All posts by Andreas

Den spire, vi planter sammen

Hver torsdag morgen tømmer jeg min søns legekasse for brio-togskinner og tager den med ind til Klimapåmindelsen foran Christiansborg, hvor den fungerer som talerstol

Hver uge er vi omkring 150-200 klima-engagerede i alle aldre: Fra unge studerende og barslende forældre til folk på vej til arbejde, skuespillere og bedsteforældre. Der er både gamle græsrødder og folk, der aldrig tidligere har været politisk engagerede.

Siden januar har jeg været medvært og medansvarlig for at finde talere. Og jeg har været meget optaget af at sørge for, at alle føler sig velkomne, og går derfra med fornyet mod, håb og handlekraft.

I torsdags var det biskop Peter Fischer-Møller og imam Abdul Wahid Pedersen, der holdt talerne. De gav et meget tiltrængt poetisk-religiøst perspektiv på klimakrisen. For klimapolitik bliver let teknisk, abstrakt og svær. Og derfor prøver jeg at finde folk, der taler til hjertet frem for hjernen, og som kan gøre klima-udfordringen levende og nærværende for os.

Biskoppen og imamen fortalte hver deres historie, der viste sig at have en slående lighed:

Biskoppen fortalte om Luther, der engang blev spurgt: “hvis du vidste, at verden ville gå under i morgen, hvad ville du så gøre i dag?”
Og han svarede: “Jeg ville plante et æbletræ.”

Imamen fortalte om profeten Muhammeds ord: “Hvis du står med et palmeskud i hånden, når dommedagstrompeterne lyder, så bøj dig ned og plant det.”

Det er den spire, vi planter sammen.🌱

Stem med dine penge

Det er i disse dage, at du modtager en indkaldelse til generalforsamling i din pensionskasse. Men: Lad være med bare at arkivere den lodret!

For indkaldelsen repræsenterer faktisk det mest enkle og vidtrækkende, du kan gøre lige nu for at begrænse klimaforandringerne. For du kan være med til at sikre, at din pensionskasse ikke investerer dine penge i kul, olie og andre beskidte energikilder!

Her er en oversigt over, hvornår dit pensionsselskab holder generalforsamling, og hvordan du kan møde op eller give en fuldmagt til at sikre, at investeringer for milliarder af kroner tager hensyn til klima og natur.

Det tog mig kun 2 minutter at give en fuldmagt til en af de gode folk fra Ansvarlig Fremtid. 💪

Del meget gerne linket med mange andre gode folk, for der er brug for hver en stemme!

Greta

For en uges tid siden mødte jeg Greta Thunberg. Jeg var tilfældigvis i Stockholm en fredag, og sluttede mig til den ugentlige klima-demonstration foran den svenske Rigsdag. Og der stod hun så.

Det første, der slog mig, var hvor ung hun er. En lille skikkelse, der nærmest helt forsvinder i mængden. Genert. Akavet. Sammenbidt. Som om hun helst bare ville stå for sig selv, og ikke spor brød sig om al den opmærksomhed.

Når man snakker med hende, er hun fuldstændigt lige så skarp og målrettet, som man ser i fjernsynet. Hun står der, fordi hun har forstået alvoren i FNs klimapanels konklusioner. Hun står der, fordi hun ser det som det eneste fornuftige hun kan gøre.

I det øjeblik følte jeg en enorm omsorg for hende. Hun er alt for ung til at bære disse bekymringer på den måde. Til at føle, at det er op til hende at råbe verdens ledere op. Til at blive gjort til helt og fortaler og forbillede. Til at være den, som andre sætter deres lid og håb til.

Jeg sagde til hende, at hun ikke er alene. At vi alle må deles om den byrde.

For det handler ikke om Greta. Det handler om os alle sammen. Vi kan alle påtage os en del af denne byrde. Ved at tage synligt og utvetydigt moralsk stilling – og få andre til at gøre det samme.

Hvis du ikke kan være med til vores egen Klimapåmindelsen foran Christiansborg hver torsdag morgen, så kan du vise det ved at skrive under på Så er det nu: Gør valget grønt’s tre klare krav om at sætte klima og natur øverst på den politiske dagsorden.

Tak! Du er ikke alene.

Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi overvinder vores konfliktskyhed

Jeg har en kronik i Dagbladet Information idag. Jeg har indsat den herunder for future reference.

 

Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi overvinder vores konfliktskyhed

Jeg var også en ubekymret flyrejsende kødspiser. Men alle historiske samfundsforandringer har krævet folk, der var villige til at ødelægge den gode stemning

Denne sommer mærkede jeg klimaforandringerne for første gang. Solen skinnede ubarmhjertigt i månedsvis. Græsset foran vores hus var afsvedet. Jorden var knastør, og støvet hang i luften. Om aftenen hørte vi pindsvinene rasle i de tørre blade på jagt efter vand og føde. Danmark føltes som et andet land. For første gang kunne jeg på egen krop mærke alle statistikkerne om, at kloden i de sidste 30 år har oplevet de 20 varmeste år, der nogensinde er blevet målt.

