All posts by Andreas

Civilsamfundets renæssance

Note, oktober 2018: Jeg skrev det første udkast på dette essay i foråret 2014 for at lodde  interesse for at introducere community organising som tilgang i Danmark. Efter følgende gennemskrivninger, blev det endelige essay en del af begrundelsen for opstarten af Medborgerne – Danmarks første borgeralliance.

 

Behovet for, at civilsamfundets fællesskaber står sammen og tager ansvar har aldrig været større. Vi står overfor udfordringer, som ingen af os kan løse alene. Det kræver, at vi i civilsamfundet – både enkelte borgere, løst koblede fællesskaber og gamle organisationer – finder sammen.

At vi lærer at organisere os og arbejde sammen. For på trods af vores forskelligheder, har vi meget mere til fælles. Og det kræver, at vi lærer at handle politisk og målrettet på de problemstillinger, der ligger os alle på sinde. At vi opbygger en alliance på tværs af civilsamfundets mange fællesskaber.

I

I disse år spirer nye lokale, fællesskabsorienterede initiativer frem over alt: Byttemarkeder, byhaver, reparationscaféer, pop-up caféer, restaurant-dage, samtalesaloner og meget mere. Disse nye “aktivt uorganiserede” fællesskabsprojekter er blevet muliggjort af internettet, der både gør det let at starte nye initiativer og sprede begejstringen, og for andre at opdage og engagere sig på løsere og mere fleksible vilkår end det hidtil har været muligt. Hvorfor stifte en forening, når du bare kan starte en Facebook-gruppe?

Disse projekter har alle det til fælles, at de fokuserer på at skabe noget nyt, og vise, at det kan lade sig gøre. Som f.eks. Cykling Uden Alder, hvor frivillige kører ture med ældre medborgere i cykel-rickshaws. Eller Venligboerne, hvor lokale borgere møder nytilkomne asylansøgere og hjælper dem med at lære dansk, finde tøj og møbler og meget andet. Eller fødevarefællesskaber, hvor borgere går sammen om at købe fødevarer direkte fra lokale økologiske landmænd og derved støtte lokal og bæredygtig fødevareproduktion. Som Signe Voltelen, der står bag flere københavnske byhaveprojekter, forklarer: “Mange […] synes, politikerne har fejlet. I den forstand er de nye initiativer en reaktion. En måde at begynde forfra, nedefra – men med det positive som drivkraft.”

Men selvom disse initiativer berører forskellige politiske spørgsmål om alt fra ældre og asyl til fødevarer og klima, er de som regel omhyggelige med at understrege, at de er apolitiske og åbne for alle. Til trods for, at de ganske tydeligt tager stilling i deres handlinger. Det er en selvmodsigelse som de lever fint med, fordi de gerne vil bruge deres handlekraft til at gøre en forskel i deres egen hverdag, men ikke kan overskue at engagere sig i de større bagvedliggende politiske spørgsmål.

Af og til opstår der dog en politisk sag, der er så grel, at borgerne rejser sig i vrede. Som f.eks. i februar 2014, da hele landet nærmest var i oprør over S-SF-R-regeringens magtfuldkomne gennemtrumfen af salget af DONG-aktier til den berygtede investeringsbank Goldman Sachs. I løbet af få uger blev der indsamlet mere end 250.000 online underskrifter mod salget, som meningsmålinger viste, at mere end 80% af danskerne var imod. Det udløste en krise, der resulterede i, at SF forlod regeringen. Men Folketinget stemte alligevel for salget. Og snart efter fortog modstanden sig. Selv ikke da regeringen efterfølgende besluttede også at sælge det statsejede selskab NETS til den mindste lige skruppelløse kapitalfond Bain Capital gav det anledning til mere end mat frustration og politikerlede. For lige så let som folk kan mobilisere sig om en vred enkeltsag, lige så hurtigt kan det løbe det ud i sandet igen. Det er kun, når modstanden er organiseret og vedholdende, at civilsamfundet kan holde beslutningstagerne ansvarlige.

Forskellen mellem mobilisering og organisering kommer klart til udtryk hver gang, der finder en ny skolemassakre sted i USA. Så mobiliserer borgerne sig og kræver, at nu må politikerne virkelig sørge for at stramme våbenlovgivningen. Meningsmålinger viser, at op mod 60% af amerikanerne går ind for strammere våbenlovgivning, men selvom der finder skolemassakrer sted med uhyggelig regelmæssighed, sker der alligevel ikke noget. For hver gang, der er optræk til stramninger, er The National Rifle Association lynhurtigt ude og lægge pres på de politikere, der sidder med de afgørende stemmer. De har 13.000 lokalafdelinger fordelt over hele landet, og de står klar og ved præcist hvor og hvordan de skal sætte ind for at få politikerne til at rette ind. Til trods for, at de er i mindretal formår de alligevel at forhindre stramninger af våbenlovgivningen – simpelthen fordi de er bedre organiserede end deres modstandere.

Denne form for handlekraftig organisering er civilsamfundets vigtigste redskab til at skabe politiske forandringer. Et andet eksempel på dette er da den sorte borgerrettighedsforekæmper og fagforeningsmand A. Philip Randolph mødtes med præsident Franklin D. Roosevelt i årene før Anden Verdenskrig. Randolph havde længe kæmpet for at få et møde med præsidenten. Og nu præsenterede han sin sag og argumenterede for behovet for at indføre lovgivning, der kunne stoppe diskrimination af sorte i virksomheder, der fik offentlige kontrakter. Da Randolph var færdig, lænede præsidenten sig tilbage og overvejede, hvad der var blevet sagt. Så nikkede han og sagde: “Jeg er enig med dig. Nu må du gå ud og tvinge mig til at gøre det.”

Som historien almindeligvis fortælles, kunne Roosevelt ikke risikere sit politiske liv for denne sag, selvom han principielt var enig i behovet for ny lovgivning. Han ville først være i stand til at indføre en sådan lovgivning, hvis det fremstod som om, at han var blevet presset til at gøre det. For ellers ville hans egne politiske støtter være imod ham. Dette pres måtte komme fra civilsamfundet. Og de borgere, der ønskede denne nye lov, måtte organisere sig for at lægge det fornødne pres på ham. Civilsamfundets magt ligger altså i at organisere sig og lægge pres på politikerne i et sådant omfang, at de ikke længere kan ignorere de emner, som civilsamfundet ønsker at sætte på dagsordenen.

