Category Archives: From the life of…

From the life of…

Hvad jeg har lært i mit første semester som højskolelærer

Fredagen før jul tog jeg afsked med mit første hold elever på Jyderup Højskole. Siden begyndelsen af august har jeg været den primære underviser på linjefaget Grøn Guerilla. Og jeg er blevet kastet temmelig hovedkuls ud i at genopfinde og videreudvikle dette fag og skabe en meningsfuld, lærerig og engagerende ramme for de ti elever, der har været på linjen i løbet af semesteret.

Det har både været svært og sjovt – og en del mere krævende, end jeg havde forventet. Jeg har undervist en del tidligere, men mest som gæstelærer på enkelte undervisningsgange på et længere kursus, eller på koncentrerede forløb over en hel dag eller en weekend. Men der er stor forskel på at sætte sig op til at levere en intens kraftudladning overfor en gruppe nye mennesker en dag eller to, og så at komponere et afvekslende, tilpas afstemt og udfordrende forløb over den samme lille gruppe mennesker uge efter uge igennem fire-fem måneder.

Det er ikke helt så simpelt som forskellen på en sprint og et marathon-løb. For for at hele semesteret kan fungere skal man netop veksle mellem kortere, intense, måske mere styrede forløb og længere, udforskende, måske mere selvstyrede forløb. Det er mere som en Tour De France-etape, der både rummer stigninger og nedkørsler, sprint og væskedepoter og – forhåbentligt! – masser af hujen og opbakning undervejs.

Som så meget andet har jeg gjort det ‘the long hard stupid way’, og har begået en masse fejl undervejs (how fascinating!). Heldigvis er mine elever også nybegyndere, og har været meget overbærende med mig. Vi har evalueret løbende og snakket om formen og om frustrationer og glæder undervejs. Evaluering er også svær, når jeg både skal reflektere over elevernes oplevelser og erkendelser, og over min egen læring, både i forhold til undervisningens form og indhold, og disponeringen og prioriteringen af min egen tid og energi.

Derfor har jeg sat mig for at prøve opsummere nogle af de ting, jeg har lært i løbet af mit første semester som højskolelærer. Det er ikke en udtømmende liste, men mest et forsøg på at fastholde nogle erfaringer, jeg har gjort mig, så jeg kan vende tilbage til dem og reflektere videre over dem i løbet af det kommende semester..

0. Corona er noget lort
Måske ikke så overraskende gør højskolernes corona-restriktioner det svært at lære eleverne at kende. For det bliver temmelig kunstigt at prøve at starte en spontan samtale, når man ikke må sidde ved siden af hinanden til måltiderne, man hele tiden skal holde 1 meters afstand og være iført et mundbind, når man ikke sidder ved et bord eller er i en undervisningssituation. Derfor har jeg reelt kun haft mulighed for at snakke sammenhængende med mine elever i undervisningstimerne. Og det er jo ikke sådan højskole skal være. Her skal undervisning og samvær jo vægtes lige højt. Men det er fanme svært i praksis i denne corona-virkelighed. Jeg tror dog ikke, at eleverne har oplevet det som et afsavn, for de har jo haft et stærkt fællesskab med alle de andre elever på skolen. Men jeg synes sgu, at det blev lidt ensomt at sidde alene ved lærerbordet til alle mine aften- og weekendvagter…

1. Find fagets kerne
I den første halvdel af semesteret var jeg ret misundelig på de kreative fag, hvor alle eleverne havde en fælles interesse og ønske om at dyrke en bestemt praksis: At skrive, at lave musik eller kunst. Det hele var defineret omkring en tydelig praksis og et tydeligt produkt, man nemt kan præsentere, fremføre og høste anerkendelse for. Og med en klar praksis er det tilmed nemt at sætte en gæstelærer på en uge, fordi vedkommende bare kan tage udgangspunkt i sin tilgang til denne praksis og sine egne værker.
Til sammenligning er Grøn Guerilla en total rodebunke. Overordnet handler det om bæredygtighed og grøn omstilling, men i sin kerne handler det om at lære hvordan man kan skabe forandring i verden. Hvordan man kan finde en sprække, hvor man kan sætte sin lille løftestang ind og være med til at rykke verden, så den bliver et bedre sted for os alle. Hvordan ser det ud? Det kan komme til udtryk i rigtigt mange forskellige former for praksis. I løbet af dette semester har vi blandt andet:

  • Været på Samsø og lært om lokal energiforsyning og cirkulært landbrug
  • Arrangeret en høstfest med debatdag om fremtidens landbrug med lokale landmænd, debattører og forskere
  • Lært om Tiny Houses, gældfrihed og bygget et cykelskur
  • Arbejdet i haven, lavet jordforbedring, passet kaniner og høns og samlet svampe i skoven
  • Lavet vandprøver og tjekket biodiversiteten i vores lokale sø og skov
  • Engageret resten af skolens elever til at tage med til Folkets Klimamarch i København
  • Besøgt lokale gårde og hjulpet med bl.a. at luge ukrudt, plukke æbler, bælge bønner og grave kartofler
  • Skrevet debatindlæg og holdt taler
  • Lært om politisk aktivisme og civil ulydighed og lavet en aktion mod den sorte skattereform (I kan se den her)

Fællesnævneren for alt dette er måske mest af alt to ting: At eleverne får lejlighed til at være nybegyndere og prøve kræfter med en masse forskellige ting. Og at de lærer at skabe konkrete forandringer i fællesskab.

2. Kommunikér, kommunikér, kommunikér
Jeg blev igen og igen overrasket over, hvor meget jeg skulle gentage mig selv. Højskoleelever er meget lidt skriftlige i deres hverdag, for alle de har brug for at høre fra, er jo på den samme matrikel. Og selvom vi havde oprettet en Facebook-gruppe til holdet, så fik jeg lidt samme følelse som ved lærerbordet i weekenden: Det var mest mig, der skrev derinde, og kun i begrænset omfang fik jeg svar. Så selvom jeg havde oplevelsen af at, jeg kommunikerede, havde eleverne sjældent oplevelsen af, at de fik tilstrækkelig kommunikation. Så jeg skulle virkelig vænne mig til at meta-kommunikere så meget i tale fremfor på skrift.

3. Skab en tydelig struktur i faget
Fra starten havde jeg tænkt semesteret i 3 blokke á 6 uger. Men den semesterplan faldt hurtigt fra hinanden, for inddelingen i så store og overordnede blokke gav slet ikke mening for eleverne, og det forstår jeg godt. Det fungerede det meget bedre at sige “i denne uge handler det om kreativ aktivisme” eller “de næste to uger skal vi bygge et cykelskur” end at sige “de næste 6 uger handler om landbrug”. Generelt var min semesterplan meget afsender-orienteret, og slet ikke særlig modtager-orienteret. Det skyldes i høj grad, at semesterplanerne skal sendes ind til kulturministeriet for at højskolen kan bevise, at der finder brugbar og meningsfuld undervisning sted. Men det hjælper jo ikke eleverne. Så fremadrettet vil jeg lave klarere inddeling i mindre tema-blokke, med bedre beskrivelse af hvad hvert enkelt tema handler om.

4. Start med korte forløb med klart definerede produkter
Fordi faget handler så meget om at gøre ting i fællesskab er det meget vigtigt, at eleverne så tidligt som muligt får oplevelsen af at gøre noget sammen. Jeg definerede deres første projekt: At arrangere en høstfest og et debatarrangement om fremtidens landbrug. Det var tilfældigvis lige det, som skolen havde fået nogle corona-støttemidler fra FFD til, og som jeg havde ansvaret for at arrangere. Så jeg tænkte: Nu gør vi det til et fælles projekt. Men det var lidt for meget på mine præmisser, og lidt for lidt på deres. Nogle af dem stressede over at få stillet en opgave, som de ikke helt følte, at de kunne mestre. Og projektet forløb over for lang tid i forhold til, hvor stort deres engagement var i det. I stedet vil det være bedre med korte, intensive forløb på 1-2 uger med klart definerede produkter.

5. Tænk i flow
Flow er topmålet af succes på en højskole. Flow ligger ikke kun i den konkrete praksis: At alle ved, hvad de skal gøre, gør det og har det godt med at gøre det. Men også i, at der er et flow mellem de forskellige aktiviteter, der hele tiden matcher elevernes energi og drive. Jeg kendte godt Christen Kolds udtryk “Først oplive så oplyse”, men det er noget ganske andet at indtænke små og store peaks af oplivelse, der kan skabe den nødvendige vekselvirkning og sammenhæng med al den skemalagte oplysning. Pejlemærket i alt dette er elevernes oplevelse. Og hele tiden være bevidst om, hvad, der giver dem energi, og hvornår man kan udfordre dem til at bruge mere energi end de får i en periode.
Derfor kan det være godt at have flere projekter i gang på samme tid, så man kan komme ud og lave jordforbedring eller bygge cykelskur som afbræk fra et projekt, der mere foregår i hovedet eller på computerskærmen.

6. Tag på tur, overnat ude
Højskolen bliver hurtigt en meget tryg bobbel, hvor tiden går meget hurtigt. Derfor er det vigtigt at komme ud. Et af semesterets højdepunkter var, at vi nåede en to-dages tur til Samsø inden corona-restriktionerne blev skærpet. Bare det at være afsted sammen og have sammenhængende uforstyrret tid sammen styrkede fællesskabet på holdet meget. Jeg kan godt være misundelig på Udelivs-valgfaget, hvor eleverne ofte er på overnatningsture. Men i virkeligheden kunne jeg jo sagtens bare gøre det samme. Det er ikke destinationen, der er vigtig. Det er det at være afsted på tur.

7. Dine planer holder ikke
At kommunikere så meget satte ekstra krav til mig om at kunne komme med nogle klare meldinger om, hvad der skulle ske. Det handlede ikke bare om at have forberedt mig i god tid og have styr på, hvad der skulle ske hvornår, men også om at følge med i alt det, der ellers skete på skolen, der kunne påvirke elevernes energi, humør og overskud. Men ligegyldigt hvor godt forberedt jeg var, var det sjældent, at jeg kunne regne ud, hvor lang tid ting ville tage. Hvad gør man, når den workshop, jeg troede ville tage hele dagen, allerede er overstået til frokost? Hvad gør man, hvis der slet ikke er tid til den workshop, jeg havde brugt timer på at forberede, fordi eleverne gerne vil forstå det finanslovsforslag, der lige er blevet offentliggjort? Hvad gør man, når en tur bliver aflyst pga. nye corona-restriktioner? I det hele taget skal jeg være meget bedre til at improvisere og rydde dagsordenen, når der opstår noget, som eleverne er nysgerrige på eller indignerede over. For deres engagement er den afgørende drivkraft for undervisningen.

8. Vær ærlig
Efterhånden omfavnede jeg den tilgang at være så ærlig som jeg kunne være. Jeg fortalte om mine egne mellemregninger og delte mine overvejelser om, hvad jeg tænkte, at jeg gerne ville med undervisningen. Set i bakspejlet kunne jeg godt have været bedre til at fortælle om alle de planer, jeg måtte aflyse på grund af corona. Eleverne gjorde det klart, at de foretrak at få ren besked. Det gik ret godt i tråd med den øvrige meta-kommunikation, men det var en svær balance, fordi eleverne havde ret forskellige behov for at forstå, hvorfor planerne ikke holdt eller tingene ikke blev, som jeg havde sagt. Nogle ville bare hurtigt videre og igang med det næste. Og det skal der også være plads til.

9. .. men ikke for ærlig
Jeg må indrømme, at det på nogle punkter har været et svært efterår for mig. Corona og regeringens enormt fodslæbende klimapolitik slog luften ud af den optimisme, jeg havde med fra 2019. Og af og til har det smittet af på min undervisning, der på dårlige dage har været mere dyster og end borgerlysten. Men det var alligevel lidt af et chok, da en af mine elever sagde, at hun godt kunne blive i lidt dårligt humør af undervisningen. Og det gav anledning til en del eftertanke for mig. Hvis jeg indimellem er sur på verden, så er det mit ansvar at sørge for, at det ikke smitter af på undervisningen.

10. Pas på projekterne
Åbne selvdefinerede projekter er kernen af, hvad vi lavede i Borgerlyst, og som vi støttede og opfordrede folk til at lave. Men jeg har lært, at sådanne projekter er noget af det allersværeste for mine elever. Dette skyldes til dels, at en del elever kommer med mentalt arvæv fra deres skoletid. Især fra karakterræs og de mønstre og roller, som det giver anledning til. Hvadend det handler om at leve for meget op til folks forventninger – eller det modsatte. For dem er højskolen netop et frirum fra det, og jeg tror, at hvis de selv kunne vælge, ville de nok foretrække at lave kortere, klart definerede projekter igennem hele semesteret, hvor der ikke er for meget på spil. Men netop derfor mener jeg, at det er vigtigt, at de bliver udfordret til at definere og skabe deres egne projekter og får lejlighed til at opleve alle de frustrationer og glæder, der er forbundet ved at skabe noget fra bunden. Derfor er det desto vigtigere at anerkende, at det er svært og støtte dem igennem forløbet. Jeg var helt sikkert ikke støttende og forstående nok undervejs i deres åbne projektforløb. Og nu tænker jeg også, at det kom for tidligt i semesteret.

11. Få de nye med i fællesskabet
Jyderup Højskole har et såkaldt andet optag halvvejs igennem semesteret, hvor der som regel starter et par nye elever. De er helt på bar bund og skal finde vej ind i et stort og allerede etableret elevfællesskab, og de har brug for så megen hjælp, som de kan få til at komme igang. Jeg hjalp på ingen måde den ene elev, jeg fik ind på 2. optag, for hun startede lige til opstart af de åbne projekter, der var en kilde til stor frustration for hele holdet og gjorde det endnu sværere for hende at finde sig til rette – både med faget og med sine holdfæller. I stedet burde jeg afsætte et par uger efter 2. optag til at gøre det let for de(n) nye at komme med på holdet. Allerbedst med en fælles tur med overnatning.

12. Anerkend, anerkend, anerkend
Jeg har ikke altid så let til hverken pathos eller store ord. Men begge dele er ikke til at komme udenom, når man er højskolelærer. En vigtig del af ens arbejde er at spejle og sætte ord på, hvad der sker i eleverne, og anerkende de små og store spring de tager i løbet af deres tid på højskolen. Anerkendelse er åndelig næring for os alle.  Og måske især vigtig, når man stadig er ved at finde ud af, hvad man er god til og har mod på. Og selvom jeg afsluttede semesteret med at holde hyldesttaler til hver elev, skulle jeg have gjort meget mere ud af at anerkende dem i løbet af semesteret.

 

Stor tak til Axel, Louise, Eden, Lise, Anna, Lise, Jonas, Louise, Aleksander og Signe for jeres store engagement, lærelyst, feedback og overbærenhed, der har gjort det muligt for mig at lære så meget dette første semester.

 

Klimakrisen er også en flygtningekrise

For et par uger siden holdt jeg tale, da Klimabevægelsens ugentlige demonstration Operation Klimahandling besøgte Udlændinge- og Integrationsministeriet. Talen handlede om hvordan klimakrisen vil lede til, at mange flere mennesker må migrere eller flygte. Og at vi derfor har en stor forpligtelse – både menneskeligt, moralsk, historisk og politisk – til at både give klimabistand til Det Globale Syd. Her er talen i sin helhed:

For ti år siden rejste jeg rundt i Mellemøsten. Jeg var blandt andet i Syrien. Det var før borgerkrigen og man kunne rejse frit og sikkert rundt i landet. På min rejse besøgte jeg Palmyra. Det er en oase midt i ørkenen. Her ligger både de mægtige ruiner efter en gammel romersk handelsby og det nye, moderne Palmyra.

Så snart vi stod af bussen blev vi omringet af en flok børn i Bulderby-alderen. Først troede jeg, at de kom for at få en mønt eller to. Men selvom vi ikke forstod arabisk viste de med tydelige fagter, hvad de håbede at få: Kuglepenne, blyanter, skriveredskaber.

Det ramte mig dybt. Jeg havde aldrig overvejet, endsige forstået, at man kan være så fattig, at man ikke har råd til en kuglepen. At man ikke har muligheden for at skrive, tegne, ytre sig, når man vil. At det man allerhelst vil have, ikke er legetøj eller penge eller slik, men bare en kuglepen.

Jeg gav dem alle de kuglepenne, jeg havde på mig.

Året efter brød borgerkrigen ud. Vidste I, at klimaforandringerne havde gødet jorden for denne krig?

Forskere påpeger, at Syrien i årene 2007-2010 var ramt af den værste tørke, landet har haft i op mod 900 år. Tørken ledte til fattigdom og fødevaremangel. Den tvang unge mænd fra landdistrikterne til at søge ind til de store byer for at finde arbejde. Men der var ikke nok arbejde at få, og det fik utilfredsheden med Bashar Al-Assads diktatur til at vokse. Det ledte til krav om politisk forandring. Det ledte til oprør. Det ledte til borgerkrig.

En borgerkrig, der er blevet en af de største humanitære katastrofer i nyere tid. Hvor 380.000 mennesker har mistet livet. Hvor over 10 millioner er blevet fordrevet eller har flygtet fra deres hjem, og over 1 million er nået til Europa. Hvor grupper som ISIS opstod og terroriserede hele regionen. De sprængte det gamle Palmyra i stumper og stykker for at fjerne afgudsbillederne fra fordoms folk.

Og hvad mon der skete med de børn, jeg mødte dengang? Disse børn, der dengang bare løb efter turister i håbet om at få en kuglepen. Hvad er deres skæbne?
Tog de flugten til Tyrkiet eller Libanon med deres familier?
Krydsede de havet ved Lesbos?
Endte de i Moria-lejren?
Gik op gennem Europa før pigtrådshegnene blev sat op?
Gik de langs Sydmotorvejen, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015?
Eller nåede de aldrig så langt?

Jeg ved kun, at vi i de kommende år kan se frem til mange flere, der vil dele deres skæbne. Rundt om i verden forårsager klimakrisen stadigt voldsommere tørke, oversvømmelser og orkaner, der skaber hungersnød, hjemløshed og ødelæggelse. Endnu flere vil miste deres hjem og deres levebrød, og blive klimaflygtninge.

FN vurderer, at i 2050 vil der op til en milliard mennesker på flugt pga. klimaforandringernes konsekvenser. En milliard mennesker på flugt! En milliard!
Det vil være en humanitær katastrofe i et omfang, som vi aldrig før har set i menneskehedens historie. Og derfor har vi i Danmark og i Europa et stort ansvar.

Ikke bare fordi vi historisk har udledt en stor andel af de klimagasser, der øger Jordens temperatur.

Ikke bare fordi vi igennem århundreder har koloniseret, undertrykt og udpint folk på den sydlige halvkugle.

Ikke bare fordi vi stadig begrænser deres muligheder for at komme på fode gennem politiske strukturer og frihandelsaftaler.

Men fordi det er det nødvendige, rigtige og retfærdige at gøre. Grøn omstilling er ikke nok, hvis ikke det er en retfærdig grøn omstilling. Og derfor er klimaretfærdighed kernen i hvad vi kæmper for i Klimabevægelsen i Danmark.