Det var også denne sommer, at min søn fyldte to år. Fremtiden føles langt mindre abstrakt, når jeg ser den gennem hans øjne. Han vil vokse op i en verden, hvor sådanne ekstreme temperaturer er normale. Han vil vokse op i en verden, hvor tørke, skovbrande og stormflod ikke er ekstraordinære hændelser. Hvor pindsvinene ikke længere pusler i hækken. Hvor Danmark vil føles som et andet land. Og han vil ikke vide, hvad han har mistet.

Det er ikke til at bære. Især er det ikke til at bære tanken om, at jeg ikke har gjort det, som jeg alt for længe godt har vidst er nødvendigt: At jeg ikke råber op og siger fra – uanset hvad andre så måtte tænke om mig.

Flokdyr på godt og ondt

Det er ikke fordi, jeg kun lige har fået øjnene op for klimaforandringerne.

Siden jeg så Al Gores film En ubekvem sandhed i 2007, har jeg prøvet at leve mere bæredygtigt. Jeg begyndte at spise mere økologisk, vegetarisk og lokalt. Jeg engagerede mig i Københavns Fødevarefællesskab. Jeg prøvede at tale fremtiden op, fordi jeg ikke tror, at det er dommedagsscenarier, der får folk fra at handle. Men hvis jeg skal være ærlig, var det mest fordi, jeg var bange for at blive opfattet som hellig og moraliserende.

Og som årene gik, sleb hverdagen kanterne af mine bekymringer. Klimaforandringerne blev efterhånden bare endnu en del af det større bagtæppe af alle de ting, der sker i verden, som det føles umuligt at gøre noget ved. Livet fortsatte jo, og de fleste lod ikke til at være synderligt bekymrede. Stilfærdigt bekræftede jeg mig selv i, at jeg allerede gjorde en del i det små. Og efterhånden holdt jeg også selv op med at snakke om klimakrisen.

Problemet er, at vi mennesker er flokdyr på godt og ondt. Vi vil gå langt for at undgå at bryde sociale normer, der får os til at føle os forkerte og udenfor. Vi har nemmere ved at leve med uretfærdighed end med ubehag.

Derfor ændrer vi først adfærd, når vi oplever, at folk omkring os ændrer adfærd. Hvilket leder til den paradoksale situation, at vi tror, vi står alene med en holdning, som størstedelen af os i virkeligheden deler: Otte ud af ti danskere mener, at klimaforandringerne er en alvorlig og vigtig udfordring for menneskeheden. Og alligevel sker der ikke noget.

Over de sidste måneder har jeg mødt mange andre, som denne sommer blev mindet om klimaforandringernes omfang, og som nu kæmper med de samme følelser og frustrationer som mig. Vi har forgæves ledt efter en let udvej. Vi har opgivet håbet om, at en ny vidunderteknologi redder os, eller at politikerne træffer de svære beslutninger for os. Og vores behov for handling kan hverken tilfredsstilles ved at følge anbefalinger til bæredygtigt forbrug, melde os ind i en miljøorganisation eller dele klimatips og underskriftsindsamlinger på internettet.

Ødelæg den gode stemning

Det er på tide, at vi indser, at der ikke er nogen lette udveje. For der er kun én måde, vi kan bryde med den flertalsmisforståelse, der holder os tilbage fra at løse klimakrisen: Vi må tage synligt og utvetydigt moralsk stilling – og få andre til at gøre det samme.

Som forskerne Rasmus Willig og Arne Johan Vetlesen bemærker i bogen Hvad skal vi svare?, så handler det ikke bare om, at vi skal gøre det lettere, sjovere og mere behageligt at handle bæredygtigt. Det handler lige så meget om, at vi skal gøre ikkebæredygtig adfærd mere besværlig, omkostningstung og ubehagelig.

Alle historiske samfundsforandringer har krævet folk, der var villige til at ødelægge den gode stemning. Forandring kræver, at vi som mennesker erkender, at vi er nødt til ændre vores vaner og tilpasse os til en ny virkelighed. Og det kræver, at vi accepterer det uundgåelige ubehag, der kommer af at stikke ud, være på tværs og sige fra.

Det var ubehageligt at sige fra over for folk, der røg tobak indenfor. Og det er ubehageligt at sige fra over for folk, der kommer med racistiske eller homofobiske bemærkninger. Men ubehaget forsvinder ikke, hvis vi lader være. For så vil disse folk aldrig blive konfronteret med det ubehag, der kan få dem til at handle anderledes.

Derfor prøver jeg nu at overvinde min egen konfliktskyhed.

Jeg har fundet støtte hos forfatteren Luvvie Ajayi, der slår til lyd for at være ubehageligt ærlig. Hun gør det, fordi hun tror på, at alle grundlæggende gerne vil det bedste for kloden og hinanden, så når hun siger, hvad hun mener, er det altid med udgangspunkt i, at hun havde forventet mere af os alle sammen.

Hun siger, at du for alt i verden skal lade være med at bekymre dig om, hvordan den anden tager imod det. Dit ansvar er blot at sige fra og gøre det på en ordentlig måde. Derfor har hun tre ting, hun tjekker med sig selv, før hun deler en ubehagelig sandhed: Mener du det? Kan du forsvare det? Siger du det med kærlighed? For hvis man ikke kan sige det med kærlighed, er det bedre at lade være.

