Category Archives: Systems thinking

Ponderings

Den spire, vi planter sammen

Hver torsdag morgen tømmer jeg min søns legekasse for brio-togskinner og tager den med ind til Klimapåmindelsen foran Christiansborg, hvor den fungerer som talerstol

Hver uge er vi omkring 150-200 klima-engagerede i alle aldre: Fra unge studerende og barslende forældre til folk på vej til arbejde, skuespillere og bedsteforældre. Der er både gamle græsrødder og folk, der aldrig tidligere har været politisk engagerede.

Siden januar har jeg været medvært og medansvarlig for at finde talere. Og jeg har været meget optaget af at sørge for, at alle føler sig velkomne, og går derfra med fornyet mod, håb og handlekraft.

I torsdags var det biskop Peter Fischer-Møller og imam Abdul Wahid Pedersen, der holdt talerne. De gav et meget tiltrængt poetisk-religiøst perspektiv på klimakrisen. For klimapolitik bliver let teknisk, abstrakt og svær. Og derfor prøver jeg at finde folk, der taler til hjertet frem for hjernen, og som kan gøre klima-udfordringen levende og nærværende for os.

Biskoppen og imamen fortalte hver deres historie, der viste sig at have en slående lighed:

Biskoppen fortalte om Luther, der engang blev spurgt: “hvis du vidste, at verden ville gå under i morgen, hvad ville du så gøre i dag?”
Og han svarede: “Jeg ville plante et æbletræ.”

Imamen fortalte om profeten Muhammeds ord: “Hvis du står med et palmeskud i hånden, når dommedagstrompeterne lyder, så bøj dig ned og plant det.”

Det er den spire, vi planter sammen.🌱

Stem med dine penge

Det er i disse dage, at du modtager en indkaldelse til generalforsamling i din pensionskasse. Men: Lad være med bare at arkivere den lodret!

For indkaldelsen repræsenterer faktisk det mest enkle og vidtrækkende, du kan gøre lige nu for at begrænse klimaforandringerne. For du kan være med til at sikre, at din pensionskasse ikke investerer dine penge i kul, olie og andre beskidte energikilder!

Her er en oversigt over, hvornår dit pensionsselskab holder generalforsamling, og hvordan du kan møde op eller give en fuldmagt til at sikre, at investeringer for milliarder af kroner tager hensyn til klima og natur.

Det tog mig kun 2 minutter at give en fuldmagt til en af de gode folk fra Ansvarlig Fremtid. 💪

Del meget gerne linket med mange andre gode folk, for der er brug for hver en stemme!

Greta

For en uges tid siden mødte jeg Greta Thunberg. Jeg var tilfældigvis i Stockholm en fredag, og sluttede mig til den ugentlige klima-demonstration foran den svenske Rigsdag. Og der stod hun så.

Det første, der slog mig, var hvor ung hun er. En lille skikkelse, der nærmest helt forsvinder i mængden. Genert. Akavet. Sammenbidt. Som om hun helst bare ville stå for sig selv, og ikke spor brød sig om al den opmærksomhed.

Når man snakker med hende, er hun fuldstændigt lige så skarp og målrettet, som man ser i fjernsynet. Hun står der, fordi hun har forstået alvoren i FNs klimapanels konklusioner. Hun står der, fordi hun ser det som det eneste fornuftige hun kan gøre.

I det øjeblik følte jeg en enorm omsorg for hende. Hun er alt for ung til at bære disse bekymringer på den måde. Til at føle, at det er op til hende at råbe verdens ledere op. Til at blive gjort til helt og fortaler og forbillede. Til at være den, som andre sætter deres lid og håb til.

Jeg sagde til hende, at hun ikke er alene. At vi alle må deles om den byrde.

For det handler ikke om Greta. Det handler om os alle sammen. Vi kan alle påtage os en del af denne byrde. Ved at tage synligt og utvetydigt moralsk stilling – og få andre til at gøre det samme.

Hvis du ikke kan være med til vores egen Klimapåmindelsen foran Christiansborg hver torsdag morgen, så kan du vise det ved at skrive under på Så er det nu: Gør valget grønt’s tre klare krav om at sætte klima og natur øverst på den politiske dagsorden.

