Monthly Archives: September 2019

Fremtidens (grønne) fællesskaber

I foråret bad Tyge Mortensen og Karen Lumholt fra Selskabet for Fremtidsforskning mig om at skrive et bidrag til det seneste nummer af selskabets magasin Futuriblerne, som fokuserer på Fremtidens Fællesskaber.

Bidragydere til magasinet er praktikere fra forskellige handlingsfællesskaber i civilsamfundet. Alt fra Sager Der Samler og INSP! og SYMB til Lolland-Falster Lovestorm og Jyderup Højskole. Men eftersom jeg lige nu står lidt friere end tidligere og ikke er tilknyttet et bestemt fællesskab, gav Tyge og Karen mig frie tøjler til at skrive et indlæg om det jeg følte mest for. Det betød, at jeg hverken skrev om Medborgerne eller Københavns Fødevarefællesskab eller mine højskoletanker, men i stedet om den voksende grønne bevægelse, der strejkede i fredags – og som strejker igen på fredag.

Artiklen endte med at få titlen “Grøn omstilling er noget vi skaber sammen”, og kan læses i den seneste udgave af Futuriblerne, der udkom her d. 9. september. Magasinet kan købes på Selskabet for Fremtidsforskning, og jeg vil varmt anbefale dig at købe bladet og støtte dette gode non-profit-initiativ.

 

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mit bidrag herunder. Håber, at det kan give dig lyst til at læse mere!

 

Grøn omstilling er noget vi skaber sammen

Af Andreas Lloyd

Minutris og panerede kylletter fra frost. Det var et af de faste indslag i min barndoms aftensmåltider. Ikke en eneste gang kan jeg huske, at jeg har overvejet hvad det egentlig var, jeg spiste. Jeg vidste bare, at det kom fra supermarkedet og at det smagte godt.

Det var en ubekymret tid for en ubekymret generation. Ligesom for alle generationer før os, virkede verden stor og endeløs. Vi tog så meget for givet. Natsværmerne, bierne, skovene, koralrevene. Vi overvejede slet ikke, at det kunne være anderledes. Det faldt os slet ikke ind, at vi kunne skade naturen eller klimaet.

Men så begyndte vi at høre om problemerne. Først abstrakt og fjernt – som grafer med stiplede linjer, eksponentielle og faretruende vækstkurver, CO2-udledning, befolkningstilvækst, artsuddøen. Det var svært at forholde sig til. Vi kunne ikke mærke det. Det var nok noget, der gik mest udover isbjørnene. Måske ikke så slemt alligevel? Vi kunne ikke overskue det, så vi parkerede det. Der var også mere presserende ting at forholde sig til: eksaminer, fester, forelskelser, rejser…

Nogen gange skal man rejse for at kunne se…

I Danmark tænker vi ikke så meget over, at landskabet mest af alt bare er mark efter mark med få afgrøder. Ensartede. Fladt og nøgent om vinteren. Sprøjtet og grønt om sommeren. Det er bare sådan, Danmark ser ud. Det er først når vi rejser ud i verden, det går op for os hvor anderledes det kan være. Ikke bare hvor vild og smuk naturen kan være, men også hvor voldsom virkeligheden bag grafernes eksponentielle kurver ser ud:

At være i Los Angeles og opleve det perverse overforbrug i en by, der har spredt sig ud over et areal på størrelse med Sjælland, planlagt efter biler snarere end mennesker. Og opleve den vedvarende tørke, der får folk til at spraymale deres græs grønt for at spare på vandet.

At være i New Zealand og tage ud i Waipoua-skoven for at se Tāne Mahuta – et over 1500 år gammelt og 50 meter højt Kaori-træ, der blandt Maori-folket anses for at være træernes konge. Og så blive mødt med krav om, at alle besøgende skal afspritte hænder og fødder, før de kan komme i nærheden af træet, for at stoppe spredningen af en invasiv mikroorganisme, der især dræber Kaori-træer.

At være i Skotland og springe i havet til en sensommer-aftendukkert – og komme op til overfladen og mærke, hvordan fedtede plastikgryn klistrer til ens hud og hår. Og kigge ned og opdage, at man svømmer i en suppe af plastik.

