All posts by Andreas

Klimakatastrofen kan virke uovervindelig. Men det må vi ikke lade os stoppe af

Kronik udgivet i Kristeligt Dagblad d. 8. september 2022:

Tidens små tiltag for at mindske klimaforandringerne er slet ikke nok. Vi må gøre noget radikalt og håndtere klimakrisen, som om vi skulle i krig

I december 2018 gik omfanget af klimakrisen for alvor op for mig. Jeg hørte Johan Rockström, en af en verdens førende klimaforskere, holde foredrag i København. Han gjorde det klart, at vi kun havde to år, hvis vi skulle nå Paris-aftalens mål om holde den globale temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader. Hvis vi ikke knækkede kurven for CO2-udledninger senest i 2020 ville det være for sent.

Foredraget blev et vendepunkt for mig. Jeg forstod, hvor meget der er på spil, og hvor vigtigt det var at skabe et bredt, folkeligt pres for ambitiøs klimahandling. Det blev afgørende for, at jeg for alvor kastede mig ind i kampen for at gøre folketingsvalget grønt i 2019, så vi i Danmark kunne gøre vores del for at nå Paris-aftalens målsætninger.

Langt de fleste klima-aktivister kan pege på lignende øjeblikke, hvor klimakrisens alvor virkelig er gået op for dem. Hvor de har mærket den der synkende fornemmelse af, at det er nu eller aldrig. Det er lige dele vrede, sorg og desperation. Følelsen af, at vi bliver nødt til at gøre noget. Og det gjorde vi. Klimavalget i 2019 var et jordskælv i det politiske landskab. Det ledte til en klimalov og målet om 70 procent reduktion i 2030, som ingen politiske partier eller kommentatorer havde troet muligt.

Men desværre er klimakrisen ikke noget, der bare lige kan fikses med et klimavalg eller et ambitiøst reduktionsmål. Det er snarere, som den amerikanske forfatter James Howard Kunstler beskriver det, en meget lang nødsituation. Den finder sted på en tidsskala, der er svær for os at forholde os til. Faktisk har den allerede varet årtier, for klimaforandringerne har været på den politiske dagsorden i over 30 år – omend først for alvor efter, Greta Thunberg og Den Grønne Ungdomsbevægelse slog igennem i 2019.

Det er en krise, der varer så længe, at den før eller senere bliver hverdag. Klimaforandringer er ikke en nyhed længere. Greta er ikke længere i fjernsynet. Der kommer færre og færre til klimamarcherne. Man kan ikke være vred og desperat hele tiden. Og som tiden går, træder det i baggrunden. Vi har for travlt med at sørge for, at vores børn har det godt nu, til at vi kan bekymre os så meget om, hvilken fremtid, de kommer til at vokse op i. Vi kigger os omkring og tænker, at alle andre ikke virker bekymrede. Og vi falder for den flertalsmisforståelse, at vi nok er de eneste, der stadig bekymrer os for klimakrisen, og at alle andre lader til at have tiltro til, at politikerne gør så meget, de kan, så hurtigt det kan lade sig gøre. At det ikke nytter at råbe mere op. At klimabevægelsen nok har toppet.

Forleden hørte jeg et interview med Johan Rockström, hvor han samlede op på udviklingen de sidste fem år. Han sagde, at det nu er for sent at nå de halvanden grader. Selvom politikere rundt om i verden efterhånden er begyndt at sætte handling bag ordene, så går det stadigvæk alt, alt for langsomt. Vi har endnu ikke knækket kurven. Det er allerede for sent at forhindre, at klimaforandringerne kommer til at have voldsomme, og visse steder også katastrofale, konsekvenser i dette århundrede. Vi mærker det allerede med hedebølger, tørke, skovbrande og oversvømmelser rundt om i verden. Og det vil kun blive værre. For de stigende temperaturer har allerede ramt flere tipping points. Amazonas lagrer ikke længere kulstof i samme omfang som tidligere. Nordpolen vil være isfri om sommeren, og det mørke hav vil optage meget mere af sollysets energi. Det vil lede til selvforstærkende effekter, der kun vil accelerere opvarmningen yderligere.

Pludselig står krisen skarpt for mig igen. Både sorgen, vreden og følelsen af “nej! Vi bliver nødt til at gøre noget.” Bare fordi vi ikke længere kan nå de halvanden grader, betyder det ikke, at vi lige så godt kan give op. For klimakrisen er ikke et sort/hvidt, vind-eller-tab, løsning-eller-ingen-løsning regnestykke. Kampen stopper ikke ved halvanden eller ved to grader. Hver grad, vi kan mindske temperaturstigningerne, gør en enorm forskel. Lige præcis, hvor meget vi (og fremtidige generationer over hele kloden) er på røven, afhænger af rigtig mange ting, som vi stadig kan nå at gøre noget ved.

Her mener jeg politisk – for det er kun en massiv politisk indsats af den slags, der kan få hele lande og økonomier til at skifte kurs, der kan gøre en forskel her. Vi bør selvfølgelig alle reducere vores personlige klimaaftryk, for sammen kan det gøre en forskel. Men vi skal hverken skamme os eller brokke os over andres forbrug, for i sidste ende er det kun gennem fælles, politisk handling, at vi kan rykke på en global, systemisk krise.

Nu er der et nyt folketingsvalg lige rundt om hjørnet. Og ironisk nok er situationen meget den samme, som den var for tre år siden. Igen er det de færreste partier og politikere, der profilerer sig på klima – for dén sag er de jo allerede i gang med at løse, og ingen har lyst til at overbyde de målsætninger, der allerede er sat – og som alligevel ikke tegner til at blive indfriet. Københavns Kommune har lige meldt ud, at de ikke som planlagt bliver fossilfri i 2025, fordi de har sat deres lid til en umoden “carbon capture”-teknologi, der endnu ikke har vist sig effektiv på den ønskede skala. Klimarådet vurderer, at regeringen stadig mangler at finde halvdelen af de 20 millioner ton CO2, der skal til for at nå målet om en 70 procents reduktion i 2030.

At vinde langsomt er det samme som at tabe som den amerikanske klimabevægelses grand old man Bill McKibben har sagt det. Derfor er det på tide at indse, at klimakrisen ikke passer ind i de vante politiske rammer. Som den britiske journalist George Monbiot har bemærket, så må vi i den grønne bevægelse holde op med at lyve for os selv og andre ved at lade, som om små, gradvise forbedringer giver de store forandringer, der er brug for.

Vi fik ikke klimaloven i 2019 ved at være rimelige, men ved at bryde ud af de eksisterende rammer og kræve det nødvendige. Nu må vi gøre det igen. Sagen er, at langt det meste af klodens energiproduktion ret hurtigt kan gøres fossilfri i løbet af de kommende årtier. Produktionen af sol- og vindenergi ser ud til at fortsætte med at vokse eksponentielt. Teknologien og økonomien kan sagtens lade sig gøre. Det er kun den politiske vilje, der mangler. Men det kræver, at vi kommer op i et helt andet gear. De amerikanske klima-aktivister Margaret Klein Salamon og Ezra Silk har argumenteret for, at hvis vi skal gøre alvor af den grønne omstilling, skal vi mobilisere hele samfundet i samme omfang som USA gjorde efter angrebet på Pearl Harbor i 1941. For at blive i stand til at vinde Anden Verdenskrig omstillede man i løbet af få år hele produktionsapparatet på at understøtte krigsindsatsen, man indførte rationering, nye heftige indkomst- og virksomhedsskatter, kvinder overtog fabriksjobs fra de mænd, der tog i krig, og der blev etableret over 50 millioner haver, der producerede over 40 procent af landets grøntsager under krigen. Det var en fælles indsats på tværs af hele samfundet.

Vi har brug for at gøre noget lignende. Det er radikalt. Og mange vil mene, at det er umuligt inden for de nuværende politiske rammer. Men det må vi ikke lade os stoppe af. I stedet må vi være realistiske og kræve det umulige, som studenteroprørerne proklamerede det i 1968. For i sidste ende er det den eneste måde, vi kan lære at leve i denne lange nødsituation: Ved at tage den alvorligt i det omfang, den kræver.

Medborgerne lukker, men erfaringerne lever videre

I sommeren 2022 blev det meldt ud, at foreningen Medborgerne lukkede. Herunder den uforkortede version af mit indlæg om mine erfaringer fra Medborgerne, som blev udgivet i Altinget:Civilsamfund onsdag d. 7. september 2022.

 

Medborgerne lukker, men erfaringerne lever videre

I starten af juli blev det i al stilfærdighed meldt ud, at foreningen Medborgerne lukker. Siden 2014 har Medborgerne arbejdet for at introducere den amerikanske community organising-tilgang i Danmark til at forny og styrke civilsamfundets fællesskaber og bekæmpe den magtesløshed, som stadig flere danskere føler i deres hverdag. Og i 2017 blev det til Danmarks første borgeralliance af lokale fællesskaber på Nørrebro og Nordvest i København med støtte fra Tryg Fonden og siden også Tuborgfondet og Velux-fonden.

Men nu er det altså slut. Den 21. juni afholdt bestyrelsen en ekstraordinær generalforsamling og besluttede at opløse foreningen, opsige alle ansatte og tilbagebetale de resterende fondsmidler ved udgangen af august.

Det var en trist besked at få. Ikke mindst for mig, der har lagt så meget arbejde og hjerteblod i at opbygge Medborgerne i foreningens første år. Siden jeg selv stoppede som ansat i juni 2018 har jeg kun fulgt Medborgerne perifært fra sidelinjen, så jeg kender ikke detaljerne bag beslutningen, men alligevel kommer den ikke som den store overraskelse.

For selvom det udadtil er lykkedes Medborgerne at blive en lokalpolitisk magtfaktor og engagere lokale borgere i kampagner om alt fra bedre belysning, flere fritidsjobs, fodboldbaner og busstoppesteder, så er det mit indtryk, at indadtil har det til stadighed været svært at skabe en bæredygtig organisation og økonomi.

Jeg vil ikke gøre mig klog på de aktuelle omstændigheder, der ledte til, at bestyrelsen valgte at lukke Medborgerne. Men jeg var en aktiv del af Medborgernes første år (fra 2014 til 2018), og efterfølgende har jeg reflekteret over de fejl vi begik i opstarten, og over hvorfor det var så svært for os at introducere community organising i Danmark på en bæredygtig måde.

Her er 9 erfaringer, som jeg har tager med mig fra Medborgerne:

1) Community organising er et fag
Community organising er en svær og krævende faglighed, hvor man både skal kunne agere leder, coach, underviser, sparringspartner, agitator, facilitator, kampagneudvikler, PR-person og lobbyist. Især på et lille sekretariat med kun to-tre ansatte. Det kræver tid, støtte og sparring at opbygge denne faglighed.

Da vi startede Medborgerne havde vi kun minimal forudgående erfaring med community organising. Vi havde været på en uges lederskabstræning hos Citizens UK, og havde slet ikke prøvet at lave lokalpolitisk organiseringsarbejde før. Vi måtte prøve os frem ud fra forskellige håndbøger og begå en masse fejl undervejs. Den manglende faglighed og viden ledte både til spændinger internt imellem os ansatte, men også i forhold til bestyrelsen. For hvordan kunne vi vide, om vi gjorde det rigtige?

Vi prøvede at kompensere ved at bruge rigtigt mange kræfter på arbejdet, men det sled meget på os og vores indbyrdes relationer. Og de fleste ansatte i Medborgerne holdt sjældent mere end et år eller to på jobbet. Denne store gennemstrømning af ansatte er drænende for en organisation, hvis arbejde er båret af stærke relationer og solid faglighed. I løbet af organisationens 6 årige levetid er hele sekretariatet løbende blevet udskiftet tre gange. Denne manglende institutionelle erfaring og hukommelse har gjort det rigtigt svært at skabe en bæredygtig organisation.

2) Community organising skal oversættes til dansk
Da vi startede Medborgerne, var vi (nok især jeg) forblændet af historierne og erfaringerne med community organising som metode fra England og USA. Vi havde sat os for at skabe en lignende form for “broad-based community organisation” i Danmark, uden at gøre os klart, hvilke forskelle, der er mellem Danmark og de samfund, som community organising udspringer af.

