Medlemsengagement i fremtidens medier

Vi står midt i et nybrud indenfor journalistik, hvor nye og gamle medier søger at finde ud af, hvordan deres læsere ikke bare kan bidrage med betalende medlemskaber, men også med viden og indsigt, der kan gøre journalistik økonomisk bæredygtig, samfundsmæssigt vedkommende og folkeligt oplysende.

Jeg har længe været frustreret over det danske mediebillede og dens uendelige, oppustede strøm af gule breaking-skilte og “hvad raser vi over i dag?” debat-nyheder. Mit eget lille modtræk har været at støtte Zetland, og deres vidtløftige mål om at lave indsigtsfulde, langsomme og konstruktive nyheder.

Det lykkes dog langt fra altid for dem at leve op til disse store ambitioner (lidt for mange af deres artikler minder mere om middelmådige blog-indlæg end om dybdeborende og informativ journalistik). Men jeg støtter dem alligevel, fordi jeg gerne vil leve i et samfund, hvor medier ikke bare er store ansigtsløse monolitter, men består af rigtige, levende mennesker med holdninger, stemmer og idéer. Og hvor sådanne initiativer ikke bare kan overleve, men også blomstre.

Så da Zetlands medstifter Hakon Mosbech efterspurgte idéer til, hvordan Zetland kunne blive bedre til at inddrage sine over 10.000 medlemmer i udviklingen af deres artikler og fællesskabet omkring Zetland, følte jeg mig kaldet til at dele mine overvejelser.

For mig at se er det nøglen til at Zetland lykkes: At det bliver et endnu stærkere fællesskab. Og jeg synes, at I skal dyrke det fællesskab meget mere. For det er Zetlands “unfair advantage” overfor andre medier. Vi kan som medlemmer bidrage med meget mere, hvis vi bliver inviteret ind.

Jeg har lavet feltarbejde i open source software-fællesskaber på nettet, hvor ansatte og frivillige programmører arbejder sammen side om side og udvikler noget af det bedst og mest anerkendte software i verden. Hele kernen i den tilgang er, at arbejdet finder sted i det åbne, hvor folk kan følge med og bidrage. Det er et praksisfællesskab, hvor der er plads til hvad man kan kalde en “legitim perifær deltagelse”. Jeg vil mene, at der er god plads til, at I kan gøre det samme i langt højere grad.

Sådanne fællesskaber er bygget på fælles interesser og de relationer, der udspringer deraf.

På samme måde er det bedste I som journalister kan gøre, er at opdyrke “små fællesskaber i fællesskabet” af medlemmer, der er særligt optagede af jeres stofområde. For som læsere knytter vi os til de skribenter, der skriver mest nærværende og vedkommende for os. Folk vi føler, at vi kender og som vi har sympati for, og som vi derfor gerne vil hjælpe og bakke op om.

Jeg ved, at I prøver at gøre det med de enkelte journalisters noter/nyhedsbreve, men det føles lidt for ofte som noget, som journalister er blevet påduttet og lige skal huske at få gjort, og ikke noget, som de reelt kan lide at gøre. Det er sjældent, at de går i dialog, sjældent de siger tak, og sjældent at de krediterer og synliggør de medlemmer, der kommer med input til senere artikler.

Jeg forstår godt, at det er grænseoverskridende at åbne sit arbejdsrum. Men jeg tror det er afgørende for, at vi som medlemmer i højere grad forstår, hvordan det journalistiske arbejde foregår, for at vi kan lære jer bedre at kende, og for at vi kan bidrage med vores viden.

Et forbilledligt eksempel på, hvordan det kan gøres, er den nye podcast Zig Zag af Manoush Zomorodi (der tidligere lavede podcasten Note to Self). De formår at være sjove, relatable, anerkendende og nede på jorden – og inviterer hele tiden til samtale og bidrag fra lytterne. Og efterhånden som serien har udviklet sig, spiller lytternes spørgsmål og indsigter en stadig større rolle.

