“It’s my face man
I didn’t do nothing serious man
please
please
please I can’t breathe
please man
please somebody
please man
I can’t breathe
I can’t breathe
please
man can’t breathe, my face
just get up
I can’t breathe
please, a knee on my neck
I can’t breathe
shit
I will
I can’t move
mama
mama
I can’t
my knee
my neck
I’m through
I’m through
I’m claustrophobic
my stomach hurt
my neck hurts
everything hurts
some water or something
please
please
I can’t breathe officer
don’t kill me
they’re gonna kill me, man
come on man
I cannot breathe
I cannot breathe
they’re gonna kill me
they’re gonna kill me
I can’t breathe
I can’t breathe
please sir
please
please
please I can’t breathe”
Det var George Floyds sidste ord. Han døde kort efter, kvalt af en politibetjent, der havde presset sit knæ mod hans hals i næsten ni minutter.
Ni minutter er meget lang tid. Det er svært for de fleste af os at sidde stille og fokusere på én ting i ni minutter. Prøv at sæt et ur og oplev, hvor langsom tiden føles. Betjenten, der havde sit knæ på George Floyd’s hals havde uendelig med tid til at løfte sit knæ. Og alligevel gjorde han det ikke. Omkring ham var der tre andre betjente, der bare lod det ske, som om det bare var en almindelig arbejdsdag.
Det er så forfærdeligt. Og hvad der gør det endnu mere forfærdeligt er, at det er sket så mange gange før. Så ofte, at ordene “I can’t breathe” allerede var Black Lives Matter-bevægelsens slogan længe inden mordet på George Floyd.
Det er bevægelsens opråb mod den systemiske vold, racisme og ulighed, som der er så tydelig i det amerikanske samfund. “Jeg kan ikke få luft” er essensen af den kamp mod uretfærdighed. Og det er opråb, som ingen af os kan ignorere. Heller ikke i Danmark. For strukturel racisme er ikke bare et amerikansk fænomen, ligeså lidt som slaveri og kolonialisme er det.
En stor del af Danmarks rigdom er bygget på at udnyttelsen af oprindelige folks land og liv. Danmark fangede og solgte afrikanske slaver på Guldkysten. Danmark udnyttede afrikanske slavers arbejdskraft på de Vestindiske Øer. Københavns største palæer er bygget med penge tjent på slavearbejde. De samme strukturer af udnyttelse og undertrykkelse har bygget vores samfund, men vi aldrig har gjort op med dem. Denne strukturelle racisme er stadig del af det danske samfund. Og det faktum, at du ikke lægger mærke til den, er ikke ensbetydende med, at den ikke er her. For den er der:
I flygtningelejre som Ellebæk, Sjælsmark og Kærshovedgård, hvor folk på flugt spærres inde i årevis.
I Mjølnerparken og andre boligområder, hvor hundreder af familier står til at blive tvunget ud af deres hjem – af en “Ghettolov”, der dømmer folk ud fra deres oprindelsesland.
Når regeringen afviser at forny opholdstilladelserne for 800 medborgere med somalisk baggrund, der har boet i Danmark i årtier. Og nu ønsker at sende dem tilbage til et land, hvor de hverken kan finde håb eller sikkerhed.
Når der oprettes visitationszoner, hvor politiet primært stopper og kropsvisiterer unge mænd med minoritetsbaggrund – på grund af deres hudfarve.
I den gensidige mangel på tillid, der er mellem det offentlige system og danskere med minoritetsbaggrund.
I den fortsatte mistro og diskrimination, som alt for mange af vores naboer og medborgere med minoritetsbaggrund stadig mødes med. Alle de små situationer med hverdagsracisme, misforståelser og ubevidst forskelsbehandling, som præger folk for livet, men som det er så let for os majoritetsdanskere at underkende eller slå hen, fordi det ikke handler om os, fordi vi ikke kan sætte os ind i, hvordan det er at blive vurderet alene ud fra sin hudfarve. For vores hudfarve er jo bare “hudfarvet”.
Som Fatima Osborne udtrykte det så stærkt til den seneste Black Lives Matter-demonstration i København: “Vi kan ikke få luft, fordi når vi fortæller jer alt dette, så tror I ikke på os.”
Det er ikke bare i USA. Det er ikke bare historie. Det er ikke bare noget, som andre skal forholde sig til. Vi bliver også nødt til at bruge vores stemmer. For hvis ikke vi bruger vores stemmer, vil vores stilhed blive brugt imod os.
Hvis George Floyds sidste ord fylder dig med sorg og vrede, så sig det højt. Støt op om denne kamp: Støt organisationer og personer der arbejder anti-racistisk. Del deres budskaber, donér penge, markér din støtte.
Lyt til folk som Fatima Osborne, Moussa Mchangama, Mary Consolata, Yancé-Myah Antonio Harrison, Bwalya Sørensen, Nafisa Fiidow, Prince Henry og mange flere. Vis din solidaritet med grupper som Mino Danmark, Black Lives Matter Denmark, Kvinder I Dialog, Almen modstand – Forsvar beboerdemokratiet, og mange flere.
Og hvis du nu synes, at det føles mærkeligt at sige det højt. At det føles ubekvemt at støtte sådanne grupper. At de føles lidt for vrede eller hårde i tonen eller svære at forholde sig til, så tag dig tid til at mærke efter og prøve at forstå, hvorfor det vækker ubehag.
For sagen er, at det er virkelig svært at erkende, at vi lever i et samfund, der er bygget på en systemisk racisme, der stadig spøger – i vores byer, på vores arbejdspladser, i vores uddannelser, i vores kultur. Det er på samme måde som det er svært at forholde sig til klimaforandringerne. For det meste er de slet ikke er synlige i vores hverdag, og derfor heller ikke er synlige i vores bevidsthed. Netop derfor er det så stort et chok, når vi opdager, at vi indirekte er med til at understøtte de strukturer, der forårsager dem.
Det er svært at tale om. Og det har taget mig langt længere tid at skrive og poste dette opslag, end jeg havde troet det ville. Men det handler ikke om skam eller dårlig samvittighed. Det handler om at tage stilling. Og første skridt er at erkende, at du også har et ansvar for, hvordan vores samfund fungerer – og lære, hvordan du kan være med til at ændre det til det bedre.
Her er nogle af de ting, jeg har læst, der har hjulpet mig i min erkendelsesproces. Måske det også kan hjælpe dig:
#BlackLivesMatter #BLM