I de første år var vi alt for tro mod den engelske model – ikke mindst fordi vores mentorer i Citizens UK insisterede på, at vi skulle følge deres model til punkt og prikke. “Ellers bliver det ren Frankenstein”, som de sagde med henvisning til adskillige mislykkede projekter i andre lande. Derfor gik der længe før vi anerkendte de store og grundlæggende måder, hvorpå Danmark adskiller sig fra England og USA. F.eks. er det politiske landskab helt anderledes. Community organising udspringer af en politisk tradition, der er præget af to store partier, der giver civilsamfundet færre muligheder for at få direkte indflydelse. Derfor var det nødvendigt at opbygge borgeralliancer for at opnår den fornødne politiske slagkraft til at gøre sig gældende. Men i Danmark er der mange flere partier og der er meget stærkere tradition for samtaledemokrati, borgerinddragelsesprocesser og brede forlig, der gør, at flere føler sig hørt. Men det gør også, at en del civilsamfundsorganisationer ikke føler behov for at indgå i alliancer for at gøre sig gældende politisk.

Efterhånden erkendte vi, at der var brug for langt mere improvisation, tilpasning og udvikling, end vi først havde troet. Men vi manglede faglighed, erfaring og støtte, og det blev en hård og slidsom læringsproces før vi for alvor kunne begynde at oversætte community organising til dansk.

3) Danmarks civilsamfund er dybt sammenflettet med den offentlige sektor
Et grundprincip i community organising er, at man skal være økonomisk uafhængig for at kunne være politisk uafhængig. For hvis ens økonomi er afhængig af velvilje fra politiske beslutningstagere, så vil man være tilsvarende mindre villig til at stille krav og være politisk besværlige. Groft sagt, så bider man ikke den hånd, der fodrer. Derfor havde vi i Medborgerne fra starten besluttet, at vi ikke ville tage imod offentlige midler til vores organiseringsarbejde.

Men det viste sig hurtigt, at næsten alle de civilsamfundsorganisationer, som vi henvendte os til modtog støtte fra det offentlige. Det var nærmest kun helt små frivillige foreninger, uafhængige trossamfund så som frikirker og moskéer, og fagforeninger, der ikke var afhængige af offentlige midler. På den ene side er det en enorm gave, at der er så mange offentlige midler tilgængelige til at understøtte driften i det danske civilsamfund. På den anden side mindsker det også civilsamfundets villighed til at udfordre og agere politisk. Denne sammenfletning skaber en lidt indspist konsensus-kultur, hvor man er glad for hvad man har, og nærmest kun reagerer, hvis man står til at få skåret i sine bevillinger.

Vi oplevede, at en del potentielle medlemsorganisationer ikke ønskede at engagere sig, fordi de var bange for at få problemer i forhold til brugen af de midler, de fik fra det offentlige. For hvordan kunne de forsvare at gå ind i enkelt-sager, der prioriterede visse lokale borgeres behov, og dermed indirekte var på bekostning af andres? De ignorerede bekvemt, at resultatet var, at de så slet ikke gjorde noget.

Dette gjorde det meget sværere for os at skabe en økonomisk bæredytig organisation. Dels fordi det var svært at rekruttere kontingentbetalende medlemsorganisationer. Dels fordi vi selv havde valgt at afskære os fra den lettest tilgængelige financieringskilde i det danske civilsamfund af principielle årsager. Og det gjorde os tilsvarende mere afhængige af bløde, projekt-baserede fondsmidler til at sikre den daglige drift.

4) Vi skulle ikke være startet i København
Vi valgte Nørrebro/Nordvest fordi det er den del af København, der mindede mest om Øst-London, hvor Citizens UK introducerede community organising i England: Det er den mest etnisk blandede bydel, med en stærk tradition for civilsamfundsorganisering, med stærke civilsamfundsfællesskaber – ikke mindst trossamfund, og med stor social ulighed. Dertil kommer, at bydelen har fået massiv medieopmærksomhed gennem de sidste 20 års politiske fokus på integration.

Problemet var, at kvarteret allerede var oversvømmet af udefrakommende med gode hensigter. Her var offentlig sektor og civilsamfund næsten fuldstændig filtret sammen: Da vi startede var der to lokaludvalg, tre kommunale områdefornyelser og 8 boligsociale helhedsplaner i gang. Og dertil kom alle de øvrige fondsstøttede og frivillige projekter, der også havde sat sig for at skabe integration og social mobilitet. Der var alt for mange midler, alt for mange projekter og alt for mange udefrakommende, der ville løse lokale problemer. Og dertil kom, at mange af de borgere, som det ville have været oplagt at engagere i Medborgerne, allerede var engagerede i kommunale initiativer.

Vi kendte selvfølgelig godt til alle de andre projekter, da vi startede. Men vi anså denne projektkultur som en del af problemet i kvarteret. At midler altid er bundet op i 4-årige projektbevillinger, der ikke sikrer en blivende tilstedeværelse, stærke indbyrdes relationer og lokalt ejerskab. Det er hele tiden kommunen eller andre udefra, der tager initiativet og sætter rammerne. Vores mål var skabe en lokal organisation ejet og drevet af lokale borgere og fællesskaber, så de kunne tage initiativet og sætte rammerne. Men vi gjorde det unødvendigt svært for os selv, fordi vi startede et sted, hvor der var så mange kommunale initiativer, som vi havde svært ved at adskille os fra.

Efter vi havde været i gang et lille års tid snakkede jeg med forfatteren og sociologen Aydin Soei, som påpegede vores fejl. “I skulle være startet i Avedøre eller i Taastrup eller i Brøndby”, sagde han. “Problemerne er de samme, men der er slet ikke samme opmærksomhed omkring dem.” Jeg tror, at han havde ret.

5) Vi manglede en invitation
Et andet grundprincip i community organising er, at man aldrig må gøre for andre, hvad de kan gøre for sig selv. Derfor må man aldrig komme ind udefra med løsninger, som folk ikke selv har valgt. Man kan først gå i gang med at organisere et lokalsamfund, når man har fået en invitation.

Vi havde været så heldige at få en bevilling på 1,9 millioner fra Tryg Fonden til at opbygge en borgeralliance, men havde ikke fået nogen invitation fra borgerne på Nørrebro/Nordvest til at gøre det hos dem. Vi undskyldte os med, at ingen i Danmark kendte til community organising og borgeralliancer, og vi kunne jo ikke få en invitation at opbygge noget, som folk ikke kendte. Nu havde vi fået pengene, så nu var det bare ud over stepperne.

Men invitationen er afgørende. Hele arbejdet med en borgeralliance afhænger af, at der er et stærkt lokalt ejerskab, at lokale folk ønsker at skabe en borgeralliance og er villige til at lægge deres tid og penge i at få det til at ske. Vi kom udefra med et koncept fra udlandet, masser af bløde fondspenge og en bestyrelse bestående af folk, der var interesserede i konceptet og dets nationale potentiale, men som ikke havde relationer eller tilknytning til lokalsamfundet. Det betød, at vi to ansatte organisers skulle arbejde meget, meget hårdere for at skabe relationer, tillid og interesse og skabe fundamentet for en borgeralliance.

6) Stærke relationer tager tid
I vores indledende projektplan havde vi afsat lidt over et år til at opbygge og lancere Medborgerne som en borgeralliance. Vores deadline var kommunalvalget i november 2017, hvor Medborgerne skulle være klar til at træde ind på den lokalpolitiske scene. Allerede før vi gik i gang drømte vi om et stort assembly i et fyldt Nørrebrohallen i stil med de citizens’ assemblies vi havde oplevet hos Citizens UK i England.

Men det var en helt urealistisk tidsplan. Vi havde alt, alt for travlt. For relationsopbygning tager lang tid. I England tog det 10 år overhovedet at finde pengene til den første borgeralliance. Og yderligere 3 år at opbygge den. Opstartsperioden for de andre borgeralliancer i England og Tyskland ligger typisk på 3-5 år, hvoraf de første år er helt uden ansatte – der er kun en frivillig bestyrelse, der skaber relationer og rejser penge.

Vi burde have brugt lige så lang tid. Når jeg tænker tilbage på det nu, så virker det som en helt utrolig præstation, at vi formåede at samle 8 betalende medlemsorganisationer og over 400 borgere i Nørrebrohallen i september 2017 – den korte tidsfrist og det begrænsede lokale ejerskab til trods.

7) De danske civilsamfundsorganisationer mangler relationer
I Danmark er vi stolte af vores foreningsliv og stærke civilsamfund. Og at over 40% af danskerne aktivt tager i frivilligt arbejde. Men bag tallene oplevede vi en anden virkelighed. Mange af de organisationer, som vi arbejdede sammen med, havde meget svært ved at engagere deres medlemmer og bagland. Langt hovedparten af arbejdet lå hos Tordenskjolds soldater i form af ansatte og tillidsvalgte. Og det var de færreste organisationer, hvor man havde føling med, hvad de mange folk, som de arbejdede for, rent faktisk bekymrede sig om. I mange af organisationerne var relationerne simpelthen for få og for svage.

Som del af optakten til lanceringen iværksatte vi en “lyttekampagne”, hvor vi inviterede potentielle medlemsorganisationer til at lytte til deres medlemmer og bagland og høre, hvad der lagde pres på dem i deres hverdag. Hvilke lokale sager var så vigtige for dem, at de selv følte, at de ville gøre noget ved det? Lidt kækt kaldte vi kampagnen for “3000 stemmer fra Nørrebro/Nordvest” for at signalere, at vi ville have en betydelig del af kvarterets ca. 130.000 borgere i tale.

Men vi kom slet ikke i nærheden af de 3000. Det var kun de få af organisationerne, der kunne samle folk til lyttemøder eller møde dem til én-til-én-samtaler. Dette overraskede mig, for målet med lyttekampagnen var ikke blot at få føling med hvilke sager, der lå lokale borgere på sinde. Det var i endnu højere grad at skabe og styrke relationer til de borgere, der i sidste ende skulle være med til at skabe den forandring, de ønskede sig. Selvfølgelig var en del af forklaringen, at vi havde alt for travlt og ikke havde nået at opbygge tilstrækkeligt stærke relationer til de organisationer og fællesskaber, som vi prøvede at engagere i lyttekampagnen. Men i vores efterfølgende kampagner og aktiviteter mødte vi det samme mønster igen og igen: Vi havde meget svært ved at engagere medlemmerne i vores medlemsorganisationer. Afstanden mellem organisationernes sekretariat og ledelse og de medlemmer, som de repræsenterede, var simpelthen for stor. Vi endte med selv at være Tordenskjolds soldater.

8) Kampagnen er et godt politisk læringsrum
Da først vi havde etableret Medborgerne med en medlemskreds af lokale organisationer, der havde valgt tre mærkesager, kunne vi gå i gang med det egentlige arbejde: At finde lokale sager og udvikle krav og kampagner, der kunne skabe opmærksomhed og grundlag for dialog med de politiske beslutningstagere i kommunen. Og igennem disse kampagner vise værdien af at have en borgeralliance og skabe og styrke relationer til endnu flere lokale borgere.

Vi lærte meget i vores første kampagne “Tryg Nørrebro Station“, der sikrede et løft af stationsområdet til over 8 millioner. Dels om den lokalpolitiske virkelighed og om hvornår det politiske mulighedsrum er åbent for påvirkning. Dels om, hvordan vi bedst kan engagere lokale borgere. Efterhånden som vi erkendte, at vi ikke kunne engagere bredt hos vores medlemsorganisationer, fokuserede vi på at engagere flere interesserede, lokale borgere udenfor foreningerne. Og vi lærte at opbygge kampagnen i halvårlige læringsforløb, der løb frem mod et klimaks, typisk nogle kommunale budgetforhandlinger, hvor der var mulighed for at opnå vores krav. Det var et klart afgrænset forløb med en tilpasset læringskurve, der gav plads til, at mange forskellige borgere folk løbende kunne komme ind og tage del, der hvor det gav mening for dem. Kampagnegruppen for “Tryg Nørrebro Station” var en af de mest diverse og engagerede grupper af mennesker, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med.

Der er få steder udenfor de politiske partier, hvor du kan gå ind fra gaden og blive direkte engageret i lokalpolitik og blive oplært i, hvordan du opbygger magt og rykker på en politisk dagsorden. Men vi formåede at skabe sådan et læringsrum i vores kampagner. I takt med, at der er færre og færre borgere, der har mod på at engagere sig i et traditionelt politisk parti, bliver det tilsvarende vigtigere at vi udvikler nye politiske læringsrum. Medborgernes største succes, for mig at se, var, at vi formåede at skabe et sådant læringsrum.

9) Potentialet er der
Betyder det så, at community organising-modellen bare passer ikke til det danske samfund? Var Medborgernes forsøg på at introducere community organising i Danmark dømt til at mislykkes? Det mener jeg bestemt ikke. Selvom vi begik en masse fejl undervejs, så lykkedes det os også at vise potentialet. Vi skabte en masse nye og frugtbare relationer på tværs af civilsamfundet, som fx samarbejdet mellem Kirken i Kulturcenteret og Fritidsakademiet. Eller mellem Københavns Professionshøjskole og nogle af de mange lokale civilsamfundsaktører. Vi engagerede og trænede lokale borgere i at sætte ord på deres problemer og finde løsninger sammen. Vi viste, at vi kunne skabe rammerne, hvor lokale borgere kunne gøre for dem selv, hvad kommunen eller andre aktører aldrig ville kunne gøre for dem: At opbygge politisk slagkraft og præge de sager, der lå dem mest på sinde.

Men vi indfriede ikke det største potentiale af dem alle. For mere end noget andet handler community organising om at støtte og styrke lokale fællesskaber som bindeled og samlingspunkter i lokalsamfundet. Lokale fællesskaber er grundstenen i et levende demokrati. For det er dér, i mødet med vores naboer, trosfæller, fagfæller og interessefæller, at vi lærer at være demokratiske. Community organising rummer potentialet til at styrke disse fællesskaber, styrke deres relationer til deres medlemmer, og styrke deres evne til at forandre og forbedre deres lokalsamfund. Kort sagt: At styrke og forny deres relevans og betydning i vores liv.

Men selvom vi engagerede mange lokale fællesskaber, så formåede vi desværre ikke at påvirke deres indre organisering. Vi formåede ikke at hjælpe dem til at engagere deres bagland. Men der er et enormt behov og potentiale for at gentænke og forny vores civilsamfunds fællesskaber. For som det er nu, vælger flere og flere danskere disse forpligtende fællesskaber fra, og vi kan derfor ikke tage for givet, at vores civilsamfunds fællesskaber vil og kan fortsætte som hidtil. Derfor må vi spørge os selv, hvordan skal vores lokale fællesskaber skal se ud i fremtiden. Medborgerne var et ufuldstændigt forsøg på at finde et svar på dette spørgsmål.

Jeg håber, at disse erfaringer kan inspirere nye svar.

 

Billede: Sofia Busk

 

Farvel, Jyderup Højskole 💔

I dag var sidste dag på Jyderup Højskole. Skolen er lukket og bliver begæret konkurs.

Vi har alle vidst, at økonomien var dårlig. Men bestyrelse og forstander har altid været optimistiske og sagt, at det ville løse sig. Og derfor har de valgt ikke at erklære krise eller bede om hjælp og støtte offentligt. Det gør nok, at meddelelsen om skolens lukning kommer som lidt af et chok for mange. Både for tidligere elever, for de lokale i Jyderup og alle de mange andre, der har haft en relation til højskolen gennem de sidste 10 år.

Men økonomien var for dårlig. Gælden viste sig at være for stor, og banken valgte at smække kassen i. Derfor var alle ansatte samlet i dag for at aflevere vores nøgler, høre om hvordan vi kan ansøge lønmodtagernes garantifond (tak, Danmark!) og sige farvel.

Hvert semester har vi taget afsked med endnu et hold elever, der tog videre ud i verden. Nu blev det lige pludselig os, der skulle sige farvel. Det er vemodigt og lidt uvirkeligt. Tak til de bedste kolleger, man kunne ønske sig.

Pandemien skal lære os at indtage en mere ydmyg plads i verden og naturen

Dette er en kronik, der blev bragt i Dagbladet Information d. 20. februar 2021.

**

Pandemien, klimakrisen og biodiversitetskrisen er alle udtryk for det samme: At mennesket ikke tilpasser sig sine omgivelser, men tror, vi kan få naturen til at føje sig efter vores interesser. Vores nylige tab af kontrol over naturen bør gøre os mere ydmyge, skriver højskolelærer Andreas Lloyd i denne kronik

Igennem det seneste år har coronapandemien givet os en tiltrængt grundlektion i, hvordan evolution fungerer. Med en formidabel tilpasningsevne i kraft af sin smitsomhed og sine mange mutationer har COVID-19 vist os, hvad Darwin egentlig mente med ’survival of the fittest’.

Det er et begreb, der alt for ofte bliver misforstået, ikke mindst fordi det på dansk er blevet oversat som »den stærkestes ret«. Som om evolution er én stor kamp om begrænsede ressourcer, levesteder, muligheder, hvor kun det stærkeste dyr overlever. Det er ofte den historie, vi får fortalt, når løver nedlægger drøvædere og cementerer deres position øverst i fødekæden og naturens hakkeorden.

Men faktisk var det slet ikke det, Darwin mente. ’Fittest’ handler ikke om at være stærkest, men om at være bedst tilpasset til sine omgivelser. Tag for eksempel den lille, nærmest gennemsigtige perlefisk, der i mangel på gode gemmesteder på havbunden søger tilflugt i søpølsens endetarm. Den, der bedst formår at tilpasse sig, overlever.

Det virkeligt hjernevridende fascinerende er, at dette gælder for alle arter på én gang: Hver art skal tilpasse sig sine omgivelser – men disse omgivelser udgøres af alt andet levende i verden: Perlefisken tilpasser sig søpølsen, der tilpasser sig havbundens mikroplanter, der tilpasser sig …

Vores omgivelser – det vi kalder ’naturen’ eller ’miljøet’ – er ikke bare et statisk baggrundstæppe for vores gøren og laden, men en levende verden, hvor alle – planter, dyr, bakterier, vira, mennesker – hele tiden er ved at tilpasse sig hinanden. Det er et ufatteligt komplekst netværk af dybt forbundne relationer og kredsløb, som vi stadig kun har den allermest basale forståelse af.

For eksempel er det kun inden for de seneste år, at vi er begyndt at forstå, hvordan dette samspil fungerer under jorden. Biologen Suzanne Simard har vist, hvordan netværk af svampetråde forbinder træerne i en skov, således at træerne kan udveksle næring og information med hinanden.

Og denne udveksling finder ikke kun sted mellem træer af samme art, men også på tværs af arter. Birketræer og fyrretræer udveksler næring på samme vis som artsfæller! Her er evolutionen ikke kun kamp og konkurrence, men også udveksling og gensidighed.

Træerne kan konkurrere om sollys over jorden og samtidig udveksle næringsstoffer under jorden. De indgår i én stor uendelig dans af balancerende bevægelser, der hele tiden afstemmes i forhold til hinanden, hvor hver art løbende justerer sin adfærd som svar på omgivelsernes tilpasninger.

Tab af kontrol
Men vi mennesker er trådt ud af denne dans. I løbet af få generationer har vi brugt millioner af års opsparet energi i topmuld, skove, kul, olie og gas til at kontrollere den levende verden omkring os. Vi tror ikke længere, at vi behøver at tilpasse os til vores omgivelser, men at vi derimod altid kan tilpasse dem os. Vi er holdt op med at se os selv som en del af dansen, men snarere som DJ’en, der styrer musikken.

Og derfor er chokket også tilsvarende større, når vi taber den kontrol, vi ellers var begyndt at tage for givet. Når omfanget af klimakrisen går op for os. Når det dramatiske tab af biodiversitet bliver synligt for os. Når skovfældning og indfangning af vilde dyr får ukendte vira til at rykke fra deres naturlige værter og over i mennesker, hvor de kan mutere, tilpasse sig og blive til en pandemi, der får hele verden til at gå i stå.

Disse kriser er ikke forskellige kriser. De er derimod forskellige udtryk for det samme grundlæggende problem: At vi ikke vil tilpasse os den foranderlige verden, vi lever i.

Lige nu prøver vi at undgå at danse med COVID-19, mens vi sætter vores lid til stadigt længere nedlukninger og stadigt mere forsinkede vacciner. Men sundhedsforskere som Theis Lange fra Københavns Universitet vurderer nu, at vi aldrig kommer til at få bugt med sygdommen.

Vi kan ikke bare blive ved med at håbe på, at hvis vi bare klarer de næste par ugers nedlukning, så skal alt nok blive godt igen. Derfor efterspørger han en langsigtet plan for, hvordan vi vil tilpasse os en tilværelse med en stadigt muterende, stadigt smittende virus, der formentlig er kommet for at blive.

Det samme gør sig gældende med klima- og biodiversitetskriserne. Hidtil har vi håbet på, at vi kan opretholde vores nuværende livsførelse og selvforståelse, hvis bare vi kan justere vores udnyttelse af Jordens liv og ressourcer lige tilpas, så vi holder os inden for planetens bæreevne. Men efter 30 års tom snak om bæredygtighed er der stadig intet, der tyder på, at det rent faktisk er muligt.

Se på myrerne!
Så hvad nu hvis vi begyndte at tilpasse os den levende verden i stedet for at kræve, at den tilpasser sig os?

Hvad hvis vi ikke længere ser os selv som den stærkeste, der kræver sin ret? Hvad hvis vi i stedet går efter at være den bedst tilpassede af alle arter? Hvad hvis vi ikke længere søger at efterligne løverne i toppen af fødekæden, men i stedet de mere undselige myrer?

Faktisk er myrerne formentlig den mest succesfulde art på kloden. Der er myrer på alle kontinenter undtagen Antarktis, og deres samlede biomasse er større end hele menneskehedens.

At det overhovedet kan lade sig gøre, uden at vi lægger særligt mærke til dem, siger en hel del om, hvor gode de er til at tilpasse sig deres omgivelser. Rundt om på kloden er der myrer, der bruger redskaber, dyrker svampe, holder bladlus som husdyr og varmer deres tuer med komposterende biomasse.

Men myrerne tilpasser ikke bare deres omgivelser til deres egen fordel – de passer også på dem og giver tilbage til dem: De dræber skadedyr, gøder planterne omkring dem og gør jorden mere porøs, så den holder på vandet til glæde for mange andre arter.

1.000 generationer
Hvad hvis vi kunne gøre det samme? Hvad hvis vi opgav forestillingen om at have fuld kontrol over vores omgivelser og i stedet lærte at efterligne naturens kredsløb, hvor alt bliver givet videre, og hvor den enes efterladenskaber er den næstes næring? Hvad hvis vi lagde lige så stor vægt på det, vi giver videre, som det vi tager?

Det kan lyde fjernt og abstrakt, men det behøver det ikke at være. For hvad hvis vi dyrkede vores fødevarer i regenerative jordbrug, der genopbygger jordens næringsstoffer og mikroliv? Hvad hvis vi iværksatte naturgenopretningsprojekter, der gav plads til, at andre arter kan trives? Hvad hvis vores skoler støttede vores børn i at knytte bånd med den levende verden, så de også lærer livets dans at kende og kan lære den videre til deres egne børn?

Som den amerikanske forfatter Janine Benyus bemærker, så handler evolution ikke bare om, at du selv, dine børn eller dine børnebørn lever gode liv. Det handler om at sikre dine efterkommere 1.000 generationer frem i tiden. Men for at gøre det må vi lære at gøre, som alle andre organismer har lært at gøre: At tage vare på det sted, der kommer til at tage vare på vores efterkommere, når vi ikke længere selv er her.

I sidste ende kræver det en ny nærhed, ydmyghed og forståelse for den levende verden omkring os. Og det indebærer desværre også, at vi må erkende, at det ikke er hvert eneste trin i livets dans, der er til vores fordel. Vi har selv været med til at skabe rigtig gode levevilkår for COVID-19. Nu må vi tilpasse os og lære at leve med den.

