Epidemier har en klar koreografi, som vi kan genkende. Det har klimakrisen ikke

Flere har bemærket kontrasten mellem statens handlekraftige indsats mod Corona-virussen og manglen på samme, når det kommer til den klimakrise, vi også befinder os midt i. Det har jeg skrevet et debatindlæg om, som kom i søndagens Politiken. Teksten er bag en betalingsmur, så hvis du ikke er abonnent, kan du læse teksten herunder:

Epidemier har en klar koreografi, som vi kan genkende. Det har klimakrisen ikke

I generationer har vi øvet os på at klare naturens luner. Erfaringerne er intakte, når det gælder trusler fra vira, mens vi står rådvilde over for klimaudfordringerne.

Hvis de seneste års manglende klimahandling har givet anledning til tvivl om statsapparatets magt og handlekraft, må de seneste ugers coronaindsats mane den i jorden. Det har fået flere debattører til at undre sig – både på lederplads og på de sociale medier: Hvorfor følger politikerne så ubetinget videnskabens anbefalinger, når det kommer til at forhindre en coronapandemi, mens de stadig tøver og kommer med forbehold, når det kommer til at handle på klimaforskernes rapporter og Klimarådets nye anbefalinger?

Umiddelbart har de to kriser meget til fælles: Det videnskabelige grundlag er utvetydigt, og det er synligt for enhver, at det vil have store sundhedsmæssige, samfundsøkonomiske og moralske konsekvenser, hvis vi ikke handler på dem. Samtidig vil det kræve en indsats ud over det sædvanlige at løse dem.

Begge kriser handler grundlæggende om naturkræfter, som vi ikke kan holde under kontrol. Alt det, vi kender og har taget for givet, er pludselig farligt og fremmed: Folk omkring os, som måske, måske ikke har været ude at rejse. Som måske, måske ikke vasker deres hænder. Vores egne hænder og ansigt, som vi skal vaske igen og igen. Vejret, der ikke er, som det plejer. Årstiderne, der ikke er, som de plejer. Vores vaner, vores ubekymrede valgfrihed, som vi godt ved ikke kan fortsætte, som den plejer. Det er så uvant for os at møde en ikkemenneskelig kraft, der begrænser vores handlefrihed. Det giver en ubehagelig påmindelse om, hvor skrøbelige både vi og vores støttestrukturer af teknologi og bureaukrati er. Og måske er det derfor, at den massive statslige indsats mod corona er betryggende, og den tilsvarende manglende klimahandling er så skræmmende.

Selv om de to kriser ligner hinanden på overfladen, er der tre afgørende forskelle på, hvordan vi forholder os til dem: vores mentale modeller af dem, vores fortællinger om dem og vores beslutningsstrukturer, der skal løse dem.
Vi har en klar mental model for, hvordan en smitsom sygdom fungerer. Sygdomme som mæslinger, røde hunde og influenza har fra barndommen givet os en klar forståelse af, hvordan sygdomme smitter, og hvad vi skal gøre for at undgå dem. De kausale sammenhænge er til at forstå, og vi har et rimeligt klart billede af, hvor lang tid en sygdom er i omløb, og hvor lang tid det tager at komme sig. Vi ser det som en acceptabel undtagelsestilstand, indtil vi efter nogle uger, måske måneder, vender tilbage tilbage til normalen.
Modsat med klimakrisen: Her har vi ingen mental model at falde tilbage på. Sammenhængen mellem vores handlinger og effekten på Jordens klimasystemer er enormt kompleks og uigennemskuelig. Og det forværres af, at tidshorisonten ikke tælles i uger og måneder, men i år og generationer. Vi er ikke gearet til at håndtere kriser, der er så langsomme, at de nærmest er permanente. Her er der ingen undtagelsestilstand, vi skal udholde, kun en ny normaltilstand, vi skal lære at leve med.