Det prøver jeg at efterleve. Jeg er begyndt at tage de svære og ubehagelige samtaler med venner, kolleger og familie, og forklare dem, hvorfor jeg handler, som jeg gør. Jeg fortæller, at jeg selv har været der, hvor de er. Jeg var også en ubekymret flyrejsende kødspiser. Og jeg fortæller historien om, hvordan jeg lærte klimaforandringerne at kende, og hvordan det har påvirket mig.

Politisk pres

Jeg presser ikke på for, at de skal opgive hverken flyrejser eller kød. For det handler ikke om vores individuelle forbrugsvalg, men om de politiske valg, vi træffer på vores børns og børnebørns vegne. I sidste ende er det kun som borgere og ikke som forbrugere, at vi kan stoppe klimaforandringerne.

Jeg fortæller dem, at vores politikere ligger under for præcis den samme flertalsmisforståelse, som alle os andre. At de er mere afhængige af os, end vi tror. At politisk handling kun kommer, hvis helt almindelige borgere som du og jeg er villige til at overvinde vores konfliktskyhed og højt og tydeligt fortælle, hvad der er på spil.

Derfor opfordrer jeg dem til at stemme på partier, der prioriterer grøn omstilling, eller presse de partier, de stemmer på, til at prioritere den. Sikre, at deres pensionsmidler ikke er investeret i olie og gas, men i grøn omstilling. Og ikke bare at lade som ingenting og håbe, at det løser sig selv.

Det er svært. Og det er ikke nok. For ingen af os kan gøre det alene. Derfor skriver jeg dette. For at presse mig selv til at blive ved. For at opfordre andre til at blive ved.

Vi må erkende, at vi ikke slipper for ubehaget ved at stå ved vores værdier. Derfor har vi brug for at finde sammen i en bred, folkelig og politisk slagkraftig klimabevægelse. For konfliktskyheden svinder først, når vi ikke længere føler os alene.

Kun ved at stå sammen kan vi rykke samfundets normer, så det bliver flertallet, der synligt og utvetydigt træffer de personlige og politiske valg, der kan sikre vores jord, vores hjem og vores børns fremtid.

Andreas Lloyd er selvstændig konsulent og aktiv i Klimanetværket.

Klimakrisen: En science fiction-film i slow motion

Jo mere jeg lærer om klimakrisen, jo mere virker det som plottet i en science fiction-film: Dystre profetier, en faretruende afgrund, der fravigeligt nærmer sig, skæbnesvangre valg og heltemodig kamp.

Faktisk adskiller klimakrisen sig kun fra film som Planet of the Apes og Terminator på to punkter:

  1. Det er ikke fiktion
  2. Det finder ikke sted over 2 timer, men over 100 år.

Jeg blev bekræftet i denne fornemmelse forleden, da jeg hørte en forelæsning, der lige så godt kunne have været en tidlig scene i en science fiction-film: Forskeren Johan Rockström gav en opsamling på udviklingen fra klimaforandringer til klimakrise. For som han bemærkede, så er klimaforandringerne her allerede, og mange steder er det allerede en krise.

Hurtigt gennemgik han de mange skovbrande, tørker, oversvømmelser og orkaner, der har ramt rundt om på Jorden i løbet af det sidste år. Det mindede mig om de klassiske sci-fi montage-sekvenser, hvor der med faretruende musik klippes mellem alle de forskellige steder på Jorden, hvor rumvæsenerne er landet, eller meteoritterne brager ned og smadrer Det Hvide Hus, Eiffel-tårnet og New York.

Det tog pusten fra mig. Men det var slet ikke det værste. Det, der for alvor slog krisens omfang fast for mig, var da han viste denne graf:

Slide fra Johan Rockströms præsentation. Fundet her.

Grafen viser udviklingen i Jordens gennemsnitstemperatur over de sidste 1,2 millioner år. Den flotte 8-talskurve skyldes, at Jordens bane rundt om solen er formet som en ellipse, hvor solen ligger tættere på den ene ende, snarere end i midten. Det betyder, at henover 100.000 år vil afstanden mellem Jorden og solen variere helt op til 18 millioner km, hvilket giver et udsving i Jordens temperatur. Det er bl.a. denne variation, der har givet anledning til istiderne (hvert af udsvingene ud i det blå felt til venstre repræsenterer en sådan istidsperiode).

Tilsvarende er hvert udsving ind i det violette felt en såkaldt “interglacial” periode, hvor Jorden hovedsageligt er fri for is. Og gennem de sidste 1,2 millioner år har Jorden altså fulgt dette 8-talsmønster i større eller mindre udsving (Rockström forklarede, at udsvingenes størrelse skyldes feedback-effekter i Jordens egen atmosfære, fx baseret på mængden af vegetation, mængden af is, der reflekterer sollys, osv.).

Det er dette smukke mønster, der gjort det muligt for os at ligge lunt i svinget i den holocæne periode i den inderste ring i 8-tallet, og som har givet os det stabile, varme klima, der de sidste 10.000 år siden den sidste istid har gjort det muligt for os at drive landbrug, bygge byer – og dermed alt, hvad vi kender som menneskelig civilisation.

