Dette er en kronik, der blev bragt i Dagbladet Information d. 20. februar 2021.
**
Igennem det seneste år har coronapandemien givet os en tiltrængt grundlektion i, hvordan evolution fungerer. Med en formidabel tilpasningsevne i kraft af sin smitsomhed og sine mange mutationer har COVID-19 vist os, hvad Darwin egentlig mente med ’survival of the fittest’.
Det er et begreb, der alt for ofte bliver misforstået, ikke mindst fordi det på dansk er blevet oversat som »den stærkestes ret«. Som om evolution er én stor kamp om begrænsede ressourcer, levesteder, muligheder, hvor kun det stærkeste dyr overlever. Det er ofte den historie, vi får fortalt, når løver nedlægger drøvædere og cementerer deres position øverst i fødekæden og naturens hakkeorden.
Men faktisk var det slet ikke det, Darwin mente. ’Fittest’ handler ikke om at være stærkest, men om at være bedst tilpasset til sine omgivelser. Tag for eksempel den lille, nærmest gennemsigtige perlefisk, der i mangel på gode gemmesteder på havbunden søger tilflugt i søpølsens endetarm. Den, der bedst formår at tilpasse sig, overlever.
Det virkeligt hjernevridende fascinerende er, at dette gælder for alle arter på én gang: Hver art skal tilpasse sig sine omgivelser – men disse omgivelser udgøres af alt andet levende i verden: Perlefisken tilpasser sig søpølsen, der tilpasser sig havbundens mikroplanter, der tilpasser sig …
Vores omgivelser – det vi kalder ’naturen’ eller ’miljøet’ – er ikke bare et statisk baggrundstæppe for vores gøren og laden, men en levende verden, hvor alle – planter, dyr, bakterier, vira, mennesker – hele tiden er ved at tilpasse sig hinanden. Det er et ufatteligt komplekst netværk af dybt forbundne relationer og kredsløb, som vi stadig kun har den allermest basale forståelse af.
For eksempel er det kun inden for de seneste år, at vi er begyndt at forstå, hvordan dette samspil fungerer under jorden. Biologen Suzanne Simard har vist, hvordan netværk af svampetråde forbinder træerne i en skov, således at træerne kan udveksle næring og information med hinanden.
Og denne udveksling finder ikke kun sted mellem træer af samme art, men også på tværs af arter. Birketræer og fyrretræer udveksler næring på samme vis som artsfæller! Her er evolutionen ikke kun kamp og konkurrence, men også udveksling og gensidighed.
Træerne kan konkurrere om sollys over jorden og samtidig udveksle næringsstoffer under jorden. De indgår i én stor uendelig dans af balancerende bevægelser, der hele tiden afstemmes i forhold til hinanden, hvor hver art løbende justerer sin adfærd som svar på omgivelsernes tilpasninger.
Tab af kontrol
Men vi mennesker er trådt ud af denne dans. I løbet af få generationer har vi brugt millioner af års opsparet energi i topmuld, skove, kul, olie og gas til at kontrollere den levende verden omkring os. Vi tror ikke længere, at vi behøver at tilpasse os til vores omgivelser, men at vi derimod altid kan tilpasse dem os. Vi er holdt op med at se os selv som en del af dansen, men snarere som DJ’en, der styrer musikken.
Og derfor er chokket også tilsvarende større, når vi taber den kontrol, vi ellers var begyndt at tage for givet. Når omfanget af klimakrisen går op for os. Når det dramatiske tab af biodiversitet bliver synligt for os. Når skovfældning og indfangning af vilde dyr får ukendte vira til at rykke fra deres naturlige værter og over i mennesker, hvor de kan mutere, tilpasse sig og blive til en pandemi, der får hele verden til at gå i stå.
Disse kriser er ikke forskellige kriser. De er derimod forskellige udtryk for det samme grundlæggende problem: At vi ikke vil tilpasse os den foranderlige verden, vi lever i.
