og inspiration til vores hjemlige debat.”
med Tomas Vanheste fra The Correspondent:
“On paper, Europe is a paradise of social services and green initiatives. Why this persistent gap between the dream and the reality?”
Begge dækker Europa. Men den ene gør det som en traditionel journalist med et klart defineret stofområde – den anden gør det ud fra en personlig mission. Der er en underlæggende fortælling i hans interesse for Europa, som man gerne vil følge, være en del af og bakke op om.
Philip Flores’ beskrivelse fremstår mere nøgtern som en klassisk journalist. Denne anonyme søgt-objektive selvforståelse er det, som den amerikanske journalistik-professor Jay Rosen kalder “the view from nowhere”, og som han i mange har kritiseret for at være uopnåeligt ideal, der i virkeligheden kun tjener til at skjule journalistens holdninger og dermed skaber unødvendig afstand mellem journalist og læser.
I modsætning til Flores toner Thomas Vanheste meget mere rent flag ved at tage udgangspunkt i en personlig undren og interesse. Det gør det mere transparent, hvad journalisten er optaget af. På samme måde vil jeg også mene, at Zetlands journalister vil stå stærkt ved at tone rent flag med deres interesser og kæpheste (jeg synes fx Sara Alfort gør det fremragende). Det giver både kant og nærhed. Som David Weinberger siger, “Transparency is the new objectivity.” 😊
Dette drive og synlige værdier savner jeg hos en del af jeres journalister. Jeg ønsker, at de skal være vores allesammens vidende og engagerede venner, der deler links og starter samtaler og følger op – og som ikke bare følger et stofområde, men som har et mål med deres arbejde, på samme måde, som jeg kan mærke, at du har det. Så får man lyst til at bidrage. Så føler man sig som en del af et fællesskab. Det synes jeg også fremgår tydeligt af disse små interviews, som Jay Rosen har lavet med medlemmer af De Correspondent.
I takt med, at hver journalist opbygger sit eget fællesskab af engagerede medlemmer, kan de også udfolde dette fællesskab mere, og give medlemmerne mulighed for at møde hinanden og lære sammen. Fx ved invitere dem til uformelle pitch-møde, hvor man nørder feltet, snakker om forskellige idéer, hvor alle bliver klogere. Det kan nemt laves som en slags samtalesalon eller lignende, som andre også har foreslået.
På længere sigt kan I også opbygge en jeres egen platform, hvor medlemmer fx kan melde fejl (faktuelle, grammatiske, etc.) i artiklerne, men også komme med ønsker, idéer, leads og meget mere. I open source-verdenen kaldes sådanne redskaber for “bug trackers”, og de er afgørende redskaber, for det giver nysgerrige en let måde at tage deres første lille skridt til at bidrage til fællesskabet. Se fx Firefox’ bugtracker Bugzilla eller Ubuntu’s bugtracker på Launchpad.
Jay Rosen har sammen med hollandske De Correspondent iværksat forskningsprojektet The Membership Puzzle Project, hvor de udforsker disse spørgsmål i mange flere detaljer.
Jeg er ikke på Folkemødet i år. Det er ikke specielt taktisk, for det ville egentlig have været meget relevant i min aktuelle situation.
1. august stopper jeg hos Medborgerne, og derefter ligger verden helt åben. Jeg har nogle enkelte freelance konsulent-opgaver linet op, men ellers er tavlen vasket ren og der er plads til noget nyt.
Så hav mig gerne i tankerne, hvis du støder på noget spændende. Både på Folkemødet eller andetsteds. God fest derovre. ✌️
(jeg har selvfølgelig nogle idéer, som jeg gerne fortæller om over en kop kaffe – jeg vil fx gerne prøve kræfter med at undervise mere, og glæder mig også til at have tid til at skrive mere. Men lige nu vil jeg mest af alt gerne inspireres og prikkes med nye retninger og muligheder, så sig til!)
I dag udkommer vores nye bog “Borgerlyst – en projektbiografi” – det er den endelige opsamling på alle de erfaringer, som vi har gjort os gennem fem år med Borgerlyst.
Det første oplag af den oprindelige Borgerlyst-bog blev udsolgt for et par år siden. Og det føltes forkert bare at genoptrykke den, for den var skrevet i nutid, sitrende fuld af al den øjebliksspænding og begejstring, der kommer af at være midt i et projekt og se masser af nye muligheder, idéer og forbedringspotentialer.