Tak! Du er ikke alene.

Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi overvinder vores konfliktskyhed

Jeg har en kronik i Dagbladet Information idag. Jeg har indsat den herunder for future reference.

 

Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi overvinder vores konfliktskyhed

Jeg var også en ubekymret flyrejsende kødspiser. Men alle historiske samfundsforandringer har krævet folk, der var villige til at ødelægge den gode stemning

Denne sommer mærkede jeg klimaforandringerne for første gang. Solen skinnede ubarmhjertigt i månedsvis. Græsset foran vores hus var afsvedet. Jorden var knastør, og støvet hang i luften. Om aftenen hørte vi pindsvinene rasle i de tørre blade på jagt efter vand og føde. Danmark føltes som et andet land. For første gang kunne jeg på egen krop mærke alle statistikkerne om, at kloden i de sidste 30 år har oplevet de 20 varmeste år, der nogensinde er blevet målt.

Det var også denne sommer, at min søn fyldte to år. Fremtiden føles langt mindre abstrakt, når jeg ser den gennem hans øjne. Han vil vokse op i en verden, hvor sådanne ekstreme temperaturer er normale. Han vil vokse op i en verden, hvor tørke, skovbrande og stormflod ikke er ekstraordinære hændelser. Hvor pindsvinene ikke længere pusler i hækken. Hvor Danmark vil føles som et andet land. Og han vil ikke vide, hvad han har mistet.

Det er ikke til at bære. Især er det ikke til at bære tanken om, at jeg ikke har gjort det, som jeg alt for længe godt har vidst er nødvendigt: At jeg ikke råber op og siger fra – uanset hvad andre så måtte tænke om mig.

Flokdyr på godt og ondt

Det er ikke fordi, jeg kun lige har fået øjnene op for klimaforandringerne.

Siden jeg så Al Gores film En ubekvem sandhed i 2007, har jeg prøvet at leve mere bæredygtigt. Jeg begyndte at spise mere økologisk, vegetarisk og lokalt. Jeg engagerede mig i Københavns Fødevarefællesskab. Jeg prøvede at tale fremtiden op, fordi jeg ikke tror, at det er dommedagsscenarier, der får folk fra at handle. Men hvis jeg skal være ærlig, var det mest fordi, jeg var bange for at blive opfattet som hellig og moraliserende.

Og som årene gik, sleb hverdagen kanterne af mine bekymringer. Klimaforandringerne blev efterhånden bare endnu en del af det større bagtæppe af alle de ting, der sker i verden, som det føles umuligt at gøre noget ved. Livet fortsatte jo, og de fleste lod ikke til at være synderligt bekymrede. Stilfærdigt bekræftede jeg mig selv i, at jeg allerede gjorde en del i det små. Og efterhånden holdt jeg også selv op med at snakke om klimakrisen.

Problemet er, at vi mennesker er flokdyr på godt og ondt. Vi vil gå langt for at undgå at bryde sociale normer, der får os til at føle os forkerte og udenfor. Vi har nemmere ved at leve med uretfærdighed end med ubehag.

Derfor ændrer vi først adfærd, når vi oplever, at folk omkring os ændrer adfærd. Hvilket leder til den paradoksale situation, at vi tror, vi står alene med en holdning, som størstedelen af os i virkeligheden deler: Otte ud af ti danskere mener, at klimaforandringerne er en alvorlig og vigtig udfordring for menneskeheden. Og alligevel sker der ikke noget.

Over de sidste måneder har jeg mødt mange andre, som denne sommer blev mindet om klimaforandringernes omfang, og som nu kæmper med de samme følelser og frustrationer som mig. Vi har forgæves ledt efter en let udvej. Vi har opgivet håbet om, at en ny vidunderteknologi redder os, eller at politikerne træffer de svære beslutninger for os. Og vores behov for handling kan hverken tilfredsstilles ved at følge anbefalinger til bæredygtigt forbrug, melde os ind i en miljøorganisation eller dele klimatips og underskriftsindsamlinger på internettet.

