Category Archives: Systems thinking


A new project

For the past five years, two projects have been a constant presence in my life: The Copenhagen Food Co-op and Borgerlyst – the laboratory for civic agency that I co-founded with Nadja Pass in 2010. Both projects have been the source of a lot of learning, good experiences and good friends.

But over the past few months, I’ve been preparing to step down from my responsibilities in both of these projects to make room for something new.

In April, I stepped down from the board of the food co-op. I gave a status report at the annual General Assembly, describing how the community has grown and developed over the past five years. It’s been quite a journey, with lots of ups and downs. And I’m very happy to pass on the reins to the new board. They’re all good people with lots of drive, hope and vision. And I’m certain they will help the food co-op become an even better community for organic veggie enthusiasts all over Copenhagen.

And on June 5th, on Borgerlyst’s fifth anniversary, I stepped down from Borgerlyst. We had a big party to celebrate and look back on all that we have achieved together. Nadja will continue to develop the project in a new direction, and I will focus on working on a new project that has been in the works for a while now.

The project focuses on working with community organising as a method and approach to develop the power and agency of ordinary citizens and create new trustful relationships in the local communities where they work and live. This short film gives a good introduction to community organising:

The project’s working title is “the civil society alliance” – because the goal is to build a broad-based community organisation that brings together many of the diverse communities and institutions of Danish civil society – from churches, mosques and synagogues to labour unions, schools and student organisations. Bringing all of these communities together to build their political power and ability to work for the common good – not in spite of but through their diversity.

One of my main sources of inspiration for this work is the UK-based community organising charity Citizens UK. I attended their six-day training in Cardiff last autumn, and I’ve been very impressed with the efficacy and professionalism of their organisation. In my view, their approach is exactly the kind of thing we need to revitalise Danish politics and participatory democracy. As one organiser at the Citizens UK General Election Accountability Assembly on May 3rd put it: “This is how politics used to be done, and we wish it could be done like this more.”

I’m really excited to be able to focus on this work. And I’m fortunate to be working together with a group of excellent and dedicated people from across Danish civil society. In the coming months, we will be writing grant proposals for a pilot project, meeting people, listening to their needs, interests and worries and get people engaged.

More to come …

Organisational permaculture design

I’ve just received my copy of the latest issue of the Danish permaculture magazine Tidsskriftet Permakultur. And it’s a little special because it includes an essay I’ve written on what I call organisational permaculture:


The essay included in the magazine is an abbreviated version of a somewhat longer essay that goes into a lot more detail. For completeness’ sake, I’ve put up the unabbreviated and uncut version of the essay here on the web for all to read (it is in Danish, obviously).

You can read the full, uncut version of the essay here.

What’s wrong with this picture?

Back in September, I attended the Economy, People & Planet conference at the Copenhagen Business School. It was an intense experience with lots of good people, interesting talks and workshops. The talk that I enjoyed the most was CBS professor Ole Bjerg who talked about The Inconvenient Truth of the Post-Growth Economy

He started out with the image of the Earth seen from space that we greens often show to express that we’re all in it together on this Spaceship Earth. But his point was that there are four errors with that image:

1) The Earth is round
Seeing the Earth from space doesn’t match with the perspective of life on Earth that we experience everyday. Nothing in our day-to-day activities give us that sense of connection to something as huge as the entire planet. There’s no direct feedback.

2) There are no people
Seeing such images of the whole planet is an ecologist’s dream: It’s a whole system without any visible interference. For the uninitiated, seeing such an image will make them feel unwelcome. The indirect conclusion being that they – people – are the problem. That without any people on it, the planet would be in balance. That the planet would be better off without us.

3) There are no borders
You can’t see borders and countries from space, yet they are very much there. We can’t ignore them. No matter how much we want it, there is no global “we”. It is an abstract and unreal ideal. Simply because we don’t all feel that we’re in it together. Very few refugees and migrants are welcomed across borders. Zooming out doesn’t make them go away.

