I sidste uge blev mit blogindlæg om højskolerne udgivet på Altinget.dk, hvilket mange-doblede antallet af læsere. Ikke mindst fordi højskoleforeningen (FFD) også delte det på deres Facebook-side, og kaldte indlægget “en bredside til højskolerne.” Og der var da også flere, der så indlægget som et stråmandsangreb baseret på en falsk præmis båret af ubekræftede fordomme omkring højskolerne.
Christian Hjortkjær fra Silkeborg Højskole skrev:
Det er jo en klassisk fejlslutning, som vi alle kan begå. Jeg må i hvert fald med skam meddele, at jeg har begået den flere gange. At lancere et angreb på andre for egentlig at få bekræftet, at det jeg selv havde gang i, var godt. Det forklarer jo også den noget aparte pædagogisk strategi med ret ukonstruktivt at skubbe den, man vil samtale med, fra sig.
Det må jeg tage på mig. Jeg faldt for fristelsen for at tage afsæt i en nem kliché om højskolernes privilegerede afsondrethed. Jeg tænkte, at jeg måtte være lidt polemisk for at skabe opmærksomhed og få folk til at læse indlægget, men som Christian bemærker, så har det den modsatte virkning, hvis folk ser sig sure på indlægget allerede efter de første to afsnit.
For folk, der lever og ånder for højskolerne, kan min kritik let virke fordomsfuld, uvidende og virkelighedsfjern, for selvfølgelig er højskolernes fremtid og potentiale noget, som de indbyrdes snakker meget om allerede. Og det anerkender jeg ikke i tilstrækkelig grad. For dem kom mit indlæg til at virke som om, at jeg bare var ude på at score nogle billige point på deres bekostning.
Det er frustrerende for alle. For indlægget var aldrig tænkt som et angreb. Mit ønske er netop at åbne en samtale om højskolernes potentiale – ikke bare for højskolerne, men i høj grad også for folk som mig, der står udenfor højskoleverdenen, og som undrer os over, hvorfor højskolerne ikke lader til at rykke mere, end de gør.
Det var netop derfor jeg tog afsæt i, hvordan mange af os udenfor højskolerne oplever højskoleverdenen i dag. Jeg skrev mit indlæg i ånden “I gør det godt, men I kan gøre så meget mere…” Men den samtale opstår selvfølgelig ikke, hvis den indledende præmis kommer til at stå i vejen, og gør, at modtageren ikke oplever den omsorg og velvilje, som jeg skrev det med.
Det må jeg tage ved lære af.
