I dag udkommer min bog “Følelsen af demokrati“. Det er snart halvandet år siden, at jeg begyndte at skrive på den. Jeg havde fået orlov fra mit arbejde på Jyderup Højskole og glædede mig til at dykke ned i over 15 års ufordøjede oplevelser og erfaringer med fællesskab og demokratisk handling. Mit mål var at skrive en bog, som jeg kunne give mine højskoleelever med på vejen videre ud i verden: En bog med støtte og inspiration til de uundgåelige situationer, når det der med demokratisk engagement føles svært, uoverskueligt og måske ligefrem lidt farligt.
Nu er bogen endelig færdig – og jeg synes, at den lever op til det, jeg havde sat mig for. Men den virkelighed, som bogen udkommer i, er en ganske anden, end den jeg havde forestillet mig. For Jyderup Højskole gik konkurs sidste forår. Så da min orlov sluttede var der hverken en højskole, et job eller nogen højskoleelever at vende tilbage til. Jeg var slået tilbage til start. Hvad skulle jeg gøre nu?
Det tumler jeg stadig med at finde svaret på. I bogens afsluttende kapitel har jeg skrevet det tætteste, jeg indtil videre er kommet på et svar:
Måske det vigtigste jeg har lært, er, at man skal gøre det let for andre at finde én. Forandring sker i fællesskab, så det første skridt er altid at finde de andre. Og den letteste måde at gøre det på er at stå frem med det, du gerne vil forandre og dermed gøre det let for andre at finde dig.
Jeg drømmer om at skabe en ny slags skole, der giver alle borgere i Danmark mulighed for at præge og passe på den verden, de lever i. Denne skole er ikke et sted eller en bygning, men en kultur. Som en surdej. Et hjemligt og hjertevarmt rum, båret af en måde at være sammen på, som man har lyst til at være i og være en del af. En tryg ramme, der minder os om, at vi ikke er ofre. At vi ikke er i stykker, og ikke har brug for at blive repareret. Hvor vi hverken skal reddes eller redde andre. For der findes ingen overmenneskelige ildsjæle, der er gjort af et særligt heltestof. Der findes bare helt almindelige men- nesker, der får ting til at ske. Vi kan først være frie, når vi indser, at vi er vores egne ledere. Og at vi i fællesskab kan finde veje til frigørelse, som ingen af os kan finde alene.
Jeg drømmer om en skole, der tager udgangspunkt i følelsen af demokrati. Hvor demokrati ikke læres gennem bøger, video eller foredrag, men ved at gøre det: Vi kan kun lære fællesskab gennem fælles handling. Vi kan kun lære, at det nytter, hvis vi ser, at det nytter. Vi kan kun lære solidaritet ved at være solidariske. Vi kan kun lære demokrati ved at handle demokratisk. Vi kan kun lære ansvar ved at tage ansvar. Vi kan kun lære af vores fejl ved at begå fejl. Vi kan kun lære ved at give demokratiet krop. Ved at have tillid til folk og tro på deres evne til at tænke selv. Ved at give folk erfaringer med at træffe demokratiske beslutninger, der påvirker deres liv og deres fællesskaber. Ved at give folk oplevelsen af, at hvad de gør, betyder noget.
Jeg drømmer om en skole, hvor hele skolen er en træningsbane og et læringsfællesskab, hvor alle – både elever og undervisere, nybegyndere og erfarne – øver sig sammen. Hvor vi mødes ansigt til ansigt og sætter os selv og vores værdier på spil. Hvor vi lader verden være kompleks, rodet og konfliktfyldt. Hvor vi knytter bånd mellem os selv, fællesskaberne og jorden under vores fødder. Hvor vi skaber plads til at gnistre, drømme og handle sammen. For det er først når vi føler, at alt er muligt, at vi kan lære at stole på vores handlekraft og skabe den verden, vi drømmer om.
Det er denne ånd, jeg drømmer om, at folk tager med sig. For denne skole findes ingen steder og alle steder. Vi skaber den sammen, hvor end vi er. Det er en stemning, der kan smitte andre og leve videre i mellemrummene og sprækkerne i og mellem de gamle organisationer og fællesskaber, og blødgøre dem, så noget nyt og bedre kan fødes.
Så sammen med bogen sender jeg dette ud i verden: Hvis denne drøm vækker genklang hos dig eller andre, så sig til. Hjælp mig med at blive fundet. 🙏🏻