Kære Mattias Tesfaye. Du har med stor tydelighed vist, at du ikke ønsker flere flygtninge til Danmark. Hvis du virkelig ønsker at opnå dette, bør du tage bladet fra munden.
Hvorfor hører vi ikke dig fortælle om sammenhængen mellem klimakrisen og stigende migration? Hvorfor presser du ikke dine kolleger i regeringen til at sætte langt mere skub i jeres klimahandlingsplan?

For det I gør i dag, er slet, slet ikke nok. Vi må gøre alt hvad vi kan for at sikre en retfærdig grøn omstilling så hurtigt som muligt.

Først og fremmest skal vi reducere Danmarks egne klimagasudledninger med mindst 70% i 2030 og gå i nul senest i 2040.

Men vi skal også gøre, hvad vi kan for at afbøde de menneskelige konsekvenser, som klimakrisen allerede nu medfører rundt om i verden. Derfor skal Danmark afsætte mindst 5 milliarder årligt til klimabistand til Det Globale Syd. Dels til at udfase eller udelade kul, olie og gas og gå direkte til vedvarende energi. Dels til at sikre sig mod de stadigt voldsommere konsekvenser, som klimakrisen medfører rundt om i verden.

Vi står alle på den samme jord under den samme himmel. Vi kan ikke undgå klimakrisen. Vi kan allerhøjst udskyde, hvornår vi selv mærker dens konsekvenser.

Men vi må ikke skubbe det fra os. Vi må ikke vende ryggen til! Hvis vi ikke handler nu, går det blot ud over andre. Andre – som børnene i Palmyra.

Vi kan ikke længere nøjes med at stikke dem en håndfuld kuglepenne og håbe på det bedste. De fortjener ikke bare sikkerhed og tryghed, men retfærdighed. Og hvis vi ikke gør alt hvad vi kan for at give dem det, så risikerer vi i sidste ende at miste vores egen menneskelighed.

Desværre kom Mattias Tesfaye ikke ud til dialog. Men vi har sidenhen fået en invitation til et møde i februar. Så må vi se, hvad der kommer ud af det..

Stor tak til Ole Vilhelm Wagner for de fine fotos af talen.

Rodfæste

Inden året udløber er der én sidste ting, jeg skal nå at gøre.
 
Hvert nytår vælger jeg et ord, der skal hjælpe mig og guide mig gennem det kommende år. Til dette år valgte jeg ordet Jordforbindelse. Både som en påmindelse om ikke at blive for luftig i mine idéer og projekter, men også for at holde fast i søge mod rødderne.
 
Derfor har jeg året igennem tænkt og skrevet om vores tilknytning til den jord, vi betræder, og det gensidige fællesskab, som vi indgår i med alt andet levende omkring os. Og om, hvordan denne tilknytning er afgørende for, om vi kan bremse klimakrisen og det økologiske sammenbrud, som vi står midt i.
 
Men langt det meste af det, jeg har tænkt og skrevet, har jeg holdt for mig selv. Jeg har ikke følt mig klar. Jeg har fundet på undskyldninger for at holde det for mig selv lige lidt endnu. Men det hober sig op i mit hoved, og inderst inde ved jeg godt, at jeg aldrig bliver helt klar. Og derfor afpresser jeg nu mig selv til at dele dette inden året slutter.
 
Jeg har sat mig for at skrive en bog. Arbejdstitlen er Rodfæste. Rodfæstelse er et gammelt ord for at slå rødder. Så at finde sine rødder er at finde sit rodfæste. Og det er den opdagelsesrejse, som jeg vil skrive om.
 
Men det at skrive en bog er et meget langt soloridt. Derfor har jeg – inspireret af Rob Hopkins’ blog, hvor han igennem de sidste to år har delt sit arbejde med den nyudgivne bog “From what is to what if” – besluttet mig for at åbne skriveprocessen op. Fra arbejdet med Borgerlyst-bøgerne ved jeg, at det er godt for mig at skrive og udgive løbende undervejs. Hvis jeg ikke afpresser mig selv, er jeg bange for, at det måske slet ikke bliver til noget.
Så hvis du er nysgerrig, kan du læse mere om hvad det er for en bog, jeg er ved at skrive, og følge med på Rodfæste.dk.

Hvorfor du skal finde modet til at strejke på fredag

På fredag strejker unge over hele verden, og fredag d. 27. september strejker voksne i solidaritet for at vise, at vi er klar til at sætte klima og naturgrundlag over vores skole og arbejde for en enkelt dag.

Er du stadig i tvivl om du har mod på at klimastrejke? Så prøv at hør Greta Thunberg forklare hvorfor det er værd at gøre:

Tænk på det fra et større perspektiv. Ikke bare ud fra din hverdag i dag, men forestil dig selv om 20 eller 30 år: Hvad ønsker du at kigge tilbage på? Ville du ønske, at du kan sige, at du tog stilling og aktivt ind for at skabe en forandring? Eller vil du foretrække at sige, ‘Nej, jeg gjorde bare som alle andre, fordi det var for ubekvemt at skille sig ud.’ Hvis du ikke kan strejke, så skal du selvfølgelig ikke gøre det. Men hvis der kun er én dag, hvor du kan være med, så gør det denne dag.

Mere info om strejkerne rundt om i landet d. 20. september.

Mere info om strejken d. 27. september.

NB: Den danske arbejdsmarkedsmodel gør det ulovligt at holde uvarslede strejker. Derfor er der ikke tale om en egentlig strejke, men blot en udvidet frokost-pause. Deraf navnet “Break for climate” – snak med din fagforening eller din arbejdsgiver, hvis du er i tvivl om du kan og må være med.

PS: Citatet fra Greta kommer fra dette fine interview i Teen Vogue.

At tale om demens

En af mine allerførste konsulentopgaver, da jeg lige var blevet færdig på universitetet, var et projekt for Ældresagen, der handlede om, hvordan man kunne gøre det nemmere for pårørende til svækkede ældre at blive sig deres rolle som pårørende bevidst.

Afsættet for projektet var, at det havde vist sig meget svært at få ældre til selv at erkende, at de ikke længere var helt så friske som de var engang. Selv efter faldulykker, stigende glemsomhed eller svigtende helbred var de utilbøjelige til acceptere, at de måske ikke længere kunne det samme som tidligere.