I Danmark har civilsamfundets fællesskaber – fagforeninger og kirkelige organisationer, højskoler og oplysningsforbund, brugsforeninger og andelsboligforeninger – en meget stærk tradition for denne form for organisering. Det har været afgørende for at gøre Danmark til at et af de mest tillidsfulde og demokratiske lande i verden. Ikke alene arbejdede disse fællesskaber hver især for at skabe det samfund de ønskede at leve i, men de formåede også at organisere sig og samarbejde om at opbygge den fornødne magt, der skulle til at sætte deres ønsker på den politiske dagsorden. Det var sådan det danske velfærdssamfund blev skabt.

Men i de senere år har disse fællesskaber mistet kraft. De seneste generationer er vokset op med en velfærdsstat, der har givet os så mange muligheder, at vi helt har glemt hvad det vil sige at kæmpe for noget. Og vi har glemt den kraft, der ligger i at organisere sig. I stedet ser vi de organisationer, der byggede vores samfund, mere som produkter og services end som levende handlefællesskaber. Flere og flere borgere er ikke længere aktive deltagere, men forbrugere og tilskuere. De ser fagforeningen som et forsikringsselskab for deres arbejde. De ser kirken som en udbyder af kulturelle tilbud som spaghettigudstjenester og babysalmesang. De ser andelsboligforeningen som et spekulationsobjekt. De ser foreningen som fritidstilbud eller som samvittighedsaflad.

Denne udvikling har sat vores demokrati under pres. Flere og flere danskere føler sig afmægtige og frustrerede over de muligheder, som de har for at engagere sig. Den offentlige debat er fastlåst og de politiske partier bliver stadigt mere topstyrede. Flere og flere danskere lever i bobler, hvor de kun omgås folk, der ligner dem selv. Vi mødes i stadigt mindre grad i fællesskaber, der går på tværs af social baggrund, holdning, uddannelse, religion og etnicitet – hvilket mindsker forståelsen for andre grupper i samfundet.

Og samtidigt oplever vi flere og flere udfordringer, som politikere og forvaltninger ikke formår at løse. Den sociale ulighed vokser. Der er stadigt større mistillid til folk med anden etnisk baggrund. Flere og flere danskere føler sig pressede og stressede, men internaliserer disse bekymringer og skyder skylden på deres egen utilstrækkelighed i stedet end at søge at ændre de rammer, der presser dem. Hvilket igen gør, at de let kommer til at føle sig ensomme og isolerede. Og bagved det hele kaster klimaforandringerne en lang skygge over fremtiden, som ingen kan overskue konsekvenserne af, og som ingen lader til at være villige til at handle på.

Byhaverne, byttemarkederne og alle de andre nye, fremspirende fællesskabsinitiativer er en reaktion på denne udvikling. Det er en søgen efter nye, rene og umiddelbare muligheder for selv at møde andre og sammen kunne gøre en forskel i det små og i sin egen hverdag. Disse projekter forløser en stærk begejstring og et stort mod på fremtiden. Men de er ofte også meget skrøbelige. For de er som regel båret af nogle få idealistiske personers store engagement. Og fordi projekterne er så løst organiseret, risikerer det hele at gå i opløsning, hvis (eller når) disse iværksættere mister gejsten.

Samtidigt oplever de gamle organisationer faldende medlemstilslutning, hvilket ofte får dem til at fokusere endnu mere på at holde deres egen organisation kørende og sikre deres egne interesser. Og derfor undlader disse organisationer at opsøge og støtte de nye fællesskaber, for det er jo ikke deres medlemmer. I stedet laver de flere og flere tilbud – medlemsfordele, medlemsrejser, online medlemsplatforme – for at lokke folk til. Men ofte ender de blot med at bekræfte opfattelsen af dem som serviceydelser snarere end levende og handlekraftige fællesskaber. Og jo mere de fokuserer på deres egen organisation, des mere lukker de øjnene for mulighederne for at samarbejde med andre fællesskaber omkring de spørgsmål og udfordringer, som påvirker dem alle.

Denne udvikling efterlader civilsamfundet fragmenteret, svækket og uorganiseret. De gamle fællesskaber isolerer sig og lukker sig om sig selv. De nye fællesskaber er ustrukturerede og flygtige. Det gør, at det ellers så stærke danske civilsamfund har stadigt mindre indflydelse på samfundsudviklingen. Virksomhederne og markedet er organiseret i stærke interesseorganisationer med masser af ressourcer til at arbejde for deres politiske mål. Staten og dens offentlige institutioner er tilsvarende stærkt organiseret, med en stor værktøjskasse til at påvirke og forme det omkringliggende samfund. Men civilsamfundet har slet ikke samme magt og kraft som tidligere. Hvis ikke civilsamfundet organiserer sig, vil det stå svagt og være ude af stand til at arbejde for sociale forandringer, der kan løse de problemstillinger, der berører os alle.

Det er den udfordring, vi står overfor i dag: Hvordan kan vi vende denne udvikling: Hvordan kan vi skabe en platform, hvor civilsamfundets nye og gamle fællesskaber kan mødes og lære af hinanden; hvor de kan styrke hinanden og arbejde sammen; hvor denne nye energi og mod kan fastholdes og udvikles og løftes op på det politiske niveau? Hvordan kan civilsamfundet på ny møde markedets og statens beslutningstagere i øjenhøjde og skabe et folkeligt pres for en udvikling i retning af et mere lokalt, bæredygtigt og fællesskabsorienteret samfund?

II

“Store virksomheder organiserer sig, små virksomheder organiserer sig, selv kriminelle organiserer sig,” pointerer Neil Jameson, initiativtager til den britiske civilsamfundsalliance Citizens UK, “men de fleste i civilsamfundet undlader at organisere sig fordi de tror, at det, at de ikke behøver at forhandle med andre, gør dem frie. Men i virkeligheden gør det dem svage.”

I over 25 år har han arbejdet for at organisere det britiske civilsamfund og en alliance, på tværs af civilsamfundet, der kan møde beslutningstagerne ligeværdigt. I dag samler Citizens UK over 350 organisationer, der tilsammen har opnået en magtposition, som ingen af dem kunne have opnået alene. Alliancens hidtidige højdepunkt kom op til parlamentsvalget i 2010, da de holdt et stormøde med 2200 deltagere, hvor alle tre premierminister-kandidater mødte op og i større eller mindre omfang forpligtede sig på at arbejde for alliancens politiske mål – netop i anerkendelse af at denne forsamling havde magt til at påvirke valgets udfald.

De hundredevis af medlemsorganisationer har fundet sammen om at arbejde for det, de kalder “det fælles bedste,” hvilket kommer til udtryk i en række afgrænsede, men eksplicit politiske mål, som alle alliancens organisationer kan støtte op om. Alt fra sikre og affaldsfrie gader og levedygtige lønninger til bedre vilkår for asylansøgere og flere lavindkomstboliger.

Denne alliance er resultatet af mange års tålmodigt og vedholdende arbejde med at opbygge relationer, tillid og forståelse på tværs af civilsamfundet. Den fandt sin begyndelse i det østlige London i 1990erne, hvor Neil Jameson arbejdede målrettet med at knytte relationer på tværs af sprog, kultur og social baggrund. Han drak kaffe med hundredevis af mennesker fra lokale kirker, moskeer, synagoger, skoler og studentersammenslutninger. Han lyttede til deres håb og bekymringer. Til deres fortællinger om, hvad der pressede dem og deres familier i deres hverdag. Og han udfordrede dem på, om de rent faktisk var klar til at gøre noget ved det. For hvis de ville gøre noget ved det, så krævede det, at de kunne finde sammen, organisere sig og opbygge magt sammen. Han underviste dem i, hvordan de selv kunne gå ud og tale med deres naboer, foreningsfæller og venner, lytte til deres håb, bekymringer – og udfordre dem og insistere på deres evne til selv at skabe forandringer.

På denne måde begyndte lokalsamfundet at organisere sig. De styrkede langsomt de indbyrdes relationer, og efterhånden som de knyttede bånd, begyndte de også at finde ud af, at de havde mere til fælles, end de først troede. Som Neil fortæller: “Folk opdager, hvor fantastisk det er at have noget til fælles med andre, som de hidtil havde troet var så sære at de lige så godt kunne godt være fra en anden planet. Som du ikke ville tage på besøg hos, om du så fik penge for det. Og så opdager du, at de er lige så bekymrede for deres børn, som du er for dine, at de bliver også overfaldet af de samme røvere, som du gør, og at problemerne med affald gælder dem lige så meget som alle andre.”

Og når de først opdager det, begynder de også at handle sammen. “De vil selvfølgelig ikke kunne blive enige om nogen ideologi,” forklarer Neil, “men det er heller ikke vigtigt. For når du først får samlet dem i et rum, så snakker de ikke om ideologi. Så snakker de ikke om rød eller blå. De snakker om: Hvem kan hjælpe os? Hvem er vores allierede? Hvor kan vi få penge fra? Hvilken magt har vi? Hvilken magt har de? Lad os bare se at komme i gang.”

Med Neils vejledning begyndte de lokale borgere og organisationer at opbygge den politiske magt og den indbyrdes tillid, der er forudsætningen for, at de sammen kunne skabe vedvarende forandringer på de problemstillinger, der er vigtigst for dem. I 1997 gik de sammen om at stifte The East London Communities Organisation – en alliance af lokale civilsamfundsorganisationer, der alle arbejdede sammen om at udvikle og forbedre deres del af byen. De lagde pres på lokale fabrikker til at sætte filtre på deres skorstene. De samarbejdede med lokale myndigheder omkring de olympiske lege, og sikrede både gode jobs til de lokale under olympiaden, samt at den olympiske landby skal omdannes til stærkt tiltrængte billige boliger i en af verdens allerdyreste byer.

2012: London Citizens demonstrerer for at sikre, at den olympiske Landsby bliver omdannet til over 800 billige boliger, lokalt ejet af en lokal “Community Land Trust.”

I løbet af de sidste 15 år har organisationen spredt sig fra Østlondon, og blev først til London Citizens, og siden til Citizens UK med lokale alliancer i en lang række andre engelske og walisiske byer. De er gået fra at have magt på et lokalt niveau til at have magt på et nationalt niveau. Det kom klart til udtryk op til parlamentsvalget i 2010, da Citizens UK holdt et valgmøde, hvor alle tre premierminister-kandidater mødte op og foran 2200 ledere fra hele det britiske civilsamfund forholdt sig til alliancens politiske mål – netop i anerkendelse af, at denne forsamling havde magt til at afgøre valgets udfald.

2015: Citizens UK afholder General Election Accountability Assembly tre dage før det britiske parlamentsvalg. 2200 ledere fra over 350 civilsamfundsorganisationer er samlet for at holde de politiske ledere ansvarlige for deres beslutninger de sidste fem år – og give dem mulighed for at forholde sig til Citizens UK’s politiske dagsorden for de næste fem år.

Denne tilgang til magt og organisering er præcis den samme som den, der kendetegnede tidligere tiders civilsamfundsbevægelser. Der er ikke noget nyt i det. Men som den gamle demokrati-tænker Hal Koch sagde, så er demokrati en livsform, som hver ny generation må lære for sig selv. “Det, som folk selv tager, er meget bedre end det, som de får foræret,” sagde den engelske filosof John Stuart Mill. Med det mente han ikke blot, at det man skal arbejde og kæmpe for at få, føles mere værd, end det man bare får foræret. Det handler også om, at man igennem det arbejde og den kamp, der skal til for at vinde det, får en politisk dannelse. Man bliver bevidst om, hvordan magt fungerer. Man lærer de redskaber, som gør én i stand til at finde sammen med andre og opbygge den magt, som skal til for at skabe forandringer.

Men det kræver, at man tør forstyrre den måde tingene allerede er organiseret på. For det er først, når man ryster posen og begynder at nedbryde de gamle mønstre, at man kan skabe plads til nye former for organisering. Det er netop når vi mødes på tværs og begynder at samarbejde med organisationer og fællesskaber, der slet ikke ligner vores egne, at civilsamfundet kan finde ny styrke. Ikke alene giver det ny energi og begejstring at arbejde sammen med andre om en fælles sag. Man opdager også, at man sammen kan løse udfordringer, som ingen vil kunne have løftet alene.

“Det er der rigtig mange, der gerne vil,” understreger byhavedyrkeren Signe Voltelen, “men der også en utålmodighed. Man kan godt få lyst til at gå på gaderne i protest – der er bare ikke opbakning til det.”

Men opbakningen er der. Vi ved det bare ikke endnu. Hver især føler vi, at vi står alene med vore frustrationer og forvirring over beslutningstagernes manglende lydhørhed. Men vi er langt fra alene. Det kræver bare, at vi opdager, at de folk, der deler vores frustrationer ikke nødvendigvis ligner os selv eller deler vores ideologi. Og at det på ingen måde er en forhindring for, at vi alle kan arbejde for den samme sag.

Men det kræver, at vi forstår, hvordan vi kan skabe de forandringer vi ønsker os. Vi kan ikke nøjes med lave hyggelige hverdagsinitiativer eller mobilisere flygtige protester. Hvis vi virkelig vil skabe forandringer, kræver det, at vi ikke bare drømmer om verden som den burde være, men at vi også er i stand til at forholde os til verden, som den er i dag. At forandre verden som den er, kræver, at vi finder sammen og organiserer os. Det kræver, at civilsamfundets organisationer tør kigge ud over deres egne nicher og særinteresser og arbejde sammen om en fælles sag. Ikke for at protestere, men for at sætte ord på det fælles bedste vi ønsker at skabe sammen – og for at tage magten til at føre det ud i livet.

III

Det danske civilsamfund står overfor en renæssance. På tværs af civilsamfundet er der en masse energi, mod og vilje til at skabe positive og vedvarende forandringer i det danske samfund. Men vi mangler en fælles platform.

Derfor er vi nu gået i gang med at opbygge den første danske civilsamfundsalliance. Vi vil vise, hvordan man kan styrke lokale borgere og fællesskabers indbyrdes relationer og politiske handlekraft. Dette arbejde kræver tålmodighed, og vi må starte i det små. I København, hvor vi bor. Over de næste to år vil vi arbejde for at skabe det eksempel, som andre i Danmark kan lære af og som kan være med til at inspirere til nytænkning og udvikling af civilsamfundets rolle i det 21. århundrede.

Vi håber, at du vil være med.

A new project

For the past five years, two projects have been a constant presence in my life: The Copenhagen Food Co-op and Borgerlyst – the laboratory for civic agency that I co-founded with Nadja Pass in 2010. Both projects have been the source of a lot of learning, good experiences and good friends.

But over the past few months, I’ve been preparing to step down from my responsibilities in both of these projects to make room for something new.

In April, I stepped down from the board of the food co-op. I gave a status report at the annual General Assembly, describing how the community has grown and developed over the past five years. It’s been quite a journey, with lots of ups and downs. And I’m very happy to pass on the reins to the new board. They’re all good people with lots of drive, hope and vision. And I’m certain they will help the food co-op become an even better community for organic veggie enthusiasts all over Copenhagen.

And on June 5th, on Borgerlyst’s fifth anniversary, I stepped down from Borgerlyst. We had a big party to celebrate and look back on all that we have achieved together. Nadja will continue to develop the project in a new direction, and I will focus on working on a new project that has been in the works for a while now.

The project focuses on working with community organising as a method and approach to develop the power and agency of ordinary citizens and create new trustful relationships in the local communities where they work and live. This short film gives a good introduction to community organising:

The project’s working title is “the civil society alliance” – because the goal is to build a broad-based community organisation that brings together many of the diverse communities and institutions of Danish civil society – from churches, mosques and synagogues to labour unions, schools and student organisations. Bringing all of these communities together to build their political power and ability to work for the common good – not in spite of but through their diversity.

One of my main sources of inspiration for this work is the UK-based community organising charity Citizens UK. I attended their six-day training in Cardiff last autumn, and I’ve been very impressed with the efficacy and professionalism of their organisation. In my view, their approach is exactly the kind of thing we need to revitalise Danish politics and participatory democracy. As one organiser at the Citizens UK General Election Accountability Assembly on May 3rd put it: “This is how politics used to be done, and we wish it could be done like this more.”

I’m really excited to be able to focus on this work. And I’m fortunate to be working together with a group of excellent and dedicated people from across Danish civil society. In the coming months, we will be writing grant proposals for a pilot project, meeting people, listening to their needs, interests and worries and get people engaged.

More to come …

Being a force of nature

This is the true joy in life, the being used for a purpose recognized by yourself as a mighty one; the being a force of nature instead of a feverish selfish clod of ailments and grievances complaining that the world will not devote itself to making you happy.

I am of the opinion that my life belongs to the whole community and as long as I live it is my privilege to do for it whatever I can. I want to be thoroughly used up when I die, for the harder I work, the more I live. I rejoice in life for its own sake.

Life is no ‘brief candle’ to me. It is sort of a splendid torch which I have a hold of for the moment, and I want to make it burn as brightly as possible before handing it over to future generations.

– George Bernard Shaw

Organisational permaculture design

I’ve just received my copy of the latest issue of the Danish permaculture magazine Tidsskriftet Permakultur. And it’s a little special because it includes an essay I’ve written on what I call organisational permaculture:

tidsskriftet_perma

The essay included in the magazine is an abbreviated version of a somewhat longer essay that goes into a lot more detail. For completeness’ sake, I’ve put up the unabbreviated and uncut version of the essay here on the web for all to read (it is in Danish, obviously).

You can read the full, uncut version of the essay here.

What’s wrong with this picture?

Back in September, I attended the Economy, People & Planet conference at the Copenhagen Business School. It was an intense experience with lots of good people, interesting talks and workshops. The talk that I enjoyed the most was CBS professor Ole Bjerg who talked about The Inconvenient Truth of the Post-Growth Economy

He started out with the image of the Earth seen from space that we greens often show to express that we’re all in it together on this Spaceship Earth. But his point was that there are four errors with that image:

1) The Earth is round
Seeing the Earth from space doesn’t match with the perspective of life on Earth that we experience everyday. Nothing in our day-to-day activities give us that sense of connection to something as huge as the entire planet. There’s no direct feedback.

2) There are no people
Seeing such images of the whole planet is an ecologist’s dream: It’s a whole system without any visible interference. For the uninitiated, seeing such an image will make them feel unwelcome. The indirect conclusion being that they – people – are the problem. That without any people on it, the planet would be in balance. That the planet would be better off without us.

3) There are no borders
You can’t see borders and countries from space, yet they are very much there. We can’t ignore them. No matter how much we want it, there is no global “we”. It is an abstract and unreal ideal. Simply because we don’t all feel that we’re in it together. Very few refugees and migrants are welcomed across borders. Zooming out doesn’t make them go away.

4) Who’s looking at this image?
This is not a human perspective. Sure, it might be an astronaut. But it will a tiny minority of the Earth’s population who will have the opportunity to see the Earth from space. So maybe it’s God? Maybe it’s a postcard from God? If so, it merely takes our agency. It just shows that we’re out of our league. And what is God doing? Either he sent the postcard because he’s left us behind. Or maybe he can’t help us. Or maybe he just likes to watch…

For someone like me who have been known to use the image of Earth seen from space as a macroscope to show how we’re interconnected and interdependent, Bjerg’s points are both provocative and insightful. It is very much true that zooming out like this makes us lose our human everyday perspective of the people and politics that our lives consist of. The image asks us to leave that behind for a bigger, more abstract cause. The planet itself.

And having thought about this, I tend to agree. As Wendell Berry says, “it all turns on affection.” It won’t be appreciation that saves us, it will be affection. Affection to specific places. To specific people. To specific needs.

And that leads to Ole Bjerg’s conclusion. Instead of focusing on the image of the planet as a whole, we should focus on this instead:

Our money offers a much more direct, close and immediate connection between the health of the planet and our own everyday life. It’s a leverage point, as Donella Meadows would say. If we can change the way our money works, we can change the way we relate to the planet.

Bjerg offered a few examples, including local money and full reserve banking. He is working with the initiative Gode Penge – a Danish equivalent to the British think tank Positive Money that lobbies for money reform as a way to create not only a more sustainable economy, but also a more sustainable planet.

I encourage you to check it out if you’re not already familiar with it. I think you’ll be surprised by what you’ll find …

More on the distraction-free smartphone

Recently, I came across a blog post by Jake Knapp who also experienced the distractions caused by having a smart phone. So he decided to try and tweak his iPhone to make it distraction-free. And now, more than a year later, he’s still using it – without a web browser, without email, without social stream apps such as Facebook, Twitter and Instagram. As he says, “I want a sensible phone, not a smart phone.”

It sounds quite similar to my mock-up for a zenphone – but without all the hassle of having to hack the operating system of the phone to make it distraction-free. If you’re interested, you can find Jake’s tips on how to make your iPhone distraction-free here.

 

 

My debut as a newspaper columnist

For the past three weeks, I’ve had the opportunity to write a weekly column for the Danish daily newspaper Information.

It’s been a fun challenge to try a fit some of my ideas, thoughts and opinions into the column format. You can find all three columns here (in Danish, obviously):

  • Rodløs på nettet – about how modern life and technology is making us less rooted, less connected to the land and the communities where we grow up.
  • Vi har brug for flere nybegyndere – about daring to be a beginner, even when we reach the age where people expect us to know better.
  • Hellere ånd end regler – about the lack of respect and spirit in modern farming and all the horrible unintended consequences that this lack gives rise to.

Who knows, maybe I’ll have the chance to write more columns in the future…

Notes to self

I’ve been involved with the Copenhagen Food Co-op for almost 5 years now. And along the way, I’ve learned a lot about organizing volunteers, building local community and getting people involved. I’ve learned mostly by making a lot of mistakes along the way.

But in the last year [October 2013 to October 2014], the pace and depth of my involvement in the food co-op has reached a whole other level. It’s been really intense. With crisis, change, conflict, action, and oh-so-many meetings. It’s caused me to consider the lessons that the Co-op has taught me. Lessons that I continually have to remind myself to practice and heed as I work in this field.

I’ve been trying to formulate these ‘Notes to Self’ over the past few months. Editing and adding to them along the way. And I will probably continue to do so in the future. I share them here as a work in progress. They are written as notes to myself, and may not make all that much sense to anybody else. But I’m putting them up here as a way of committing myself to remembering, heeding and developing these further. They’re only in Danish for now, as I keep adding to them at the moment and can’t be bothered to translate them just yet.

 

1. Lyt

Lyt til folk omkring dig. Ikke kun deres ord, men også deres handlinger. Læg mærke til hvad de gør. Den måde de agerer på er som oftest udtryk for de interesser og motivationer, der driver dem. Hvert møde de kommer til, hver opgave de påtager sig er et udtryk for engagement. Du må lytte for at forstå, hvad der driver det.

 

2. Spørg

Det er ikke altid du kan lytte dig frem til hvad folk brænder for. Indimellem lægger de deres energi i ting, som de ikke rigtigt føler for. Måske fordi de står alene med dem. Måske fordi det var de opgaver, som de let kunne komme i gang med. Måske fordi de tidligere følte for dem, men nu er blevet fanget af ansvaret og vedligeholdelsen. Måske fordi de i virkeligheden ikke selv ved, hvad de brænder for. Spørg dem. Lad være med at tro, at du kender svarene på forhånd. For det gør du ikke. Vi forandrer os alle sammen hele tiden. Det samme gør vores svar.

 

3. Gå efter energien

Den vigtigste drivkraft er folks egen energi, interesse og begejstring. Du må aldrig tage andres engagement for givet! Din vigtigste opgave er at understøtte og styrke den energi. Give den plads til at udvikle sig og vokse sig større. Energien ligger latent i alle mennesker. Som en kilde, der kan åbnes. Et frø, der kan spire. Lad være med at prøve at lokke folk til at interessere sig for noget andet. Hjælp i stedet med at forløse deres energi. Gå efter de lette sejre, som kan gøde jeres selvtillid og give jer mod på mere.  Fælles handling er den ilt, der får fællesskaber til at blomstre.

 

4. Sæt ord på energien

Menneskelig energi og begejstring er en flygtig størrelse. Vi kan let glemme, hvad der vakte den, når vi sidder til et langt møde eller med en sur tjans og bare bider tænderne sammen for at nå i mål. Derfor er det vigtigt, at minde folk om, hvorfor vi gør det her – hvad der gav os energien til at gå i gang i første omgang. Ved fortælle historien om, hvad det er vi skaber sammen. Om hvilke værdier, vi udlever i fællesskab. Ved at rose og anerkende det arbejde folk lægger, kan du spejle og forstærke deres energi omkring det. Hjælpe dem med at se, hvilken forskel de skaber. Det er meget vigtigere end du tror.

 

5. Sig fra overfor drænerne

I nærmest alle fællesskaber vil der være folk, der tager mere energi end de giver. Det er dem, som bekymrer mere end de begejstrer. Ofte lægger de meget arbejde i fællesskabet, men desværre føler de også, at det berettiger dem til at fremhæve det negative, snarere end at rose og anerkende. Og dermed ender de ofte med at dræne andres energi og lyst til at engagere sig. Derfor er det meget vigtigt sige fra overfor disse drænere. Synligt og tydeligt. De skal ikke have lov til at bestemme over andres lyst til at engagere sig.

 

6. Fokusér på menneskene, ikke på grupperne

Husk, at virkeligheden svarer ikke overens med de fine planer og organisationsdiagrammer, som du udfærdiger. Ansvaret kan aldrig ligge hos en gruppe, for hver gruppe består af en masse mennesker med deres egne motivationer og interesser i et komplekst net af gensidige relationer. I sidste ende vil det altid være mennesker, der tager ansvar, udfører opgaverne og får ting til at ske. Nar ikke dig selv til at tro, at bare fordi en gruppe på papiret har et ansvar, at den så automatisk vil leve op til det. Følg menneskene og relationerne. Det er den eneste måde du kan lære at forstå, hvem, der gør hvad – og hvorfor.

 

7. Stil kærlige krav

Folk giver sjældent mere end de føler er højst nødvendigt for at være med. Hvis de ikke føler, at der er stort behov for deres hjælpe eller indsats, vil de som oftest trække sig og bruge deres energi andetsteds. Denne form for bevaring af energi, satisficing, er en naturlig ting – og som oftest helt ok. Man skal ikke forlange mere end folk ønsker at give. Men pas på, at det ikke bliver en sovepude. For energien kan let blive så lav, at selv de grundlæggende opgaver ikke bliver løst, fordi alle tror, at det er der nok nogen andre, der gør. Derfor er det vigtigt at lave en klar forventningsafstemning og stille krav til folk, så de ved, hvad de har at forholde sig til. Krav er kærlighed. Det minder folk om, at der er brug for dem. At de har en vigtig rolle at spille. At de er en afgørende del af fællesskabet.

 

8. Afpres jer selv

Der kan let gå drift i den, så fokus bliver på at holde det eksisterende ved lige snarere end at kigge fremad og udvikle nyt. Men løbende udvikling på den ene eller den anden led er nødvendigt for at holde visionen i live. Det giver en følelse af fremdrift, der bekræfter folk i, at de med til at skabe noget vigtigt. At vi er på vej et sted hen sammen. En god måde at fastholde denne udvikling er ved at afpresse jer selv gennem ydre krav og muligheder: Fondsmidler, nye samarbejdsmuligheder, medieomtale, offentligt bureaukrati kan alle være med til at sætte deadlines, der kan afpresse jer til at udvikle og levere mere end I ellers ville have gjort.

 

9. Vær ikke bange for pengene

Penge er som gødning. Hvis I har få penge, hæmmer det udviklingen og udførelsen af jeres idéer. Hvis I har for mange penge, bliver I let dovne og vælger de nemme (og dyre) løsninger uden at overveje, om de passer til jer. Det kan også let give anledning til konflikter, fordi den letteste magt ligger i at bestemme, hvordan pengene skal bruges. Men alt dette til trods, må du ikke undervurdere, hvor stor en forskel penge kan gøre i forhold til at frigøre energi og skabe plads til nye projekter. Nogle gange kan lidt ekstra gødning løfte meget mere end du tror.

 

10. Lad være med at køre solo

Lad være med at gå hurtigere frem end folk kan forstå eller følge med. Lad være med at skippe mellemregningerne for at nå hurtigere i mål. Alle andre har brug for at forstå, hvordan du er nået til dine konklusioner. Spørg dem! Invitér dem til at give feedback. Vis, at du respekterer deres holdninger og erfaringer. Det kan godt være, at det kun er de færreste, der tager imod muligheden for at blive hørt. Men de sætter alle pris på det. Og i sidste ende vil det også gøre, at de føler, at de har været med til at forme resultatet.

 

11. Vælg fra

Det du ikke gør er lige så vigtigt, som det du vælger at gøre. Overvej omhyggeligt, hvilke opgaver du påtager dig, og hvilke du overlader til andre. Det er langt bedre at gøre få ting godt, end at gøre mange ting halvt. Du kan ikke tage ansvar for det hele. Fokusér på de ting, som du er særligt godt stillet for at løse. Og gør andre i stand til at løse resten.

 

12. Lad folk finde deres egne løsninger

Det er let at komme til at føle, at du har fundet den store, sande løsning, som alle andre bare skal have hjælp til at indse er den rigtige. At de bare skal reddes fra deres egen misforståede vanetænkning. Men at sætte sig for at redde nogen er blot at begynde at undertrykke dem. Du ændrer ikke folks holdninger eller handlemønstre ved at forelæse om, hvor gammeldags og utidssvarende deres tankegang er. Sådanne erkendelser kommer ikke gennem abstrakt tænkning, men gennem konkret handling. Ved at folk oplever situationer, hvor deres gamle tænkemønstre ikke længere fungerer, og de derfor tvinges til at tænke og handle anderledes. Giv dem redskaberne og lad dem finde deres egne løsninger. Det er den eneste måde at skabe bæredygtige forandringer på.

 

13. Gør aldrig for andre, hvad de kan gøre for sig selv

Når du når en ansvarsposition i et fællesskab, kan du meget let komme til at suge ansvar til dig – uanset om du vil det eller ej, fordi du er gammel og garvet. Men husk, at din vigtigste opgave nu ikke længere at træffe beslutninger, men at gøre andre i stand til at træffe dem uden din hjælp. Du skal lære at udvise den tillid og tålmodighed, der kan gøre andre i stand til at gøre det selv uden din hjælp. De lærer ikke noget, hvis du bliver ved med at våge over dem og gøre ting for dem. “Never do for others what they can do for themselves.” Husk, at ethvert fællesskab er mere en skole end det er en virksomhed. Målet er menneskene, mere end det er arbejdet eller resultaterne. Din opgave at give andre selvtilliden, så de kan gøre det selv.

 

14. Lær fra dig

Du ved mere, end du tror. Der er så mange ting, som du tager for givet. Arbejdsgange, værdier, mødeformer, redskaber. Tag dig tiden til at hjælpe andre. Del dine redskaber. Invitér andre til at lære med og af dig. Alt for ofte tænker de ikke selv på at spørge.

 

15. Sig det vigtige igen – og igen

Alle folk har travlt. Alle folk har gang i hundrede ting ved siden af. De kan ikke huske halvdelen af, hvad du siger til dem, så sørg for at gentage det vigtige igen og igen. Jo flere gange du gentager noget, jo bedre forstår folk, at det er vigtigt. Og det er først, når de ser det som noget vigtigt, som de bør forholde sig til, at de begynder at gøre det til deres eget.

 

16. Vær nær og vedkommende

Folk vil have personlig kommunikation. De vil ikke læse manualer eller forklaringer. De vil ikke komme til møder med folk de ikke kender. De vil mødes og tages ved hånden. De skal føle, at de bliver set og hørt. De vil indgå i en gensidig relation, der er nær, vedkommende og tryg. Det tager ekstra tid, men når du viser, at du er villig til at bruge tid på dem, bekræfter det dem i, at du værdsætter deres tid og hjælp. Og på den måde kan de bedre gøre fællesskabet til deres eget.

 

17. Anerkend dine fejl – og fortæl om dem

Du kommer til at begå en masse fejl undervejs. Det er uundgåeligt. Men husk, at ingen dømmer dig hårdere end dig selv. Lad være med at krympe dig, vrænge eller ærgre dig. Tag i stedet og bred armene ud. Giv et lille hop og et smil og råb “How fascinating!” til dig selv. Hver fejl er endnu en anledning til at lære. Endnu en anledning til at blive klogere. Derfor er det også vigtigt, at du fortæller om de fejl, som du begår. Vær ærlig om svaghederne, dumhederne og forvirringen. Lad være med at sætte dig selv op på en piedestal. Vær åben, ærlig og ydmyg – det vil gøre det nemmere for andre at se, hvordan de kan lære af dine fejl og gøre det endnu bedre.

 

18. Giv Plads

Du fylder mere end du tror. Tænk over, hvilken rolle du kommer til at indtage i fællesskabet i kraft af, at du har været med længe, at du har mange erfaringer, at du har en fremtrædende rolle til møderne, at du er den, der har været på TV og fortælle om projektet. Det er altsammen med til at gøre, at folk forventer, at du har svarene – også selvom du selv er usikker og ikke føler, at du har styr på noget. Andre kan opfatte dig meget anderledes end du ser dig selv. Husk, at du siger en masse – også i kraft af det du ikke siger. At folk måske føler, at de har ikke ret til at udfordre dine holdninger, fordi du har været med så længe. Så hold din kæft lidt oftere og giv plads til dem.

 

19. Sørg for, at ingen føler for meget ansvar

Ofte er det dem med størst ansvarsfølelse, der ender med at påtage sig mere, end godt er. Når du kan se, at nogen har det svært og er på nippet til at gå ned med stress, så er det ikke nok at sige det til dem. Den bedste måde at passe på hinanden er ikke gennem ord, men gennem handling. I stedet for at sige “pas på dig selv”, er det langt bedre at vise omsorg ved at tage nogle af opgaverne og noget af ansvaret, som de ikke selv kan give fra sig. For selvom man egentlig godt ved, man skal passe på sig selv, er man som regel også netop dér, hvor det er allersværest at give slip.

 

20. Gør det til en fest

Der vil uundgåeligt opstå kriser og konflikter. Situationer, hvor energien er lav og modet synker. I disse situationer er det afgørende at finde den rette tone.  Undgå, at det bliver en downer. Vær modig og upbeat. Du kan ikke smile, når du er sammenbidt. Brug mere tid på at udfolde løsningerne end at analysere problemerne. Folk kender som oftest problemerne, men ved ikke, hvordan de kan løse dem. Vis vejen og gør løsningen til en fest, som alle kan være en del af – som de vil være kede af at gå glip af. Jo mere, folk føler, at de har mulighed for at være med til at løse krisen, jo mere vil de have lyst til at hjælpe.

 

 

21. Hør flere sider af den samme sag

Alt efter hvem du spørger om en given sag vil du få forskellige svar. Dine vurderinger er kun så gode som den viden du baserer den på. Så sørg for at få flere perspektiver på den samme historie. Folk kan lægge vægt på meget forskellige dele af en historie, alt efter hvilken kæphest de vil hyppe. For at forstå detaljerne i en sag er du nødt til at høre flere forskellige perspektiver på den (“doveryai, no proveryai“, som russerne siger).

 

22. Stå fast

Du skal ikke være bange for konflikterne. Der vil altid være konflikter. De opstår som regel, når nogen ikke føler sig hørt, spurgt eller anerkendt. Måske er der nogen, der ikke har lyttet, eller har handlet for hurtigt. Stå fast på dine egne værdier og hav tiltro til, at du kan spørge, lytte og forstå, hvor konflikten kommer fra. Det er som oftest nøglen til at løse den.

 

23. Skub

Nogle gange er det ikke nok bare at stå fast og lytte. Nogle gange må du række ud og give folk et lille skub, for at de kan komme videre. Skubbet er ofte det sværeste. For det er dér, hvor du med fuldt overlæg overtræder folks grænser for at hjælpe dem videre. De kærligste skub kommer i de sværeste samtaler. Dér hvor du ikke bare lytter til hvad de siger, men siger, hvad de har brug for at høre. Og som oftest vil de være meget taknemmelige for, at du havde modet til at give dem det lille skub, de havde brug for.

 

24. Vælg dine kampe

Prioritér dine ambitioner omhyggeligt. Du kan ikke udfordre folk på alle fronter på samme tid. Hvis alt er i bevægelse, under forandring og i udvikling, så har de ingen faste holdepunkter. Så bliver det for svært. Du kan ikke både udvikle fællesskabets logistik, infrastruktur, beslutningsprocesser, værdier, kommunikationsveje og selvforståelse samtidigt med at der strømmer masser af nye medlemmer ind. Fællesskabet kan ikke både vokse i størrelse og i dybde på samme tid. Det kræver en løbende afvejning. Vælg dine kampe med omhu og fokusér på dem, der vil frigive mest energi og mod på mere.

 

25. Vær tålmodig

Det tager meget længere tid end du tror. Alle har brug for at nå til deres egne erkendelser. Du kan ikke tænke for dem. Og du kan ikke handle for dem. Det bedste du kan gøre er at gøre det lettere for dem, men tempoet bestemmer de altid selv.

 

26. Husk, at verden er større end jeres organisation

Når du er dybt inde i en organisation er det let at udvikle en form for organisationsblindhed, der gør, at du ender med at tro, at I er så særlige, at I skal udvikle alle løsninger selv fra bunden af. Jo større jeres organisation er, jo lettere er det at være blind på denne måde. Men der er så mange andre projekter og organisationer, der står med nærmest de samme udfordringer: Om møder, om organisering, om motivation, om lederskab, om begejstring. Find dem. Lær af dem. Samarbejd med dem. Sammen kan I lave nogle meget bedre løsninger, der kan komme jer alle til gavn.

27. Forvent ikke tillid fra folk, der ikke kender dig
Det kan godt være, at du kun har de bedste hensigter, men det ved alle andre ikke. Så når du møder nye folk og præsenterer dem for dine tanker og projekter, så vil de ofte være skeptiske og bekymrede for, at du har bagtanker på den ene eller den anden måde. Lad være med at være skuffet over det. Tænk på, at du ville være mindst lige så skeptisk, hvis du var i samme situation. Giv dem tid til at lære dig at kende. Du skal vinde deres tillid med handling og ikke med ord.

28. Pas på dig selv

Håb er en stærk drivkraft. Håb er en økse, som du kan bryde døre ned med. Håb kalder på handling. Men husk, at håb forblænder. Du kan nemt komme til at overse og overhøre det helt åbenlyse fordi det ikke passer med dine forhåbninger. Det er så let at strække sig for langt, kæmpe for hårdt og tilsidesætte sig selv i håbet om at nå et mål. Men du når aldrig i mål. Der vil altid være mere at gøre. Mere at give. Og virkeligheden tager ikke hensyn til dine håb og drømme. Sørg for, at du får mindst lige så meget energi ud af det du gør, som du lægger i det. Du kan ikke leve på håb alene.

 

29. Lad være med at have ondt af dig selv

Nogengange er det hårdt. Nogengange har du mest lyst til at give op og trække dig, men du bliver ved alligevel. Og du har ondt af dig selv, fordi du er så vedholdende, også selvom det er hårdt. Men lad være med at have ondt af dig selv. Hvis du har ondt af dig selv, vil du hurtigt bruge alle dine kræfter på at fortælle dig selv historien om, hvor meget du kæmper, og hvor synd det er for dig. Og du kan ikke være noget for andre eller støtte andre, hvis du bruger din energi på at have ondt af dig selv.

 

30. Husk, at privilegier er usynlige.

Vi tænker aldrig over alle de fordele, som vi har fået med os. Og vi omgiver os ofte med folk, som minder meget om os selv. Derfor er det nemt at tro, at alle andre kommer fra ligeså gode kår og har ligeså gode muligheder som du selv. Husk, at dine privilegier er usynlige. Det er alt for nemt at glemme hvor meget andre skal overkomme og tilsidesætte for at gøre, som de gør, og være hvor de er. Tag aldrig for givet, at det er eller har været lige så let for dem som det har været for dig.

 

31. Bevar modet

I virkeligheden er der ingen, der rigtigt bekymrer sig om, hvorfor du gør det. Hvorfor du er håbefuld eller opgivende eller begejstret. Du skal ikke kun gøre det for andres skyld. Du skal gøre det for din egen. Den bedste måde at få anerkendelse på er ved ikke at behøve den. Gør det for at bevare dit eget mod og handlekraft. Gør det fordi det er sjovt og giver dig energi. Gør det fordi alle de andre muligheder er så utilfredsstillende. Gør det fordi det giver dig modet til at stå op om morgenen, tage din rustning på, og få ting til at ske. Hver dag.

 

32. Kend dine allierede

Du får brug for masser af hjælp undervejs. Støtte, råd, begejstring og overbærenhed. Derfor er det vigtigt, at du ved, hvem der er dine allierede. Det er de folk, der giver dig mere energi, end de tager. Dem, som du kan trække på, sparre med og støtte dig til, når du har brug for det. Dem, som også er der, når det går dårligt. Dem, som sørger for at minde dig om, at du kan ikke gøre alting selv. Lyt til dem. Giv dem lov til at hjælpe dig!

 

33. Det er aldrig slut.

At være en leder er ikke en titel, du opnår, men en praksis. Det er noget, som andre gør dig til, i kraft af hvad du gør for dem. Du bestemmer ikke selv, hvornår du stopper. Det kan ikke bare lade være og forvente, at andre træder til og overtager. Det sker ikke af sig selv. Så længe du er der – formelt eller uformelt – må du lede – eller være klar til det. Det er aldrig slut.