4) Who’s looking at this image?
This is not a human perspective. Sure, it might be an astronaut. But it will a tiny minority of the Earth’s population who will have the opportunity to see the Earth from space. So maybe it’s God? Maybe it’s a postcard from God? If so, it merely takes our agency. It just shows that we’re out of our league. And what is God doing? Either he sent the postcard because he’s left us behind. Or maybe he can’t help us. Or maybe he just likes to watch…

For someone like me who have been known to use the image of Earth seen from space as a macroscope to show how we’re interconnected and interdependent, Bjerg’s points are both provocative and insightful. It is very much true that zooming out like this makes us lose our human everyday perspective of the people and politics that our lives consist of. The image asks us to leave that behind for a bigger, more abstract cause. The planet itself.

And having thought about this, I tend to agree. As Wendell Berry says, “it all turns on affection.” It won’t be appreciation that saves us, it will be affection. Affection to specific places. To specific people. To specific needs.

And that leads to Ole Bjerg’s conclusion. Instead of focusing on the image of the planet as a whole, we should focus on this instead:

Our money offers a much more direct, close and immediate connection between the health of the planet and our own everyday life. It’s a leverage point, as Donella Meadows would say. If we can change the way our money works, we can change the way we relate to the planet.

Bjerg offered a few examples, including local money and full reserve banking. He is working with the initiative Gode Penge – a Danish equivalent to the British think tank Positive Money that lobbies for money reform as a way to create not only a more sustainable economy, but also a more sustainable planet.

I encourage you to check it out if you’re not already familiar with it. I think you’ll be surprised by what you’ll find …

My debut as a newspaper columnist

For the past three weeks, I’ve had the opportunity to write a weekly column for the Danish daily newspaper Information.

It’s been a fun challenge to try a fit some of my ideas, thoughts and opinions into the column format. You can find all three columns here (in Danish, obviously):

  • Rodløs på nettet – about how modern life and technology is making us less rooted, less connected to the land and the communities where we grow up.
  • Vi har brug for flere nybegyndere – about daring to be a beginner, even when we reach the age where people expect us to know better.
  • Hellere ånd end regler – about the lack of respect and spirit in modern farming and all the horrible unintended consequences that this lack gives rise to.

Who knows, maybe I’ll have the chance to write more columns in the future…

Notes to self

I’ve been involved with the Copenhagen Food Co-op for almost 5 years now. And along the way, I’ve learned a lot about organizing volunteers, building local community and getting people involved. I’ve learned mostly by making a lot of mistakes along the way.

But in the last year [October 2013 to October 2014], the pace and depth of my involvement in the food co-op has reached a whole other level. It’s been really intense. With crisis, change, conflict, action, and oh-so-many meetings. It’s caused me to consider the lessons that the Co-op has taught me. Lessons that I continually have to remind myself to practice and heed as I work in this field.

I’ve been trying to formulate these ‘Notes to Self’ over the past few months. Editing and adding to them along the way. And I will probably continue to do so in the future. I share them here as a work in progress. They are written as notes to myself, and may not make all that much sense to anybody else. But I’m putting them up here as a way of committing myself to remembering, heeding and developing these further. They’re only in Danish for now, as I keep adding to them at the moment and can’t be bothered to translate them just yet.


1. Lyt

Lyt til folk omkring dig. Ikke kun deres ord, men også deres handlinger. Læg mærke til hvad de gør. Den måde de agerer på er som oftest udtryk for de interesser og motivationer, der driver dem. Hvert møde de kommer til, hver opgave de påtager sig er et udtryk for engagement. Du må lytte for at forstå, hvad der driver det.


2. Spørg

Det er ikke altid du kan lytte dig frem til hvad folk brænder for. Indimellem lægger de deres energi i ting, som de ikke rigtigt føler for. Måske fordi de står alene med dem. Måske fordi det var de opgaver, som de let kunne komme i gang med. Måske fordi de tidligere følte for dem, men nu er blevet fanget af ansvaret og vedligeholdelsen. Måske fordi de i virkeligheden ikke selv ved, hvad de brænder for. Spørg dem. Lad være med at tro, at du kender svarene på forhånd. For det gør du ikke. Vi forandrer os alle sammen hele tiden. Det samme gør vores svar.


3. Gå efter energien

Den vigtigste drivkraft er folks egen energi, interesse og begejstring. Du må aldrig tage andres engagement for givet! Din vigtigste opgave er at understøtte og styrke den energi. Give den plads til at udvikle sig og vokse sig større. Energien ligger latent i alle mennesker. Som en kilde, der kan åbnes. Et frø, der kan spire. Lad være med at prøve at lokke folk til at interessere sig for noget andet. Hjælp i stedet med at forløse deres energi. Gå efter de lette sejre, som kan gøde jeres selvtillid og give jer mod på mere.  Fælles handling er den ilt, der får fællesskaber til at blomstre.


4. Sæt ord på energien

Menneskelig energi og begejstring er en flygtig størrelse. Vi kan let glemme, hvad der vakte den, når vi sidder til et langt møde eller med en sur tjans og bare bider tænderne sammen for at nå i mål. Derfor er det vigtigt, at minde folk om, hvorfor vi gør det her – hvad der gav os energien til at gå i gang i første omgang. Ved fortælle historien om, hvad det er vi skaber sammen. Om hvilke værdier, vi udlever i fællesskab. Ved at rose og anerkende det arbejde folk lægger, kan du spejle og forstærke deres energi omkring det. Hjælpe dem med at se, hvilken forskel de skaber. Det er meget vigtigere end du tror.


5. Sig fra overfor drænerne

I nærmest alle fællesskaber vil der være folk, der tager mere energi end de giver. Det er dem, som bekymrer mere end de begejstrer. Ofte lægger de meget arbejde i fællesskabet, men desværre føler de også, at det berettiger dem til at fremhæve det negative, snarere end at rose og anerkende. Og dermed ender de ofte med at dræne andres energi og lyst til at engagere sig. Derfor er det meget vigtigt sige fra overfor disse drænere. Synligt og tydeligt. De skal ikke have lov til at bestemme over andres lyst til at engagere sig.


6. Fokusér på menneskene, ikke på grupperne

Husk, at virkeligheden svarer ikke overens med de fine planer og organisationsdiagrammer, som du udfærdiger. Ansvaret kan aldrig ligge hos en gruppe, for hver gruppe består af en masse mennesker med deres egne motivationer og interesser i et komplekst net af gensidige relationer. I sidste ende vil det altid være mennesker, der tager ansvar, udfører opgaverne og får ting til at ske. Nar ikke dig selv til at tro, at bare fordi en gruppe på papiret har et ansvar, at den så automatisk vil leve op til det. Følg menneskene og relationerne. Det er den eneste måde du kan lære at forstå, hvem, der gør hvad – og hvorfor.


7. Stil kærlige krav

Folk giver sjældent mere end de føler er højst nødvendigt for at være med. Hvis de ikke føler, at der er stort behov for deres hjælpe eller indsats, vil de som oftest trække sig og bruge deres energi andetsteds. Denne form for bevaring af energi, satisficing, er en naturlig ting – og som oftest helt ok. Man skal ikke forlange mere end folk ønsker at give. Men pas på, at det ikke bliver en sovepude. For energien kan let blive så lav, at selv de grundlæggende opgaver ikke bliver løst, fordi alle tror, at det er der nok nogen andre, der gør. Derfor er det vigtigt at lave en klar forventningsafstemning og stille krav til folk, så de ved, hvad de har at forholde sig til. Krav er kærlighed. Det minder folk om, at der er brug for dem. At de har en vigtig rolle at spille. At de er en afgørende del af fællesskabet.


8. Afpres jer selv

Der kan let gå drift i den, så fokus bliver på at holde det eksisterende ved lige snarere end at kigge fremad og udvikle nyt. Men løbende udvikling på den ene eller den anden led er nødvendigt for at holde visionen i live. Det giver en følelse af fremdrift, der bekræfter folk i, at de med til at skabe noget vigtigt. At vi er på vej et sted hen sammen. En god måde at fastholde denne udvikling er ved at afpresse jer selv gennem ydre krav og muligheder: Fondsmidler, nye samarbejdsmuligheder, medieomtale, offentligt bureaukrati kan alle være med til at sætte deadlines, der kan afpresse jer til at udvikle og levere mere end I ellers ville have gjort.


