Monthly Archives: June 2018

Plads til noget nyt

Jeg er ikke på Folkemødet i år. Det er ikke specielt taktisk, for det ville egentlig have været meget relevant i min aktuelle situation.

1. august stopper jeg hos Medborgerne, og derefter ligger verden helt åben. Jeg har nogle enkelte freelance konsulent-opgaver linet op, men ellers er tavlen vasket ren og der er plads til noget nyt.

Så hav mig gerne i tankerne, hvis du støder på noget spændende. Både på Folkemødet eller andetsteds. God fest derovre. ✌️

(jeg har selvfølgelig nogle idéer, som jeg gerne fortæller om over en kop kaffe – jeg vil fx gerne prøve kræfter med at undervise mere, og glæder mig også til at have tid til at skrive mere. Men lige nu vil jeg mest af alt gerne inspireres og prikkes med nye retninger og muligheder, så sig til!)

Hele historien om Borgerlyst

I dag udkommer vores nye bog “Borgerlyst – en projektbiografi” – det er den endelige opsamling på alle de erfaringer, som vi har gjort os gennem fem år med Borgerlyst.

Det første oplag af den oprindelige Borgerlyst-bog blev udsolgt for et par år siden. Og det føltes forkert bare at genoptrykke den, for den var skrevet i nutid, sitrende fuld af al den øjebliksspænding og begejstring, der kommer af at være midt i et projekt og se masser af nye muligheder, idéer og forbedringspotentialer.

Der var brug for at gennemskrive den. Rette nutid til datid, samle op på vores erfaringer og afrunde hele historien om Borgerlyst. Så derfor satte Nadja og jeg os sammen i vinterferien og tog hul på at gennem-skrive og -redigere den oprindelige bog, så den kunne stå mere tidløst og fremtidssikret – til forhåbentlig mange genoptryk.

Det viste sig hurtigt at være en meget større mundfuld, end vi først havde tænkt. Og hele processen blev fint dokumenteret af Rasmus Holm i en serie små film om processen. Filmene giver et finurligt indblik i Nadjas og mit samspil og samarbejde, og hvilken betydning Borgerlyst har haft for en nysgerrig, ung mand som Rasmus.