Fra Hogwarts til handlekraft – nye veje for højskolerne i det 21. århundrede

Siden jeg stoppede hos Medborgerne, har jeg afsøgt hvilke veje, jeg nu skal gå. Jeg vil arbejde endnu bredere med at styrke fundamentet i det danske civilsamfund. Og skabe bedre vilkår for andre, der gerne vil engagere sig, men som ikke ved hvordan eller som er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet kan.

Højskolerne er på mange måder det oplagte sted at sætte ind. De er veletablerede, anerkendte og får en god portion statsstøtte, og er på mange måder den perfekte ramme til at give flere unge og voksne redskaberne, modet og den demokratiske selvtillid til at udfordre den driftspessisme, der præger vores samfund og skabe politiske forandringer nedefra.

Men for mig at se forløser højskolerne langt fra det potentiale, som de rummer for at præge det danske samfund. I dag ser de fleste et højskoleophold som et muntert fjumreår, der giver et tiltrængt afbræk fra alle de store karriereplaner, man ellers tumler med. Sat på spidsen er højskolerne lidt ligesom Hogwarts skolen fra Harry Potter-bøgerne: en lille magisk verden, der lever for sig selv, hvor ressourcestærke unge kan prøve kræfter med noget kreativt, inden de atter kaster sig ud i konkurrencestatens ræs.

Hogwarts (Billede: Max Pixel)

Det har selvfølgelig sin berettigelse, men der er potentiale for så meget mere. Derfor har jeg over de sidste måneder brugt en del tid på at udforske, hvordan højskolerne kan fornyes til at understøtte nye bevægelser i det danske civilsamfund, der kan præge Danmark i det 21. århundrede.

Jeg har snakket med en række forskellige indsigtsfulde mennesker både indenfor og udenfor højskoleverdenen. Og igennem disse samtaler har der tegnet sig tre forskellige indgange til at gentænke højskolerne, så de i langt højere grad kan være vedkommende, engagerende og synlige i samfundet:

 

1. Tag afsæt i de sager og visioner, som folk optagede af

Højskolerne startede som del af en bred folkelig bevægelse på landet, og det var denne forankring, der gav dem retning, mål og vision. Men højskolerne er ikke længere en del af nogen større bevægelse. De er knap nok en bevægelse i sig selv. Både som samlet bevægelse og som selvstændige lokale kraftcentre er de blevet mærkeligt anonyme. De er søbet ind i en form for politisk korrekthed fyldt med hurra-ord som demokrati og fællesskab uden at have noget særligt på hjerte – hverken den offentlige debat eller i konkrete politiske eller aktivistiske dagsordener.

Jeg mener, at de enkelte højskoler kan vinde meget ved at forholde sig synligt og aktivt til tidens store udfordringer. Ved at melde klart ud, hvad de står for og sætte noget på spil. Nogle højskoler gør det i nogen grad ved at udbyde linjefag om bæredygtighed eller aktivisme. Men det er som oftest drevet af elevernes efterspørgsel, og ikke en dybere stillingtagen fra skolens side.

Klimamarch i København, september 2018 (foto: Marcus Power)

Ved at engagere sig direkte i nogle af de nye bevægelser, der er i samfundet og understøtte dem med viden og ressourcer, kan højskolerne lave nyskabende samarbejder, der på sigt kan placere dem i nogle af de bevægelser, der kommer til at forme Danmark i de kommende år. Det kunne fx være:

2. Tag afsæt i de færdigheder, som folk ønsker at tilegne sig

Vores uddannelsessystem producerer mange akademikere, og mange af dem opdager henad vejen, at de vil ikke være symbolanalytikere. De savner et håndværk, og vil lære konkrete færdigheder, der kan bruge i virkeligheden. Flere og flere unge erkender dette tidligt og beslutter sig for at gå helt udenom uddannelsessystemet.

Deres slogan er “Love learning. Hate school.” De trives ikke i de formelle uddannelsesrammer, og føler sig derfor nødsaget til at gå deres egne veje. De sammenstykker deres læringsforløb som frivillig på en bondegård eller som freelance programmør, kombineret med gratis online video-kurser, deltagelse i open source praksisfællesskaber og grundforløb på tekniske skoler eller lignende.

Men mange oplever, at det er svært at finde vej i den enorme mængde information, der er til rådighed online. Og det er svært at finde sin plads som nybegynder. Mange savner stærke de rollemodeller, som de kan spejle sig i, og de savner støttestrukturer af netværk og kontakter, der kan hjælpe dem videre. Og ofte savner de også rammer, hvor de kan finde et fællesskab og lære nogle praktiske færdigheder, som de ikke bare kan google sig til.

Det lille jordbrug (foto: Jyderup Højskole)

Jeg tror, at der er et enormt potentiale for at understøtte sådanne selvorganiserede læringsfællesskaber igennem højskolerne. Højskoler som Brenderup og Jyderup er allerede begyndt at tilbyde kurser i økobyggeri og småjordbrug, der netop søger at dække sådanne behov. Meget sigende kalder de det “en omvendt Grundtvig“, for det handler i høj grad om at give bogligt uddannede noget jord under neglene. Men det kan i praksis handle om alle former for praktiske færdigheder, som fx:

  • Programmering (samarbejde med fx PROSA eller open source fællesskaber som Do:Topia og BornHack)
  • Naturvidenskabelig “borgerforskning”  – fx biohacking, hacklabs, makerspace, etc. (i samarbejde med fx Labitat, Biologigaragen, TechFestival, etc.)
  • Mad og havebrug (fx i samarbejde med fx Praktisk Økologi, Fødevarefællesskaberne, Årstiderne, etc.)
  • Håndværksfag som tømrer, snedker eller murer, hvor håndværket kombineres med kreative og boglige fag på nye og inspirerende måder, der kan tiltrække nogle af de dem, der ikke føler, at de passer ind på de tekniske skoler (sådanne forløb kan laves i samarbejde med tekniske skoler som fx NEXT i København).