Derfor ville Ældresagen sætte fokus på hvordan man kunne hjælpe nære pårørende til at blive deres rolle bevidst (typisk ægtefælle, ældste datter eller ældste svigerdatter (!)), og synliggøre dette nye ansvar overfor resten af familien.

Min opgave var at lave antropologiske interviews med pårørende til svækkede ældre om deres erkendelsesproces: Hvordan det gik op for dem, at deres mand eller kone eller far eller mor ikke længere var så frisk, som før. Det var et enormt tankevækkende arbejde, ikke mindst fordi mine egne bedsteforældre også var i den alder, hvor man kunne mærke, at kræfterne og overskuddet svandt.

Og gennemgående for alle de pårørende, jeg snakkede med, var dels, at det havde været hårdt forløb at nå frem til den erkendelse, at man nu havde et voksende ansvar som pårørende. Dels, at det kunne have været hjulpet meget på vej, hvis bare de havde vidst, hvad de skulle have været opmærksomme på og hvordan de bedst kunnet have snakket med de ældre og deres familie om det.

Det gjaldt især demens. For demens forandrer også den person, man kender og elsker. Og jo tidligere demens bliver opdaget og erkendt, jo bedre kan man hjælpe og afhjælpe demenssygdommens konsekvenser.

Derfor sagde jeg straks ja, da Gentofte Kommunes demensteam spurgte Nadja og jeg, om vi ville være med til at udvikle en samtalesalon, der kunne gøre det nemmere at starte samtalerne om demens, så man kan få snakket ordentligt om det, der er så vigtigt at turde tale om – og som samtidig kan være så svært at få hul på.

Samtalesalonen finder sted på Gentofte Rådhus onsdag d. 18. september fra kl. 18.30, og vil veksle mellem:

  • En meget personlig fortælling fra tv-værten Michèle Bellaiche om at være nærmeste pårørende, da hendes mor blev ramt af en demenssygdom.
  • Viden og vigtige fakta fra Professor Steen Hasselbalch fra Hukommelsesklinikken, Nationalt Videnscenter for Demens, der hjælper os alle sammen til at blive bedre til at opdage de tidlige tegn på demens.
  • Samtalesalon-elementer, der hjælper gæsterne til at få hul på de svære samtaler, dele bekymringer og lære af hinandens erfaringer.

Alle er velkomne. Man kan sagtens dukke op alene, for vi skal nok sørge for, at alle finder nogen at tale med. Men aftenen er også en god anledning til at tage familie, venner og bekendte under armen, så I sammen kan blive klogere på demens – og bedst muligt kan støtte hinanden fremover.

Se mere på Facebook-eventet. Tilmelding finder dog sted med mail til plejeogsundhed@gentofte.dk eller på telefon 39 98 66 32 senest 16.09.

Skriv, hvor mange I kommer. Det er gratis at deltage i arrangementet, men der er begrænset antal pladser.

Vi håber at se jer til uforglemmelig aften!

Klimakrisen: En science fiction-film i slow motion

Jo mere jeg lærer om klimakrisen, jo mere virker det som plottet i en science fiction-film: Dystre profetier, en faretruende afgrund, der fravigeligt nærmer sig, skæbnesvangre valg og heltemodig kamp.

Faktisk adskiller klimakrisen sig kun fra film som Planet of the Apes og Terminator på to punkter:

  1. Det er ikke fiktion
  2. Det finder ikke sted over 2 timer, men over 100 år.

Jeg blev bekræftet i denne fornemmelse forleden, da jeg hørte en forelæsning, der lige så godt kunne have været en tidlig scene i en science fiction-film: Forskeren Johan Rockström gav en opsamling på udviklingen fra klimaforandringer til klimakrise. For som han bemærkede, så er klimaforandringerne her allerede, og mange steder er det allerede en krise.

Hurtigt gennemgik han de mange skovbrande, tørker, oversvømmelser og orkaner, der har ramt rundt om på Jorden i løbet af det sidste år. Det mindede mig om de klassiske sci-fi montage-sekvenser, hvor der med faretruende musik klippes mellem alle de forskellige steder på Jorden, hvor rumvæsenerne er landet, eller meteoritterne brager ned og smadrer Det Hvide Hus, Eiffel-tårnet og New York.

Det tog pusten fra mig. Men det var slet ikke det værste. Det, der for alvor slog krisens omfang fast for mig, var da han viste denne graf:

Slide fra Johan Rockströms præsentation. Fundet her.

Grafen viser udviklingen i Jordens gennemsnitstemperatur over de sidste 1,2 millioner år. Den flotte 8-talskurve skyldes, at Jordens bane rundt om solen er formet som en ellipse, hvor solen ligger tættere på den ene ende, snarere end i midten. Det betyder, at henover 100.000 år vil afstanden mellem Jorden og solen variere helt op til 18 millioner km, hvilket giver et udsving i Jordens temperatur. Det er bl.a. denne variation, der har givet anledning til istiderne (hvert af udsvingene ud i det blå felt til venstre repræsenterer en sådan istidsperiode).

Tilsvarende er hvert udsving ind i det violette felt en såkaldt “interglacial” periode, hvor Jorden hovedsageligt er fri for is. Og gennem de sidste 1,2 millioner år har Jorden altså fulgt dette 8-talsmønster i større eller mindre udsving (Rockström forklarede, at udsvingenes størrelse skyldes feedback-effekter i Jordens egen atmosfære, fx baseret på mængden af vegetation, mængden af is, der reflekterer sollys, osv.).

Det er dette smukke mønster, der gjort det muligt for os at ligge lunt i svinget i den holocæne periode i den inderste ring i 8-tallet, og som har givet os det stabile, varme klima, der de sidste 10.000 år siden den sidste istid har gjort det muligt for os at drive landbrug, bygge byer – og dermed alt, hvad vi kender som menneskelig civilisation.

Men på grund af vores CO2-udledninger de sidste 200 år har drivhuseffekten skubbet os ud af banen. Snarere end at følge denne trygge bane i 8-tallet, har vi nu kurs direkte mod ukendt territorium: For hvis vi når de 2 graders opvarmning, så spår forskere, at vi risikerer at nå ud over et eller flere tipping points, der gør, at vi slet ikke kan komme tilbage i det trygge 8-tal, som har styret Jordens klima de sidste 1,2 millioner år!

Et nemt eksempel på et tipping point: Når først majskornet bliver tilpas varmt, bliver det til et popcorn. Og hvordan kan man så gøre det til et upoppet majskorn igen?