Men på grund af vores CO2-udledninger de sidste 200 år har drivhuseffekten skubbet os ud af banen. Snarere end at følge denne trygge bane i 8-tallet, har vi nu kurs direkte mod ukendt territorium: For hvis vi når de 2 graders opvarmning, så spår forskere, at vi risikerer at nå ud over et eller flere tipping points, der gør, at vi slet ikke kan komme tilbage i det trygge 8-tal, som har styret Jordens klima de sidste 1,2 millioner år!

Et nemt eksempel på et tipping point: Når først majskornet bliver tilpas varmt, bliver det til et popcorn. Og hvordan kan man så gøre det til et upoppet majskorn igen?

De to stiplede linjer på grafen viser det skæbnesvangre valg vi står overfor: Kører vi videre mod afgrunden? Eller drejer vi fra i tide? Kan vi reducere vores globale CO2-udslip inden 2050? Kan vi holde os under 2 graders temperaturstigning?

Rockström erkendte da også, at det bliver svært: 2018 bliver det år i menneskehedens historie, hvor vi udleder mest CO2 nogensinde. Selvom vi har kendt til problemerne i mere end 40 år, er udledningerne kun steget og steget. Det er endnu ikke lykkedes os at knække kurven. Og tiden er ved at løbe ud. For at klare den, skal vi halvere vores globale CO2-udslip frem til 2030, og igen i 2040, og igen i 2050.

Men selvfølgelig, som i enhver god science fiction-film, er der stadig et håb: I en fjern ørken lærer en ung mand netop nu sin sande skæbne at kende og påbegynder træningen som jedi-ridder, så han kan vælte det onde imperium, der har bragt os i denne forfærdelige situation…

Og dog. Sådan er virkeligheden ikke. Der er ingen superhelte, der kommer og redder os. Der er kun os selv. Det er kun ved fælles hjælp, at vi kan knække kurven.

Og de dystre udsigter til trods, var Rockström stadig optimistisk: Produktionen af sol- og vind-energi ser ud til at vokse eksponentielt i de kommende år. Teknologien og økonomien kan sagtens lade sig gøre. Det handler kun om den politiske vilje til at få det til at ske.

Efter forelæsningen var der tid til spørgsmål fra salen. Og mellem en række tørre, tekniske policy-uddybninger rejste Alexandra, en af stifterne af Den Grønne Studenterbevægelse, sig op og stillede aftenens bedste spørgsmål: “Du siger vi har travlt. At vi kun har 10 år til at nå at vende det her. Men hvad kan jeg og mine medstuderende gå ud og gøre i morgen?”

Jeg husker ikke præcis hvad Rockström svarede. For i det øjeblik, tog min indre filminstruktør over:

Den grånende videnskabsmand kigger rundt i salen. “I skal holde presset. Politikerne skal vide, hvad der er på spil. Det er nu eller aldrig.”

Spændingen i rummet er dirrende. Han læner sig frem og kigger direkte på Alexandra med et halvt smil.

“May the force be with you.”

Vi har brug for en moralsk klima-revolution

Vi kan ikke vente længere. Det er både klimaforskere, aktivister og policy-udviklere enige om: Der er brug for en bred folkelig bevægelse, der kan sætte klimaforandringerne øverst på den politiske dagsorden. Men hvor skal den komme fra?

Vi kan finde inspiration og opmuntring fra abolitionisternes kamp for at afskaffe slaveriet. For deres krav virkede lige så umulige og uopnåelige i deres samtid, som klimabevægelsens krav om at lade fossile brændsler blive i jorden gør i dag. Som den amerikanske journalist Chris Hayes påpeger, så havde slaverne dengang samme betydning for sydstaternes økonomi, som fossile brændsler som kul, olie og naturgas har for den moderne verdens økonomi.

Ifølge historikeren Eric Foner repræsenterede slavernes arbejdskraft i 1860 en økonomisk værdi, der var større end alle landets banker, fabrikker og jernbaner tilsammen. Forestil dig, at vi lukkede alle banker, fabrikker og jernbaner uden at give kompensation til ejerne. Det ville være et økonomisk jordskælv. Men det svarer nok meget godt til, hvad klimaforekæmpere som Bill McKibben kræver, når han siger, at vi skal undlade at udnytte ca. 80% af de fossile brændsler, der stadig er i undergrunden for at kunne holde os under de 2 graders opvarmning. I runde tal svarer til at lade op mod 20 trillioner dollars ligge på bordet – og det vil koste arbejdspladser, velfærd og muligt andet, som både politikere og vælgere bekymrer sig om.

Derfor vil der altid være stor modstand mod forandringer, der stiller økonomiske interesser overfor retfærdighed. Frederick Douglass, der blev født som slave, og som flygtede nordpå og blev en af de stærkeste stemmer i kampen mod slaveriet, sagde det bedst: “Magt opgiver aldrig noget uden et krav. Det har den aldrig gjort, og det vil den aldrig gøre.”