9. Vær ikke bange for pengene

Penge er som gødning. Hvis I har få penge, hæmmer det udviklingen og udførelsen af jeres idéer. Hvis I har for mange penge, bliver I let dovne og vælger de nemme (og dyre) løsninger uden at overveje, om de passer til jer. Det kan også let give anledning til konflikter, fordi den letteste magt ligger i at bestemme, hvordan pengene skal bruges. Men alt dette til trods, må du ikke undervurdere, hvor stor en forskel penge kan gøre i forhold til at frigøre energi og skabe plads til nye projekter. Nogle gange kan lidt ekstra gødning løfte meget mere end du tror.


10. Lad være med at køre solo

Lad være med at gå hurtigere frem end folk kan forstå eller følge med. Lad være med at skippe mellemregningerne for at nå hurtigere i mål. Alle andre har brug for at forstå, hvordan du er nået til dine konklusioner. Spørg dem! Invitér dem til at give feedback. Vis, at du respekterer deres holdninger og erfaringer. Det kan godt være, at det kun er de færreste, der tager imod muligheden for at blive hørt. Men de sætter alle pris på det. Og i sidste ende vil det også gøre, at de føler, at de har været med til at forme resultatet.


11. Vælg fra

Det du ikke gør er lige så vigtigt, som det du vælger at gøre. Overvej omhyggeligt, hvilke opgaver du påtager dig, og hvilke du overlader til andre. Det er langt bedre at gøre få ting godt, end at gøre mange ting halvt. Du kan ikke tage ansvar for det hele. Fokusér på de ting, som du er særligt godt stillet for at løse. Og gør andre i stand til at løse resten.


12. Lad folk finde deres egne løsninger

Det er let at komme til at føle, at du har fundet den store, sande løsning, som alle andre bare skal have hjælp til at indse er den rigtige. At de bare skal reddes fra deres egen misforståede vanetænkning. Men at sætte sig for at redde nogen er blot at begynde at undertrykke dem. Du ændrer ikke folks holdninger eller handlemønstre ved at forelæse om, hvor gammeldags og utidssvarende deres tankegang er. Sådanne erkendelser kommer ikke gennem abstrakt tænkning, men gennem konkret handling. Ved at folk oplever situationer, hvor deres gamle tænkemønstre ikke længere fungerer, og de derfor tvinges til at tænke og handle anderledes. Giv dem redskaberne og lad dem finde deres egne løsninger. Det er den eneste måde at skabe bæredygtige forandringer på.


13. Gør aldrig for andre, hvad de kan gøre for sig selv

Når du når en ansvarsposition i et fællesskab, kan du meget let komme til at suge ansvar til dig – uanset om du vil det eller ej, fordi du er gammel og garvet. Men husk, at din vigtigste opgave nu ikke længere at træffe beslutninger, men at gøre andre i stand til at træffe dem uden din hjælp. Du skal lære at udvise den tillid og tålmodighed, der kan gøre andre i stand til at gøre det selv uden din hjælp. De lærer ikke noget, hvis du bliver ved med at våge over dem og gøre ting for dem. “Never do for others what they can do for themselves.” Husk, at ethvert fællesskab er mere en skole end det er en virksomhed. Målet er menneskene, mere end det er arbejdet eller resultaterne. Din opgave at give andre selvtilliden, så de kan gøre det selv.


14. Lær fra dig

Du ved mere, end du tror. Der er så mange ting, som du tager for givet. Arbejdsgange, værdier, mødeformer, redskaber. Tag dig tiden til at hjælpe andre. Del dine redskaber. Invitér andre til at lære med og af dig. Alt for ofte tænker de ikke selv på at spørge.


15. Sig det vigtige igen – og igen

Alle folk har travlt. Alle folk har gang i hundrede ting ved siden af. De kan ikke huske halvdelen af, hvad du siger til dem, så sørg for at gentage det vigtige igen og igen. Jo flere gange du gentager noget, jo bedre forstår folk, at det er vigtigt. Og det er først, når de ser det som noget vigtigt, som de bør forholde sig til, at de begynder at gøre det til deres eget.


16. Vær nær og vedkommende

Folk vil have personlig kommunikation. De vil ikke læse manualer eller forklaringer. De vil ikke komme til møder med folk de ikke kender. De vil mødes og tages ved hånden. De skal føle, at de bliver set og hørt. De vil indgå i en gensidig relation, der er nær, vedkommende og tryg. Det tager ekstra tid, men når du viser, at du er villig til at bruge tid på dem, bekræfter det dem i, at du værdsætter deres tid og hjælp. Og på den måde kan de bedre gøre fællesskabet til deres eget.


17. Anerkend dine fejl – og fortæl om dem

Du kommer til at begå en masse fejl undervejs. Det er uundgåeligt. Men husk, at ingen dømmer dig hårdere end dig selv. Lad være med at krympe dig, vrænge eller ærgre dig. Tag i stedet og bred armene ud. Giv et lille hop og et smil og råb “How fascinating!” til dig selv. Hver fejl er endnu en anledning til at lære. Endnu en anledning til at blive klogere. Derfor er det også vigtigt, at du fortæller om de fejl, som du begår. Vær ærlig om svaghederne, dumhederne og forvirringen. Lad være med at sætte dig selv op på en piedestal. Vær åben, ærlig og ydmyg – det vil gøre det nemmere for andre at se, hvordan de kan lære af dine fejl og gøre det endnu bedre.


18. Giv Plads

Du fylder mere end du tror. Tænk over, hvilken rolle du kommer til at indtage i fællesskabet i kraft af, at du har været med længe, at du har mange erfaringer, at du har en fremtrædende rolle til møderne, at du er den, der har været på TV og fortælle om projektet. Det er altsammen med til at gøre, at folk forventer, at du har svarene – også selvom du selv er usikker og ikke føler, at du har styr på noget. Andre kan opfatte dig meget anderledes end du ser dig selv. Husk, at du siger en masse – også i kraft af det du ikke siger. At folk måske føler, at de har ikke ret til at udfordre dine holdninger, fordi du har været med så længe. Så hold din kæft lidt oftere og giv plads til dem.


19. Sørg for, at ingen føler for meget ansvar

Ofte er det dem med størst ansvarsfølelse, der ender med at påtage sig mere, end godt er. Når du kan se, at nogen har det svært og er på nippet til at gå ned med stress, så er det ikke nok at sige det til dem. Den bedste måde at passe på hinanden er ikke gennem ord, men gennem handling. I stedet for at sige “pas på dig selv”, er det langt bedre at vise omsorg ved at tage nogle af opgaverne og noget af ansvaret, som de ikke selv kan give fra sig. For selvom man egentlig godt ved, man skal passe på sig selv, er man som regel også netop dér, hvor det er allersværest at give slip.


20. Gør det til en fest

Der vil uundgåeligt opstå kriser og konflikter. Situationer, hvor energien er lav og modet synker. I disse situationer er det afgørende at finde den rette tone.  Undgå, at det bliver en downer. Vær modig og upbeat. Du kan ikke smile, når du er sammenbidt. Brug mere tid på at udfolde løsningerne end at analysere problemerne. Folk kender som oftest problemerne, men ved ikke, hvordan de kan løse dem. Vis vejen og gør løsningen til en fest, som alle kan være en del af – som de vil være kede af at gå glip af. Jo mere, folk føler, at de har mulighed for at være med til at løse krisen, jo mere vil de have lyst til at hjælpe.



21. Hør flere sider af den samme sag

Alt efter hvem du spørger om en given sag vil du få forskellige svar. Dine vurderinger er kun så gode som den viden du baserer den på. Så sørg for at få flere perspektiver på den samme historie. Folk kan lægge vægt på meget forskellige dele af en historie, alt efter hvilken kæphest de vil hyppe. For at forstå detaljerne i en sag er du nødt til at høre flere forskellige perspektiver på den (“doveryai, no proveryai“, som russerne siger).