Der var brug for at gennemskrive den. Rette nutid til datid, samle op på vores erfaringer og afrunde hele historien om Borgerlyst. Så derfor satte Nadja og jeg os sammen i vinterferien og tog hul på at gennem-skrive og -redigere den oprindelige bog, så den kunne stå mere tidløst og fremtidssikret – til forhåbentlig mange genoptryk.
Det viste sig hurtigt at være en meget større mundfuld, end vi først havde tænkt. Og hele processen blev fint dokumenteret af Rasmus Holm i en serie små film om processen. Filmene giver et finurligt indblik i Nadjas og mit samspil og samarbejde, og hvilken betydning Borgerlyst har haft for en nysgerrig, ung mand som Rasmus.
Det er med meget blandede følelser og stor lettelse, at jeg nu kan fortælle, at jeg stopper som ansat hos Medborgerne ved udgangen af juli.
Det har ikke været en let beslutning. Medborgerne har fyldt en meget stor del af mit liv siden jeg først mødte community organising hos Citizens UK i London i april 2014. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke slippe tanken: Hvordan kan man oversætte denne tilgang og skabe den samme magt og politiske gennemslagskraft i Danmark?
Det er den vision jeg har arbejdet for de sidste fire år – først som frivillig og ulønnet borgerlysten iværksætter, og fra april 2016 som ansat i Medborgerne.
Disse sidste to år med opstarten af Medborgerne har været en stejl, stejl læringskurve. Det har været store, udfordrende og berigende opgaver at definere rollen som community organiser og opbygge en borgeralliance. For det er en faglighed og en organisationsform, der er helt nye i en dansk kontekst. Det har været et stort og komplekst oversættelsesarbejde uden nemme svar eller samleinstruktioner, så vi har kastet os ud i det, prøvet os frem og lært meget undervejs.
Jeg har følt et stort ansvar for at få det til at lykkes, og det har taget mange kræfter. Ikke mindst fordi min søn Folke blev født nærmest samtidigt med, at jeg startede som ansat hos Medborgerne. At blive far har været en stor og skøn omvæltning i mit liv. Det har fyldt mit liv med mening på en helt ny måde. Men det har også været svært at forene med et arbejde, der har fyldt så meget for mig. Og hvor mange møder, træninger og aktioner især ligger udenfor almindelig arbejdstid.
Det har givet anledning til refleksion. Og derfor har jeg valgt at stoppe som community organiser.
Fundamentet er på plads
Det føles som et godt og rigtigt tidspunkt at give stafetten videre. Vi er langt fra i mål, men vi har bygget et godt fundament:
Medborgerne er nu bredt forankret alliance af 14 engagerede lokale fællesskaber med alt fra fagforeninger og trossamfund til uddannelsesinstitutioner og frivillige foreninger.
Vi har samlet et stærkt team af handlekraftige lokale ledere, der i fællesskab tager ansvar for at skabe forandringer til det fælles bedste på Nørrebro/Nordvest.
Med Tea og Janni har vi et inspirerende og effektivt organiser-team, der kan fortsætte Medborgernes rivende udvikling.
Og måske vigtigst: Visionen og fortællingen om Medborgerne lever – og står klarere og klarere for hver dag, der går.
Jeg er stolt. Og ydmygt og uendeligt taknemmelig til alle de gode folk, som deler denne vision, og som er og har været med til at gøre den til virkelighed. Ingen nævnt, ingen glemt. I er Medborgerne.
Det især relationerne til alle jer fantastiske mennesker, der har gjort det svært at træffe beslutningen om at stoppe. Menselvom jeg stopper som ansat, så slipper I ikke for mig. Jeg bor stadig i Nordvest. Og jeg vil fortsat være en del af Medborgerne – og bidrage der, hvor jeg kan.
A real leader is somebody who can help us overcome the limitations of our own individual laziness and selfishness and weakness and fear and get us to do better things than we can get ourselves to do on our own.
Even though I formally stepped down from my role as co-instigator at Borgerlyst back in June and left the reins to Nadja, we still collaborate from time to time. And now, we’ve just finished our second book together: A small hands-on manual on how to design and host your own conversation salons:
The book is similar in look and feel to our first book, and it’s full of stories, tips and tricks on how to develop your own conversation salons, questions and exercises.