Ødelæg den gode stemning

Det er på tide, at vi indser, at der ikke er nogen lette udveje. For der er kun én måde, vi kan bryde med den flertalsmisforståelse, der holder os tilbage fra at løse klimakrisen: Vi må tage synligt og utvetydigt moralsk stilling – og få andre til at gøre det samme.

Som forskerne Rasmus Willig og Arne Johan Vetlesen bemærker i bogen Hvad skal vi svare?, så handler det ikke bare om, at vi skal gøre det lettere, sjovere og mere behageligt at handle bæredygtigt. Det handler lige så meget om, at vi skal gøre ikkebæredygtig adfærd mere besværlig, omkostningstung og ubehagelig.

Alle historiske samfundsforandringer har krævet folk, der var villige til at ødelægge den gode stemning. Forandring kræver, at vi som mennesker erkender, at vi er nødt til ændre vores vaner og tilpasse os til en ny virkelighed. Og det kræver, at vi accepterer det uundgåelige ubehag, der kommer af at stikke ud, være på tværs og sige fra.

Det var ubehageligt at sige fra over for folk, der røg tobak indenfor. Og det er ubehageligt at sige fra over for folk, der kommer med racistiske eller homofobiske bemærkninger. Men ubehaget forsvinder ikke, hvis vi lader være. For så vil disse folk aldrig blive konfronteret med det ubehag, der kan få dem til at handle anderledes.

Derfor prøver jeg nu at overvinde min egen konfliktskyhed.

Jeg har fundet støtte hos forfatteren Luvvie Ajayi, der slår til lyd for at være ubehageligt ærlig. Hun gør det, fordi hun tror på, at alle grundlæggende gerne vil det bedste for kloden og hinanden, så når hun siger, hvad hun mener, er det altid med udgangspunkt i, at hun havde forventet mere af os alle sammen.

Hun siger, at du for alt i verden skal lade være med at bekymre dig om, hvordan den anden tager imod det. Dit ansvar er blot at sige fra og gøre det på en ordentlig måde. Derfor har hun tre ting, hun tjekker med sig selv, før hun deler en ubehagelig sandhed: Mener du det? Kan du forsvare det? Siger du det med kærlighed? For hvis man ikke kan sige det med kærlighed, er det bedre at lade være.

Det prøver jeg at efterleve. Jeg er begyndt at tage de svære og ubehagelige samtaler med venner, kolleger og familie, og forklare dem, hvorfor jeg handler, som jeg gør. Jeg fortæller, at jeg selv har været der, hvor de er. Jeg var også en ubekymret flyrejsende kødspiser. Og jeg fortæller historien om, hvordan jeg lærte klimaforandringerne at kende, og hvordan det har påvirket mig.

Politisk pres

Jeg presser ikke på for, at de skal opgive hverken flyrejser eller kød. For det handler ikke om vores individuelle forbrugsvalg, men om de politiske valg, vi træffer på vores børns og børnebørns vegne. I sidste ende er det kun som borgere og ikke som forbrugere, at vi kan stoppe klimaforandringerne.

Jeg fortæller dem, at vores politikere ligger under for præcis den samme flertalsmisforståelse, som alle os andre. At de er mere afhængige af os, end vi tror. At politisk handling kun kommer, hvis helt almindelige borgere som du og jeg er villige til at overvinde vores konfliktskyhed og højt og tydeligt fortælle, hvad der er på spil.

Derfor opfordrer jeg dem til at stemme på partier, der prioriterer grøn omstilling, eller presse de partier, de stemmer på, til at prioritere den. Sikre, at deres pensionsmidler ikke er investeret i olie og gas, men i grøn omstilling. Og ikke bare at lade som ingenting og håbe, at det løser sig selv.

Det er svært. Og det er ikke nok. For ingen af os kan gøre det alene. Derfor skriver jeg dette. For at presse mig selv til at blive ved. For at opfordre andre til at blive ved.

Vi må erkende, at vi ikke slipper for ubehaget ved at stå ved vores værdier. Derfor har vi brug for at finde sammen i en bred, folkelig og politisk slagkraftig klimabevægelse. For konfliktskyheden svinder først, når vi ikke længere føler os alene.