22. Stå fast

Du skal ikke være bange for konflikterne. Der vil altid være konflikter. De opstår som regel, når nogen ikke føler sig hørt, spurgt eller anerkendt. Måske er der nogen, der ikke har lyttet, eller har handlet for hurtigt. Stå fast på dine egne værdier og hav tiltro til, at du kan spørge, lytte og forstå, hvor konflikten kommer fra. Det er som oftest nøglen til at løse den.


23. Skub

Nogle gange er det ikke nok bare at stå fast og lytte. Nogle gange må du række ud og give folk et lille skub, for at de kan komme videre. Skubbet er ofte det sværeste. For det er dér, hvor du med fuldt overlæg overtræder folks grænser for at hjælpe dem videre. De kærligste skub kommer i de sværeste samtaler. Dér hvor du ikke bare lytter til hvad de siger, men siger, hvad de har brug for at høre. Og som oftest vil de være meget taknemmelige for, at du havde modet til at give dem det lille skub, de havde brug for.


24. Vælg dine kampe

Prioritér dine ambitioner omhyggeligt. Du kan ikke udfordre folk på alle fronter på samme tid. Hvis alt er i bevægelse, under forandring og i udvikling, så har de ingen faste holdepunkter. Så bliver det for svært. Du kan ikke både udvikle fællesskabets logistik, infrastruktur, beslutningsprocesser, værdier, kommunikationsveje og selvforståelse samtidigt med at der strømmer masser af nye medlemmer ind. Fællesskabet kan ikke både vokse i størrelse og i dybde på samme tid. Det kræver en løbende afvejning. Vælg dine kampe med omhu og fokusér på dem, der vil frigive mest energi og mod på mere.


25. Vær tålmodig

Det tager meget længere tid end du tror. Alle har brug for at nå til deres egne erkendelser. Du kan ikke tænke for dem. Og du kan ikke handle for dem. Det bedste du kan gøre er at gøre det lettere for dem, men tempoet bestemmer de altid selv.


26. Husk, at verden er større end jeres organisation

Når du er dybt inde i en organisation er det let at udvikle en form for organisationsblindhed, der gør, at du ender med at tro, at I er så særlige, at I skal udvikle alle løsninger selv fra bunden af. Jo større jeres organisation er, jo lettere er det at være blind på denne måde. Men der er så mange andre projekter og organisationer, der står med nærmest de samme udfordringer: Om møder, om organisering, om motivation, om lederskab, om begejstring. Find dem. Lær af dem. Samarbejd med dem. Sammen kan I lave nogle meget bedre løsninger, der kan komme jer alle til gavn.

27. Forvent ikke tillid fra folk, der ikke kender dig
Det kan godt være, at du kun har de bedste hensigter, men det ved alle andre ikke. Så når du møder nye folk og præsenterer dem for dine tanker og projekter, så vil de ofte være skeptiske og bekymrede for, at du har bagtanker på den ene eller den anden måde. Lad være med at være skuffet over det. Tænk på, at du ville være mindst lige så skeptisk, hvis du var i samme situation. Giv dem tid til at lære dig at kende. Du skal vinde deres tillid med handling og ikke med ord.

28. Pas på dig selv

Håb er en stærk drivkraft. Håb er en økse, som du kan bryde døre ned med. Håb kalder på handling. Men husk, at håb forblænder. Du kan nemt komme til at overse og overhøre det helt åbenlyse fordi det ikke passer med dine forhåbninger. Det er så let at strække sig for langt, kæmpe for hårdt og tilsidesætte sig selv i håbet om at nå et mål. Men du når aldrig i mål. Der vil altid være mere at gøre. Mere at give. Og virkeligheden tager ikke hensyn til dine håb og drømme. Sørg for, at du får mindst lige så meget energi ud af det du gør, som du lægger i det. Du kan ikke leve på håb alene.


