Monthly Archives: October 2018

Fri fugl

Siden august har jeg været en fri fugl, og i første omgang er jeg gået tilbage til det, jeg tjente mine penge på, før jeg blev ansat hos Medborgerne: Selvstændig konsulent.

I september var jeg vært på Coop Amba’s store årlige Severin-seminar. Coop Amba (som tidligere hed FDB) har iværksat en ny strategi, der har som mål engagere alle foreningens 1,7 millioner medlemmer. For på den måde at skabe mere liv og engagement i de lokale butikker, så medlemmerne virkelig føler sig som de medejere af hele foretagendet, som de retteligt er.

Seminaret fandt sted over to dage i hhv. Silkeborg og København, med over 100 deltagere fra hhv. Jylland og Øerne. Seminaret bestod af en blanding inspirationsoplæg, samtaleøvelser og idéudvikling. Det gav anledning til både at fortælle om mine erfaringer fra Københavns Fødevarefællesskab, og rulle al vores gamle tankegods fra Borgerlyst ud. Og fordi setuppet var så stort gav det også anledning til at samarbejde med Nadja igen. Blandt andet udviklede vi et helt nyt samtalespil ved navn “Dig og din butik”, som deltagerne kunne tage med hjem til at sætte gang i samtalerne i deres lokale butikker:

Det var en rigtig sjov prototype at udvikle og afprøve. Og der er store muligheder for at tilpasse og videreudvikle sådanne samtalespilformater i andre sammenhænge.

Arbejdsmæssigt prøver jeg at stykke det sammen af større og mindre opgaver. Og jeg leder også efter faste tjanser eller et job, der kan sikre mig en mere sikker indkomst. Så hvis du hører om noget, hvor der er brug for en konsulent eller projektleder med fokus på engagement, facilitering, samtaler, organisationsudvikling, frivillighed, bruger- eller borgerinddragelse eller lignende. Så giv mig et praj. 🙂

(billederne herover fra Severin-seminaret er taget Carsten Lingren fra Coop Amba)

At tale om naturen

Har lige læst Robin Wall Kimmerers fantastiske essay Speaking of Nature, der handler om, hvordan vores sprog er med til at forme vores forhold til naturen

Inspireret af sine aner hos Potawatomi-stammen, introducerer Kimmerer to nye stedord på engelsk, så vi kan skelne mellem levende væsener (som fx planter, dyr, vindpust, bække og åer) og ikke-levende ting (fx stole, cykler, biler, telefoner osv.). Hun beskriver, hvordan folk begynder at forholde sig anderledes til verden, når de bruger disse ord (brænde er ikke længere noget, man hugger eller finder – det er noget, vi får foræret af vores levende slægtninge).

Det fik mig til at tænke på: Mange steder i verden er der sprog og kulturer, hvor et sådant animistisk verdenssyn ligger tættere på overfladen, og hvor relationen til vores levende omverden i langt højere grad anerkendes og kommer til udtryk. Men i Danmark og Skandinavien har jeg indtryk af, at det ligger meget fjern (hvilket muligvis blot er et udtryk for min rodløse historieløshed). Jeg tænker, at måske hekse og asa-tro er det, der kommer tættest på i dag. Men det er ikke så meget et levende sprog og kultur som fx potawatomi’erne er.

Derfor er jeg blevet nysgerrig på, hvem man skal snakke med for at blive klogere på de sproglige sider af vores forhold til naturen – i en lokal skandinavisk kontekst. Jeg skrev ud på Facebook, og har fået en et par anbefalinger. Men hvis du kender flere, så sig til!

Donate to the Great Slate today!

American friends: There is 25 days until the midterm elections! Most of you live in solidly democratic districts, but you can still make a big difference by donating to democratic candidates in some of the poor, rural districts that are essential to winning the majority in Congress.

I urge you to donate to THE GREAT SLATE: A list of thirteen first-time progressive candidates for Congress who don’t take money from corporations, but do have excellent campaign teams, and a good shot at winning their races. But all of them are underfunded and are being ignored by the national Democratic Party (Read why here)

They need all the help they can get – especially in these final few weeks where they need to spend all of their time talking to voters, not schmoozing to millionaires to raise more funds. So donate today, and invite your friends to donate as well!

Thank you! The rest of the world is counting on you! 😅 👏

Danske venner: Man skal være amerikansk statsborger eller have permanent opholdstilladelse i USA for at kunne donere penge til valgkampen. Men amerikansk politik har enorm betydning for verden og for os (bare tænk på klima, verdenshandel, sikkerhedspolitik og meget mere). Så: Del dette med jeres amerikanske venner. Og gør det snarest, så donationerne kan nå at gøre en forskel inden valget!

En “pop-up basisgruppe” for klimabekymrede

I går var jeg vært for en lille “klima-samtalesalon”, hvor klimabekymrede og andre nysgerrige kunne mødes og sætte ord på deres bekymringer og snakke om veje til handling.
 
Samtalesalonen kom i stand i samarbejde med Majken Bilslev-Jensen, der er mor til to og dybt bekymret for hvilken verden de kommer til at vokse op i. Efter forgæves at have forsøgt at få lov til at engagere sig som frivillig i forskellige grønne NGO’er og foreninger, endte hun i frustration med at tage initiativet til Facebook-gruppen Klimanetværket, der nu samler over 700 helt almindelige klimabekymrede og -frustrerede borgere. Men de 700 medlemmer havde endnu ikke mødtes ansigt-til-ansigt, men i stedet fokuseret på at dele artikler og arbejde med at sprede borgerforslaget Klimaopråb, der har fået over 10.000 underskrifter.
 
Jeg foreslog, at vi kunne afholde en samtalesalon som et lille eksperiment for at gøre det muligt for disse engagerede folk at mødes og snakke om nogle af disse svære spørgsmål, som det er let at føle sig alene med. Mit håb var at lave en slags “pop-up basisgruppe“ i stil med rødstrømpernes basisgrupper, hvor kvinder kunne finde sammen og snakke om mange af de svære følelser og problemer, der opstår i spændingsfeltet mellem det personlige og det politiske.
 
Vi endte med at være 11 engagerede folk, der fik lejlighed til at snakke sammen på kryds og tværs. En god start for en åben invitation, der mest tog afsætning i nogle grundlæggende følelser.
 
Selve salonen og spørgsmålene udviklede jeg i sammen med seje Mette Juul Clausen, og vi kommer til at udvikle videre på formatet, og jeg håber, at det kan blive en inspiration bredere i den grønne bevægelse, der ofte er meget tung på tal og information og ikke så god til at snakke om følelser som bekymring, sorg, mod og håb. Som alle andre samtalesaloner er formatet open source, og du kan downloade alt hvad du skal bruge for at holde din egen klima-samtalesalon her: