Fredagen før jul tog jeg afsked med mit første hold elever på Jyderup Højskole. Siden begyndelsen af august har jeg været den primære underviser på linjefaget Grøn Guerilla. Og jeg er blevet kastet temmelig hovedkuls ud i at genopfinde og videreudvikle dette fag og skabe en meningsfuld, lærerig og engagerende ramme for de ti elever, der har været på linjen i løbet af semesteret.
Det har både været svært og sjovt – og en del mere krævende, end jeg havde forventet. Jeg har undervist en del tidligere, men mest som gæstelærer på enkelte undervisningsgange på et længere kursus, eller på koncentrerede forløb over en hel dag eller en weekend. Men der er stor forskel på at sætte sig op til at levere en intens kraftudladning overfor en gruppe nye mennesker en dag eller to, og så at komponere et afvekslende, tilpas afstemt og udfordrende forløb over den samme lille gruppe mennesker uge efter uge igennem fire-fem måneder.
Det er ikke helt så simpelt som forskellen på en sprint og et marathon-løb. For for at hele semesteret kan fungere skal man netop veksle mellem kortere, intense, måske mere styrede forløb og længere, udforskende, måske mere selvstyrede forløb. Det er mere som en Tour De France-etape, der både rummer stigninger og nedkørsler, sprint og væskedepoter og – forhåbentligt! – masser af hujen og opbakning undervejs.
Som så meget andet har jeg gjort det ‘the long hard stupid way’, og har begået en masse fejl undervejs (how fascinating!). Heldigvis er mine elever også nybegyndere, og har været meget overbærende med mig. Vi har evalueret løbende og snakket om formen og om frustrationer og glæder undervejs. Evaluering er også svær, når jeg både skal reflektere over elevernes oplevelser og erkendelser, og over min egen læring, både i forhold til undervisningens form og indhold, og disponeringen og prioriteringen af min egen tid og energi.
Derfor har jeg sat mig for at prøve opsummere nogle af de ting, jeg har lært i løbet af mit første semester som højskolelærer. Det er ikke en udtømmende liste, men mest et forsøg på at fastholde nogle erfaringer, jeg har gjort mig, så jeg kan vende tilbage til dem og reflektere videre over dem i løbet af det kommende semester..
0. Corona er noget lort
Måske ikke så overraskende gør højskolernes corona-restriktioner det svært at lære eleverne at kende. For det bliver temmelig kunstigt at prøve at starte en spontan samtale, når man ikke må sidde ved siden af hinanden til måltiderne, man hele tiden skal holde 1 meters afstand og være iført et mundbind, når man ikke sidder ved et bord eller er i en undervisningssituation. Derfor har jeg reelt kun haft mulighed for at snakke sammenhængende med mine elever i undervisningstimerne. Og det er jo ikke sådan højskole skal være. Her skal undervisning og samvær jo vægtes lige højt. Men det er fanme svært i praksis i denne corona-virkelighed. Jeg tror dog ikke, at eleverne har oplevet det som et afsavn, for de har jo haft et stærkt fællesskab med alle de andre elever på skolen. Men jeg synes sgu, at det blev lidt ensomt at sidde alene ved lærerbordet til alle mine aften- og weekendvagter…
1. Find fagets kerne
I den første halvdel af semesteret var jeg ret misundelig på de kreative fag, hvor alle eleverne havde en fælles interesse og ønske om at dyrke en bestemt praksis: At skrive, at lave musik eller kunst. Det hele var defineret omkring en tydelig praksis og et tydeligt produkt, man nemt kan præsentere, fremføre og høste anerkendelse for. Og med en klar praksis er det tilmed nemt at sætte en gæstelærer på en uge, fordi vedkommende bare kan tage udgangspunkt i sin tilgang til denne praksis og sine egne værker.
Til sammenligning er Grøn Guerilla en total rodebunke. Overordnet handler det om bæredygtighed og grøn omstilling, men i sin kerne handler det om at lære hvordan man kan skabe forandring i verden. Hvordan man kan finde en sprække, hvor man kan sætte sin lille løftestang ind og være med til at rykke verden, så den bliver et bedre sted for os alle. Hvordan ser det ud? Det kan komme til udtryk i rigtigt mange forskellige former for praksis. I løbet af dette semester har vi blandt andet:
- Været på Samsø og lært om lokal energiforsyning og cirkulært landbrug
- Arrangeret en høstfest med debatdag om fremtidens landbrug med lokale landmænd, debattører og forskere
- Lært om Tiny Houses, gældfrihed og bygget et cykelskur
- Arbejdet i haven, lavet jordforbedring, passet kaniner og høns og samlet svampe i skoven
- Lavet vandprøver og tjekket biodiversiteten i vores lokale sø og skov
- Engageret resten af skolens elever til at tage med til Folkets Klimamarch i København
- Besøgt lokale gårde og hjulpet med bl.a. at luge ukrudt, plukke æbler, bælge bønner og grave kartofler
- Skrevet debatindlæg og holdt taler
- Lært om politisk aktivisme og civil ulydighed og lavet en aktion mod den sorte skattereform (I kan se den her)
Fællesnævneren for alt dette er måske mest af alt to ting: At eleverne får lejlighed til at være nybegyndere og prøve kræfter med en masse forskellige ting. Og at de lærer at skabe konkrete forandringer i fællesskab.
2. Kommunikér, kommunikér, kommunikér
Jeg blev igen og igen overrasket over, hvor meget jeg skulle gentage mig selv. Højskoleelever er meget lidt skriftlige i deres hverdag, for alle de har brug for at høre fra, er jo på den samme matrikel. Og selvom vi havde oprettet en Facebook-gruppe til holdet, så fik jeg lidt samme følelse som ved lærerbordet i weekenden: Det var mest mig, der skrev derinde, og kun i begrænset omfang fik jeg svar. Så selvom jeg havde oplevelsen af at, jeg kommunikerede, havde eleverne sjældent oplevelsen af, at de fik tilstrækkelig kommunikation. Så jeg skulle virkelig vænne mig til at meta-kommunikere så meget i tale fremfor på skrift.
3. Skab en tydelig struktur i faget
Fra starten havde jeg tænkt semesteret i 3 blokke á 6 uger. Men den semesterplan faldt hurtigt fra hinanden, for inddelingen i så store og overordnede blokke gav slet ikke mening for eleverne, og det forstår jeg godt. Det fungerede det meget bedre at sige “i denne uge handler det om kreativ aktivisme” eller “de næste to uger skal vi bygge et cykelskur” end at sige “de næste 6 uger handler om landbrug”. Generelt var min semesterplan meget afsender-orienteret, og slet ikke særlig modtager-orienteret. Det skyldes i høj grad, at semesterplanerne skal sendes ind til kulturministeriet for at højskolen kan bevise, at der finder brugbar og meningsfuld undervisning sted. Men det hjælper jo ikke eleverne. Så fremadrettet vil jeg lave klarere inddeling i mindre tema-blokke, med bedre beskrivelse af hvad hvert enkelt tema handler om.
4. Start med korte forløb med klart definerede produkter
Fordi faget handler så meget om at gøre ting i fællesskab er det meget vigtigt, at eleverne så tidligt som muligt får oplevelsen af at gøre noget sammen. Jeg definerede deres første projekt: At arrangere en høstfest og et debatarrangement om fremtidens landbrug. Det var tilfældigvis lige det, som skolen havde fået nogle corona-støttemidler fra FFD til, og som jeg havde ansvaret for at arrangere. Så jeg tænkte: Nu gør vi det til et fælles projekt. Men det var lidt for meget på mine præmisser, og lidt for lidt på deres. Nogle af dem stressede over at få stillet en opgave, som de ikke helt følte, at de kunne mestre. Og projektet forløb over for lang tid i forhold til, hvor stort deres engagement var i det. I stedet vil det være bedre med korte, intensive forløb på 1-2 uger med klart definerede produkter.
5. Tænk i flow
Flow er topmålet af succes på en højskole. Flow ligger ikke kun i den konkrete praksis: At alle ved, hvad de skal gøre, gør det og har det godt med at gøre det. Men også i, at der er et flow mellem de forskellige aktiviteter, der hele tiden matcher elevernes energi og drive. Jeg kendte godt Christen Kolds udtryk “Først oplive så oplyse”, men det er noget ganske andet at indtænke små og store peaks af oplivelse, der kan skabe den nødvendige vekselvirkning og sammenhæng med al den skemalagte oplysning. Pejlemærket i alt dette er elevernes oplevelse. Og hele tiden være bevidst om, hvad, der giver dem energi, og hvornår man kan udfordre dem til at bruge mere energi end de får i en periode.
Derfor kan det være godt at have flere projekter i gang på samme tid, så man kan komme ud og lave jordforbedring eller bygge cykelskur som afbræk fra et projekt, der mere foregår i hovedet eller på computerskærmen.
6. Tag på tur, overnat ude
Højskolen bliver hurtigt en meget tryg bobbel, hvor tiden går meget hurtigt. Derfor er det vigtigt at komme ud. Et af semesterets højdepunkter var, at vi nåede en to-dages tur til Samsø inden corona-restriktionerne blev skærpet. Bare det at være afsted sammen og have sammenhængende uforstyrret tid sammen styrkede fællesskabet på holdet meget. Jeg kan godt være misundelig på Udelivs-valgfaget, hvor eleverne ofte er på overnatningsture. Men i virkeligheden kunne jeg jo sagtens bare gøre det samme. Det er ikke destinationen, der er vigtig. Det er det at være afsted på tur.