At være i Belize og besøge en amerikansk økolog, der har fortrukket ud til et lille forskningscenter i junglen, fordi han ikke længere tror på, at menneskeheden står til at redde. At høre hans videnskabeligt funderede dommedagsprofetier og være ude af stand til at afvise dem. Være ude af stand til at ryste dem af sig, når man kommer hjem igen.

At være hjemme i Danmark og opleve sommeren 2018, hvor solen brændte landet af og efterlod det udtørret og støvet – og blive mindet om, at Danmark ikke vil blive forskånet.

Hvad kan jeg gøre?

Det er først, når vi oplever problemerne på egen krop, at omfanget for alvor rammer os. De er ikke længere en abstrakt erkendelse, men en fysisk oplevelse. En virkelighed, som vi ikke længere kan undsige os.

De små historier ovenfor kommer fra unge mennesker, der alle er vokset op med en massiv kløft imellem ord og handling. Mellem hvad de har lært i skolen – og den hverdag og det samfund, som de er en del af. Og nu spørger de: Hvad kan jeg gøre?

De fleste af os starter i det små. Hver for sig i vores egen hverdag. Vi prøver at være mere bevidste om vores forbrug. Spise mindre kød og mere grønt. Mere lokalt og økologisk. Flyve mindre. Købe mere brugt og mindre nyt. Og jo mere bevidste vi bliver, jo mere vokser vores frustration. For det går op for os, hvor umuligt stor en forandring, der skal til for at ændre den kurs, vores samfund er på.

Vi føler os alene. Som om vi er de eneste, der tager dette alvorligt. Medier, eksperter og politikere taler og taler, men det er uendeligt lidt, de rent faktisk gør. Modløsheden stikker sit hoved frem. Men vi bliver nødt til at gøre noget.

Gennem de sidste 10 år – siden skuffelsen til klimakonferencen COP15 i København december 2009 – har mennesker over hele landet fundet sammen for at finde svar på dette spørgsmål: Hvad kan vi gøre – sammen?
En bølge af nye lokale, fællesskabsorienterede initiativer – såsom byttemarkeder, byhaver, reparationscaféer, folkekøkkener, fødevarefællesskaber og meget mere – har set dagens lys.

Disse “aktivt uorganiserede” fællesskabsprojekter er i høj grad blevet muliggjort af internettet, der både gør det let at starte nye initiativer op og at sprede begejstringen for dem. Og let for andre at opdage og engagere sig på løsere og mere fleksible vilkår, end det hidtil har været muligt (Hvorfor skal man stifte en forening, når man bare kan starte en Facebookgruppe?).

En flig af en bæredygtig fremtid

Mit eget engagement startede i Københavns Fødevarefællesskab, hvor forbrugere går sammen om at købe fødevarer direkte fra lokale økologiske landmænd og derved støtte lokal og bæredygtig fødevareproduktion. Jeg var ikke specielt optaget af grøntsager eller økologi. For mig handlede det om at finde et svar på, hvordan vi sammen kunne skabe en flig af en bæredygtig fremtid.

Når der bliver snakket om en bæredygtig fremtid, ender det som regel med, at man snakker om den ‘den grønne omstilling’. Men ’omstilling’ er et forfærdeligt vagt og tørt begreb, der kan dække alt fra vedvarende energi og bæredygtige forbrugsmønstre til skovlandbrug og CO2-afgifter. ‘Omstilling’ lyder som en omskrivning fra erhvervslivet. Som en pæn måde at sige “massefyringer” på. Det vækker ikke håb, mod og begejstring. Snarere tværtimod. Det lyder som en bitter medicin, man skal sluge.

Jeg gik ind i Københavns Fødevarefællesskab, fordi jeg gerne ville være med til at skabe et fællesskab, hvor ‘grøn omstilling’ ikke var et abstrakt begreb, men noget levende, vi skaber sammen. For os var svaret en kombination af tre ting: 1) et helt konkret, hverdagsnært udbytte (grøntsagerne), 2) et lokalt, forpligtende fællesskab (det sammen at tage tjanser med at pakke grøntsager, lave smagsprøver og sidde i kassen) og 3) en stor vision (drømmen om at kunne købe alle vores dagligvarer i fødevarefællesskabet).