Kun ved at stå sammen kan vi rykke samfundets normer, så det bliver flertallet, der synligt og utvetydigt træffer de personlige og politiske valg, der kan sikre vores jord, vores hjem og vores børns fremtid.

Andreas Lloyd er selvstændig konsulent og aktiv i Klimanetværket.

Klimakrisen: En science fiction-film i slow motion

Jo mere jeg lærer om klimakrisen, jo mere virker det som plottet i en science fiction-film: Dystre profetier, en faretruende afgrund, der fravigeligt nærmer sig, skæbnesvangre valg og heltemodig kamp.

Faktisk adskiller klimakrisen sig kun fra film som Planet of the Apes og Terminator på to punkter:

  1. Det er ikke fiktion
  2. Det finder ikke sted over 2 timer, men over 100 år.

Jeg blev bekræftet i denne fornemmelse forleden, da jeg hørte en forelæsning, der lige så godt kunne have været en tidlig scene i en science fiction-film: Forskeren Johan Rockström gav en opsamling på udviklingen fra klimaforandringer til klimakrise. For som han bemærkede, så er klimaforandringerne her allerede, og mange steder er det allerede en krise.

Hurtigt gennemgik han de mange skovbrande, tørker, oversvømmelser og orkaner, der har ramt rundt om på Jorden i løbet af det sidste år. Det mindede mig om de klassiske sci-fi montage-sekvenser, hvor der med faretruende musik klippes mellem alle de forskellige steder på Jorden, hvor rumvæsenerne er landet, eller meteoritterne brager ned og smadrer Det Hvide Hus, Eiffel-tårnet og New York.

Det tog pusten fra mig. Men det var slet ikke det værste. Det, der for alvor slog krisens omfang fast for mig, var da han viste denne graf:

Slide fra Johan Rockströms præsentation. Fundet her.

Grafen viser udviklingen i Jordens gennemsnitstemperatur over de sidste 1,2 millioner år. Den flotte 8-talskurve skyldes, at Jordens bane rundt om solen er formet som en ellipse, hvor solen ligger tættere på den ene ende, snarere end i midten. Det betyder, at henover 100.000 år vil afstanden mellem Jorden og solen variere helt op til 18 millioner km, hvilket giver et udsving i Jordens temperatur. Det er bl.a. denne variation, der har givet anledning til istiderne (hvert af udsvingene ud i det blå felt til venstre repræsenterer en sådan istidsperiode).

Tilsvarende er hvert udsving ind i det violette felt en såkaldt “interglacial” periode, hvor Jorden hovedsageligt er fri for is. Og gennem de sidste 1,2 millioner år har Jorden altså fulgt dette 8-talsmønster i større eller mindre udsving (Rockström forklarede, at udsvingenes størrelse skyldes feedback-effekter i Jordens egen atmosfære, fx baseret på mængden af vegetation, mængden af is, der reflekterer sollys, osv.).

Det er dette smukke mønster, der gjort det muligt for os at ligge lunt i svinget i den holocæne periode i den inderste ring i 8-tallet, og som har givet os det stabile, varme klima, der de sidste 10.000 år siden den sidste istid har gjort det muligt for os at drive landbrug, bygge byer – og dermed alt, hvad vi kender som menneskelig civilisation.

Men på grund af vores CO2-udledninger de sidste 200 år har drivhuseffekten skubbet os ud af banen. Snarere end at følge denne trygge bane i 8-tallet, har vi nu kurs direkte mod ukendt territorium: For hvis vi når de 2 graders opvarmning, så spår forskere, at vi risikerer at nå ud over et eller flere tipping points, der gør, at vi slet ikke kan komme tilbage i det trygge 8-tal, som har styret Jordens klima de sidste 1,2 millioner år!

Et nemt eksempel på et tipping point: Når først majskornet bliver tilpas varmt, bliver det til et popcorn. Og hvordan kan man så gøre det til et upoppet majskorn igen?

De to stiplede linjer på grafen viser det skæbnesvangre valg vi står overfor: Kører vi videre mod afgrunden? Eller drejer vi fra i tide? Kan vi reducere vores globale CO2-udslip inden 2050? Kan vi holde os under 2 graders temperaturstigning?