Lige nu prøver vi at undgå at danse med COVID-19, mens vi sætter vores lid til stadigt længere nedlukninger og stadigt mere forsinkede vacciner. Men sundhedsforskere som Theis Lange fra Københavns Universitet vurderer nu, at vi aldrig kommer til at få bugt med sygdommen.
Vi kan ikke bare blive ved med at håbe på, at hvis vi bare klarer de næste par ugers nedlukning, så skal alt nok blive godt igen. Derfor efterspørger han en langsigtet plan for, hvordan vi vil tilpasse os en tilværelse med en stadigt muterende, stadigt smittende virus, der formentlig er kommet for at blive.
Det samme gør sig gældende med klima- og biodiversitetskriserne. Hidtil har vi håbet på, at vi kan opretholde vores nuværende livsførelse og selvforståelse, hvis bare vi kan justere vores udnyttelse af Jordens liv og ressourcer lige tilpas, så vi holder os inden for planetens bæreevne. Men efter 30 års tom snak om bæredygtighed er der stadig intet, der tyder på, at det rent faktisk er muligt.
Se på myrerne!
Så hvad nu hvis vi begyndte at tilpasse os den levende verden i stedet for at kræve, at den tilpasser sig os?
Hvad hvis vi ikke længere ser os selv som den stærkeste, der kræver sin ret? Hvad hvis vi i stedet går efter at være den bedst tilpassede af alle arter? Hvad hvis vi ikke længere søger at efterligne løverne i toppen af fødekæden, men i stedet de mere undselige myrer?
Faktisk er myrerne formentlig den mest succesfulde art på kloden. Der er myrer på alle kontinenter undtagen Antarktis, og deres samlede biomasse er større end hele menneskehedens.
At det overhovedet kan lade sig gøre, uden at vi lægger særligt mærke til dem, siger en hel del om, hvor gode de er til at tilpasse sig deres omgivelser. Rundt om på kloden er der myrer, der bruger redskaber, dyrker svampe, holder bladlus som husdyr og varmer deres tuer med komposterende biomasse.
Men myrerne tilpasser ikke bare deres omgivelser til deres egen fordel – de passer også på dem og giver tilbage til dem: De dræber skadedyr, gøder planterne omkring dem og gør jorden mere porøs, så den holder på vandet til glæde for mange andre arter.
1.000 generationer
Hvad hvis vi kunne gøre det samme? Hvad hvis vi opgav forestillingen om at have fuld kontrol over vores omgivelser og i stedet lærte at efterligne naturens kredsløb, hvor alt bliver givet videre, og hvor den enes efterladenskaber er den næstes næring? Hvad hvis vi lagde lige så stor vægt på det, vi giver videre, som det vi tager?
Det kan lyde fjernt og abstrakt, men det behøver det ikke at være. For hvad hvis vi dyrkede vores fødevarer i regenerative jordbrug, der genopbygger jordens næringsstoffer og mikroliv? Hvad hvis vi iværksatte naturgenopretningsprojekter, der gav plads til, at andre arter kan trives? Hvad hvis vores skoler støttede vores børn i at knytte bånd med den levende verden, så de også lærer livets dans at kende og kan lære den videre til deres egne børn?
Som den amerikanske forfatter Janine Benyus bemærker, så handler evolution ikke bare om, at du selv, dine børn eller dine børnebørn lever gode liv. Det handler om at sikre dine efterkommere 1.000 generationer frem i tiden. Men for at gøre det må vi lære at gøre, som alle andre organismer har lært at gøre: At tage vare på det sted, der kommer til at tage vare på vores efterkommere, når vi ikke længere selv er her.
I sidste ende kræver det en ny nærhed, ydmyghed og forståelse for den levende verden omkring os. Og det indebærer desværre også, at vi må erkende, at det ikke er hvert eneste trin i livets dans, der er til vores fordel. Vi har selv været med til at skabe rigtig gode levevilkår for COVID-19. Nu må vi tilpasse os og lære at leve med den.