Vi tog afsæt i et legende, men alligevel alvorligt Hvad nu hvis-spørgsmål: Hvad nu hvis et flertal af danskerne købte ind i deres lokale fødevarefællesskab i stedet for i Netto? Bare spørgsmålet i sig selv sætter gang i fantasien. Det vækker billeder af, hvor anderledes et sådant Danmark kunne se ud. Det er nemt at tænke videre over, hvordan vejen derhen kan se ud. Det handler jo bare om, at tilpas mange danskere træffer nogle andre (småbitte) valg i deres hverdag!

”Hvad nu hvis…”

På samme måde stillede mange af de andre græsrodsinitiativer lignende spørgsmål.

Hvad nu hvis vi fik nyt tøj gennem tøjbyttemarkeder i stedet for at købe det i H&M? Hvad nu hvis vi reparerede vores elektronik sammen i reparationscaféer i stedet for at smide det ud og købe noget helt nyt? Hvad nu hvis vi og vores børn lærte at dyrke jorden i lokale byhaver, så vi forstod hvor vores mad kommer fra, i stedet for at lade som om køledisken fylder sig selv?

Det, der slår mig i dag, er hvor paradoksalt apolitiske disse initiativer egentlig var. De berørte store politiske spørgsmål – fødevarer, ressourceforbrug og klima – og tog ganske tydeligt stilling i kraft af deres handlinger. Men de var meget omhyggelige med at understrege, at de var apolitiske og åbne for alle.

Paradokset bunder i et uskyldigt ønske om bare at ville handle på sin borgerlyst, uden at det skulle bindes op på en ideologisk diskussion af de større bagvedliggende politiske spørgsmål. De havde tabt troen på det politiske system. De troede ikke længere på, at politikerne var i stand til at definere positive visioner for fremtiden.

Som Signe Voltelen, der stod bag flere københavnske byhaveprojekter, forklarede det i Dagbladet Information i 2014: “Mange i denne nye havebevægelse synes, politikerne har fejlet. I den forstand er de nye initiativer en reaktion. En måde at begynde forfra, nedefra – men med det positive som drivkraft. Meget af energien ligger i, at dette ikke er en protest. Det handler om at skabe noget nyt, at vise det kan lade sig gøre.”

Gejst og utålmodighed

Bevægelsen blev født af en enorm gejst og glæde. Københavns Fødevarefællesskab gik fra 30 til over 3000 medlemmer på 3 år og inspirerede ca. 20 nye fødevarefællesskaber rundt omkring i landet. Og byhaver sprang op over hele landet som svampe i en fugtig skovbund.

Men opblomstringen varede kort. I løbet af få år ebbede mange af disse grønne hverdagsfællesskaber ud. De var sårbare. Mange var båret af nogle få personers store engagement. Og fordi projekterne har været så løst organiseret, har de ikke haft modstandskraft, når iværksætterne mistede gejsten eller flyttede videre.

Fødevarefællesskaberne har oplevet vigende salg og medlemstilslutning siden 2014 og i dag er der kun få tilbage. Tilsvarende er mange byhaver og reparationscaféer lukket på grund af manglende tilslutning.

Jeg forlod selv fødevarefællesskabet i 2015. Jeg havde forgæves arbejdet for at skabe en fælles politisk retning blandt fødevarefællesskaberne og de øvrige små grønne foreninger gennem initiativet “Det Fælles Bedste”. Jeg opgav i frustration over, hvor fragmenteret og isoleret den grønne bevægelse var. For som Signe Voltelen sagde i samme interview: “Det er der rigtig mange, der gerne vil (skabe en fælles retning, red.). Men der er også en utålmodighed. Man kan godt få lyst til at gå på gaderne i protest – der er bare ikke opbakning til det.”

En ny generation

Det er tankevækkende at genlæse dette citat nu, fem år senere. Efter et Folketingsvalg, som mange betegner som det første klimavalg nogensinde. Efter at “klimatosse” er blevet en æresbetegnelse. Efter et forår, hvor titusindevis af skoleelever strejkede for klimaet og over 30.000 borgere gik på gaden til Folkets Klimamarch og hørte Greta Thunberg tale dunder til politikerne:

“Alt og alle er nødt til at forandre sig. Så hvorfor spilde dyrebar tid på at skændes om, hvem eller hvad der skal forandres først? Alt og alle er nødt til at forandre sig, men jo større din platform er, jo større er dit ansvar også. Jo større dit CO2-aftryk er, jo større er din moralske forpligtelse. Vores hus står i flammer. Og vi burde blive vrede og så omsætte denne vrede til handling. Og handle, som gjaldt det vores liv. For det gør det.”

Den utålmodighed, som Signe Voltelen beskrev i 2014, er taget til. For netop som jeg og andre grønne hverdagsaktivister begyndte at give op, begyndte en ny generation at kigge sig omkring og spørge ”Hvor er den? Hvor er den brede, grønne, politisk slagkraftige bevægelse, der kan skabe forandring?” Og det gik op for dem, at der ikke var andre end dem selv.

En brusende strøm

De måtte selv gøre noget. Og ligesom Greta er de vrede. De kan ikke give slip. Ikke give op. Så de har fundet sammen. Først i små klynger. Gennem en Facebook-gruppe, på en højskole eller et universitet. De begynder i det små og oplever, at handling giver håb. Og disse små klynger af handlekraft begynder at pible og boble og løbe sammen til en brusende strøm af løst-organiserede grupper og netværk – Den Grønne Studenterbevægelse, Klimastrejkerne, Folkets Klimamarch, Extinction Rebellion, Klimapåmindelsen, Citizens Climate Lobby, Så Er Det Nu! – og mange flere.

I månederne op til Folketingsvalget har de mobiliseret og krævet politisk handling. Og som med mange af de grønne hverdagsinitiativer, så er de fleste af disse grupper og netværk drevet af forholdsvis få, meget engagerede folk, der sætter alt til side og bruger alle deres kræfter på disse nye fællesskaber.

Denne nye bevægelse har også vakt mig. Men på en ny måde. Som småbørnsfar har jeg ikke længere kunnet spille rollen som det unge håb, der kaster al sin tid, energi og engagement ind i projektet, som jeg gjorde det i Københavns Fødevarefællesskab. Jeg har ikke længere tiden eller kræfterne til at kaste alt andet til side. I stedet har jeg måttet finde en ny, mere tilbagetrukket rolle. Som en hjælperytter, der støtter, aflaster og bakker op dér, hvor det kan gøre en forskel.

Ni måneders påmindelse

Jeg engagerede mig blandt andet i “Klimapåmindelsen” – en ugentlig demonstration, der tog imod folketingspolitikerne ved indgangen til Christiansborg, når de mødte på arbejde hver torsdag morgen. Den skulle minde dem om at sætte klima og natur øverst på den politiske dagsorden.

Klimapåmindelsen startede i oktober 2018 – ni måneder før valget. Til at starte med var jeg skeptisk. Jeg deltog med en følelse af, at det ikke ville være muligt at bevare momentum og få folk til at møde op torsdag efter torsdag igennem en lang, kold og mørk vinter. Men initiativet var iværksat, og udfordringen sat i gang. Og jeg kunne se, at det ville være et stort symbolsk nederlag, hvis Klimapåmindelsen ikke fortsatte helt til valget. Så jeg meldte mig til at være med til at finde talere, der kunne give menneskelige, personlige og åndelige vinkler på klimakrisen, der rakte ud over de tekniske og policy-mæssige aspekter, som ellers fylder i debatten.

Jeg trak på mine erfaringer fra Borgerlyst og Samtalesaloner til at udvikle små samtaleøvelser, som gjorde det lettere for nye deltagere at blive budt ind og blive engageret. Og jeg stod der hver torsdag, uge efter uge, som del af et fællesskab, der blev stærkere og stærkere, som foråret kom. Og med forårets komme blev mobiliseringen frem mod et fælles mål – et grønt Folketingsvalg – stærkere og stærkere. Og til sidst helt uimodståelig. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at understøtte denne bevægelses fortsatte udvikling.

Det er ikke nok at mobilisere…

Fra fødevarefællesskabet har jeg lært, at det ikke er nok at mobilisere. For det hele kan løbe ud i sandet igen lige så hurtigt, som det opstod. Det er kun når vore fællesskaber er organiserede og vedholdende, at vi kan skabe den forandring, vi drømmer om.

Det er måske pedantisk at hæfte sig ved forskellen på mobilisering og organisering. Men den betyder mere end, man skulle tro. Forskellen kommer klart til udtryk hver gang, der finder en ny skolemassakre sted i USA.

Hver gang mobiliserer borgerne sig og kræver, at nu må politikerne virkelig sørge for at stramme våbenlovgivningen. Meningsmålinger viser, at op mod 60% af amerikanerne går ind for strammere våbenlovgivning, men selvom der finder skolemassakrer sted med uhyggelig regelmæssighed, sker der alligevel ikke noget. For hver gang, der er optræk til stramninger, er The National Rifle Association lynhurtigt ude og lægge pres på de politikere, der sidder med de afgørende stemmer. De har 13.000 lokalafdelinger fordelt over hele landet, og de står klar og ved præcist hvor og hvordan, de skal sætte ind for at få politikerne til at rette ind.

Til trods for at de er i mindretal, formår de alligevel at forhindre stramninger af våbenlovgivningen – simpelthen fordi de er bedre organiserede end deres modstandere.

Meningsmålingerne viser, at over 60% af danskerne satte klima og natur som deres vigtigste mærkesag til folketingsvalget. Men dette flertal er ikke nok i sig selv, hvis de, der ikke ønsker forandringer af status quo, er bedre organiseret. Det er ikke første gang, at klimaforandringerne har været højt på den politiske dagsorden. Allerede tilbage i slutningen af 1980’erne var der tilløb til politisk handling. Ligeledes var der stor optimisme og hundredetusindvis af folk på gaden op til COP15-konferencen i København i 2009. Men hver gang blev det politiske momentum bremset af interesser, der ikke ønskede et opgør med “business as usual”.

Penge og ressourcer

Historien har vist igen og igen, at det ikke er nok at mobilisere. Og derfor er det i de kommende år, at den nye, grønne bevægelse for alvor skal vise, at den kan mere end at lave store demonstrationer og strejker. Vi skal organisere os for at kunne fastholde presset.

Det kræver, at bevægelsen ikke bare drives af frivillige ildsjæle, der kan brænde ud og sive væk. Men at den formår at organisere penge og ressourcer til at give dem arbejdsvilkår, der kan gøre det muligt for dem at blive ved.

Det kræver, at bevægelsen bygger bro til civilsamfundets gamle fællesskaber, og gør fælles sag med dem. Mange af disse gamle organisationer – fra fagbevægelsen til Folkekirken – oplever faldende medlemstilslutning, hvilket har fået dem til at fokusere endnu mere på at holde fast i deres egne snævre interesser. Men jo mere de fokuserer på deres egen organisation, des mere lukker de øjnene for de nye fællesskaber og de udfordringer, som påvirker os alle.

Alliancer

Vi har brug for at skabe nye alliancer på tværs af civilsamfundet, hvor unge kræfter kan rykke ved de gamle organisationer, og de gamles ressourcer kan understøtte de nye fællesskaber.

Og det kræver, at den grønne bevægelse formår at kigge ud over dommedagsfortællingerne og drømme højt om den fremtid, som vi rent faktisk ønsker os. At vi tør spørge “hvad nu hvis” og bruge svarene som løftestænger til at vise resten af samfundet, hvilket håb og hvilken glæde, der kan være ved at gå en anden vej – allerede i dag. For i sidste ende er ‘grøn omstilling’ ikke noget, vi kan afkræve politikerne en plan for. Det er noget, vi skaber sammen.

Hvorfor du skal finde modet til at strejke på fredag

På fredag strejker unge over hele verden, og fredag d. 27. september strejker voksne i solidaritet for at vise, at vi er klar til at sætte klima og naturgrundlag over vores skole og arbejde for en enkelt dag.

Er du stadig i tvivl om du har mod på at klimastrejke? Så prøv at hør Greta Thunberg forklare hvorfor det er værd at gøre:

Tænk på det fra et større perspektiv. Ikke bare ud fra din hverdag i dag, men forestil dig selv om 20 eller 30 år: Hvad ønsker du at kigge tilbage på? Ville du ønske, at du kan sige, at du tog stilling og aktivt ind for at skabe en forandring? Eller vil du foretrække at sige, ‘Nej, jeg gjorde bare som alle andre, fordi det var for ubekvemt at skille sig ud.’ Hvis du ikke kan strejke, så skal du selvfølgelig ikke gøre det. Men hvis der kun er én dag, hvor du kan være med, så gør det denne dag.