29. Lad være med at have ondt af dig selv

Nogengange er det hårdt. Nogengange har du mest lyst til at give op og trække dig, men du bliver ved alligevel. Og du har ondt af dig selv, fordi du er så vedholdende, også selvom det er hårdt. Men lad være med at have ondt af dig selv. Hvis du har ondt af dig selv, vil du hurtigt bruge alle dine kræfter på at fortælle dig selv historien om, hvor meget du kæmper, og hvor synd det er for dig. Og du kan ikke være noget for andre eller støtte andre, hvis du bruger din energi på at have ondt af dig selv.


30. Husk, at privilegier er usynlige.

Vi tænker aldrig over alle de fordele, som vi har fået med os. Og vi omgiver os ofte med folk, som minder meget om os selv. Derfor er det nemt at tro, at alle andre kommer fra ligeså gode kår og har ligeså gode muligheder som du selv. Husk, at dine privilegier er usynlige. Det er alt for nemt at glemme hvor meget andre skal overkomme og tilsidesætte for at gøre, som de gør, og være hvor de er. Tag aldrig for givet, at det er eller har været lige så let for dem som det har været for dig.


31. Bevar modet

I virkeligheden er der ingen, der rigtigt bekymrer sig om, hvorfor du gør det. Hvorfor du er håbefuld eller opgivende eller begejstret. Du skal ikke kun gøre det for andres skyld. Du skal gøre det for din egen. Den bedste måde at få anerkendelse på er ved ikke at behøve den. Gør det for at bevare dit eget mod og handlekraft. Gør det fordi det er sjovt og giver dig energi. Gør det fordi alle de andre muligheder er så utilfredsstillende. Gør det fordi det giver dig modet til at stå op om morgenen, tage din rustning på, og få ting til at ske. Hver dag.


32. Kend dine allierede

Du får brug for masser af hjælp undervejs. Støtte, råd, begejstring og overbærenhed. Derfor er det vigtigt, at du ved, hvem der er dine allierede. Det er de folk, der giver dig mere energi, end de tager. Dem, som du kan trække på, sparre med og støtte dig til, når du har brug for det. Dem, som også er der, når det går dårligt. Dem, som sørger for at minde dig om, at du kan ikke gøre alting selv. Lyt til dem. Giv dem lov til at hjælpe dig!


33. Det er aldrig slut.

At være en leder er ikke en titel, du opnår, men en praksis. Det er noget, som andre gør dig til, i kraft af hvad du gør for dem. Du bestemmer ikke selv, hvornår du stopper. Det kan ikke bare lade være og forvente, at andre træder til og overtager. Det sker ikke af sig selv. Så længe du er der – formelt eller uformelt – må du lede – eller være klar til det. Det er aldrig slut.


On optimism

Back in November, I attended the Copenhagen Book Fair where Nadja and I were interviewed by Andrea Hejlskov about our project Borgerlyst. It was a brief talk about literature, activism and nature, which you can see here (it’s in Danish, though):

One of the questions that Andrea asked us was how we could be so optimistic when things continue to look so grim.

I answered that I believe that optimism is a choice. You can only be hopeful when you act. When you make things happen. I didn’t say so in the interview, but I’ve been very inspired by how John Seager answered the same question in The Conversation:

I’m a total optimist. I didn’t start out as one, I just ended up there because all the other options seemed unrewarding.

You know, they’ve done research on luck. They done experiments where they take two people with similar life experiences. and one thinks she’s very lucky, and the other thinks she isn’t. They’ve both had their ups and downs in life. And they would give them those little metal thingamajigs, the puzzles you try to untangle to see how long it would take them. Except they can’t. They give you one that literally won’t come apart. The unlucky one gives up after about 30 seconds. The lucky one just keeps trying. Because the lucky one just figures, ‘I know I can do this.’ And so, having an optimistic cast of mind, and thinking that way opens up doors that the other way doesn’t. And y’know… if I’m wrong, I’m wrong.

I learned a long time ago that nobody else seems to really care all that much what I think, so I might just as well think what gets me up in the morning, and that’s optimism.

I love that. I’m an optimist because all the other options seem so unrewarding.


“As the globalised, placeless world spreads, and as progress is increasingly defined as the ability to look out of a hotel window in any city and see the same corporate logos lit up in familiar neon, it could be that the most radical thing to do is to belong.”

– Paul Kingsnorth: Real England