Har lige læst Robin Wall Kimmerers fantastiske essay Speaking of Nature, der handler om, hvordan vores sprog er med til at forme vores forhold til naturen
Inspireret af sine aner hos Potawatomi-stammen, introducerer Kimmerer to nye stedord på engelsk, så vi kan skelne mellem levende væsener (som fx planter, dyr, vindpust, bække og åer) og ikke-levende ting (fx stole, cykler, biler, telefoner osv.). Hun beskriver, hvordan folk begynder at forholde sig anderledes til verden, når de bruger disse ord (brænde er ikke længere noget, man hugger eller finder – det er noget, vi får foræret af vores levende slægtninge).
Det fik mig til at tænke på: Mange steder i verden er der sprog og kulturer, hvor et sådant animistisk verdenssyn ligger tættere på overfladen, og hvor relationen til vores levende omverden i langt højere grad anerkendes og kommer til udtryk. Men i Danmark og Skandinavien har jeg indtryk af, at det ligger meget fjern (hvilket muligvis blot er et udtryk for min rodløse historieløshed). Jeg tænker, at måske hekse og asa-tro er det, der kommer tættest på i dag. Men det er ikke så meget et levende sprog og kultur som fx potawatomi’erne er.
Derfor er jeg blevet nysgerrig på, hvem man skal snakke med for at blive klogere på de sproglige sider af vores forhold til naturen – i en lokal skandinavisk kontekst. Jeg skrev ud på Facebook, og har fået en et par anbefalinger. Men hvis du kender flere, så sig til!