Mere info om strejkerne rundt om i landet d. 20. september.

Mere info om strejken d. 27. september.

NB: Den danske arbejdsmarkedsmodel gør det ulovligt at holde uvarslede strejker. Derfor er der ikke tale om en egentlig strejke, men blot en udvidet frokost-pause. Deraf navnet “Break for climate” – snak med din fagforening eller din arbejdsgiver, hvis du er i tvivl om du kan og må være med.

PS: Citatet fra Greta kommer fra dette fine interview i Teen Vogue.

At tale om demens

En af mine allerførste konsulentopgaver, da jeg lige var blevet færdig på universitetet, var et projekt for Ældresagen, der handlede om, hvordan man kunne gøre det nemmere for pårørende til svækkede ældre at blive sig deres rolle som pårørende bevidst.

Afsættet for projektet var, at det havde vist sig meget svært at få ældre til selv at erkende, at de ikke længere var helt så friske som de var engang. Selv efter faldulykker, stigende glemsomhed eller svigtende helbred var de utilbøjelige til acceptere, at de måske ikke længere kunne det samme som tidligere.

Derfor ville Ældresagen sætte fokus på hvordan man kunne hjælpe nære pårørende til at blive deres rolle bevidst (typisk ægtefælle, ældste datter eller ældste svigerdatter (!)), og synliggøre dette nye ansvar overfor resten af familien.

Min opgave var at lave antropologiske interviews med pårørende til svækkede ældre om deres erkendelsesproces: Hvordan det gik op for dem, at deres mand eller kone eller far eller mor ikke længere var så frisk, som før. Det var et enormt tankevækkende arbejde, ikke mindst fordi mine egne bedsteforældre også var i den alder, hvor man kunne mærke, at kræfterne og overskuddet svandt.

Og gennemgående for alle de pårørende, jeg snakkede med, var dels, at det havde været hårdt forløb at nå frem til den erkendelse, at man nu havde et voksende ansvar som pårørende. Dels, at det kunne have været hjulpet meget på vej, hvis bare de havde vidst, hvad de skulle have været opmærksomme på og hvordan de bedst kunnet have snakket med de ældre og deres familie om det.

Det gjaldt især demens. For demens forandrer også den person, man kender og elsker. Og jo tidligere demens bliver opdaget og erkendt, jo bedre kan man hjælpe og afhjælpe demenssygdommens konsekvenser.

Derfor sagde jeg straks ja, da Gentofte Kommunes demensteam spurgte Nadja og jeg, om vi ville være med til at udvikle en samtalesalon, der kunne gøre det nemmere at starte samtalerne om demens, så man kan få snakket ordentligt om det, der er så vigtigt at turde tale om – og som samtidig kan være så svært at få hul på.

Samtalesalonen finder sted på Gentofte Rådhus onsdag d. 18. september fra kl. 18.30, og vil veksle mellem:

  • En meget personlig fortælling fra tv-værten Michèle Bellaiche om at være nærmeste pårørende, da hendes mor blev ramt af en demenssygdom.
  • Viden og vigtige fakta fra Professor Steen Hasselbalch fra Hukommelsesklinikken, Nationalt Videnscenter for Demens, der hjælper os alle sammen til at blive bedre til at opdage de tidlige tegn på demens.
  • Samtalesalon-elementer, der hjælper gæsterne til at få hul på de svære samtaler, dele bekymringer og lære af hinandens erfaringer.

Alle er velkomne. Man kan sagtens dukke op alene, for vi skal nok sørge for, at alle finder nogen at tale med. Men aftenen er også en god anledning til at tage familie, venner og bekendte under armen, så I sammen kan blive klogere på demens – og bedst muligt kan støtte hinanden fremover.

Se mere på Facebook-eventet. Tilmelding finder dog sted med mail til plejeogsundhed@gentofte.dk eller på telefon 39 98 66 32 senest 16.09.

Skriv, hvor mange I kommer. Det er gratis at deltage i arrangementet, men der er begrænset antal pladser.

Vi håber at se jer til uforglemmelig aften!