We haven’t really written a lot about conversation salons in English, but it’s a method inspired by the 19th century coffee salons, the conversation dinners of Theodore Zeldin and the Oxford Muse, the questions of Max Frisch, the ideas of the School of Life and many others.
We’ve been wanting to publish this book for a long while, as it brings together a lot of the thoughts and methods that we’ve developed together over the past 5 years.
The official release date will be the 15th of January, but as a sneak preview for old and new friends of Borgerlyst, you can order the book now and receive it in time for Christmas – if we have your order before the 15th of December.
If you’re in or near Copenhagen, you can also drop by at Klub, Linnésgade 25 close to Nørreport Station on Thursday December 17th and buy a copy or two at Klub’s great Christmas Bazaar.
Otherwise, you’ll have to wait until January. And who knows? Maybe we’ll celebrate the book release with an extra-special conversation salon…
Bio update: Since I left Borgerlyst in June, I’ve been working on a new community organising initiative, focusing on building a local broad-based citizens’ alliance in Copenhagen.
After some months in stealth mode with the working title “Civilsamfundsalliancen”, we’ve now made ourselves known to the world by our official name:
Medborgerne is Danish, and can be translated as “citizens” – but with the added connotation of being an active member of a community, not just a set of rights. Medborgerne is a platform for broad-based community organising in Denmark. Inspired by Industrial Areas Foundation in the US, Citizens UK in the UK, and DICO in Germany, we hope to take similar role in Denmark, helping local communities build power for social justice and the common good.
I’ve co-founded the initiative with Ruth Gøjsen and Michael Wulff, and we’re currently looking to raise the funding necessary to build a local broad-based citizens’ alliance in Copenhagen. In the long term, our goal is to build a network of local citizens’ alliances to have an influence on national politics in Denmark.
Vi forstår ikke hvad det vil sige at være på flugt, før vi møder det. Det er ikke nok at se det i fjernsynsbilleder fra fjerne lande. Det går først op for os, når det kommer tæt på – når vi møder mennesker på flugt i vores eget land.
Det er først, når vi ser disse mennesker i rammer vi kan genkende – på motorveje, banegårde og rastepladser – at vi forstår, hvor forfærdelig og skræmmende en oplevelse det må være. At forlade sit land. At kæmpe for at holde sammen på sin familie. At være bange for, hvad der venter én.
På et abstrakt plan vidste vi det godt. Gennem de sidste år har vi set flere og flere konflikter flamme op og tvinge flere og flere på flugt. Vi har hørt tallene af døde, sårede og flygtende stige og stige. Men det var bare tal. Vi forstod ikke rigtigt, at der bag tallene var skæbner, historier og håb.
Så længe det var abstrakt, var det blot endnu et politisk spørgsmål. En sag, man kunne være uenig i og ryste på hovedet af. Hvor man kunne synes tonen var for skinger. Men nu ser vi det. Nu forstår vi det. Og nu reagerer vi.
Vi hjælper, hvor vi kan. Som under krigen hjælper vi folk til Sverige. Men hvor de dengang flygtede fra en fremmed besættelsesmagt, flygter de i dag fra os. Fra den politik og de vilkår vores land stiller dem i udsigt.
Netop som vi forstår, hvad det vil sige at være på flugt, forstår vi også konsekvenserne af de politiske valg, der bliver truffet i vores land. Vi lever i et land, der aktivt søger at skræmme folk væk. Som lukker sig om sig selv i en sådan grad, at folk, der intet har, hellere vil gå 200 kilometer end at søge tilflugt her.
Det giver ikke bare en dårlig smag i munden. Det vækker skam. Og vrede. Og med denne vrede følger et stort behov for at handle. Et behov for at vise, at sådan er Danmark ikke. At folk på flugt er velkomne her.
Denne vrede er vigtig. Husk den. Ikke kun nu, hvor der er masser af opmærksomhed og gejst. Men også om en måned eller tre, når det ikke længere er nyt, og ikke længere føles akut.