Hvad jeg har lært i mit første semester som højskolelærer

Fredagen før jul tog jeg afsked med mit første hold elever på Jyderup Højskole. Siden begyndelsen af august har jeg været den primære underviser på linjefaget Grøn Guerilla. Og jeg er blevet kastet temmelig hovedkuls ud i at genopfinde og videreudvikle dette fag og skabe en meningsfuld, lærerig og engagerende ramme for de ti elever, der har været på linjen i løbet af semesteret.

Det har både været svært og sjovt – og en del mere krævende, end jeg havde forventet. Jeg har undervist en del tidligere, men mest som gæstelærer på enkelte undervisningsgange på et længere kursus, eller på koncentrerede forløb over en hel dag eller en weekend. Men der er stor forskel på at sætte sig op til at levere en intens kraftudladning overfor en gruppe nye mennesker en dag eller to, og så at komponere et afvekslende, tilpas afstemt og udfordrende forløb over den samme lille gruppe mennesker uge efter uge igennem fire-fem måneder.

Det er ikke helt så simpelt som forskellen på en sprint og et marathon-løb. For for at hele semesteret kan fungere skal man netop veksle mellem kortere, intense, måske mere styrede forløb og længere, udforskende, måske mere selvstyrede forløb. Det er mere som en Tour De France-etape, der både rummer stigninger og nedkørsler, sprint og væskedepoter og – forhåbentligt! – masser af hujen og opbakning undervejs.

Som så meget andet har jeg gjort det ‘the long hard stupid way’, og har begået en masse fejl undervejs (how fascinating!). Heldigvis er mine elever også nybegyndere, og har været meget overbærende med mig. Vi har evalueret løbende og snakket om formen og om frustrationer og glæder undervejs. Evaluering er også svær, når jeg både skal reflektere over elevernes oplevelser og erkendelser, og over min egen læring, både i forhold til undervisningens form og indhold, og disponeringen og prioriteringen af min egen tid og energi.

Derfor har jeg sat mig for at prøve opsummere nogle af de ting, jeg har lært i løbet af mit første semester som højskolelærer. Det er ikke en udtømmende liste, men mest et forsøg på at fastholde nogle erfaringer, jeg har gjort mig, så jeg kan vende tilbage til dem og reflektere videre over dem i løbet af det kommende semester..

0. Corona er noget lort
Måske ikke så overraskende gør højskolernes corona-restriktioner det svært at lære eleverne at kende. For det bliver temmelig kunstigt at prøve at starte en spontan samtale, når man ikke må sidde ved siden af hinanden til måltiderne, man hele tiden skal holde 1 meters afstand og være iført et mundbind, når man ikke sidder ved et bord eller er i en undervisningssituation. Derfor har jeg reelt kun haft mulighed for at snakke sammenhængende med mine elever i undervisningstimerne. Og det er jo ikke sådan højskole skal være. Her skal undervisning og samvær jo vægtes lige højt. Men det er fanme svært i praksis i denne corona-virkelighed. Jeg tror dog ikke, at eleverne har oplevet det som et afsavn, for de har jo haft et stærkt fællesskab med alle de andre elever på skolen. Men jeg synes sgu, at det blev lidt ensomt at sidde alene ved lærerbordet til alle mine aften- og weekendvagter…

1. Find fagets kerne
I den første halvdel af semesteret var jeg ret misundelig på de kreative fag, hvor alle eleverne havde en fælles interesse og ønske om at dyrke en bestemt praksis: At skrive, at lave musik eller kunst. Det hele var defineret omkring en tydelig praksis og et tydeligt produkt, man nemt kan præsentere, fremføre og høste anerkendelse for. Og med en klar praksis er det tilmed nemt at sætte en gæstelærer på en uge, fordi vedkommende bare kan tage udgangspunkt i sin tilgang til denne praksis og sine egne værker.
Til sammenligning er Grøn Guerilla en total rodebunke. Overordnet handler det om bæredygtighed og grøn omstilling, men i sin kerne handler det om at lære hvordan man kan skabe forandring i verden. Hvordan man kan finde en sprække, hvor man kan sætte sin lille løftestang ind og være med til at rykke verden, så den bliver et bedre sted for os alle. Hvordan ser det ud? Det kan komme til udtryk i rigtigt mange forskellige former for praksis. I løbet af dette semester har vi blandt andet:

  • Været på Samsø og lært om lokal energiforsyning og cirkulært landbrug
  • Arrangeret en høstfest med debatdag om fremtidens landbrug med lokale landmænd, debattører og forskere
  • Lært om Tiny Houses, gældfrihed og bygget et cykelskur
  • Arbejdet i haven, lavet jordforbedring, passet kaniner og høns og samlet svampe i skoven
  • Lavet vandprøver og tjekket biodiversiteten i vores lokale sø og skov
  • Engageret resten af skolens elever til at tage med til Folkets Klimamarch i København
  • Besøgt lokale gårde og hjulpet med bl.a. at luge ukrudt, plukke æbler, bælge bønner og grave kartofler
  • Skrevet debatindlæg og holdt taler
  • Lært om politisk aktivisme og civil ulydighed og lavet en aktion mod den sorte skattereform (I kan se den her)

Fællesnævneren for alt dette er måske mest af alt to ting: At eleverne får lejlighed til at være nybegyndere og prøve kræfter med en masse forskellige ting. Og at de lærer at skabe konkrete forandringer i fællesskab.

2. Kommunikér, kommunikér, kommunikér
Jeg blev igen og igen overrasket over, hvor meget jeg skulle gentage mig selv. Højskoleelever er meget lidt skriftlige i deres hverdag, for alle de har brug for at høre fra, er jo på den samme matrikel. Og selvom vi havde oprettet en Facebook-gruppe til holdet, så fik jeg lidt samme følelse som ved lærerbordet i weekenden: Det var mest mig, der skrev derinde, og kun i begrænset omfang fik jeg svar. Så selvom jeg havde oplevelsen af at, jeg kommunikerede, havde eleverne sjældent oplevelsen af, at de fik tilstrækkelig kommunikation. Så jeg skulle virkelig vænne mig til at meta-kommunikere så meget i tale fremfor på skrift.

3. Skab en tydelig struktur i faget
Fra starten havde jeg tænkt semesteret i 3 blokke á 6 uger. Men den semesterplan faldt hurtigt fra hinanden, for inddelingen i så store og overordnede blokke gav slet ikke mening for eleverne, og det forstår jeg godt. Det fungerede det meget bedre at sige “i denne uge handler det om kreativ aktivisme” eller “de næste to uger skal vi bygge et cykelskur” end at sige “de næste 6 uger handler om landbrug”. Generelt var min semesterplan meget afsender-orienteret, og slet ikke særlig modtager-orienteret. Det skyldes i høj grad, at semesterplanerne skal sendes ind til kulturministeriet for at højskolen kan bevise, at der finder brugbar og meningsfuld undervisning sted. Men det hjælper jo ikke eleverne. Så fremadrettet vil jeg lave klarere inddeling i mindre tema-blokke, med bedre beskrivelse af hvad hvert enkelt tema handler om.

4. Start med korte forløb med klart definerede produkter
Fordi faget handler så meget om at gøre ting i fællesskab er det meget vigtigt, at eleverne så tidligt som muligt får oplevelsen af at gøre noget sammen. Jeg definerede deres første projekt: At arrangere en høstfest og et debatarrangement om fremtidens landbrug. Det var tilfældigvis lige det, som skolen havde fået nogle corona-støttemidler fra FFD til, og som jeg havde ansvaret for at arrangere. Så jeg tænkte: Nu gør vi det til et fælles projekt. Men det var lidt for meget på mine præmisser, og lidt for lidt på deres. Nogle af dem stressede over at få stillet en opgave, som de ikke helt følte, at de kunne mestre. Og projektet forløb over for lang tid i forhold til, hvor stort deres engagement var i det. I stedet vil det være bedre med korte, intensive forløb på 1-2 uger med klart definerede produkter.

5. Tænk i flow
Flow er topmålet af succes på en højskole. Flow ligger ikke kun i den konkrete praksis: At alle ved, hvad de skal gøre, gør det og har det godt med at gøre det. Men også i, at der er et flow mellem de forskellige aktiviteter, der hele tiden matcher elevernes energi og drive. Jeg kendte godt Christen Kolds udtryk “Først oplive så oplyse”, men det er noget ganske andet at indtænke små og store peaks af oplivelse, der kan skabe den nødvendige vekselvirkning og sammenhæng med al den skemalagte oplysning. Pejlemærket i alt dette er elevernes oplevelse. Og hele tiden være bevidst om, hvad, der giver dem energi, og hvornår man kan udfordre dem til at bruge mere energi end de får i en periode.
Derfor kan det være godt at have flere projekter i gang på samme tid, så man kan komme ud og lave jordforbedring eller bygge cykelskur som afbræk fra et projekt, der mere foregår i hovedet eller på computerskærmen.

6. Tag på tur, overnat ude
Højskolen bliver hurtigt en meget tryg bobbel, hvor tiden går meget hurtigt. Derfor er det vigtigt at komme ud. Et af semesterets højdepunkter var, at vi nåede en to-dages tur til Samsø inden corona-restriktionerne blev skærpet. Bare det at være afsted sammen og have sammenhængende uforstyrret tid sammen styrkede fællesskabet på holdet meget. Jeg kan godt være misundelig på Udelivs-valgfaget, hvor eleverne ofte er på overnatningsture. Men i virkeligheden kunne jeg jo sagtens bare gøre det samme. Det er ikke destinationen, der er vigtig. Det er det at være afsted på tur.

7. Dine planer holder ikke
At kommunikere så meget satte ekstra krav til mig om at kunne komme med nogle klare meldinger om, hvad der skulle ske. Det handlede ikke bare om at have forberedt mig i god tid og have styr på, hvad der skulle ske hvornår, men også om at følge med i alt det, der ellers skete på skolen, der kunne påvirke elevernes energi, humør og overskud. Men ligegyldigt hvor godt forberedt jeg var, var det sjældent, at jeg kunne regne ud, hvor lang tid ting ville tage. Hvad gør man, når den workshop, jeg troede ville tage hele dagen, allerede er overstået til frokost? Hvad gør man, hvis der slet ikke er tid til den workshop, jeg havde brugt timer på at forberede, fordi eleverne gerne vil forstå det finanslovsforslag, der lige er blevet offentliggjort? Hvad gør man, når en tur bliver aflyst pga. nye corona-restriktioner? I det hele taget skal jeg være meget bedre til at improvisere og rydde dagsordenen, når der opstår noget, som eleverne er nysgerrige på eller indignerede over. For deres engagement er den afgørende drivkraft for undervisningen.

8. Vær ærlig
Efterhånden omfavnede jeg den tilgang at være så ærlig som jeg kunne være. Jeg fortalte om mine egne mellemregninger og delte mine overvejelser om, hvad jeg tænkte, at jeg gerne ville med undervisningen. Set i bakspejlet kunne jeg godt have været bedre til at fortælle om alle de planer, jeg måtte aflyse på grund af corona. Eleverne gjorde det klart, at de foretrak at få ren besked. Det gik ret godt i tråd med den øvrige meta-kommunikation, men det var en svær balance, fordi eleverne havde ret forskellige behov for at forstå, hvorfor planerne ikke holdt eller tingene ikke blev, som jeg havde sagt. Nogle ville bare hurtigt videre og igang med det næste. Og det skal der også være plads til.

9. .. men ikke for ærlig
Jeg må indrømme, at det på nogle punkter har været et svært efterår for mig. Corona og regeringens enormt fodslæbende klimapolitik slog luften ud af den optimisme, jeg havde med fra 2019. Og af og til har det smittet af på min undervisning, der på dårlige dage har været mere dyster og end borgerlysten. Men det var alligevel lidt af et chok, da en af mine elever sagde, at hun godt kunne blive i lidt dårligt humør af undervisningen. Og det gav anledning til en del eftertanke for mig. Hvis jeg indimellem er sur på verden, så er det mit ansvar at sørge for, at det ikke smitter af på undervisningen.

10. Pas på projekterne
Åbne selvdefinerede projekter er kernen af, hvad vi lavede i Borgerlyst, og som vi støttede og opfordrede folk til at lave. Men jeg har lært, at sådanne projekter er noget af det allersværeste for mine elever. Dette skyldes til dels, at en del elever kommer med mentalt arvæv fra deres skoletid. Især fra karakterræs og de mønstre og roller, som det giver anledning til. Hvadend det handler om at leve for meget op til folks forventninger – eller det modsatte. For dem er højskolen netop et frirum fra det, og jeg tror, at hvis de selv kunne vælge, ville de nok foretrække at lave kortere, klart definerede projekter igennem hele semesteret, hvor der ikke er for meget på spil. Men netop derfor mener jeg, at det er vigtigt, at de bliver udfordret til at definere og skabe deres egne projekter og får lejlighed til at opleve alle de frustrationer og glæder, der er forbundet ved at skabe noget fra bunden. Derfor er det desto vigtigere at anerkende, at det er svært og støtte dem igennem forløbet. Jeg var helt sikkert ikke støttende og forstående nok undervejs i deres åbne projektforløb. Og nu tænker jeg også, at det kom for tidligt i semesteret.

11. Få de nye med i fællesskabet
Jyderup Højskole har et såkaldt andet optag halvvejs igennem semesteret, hvor der som regel starter et par nye elever. De er helt på bar bund og skal finde vej ind i et stort og allerede etableret elevfællesskab, og de har brug for så megen hjælp, som de kan få til at komme igang. Jeg hjalp på ingen måde den ene elev, jeg fik ind på 2. optag, for hun startede lige til opstart af de åbne projekter, der var en kilde til stor frustration for hele holdet og gjorde det endnu sværere for hende at finde sig til rette – både med faget og med sine holdfæller. I stedet burde jeg afsætte et par uger efter 2. optag til at gøre det let for de(n) nye at komme med på holdet. Allerbedst med en fælles tur med overnatning.

12. Anerkend, anerkend, anerkend
Jeg har ikke altid så let til hverken pathos eller store ord. Men begge dele er ikke til at komme udenom, når man er højskolelærer. En vigtig del af ens arbejde er at spejle og sætte ord på, hvad der sker i eleverne, og anerkende de små og store spring de tager i løbet af deres tid på højskolen. Anerkendelse er åndelig næring for os alle.  Og måske især vigtig, når man stadig er ved at finde ud af, hvad man er god til og har mod på. Og selvom jeg afsluttede semesteret med at holde hyldesttaler til hver elev, skulle jeg have gjort meget mere ud af at anerkende dem i løbet af semesteret.

 

Stor tak til Axel, Louise, Eden, Lise, Anna, Lise, Jonas, Louise, Aleksander og Signe for jeres store engagement, lærelyst, feedback og overbærenhed, der har gjort det muligt for mig at lære så meget dette første semester.

 

Klimakrisen er også en flygtningekrise

For et par uger siden holdt jeg tale, da Klimabevægelsens ugentlige demonstration Operation Klimahandling besøgte Udlændinge- og Integrationsministeriet. Talen handlede om hvordan klimakrisen vil lede til, at mange flere mennesker må migrere eller flygte. Og at vi derfor har en stor forpligtelse – både menneskeligt, moralsk, historisk og politisk – til at både give klimabistand til Det Globale Syd. Her er talen i sin helhed:

 

For ti år siden rejste jeg rundt i Mellemøsten. Jeg var blandt andet i Syrien. Det var før borgerkrigen og man kunne rejse frit og sikkert rundt i landet. På min rejse besøgte jeg Palmyra. Det er en oase midt i ørkenen. Her ligger både de mægtige ruiner efter en gammel romersk handelsby og det nye, moderne Palmyra.

 

Så snart vi stod af bussen blev vi omringet af en flok børn i Bulderby-alderen. Først troede jeg, at de kom for at få en mønt eller to. Men selvom vi ikke forstod arabisk viste de med tydelige fagter, hvad de håbede at få: Kuglepenne, blyanter, skriveredskaber.

 

Det ramte mig dybt. Jeg havde aldrig overvejet, endsige forstået, at man kan være så fattig, at man ikke har råd til en kuglepen. At man ikke har muligheden for at skrive, tegne, ytre sig, når man vil. At det man allerhelst vil have, ikke er legetøj eller penge eller slik, men bare en kuglepen.

 

Jeg gav dem alle de kuglepenne, jeg havde på mig.
Året efter brød borgerkrigen ud. Vidste I, at klimaforandringerne havde gødet jorden for denne krig?
Forskere påpeger, at Syrien i årene 2007-2010 var ramt af den værste tørke, landet har haft i op mod 900 år. Tørken ledte til fattigdom og fødevaremangel. Den tvang unge mænd fra landdistrikterne til at søge ind til de store byer for at finde arbejde. Men der var ikke nok arbejde at få, og det fik utilfredsheden med Bashar Al-Assads diktatur til at vokse. Det ledte til krav om politisk forandring. Det ledte til oprør. Det ledte til borgerkrig.

 

En borgerkrig, der er blevet en af de største humanitære katastrofer i nyere tid. Hvor 380.000 mennesker har mistet livet. Hvor over 10 millioner er blevet fordrevet eller har flygtet fra deres hjem, og over 1 million er nået til Europa. Hvor grupper som ISIS opstod og terroriserede hele regionen. De sprængte det gamle Palmyra i stumper og stykker for at fjerne afgudsbillederne fra fordoms folk.

 

Og hvad mon der skete med de børn, jeg mødte dengang? Disse børn, der dengang bare løb efter turister i håbet om at få en kuglepen. Hvad er deres skæbne?
Tog de flugten til Tyrkiet eller Libanon med deres familier?
Krydsede de havet ved Lesbos?
Endte de i Moria-lejren?
Gik op gennem Europa før pigtrådshegnene blev sat op?
Gik de langs Sydmotorvejen, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015?
Eller nåede de aldrig så langt?

 

Jeg ved kun, at vi i de kommende år kan se frem til mange flere, der vil dele deres skæbne. Rundt om i verden forårsager klimakrisen stadigt voldsommere tørke, oversvømmelser og orkaner, der skaber hungersnød, hjemløshed og ødelæggelse. Endnu flere vil miste deres hjem og deres levebrød, og blive klimaflygtninge.

 

FN vurderer, at i 2050 vil der op til en milliard mennesker på flugt pga. klimaforandringernes konsekvenser. En milliard mennesker på flugt! En milliard!
Det vil være en humanitær katastrofe i et omfang, som vi aldrig før har set i menneskehedens historie. Og derfor har vi i Danmark og i Europa et stort ansvar.

 

Ikke bare fordi vi historisk har udledt en stor andel af de klimagasser, der øger Jordens temperatur.

 

Ikke bare fordi vi igennem århundreder har koloniseret, undertrykt og udpint folk på den sydlige halvkugle.

 

Ikke bare fordi vi stadig begrænser deres muligheder for at komme på fode gennem politiske strukturer og frihandelsaftaler.

 

Men fordi det er det nødvendige, rigtige og retfærdige at gøre. Grøn omstilling er ikke nok, hvis ikke det er en retfærdig grøn omstilling. Og derfor er klimaretfærdighed kernen i hvad vi kæmper for i Klimabevægelsen i Danmark.

 

Kære Mattias Tesfaye. Du har med stor tydelighed vist, at du ikke ønsker flere flygtninge til Danmark. Hvis du virkelig ønsker at opnå dette, bør du tage bladet fra munden.
Hvorfor hører vi ikke dig fortælle om sammenhængen mellem klimakrisen og stigende migration? Hvorfor presser du ikke dine kolleger i regeringen til at sætte langt mere skub i jeres klimahandlingsplan?

 

For det I gør i dag, er slet, slet ikke nok. Vi må gøre alt hvad vi kan for at sikre en retfærdig grøn omstilling så hurtigt som muligt.

 

Først og fremmest skal vi reducere Danmarks egne klimagasudledninger med mindst 70% i 2030 og gå i nul senest i 2040.

 

Men vi skal også gøre, hvad vi kan for at afbøde de menneskelige konsekvenser, som klimakrisen allerede nu medfører rundt om i verden. Derfor skal Danmark afsætte mindst 5 milliarder årligt til klimabistand til Det Globale Syd. Dels til at udfase eller udelade kul, olie og gas og gå direkte til vedvarende energi. Dels til at sikre sig mod de stadigt voldsommere konsekvenser, som klimakrisen medfører rundt om i verden.

 

Vi står alle på den samme jord under den samme himmel. Vi kan ikke undgå klimakrisen. Vi kan allerhøjst udskyde, hvornår vi selv mærker dens konsekvenser.

 

Men vi må ikke skubbe det fra os. Vi må ikke vende ryggen til! Hvis vi ikke handler nu, går det blot ud over andre. Andre – som børnene i Palmyra.
Vi kan ikke længere nøjes med at stikke dem en håndfuld kuglepenne og håbe på det bedste. De fortjener ikke bare sikkerhed og tryghed, men retfærdighed. Og hvis vi ikke gør alt hvad vi kan for at give dem det, så risikerer vi i sidste ende at miste vores egen menneskelighed.
Desværre kom Mattias Tesfaye ikke ud til dialog. Men vi har sidenhen fået en invitation til et møde i februar. Så må vi se, hvad der kommer ud af det..

 

Stor tak til Ole Vilhelm Wagner for de fine fotos af talen.

I can’t breathe

“It’s my face man
I didn’t do nothing serious man
please
please
please I can’t breathe
please man
please somebody
please man
I can’t breathe
I can’t breathe
please
man can’t breathe, my face
just get up
I can’t breathe
please, a knee on my neck
I can’t breathe
shit
I will
I can’t move
mama
mama
I can’t
my knee
my neck
I’m through
I’m through
I’m claustrophobic
my stomach hurt
my neck hurts
everything hurts
some water or something
please
please
I can’t breathe officer
don’t kill me
they’re gonna kill me, man
come on man
I cannot breathe
I cannot breathe
they’re gonna kill me
they’re gonna kill me
I can’t breathe
I can’t breathe
please sir
please
please
please I can’t breathe”
 
Det var George Floyds sidste ord. Han døde kort efter, kvalt af en politibetjent, der havde presset sit knæ mod hans hals i næsten ni minutter.
 
Ni minutter er meget lang tid. Det er svært for de fleste af os at sidde stille og fokusere på én ting i ni minutter. Prøv at sæt et ur og oplev, hvor langsom tiden føles. Betjenten, der havde sit knæ på George Floyd’s hals havde uendelig med tid til at løfte sit knæ. Og alligevel gjorde han det ikke. Omkring ham var der tre andre betjente, der bare lod det ske, som om det bare var en almindelig arbejdsdag.
 
Det er så forfærdeligt. Og hvad der gør det endnu mere forfærdeligt er, at det er sket så mange gange før. Så ofte, at ordene “I can’t breathe” allerede var Black Lives Matter-bevægelsens slogan længe inden mordet på George Floyd.
 
Det er bevægelsens opråb mod den systemiske vold, racisme og ulighed, som der er så tydelig i det amerikanske samfund. “Jeg kan ikke få luft” er essensen af den kamp mod uretfærdighed. Og det er opråb, som ingen af os kan ignorere. Heller ikke i Danmark. For strukturel racisme er ikke bare et amerikansk fænomen, ligeså lidt som slaveri og kolonialisme er det.
 
En stor del af Danmarks rigdom er bygget på at udnyttelsen af oprindelige folks land og liv. Danmark fangede og solgte afrikanske slaver på Guldkysten. Danmark udnyttede afrikanske slavers arbejdskraft på de Vestindiske Øer. Københavns største palæer er bygget med penge tjent på slavearbejde. De samme strukturer af udnyttelse og undertrykkelse har bygget vores samfund, men vi aldrig har gjort op med dem. Denne strukturelle racisme er stadig del af det danske samfund. Og det faktum, at du ikke lægger mærke til den, er ikke ensbetydende med, at den ikke er her. For den er der:
 
I flygtningelejre som Ellebæk, Sjælsmark og Kærshovedgård, hvor folk på flugt spærres inde i årevis.
 
I Mjølnerparken og andre boligområder, hvor hundreder af familier står til at blive tvunget ud af deres hjem – af en “Ghettolov”, der dømmer folk ud fra deres oprindelsesland.
 