Rockström erkendte da også, at det bliver svært: 2018 bliver det år i menneskehedens historie, hvor vi udleder mest CO2 nogensinde. Selvom vi har kendt til problemerne i mere end 40 år, er udledningerne kun steget og steget. Det er endnu ikke lykkedes os at knække kurven. Og tiden er ved at løbe ud. For at klare den, skal vi halvere vores globale CO2-udslip frem til 2030, og igen i 2040, og igen i 2050.

Men selvfølgelig, som i enhver god science fiction-film, er der stadig et håb: I en fjern ørken lærer en ung mand netop nu sin sande skæbne at kende og påbegynder træningen som jedi-ridder, så han kan vælte det onde imperium, der har bragt os i denne forfærdelige situation…

Og dog. Sådan er virkeligheden ikke. Der er ingen superhelte, der kommer og redder os. Der er kun os selv. Det er kun ved fælles hjælp, at vi kan knække kurven.

Og de dystre udsigter til trods, var Rockström stadig optimistisk: Produktionen af sol- og vind-energi ser ud til at vokse eksponentielt i de kommende år. Teknologien og økonomien kan sagtens lade sig gøre. Det handler kun om den politiske vilje til at få det til at ske.

Efter forelæsningen var der tid til spørgsmål fra salen. Og mellem en række tørre, tekniske policy-uddybninger rejste Alexandra, en af stifterne af Den Grønne Studenterbevægelse, sig op og stillede aftenens bedste spørgsmål: “Du siger vi har travlt. At vi kun har 10 år til at nå at vende det her. Men hvad kan jeg og mine medstuderende gå ud og gøre i morgen?”

Jeg husker ikke præcis hvad Rockström svarede. For i det øjeblik, tog min indre filminstruktør over:

Den grånende videnskabsmand kigger rundt i salen. “I skal holde presset. Politikerne skal vide, hvad der er på spil. Det er nu eller aldrig.”

Spændingen i rummet er dirrende. Han læner sig frem og kigger direkte på Alexandra med et halvt smil.

“May the force be with you.”

Vi har brug for en moralsk klima-revolution

Vi kan ikke vente længere. Det er både klimaforskere, aktivister og policy-udviklere enige om: Der er brug for en bred folkelig bevægelse, der kan sætte klimaforandringerne øverst på den politiske dagsorden. Men hvor skal den komme fra?

Vi kan finde inspiration og opmuntring fra abolitionisternes kamp for at afskaffe slaveriet. For deres krav virkede lige så umulige og uopnåelige i deres samtid, som klimabevægelsens krav om at lade fossile brændsler blive i jorden gør i dag. Som den amerikanske journalist Chris Hayes påpeger, så havde slaverne dengang samme betydning for sydstaternes økonomi, som fossile brændsler som kul, olie og naturgas har for den moderne verdens økonomi.

Ifølge historikeren Eric Foner repræsenterede slavernes arbejdskraft i 1860 en økonomisk værdi, der var større end alle landets banker, fabrikker og jernbaner tilsammen. Forestil dig, at vi lukkede alle banker, fabrikker og jernbaner uden at give kompensation til ejerne. Det ville være et økonomisk jordskælv. Men det svarer nok meget godt til, hvad klimaforekæmpere som Bill McKibben kræver, når han siger, at vi skal undlade at udnytte ca. 80% af de fossile brændsler, der stadig er i undergrunden for at kunne holde os under de 2 graders opvarmning. I runde tal svarer til at lade op mod 20 trillioner dollars ligge på bordet – og det vil koste arbejdspladser, velfærd og muligt andet, som både politikere og vælgere bekymrer sig om.

Derfor vil der altid være stor modstand mod forandringer, der stiller økonomiske interesser overfor retfærdighed. Frederick Douglass, der blev født som slave, og som flygtede nordpå og blev en af de stærkeste stemmer i kampen mod slaveriet, sagde det bedst: “Magt opgiver aldrig noget uden et krav. Det har den aldrig gjort, og det vil den aldrig gøre.”