Epidemier som coronavirussen har en klar koreografi, som vi kan genkende, enten fra historiske eksempler som koppeepidemier og den spanske syge eller moderne fugle- og svineinfluenza. Vi kender epidemierne fra kulturprodukter som filmen ’Outbreak’ eller netflixserien ’The Rain’, hvor en virus næsten lægger København i graven. Hver fortælling minder os om en epidemis mulige konsekvenser. Om hvor galt det kan gå – ikke mindst for os som individer: frygt, sygdom, død. Hver gang vi hører historien, bliver vi bedre forberedt til at møde epidemien i virkeligheden.

Men som den indiske forfatter Amitav Ghosh har bemærket i sin bog ’The Great Derangement’ (Den store forskruelse), har klimakrisen vist sig særdeles svær at indfange i fortælling. Dens konsekvenser er komplekse og mangeartede. Vi kan ikke isolere eller destillere dem i en klar fortælling, der giver os mulighed for at øve os på den virkelighed, vi står over for.

Coronakrisens genkendelighed betyder samtidig, at vi har strukturer på plads til at reagere på den. Ansvarsfordelingen er helt klar: Styrelsen for Patientsikkerhed har handleplaner og beredskaber, der aktiveres, når sygdommen opdages inden for Danmarks grænser, og så er det kun et spørgsmål om, hvor meget og hvor hurtigt der skal sættes ind.

Hos politikerne er der en fælles forståelse for, at dette er en krise, der hæver sig over partipolitik, og som skal løses af de fagfolk, der er eksperter på området. Det er dem, der definerer løsninger og indsatser, og der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af dem. Politikerne er bare fagfolkenes budbringere.

Sådan er det ikke på klimaområdet. Klimakrisen overskrider alle beslutningsstrukturer, for klimaet er globalt og kan ikke brydes ned i mindre enheder, hvor fagfolk kan få kompetence til at handle. Selv om FN’s klimapanel igennem årtier er kommet med stadig skarpere anbefalinger, er de strandet i et geopolitisk spil, hvor ideologi og nationale interesser har trumfet det fælles bedste – eller er forsumpet i et partipolitisk morads, hvor selve videnskaben er blevet set som et partsindlæg.

Gennem menneskehedens historie har vi lært at håndtere kriser gennem erfaring. Ved først at gennemleve dem, lide under dem og derefter genfortælle historierne, så vi til sidst kan fremkalde konsekvenserne med få ord og billeder.
Selv om vi ikke genkender klimakrisen i dens helhed og aldrig har stået over for en krise af dens omfang, har vi mødt dens enkelte udtryk før. Vi har historier om og erfaringer med fænomener som orkaner, tørke og oversvømmelser.

Dem har vi brug for at fortælle nu for at forstå klimakrisen. Historierne om naturens kraft og vores sårbarhed. Om nødvendigheden af ydmyghed, gensidighed og mådehold i vores relation til den levende verden omkring os. Som historien om de århundredgamle sten i udkanten af den japanske landsby Aneyoshi, der advarer mod at bygge tæt på havet, for vi har lært af bitter erfaring, at området plages af tilbagevendende tsunamier. Eller de historier, som den britiske kolonimagt ignorerede, da den fældede mangroveskovene for at bygge byer som Mumbai og Kolkata på steder, der hvert år bliver oversvømmet af monsunregn. Eller historien om, hvordan chinook-folket på den amerikanske nordvestkyst hylder laksestimerne, der svømmer op ad floden for at gyde; men venter fire dage, før de fanger den første laks – i anerkendelse af, at de kommende års fangst kommer af de æg, der bliver lagt i år.

Det er fortællinger, der kan vise vejen til den modstandskraft, vi har brug for, til at møde klimakrisen. Desværre har vi brugt de seneste 200 år på at udviske dem. De er blevet fortrængt af den tryghed, som en stadig større magt over naturen har givet os.

Gennem de sidste to århundreder har vi ødslet 400 millioner års arv bort. Al det kulstof, der har været lagret i topmuld, skove, kul, olie og gas, har vi brugt til at tænde en ild, der har givet os superkræfter. Det har skabt enorme fremskridt, men det har også givet os en følelse af usårlighed, som vi ikke er klar til at give slip på.

Det er tid til at give slip og fortælle historierne om naturens kræfter på ny, for først da kan vi trække på tidligere tiders erfaringer og begynde at tackle klimakrisen.