Monthly Archives: December 2018

Klimakrisen: En science fiction-film i slow motion

Jo mere jeg lærer om klimakrisen, jo mere virker det som plottet i en science fiction-film: Dystre profetier, en faretruende afgrund, der fravigeligt nærmer sig, skæbnesvangre valg og heltemodig kamp.

Faktisk adskiller klimakrisen sig kun fra film som Planet of the Apes og Terminator på to punkter:

  1. Det er ikke fiktion
  2. Det finder ikke sted over 2 timer, men over 100 år.

Jeg blev bekræftet i denne fornemmelse forleden, da jeg hørte en forelæsning, der lige så godt kunne have været en tidlig scene i en science fiction-film: Forskeren Johan Rockström gav en opsamling på udviklingen fra klimaforandringer til klimakrise. For som han bemærkede, så er klimaforandringerne her allerede, og mange steder er det allerede en krise.

Hurtigt gennemgik han de mange skovbrande, tørker, oversvømmelser og orkaner, der har ramt rundt om på Jorden i løbet af det sidste år. Det mindede mig om de klassiske sci-fi montage-sekvenser, hvor der med faretruende musik klippes mellem alle de forskellige steder på Jorden, hvor rumvæsenerne er landet, eller meteoritterne brager ned og smadrer Det Hvide Hus, Eiffel-tårnet og New York.

Det tog pusten fra mig. Men det var slet ikke det værste. Det, der for alvor slog krisens omfang fast for mig, var da han viste denne graf:

Slide fra Johan Rockströms præsentation. Fundet her.

Grafen viser udviklingen i Jordens gennemsnitstemperatur over de sidste 1,2 millioner år. Den flotte 8-talskurve skyldes, at Jordens bane rundt om solen er formet som en ellipse, hvor solen ligger tættere på den ene ende, snarere end i midten. Det betyder, at henover 100.000 år vil afstanden mellem Jorden og solen variere helt op til 18 millioner km, hvilket giver et udsving i Jordens temperatur. Det er bl.a. denne variation, der har givet anledning til istiderne (hvert af udsvingene ud i det blå felt til venstre repræsenterer en sådan istidsperiode).

Tilsvarende er hvert udsving ind i det violette felt en såkaldt “interglacial” periode, hvor Jorden hovedsageligt er fri for is. Og gennem de sidste 1,2 millioner år har Jorden altså fulgt dette 8-talsmønster i større eller mindre udsving (Rockström forklarede, at udsvingenes størrelse skyldes feedback-effekter i Jordens egen atmosfære, fx baseret på mængden af vegetation, mængden af is, der reflekterer sollys, osv.).

Det er dette smukke mønster, der gjort det muligt for os at ligge lunt i svinget i den holocæne periode i den inderste ring i 8-tallet, og som har givet os det stabile, varme klima, der de sidste 10.000 år siden den sidste istid har gjort det muligt for os at drive landbrug, bygge byer – og dermed alt, hvad vi kender som menneskelig civilisation.

Men på grund af vores CO2-udledninger de sidste 200 år har drivhuseffekten skubbet os ud af banen. Snarere end at følge denne trygge bane i 8-tallet, har vi nu kurs direkte mod ukendt territorium: For hvis vi når de 2 graders opvarmning, så spår forskere, at vi risikerer at nå ud over et eller flere tipping points, der gør, at vi slet ikke kan komme tilbage i det trygge 8-tal, som har styret Jordens klima de sidste 1,2 millioner år!

Et nemt eksempel på et tipping point: Når først majskornet bliver tilpas varmt, bliver det til et popcorn. Og hvordan kan man så gøre det til et upoppet majskorn igen?

De to stiplede linjer på grafen viser det skæbnesvangre valg vi står overfor: Kører vi videre mod afgrunden? Eller drejer vi fra i tide? Kan vi reducere vores globale CO2-udslip inden 2050? Kan vi holde os under 2 graders temperaturstigning?

Rockström erkendte da også, at det bliver svært: 2018 bliver det år i menneskehedens historie, hvor vi udleder mest CO2 nogensinde. Selvom vi har kendt til problemerne i mere end 40 år, er udledningerne kun steget og steget. Det er endnu ikke lykkedes os at knække kurven. Og tiden er ved at løbe ud. For at klare den, skal vi halvere vores globale CO2-udslip frem til 2030, og igen i 2040, og igen i 2050.

Men selvfølgelig, som i enhver god science fiction-film, er der stadig et håb: I en fjern ørken lærer en ung mand netop nu sin sande skæbne at kende og påbegynder træningen som jedi-ridder, så han kan vælte det onde imperium, der har bragt os i denne forfærdelige situation…

Og dog. Sådan er virkeligheden ikke. Der er ingen superhelte, der kommer og redder os. Der er kun os selv. Det er kun ved fælles hjælp, at vi kan knække kurven.

Og de dystre udsigter til trods, var Rockström stadig optimistisk: Produktionen af sol- og vind-energi ser ud til at vokse eksponentielt i de kommende år. Teknologien og økonomien kan sagtens lade sig gøre. Det handler kun om den politiske vilje til at få det til at ske.

Efter forelæsningen var der tid til spørgsmål fra salen. Og mellem en række tørre, tekniske policy-uddybninger rejste Alexandra, en af stifterne af Den Grønne Studenterbevægelse, sig op og stillede aftenens bedste spørgsmål: “Du siger vi har travlt. At vi kun har 10 år til at nå at vende det her. Men hvad kan jeg og mine medstuderende gå ud og gøre i morgen?”

Jeg husker ikke præcis hvad Rockström svarede. For i det øjeblik, tog min indre filminstruktør over:

Den grånende videnskabsmand kigger rundt i salen. “I skal holde presset. Politikerne skal vide, hvad der er på spil. Det er nu eller aldrig.”

Spændingen i rummet er dirrende. Han læner sig frem og kigger direkte på Alexandra med et halvt smil.

“May the force be with you.”

Vi har brug for en moralsk klima-revolution

Vi kan ikke vente længere. Det er både klimaforskere, aktivister og policy-udviklere enige om: Der er brug for en bred folkelig bevægelse, der kan sætte klimaforandringerne øverst på den politiske dagsorden. Men hvor skal den komme fra?

Vi kan finde inspiration og opmuntring fra abolitionisternes kamp for at afskaffe slaveriet. For deres krav virkede lige så umulige og uopnåelige i deres samtid, som klimabevægelsens krav om at lade fossile brændsler blive i jorden gør i dag. Som den amerikanske journalist Chris Hayes påpeger, så havde slaverne dengang samme betydning for sydstaternes økonomi, som fossile brændsler som kul, olie og naturgas har for den moderne verdens økonomi.

Ifølge historikeren Eric Foner repræsenterede slavernes arbejdskraft i 1860 en økonomisk værdi, der var større end alle landets banker, fabrikker og jernbaner tilsammen. Forestil dig, at vi lukkede alle banker, fabrikker og jernbaner uden at give kompensation til ejerne. Det ville være et økonomisk jordskælv. Men det svarer nok meget godt til, hvad klimaforekæmpere som Bill McKibben kræver, når han siger, at vi skal undlade at udnytte ca. 80% af de fossile brændsler, der stadig er i undergrunden for at kunne holde os under de 2 graders opvarmning. I runde tal svarer til at lade op mod 20 trillioner dollars ligge på bordet – og det vil koste arbejdspladser, velfærd og muligt andet, som både politikere og vælgere bekymrer sig om.

Derfor vil der altid være stor modstand mod forandringer, der stiller økonomiske interesser overfor retfærdighed. Frederick Douglass, der blev født som slave, og som flygtede nordpå og blev en af de stærkeste stemmer i kampen mod slaveriet, sagde det bedst: “Magt opgiver aldrig noget uden et krav. Det har den aldrig gjort, og det vil den aldrig gøre.”

Medaljon fra British Anti-Slavery Society (1795)

Vi glemmer let, at det tog flere generationers kamp at afskaffe slaveriet. Og at kampen slet ikke startede i Nordamerika, men i England, hvor mange virksomheder tjente tykt på at handle og transportere slaver. Allerede i 1790erne var der en stærk bevægelse i England for at forbyde slavehandel med bl.a. enorme underskriftsindsamlinger og massive boycots mod varer produceret med slave-arbejdskraft.

Som historikeren Kwame Anthony Appiah bemærker, var den fremspirende arbejderklasse en afgørende drivkraft i denne kamp. Disse mennesker, der selv sled hårdt i det, kunne levende forholde sig til grusomme historier om de umenneskelige vilkår, som slaver arbejdede under. Og derfor så de det som en plet på deres ære at støtte – direkte eller indirekte – en økonomi baseret på slaveri. De handlede, fordi de ville skamme sig over sig selv, hvis de lod være. Og med deres ord og handlinger rykkede de samfundets normer indtil flere og flere ville skamme sig, hvis de ikke tog aktiv stilling imod slaveriet.

Det var denne stædige kamp, der ledte til, at England i 1807 forbød slavehandel, og i 1834 afskaffede slaveriet i sine kolonier. Ikke alene efterlod dette andre slavenationer som USA (og ja, Danmark) stadigt mere politisk isolerede; det opmuntrede også stadigt flere borgere i disse lande til at kæmpe mod slaveriet. Og dette ledte til, at slaveri nu er forbudt over hele verden. Og i dag er det næsten ikke til at forestille sig, hvordan verden ville se ud, hvis ikke abolitionisterne havde taget den kamp.

I dag står vi overfor en lignende kamp. En lang, sej og grundlæggende politisk kamp om, hvilke hensyn, der skal veje tungest: Kortsigtede økonomiske hensyn eller værdighed og retfærdighed for natur og mennesker?

Danmark er et af de rigeste, tryggeste og mest stabile lande i verden. Vi har opnået enorm velstand gennem fossil energi. Men alligevel tør vores regering ikke gå foran, før de andre lande også forpligter sig. Alle venter på hinanden. Tænk, hvis alle lande skulle være med, før man havde kunnet afskaffe slaveriet. Så ville det nok stadig være tilladt idag.

Ligesom for den engelske arbejderklasse, så handler det ikke bare om vores egne umiddelbare behov, men om at kunne se os selv i øjnene. Ligesom abolitionisterne kæmpede for, at afrikanske og indfødte amerikanske slaver fik deres frihed og blev anerkendt som ligeværdige mennesker, så må vi i dag kæmpe for, at vi stopper vores udpining af jorden, luften og havene. For hvad nytter det, at vi sørger for, at vores børn har det godt nu, hvis vi efterlader dem en klode, der er ved at gå op i limningen?

Denne klode er vores eneste, umistelige hjem, og vi har den kun til låns. Derfor bør vi i Danmark tage ansvaret for at gå foran i en grøn omstilling. Og denne omstilling starter først og fremmest med en moralsk revolution. Vi må vi tage det første skridt og gøre et offer for nogen, vi ikke kender og måske aldrig kommer til at møde. For folk på den anden side af jorden. For vores ufødte børnebørn. For dyr og planter. Vi skal ikke gøre det fordi det vil lønne sig eller fordi det i sig selv vil være nok. Vi skal gøre det, fordi vi ville skamme os over os selv, hvis vi lod være.