Grunden til, at det virker, er ikke bare, at Manoush er enormt rar at lytte til, men også fordi hun sætter ord på en mission og nogle værdier, som mange af os deler. Som lyttere ønsker vi for dem, at de lykkes med deres projekt. Og derfor bakker vi op.

På samme måde er det vigtigt, at hver af jeres journalister også tager udgangspunkt i sine egne værdier og definerer sin egen mission med deres stofområde. Det skal ikke bare være deskriptivt, men med udgangspunkt i deres egen undren. Jeg ved, at I er inspirerede af hollandske The Correspondent. De gør det forbilledligt.

Sammenlign Philip Flores’ beskrivelse af sit stofområde:

“Philip Flores skriver fra sit hjem i Madrid om Europa. Om europæisk politik, strømninger, diskussioner, tanker og eksperimenter, der enten påvirker Danmark og danskerne direkte eller kan give perspektiv og inspiration til vores hjemlige debat.”

med Tomas Vanheste fra The Correspondent:

“On paper, Europe is a paradise of social services and green initiatives. Why this persistent gap between the dream and the reality?”

Begge dækker Europa. Men den ene gør det som en traditionel journalist med et klart defineret stofområde – den anden gør det ud fra en personlig mission. Der er en underlæggende fortælling i hans interesse for Europa, som man gerne vil følge, være en del af og bakke op om.

Philip Flores’ beskrivelse fremstår mere nøgtern som en klassisk journalist. Denne anonyme søgt-objektive selvforståelse er det, som den amerikanske journalistik-professor Jay Rosen kalder “the view from nowhere”, og som han i mange har kritiseret for at være uopnåeligt ideal, der i virkeligheden kun tjener til at skjule journalistens holdninger og dermed skaber unødvendig afstand mellem journalist og læser.

I modsætning til Flores toner Thomas Vanheste meget mere rent flag ved at tage udgangspunkt i en personlig undren og interesse. Det gør det mere transparent, hvad journalisten er optaget af. På samme måde vil jeg også mene, at Zetlands journalister vil stå stærkt ved at tone rent flag med deres interesser og kæpheste (jeg synes fx Sara Alfort gør det fremragende). Det giver både kant og nærhed. Som David Weinberger siger, “Transparency is the new objectivity.” 😊

Dette drive og synlige værdier savner jeg hos en del af jeres journalister. Jeg ønsker, at de skal være vores allesammens vidende og engagerede venner, der deler links og starter samtaler og følger op – og som ikke bare følger et stofområde, men som har et mål med deres arbejde, på samme måde, som jeg kan mærke, at du har det. Så får man lyst til at bidrage. Så føler man sig som en del af et fællesskab. Det synes jeg også fremgår tydeligt af disse små interviews, som Jay Rosen har lavet med medlemmer af De Correspondent.

I takt med, at hver journalist opbygger sit eget fællesskab af engagerede medlemmer, kan de også udfolde dette fællesskab mere, og give medlemmerne mulighed for at møde hinanden og lære sammen. Fx ved invitere dem til uformelle pitch-møde, hvor man nørder feltet, snakker om forskellige idéer, hvor alle bliver klogere. Det kan nemt laves som en slags samtalesalon eller lignende, som andre også har foreslået.

På længere sigt kan I også opbygge en jeres egen platform, hvor medlemmer fx kan melde fejl (faktuelle, grammatiske, etc.) i artiklerne, men også komme med ønsker, idéer, leads og meget mere. I open source-verdenen kaldes sådanne redskaber for “bug trackers”, og de er afgørende redskaber, for det giver nysgerrige en let måde at tage deres første lille skridt til at bidrage til fællesskabet. Se fx Firefox’ bugtracker Bugzilla eller Ubuntu’s bugtracker på Launchpad.

Jay Rosen har sammen med hollandske De Correspondent iværksat forskningsprojektet The Membership Puzzle Project, hvor de udforsker disse spørgsmål i mange flere detaljer.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *