Kronik udgivet i Kristeligt Dagblad d. 8. september 2022:
Tidens små tiltag for at mindske klimaforandringerne er slet ikke nok. Vi må gøre noget radikalt og håndtere klimakrisen, som om vi skulle i krig
I december 2018 gik omfanget af klimakrisen for alvor op for mig. Jeg hørte Johan Rockström, en af en verdens førende klimaforskere, holde foredrag i København. Han gjorde det klart, at vi kun havde to år, hvis vi skulle nå Paris-aftalens mål om holde den globale temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader. Hvis vi ikke knækkede kurven for CO2-udledninger senest i 2020 ville det være for sent.
Foredraget blev et vendepunkt for mig. Jeg forstod, hvor meget der er på spil, og hvor vigtigt det var at skabe et bredt, folkeligt pres for ambitiøs klimahandling. Det blev afgørende for, at jeg for alvor kastede mig ind i kampen for at gøre folketingsvalget grønt i 2019, så vi i Danmark kunne gøre vores del for at nå Paris-aftalens målsætninger.
Langt de fleste klima-aktivister kan pege på lignende øjeblikke, hvor klimakrisens alvor virkelig er gået op for dem. Hvor de har mærket den der synkende fornemmelse af, at det er nu eller aldrig. Det er lige dele vrede, sorg og desperation. Følelsen af, at vi bliver nødt til at gøre noget. Og det gjorde vi. Klimavalget i 2019 var et jordskælv i det politiske landskab. Det ledte til en klimalov og målet om 70 procent reduktion i 2030, som ingen politiske partier eller kommentatorer havde troet muligt.
Men desværre er klimakrisen ikke noget, der bare lige kan fikses med et klimavalg eller et ambitiøst reduktionsmål. Det er snarere, som den amerikanske forfatter James Howard Kunstler beskriver det, en meget lang nødsituation. Den finder sted på en tidsskala, der er svær for os at forholde os til. Faktisk har den allerede varet årtier, for klimaforandringerne har været på den politiske dagsorden i over 30 år – omend først for alvor efter, Greta Thunberg og Den Grønne Ungdomsbevægelse slog igennem i 2019.
Det er en krise, der varer så længe, at den før eller senere bliver hverdag. Klimaforandringer er ikke en nyhed længere. Greta er ikke længere i fjernsynet. Der kommer færre og færre til klimamarcherne. Man kan ikke være vred og desperat hele tiden. Og som tiden går, træder det i baggrunden. Vi har for travlt med at sørge for, at vores børn har det godt nu, til at vi kan bekymre os så meget om, hvilken fremtid, de kommer til at vokse op i. Vi kigger os omkring og tænker, at alle andre ikke virker bekymrede. Og vi falder for den flertalsmisforståelse, at vi nok er de eneste, der stadig bekymrer os for klimakrisen, og at alle andre lader til at have tiltro til, at politikerne gør så meget, de kan, så hurtigt det kan lade sig gøre. At det ikke nytter at råbe mere op. At klimabevægelsen nok har toppet.
Forleden hørte jeg et interview med Johan Rockström, hvor han samlede op på udviklingen de sidste fem år. Han sagde, at det nu er for sent at nå de halvanden grader. Selvom politikere rundt om i verden efterhånden er begyndt at sætte handling bag ordene, så går det stadigvæk alt, alt for langsomt. Vi har endnu ikke knækket kurven. Det er allerede for sent at forhindre, at klimaforandringerne kommer til at have voldsomme, og visse steder også katastrofale, konsekvenser i dette århundrede. Vi mærker det allerede med hedebølger, tørke, skovbrande og oversvømmelser rundt om i verden. Og det vil kun blive værre. For de stigende temperaturer har allerede ramt flere tipping points. Amazonas lagrer ikke længere kulstof i samme omfang som tidligere. Nordpolen vil være isfri om sommeren, og det mørke hav vil optage meget mere af sollysets energi. Det vil lede til selvforstærkende effekter, der kun vil accelerere opvarmningen yderligere.