De to stiplede linjer på grafen viser det skæbnesvangre valg vi står overfor: Kører vi videre mod afgrunden? Eller drejer vi fra i tide? Kan vi reducere vores globale CO2-udslip inden 2050? Kan vi holde os under 2 graders temperaturstigning?

Rockström erkendte da også, at det bliver svært: 2018 bliver det år i menneskehedens historie, hvor vi udleder mest CO2 nogensinde. Selvom vi har kendt til problemerne i mere end 40 år, er udledningerne kun steget og steget. Det er endnu ikke lykkedes os at knække kurven. Og tiden er ved at løbe ud. For at klare den, skal vi halvere vores globale CO2-udslip frem til 2030, og igen i 2040, og igen i 2050.

Men selvfølgelig, som i enhver god science fiction-film, er der stadig et håb: I en fjern ørken lærer en ung mand netop nu sin sande skæbne at kende og påbegynder træningen som jedi-ridder, så han kan vælte det onde imperium, der har bragt os i denne forfærdelige situation…

Og dog. Sådan er virkeligheden ikke. Der er ingen superhelte, der kommer og redder os. Der er kun os selv. Det er kun ved fælles hjælp, at vi kan knække kurven.

Og de dystre udsigter til trods, var Rockström stadig optimistisk: Produktionen af sol- og vind-energi ser ud til at vokse eksponentielt i de kommende år. Teknologien og økonomien kan sagtens lade sig gøre. Det handler kun om den politiske vilje til at få det til at ske.

Efter forelæsningen var der tid til spørgsmål fra salen. Og mellem en række tørre, tekniske policy-uddybninger rejste Alexandra, en af stifterne af Den Grønne Studenterbevægelse, sig op og stillede aftenens bedste spørgsmål: “Du siger vi har travlt. At vi kun har 10 år til at nå at vende det her. Men hvad kan jeg og mine medstuderende gå ud og gøre i morgen?”

Jeg husker ikke præcis hvad Rockström svarede. For i det øjeblik, tog min indre filminstruktør over:

Den grånende videnskabsmand kigger rundt i salen. “I skal holde presset. Politikerne skal vide, hvad der er på spil. Det er nu eller aldrig.”

Spændingen i rummet er dirrende. Han læner sig frem og kigger direkte på Alexandra med et halvt smil.

“May the force be with you.”

En pædagogisk fejlslutning

I sidste uge blev mit blogindlæg om højskolerne udgivet på Altinget.dk, hvilket mange-doblede antallet af læsere. Ikke mindst fordi højskoleforeningen (FFD) også delte det på deres Facebook-side, og kaldte indlægget “en bredside til højskolerne.” Og der var da også flere, der så indlægget som et stråmandsangreb baseret på en falsk præmis båret af ubekræftede fordomme omkring højskolerne.

Christian Hjortkjær fra Silkeborg Højskole skrev:

Det er jo en klassisk fejlslutning, som vi alle kan begå. Jeg må i hvert fald med skam meddele, at jeg har begået den flere gange. At lancere et angreb på andre for egentlig at få bekræftet, at det jeg selv havde gang i, var godt. Det forklarer jo også den noget aparte pædagogisk strategi med ret ukonstruktivt at skubbe den, man vil samtale med, fra sig.

Det må jeg tage på mig. Jeg faldt for fristelsen for at tage afsæt i en nem kliché om højskolernes privilegerede afsondrethed. Jeg tænkte, at jeg måtte være lidt polemisk for at skabe opmærksomhed og få folk til at læse indlægget, men som Christian bemærker, så har det den modsatte virkning, hvis folk ser sig sure på indlægget allerede efter de første to afsnit.

For folk, der lever og ånder for højskolerne, kan min kritik let virke fordomsfuld, uvidende og virkelighedsfjern, for selvfølgelig er højskolernes fremtid og potentiale noget, som de indbyrdes snakker meget om allerede. Og det anerkender jeg ikke i tilstrækkelig grad. For dem kom mit indlæg til at virke som om, at jeg bare var ude på at score nogle billige point på deres bekostning.

Det er frustrerende for alle. For indlægget var aldrig tænkt som et angreb. Mit ønske er netop at åbne en samtale om højskolernes potentiale – ikke bare for højskolerne, men i høj grad også for folk som mig, der står udenfor højskoleverdenen, og som undrer os over, hvorfor højskolerne ikke lader til at rykke mere, end de gør.

Det var netop derfor jeg tog afsæt i, hvordan mange af os udenfor højskolerne oplever højskoleverdenen i dag. Jeg skrev mit indlæg i ånden “I gør det godt, men I kan gøre så meget mere…” Men den samtale opstår selvfølgelig ikke, hvis den indledende præmis kommer til at stå i vejen, og gør, at modtageren ikke oplever den omsorg og velvilje, som jeg skrev det med.

Det må jeg tage ved lære af.

Fra Hogwarts til handlekraft – nye veje for højskolerne i det 21. århundrede

Siden jeg stoppede hos Medborgerne, har jeg afsøgt hvilke veje, jeg nu skal gå. Jeg vil arbejde endnu bredere med at styrke fundamentet i det danske civilsamfund. Og skabe bedre vilkår for andre, der gerne vil engagere sig, men som ikke ved hvordan eller som er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet kan.

Højskolerne er på mange måder det oplagte sted at sætte ind. De er veletablerede, anerkendte og får en god portion statsstøtte, og er på mange måder den perfekte ramme til at give flere unge og voksne redskaberne, modet og den demokratiske selvtillid til at udfordre den driftspessisme, der præger vores samfund og skabe politiske forandringer nedefra.

Men for mig at se forløser højskolerne langt fra det potentiale, som de rummer for at præge det danske samfund. I dag ser de fleste et højskoleophold som et muntert fjumreår, der giver et tiltrængt afbræk fra alle de store karriereplaner, man ellers tumler med. Sat på spidsen er højskolerne lidt ligesom Hogwarts skolen fra Harry Potter-bøgerne: en lille magisk verden, der lever for sig selv, hvor ressourcestærke unge kan prøve kræfter med noget kreativt, inden de atter kaster sig ud i konkurrencestatens ræs.

Hogwarts (Billede: Max Pixel)

Det har selvfølgelig sin berettigelse, men der er potentiale for så meget mere. Derfor har jeg over de sidste måneder brugt en del tid på at udforske, hvordan højskolerne kan fornyes til at understøtte nye bevægelser i det danske civilsamfund, der kan præge Danmark i det 21. århundrede.