Medaljon fra British Anti-Slavery Society (1795)

Vi glemmer let, at det tog flere generationers kamp at afskaffe slaveriet. Og at kampen slet ikke startede i Nordamerika, men i England, hvor mange virksomheder tjente tykt på at handle og transportere slaver. Allerede i 1790erne var der en stærk bevægelse i England for at forbyde slavehandel med bl.a. enorme underskriftsindsamlinger og massive boycots mod varer produceret med slave-arbejdskraft.

Som historikeren Kwame Anthony Appiah bemærker, var den fremspirende arbejderklasse en afgørende drivkraft i denne kamp. Disse mennesker, der selv sled hårdt i det, kunne levende forholde sig til grusomme historier om de umenneskelige vilkår, som slaver arbejdede under. Og derfor så de det som en plet på deres ære at støtte – direkte eller indirekte – en økonomi baseret på slaveri. De handlede, fordi de ville skamme sig over sig selv, hvis de lod være. Og med deres ord og handlinger rykkede de samfundets normer indtil flere og flere ville skamme sig, hvis de ikke tog aktiv stilling imod slaveriet.

Det var denne stædige kamp, der ledte til, at England i 1807 forbød slavehandel, og i 1834 afskaffede slaveriet i sine kolonier. Ikke alene efterlod dette andre slavenationer som USA (og ja, Danmark) stadigt mere politisk isolerede; det opmuntrede også stadigt flere borgere i disse lande til at kæmpe mod slaveriet. Og dette ledte til, at slaveri nu er forbudt over hele verden. Og i dag er det næsten ikke til at forestille sig, hvordan verden ville se ud, hvis ikke abolitionisterne havde taget den kamp.

I dag står vi overfor en lignende kamp. En lang, sej og grundlæggende politisk kamp om, hvilke hensyn, der skal veje tungest: Kortsigtede økonomiske hensyn eller værdighed og retfærdighed for natur og mennesker?

Danmark er et af de rigeste, tryggeste og mest stabile lande i verden. Vi har opnået enorm velstand gennem fossil energi. Men alligevel tør vores regering ikke gå foran, før de andre lande også forpligter sig. Alle venter på hinanden. Tænk, hvis alle lande skulle være med, før man havde kunnet afskaffe slaveriet. Så ville det nok stadig være tilladt idag.

Ligesom for den engelske arbejderklasse, så handler det ikke bare om vores egne umiddelbare behov, men om at kunne se os selv i øjnene. Ligesom abolitionisterne kæmpede for, at afrikanske og indfødte amerikanske slaver fik deres frihed og blev anerkendt som ligeværdige mennesker, så må vi i dag kæmpe for, at vi stopper vores udpining af jorden, luften og havene. For hvad nytter det, at vi sørger for, at vores børn har det godt nu, hvis vi efterlader dem en klode, der er ved at gå op i limningen?

Denne klode er vores eneste, umistelige hjem, og vi har den kun til låns. Derfor bør vi i Danmark tage ansvaret for at gå foran i en grøn omstilling. Og denne omstilling starter først og fremmest med en moralsk revolution. Vi må vi tage det første skridt og gøre et offer for nogen, vi ikke kender og måske aldrig kommer til at møde. For folk på den anden side af jorden. For vores ufødte børnebørn. For dyr og planter. Vi skal ikke gøre det fordi det vil lønne sig eller fordi det i sig selv vil være nok. Vi skal gøre det, fordi vi ville skamme os over os selv, hvis vi lod være.

En lettere redigeret udgave af dette essay udkom også på onlinemediet POV International.

Donate to the Great Slate today!

American friends: There is 25 days until the midterm elections! Most of you live in solidly democratic districts, but you can still make a big difference by donating to democratic candidates in some of the poor, rural districts that are essential to winning the majority in Congress.

I urge you to donate to THE GREAT SLATE: A list of thirteen first-time progressive candidates for Congress who don’t take money from corporations, but do have excellent campaign teams, and a good shot at winning their races. But all of them are underfunded and are being ignored by the national Democratic Party (Read why here)

They need all the help they can get – especially in these final few weeks where they need to spend all of their time talking to voters, not schmoozing to millionaires to raise more funds. So donate today, and invite your friends to donate as well!