Pludselig står krisen skarpt for mig igen. Både sorgen, vreden og følelsen af “nej! Vi bliver nødt til at gøre noget.” Bare fordi vi ikke længere kan nå de halvanden grader, betyder det ikke, at vi lige så godt kan give op. For klimakrisen er ikke et sort/hvidt, vind-eller-tab, løsning-eller-ingen-løsning regnestykke. Kampen stopper ikke ved halvanden eller ved to grader. Hver grad, vi kan mindske temperaturstigningerne, gør en enorm forskel. Lige præcis, hvor meget vi (og fremtidige generationer over hele kloden) er på røven, afhænger af rigtig mange ting, som vi stadig kan nå at gøre noget ved.
Her mener jeg politisk – for det er kun en massiv politisk indsats af den slags, der kan få hele lande og økonomier til at skifte kurs, der kan gøre en forskel her. Vi bør selvfølgelig alle reducere vores personlige klimaaftryk, for sammen kan det gøre en forskel. Men vi skal hverken skamme os eller brokke os over andres forbrug, for i sidste ende er det kun gennem fælles, politisk handling, at vi kan rykke på en global, systemisk krise.
Nu er der et nyt folketingsvalg lige rundt om hjørnet. Og ironisk nok er situationen meget den samme, som den var for tre år siden. Igen er det de færreste partier og politikere, der profilerer sig på klima – for dén sag er de jo allerede i gang med at løse, og ingen har lyst til at overbyde de målsætninger, der allerede er sat – og som alligevel ikke tegner til at blive indfriet. Københavns Kommune har lige meldt ud, at de ikke som planlagt bliver fossilfri i 2025, fordi de har sat deres lid til en umoden “carbon capture”-teknologi, der endnu ikke har vist sig effektiv på den ønskede skala. Klimarådet vurderer, at regeringen stadig mangler at finde halvdelen af de 20 millioner ton CO2, der skal til for at nå målet om en 70 procents reduktion i 2030.
At vinde langsomt er det samme som at tabe som den amerikanske klimabevægelses grand old man Bill McKibben har sagt det. Derfor er det på tide at indse, at klimakrisen ikke passer ind i de vante politiske rammer. Som den britiske journalist George Monbiot har bemærket, så må vi i den grønne bevægelse holde op med at lyve for os selv og andre ved at lade, som om små, gradvise forbedringer giver de store forandringer, der er brug for.
Vi fik ikke klimaloven i 2019 ved at være rimelige, men ved at bryde ud af de eksisterende rammer og kræve det nødvendige. Nu må vi gøre det igen. Sagen er, at langt det meste af klodens energiproduktion ret hurtigt kan gøres fossilfri i løbet af de kommende årtier. Produktionen af sol- og vindenergi ser ud til at fortsætte med at vokse eksponentielt. Teknologien og økonomien kan sagtens lade sig gøre. Det er kun den politiske vilje, der mangler. Men det kræver, at vi kommer op i et helt andet gear. De amerikanske klima-aktivister Margaret Klein Salamon og Ezra Silk har argumenteret for, at hvis vi skal gøre alvor af den grønne omstilling, skal vi mobilisere hele samfundet i samme omfang som USA gjorde efter angrebet på Pearl Harbor i 1941. For at blive i stand til at vinde Anden Verdenskrig omstillede man i løbet af få år hele produktionsapparatet på at understøtte krigsindsatsen, man indførte rationering, nye heftige indkomst- og virksomhedsskatter, kvinder overtog fabriksjobs fra de mænd, der tog i krig, og der blev etableret over 50 millioner haver, der producerede over 40 procent af landets grøntsager under krigen. Det var en fælles indsats på tværs af hele samfundet.
Vi har brug for at gøre noget lignende. Det er radikalt. Og mange vil mene, at det er umuligt inden for de nuværende politiske rammer. Men det må vi ikke lade os stoppe af. I stedet må vi være realistiske og kræve det umulige, som studenteroprørerne proklamerede det i 1968. For i sidste ende er det den eneste måde, vi kan lære at leve i denne lange nødsituation: Ved at tage den alvorligt i det omfang, den kræver.