Når regeringen afviser at forny opholdstilladelserne for 800 medborgere med somalisk baggrund, der har boet i Danmark i årtier. Og nu ønsker at sende dem tilbage til et land, hvor de hverken kan finde håb eller sikkerhed.
 
Når der oprettes visitationszoner, hvor politiet primært stopper og kropsvisiterer unge mænd med minoritetsbaggrund – på grund af deres hudfarve.
 
I den gensidige mangel på tillid, der er mellem det offentlige system og danskere med minoritetsbaggrund.
 
I den fortsatte mistro og diskrimination, som alt for mange af vores naboer og medborgere med minoritetsbaggrund stadig mødes med. Alle de små situationer med hverdagsracisme, misforståelser og ubevidst forskelsbehandling, som præger folk for livet, men som det er så let for os majoritetsdanskere at underkende eller slå hen, fordi det ikke handler om os, fordi vi ikke kan sætte os ind i, hvordan det er at blive vurderet alene ud fra sin hudfarve. For vores hudfarve er jo bare “hudfarvet”.
 
Som Fatima Osborne udtrykte det så stærkt til den seneste Black Lives Matter-demonstration i København: “Vi kan ikke få luft, fordi når vi fortæller jer alt dette, så tror I ikke på os.”
 
Det er ikke bare i USA. Det er ikke bare historie. Det er ikke bare noget, som andre skal forholde sig til. Vi bliver også nødt til at bruge vores stemmer. For hvis ikke vi bruger vores stemmer, vil vores stilhed blive brugt imod os.
 
Hvis George Floyds sidste ord fylder dig med sorg og vrede, så sig det højt. Støt op om denne kamp: Støt organisationer og personer der arbejder anti-racistisk. Del deres budskaber, donér penge, markér din støtte.
 
Lyt til folk som Fatima Osborne, Moussa Mchangama, Mary Consolata, Yancé-Myah Antonio Harrison, Bwalya Sørensen, Nafisa Fiidow, Prince Henry og mange flere. Vis din solidaritet med grupper som Mino Danmark, Black Lives Matter Denmark, Kvinder I Dialog, Almen modstand – Forsvar beboerdemokratiet, og mange flere.
 
Og hvis du nu synes, at det føles mærkeligt at sige det højt. At det føles ubekvemt at støtte sådanne grupper. At de føles lidt for vrede eller hårde i tonen eller svære at forholde sig til, så tag dig tid til at mærke efter og prøve at forstå, hvorfor det vækker ubehag.
 
For sagen er, at det er virkelig svært at erkende, at vi lever i et samfund, der er bygget på en systemisk racisme, der stadig spøger – i vores byer, på vores arbejdspladser, i vores uddannelser, i vores kultur. Det er på samme måde som det er svært at forholde sig til klimaforandringerne. For det meste er de slet ikke er synlige i vores hverdag, og derfor heller ikke er synlige i vores bevidsthed. Netop derfor er det så stort et chok, når vi opdager, at vi indirekte er med til at understøtte de strukturer, der forårsager dem.
 
Det er svært at tale om. Og det har taget mig langt længere tid at skrive og poste dette opslag, end jeg havde troet det ville. Men det handler ikke om skam eller dårlig samvittighed. Det handler om at tage stilling. Og første skridt er at erkende, at du også har et ansvar for, hvordan vores samfund fungerer – og lære, hvordan du kan være med til at ændre det til det bedre.
 
Her er nogle af de ting, jeg har læst, der har hjulpet mig i min erkendelsesproces. Måske det også kan hjælpe dig:
 
 
 
 
 
 
#BlackLivesMatter #BLM

Epidemier har en klar koreografi, som vi kan genkende. Det har klimakrisen ikke

Flere har bemærket kontrasten mellem statens handlekraftige indsats mod Corona-virussen og manglen på samme, når det kommer til den klimakrise, vi også befinder os midt i. Det har jeg skrevet et debatindlæg om, som kom i søndagens Politiken. Teksten er bag en betalingsmur, så hvis du ikke er abonnent, kan du læse teksten herunder:

Epidemier har en klar koreografi, som vi kan genkende. Det har klimakrisen ikke

I generationer har vi øvet os på at klare naturens luner. Erfaringerne er intakte, når det gælder trusler fra vira, mens vi står rådvilde over for klimaudfordringerne.

Hvis de seneste års manglende klimahandling har givet anledning til tvivl om statsapparatets magt og handlekraft, må de seneste ugers coronaindsats mane den i jorden. Det har fået flere debattører til at undre sig – både på lederplads og på de sociale medier: Hvorfor følger politikerne så ubetinget videnskabens anbefalinger, når det kommer til at forhindre en coronapandemi, mens de stadig tøver og kommer med forbehold, når det kommer til at handle på klimaforskernes rapporter og Klimarådets nye anbefalinger?

Umiddelbart har de to kriser meget til fælles: Det videnskabelige grundlag er utvetydigt, og det er synligt for enhver, at det vil have store sundhedsmæssige, samfundsøkonomiske og moralske konsekvenser, hvis vi ikke handler på dem. Samtidig vil det kræve en indsats ud over det sædvanlige at løse dem.

Begge kriser handler grundlæggende om naturkræfter, som vi ikke kan holde under kontrol. Alt det, vi kender og har taget for givet, er pludselig farligt og fremmed: Folk omkring os, som måske, måske ikke har været ude at rejse. Som måske, måske ikke vasker deres hænder. Vores egne hænder og ansigt, som vi skal vaske igen og igen. Vejret, der ikke er, som det plejer. Årstiderne, der ikke er, som de plejer. Vores vaner, vores ubekymrede valgfrihed, som vi godt ved ikke kan fortsætte, som den plejer. Det er så uvant for os at møde en ikkemenneskelig kraft, der begrænser vores handlefrihed. Det giver en ubehagelig påmindelse om, hvor skrøbelige både vi og vores støttestrukturer af teknologi og bureaukrati er. Og måske er det derfor, at den massive statslige indsats mod corona er betryggende, og den tilsvarende manglende klimahandling er så skræmmende.

Selv om de to kriser ligner hinanden på overfladen, er der tre afgørende forskelle på, hvordan vi forholder os til dem: vores mentale modeller af dem, vores fortællinger om dem og vores beslutningsstrukturer, der skal løse dem.
Vi har en klar mental model for, hvordan en smitsom sygdom fungerer. Sygdomme som mæslinger, røde hunde og influenza har fra barndommen givet os en klar forståelse af, hvordan sygdomme smitter, og hvad vi skal gøre for at undgå dem. De kausale sammenhænge er til at forstå, og vi har et rimeligt klart billede af, hvor lang tid en sygdom er i omløb, og hvor lang tid det tager at komme sig. Vi ser det som en acceptabel undtagelsestilstand, indtil vi efter nogle uger, måske måneder, vender tilbage tilbage til normalen.
Modsat med klimakrisen: Her har vi ingen mental model at falde tilbage på. Sammenhængen mellem vores handlinger og effekten på Jordens klimasystemer er enormt kompleks og uigennemskuelig. Og det forværres af, at tidshorisonten ikke tælles i uger og måneder, men i år og generationer. Vi er ikke gearet til at håndtere kriser, der er så langsomme, at de nærmest er permanente. Her er der ingen undtagelsestilstand, vi skal udholde, kun en ny normaltilstand, vi skal lære at leve med.

Epidemier som coronavirussen har en klar koreografi, som vi kan genkende, enten fra historiske eksempler som koppeepidemier og den spanske syge eller moderne fugle- og svineinfluenza. Vi kender epidemierne fra kulturprodukter som filmen ’Outbreak’ eller netflixserien ’The Rain’, hvor en virus næsten lægger København i graven. Hver fortælling minder os om en epidemis mulige konsekvenser. Om hvor galt det kan gå – ikke mindst for os som individer: frygt, sygdom, død. Hver gang vi hører historien, bliver vi bedre forberedt til at møde epidemien i virkeligheden.

Men som den indiske forfatter Amitav Ghosh har bemærket i sin bog ’The Great Derangement’ (Den store forskruelse), har klimakrisen vist sig særdeles svær at indfange i fortælling. Dens konsekvenser er komplekse og mangeartede. Vi kan ikke isolere eller destillere dem i en klar fortælling, der giver os mulighed for at øve os på den virkelighed, vi står over for.

Coronakrisens genkendelighed betyder samtidig, at vi har strukturer på plads til at reagere på den. Ansvarsfordelingen er helt klar: Styrelsen for Patientsikkerhed har handleplaner og beredskaber, der aktiveres, når sygdommen opdages inden for Danmarks grænser, og så er det kun et spørgsmål om, hvor meget og hvor hurtigt der skal sættes ind.

Hos politikerne er der en fælles forståelse for, at dette er en krise, der hæver sig over partipolitik, og som skal løses af de fagfolk, der er eksperter på området. Det er dem, der definerer løsninger og indsatser, og der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af dem. Politikerne er bare fagfolkenes budbringere.

Sådan er det ikke på klimaområdet. Klimakrisen overskrider alle beslutningsstrukturer, for klimaet er globalt og kan ikke brydes ned i mindre enheder, hvor fagfolk kan få kompetence til at handle. Selv om FN’s klimapanel igennem årtier er kommet med stadig skarpere anbefalinger, er de strandet i et geopolitisk spil, hvor ideologi og nationale interesser har trumfet det fælles bedste – eller er forsumpet i et partipolitisk morads, hvor selve videnskaben er blevet set som et partsindlæg.

Gennem menneskehedens historie har vi lært at håndtere kriser gennem erfaring. Ved først at gennemleve dem, lide under dem og derefter genfortælle historierne, så vi til sidst kan fremkalde konsekvenserne med få ord og billeder.
Selv om vi ikke genkender klimakrisen i dens helhed og aldrig har stået over for en krise af dens omfang, har vi mødt dens enkelte udtryk før. Vi har historier om og erfaringer med fænomener som orkaner, tørke og oversvømmelser.

Dem har vi brug for at fortælle nu for at forstå klimakrisen. Historierne om naturens kraft og vores sårbarhed. Om nødvendigheden af ydmyghed, gensidighed og mådehold i vores relation til den levende verden omkring os. Som historien om de århundredgamle sten i udkanten af den japanske landsby Aneyoshi, der advarer mod at bygge tæt på havet, for vi har lært af bitter erfaring, at området plages af tilbagevendende tsunamier. Eller de historier, som den britiske kolonimagt ignorerede, da den fældede mangroveskovene for at bygge byer som Mumbai og Kolkata på steder, der hvert år bliver oversvømmet af monsunregn. Eller historien om, hvordan chinook-folket på den amerikanske nordvestkyst hylder laksestimerne, der svømmer op ad floden for at gyde; men venter fire dage, før de fanger den første laks – i anerkendelse af, at de kommende års fangst kommer af de æg, der bliver lagt i år.

Det er fortællinger, der kan vise vejen til den modstandskraft, vi har brug for, til at møde klimakrisen. Desværre har vi brugt de seneste 200 år på at udviske dem. De er blevet fortrængt af den tryghed, som en stadig større magt over naturen har givet os.

Gennem de sidste to århundreder har vi ødslet 400 millioner års arv bort. Al det kulstof, der har været lagret i topmuld, skove, kul, olie og gas, har vi brugt til at tænde en ild, der har givet os superkræfter. Det har skabt enorme fremskridt, men det har også givet os en følelse af usårlighed, som vi ikke er klar til at give slip på.

Det er tid til at give slip og fortælle historierne om naturens kræfter på ny, for først da kan vi trække på tidligere tiders erfaringer og begynde at tackle klimakrisen.

Rodfæste

Inden året udløber er der én sidste ting, jeg skal nå at gøre.
 
Hvert nytår vælger jeg et ord, der skal hjælpe mig og guide mig gennem det kommende år. Til dette år valgte jeg ordet Jordforbindelse. Både som en påmindelse om ikke at blive for luftig i mine idéer og projekter, men også for at holde fast i søge mod rødderne.
 
Derfor har jeg året igennem tænkt og skrevet om vores tilknytning til den jord, vi betræder, og det gensidige fællesskab, som vi indgår i med alt andet levende omkring os. Og om, hvordan denne tilknytning er afgørende for, om vi kan bremse klimakrisen og det økologiske sammenbrud, som vi står midt i.
 
Men langt det meste af det, jeg har tænkt og skrevet, har jeg holdt for mig selv. Jeg har ikke følt mig klar. Jeg har fundet på undskyldninger for at holde det for mig selv lige lidt endnu. Men det hober sig op i mit hoved, og inderst inde ved jeg godt, at jeg aldrig bliver helt klar. Og derfor afpresser jeg nu mig selv til at dele dette inden året slutter.
 
Jeg har sat mig for at skrive en bog. Arbejdstitlen er Rodfæste. Rodfæstelse er et gammelt ord for at slå rødder. Så at finde sine rødder er at finde sit rodfæste. Og det er den opdagelsesrejse, som jeg vil skrive om.
 
Men det at skrive en bog er et meget langt soloridt. Derfor har jeg – inspireret af Rob Hopkins’ blog, hvor han igennem de sidste to år har delt sit arbejde med den nyudgivne bog “From what is to what if” – besluttet mig for at åbne skriveprocessen op. Fra arbejdet med Borgerlyst-bøgerne ved jeg, at det er godt for mig at skrive og udgive løbende undervejs. Hvis jeg ikke afpresser mig selv, er jeg bange for, at det måske slet ikke bliver til noget.
Så hvis du er nysgerrig, kan du læse mere om hvad det er for en bog, jeg er ved at skrive, og følge med på Rodfæste.dk.

Jordboen – det 21. århundredes medborger

Jeg har skrevet et bidrag til det nyeste nummer af KVaN, der er et fagtidsskrift for læreruddannelse og skole. Det er et tema-nummer om Bæredygtighed, og jeg er kommet i fint selskab med bl.a. Steen Hildebrandt, Lone Belling, Johannes Andersen og række pædagogiske praktikere og forskere, jeg ikke kendte i forvejen, der alle udforsker, hvordan man kan sætte bæredygtighed i spil i undervisning og skole.

Jeg blev inviteret til at skrive om bæredygtighed i forhold til medborgerskab, og du kan læse mit bidrag herunder. Men hvis du er nysgerrig på feltet, kan jeg kun anbefale at købe tidsskriftet og læse hele tjavsen.

 

Jordboen – det 21. århundredes medborger

Klimastrejken fredag d. 15. marts 2019 var historisk. Ikke bare fordi, at over 15.000 skoleelever gik på gaderne i 27 byer rundt om i Danmark. Ikke bare fordi det var en del af den internationale klimastrejke, hvor over 1,5 million unge strejkede i 2083 byer i 125 lande over hele kloden. Og ikke kun fordi, at det var første gang, at umyndige børn og unge gik sammen om at lægge et massivt moralsk og politisk pres på deres forældre og de politikere, de havde valgt. Men måske mest af alt fordi, at klimastrejken på denne måde har vist sig at have taget hul på det seneste kapitel i demokratiets udviklingshistorie.
Demokratiet – både som styreform og som institution – er til stadighed blevet udviklet af dem, der har stået udenfor. Igen og igen har det været dem, der ikke formelt bliver anset som medborgere; dem uden stemmeret og uden taleret; dem hvis ønsker og bekymringer er blevet ignoreret, der har udfordret, udviklet og udvidet rammerne for det moderne demokrati – og dermed for hvem, der bliver anset for at have ret til at tage del og præge samfundet omkring dem.

Denne bevægelse har været i gang siden 1849, hvor samfundets mest privilegerede mænd gik på gaden og tilkæmpede sig en Grundlov, der sikrede dem deres rettigheder som borgere. Til at starte med gav Grundloven 15% af den danske befolkning stemmeret (det var kun uberygtede danske mænd over 30 år, der havde sin egen husstand og var økonomisk uafhængige, der måtte stemme – bl.a. ud fra den antagelse, at sådanne mænd repræsenterede hele deres husstand, herunder kvinder og tyende), hvilket blev anset for meget progressivt for sin tid.

Gennem de sidste 150 år har der været løbende bevægelse mod at udvide kredsen af medbestemmelse til flere og flere. Med systemskiftet i 1901 blev alle mænd uanset stand og indkomst ligeværdige borgere. Og kort tid efter opnåede danske kvinder samme rettigheder med valgret til lokalvalg i 1908 og til folketingsvalg i 1915 – resultatet af over 50 års vedvarende kamp. Og samtidigt blev valgretsalderen også sænket af flere omgange. Først fra 30 til 25 år i 1915, og sidste gang fra 20 til 18 år i 1978.

Og selvom mange gennem de senere år har argumenteret for, at valgretten bør sættes yderligere ned til 16 år, så er det ikke denne form for demokratisk udvidelse, jeg ser klimastrejkerne som udtryk for. I stedet er det et fælles opråb for solidaritet med alle dem, der bliver påvirket af klimaforstyrrelserne og tabet af biodiversitet, men som ikke kan tale deres egen sag. Det er ikke bare børnene, der kommer til at vokse op i en faretruende anderledes fremtid, men også alle de dyre- og plantearter, der er i fare for at uddø, og alle de fremtidige generationer, der kommer til at leve med konsekvenserne af de valg, som vi, der lever nu, træffer på deres vegne.

Det antropocentriske medborgerskab
Denne mangel på rettigheder og repræsentation i forhold til konsekvenserne af klima- og naturkriserne udfordrer den medborgerskabsforståelse, som de sidste 150 års kamp for udvidelse af demokratiet bygger på, og som måske kommer klarest til udtryk i Artikel 1 i FNs menneskerettighedserklæring: “Alle mennesker er født lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og bør handle mod hverandre i broderskabets ånd.”

Det er en smuk og vidtløftig sætning – men den er også fundamentalt antropocentrisk (fra græsk anthropos: menneske), for den fremhæver menneskets særstatus blandt alle levende væsener. Vi alene er udstyret med fornuft og samvittighed, der gør os i stand til at handle etisk. Og derfor fastlægger den, at det kun er andre (levende, menneskelige) medborgere, som har etisk betydningsfulde, og som vi har rettigheder og forpligtelser overfor. Der er intet i FNs menneskerettighedserklæring – eller den danske grundlov for den sags skyld – der forpligter borgere til på nogen måde at tage hensyn til ikke-menneskelige arter. For de hverken samvittighedsfulde eller fornuftige, omend de er i live.
Den australske filosof Peter Singer kalder denne antropocentriske tilgang for ‘speciesisme’, altså arts-chauvanisme på linje med racisme og køns-chauvinisme (Singer 1979). En uretmæssig forskelsbehandling, på samme måde, som dengang man mente, at afrikanske slaver ikke var at betragte som ‘rigtige’ mennesker, og at de havde lavere intelligens og højere smertetærskel end europæere. Eller da man mente at kvinder var i deres følelsers vold og ikke i stand til at tænke sagligt og rationelt. På samme måde gælder det, siger Singer, når vi ikke anerkender, at andre arter også mærker smerte, lyst og glæde. Enhver, der har hørt brølet fra en ko, der er blevet adskilt fra sin nyfødte kalv, eller har set en hund logre begejstret ved udsigten til at komme ud på tur, ved, at disse følelser ikke er forbeholdt mennesker alene.

Økosfæren – vores fælles hjem
Så hvordan kan vi gentænke medborgerskab, så det også anerkender planter og dyr og efterkommeres – levende eller fremtidige – ret til at leve og trives? Og dermed også anerkender, at vores handlinger i dag påvirker deres muligheder for at leve – eller ligefrem overleve i fremtiden? Hvad er alternativet til et antropocentrisk medborgerskab?
For det første må vi gøre os klart, at medborgerskab er et kollektivt identitetsbegreb, der defineres ud fra medlemskab af et større fællesskab. Hidtil har medborgerskabet været knyttet til menneskelige fællesskaber som byer, bystater eller nationalstater. Det er også denne forståelse, der går igen i den udvikling af det danske demokrati, jeg har beskrevet ovenfor, og som flugter med udviklingen i de fleste andre vestlige lande. Men problemet er, at klima- eller naturkriserne ikke respekterer landegrænser. Fugle flyver på tværs af kontinenter, plasticaffald flyder med havstrømmene, bilos og fabriksrøg stiger op i den samme atmosfære. De udfordringer, som vi står overfor, er globale og kan ikke løses af noget land alene. Derfor skal vi lære at se os selv som jordboere, der alle har et medansvar for den planet, vi bebor.

Det kræver, at vi har en grundlæggende forståelse for, hvordan denne planet fungerer. Man kan inddele Jorden op i fire komponenter: Geosfæren (laget af jordarter på Jordens overflade), hydrosfæren (den samlende mængde af vand, damp og is på Jorden) og atmosfæren (laget af gasser og luftarter mellem jordens overflade og rummet) og biosfæren (den samlede mængde af biomasse – af levende organismer på Jorden).
I 1970erne præsenterede den engelske forsker James Lovelock “Gaia-hypotesen”, hvis påstand er, at disse fire komponenter ikke bare er lag på lag, men indgår i et komplekst samspil, der skaber en balance eller ekvilibrium, der muliggør liv (Lovelock 1979). For eksempel når træer, alger og andre planter planter producerer det meste af ilten i atmosfæren, så hjælper de med at vedligeholde mængden af ilt på et niveau, der kan understøtte komplekse former for liv, men uden at producere så megen ilt, at der er fare for, at det hele går op i flammer.

Alle træerne og de øvrige arter, der udgør i Amazonas-regnskoven er dybt afhængige af, at der falder over 2 meter regn hvert år. Men denne voldsomme nedbørsmængde skyldes ikke bare, at den stærke sol ved ækvator driver afdampningen fra havene. For livet i Amazonas modtager ikke bare regn, den fremkalder det. Den store mængde vegetation afgiver 20 milliarder ton vanddamp hver dag og fylder luften med svampesporer, pollen, bladrester og mikrober, der giver de perfekte forhold for regn. Med så meget vand i luften, og så mange mikropartikler, som vandet kan kondensere på, samler der sig hurtigt nye regnskyer.

Amazonas er bare ét af de mange bærende økosystemer i det gigantiske, forbundne kredsløb, hvorigennem levende arter påvirker og forandrer Jorden. Og på den måde er naturen selv en grundlæggende forsætning for at skabe og opretholde forudsætningerne for liv på jorden. Som den canadiske astrobiolog Colin Goldblatt siger det, “Jordens definerende egenskab er, at det understøtter liv på en planetær skala. Og Jorden lærer os, at beboere og beboelighed er uadskillelige” (citeret i Grinspoon 2017). Liv ikke bare er noget, der foregår på Jorden. Det er biosfæren – selve mangfoldigheden af liv – der er dét, der gør livet muligt. Hønen er ægget!

Dette er kernen i Lovelock’s hypotese: Jordens fire komponenter – vand, luft, jord og liv –udgør tilsammen ét enormt, komplekst system. En økosfære, der både består af levende arter, økosystemer og kredsløb, og ikke-levende grundstoffer og fysiske kræfter. Dette er, siger Lovelock, ét stort levende væsen – en superorganisme – der i sin helhed har evnen til at vedligeholde vores planet og gøre det til en egnet og behagelig ramme for liv. Han kalder dette væsen for Gaia. Dette navn er ikke tilfældigt valgt, for i den græske mytologi er Gaia ikke bare jordens gudinde, hun er selve Jorden. Moder Jord (Lovelock 1979).
Hvis Moder Jord er for højstemt, så er det måske nemmere at forholde sig den amerikanske opfinder Buckminster Fuller, der kalder det “Rumskibet Jorden”: Et komplekst, selvorganiseret, selvbærende system, der rejser gennem rummet med al den livsunderstøttende infrastruktur, den skal bruge. Det eneste, der skal tilsættes, er sollys (Fuller 1968)

Hidtil er der ingen, der har styret dette rumskib. Alting har fundet sin orden på egen, selvbærende vis. Men gennem de sidste 100 år har menneskeheden skabt så store forandringer i økosfæren, at vi er begyndt ændre dets sammensætning og funktioner. På denne måde er klimaforstyrrelserne og tabet af vild natur og biodiversitet er to sider af samme sag, for mængden af liv har en direkte indvirkning på Jordens klima, som eksemplet med Amazonas ovenfor viser.

Det har ført til, at geologer nu argumenterer for, at vi nu er trådt ind i den antropocæne tid. En ny geologisk tidsalder, hvor menneskeheden er den primære kraft, der former Jordens geologi. Med næsten 8 milliarder mennesker har vi opnået en enorm magt over Jorden. Og vi bruger enorme mængder fossile brændsler og størsteparten af Jordens frugtbare landarealer til at understøtte vores behov i sådan et omfang, at vi helt tager for givet, at vores samfund og behov kommer først. Denne magtfuldkommenhed kommer måske bedst til udtryk, når folk helt nonchalant siger, at vi skal “passe på klimaet” eller “tage hensyn til naturen”. Som om “natur” eller “klima” er noget, som vi er afkoblede af, på afstand af eller har magt over i sådan et omfang, at vi lige skal holde lidt igen. Men vores liv og samfund er ikke adskilt fra vores omgivelser, fra den jord vi står på, det vand vi drikker og den luft vi indånder. Som James Lovelock siger: “Vi er en del af denne Jord, og vi kan derfor ikke nøjes med at forholde os til vores affærer alene. Vi er så forbundne med Jorden, at dens kuldegysninger og feberhede også er vores kuldegysninger og feberhede.” (citeret i Jabr 2019)

Det økocentriske medborgerskab
Vi er blot en lille del af et meget større system, som vi er dybt afhængige af – som et nyfødt barn er afhængig af sin mor. Eller som en kræftsvulst. Igennem de senere år er flere og flere aktivister og skribenter begyndt at bruge kræft som metafor for menneskehedens udvikling. En konstant voksende, opslugende og fordærvende kraft, der langsomt udvinder og udpiner alt på Jorden til at nære dens umættelige behov. Men denne metafor er misvisende. For som den amerikanske astrobiolog David Grinspoon har bemærket, så stopper kræftceller ikke op og snakker med hinanden og siger, “hey, måske skulle vi ikke være en kræftsvulst, for hvis denne person dør, så dør vi også.” (Grinspoon 2017)

Det er denne evne til refleksion, der gør menneskeheden enestående i dette store system. Med den amerikanske forfatter og jordbrugsforsker Wes Jackson’s ord, så er vi er planetens bevidsthed. 4 milliarder års evolution har ført frem til dette punkt, hvor økosfæren er blevet selvbevidst. Og det er os, menneskeheden, der er denne bevidsthed. Ingen andre arter kan se eller forstå alle de sammenhænge og forbindelser, der gør økosfæren mulig (The Conversation, 2012). Ingen andre arter kan værdsætte den mangfoldighed, skønhed og enorme tilfældighed, der har gjort livet muligt. Og det giver os et helt særligt ansvar. For ligesom vi har magten til at gøre planeten ubeboelig, har vi også alene evnen til lære at genkende og forstærke de klima-stabiliserende processer, der allerede er økosfæren.

Dette ansvar og denne evne til at forstå og værdsætte Jorden som samlet system mener jeg vil være kernen i en ny form for økocentrisk medborgerskab. “Øko” kommer oprindeligt fra det græske ord oikos, der både betyder hus, husholdning eller familie. Denne rod går igen i både økologi (viden om organismers forhold til sine omgivelser) og økonomi (styring af en husholdning). Men dets grundessens kan nok bedst defineres som hjem. Et økocentrisk medborgerskab er således en form for medborgerskab, der ikke sætter individuelle menneskers rettigheder først, men i stedet fokuserer på det større hjem, vi bebor og deler med alt andet liv: Selve økosfæren.

Set i dette perspektiv er menneskehedens forhold til resten af økosfæren ikke så meget som en kræftsvulst, men måske snarere en ung og uprøvet bilist, der er ude og køre for første gang. Pludselig går det op for hende, at hun drøner afsted ude på motorvejen i en kæmpestor lastbil, og at alle hun elsker, og alt, hvad hun holder af, og alle hun nogensinde har kendt, er i lastrummet bagi. Og at hun faktisk slet ikke ved, hvordan hun kan styre!
Det er denne erkendelse, der får skoleeleverne til at strejke. De ser nyhederne om artstab og skovbrande og oversvømmelser og tørke, og de se den enorme kløft imellem ord og handling. Mellem hvad de har lært i skolen – og den hverdag og det samfund, som de er en del af. Og derfor spørger de, “Er der en voksen tilstede?”

De råber op og kigger forgæves nogen, der kan tage ansvar – ikke bare for at sikre kortsigtede behov som uddannelse og karriere og velfærd – men for at sikre det større fællesskab af liv, som vi indgår i. For at sikre, at den økosfære, dette Rumskibet Jorden, som vi alle er afhængige af og uløseligt forbundet med, fortsat kan være et trygt, komfortabelt og rigt hjem for os alle.

Atter en gang er det næste kapitel i demokratiets udviklingshistorie ved at blive skrevet af dem, der står udenfor. De kræver, at vi holder op med blot at se os selv som statsborgere, der kun er forpligtede overfor vores land og landsmænd, til at være jordboere, der er forpligtede overfor Jorden som helhed. Denne proces er allerede igang. Flere lande har allerede påbegyndt denne forandring ved at indskrive naturens og vores efterkommeres rettigheder direkte i deres forfatninger. I 2008 gennemførte Ecuador en forfatningsændring, der bl.a. sikrer naturens liv “retten til at eksistere, vedblive, vedligeholde og forny sine vitale kredsløb, strukturer, funktioner og dens processer i evolutionen.” Og i 2014 vedtog Norge en grundlovsændring, så det i §112 står, at “Enhver har rett til et miljø som sikrer helsen, og til en natur der produksjonsevne og mangfold bevares. Naturens ressurser skal disponeres ut fra en langsiktig og allsidig betraktning som ivaretar denne rett også for etterslekten.” Dermed bliver det ulovligt at handle på måder, der mindsker naturgrundlaget og fremtidige generationers udfoldelsesmuligheder.

Som alle tidligere udvidelser af demokratiet, så drives denne udvikling af en fortsat kamp for anerkendelse og rettigheder. Denne kamp starter ikke med ny lovgivning, men med ny viden, nye værdier og levevis. Og her spiller skolen en afgørende rolle. Her afslutningsvist vil jeg pege på tre elementer, som skolen bør prioritere for at give kommende generationer det fornødne fundament, der kan ruste dem til at være økocentriske medborgere, der kan forvalte denne planet forsvarligt:

1. Forstå økosfæren
Samspillet mellem levende og ikke-levende elementer i økosfæren er nærmest uendeligt komplekst, men det er afgørende, at man får en grundlæggende forståelse for, hvordan dette samspil fungerer, for at kunne indgå i og tage medansvar for den klode, vi bor på. Dette kræver, at man lærer at undersøge helheder, eller systemer, i deres større sammenhæng, snarere end blot deres enkelte dele.

Denne tilgang går ofte under betegnelsen “systemisk tænkning” (eller systems thinking på engelsk). Dette dækker ikke en fast defineret teori, men snarere en praksis og en tankegang, der går på tværs af faglige retninger og discipliner, hvilket desværre har betydet, at der stort set ikke bliver undervist i denne tilgang i Danmark. Helt kort fortalt er systemisk tænkning er en overordnet tilgang til at forstå hele systemer, hvor relationerne mellem de enkelte dele er med til at forme helheden. Hvilket gør, at ikke bare kan forstå de enkelt dele hver for sig, men kun ved at kigge på hele systemet. Det er for eksempel det, en økolog gør, når hun undersøger et økosystem, hvor dyr, planter, vejr og næringsstoffer spiller sammen og påvirker hinanden på kryds og tværs. Man kan ikke forstå hele økosystemet ved kun at undersøge et enkelt dyr eller en enkelt plante. For det hele hænger sammen.

Derfor bør alle børn lære at tænke systemisk allerede i grundskolen. For det giver et sprog og en viden til at forstå hvordan vi kan arbejde med at løse de komplekse og forbundne problemstillinger, som vi står overfor. Jeg kan varmt anbefale Donella Meadows’ bog “Thinking in Systems: A primer”, der giver en fremragende introduktion til systemisk tænkning som felt og som tilgang (Meadows 2008).

2. Værdsætte økosfæren
Allerede som børn skal vi lære at værdsætte økosfæren som vores hjem, og dermed lærer at anerkende og respektere det større fællesskab, som vi er en del af og gensidigt afhængige af. Men for at gøre dette, kan vi ikke længere have som mål at være “bæredygtige”. For bæredygtighed er grundlæggende et antropocentrisk begreb, der signalerer, at økosfæren er noget vi frit kan forbruge, så længe vi nøjes med kun lige at tage så meget, at vi ikke udpiner den fuldstændigt. Som William McDonough, en af stifterne af ‘vugge til vugge’-bevægelsen, polemisk bemærker: “Hvis jeg spurgte dig, hvordan det gik med dit ægteskab, og du svarede, at det var ‘bæredygtigt’, så ville jeg have ondt af dig” (McDonough & Braungart 2002).

Et godt ægteskab er ikke bæredygtigt; det er gensidigt. Vi kan ikke nøjes med bare at tage, vi må også give tilbage til det større fællesskab, vi er en del af. Som den amerikanske botaniker og forfatter Robin Wall Kimmerer bemærker, så er gensidighed ikke bare udtryk for god opdragelse, det er også sådan økosfæren fungerer: Alt bliver givet videre. Den enes efterladenskaber er den næstes næring (Wall Kimmerer 2015).

Derfor bør alle børn lære at værdsætte den rigdom, der findes i verden. Nærmest alle verdens religioner rummer taknemmelighed, men især verdens oprindelige folk har traditioner, der tydeliggør, at vores relation til økosfæren er gensidig. Dette ses for eksempel hos den Nordamerikanske Haudanosaunee-stamme, hvor hver skoledag starter med en fælles taksigelsesbøn for alle økosfærens elementer og kredsløb, der minder om vores forbundethed til og forpligtelse overfor det større fællesskab (Haudanosaunee, udateret).

3. Forvalte økosfæren
Viden og værdier er intet, hvis de ikke udleves i praksis. Mere end noget andet kræver det mesterlære: At vi som voksne viser vejen og engagerer børnene i at forvalte økosfæren sammen med os. Det kan både være helt konkret i form af at dyrke jorden, høste og lave mad sammen, eller arbejde med naturgenopretning og hele den skade, der er blevet påført vores lokale økosystemer, eller på anden måde give tilbage til økosfæren. Men det kan også være ved at tage del i kampen for at sikre en retfærdig fordeling af den rigdom, som er blevet menneskeheden til del. For vi kan ikke forvalte økosfæren forsvarligt, hvis vi ikke også gør op med den sociale og økonomiske ulighed, der medvirker til ødelæggelsen af vores fælles hjem.

Litteratur

  • The Conversation (2012) Episode 22: Interview with Wes Jackson: http://www.findtheconversation.com/episode-twenty-two-wes-jackson/.
  • Fuller, B. (1968) Operating Manual for Spaceship Earth. Lars Muller.
  • Grinspoon, D. (2017) Earth in Human Hands. Long Now Foundation seminar, 6. september 2017: http://longnow.org/seminars/02017/sep/06/earth-human-hands/.
  • Haudanosaunee-stammen (udateret) Thanksgiving Address, kan findes på: https://americanindian.si.edu/environment/pdf/01_02_Thanksgiving_Address.pdf
  • Jabr, F. (2019) The Earth Is Just as Alive as You Are. New York Times, 20. april 2019: https://www.nytimes.com/2019/04/20/opinion/sunday/amazon-earth-rain-forest-environment.html.
  • Lovelock, J.E. (1979) Gaia: A New Look at Life on Earth. Oxford University Press.
  • McDonough, W. & Braungart, M. (2002) Cradle to Cradle: Remaking the Way We Make Things. North Point Press.
  • Meadows, D. (2008) Thinking in Systems — A Primer. Chelsea Green Publishing.
  • Singer, P. (1979) Practical Ethics Cambridge University Press.
  • Wall Kimmerer, R. (2015) Braiding Sweetgrass: Indigenous Wisdom, Scientific Knowledge and the Teachings of Plants. Milkweed Editions.