Jeg har snakket med en række forskellige indsigtsfulde mennesker både indenfor og udenfor højskoleverdenen. Og igennem disse samtaler har der tegnet sig tre forskellige indgange til at gentænke højskolerne, så de i langt højere grad kan være vedkommende, engagerende og synlige i samfundet:

 

1. Tag afsæt i de sager og visioner, som folk optagede af

Højskolerne startede som del af en bred folkelig bevægelse på landet, og det var denne forankring, der gav dem retning, mål og vision. Men højskolerne er ikke længere en del af nogen større bevægelse. De er knap nok en bevægelse i sig selv. Både som samlet bevægelse og som selvstændige lokale kraftcentre er de blevet mærkeligt anonyme. De er søbet ind i en form for politisk korrekthed fyldt med hurra-ord som demokrati og fællesskab uden at have noget særligt på hjerte – hverken den offentlige debat eller i konkrete politiske eller aktivistiske dagsordener.

Jeg mener, at de enkelte højskoler kan vinde meget ved at forholde sig synligt og aktivt til tidens store udfordringer. Ved at melde klart ud, hvad de står for og sætte noget på spil. Nogle højskoler gør det i nogen grad ved at udbyde linjefag om bæredygtighed eller aktivisme. Men det er som oftest drevet af elevernes efterspørgsel, og ikke en dybere stillingtagen fra skolens side.

Klimamarch i København, september 2018 (foto: Marcus Power)

Ved at engagere sig direkte i nogle af de nye bevægelser, der er i samfundet og understøtte dem med viden og ressourcer, kan højskolerne lave nyskabende samarbejder, der på sigt kan placere dem i nogle af de bevægelser, der kommer til at forme Danmark i de kommende år. Det kunne fx være:

2. Tag afsæt i de færdigheder, som folk ønsker at tilegne sig

Vores uddannelsessystem producerer mange akademikere, og mange af dem opdager henad vejen, at de vil ikke være symbolanalytikere. De savner et håndværk, og vil lære konkrete færdigheder, der kan bruge i virkeligheden. Flere og flere unge erkender dette tidligt og beslutter sig for at gå helt udenom uddannelsessystemet.

Deres slogan er “Love learning. Hate school.” De trives ikke i de formelle uddannelsesrammer, og føler sig derfor nødsaget til at gå deres egne veje. De sammenstykker deres læringsforløb som frivillig på en bondegård eller som freelance programmør, kombineret med gratis online video-kurser, deltagelse i open source praksisfællesskaber og grundforløb på tekniske skoler eller lignende.

Men mange oplever, at det er svært at finde vej i den enorme mængde information, der er til rådighed online. Og det er svært at finde sin plads som nybegynder. Mange savner stærke de rollemodeller, som de kan spejle sig i, og de savner støttestrukturer af netværk og kontakter, der kan hjælpe dem videre. Og ofte savner de også rammer, hvor de kan finde et fællesskab og lære nogle praktiske færdigheder, som de ikke bare kan google sig til.

Det lille jordbrug (foto: Jyderup Højskole)

Jeg tror, at der er et enormt potentiale for at understøtte sådanne selvorganiserede læringsfællesskaber igennem højskolerne. Højskoler som Brenderup og Jyderup er allerede begyndt at tilbyde kurser i økobyggeri og småjordbrug, der netop søger at dække sådanne behov. Meget sigende kalder de det “en omvendt Grundtvig“, for det handler i høj grad om at give bogligt uddannede noget jord under neglene. Men det kan i praksis handle om alle former for praktiske færdigheder, som fx:

  • Programmering (samarbejde med fx PROSA eller open source fællesskaber som Do:Topia og BornHack)
  • Naturvidenskabelig “borgerforskning”  – fx biohacking, hacklabs, makerspace, etc. (i samarbejde med fx Labitat, Biologigaragen, TechFestival, etc.)
  • Mad og havebrug (fx i samarbejde med fx Praktisk Økologi, Fødevarefællesskaberne, Årstiderne, etc.)
  • Håndværksfag som tømrer, snedker eller murer, hvor håndværket kombineres med kreative og boglige fag på nye og inspirerende måder, der kan tiltrække nogle af de dem, der ikke føler, at de passer ind på de tekniske skoler (sådanne forløb kan laves i samarbejde med tekniske skoler som fx NEXT i København).

 

3. Tag afsæt i andre livssituationer, hvor folk også er åbne overfor at tage på højskole

Langt de fleste højskole-elever er i starten af 20erne, og er i gang med at finde ud af, hvad de egentlig vil med deres liv. Denne gruppe er så dominerende på mange højskoler, at folk, der er ældre eller i en anden livssituation, ikke føler, at de kan passe ind. Og det er et stort tab for højskolerne. Dels  ender de alt for let som selvforstærkende ekko-kamre af unge mennesker, der står med de samme udfordringer og erfaringer. Og som derfor ikke får glæde af al den viden og indsigt, som folk, der er andre steder i livet, kommer med. Dels udelukker højskolerne store grupper af potentielle elever, der kan skabe ny begejstring og økonomi for skolerne.

For det er ikke kun, når man er i starten af 20erne, at man har brug for at finde ud af, hvad man vil med sit liv. I takt med den teknologiske udvikling og globaliseringen ændrer arbejdsmarkedet og vores jobmuligheder, vil flere og flere voksne også blive konfronteret med at skulle genopfinde sig selv arbejdsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Og tage stilling til alle de muligheder, som de tidligere havde udelukket. Og det er langt sværere, når man fx er i 40erne eller 50erne, end når man er i 20erne – for det er stadigt meget socialt svært og utrygt at skifte karrierespor, fag eller livsretning, når det forventes, at man allerede har etableret sig.