7. Dine planer holder ikke
At kommunikere så meget satte ekstra krav til mig om at kunne komme med nogle klare meldinger om, hvad der skulle ske. Det handlede ikke bare om at have forberedt mig i god tid og have styr på, hvad der skulle ske hvornår, men også om at følge med i alt det, der ellers skete på skolen, der kunne påvirke elevernes energi, humør og overskud. Men ligegyldigt hvor godt forberedt jeg var, var det sjældent, at jeg kunne regne ud, hvor lang tid ting ville tage. Hvad gør man, når den workshop, jeg troede ville tage hele dagen, allerede er overstået til frokost? Hvad gør man, hvis der slet ikke er tid til den workshop, jeg havde brugt timer på at forberede, fordi eleverne gerne vil forstå det finanslovsforslag, der lige er blevet offentliggjort? Hvad gør man, når en tur bliver aflyst pga. nye corona-restriktioner? I det hele taget skal jeg være meget bedre til at improvisere og rydde dagsordenen, når der opstår noget, som eleverne er nysgerrige på eller indignerede over. For deres engagement er den afgørende drivkraft for undervisningen.
8. Vær ærlig
Efterhånden omfavnede jeg den tilgang at være så ærlig som jeg kunne være. Jeg fortalte om mine egne mellemregninger og delte mine overvejelser om, hvad jeg tænkte, at jeg gerne ville med undervisningen. Set i bakspejlet kunne jeg godt have været bedre til at fortælle om alle de planer, jeg måtte aflyse på grund af corona. Eleverne gjorde det klart, at de foretrak at få ren besked. Det gik ret godt i tråd med den øvrige meta-kommunikation, men det var en svær balance, fordi eleverne havde ret forskellige behov for at forstå, hvorfor planerne ikke holdt eller tingene ikke blev, som jeg havde sagt. Nogle ville bare hurtigt videre og igang med det næste. Og det skal der også være plads til.
9. .. men ikke for ærlig
Jeg må indrømme, at det på nogle punkter har været et svært efterår for mig. Corona og regeringens enormt fodslæbende klimapolitik slog luften ud af den optimisme, jeg havde med fra 2019. Og af og til har det smittet af på min undervisning, der på dårlige dage har været mere dyster og end borgerlysten. Men det var alligevel lidt af et chok, da en af mine elever sagde, at hun godt kunne blive i lidt dårligt humør af undervisningen. Og det gav anledning til en del eftertanke for mig. Hvis jeg indimellem er sur på verden, så er det mit ansvar at sørge for, at det ikke smitter af på undervisningen.
10. Pas på projekterne
Åbne selvdefinerede projekter er kernen af, hvad vi lavede i Borgerlyst, og som vi støttede og opfordrede folk til at lave. Men jeg har lært, at sådanne projekter er noget af det allersværeste for mine elever. Dette skyldes til dels, at en del elever kommer med mentalt arvæv fra deres skoletid. Især fra karakterræs og de mønstre og roller, som det giver anledning til. Hvadend det handler om at leve for meget op til folks forventninger – eller det modsatte. For dem er højskolen netop et frirum fra det, og jeg tror, at hvis de selv kunne vælge, ville de nok foretrække at lave kortere, klart definerede projekter igennem hele semesteret, hvor der ikke er for meget på spil. Men netop derfor mener jeg, at det er vigtigt, at de bliver udfordret til at definere og skabe deres egne projekter og får lejlighed til at opleve alle de frustrationer og glæder, der er forbundet ved at skabe noget fra bunden. Derfor er det desto vigtigere at anerkende, at det er svært og støtte dem igennem forløbet. Jeg var helt sikkert ikke støttende og forstående nok undervejs i deres åbne projektforløb. Og nu tænker jeg også, at det kom for tidligt i semesteret.
11. Få de nye med i fællesskabet
Jyderup Højskole har et såkaldt andet optag halvvejs igennem semesteret, hvor der som regel starter et par nye elever. De er helt på bar bund og skal finde vej ind i et stort og allerede etableret elevfællesskab, og de har brug for så megen hjælp, som de kan få til at komme igang. Jeg hjalp på ingen måde den ene elev, jeg fik ind på 2. optag, for hun startede lige til opstart af de åbne projekter, der var en kilde til stor frustration for hele holdet og gjorde det endnu sværere for hende at finde sig til rette – både med faget og med sine holdfæller. I stedet burde jeg afsætte et par uger efter 2. optag til at gøre det let for de(n) nye at komme med på holdet. Allerbedst med en fælles tur med overnatning.
12. Anerkend, anerkend, anerkend
Jeg har ikke altid så let til hverken pathos eller store ord. Men begge dele er ikke til at komme udenom, når man er højskolelærer. En vigtig del af ens arbejde er at spejle og sætte ord på, hvad der sker i eleverne, og anerkende de små og store spring de tager i løbet af deres tid på højskolen. Anerkendelse er åndelig næring for os alle. Og måske især vigtig, når man stadig er ved at finde ud af, hvad man er god til og har mod på. Og selvom jeg afsluttede semesteret med at holde hyldesttaler til hver elev, skulle jeg have gjort meget mere ud af at anerkende dem i løbet af semesteret.
Stor tak til Axel, Louise, Eden, Lise, Anna, Lise, Jonas, Louise, Aleksander og Signe for jeres store engagement, lærelyst, feedback og overbærenhed, der har gjort det muligt for mig at lære så meget dette første semester.
