I går var jeg vært for en lille “klima-samtalesalon”, hvor klimabekymrede og andre nysgerrige kunne mødes og sætte ord på deres bekymringer og snakke om veje til handling.
Samtalesalonen kom i stand i samarbejde med Majken Bilslev-Jensen, der er mor til to og dybt bekymret for hvilken verden de kommer til at vokse op i. Efter forgæves at have forsøgt at få lov til at engagere sig som frivillig i forskellige grønne NGO’er og foreninger, endte hun i frustration med at tage initiativet til Facebook-gruppen Klimanetværket, der nu samler over 700 helt almindelige klimabekymrede og -frustrerede borgere. Men de 700 medlemmer havde endnu ikke mødtes ansigt-til-ansigt, men i stedet fokuseret på at dele artikler og arbejde med at sprede borgerforslaget Klimaopråb, der har fået over 10.000 underskrifter.
Jeg foreslog, at vi kunne afholde en samtalesalon som et lille eksperiment for at gøre det muligt for disse engagerede folk at mødes og snakke om nogle af disse svære spørgsmål, som det er let at føle sig alene med. Mit håb var at lave en slags “pop-up basisgruppe“ i stil med rødstrømpernes basisgrupper, hvor kvinder kunne finde sammen og snakke om mange af de svære følelser og problemer, der opstår i spændingsfeltet mellem det personlige og det politiske.
Vi endte med at være 11 engagerede folk, der fik lejlighed til at snakke sammen på kryds og tværs. En god start for en åben invitation, der mest tog afsætning i nogle grundlæggende følelser.
Selve salonen og spørgsmålene udviklede jeg i sammen med seje Mette Juul Clausen, og vi kommer til at udvikle videre på formatet, og jeg håber, at det kan blive en inspiration bredere i den grønne bevægelse, der ofte er meget tung på tal og information og ikke så god til at snakke om følelser som bekymring, sorg, mod og håb. Som alle andre samtalesaloner er formatet open source, og du kan downloade alt hvad du skal bruge for at holde din egen klima-samtalesalon her:
- Invitation til klima-salon (redigerbart .RTF format)
- Fortæl din klimahistorie – 9_10-2018 (.PDF format)
- klima_samtalestartere (.PDF format)
- klima_samtalemenu (.PDF format)