Derfor er der ikke alene et stort potentiale, men nærmest en samfundsmæssigt fordring, at gentænke rammerne for højskolen, så det er muligt for folk i andre livssituationer at være med. Det kunne fx være:

  • Dem, der holder pause efter deres første voksen-job. Rigtigt mange nyuddannede kæmper for at få deres første rigtige job. Men efter at have etableret sig på arbejdsmarkedet i et par år, er der mange, der stopper op og spørger sig selv, “hvad fanden var det egentlig, jeg ville?” Sådan havde jeg det selv, da jeg sagde mit første job op i 2010. Og der ville jeg ønske, at der var en højskole, hvor der plads til at være omkring de 30 i stedet for omkring de 20.
  • De prekært ansatte. En del nyuddannede kan ikke se sig selv i en fast stilling, og prioriterer deres egen frihed og mulighedsrum højere. Derfor springer de ofte fra den ene projektansættelse eller freelance-opgave til den næste. Men mange føler sig også meget alene og mangler redskaber og netværk til at strukturere deres hverdag. Højskolerne kunne danne rammen for en slags støttestruktur og kursusforløb for folk, der ønsker at skabe og sammenstykke et arbejdsliv, hvor de selv bestemmer tempoet og hvor mange opgaver, der ligger på deres bord.
  • Stress-sygemeldte. Kunne man forestille sig en højskole, hvor tempoet var et helt andet? Hvor der var plads til langsomt at genfinde gejsten og glæden efter at have kæmpet med stress, angst, depression eller nogle af de andre sociale patologier, der præger vores sen-moderne tilværelse?
  • Ny-pensionerede. Mange ældre er allerede flittige brugere af højskolernes ugekurser, og der findes allerede to senior-højskoler hhv. på Falster og i Vestjylland. Men så vidt jeg ved, er der ikke nogen skoler, der målrettet understøtter ældre, der går på pension og nu skal finde ny mening, retning og indhold i deres hverdag. Og det ville jo være skønt og inspirerende for sådanne ny-pensionerede at få lejlighed møde andre søgende, der ikke alle var på alder med dem selv.

Og så er der selvfølgelig alle dem, der ikke næppe har mulighed for at tage et langt højskolekursus, men som om nogen trænger til det:

  • Småbørnsfamilier. Der er selvfølgelig en del familie-sommerkurser rundt omkring i landet. Men der er ingen højskoler, der sætter familien i centrum. Hvorfor ikke lave en højskole for småbørnsforældre? Hvor man kan tage en del af barslen sammen? Hvor man kan møde andre familier i samme livssituation? Hvor der er en integreret institution, så de ældre søskende eller børn kan gå i vuggestue eller børnehave, mens forældrene lærer om noget, som ellers måtte opgive at få lejlighed til at lære?
  • De 40+ årige med børn og hus. Rigtigt mange når op i 40erne, og er blevet så vel-etablerede med arbejde, hus, børn, biler og en hverdag, hvor der ikke er megen plads til slinger. Nogle rammes undervejs af et meningstab, hvor man helt mister føling med, hvad der egentlig er vigtigt. Og en del sukker efter muligheden for at gøre noget andet med sit liv. Men der er aldrig rigtig tid til at stoppe op og reflektere over det og finde ud af, hvad alternativet kunne være til villa, volvo og vovse. Sådanne mennesker kunne have stor glæde af at et højskoleophold på en uge eller to, hvor de kunne opleve nogle andre måder at indrette tilværelsen på. Ikke fordi de skal kaste alting op i luften, men ligeså meget for at have tid til reflektion og samtaler med andre, der er samme sted i livet.

 

***

Jeg håber, at disse idéer kan give anledning til refleksion, samtaler og udvikling hos de enkelte højskoler rundt om i landet. Men jeg håber også, at det kan være et indspark i en større samtale om, hvordan vi skaber de bedst mulige vilkår for at lære og styrke vores borgermuskler og det danske civilsamfund i det hele taget.

Fri fugl

Siden august har jeg været en fri fugl, og i første omgang er jeg gået tilbage til det, jeg tjente mine penge på, før jeg blev ansat hos Medborgerne: Selvstændig konsulent.

I september var jeg vært på Coop Amba’s store årlige Severin-seminar. Coop Amba (som tidligere hed FDB) har iværksat en ny strategi, der har som mål engagere alle foreningens 1,7 millioner medlemmer. For på den måde at skabe mere liv og engagement i de lokale butikker, så medlemmerne virkelig føler sig som de medejere af hele foretagendet, som de retteligt er.

Seminaret fandt sted over to dage i hhv. Silkeborg og København, med over 100 deltagere fra hhv. Jylland og Øerne. Seminaret bestod af en blanding inspirationsoplæg, samtaleøvelser og idéudvikling. Det gav anledning til både at fortælle om mine erfaringer fra Københavns Fødevarefællesskab, og rulle al vores gamle tankegods fra Borgerlyst ud. Og fordi setuppet var så stort gav det også anledning til at samarbejde med Nadja igen. Blandt andet udviklede vi et helt nyt samtalespil ved navn “Dig og din butik”, som deltagerne kunne tage med hjem til at sætte gang i samtalerne i deres lokale butikker:

Det var en rigtig sjov prototype at udvikle og afprøve. Og der er store muligheder for at tilpasse og videreudvikle sådanne samtalespilformater i andre sammenhænge.

Arbejdsmæssigt prøver jeg at stykke det sammen af større og mindre opgaver. Og jeg leder også efter faste tjanser eller et job, der kan sikre mig en mere sikker indkomst. Så hvis du hører om noget, hvor der er brug for en konsulent eller projektleder med fokus på engagement, facilitering, samtaler, organisationsudvikling, frivillighed, bruger- eller borgerinddragelse eller lignende. Så giv mig et praj. 🙂

(billederne herover fra Severin-seminaret er taget Carsten Lingren fra Coop Amba)

At tale om naturen

Har lige læst Robin Wall Kimmerers fantastiske essay Speaking of Nature, der handler om, hvordan vores sprog er med til at forme vores forhold til naturen

Inspireret af sine aner hos Potawatomi-stammen, introducerer Kimmerer to nye stedord på engelsk, så vi kan skelne mellem levende væsener (som fx planter, dyr, vindpust, bække og åer) og ikke-levende ting (fx stole, cykler, biler, telefoner osv.). Hun beskriver, hvordan folk begynder at forholde sig anderledes til verden, når de bruger disse ord (brænde er ikke længere noget, man hugger eller finder – det er noget, vi får foræret af vores levende slægtninge).

Det fik mig til at tænke på: Mange steder i verden er der sprog og kulturer, hvor et sådant animistisk verdenssyn ligger tættere på overfladen, og hvor relationen til vores levende omverden i langt højere grad anerkendes og kommer til udtryk. Men i Danmark og Skandinavien har jeg indtryk af, at det ligger meget fjern (hvilket muligvis blot er et udtryk for min rodløse historieløshed). Jeg tænker, at måske hekse og asa-tro er det, der kommer tættest på i dag. Men det er ikke så meget et levende sprog og kultur som fx potawatomi’erne er.

Derfor er jeg blevet nysgerrig på, hvem man skal snakke med for at blive klogere på de sproglige sider af vores forhold til naturen – i en lokal skandinavisk kontekst. Jeg skrev ud på Facebook, og har fået en et par anbefalinger. Men hvis du kender flere, så sig til!