 

3. Tag afsæt i andre livssituationer, hvor folk også er åbne overfor at tage på højskole

Langt de fleste højskole-elever er i starten af 20erne, og er i gang med at finde ud af, hvad de egentlig vil med deres liv. Denne gruppe er så dominerende på mange højskoler, at folk, der er ældre eller i en anden livssituation, ikke føler, at de kan passe ind. Og det er et stort tab for højskolerne. Dels  ender de alt for let som selvforstærkende ekko-kamre af unge mennesker, der står med de samme udfordringer og erfaringer. Og som derfor ikke får glæde af al den viden og indsigt, som folk, der er andre steder i livet, kommer med. Dels udelukker højskolerne store grupper af potentielle elever, der kan skabe ny begejstring og økonomi for skolerne.

For det er ikke kun, når man er i starten af 20erne, at man har brug for at finde ud af, hvad man vil med sit liv. I takt med den teknologiske udvikling og globaliseringen ændrer arbejdsmarkedet og vores jobmuligheder, vil flere og flere voksne også blive konfronteret med at skulle genopfinde sig selv arbejdsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Og tage stilling til alle de muligheder, som de tidligere havde udelukket. Og det er langt sværere, når man fx er i 40erne eller 50erne, end når man er i 20erne – for det er stadigt meget socialt svært og utrygt at skifte karrierespor, fag eller livsretning, når det forventes, at man allerede har etableret sig.

Derfor er der ikke alene et stort potentiale, men nærmest en samfundsmæssigt fordring, at gentænke rammerne for højskolen, så det er muligt for folk i andre livssituationer at være med. Det kunne fx være:

  • Dem, der holder pause efter deres første voksen-job. Rigtigt mange nyuddannede kæmper for at få deres første rigtige job. Men efter at have etableret sig på arbejdsmarkedet i et par år, er der mange, der stopper op og spørger sig selv, “hvad fanden var det egentlig, jeg ville?” Sådan havde jeg det selv, da jeg sagde mit første job op i 2010. Og der ville jeg ønske, at der var en højskole, hvor der plads til at være omkring de 30 i stedet for omkring de 20.
  • De prekært ansatte. En del nyuddannede kan ikke se sig selv i en fast stilling, og prioriterer deres egen frihed og mulighedsrum højere. Derfor springer de ofte fra den ene projektansættelse eller freelance-opgave til den næste. Men mange føler sig også meget alene og mangler redskaber og netværk til at strukturere deres hverdag. Højskolerne kunne danne rammen for en slags støttestruktur og kursusforløb for folk, der ønsker at skabe og sammenstykke et arbejdsliv, hvor de selv bestemmer tempoet og hvor mange opgaver, der ligger på deres bord.
  • Stress-sygemeldte. Kunne man forestille sig en højskole, hvor tempoet var et helt andet? Hvor der var plads til langsomt at genfinde gejsten og glæden efter at have kæmpet med stress, angst, depression eller nogle af de andre sociale patologier, der præger vores sen-moderne tilværelse?
  • Ny-pensionerede. Mange ældre er allerede flittige brugere af højskolernes ugekurser, og der findes allerede to senior-højskoler hhv. på Falster og i Vestjylland. Men så vidt jeg ved, er der ikke nogen skoler, der målrettet understøtter ældre, der går på pension og nu skal finde ny mening, retning og indhold i deres hverdag. Og det ville jo være skønt og inspirerende for sådanne ny-pensionerede at få lejlighed møde andre søgende, der ikke alle var på alder med dem selv.

Og så er der selvfølgelig alle dem, der ikke næppe har mulighed for at tage et langt højskolekursus, men som om nogen trænger til det:

  • Småbørnsfamilier. Der er selvfølgelig en del familie-sommerkurser rundt omkring i landet. Men der er ingen højskoler, der sætter familien i centrum. Hvorfor ikke lave en højskole for småbørnsforældre? Hvor man kan tage en del af barslen sammen? Hvor man kan møde andre familier i samme livssituation? Hvor der er en integreret institution, så de ældre søskende eller børn kan gå i vuggestue eller børnehave, mens forældrene lærer om noget, som ellers måtte opgive at få lejlighed til at lære?
  • De 40+ årige med børn og hus. Rigtigt mange når op i 40erne, og er blevet så vel-etablerede med arbejde, hus, børn, biler og en hverdag, hvor der ikke er megen plads til slinger. Nogle rammes undervejs af et meningstab, hvor man helt mister føling med, hvad der egentlig er vigtigt. Og en del sukker efter muligheden for at gøre noget andet med sit liv. Men der er aldrig rigtig tid til at stoppe op og reflektere over det og finde ud af, hvad alternativet kunne være til villa, volvo og vovse. Sådanne mennesker kunne have stor glæde af at et højskoleophold på en uge eller to, hvor de kunne opleve nogle andre måder at indrette tilværelsen på. Ikke fordi de skal kaste alting op i luften, men ligeså meget for at have tid til reflektion og samtaler med andre, der er samme sted i livet.

 

***

Jeg håber, at disse idéer kan give anledning til refleksion, samtaler og udvikling hos de enkelte højskoler rundt om i landet. Men jeg håber også, at det kan være et indspark i en større samtale om, hvordan vi skaber de bedst mulige vilkår for at lære og styrke vores borgermuskler og det danske civilsamfund i det hele taget.

Leave a Reply