Medaljon fra British Anti-Slavery Society (1795)

Vi glemmer let, at det tog flere generationers kamp at afskaffe slaveriet. Og at kampen slet ikke startede i Nordamerika, men i England, hvor mange virksomheder tjente tykt på at handle og transportere slaver. Allerede i 1790erne var der en stærk bevægelse i England for at forbyde slavehandel med bl.a. enorme underskriftsindsamlinger og massive boycots mod varer produceret med slave-arbejdskraft.

Som historikeren Kwame Anthony Appiah bemærker, var den fremspirende arbejderklasse en afgørende drivkraft i denne kamp. Disse mennesker, der selv sled hårdt i det, kunne levende forholde sig til grusomme historier om de umenneskelige vilkår, som slaver arbejdede under. Og derfor så de det som en plet på deres ære at støtte – direkte eller indirekte – en økonomi baseret på slaveri. De handlede, fordi de ville skamme sig over sig selv, hvis de lod være. Og med deres ord og handlinger rykkede de samfundets normer indtil flere og flere ville skamme sig, hvis de ikke tog aktiv stilling imod slaveriet.

Det var denne stædige kamp, der ledte til, at England i 1807 forbød slavehandel, og i 1834 afskaffede slaveriet i sine kolonier. Ikke alene efterlod dette andre slavenationer som USA (og ja, Danmark) stadigt mere politisk isolerede; det opmuntrede også stadigt flere borgere i disse lande til at kæmpe mod slaveriet. Og dette ledte til, at slaveri nu er forbudt over hele verden. Og i dag er det næsten ikke til at forestille sig, hvordan verden ville se ud, hvis ikke abolitionisterne havde taget den kamp.

I dag står vi overfor en lignende kamp. En lang, sej og grundlæggende politisk kamp om, hvilke hensyn, der skal veje tungest: Kortsigtede økonomiske hensyn eller værdighed og retfærdighed for natur og mennesker?

Danmark er et af de rigeste, tryggeste og mest stabile lande i verden. Vi har opnået enorm velstand gennem fossil energi. Men alligevel tør vores regering ikke gå foran, før de andre lande også forpligter sig. Alle venter på hinanden. Tænk, hvis alle lande skulle være med, før man havde kunnet afskaffe slaveriet. Så ville det nok stadig være tilladt idag.

Ligesom for den engelske arbejderklasse, så handler det ikke bare om vores egne umiddelbare behov, men om at kunne se os selv i øjnene. Ligesom abolitionisterne kæmpede for, at afrikanske og indfødte amerikanske slaver fik deres frihed og blev anerkendt som ligeværdige mennesker, så må vi i dag kæmpe for, at vi stopper vores udpining af jorden, luften og havene. For hvad nytter det, at vi sørger for, at vores børn har det godt nu, hvis vi efterlader dem en klode, der er ved at gå op i limningen?

Denne klode er vores eneste, umistelige hjem, og vi har den kun til låns. Derfor bør vi i Danmark tage ansvaret for at gå foran i en grøn omstilling. Og denne omstilling starter først og fremmest med en moralsk revolution. Vi må vi tage det første skridt og gøre et offer for nogen, vi ikke kender og måske aldrig kommer til at møde. For folk på den anden side af jorden. For vores ufødte børnebørn. For dyr og planter. Vi skal ikke gøre det fordi det vil lønne sig eller fordi det i sig selv vil være nok. Vi skal gøre det, fordi vi ville skamme os over os selv, hvis vi lod være.

En lettere redigeret udgave af dette essay udkom også på onlinemediet POV International.

En pædagogisk fejlslutning

I sidste uge blev mit blogindlæg om højskolerne udgivet på Altinget.dk, hvilket mange-doblede antallet af læsere. Ikke mindst fordi højskoleforeningen (FFD) også delte det på deres Facebook-side, og kaldte indlægget “en bredside til højskolerne.” Og der var da også flere, der så indlægget som et stråmandsangreb baseret på en falsk præmis båret af ubekræftede fordomme omkring højskolerne.

Christian Hjortkjær fra Silkeborg Højskole skrev:

Det er jo en klassisk fejlslutning, som vi alle kan begå. Jeg må i hvert fald med skam meddele, at jeg har begået den flere gange. At lancere et angreb på andre for egentlig at få bekræftet, at det jeg selv havde gang i, var godt. Det forklarer jo også den noget aparte pædagogisk strategi med ret ukonstruktivt at skubbe den, man vil samtale med, fra sig.

Det må jeg tage på mig. Jeg faldt for fristelsen for at tage afsæt i en nem kliché om højskolernes privilegerede afsondrethed. Jeg tænkte, at jeg måtte være lidt polemisk for at skabe opmærksomhed og få folk til at læse indlægget, men som Christian bemærker, så har det den modsatte virkning, hvis folk ser sig sure på indlægget allerede efter de første to afsnit.

For folk, der lever og ånder for højskolerne, kan min kritik let virke fordomsfuld, uvidende og virkelighedsfjern, for selvfølgelig er højskolernes fremtid og potentiale noget, som de indbyrdes snakker meget om allerede. Og det anerkender jeg ikke i tilstrækkelig grad. For dem kom mit indlæg til at virke som om, at jeg bare var ude på at score nogle billige point på deres bekostning.

Det er frustrerende for alle. For indlægget var aldrig tænkt som et angreb. Mit ønske er netop at åbne en samtale om højskolernes potentiale – ikke bare for højskolerne, men i høj grad også for folk som mig, der står udenfor højskoleverdenen, og som undrer os over, hvorfor højskolerne ikke lader til at rykke mere, end de gør.

Det var netop derfor jeg tog afsæt i, hvordan mange af os udenfor højskolerne oplever højskoleverdenen i dag. Jeg skrev mit indlæg i ånden “I gør det godt, men I kan gøre så meget mere…” Men den samtale opstår selvfølgelig ikke, hvis den indledende præmis kommer til at stå i vejen, og gør, at modtageren ikke oplever den omsorg og velvilje, som jeg skrev det med.

Det må jeg tage ved lære af.

Fra Hogwarts til handlekraft – nye veje for højskolerne i det 21. århundrede

Siden jeg stoppede hos Medborgerne, har jeg afsøgt hvilke veje, jeg nu skal gå. Jeg vil arbejde endnu bredere med at styrke fundamentet i det danske civilsamfund. Og skabe bedre vilkår for andre, der gerne vil engagere sig, men som ikke ved hvordan eller som er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet kan.

Højskolerne er på mange måder det oplagte sted at sætte ind. De er veletablerede, anerkendte og får en god portion statsstøtte, og er på mange måder den perfekte ramme til at give flere unge og voksne redskaberne, modet og den demokratiske selvtillid til at udfordre den driftspessisme, der præger vores samfund og skabe politiske forandringer nedefra.

Men for mig at se forløser højskolerne langt fra det potentiale, som de rummer for at præge det danske samfund. I dag ser de fleste et højskoleophold som et muntert fjumreår, der giver et tiltrængt afbræk fra alle de store karriereplaner, man ellers tumler med. Sat på spidsen er højskolerne lidt ligesom Hogwarts skolen fra Harry Potter-bøgerne: en lille magisk verden, der lever for sig selv, hvor ressourcestærke unge kan prøve kræfter med noget kreativt, inden de atter kaster sig ud i konkurrencestatens ræs.

Hogwarts (Billede: Max Pixel)

Det har selvfølgelig sin berettigelse, men der er potentiale for så meget mere. Derfor har jeg over de sidste måneder brugt en del tid på at udforske, hvordan højskolerne kan fornyes til at understøtte nye bevægelser i det danske civilsamfund, der kan præge Danmark i det 21. århundrede.

Jeg har snakket med en række forskellige indsigtsfulde mennesker både indenfor og udenfor højskoleverdenen. Og igennem disse samtaler har der tegnet sig tre forskellige indgange til at gentænke højskolerne, så de i langt højere grad kan være vedkommende, engagerende og synlige i samfundet:

 

1. Tag afsæt i de sager og visioner, som folk optagede af

Højskolerne startede som del af en bred folkelig bevægelse på landet, og det var denne forankring, der gav dem retning, mål og vision. Men højskolerne er ikke længere en del af nogen større bevægelse. De er knap nok en bevægelse i sig selv. Både som samlet bevægelse og som selvstændige lokale kraftcentre er de blevet mærkeligt anonyme. De er søbet ind i en form for politisk korrekthed fyldt med hurra-ord som demokrati og fællesskab uden at have noget særligt på hjerte – hverken den offentlige debat eller i konkrete politiske eller aktivistiske dagsordener.

Jeg mener, at de enkelte højskoler kan vinde meget ved at forholde sig synligt og aktivt til tidens store udfordringer. Ved at melde klart ud, hvad de står for og sætte noget på spil. Nogle højskoler gør det i nogen grad ved at udbyde linjefag om bæredygtighed eller aktivisme. Men det er som oftest drevet af elevernes efterspørgsel, og ikke en dybere stillingtagen fra skolens side.

Klimamarch i København, september 2018 (foto: Marcus Power)

Ved at engagere sig direkte i nogle af de nye bevægelser, der er i samfundet og understøtte dem med viden og ressourcer, kan højskolerne lave nyskabende samarbejder, der på sigt kan placere dem i nogle af de bevægelser, der kommer til at forme Danmark i de kommende år. Det kunne fx være:

2. Tag afsæt i de færdigheder, som folk ønsker at tilegne sig

Vores uddannelsessystem producerer mange akademikere, og mange af dem opdager henad vejen, at de vil ikke være symbolanalytikere. De savner et håndværk, og vil lære konkrete færdigheder, der kan bruge i virkeligheden. Flere og flere unge erkender dette tidligt og beslutter sig for at gå helt udenom uddannelsessystemet.

Deres slogan er “Love learning. Hate school.” De trives ikke i de formelle uddannelsesrammer, og føler sig derfor nødsaget til at gå deres egne veje. De sammenstykker deres læringsforløb som frivillig på en bondegård eller som freelance programmør, kombineret med gratis online video-kurser, deltagelse i open source praksisfællesskaber og grundforløb på tekniske skoler eller lignende.

Men mange oplever, at det er svært at finde vej i den enorme mængde information, der er til rådighed online. Og det er svært at finde sin plads som nybegynder. Mange savner stærke de rollemodeller, som de kan spejle sig i, og de savner støttestrukturer af netværk og kontakter, der kan hjælpe dem videre. Og ofte savner de også rammer, hvor de kan finde et fællesskab og lære nogle praktiske færdigheder, som de ikke bare kan google sig til.

