Mellemartsligt Naboskab

Havde en dejlig dag til Naturens GrundlovsmødeHimmelbjerggården i går, hvor jeg blandt andet fik lejlighed til at afprøve en workshop om “Mellemartsligt Naboskab” sammen med Nina Tofte Hansen fra Arternes Aarhus.

I små grupper fik deltagerne til opgave først at tegne et kort over deres nabolag set ud fra et menneskeligt perspektiv: Hvem bor i nabolaget? Hvilke samlingssteder er der? Hvilke personer og fællesskaber præger og bestemmer over nabolaget?

Derefter skulle de så prøve at se de samme nabolag ud fra en anden arts perspektiv. Det kunne være mursejleren, pindsvinet, skimmelflagermusen, blå libel-guldsmeden eller vedbenden: Hvad er deres behov? Hvor kan de lide at bo? Hvordan kan vi være gode naboer for denne art? Hvad kan vi gøre med det samme uden at spørge om lov? Og hvad kræver, at vi får vores menneske-naboer i ejerforening, boligselskab eller kommune i tale?

Det fungerede virkelig godt at have kortene som omdrejningspunkt for samtalerne, fordi det blev enormt konkret for folk at udforske, spørge ind og forstå hinandens nabolag. Og se dem med nye øjne. Og det var virkelig imponerende, hvor detaljerede kort grupperne fik fremstillet på bare 30 minutter:

Og så var det en enorm øjenåbner for mange at øve sig i at tage “artsbrillerne” på og prøve at lave det perspektivskift, der ligger i at se deres eget nabolag igennem en anden arts øjne: Hvor kan man bygge rede? Hvor kan man finde føde? Hvor er der plads til at gå på opdagelse? Det handler ikke bare om at se den enkelte art hver for sig, for byen er også et økosystem, hvor fødekæder og levesteder hænger sammen i et komplekst net, og mange forskellige arter lever og påvirker hinanden i stort og småt.

Og med det perspektivskift er de andre arter ikke længere bare nogen, man skal “redde” eller “gøre noget for”, men nogen man deler en gensidig, levende relation med. For naboskab er ikke bare et fint ideal. Det er en praksis – en omsorg, en opmærksomhed og en villighed til at komme hinanden i møde, som vi udøver og vedligeholder sammen.

Med det perspektiv handlede workshoppen ikke alene om at finde medkumpaner blandt vores menneskelige naboer i vores arbejde for at sikre gode levesteder til alle. Men også at gøre andre arter til medkumpaner. Tænk hvilken kraft det kunne have, hvis et nabolag valgte at blive “pindsvinenes by”, “mursejlernes by” eller “vedbendens by” og aktivt arbejde for et stærkt og gensidigt mellemartsligt naboskab!

Nina bemærkede også, at i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007 (hvilket bl.a. betød at ansvaret for vild natur gik fra amterne til kommunerne) sendte daværende miljøminister Connie Hedegaard postkort til alle landets borgmestre med en art, som de særligt skulle passe på i deres kommune. Så i princippet har hver kommune stadig en officiel “kommune-art.”
Nysgerrige kan stadig finde listen i internettets store glemmebog.

Leave a Reply