Husk denne vrede i det lange seje træk, der kommer. For at ændre den politik, der bliver ført. For at møde og hjælpe de mennesker, der er kommet hertil, og som har brug for vores støtte til at kunne opbygge en ny tilværelse i dette fremmede land. For at vise, at i Danmark er flygtninge velkomne.
Note, oktober 2018:Jeg skrev det første udkast på dette essay i foråret 2014 for at lodde interesse for at introducere community organising som tilgang i Danmark. Efter følgende gennemskrivninger, blev det endelige essay en del af begrundelsen for opstarten af Medborgerne – Danmarks første borgeralliance.
Behovet for, at civilsamfundets fællesskaber står sammen og tager ansvar har aldrig været større. Vi står overfor udfordringer, som ingen af os kan løse alene. Det kræver, at vi i civilsamfundet – både enkelte borgere, løst koblede fællesskaber og gamle organisationer – finder sammen.
At vi lærer at organisere os og arbejde sammen. For på trods af vores forskelligheder, har vi meget mere til fælles. Og det kræver, at vi lærer at handle politisk og målrettet på de problemstillinger, der ligger os alle på sinde. At vi opbygger en alliance på tværs af civilsamfundets mange fællesskaber.
I
I disse år spirer nye lokale, fællesskabsorienterede initiativer frem over alt: Byttemarkeder, byhaver, reparationscaféer, pop-up caféer, restaurant-dage, samtalesaloner og meget mere. Disse nye “aktivt uorganiserede” fællesskabsprojekter er blevet muliggjort af internettet, der både gør det let at starte nye initiativer og sprede begejstringen, og for andre at opdage og engagere sig på løsere og mere fleksible vilkår end det hidtil har været muligt. Hvorfor stifte en forening, når du bare kan starte en Facebook-gruppe?
Disse projekter har alle det til fælles, at de fokuserer på at skabe noget nyt, og vise, at det kan lade sig gøre. Som f.eks. Cykling Uden Alder, hvor frivillige kører ture med ældre medborgere i cykel-rickshaws. Eller Venligboerne, hvor lokale borgere møder nytilkomne asylansøgere og hjælper dem med at lære dansk, finde tøj og møbler og meget andet. Eller fødevarefællesskaber, hvor borgere går sammen om at købe fødevarer direkte fra lokale økologiske landmænd og derved støtte lokal og bæredygtig fødevareproduktion. Som Signe Voltelen, der står bag flere københavnske byhaveprojekter, forklarer: “Mange […] synes, politikerne har fejlet. I den forstand er de nye initiativer en reaktion. En måde at begynde forfra, nedefra – men med det positive som drivkraft.”
Men selvom disse initiativer berører forskellige politiske spørgsmål om alt fra ældre og asyl til fødevarer og klima, er de som regel omhyggelige med at understrege, at de er apolitiske og åbne for alle. Til trods for, at de ganske tydeligt tager stilling i deres handlinger. Det er en selvmodsigelse som de lever fint med, fordi de gerne vil bruge deres handlekraft til at gøre en forskel i deres egen hverdag, men ikke kan overskue at engagere sig i de større bagvedliggende politiske spørgsmål.
Af og til opstår der dog en politisk sag, der er så grel, at borgerne rejser sig i vrede. Som f.eks. i februar 2014, da hele landet nærmest var i oprør over S-SF-R-regeringens magtfuldkomne gennemtrumfen af salget af DONG-aktier til den berygtede investeringsbank Goldman Sachs. I løbet af få uger blev der indsamlet mere end 250.000 online underskrifter mod salget, som meningsmålinger viste, at mere end 80% af danskerne var imod. Det udløste en krise, der resulterede i, at SF forlod regeringen. Men Folketinget stemte alligevel for salget. Og snart efter fortog modstanden sig. Selv ikke da regeringen efterfølgende besluttede også at sælge det statsejede selskab NETS til den mindste lige skruppelløse kapitalfond Bain Capital gav det anledning til mere end mat frustration og politikerlede. For lige så let som folk kan mobilisere sig om en vred enkeltsag, lige så hurtigt kan det løbe det ud i sandet igen. Det er kun, når modstanden er organiseret og vedholdende, at civilsamfundet kan holde beslutningstagerne ansvarlige.
Forskellen mellem mobilisering og organisering kommer klart til udtryk hver gang, der finder en ny skolemassakre sted i USA. Så mobiliserer borgerne sig og kræver, at nu må politikerne virkelig sørge for at stramme våbenlovgivningen. Meningsmålinger viser, at op mod 60% af amerikanerne går ind for strammere våbenlovgivning, men selvom der finder skolemassakrer sted med uhyggelig regelmæssighed, sker der alligevel ikke noget. For hver gang, der er optræk til stramninger, er The National Rifle Association lynhurtigt ude og lægge pres på de politikere, der sidder med de afgørende stemmer. De har 13.000 lokalafdelinger fordelt over hele landet, og de står klar og ved præcist hvor og hvordan de skal sætte ind for at få politikerne til at rette ind. Til trods for, at de er i mindretal formår de alligevel at forhindre stramninger af våbenlovgivningen – simpelthen fordi de er bedre organiserede end deres modstandere.
Denne form for handlekraftig organisering er civilsamfundets vigtigste redskab til at skabe politiske forandringer. Et andet eksempel på dette er da den sorte borgerrettighedsforekæmper og fagforeningsmand A. Philip Randolph mødtes med præsident Franklin D. Roosevelt i årene før Anden Verdenskrig. Randolph havde længe kæmpet for at få et møde med præsidenten. Og nu præsenterede han sin sag og argumenterede for behovet for at indføre lovgivning, der kunne stoppe diskrimination af sorte i virksomheder, der fik offentlige kontrakter. Da Randolph var færdig, lænede præsidenten sig tilbage og overvejede, hvad der var blevet sagt. Så nikkede han og sagde: “Jeg er enig med dig. Nu må du gå ud og tvinge mig til at gøre det.”
Som historien almindeligvis fortælles, kunne Roosevelt ikke risikere sit politiske liv for denne sag, selvom han principielt var enig i behovet for ny lovgivning. Han ville først være i stand til at indføre en sådan lovgivning, hvis det fremstod som om, at han var blevet presset til at gøre det. For ellers ville hans egne politiske støtter være imod ham. Dette pres måtte komme fra civilsamfundet. Og de borgere, der ønskede denne nye lov, måtte organisere sig for at lægge det fornødne pres på ham. Civilsamfundets magt ligger altså i at organisere sig og lægge pres på politikerne i et sådant omfang, at de ikke længere kan ignorere de emner, som civilsamfundet ønsker at sætte på dagsordenen.
I Danmark har civilsamfundets fællesskaber – fagforeninger og kirkelige organisationer, højskoler og oplysningsforbund, brugsforeninger og andelsboligforeninger – en meget stærk tradition for denne form for organisering. Det har været afgørende for at gøre Danmark til at et af de mest tillidsfulde og demokratiske lande i verden. Ikke alene arbejdede disse fællesskaber hver især for at skabe det samfund de ønskede at leve i, men de formåede også at organisere sig og samarbejde om at opbygge den fornødne magt, der skulle til at sætte deres ønsker på den politiske dagsorden. Det var sådan det danske velfærdssamfund blev skabt.
Men i de senere år har disse fællesskaber mistet kraft. De seneste generationer er vokset op med en velfærdsstat, der har givet os så mange muligheder, at vi helt har glemt hvad det vil sige at kæmpe for noget. Og vi har glemt den kraft, der ligger i at organisere sig. I stedet ser vi de organisationer, der byggede vores samfund, mere som produkter og services end som levende handlefællesskaber. Flere og flere borgere er ikke længere aktive deltagere, men forbrugere og tilskuere. De ser fagforeningen som et forsikringsselskab for deres arbejde. De ser kirken som en udbyder af kulturelle tilbud som spaghettigudstjenester og babysalmesang. De ser andelsboligforeningen som et spekulationsobjekt. De ser foreningen som fritidstilbud eller som samvittighedsaflad.
Denne udvikling har sat vores demokrati under pres. Flere og flere danskere føler sig afmægtige og frustrerede over de muligheder, som de har for at engagere sig. Den offentlige debat er fastlåst og de politiske partier bliver stadigt mere topstyrede. Flere og flere danskere lever i bobler, hvor de kun omgås folk, der ligner dem selv. Vi mødes i stadigt mindre grad i fællesskaber, der går på tværs af social baggrund, holdning, uddannelse, religion og etnicitet – hvilket mindsker forståelsen for andre grupper i samfundet.
Og samtidigt oplever vi flere og flere udfordringer, som politikere og forvaltninger ikke formår at løse. Den sociale ulighed vokser. Der er stadigt større mistillid til folk med anden etnisk baggrund. Flere og flere danskere føler sig pressede og stressede, men internaliserer disse bekymringer og skyder skylden på deres egen utilstrækkelighed i stedet end at søge at ændre de rammer, der presser dem. Hvilket igen gør, at de let kommer til at føle sig ensomme og isolerede. Og bagved det hele kaster klimaforandringerne en lang skygge over fremtiden, som ingen kan overskue konsekvenserne af, og som ingen lader til at være villige til at handle på.
Byhaverne, byttemarkederne og alle de andre nye, fremspirende fællesskabsinitiativer er en reaktion på denne udvikling. Det er en søgen efter nye, rene og umiddelbare muligheder for selv at møde andre og sammen kunne gøre en forskel i det små og i sin egen hverdag. Disse projekter forløser en stærk begejstring og et stort mod på fremtiden. Men de er ofte også meget skrøbelige. For de er som regel båret af nogle få idealistiske personers store engagement. Og fordi projekterne er så løst organiseret, risikerer det hele at gå i opløsning, hvis (eller når) disse iværksættere mister gejsten.
Samtidigt oplever de gamle organisationer faldende medlemstilslutning, hvilket ofte får dem til at fokusere endnu mere på at holde deres egen organisation kørende og sikre deres egne interesser. Og derfor undlader disse organisationer at opsøge og støtte de nye fællesskaber, for det er jo ikke deres medlemmer. I stedet laver de flere og flere tilbud – medlemsfordele, medlemsrejser, online medlemsplatforme – for at lokke folk til. Men ofte ender de blot med at bekræfte opfattelsen af dem som serviceydelser snarere end levende og handlekraftige fællesskaber. Og jo mere de fokuserer på deres egen organisation, des mere lukker de øjnene for mulighederne for at samarbejde med andre fællesskaber omkring de spørgsmål og udfordringer, som påvirker dem alle.
Denne udvikling efterlader civilsamfundet fragmenteret, svækket og uorganiseret. De gamle fællesskaber isolerer sig og lukker sig om sig selv. De nye fællesskaber er ustrukturerede og flygtige. Det gør, at det ellers så stærke danske civilsamfund har stadigt mindre indflydelse på samfundsudviklingen. Virksomhederne og markedet er organiseret i stærke interesseorganisationer med masser af ressourcer til at arbejde for deres politiske mål. Staten og dens offentlige institutioner er tilsvarende stærkt organiseret, med en stor værktøjskasse til at påvirke og forme det omkringliggende samfund. Men civilsamfundet har slet ikke samme magt og kraft som tidligere. Hvis ikke civilsamfundet organiserer sig, vil det stå svagt og være ude af stand til at arbejde for sociale forandringer, der kan løse de problemstillinger, der berører os alle.
Det er den udfordring, vi står overfor i dag: Hvordan kan vi vende denne udvikling: Hvordan kan vi skabe en platform, hvor civilsamfundets nye og gamle fællesskaber kan mødes og lære af hinanden; hvor de kan styrke hinanden og arbejde sammen; hvor denne nye energi og mod kan fastholdes og udvikles og løftes op på det politiske niveau? Hvordan kan civilsamfundet på ny møde markedets og statens beslutningstagere i øjenhøjde og skabe et folkeligt pres for en udvikling i retning af et mere lokalt, bæredygtigt og fællesskabsorienteret samfund?
II
“Store virksomheder organiserer sig, små virksomheder organiserer sig, selv kriminelle organiserer sig,” pointerer Neil Jameson, initiativtager til den britiske civilsamfundsalliance Citizens UK, “men de fleste i civilsamfundet undlader at organisere sig fordi de tror, at det, at de ikke behøver at forhandle med andre, gør dem frie. Men i virkeligheden gør det dem svage.”
I over 25 år har han arbejdet for at organisere det britiske civilsamfund og en alliance, på tværs af civilsamfundet, der kan møde beslutningstagerne ligeværdigt. I dag samler Citizens UK over 350 organisationer, der tilsammen har opnået en magtposition, som ingen af dem kunne have opnået alene. Alliancens hidtidige højdepunkt kom op til parlamentsvalget i 2010, da de holdt et stormøde med 2200 deltagere, hvor alle tre premierminister-kandidater mødte op og i større eller mindre omfang forpligtede sig på at arbejde for alliancens politiske mål – netop i anerkendelse af at denne forsamling havde magt til at påvirke valgets udfald.
De hundredevis af medlemsorganisationer har fundet sammen om at arbejde for det, de kalder “det fælles bedste,” hvilket kommer til udtryk i en række afgrænsede, men eksplicit politiske mål, som alle alliancens organisationer kan støtte op om. Alt fra sikre og affaldsfrie gader og levedygtige lønninger til bedre vilkår for asylansøgere og flere lavindkomstboliger.
Denne alliance er resultatet af mange års tålmodigt og vedholdende arbejde med at opbygge relationer, tillid og forståelse på tværs af civilsamfundet. Den fandt sin begyndelse i det østlige London i 1990erne, hvor Neil Jameson arbejdede målrettet med at knytte relationer på tværs af sprog, kultur og social baggrund. Han drak kaffe med hundredevis af mennesker fra lokale kirker, moskeer, synagoger, skoler og studentersammenslutninger. Han lyttede til deres håb og bekymringer. Til deres fortællinger om, hvad der pressede dem og deres familier i deres hverdag. Og han udfordrede dem på, om de rent faktisk var klar til at gøre noget ved det. For hvis de ville gøre noget ved det, så krævede det, at de kunne finde sammen, organisere sig og opbygge magt sammen. Han underviste dem i, hvordan de selv kunne gå ud og tale med deres naboer, foreningsfæller og venner, lytte til deres håb, bekymringer – og udfordre dem og insistere på deres evne til selv at skabe forandringer.
På denne måde begyndte lokalsamfundet at organisere sig. De styrkede langsomt de indbyrdes relationer, og efterhånden som de knyttede bånd, begyndte de også at finde ud af, at de havde mere til fælles, end de først troede. Som Neil fortæller: “Folk opdager, hvor fantastisk det er at have noget til fælles med andre, som de hidtil havde troet var så sære at de lige så godt kunne godt være fra en anden planet. Som du ikke ville tage på besøg hos, om du så fik penge for det. Og så opdager du, at de er lige så bekymrede for deres børn, som du er for dine, at de bliver også overfaldet af de samme røvere, som du gør, og at problemerne med affald gælder dem lige så meget som alle andre.”
Og når de først opdager det, begynder de også at handle sammen. “De vil selvfølgelig ikke kunne blive enige om nogen ideologi,” forklarer Neil, “men det er heller ikke vigtigt. For når du først får samlet dem i et rum, så snakker de ikke om ideologi. Så snakker de ikke om rød eller blå. De snakker om: Hvem kan hjælpe os? Hvem er vores allierede? Hvor kan vi få penge fra? Hvilken magt har vi? Hvilken magt har de? Lad os bare se at komme i gang.”
Med Neils vejledning begyndte de lokale borgere og organisationer at opbygge den politiske magt og den indbyrdes tillid, der er forudsætningen for, at de sammen kunne skabe vedvarende forandringer på de problemstillinger, der er vigtigst for dem. I 1997 gik de sammen om at stifte The East London Communities Organisation – en alliance af lokale civilsamfundsorganisationer, der alle arbejdede sammen om at udvikle og forbedre deres del af byen. De lagde pres på lokale fabrikker til at sætte filtre på deres skorstene. De samarbejdede med lokale myndigheder omkring de olympiske lege, og sikrede både gode jobs til de lokale under olympiaden, samt at den olympiske landby skal omdannes til stærkt tiltrængte billige boliger i en af verdens allerdyreste byer.
2012: London Citizens demonstrerer for at sikre, at den olympiske Landsby bliver omdannet til over 800 billige boliger, lokalt ejet af en lokal “Community Land Trust.”
I løbet af de sidste 15 år har organisationen spredt sig fra Østlondon, og blev først til London Citizens, og siden til Citizens UK med lokale alliancer i en lang række andre engelske og walisiske byer. De er gået fra at have magt på et lokalt niveau til at have magt på et nationalt niveau. Det kom klart til udtryk op til parlamentsvalget i 2010, da Citizens UK holdt et valgmøde, hvor alle tre premierminister-kandidater mødte op og foran 2200 ledere fra hele det britiske civilsamfund forholdt sig til alliancens politiske mål – netop i anerkendelse af, at denne forsamling havde magt til at afgøre valgets udfald.
2015: Citizens UK afholder General Election Accountability Assembly tre dage før det britiske parlamentsvalg. 2200 ledere fra over 350 civilsamfundsorganisationer er samlet for at holde de politiske ledere ansvarlige for deres beslutninger de sidste fem år – og give dem mulighed for at forholde sig til Citizens UK’s politiske dagsorden for de næste fem år.
Denne tilgang til magt og organisering er præcis den samme som den, der kendetegnede tidligere tiders civilsamfundsbevægelser. Der er ikke noget nyt i det. Men som den gamle demokrati-tænker Hal Koch sagde, så er demokrati en livsform, som hver ny generation må lære for sig selv. “Det, som folk selv tager, er meget bedre end det, som de får foræret,” sagde den engelske filosof John Stuart Mill. Med det mente han ikke blot, at det man skal arbejde og kæmpe for at få, føles mere værd, end det man bare får foræret. Det handler også om, at man igennem det arbejde og den kamp, der skal til for at vinde det, får en politisk dannelse. Man bliver bevidst om, hvordan magt fungerer. Man lærer de redskaber, som gør én i stand til at finde sammen med andre og opbygge den magt, som skal til for at skabe forandringer.
Men det kræver, at man tør forstyrre den måde tingene allerede er organiseret på. For det er først, når man ryster posen og begynder at nedbryde de gamle mønstre, at man kan skabe plads til nye former for organisering. Det er netop når vi mødes på tværs og begynder at samarbejde med organisationer og fællesskaber, der slet ikke ligner vores egne, at civilsamfundet kan finde ny styrke. Ikke alene giver det ny energi og begejstring at arbejde sammen med andre om en fælles sag. Man opdager også, at man sammen kan løse udfordringer, som ingen vil kunne have løftet alene.
“Det er der rigtig mange, der gerne vil,” understreger byhavedyrkeren Signe Voltelen, “men der også en utålmodighed. Man kan godt få lyst til at gå på gaderne i protest – der er bare ikke opbakning til det.”
Men opbakningen er der. Vi ved det bare ikke endnu. Hver især føler vi, at vi står alene med vore frustrationer og forvirring over beslutningstagernes manglende lydhørhed. Men vi er langt fra alene. Det kræver bare, at vi opdager, at de folk, der deler vores frustrationer ikke nødvendigvis ligner os selv eller deler vores ideologi. Og at det på ingen måde er en forhindring for, at vi alle kan arbejde for den samme sag.
Men det kræver, at vi forstår, hvordan vi kan skabe de forandringer vi ønsker os. Vi kan ikke nøjes med lave hyggelige hverdagsinitiativer eller mobilisere flygtige protester. Hvis vi virkelig vil skabe forandringer, kræver det, at vi ikke bare drømmer om verden som den burde være, men at vi også er i stand til at forholde os til verden, som den er i dag. At forandre verden som den er, kræver, at vi finder sammen og organiserer os. Det kræver, at civilsamfundets organisationer tør kigge ud over deres egne nicher og særinteresser og arbejde sammen om en fælles sag. Ikke for at protestere, men for at sætte ord på det fælles bedste vi ønsker at skabe sammen – og for at tage magten til at føre det ud i livet.
III
Det danske civilsamfund står overfor en renæssance. På tværs af civilsamfundet er der en masse energi, mod og vilje til at skabe positive og vedvarende forandringer i det danske samfund. Men vi mangler en fælles platform.
Derfor er vi nu gået i gang med at opbygge den første danske civilsamfundsalliance. Vi vil vise, hvordan man kan styrke lokale borgere og fællesskabers indbyrdes relationer og politiske handlekraft. Dette arbejde kræver tålmodighed, og vi må starte i det små. I København, hvor vi bor. Over de næste to år vil vi arbejde for at skabe det eksempel, som andre i Danmark kan lære af og som kan være med til at inspirere til nytænkning og udvikling af civilsamfundets rolle i det 21. århundrede.