Det lille jordbrug (foto: Jyderup Højskole)

Jeg tror, at der er et enormt potentiale for at understøtte sådanne selvorganiserede læringsfællesskaber igennem højskolerne. Højskoler som Brenderup og Jyderup er allerede begyndt at tilbyde kurser i økobyggeri og småjordbrug, der netop søger at dække sådanne behov. Meget sigende kalder de det “en omvendt Grundtvig“, for det handler i høj grad om at give bogligt uddannede noget jord under neglene. Men det kan i praksis handle om alle former for praktiske færdigheder, som fx:

  • Programmering (samarbejde med fx PROSA eller open source fællesskaber som Do:Topia og BornHack)
  • Naturvidenskabelig “borgerforskning”  – fx biohacking, hacklabs, makerspace, etc. (i samarbejde med fx Labitat, Biologigaragen, TechFestival, etc.)
  • Mad og havebrug (fx i samarbejde med fx Praktisk Økologi, Fødevarefællesskaberne, Årstiderne, etc.)
  • Håndværksfag som tømrer, snedker eller murer, hvor håndværket kombineres med kreative og boglige fag på nye og inspirerende måder, der kan tiltrække nogle af de dem, der ikke føler, at de passer ind på de tekniske skoler (sådanne forløb kan laves i samarbejde med tekniske skoler som fx NEXT i København).

 

3. Tag afsæt i andre livssituationer, hvor folk også er åbne overfor at tage på højskole

Langt de fleste højskole-elever er i starten af 20erne, og er i gang med at finde ud af, hvad de egentlig vil med deres liv. Denne gruppe er så dominerende på mange højskoler, at folk, der er ældre eller i en anden livssituation, ikke føler, at de kan passe ind. Og det er et stort tab for højskolerne. Dels  ender de alt for let som selvforstærkende ekko-kamre af unge mennesker, der står med de samme udfordringer og erfaringer. Og som derfor ikke får glæde af al den viden og indsigt, som folk, der er andre steder i livet, kommer med. Dels udelukker højskolerne store grupper af potentielle elever, der kan skabe ny begejstring og økonomi for skolerne.

For det er ikke kun, når man er i starten af 20erne, at man har brug for at finde ud af, hvad man vil med sit liv. I takt med den teknologiske udvikling og globaliseringen ændrer arbejdsmarkedet og vores jobmuligheder, vil flere og flere voksne også blive konfronteret med at skulle genopfinde sig selv arbejdsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Og tage stilling til alle de muligheder, som de tidligere havde udelukket. Og det er langt sværere, når man fx er i 40erne eller 50erne, end når man er i 20erne – for det er stadigt meget socialt svært og utrygt at skifte karrierespor, fag eller livsretning, når det forventes, at man allerede har etableret sig.

Derfor er der ikke alene et stort potentiale, men nærmest en samfundsmæssigt fordring, at gentænke rammerne for højskolen, så det er muligt for folk i andre livssituationer at være med. Det kunne fx være:

  • Dem, der holder pause efter deres første voksen-job. Rigtigt mange nyuddannede kæmper for at få deres første rigtige job. Men efter at have etableret sig på arbejdsmarkedet i et par år, er der mange, der stopper op og spørger sig selv, “hvad fanden var det egentlig, jeg ville?” Sådan havde jeg det selv, da jeg sagde mit første job op i 2010. Og der ville jeg ønske, at der var en højskole, hvor der plads til at være omkring de 30 i stedet for omkring de 20.
  • De prekært ansatte. En del nyuddannede kan ikke se sig selv i en fast stilling, og prioriterer deres egen frihed og mulighedsrum højere. Derfor springer de ofte fra den ene projektansættelse eller freelance-opgave til den næste. Men mange føler sig også meget alene og mangler redskaber og netværk til at strukturere deres hverdag. Højskolerne kunne danne rammen for en slags støttestruktur og kursusforløb for folk, der ønsker at skabe og sammenstykke et arbejdsliv, hvor de selv bestemmer tempoet og hvor mange opgaver, der ligger på deres bord.
  • Stress-sygemeldte. Kunne man forestille sig en højskole, hvor tempoet var et helt andet? Hvor der var plads til langsomt at genfinde gejsten og glæden efter at have kæmpet med stress, angst, depression eller nogle af de andre sociale patologier, der præger vores sen-moderne tilværelse?
  • Ny-pensionerede. Mange ældre er allerede flittige brugere af højskolernes ugekurser, og der findes allerede to senior-højskoler hhv. på Falster og i Vestjylland. Men så vidt jeg ved, er der ikke nogen skoler, der målrettet understøtter ældre, der går på pension og nu skal finde ny mening, retning og indhold i deres hverdag. Og det ville jo være skønt og inspirerende for sådanne ny-pensionerede at få lejlighed møde andre søgende, der ikke alle var på alder med dem selv.

Og så er der selvfølgelig alle dem, der ikke næppe har mulighed for at tage et langt højskolekursus, men som om nogen trænger til det:

  • Småbørnsfamilier. Der er selvfølgelig en del familie-sommerkurser rundt omkring i landet. Men der er ingen højskoler, der sætter familien i centrum. Hvorfor ikke lave en højskole for småbørnsforældre? Hvor man kan tage en del af barslen sammen? Hvor man kan møde andre familier i samme livssituation? Hvor der er en integreret institution, så de ældre søskende eller børn kan gå i vuggestue eller børnehave, mens forældrene lærer om noget, som ellers måtte opgive at få lejlighed til at lære?
  • De 40+ årige med børn og hus. Rigtigt mange når op i 40erne, og er blevet så vel-etablerede med arbejde, hus, børn, biler og en hverdag, hvor der ikke er megen plads til slinger. Nogle rammes undervejs af et meningstab, hvor man helt mister føling med, hvad der egentlig er vigtigt. Og en del sukker efter muligheden for at gøre noget andet med sit liv. Men der er aldrig rigtig tid til at stoppe op og reflektere over det og finde ud af, hvad alternativet kunne være til villa, volvo og vovse. Sådanne mennesker kunne have stor glæde af at et højskoleophold på en uge eller to, hvor de kunne opleve nogle andre måder at indrette tilværelsen på. Ikke fordi de skal kaste alting op i luften, men ligeså meget for at have tid til reflektion og samtaler med andre, der er samme sted i livet.

 

***

Jeg håber, at disse idéer kan give anledning til refleksion, samtaler og udvikling hos de enkelte højskoler rundt om i landet. Men jeg håber også, at det kan være et indspark i en større samtale om, hvordan vi skaber de bedst mulige vilkår for at lære og styrke vores borgermuskler og det danske civilsamfund i det hele taget.

Fri fugl

Siden august har jeg været en fri fugl, og i første omgang er jeg gået tilbage til det, jeg tjente mine penge på, før jeg blev ansat hos Medborgerne: Selvstændig konsulent.

I september var jeg vært på Coop Amba’s store årlige Severin-seminar. Coop Amba (som tidligere hed FDB) har iværksat en ny strategi, der har som mål engagere alle foreningens 1,7 millioner medlemmer. For på den måde at skabe mere liv og engagement i de lokale butikker, så medlemmerne virkelig føler sig som de medejere af hele foretagendet, som de retteligt er.

Seminaret fandt sted over to dage i hhv. Silkeborg og København, med over 100 deltagere fra hhv. Jylland og Øerne. Seminaret bestod af en blanding inspirationsoplæg, samtaleøvelser og idéudvikling. Det gav anledning til både at fortælle om mine erfaringer fra Københavns Fødevarefællesskab, og rulle al vores gamle tankegods fra Borgerlyst ud. Og fordi setuppet var så stort gav det også anledning til at samarbejde med Nadja igen. Blandt andet udviklede vi et helt nyt samtalespil ved navn “Dig og din butik”, som deltagerne kunne tage med hjem til at sætte gang i samtalerne i deres lokale butikker:

Det var en rigtig sjov prototype at udvikle og afprøve. Og der er store muligheder for at tilpasse og videreudvikle sådanne samtalespilformater i andre sammenhænge.

Arbejdsmæssigt prøver jeg at stykke det sammen af større og mindre opgaver. Og jeg leder også efter faste tjanser eller et job, der kan sikre mig en mere sikker indkomst. Så hvis du hører om noget, hvor der er brug for en konsulent eller projektleder med fokus på engagement, facilitering, samtaler, organisationsudvikling, frivillighed, bruger- eller borgerinddragelse eller lignende. Så giv mig et praj. 🙂

(billederne herover fra Severin-seminaret er taget Carsten Lingren fra Coop Amba)

At tale om naturen

Har lige læst Robin Wall Kimmerers fantastiske essay Speaking of Nature, der handler om, hvordan vores sprog er med til at forme vores forhold til naturen

Inspireret af sine aner hos Potawatomi-stammen, introducerer Kimmerer to nye stedord på engelsk, så vi kan skelne mellem levende væsener (som fx planter, dyr, vindpust, bække og åer) og ikke-levende ting (fx stole, cykler, biler, telefoner osv.). Hun beskriver, hvordan folk begynder at forholde sig anderledes til verden, når de bruger disse ord (brænde er ikke længere noget, man hugger eller finder – det er noget, vi får foræret af vores levende slægtninge).

Det fik mig til at tænke på: Mange steder i verden er der sprog og kulturer, hvor et sådant animistisk verdenssyn ligger tættere på overfladen, og hvor relationen til vores levende omverden i langt højere grad anerkendes og kommer til udtryk. Men i Danmark og Skandinavien har jeg indtryk af, at det ligger meget fjern (hvilket muligvis blot er et udtryk for min rodløse historieløshed). Jeg tænker, at måske hekse og asa-tro er det, der kommer tættest på i dag. Men det er ikke så meget et levende sprog og kultur som fx potawatomi’erne er.

Derfor er jeg blevet nysgerrig på, hvem man skal snakke med for at blive klogere på de sproglige sider af vores forhold til naturen – i en lokal skandinavisk kontekst. Jeg skrev ud på Facebook, og har fået en et par anbefalinger. Men hvis du kender flere, så sig til!