Thank you! The rest of the world is counting on you! 😅 👏

Danske venner: Man skal være amerikansk statsborger eller have permanent opholdstilladelse i USA for at kunne donere penge til valgkampen. Men amerikansk politik har enorm betydning for verden og for os (bare tænk på klima, verdenshandel, sikkerhedspolitik og meget mere). Så: Del dette med jeres amerikanske venner. Og gør det snarest, så donationerne kan nå at gøre en forskel inden valget!

On leadership

A real leader is somebody who can help us overcome the limitations of our own individual laziness and selfishness and weakness and fear and get us to do better things than we can get ourselves to do on our own.

– David Foster Wallace

Medborgerne – a platform for community organising in Denmark

Bio update: Since I left Borgerlyst in June, I’ve been working on a new community organising initiative, focusing on building a local broad-based citizens’ alliance in Copenhagen.

After some months in stealth mode with the working title “Civilsamfundsalliancen”, we’ve now made ourselves known to the world by our official name:

medborgerne

Medborgerne is Danish, and can be translated as “citizens” – but with the added connotation of being an active member of a community, not just a set of rights. Medborgerne is a platform for broad-based community organising in Denmark. Inspired by Industrial Areas Foundation in the US, Citizens UK in the UK, and DICO in Germany, we hope to take similar role in Denmark, helping local communities build power for social justice and the common good.

I’ve co-founded the initiative with Ruth Gøjsen and Michael Wulff, and we’re currently looking to raise the funding necessary to build a local broad-based citizens’ alliance in Copenhagen. In the long term, our goal is to build a network of local citizens’ alliances to have an influence on national politics in Denmark.

We’ve just launched our website (in Danish, obviously), and I’ve already had my first media appearance as co-founder of Medborgerne in an interview in the Danish online magazine Altinget.

Refugees welcome

Vi forstår ikke hvad det vil sige at være på flugt, før vi møder det. Det er ikke nok at se det i fjernsynsbilleder fra fjerne lande. Det går først op for os, når det kommer tæt på – når vi møder mennesker på flugt i vores eget land.

Det er først, når vi ser disse mennesker i rammer vi kan genkende – på motorveje, banegårde og rastepladser – at vi forstår, hvor forfærdelig og skræmmende en oplevelse det må være. At forlade sit land. At kæmpe for at holde sammen på sin familie. At være bange for, hvad der venter én.

På et abstrakt plan vidste vi det godt. Gennem de sidste år har vi set flere og flere konflikter flamme op og tvinge flere og flere på flugt. Vi har hørt tallene af døde, sårede og flygtende stige og stige. Men det var bare tal. Vi forstod ikke rigtigt, at der bag tallene var skæbner, historier og håb.

Så længe det var abstrakt, var det blot endnu et politisk spørgsmål. En sag, man kunne være uenig i og ryste på hovedet af. Hvor man kunne synes tonen var for skinger. Men nu ser vi det. Nu forstår vi det. Og nu reagerer vi.

Vi hjælper, hvor vi kan. Som under krigen hjælper vi folk til Sverige. Men hvor de dengang flygtede fra en fremmed besættelsesmagt, flygter de i dag fra os. Fra den politik og de vilkår vores land stiller dem i udsigt.

Netop som vi forstår, hvad det vil sige at være på flugt, forstår vi også konsekvenserne af de politiske valg, der bliver truffet i vores land. Vi lever i et land, der aktivt søger at skræmme folk væk. Som lukker sig om sig selv i en sådan grad, at folk, der intet har, hellere vil gå 200 kilometer end at søge tilflugt her.

Det giver ikke bare en dårlig smag i munden. Det vækker skam. Og vrede. Og med denne vrede følger et stort behov for at handle. Et behov for at vise, at sådan er Danmark ikke. At folk på flugt er velkomne her.

Denne vrede er vigtig. Husk den. Ikke kun nu, hvor der er masser af opmærksomhed og gejst. Men også om en måned eller tre, når det ikke længere er nyt, og ikke længere føles akut.

Husk denne vrede i det lange seje træk, der kommer. For at ændre den politik, der bliver ført. For at møde og hjælpe de mennesker, der er kommet hertil, og som har brug for vores støtte til at kunne opbygge en ny tilværelse i dette fremmede land. For at vise, at i Danmark er flygtninge velkomne.