Monthly Archives: June 2013

Obtain a yield

This is my attempt at rewriting permaculture principle no 3 — “Obtain a yield” in terms of Organisational Permaculture. It is part of a project initiated by Dan Mezick to map all 12 permaculture principles to cultivating groups and teams.

The idea is that the members of the Organisational Permaculture group each pick one of the permaculture principles and rewrite it. And we’ll end up with a complete draft of the 12 principles of organisational permaculture.

The only guidelines were that the posts describing each principle should be at least 500 but not more than 1000 words, and include at least one picture or diagram/sketch. But since there has been very little coordination, I have no idea if what I have written matches any other expectations than that.

Oh, well. It is a first draft, after all…

Obtain a yield

Whatever work you do together as a group should provide some concrete value to you. You need to ensure that you are getting truly useful rewards as part of the work that you are doing. That you obtain a yield.

A yield in this regard can be any number of different things. But generally it is something that leaves you better off than you were before. Such a yield is not just about money or food. It is about all the things that will enable you to sustain and improve your shared work.

Therefore, through your work you should strive to gain
• more connections
• more energy
• more joy
• more fun
• more community
• more courage
• more confidence
• more resources
• more beauty
• better understanding
than you had before. As permaculturist Bill Mollison says, “the yield of a system is theoretically unlimited, or, limited only by the information and imagination of the designer.” In other words, obtaining a yield is not just something we do at harvest or when we collect our paycheck. It is a continuous creative process, a flow of energy that helps us to sustain us in the work we do together.

As the community organiser Marshall Ganz has stated again and again: Collective action is what builds community. Doing things together is the one thing that will turn a group of people into a cohesive whole. And in order for collective action to be successful, it needs to obtain a yield.

Joy, fun and beauty are just as important yields as money, information and influence. And they are often a lot easier to harvest early on. It’s kind of cliché to say that we should focus on picking the low-hanging fruit. But that doesn’t make it any less true.

Having easy successes early on builds the confidence, ability and energy necessary to tackle bigger challenges later on. And as Ganz’ mentor, Saul Alinsky, put it, “the organizer’s job is to build confidence and hope in the idea of organization and thus in the people themselves: to win limited victories, each of which will build confidence and the feeling that ‘if we can do so much with what we have now just think what we will be able to do when we get big and strong.'”

Permaculturist David Holmgren remarks that any changes we make or elements we introduce in a system ought to be productive. It should increase the number of beneficial connections, increase the energy in the system, increase the yield. So it is with collective action. With each successful collective action that a group makes, the group as a whole grows stronger. It is the law of increasing returns. Just like how each time you use an idea, a language, or a skill you strengthen it, reinforce it, and make it more likely to be used again. The group grows stronger the more it works together and the more success it achieves. Success breeds success. Or as it is written in the Gospels: “To those who have, more will be given.”

Confidence builds confidence. Generosity begets generosity. Trust begets trust. Obtaining these yields is the prerequisite to build and store the resources that will prove vital when unexpected challenges and difficulties arise.
But one word of warning when it comes to obtaining a yield: Don’t optimise too soon. Don’t let yourselves be seduced to focus solely on one or a few kinds of yield to the exclusion of the others. Forget about the small efficiencies. For, as the computer scientist Donald Knuth wisely noted, “about 97% of the time, premature optimization is the root of all evil.”

Optimisation comes at the cost of flexibility. You may not notice at first, but such a loss of flexibility can prove critical when a crisis occurs. It is a constant trade-off between exploiting a known path of success (optimising a current strategy), or diverting resources to exploring new paths (thereby wasting energy trying less efficient methods). Therefore, have many goals that can provide many different yields. Stay flexible, and forget elegance. Instead, remember: If it works, it’s beautiful.

Quit your smartphone

Today I have an opinion piece in the Danish national newspaper Politiken. It’s a much shorter rewrite of my blog post about filters in the age of distraction, called “Drop din smartphone.” 

UPDATE: The piece has been posted on the Politiken website. Unfortunately, they’ve changed the title to “The smartphone has taken over our lives”, which is not exactly what I’m saying. But so it goes.

Below, you can find the full, uncut draft of the opinion piece, which goes into a little more detail than the newspaper allowed for.

If you’re curious to read more, you can also read:

Drop din smartphone

Smartphones har fået en stor udbredelse i Danmark. 3 ud af 5 voksne danskere har fået en. Og de ændrer vores måde at være sammen på — men ikke til det bedre. Efter tre år med smartphone valgte jeg at gå tilbage til en gammel Nokia for at genvinde kontrollen over mit digitale liv.

En dag gik det op for mig, at jeg brugte alt for megen tid på at være online. Hver gang jeg tjekkede min e-mail eller Facebook eller Twitter, var det ikke længere, fordi jeg havde et dybere formål med det. Jeg kunne bare ikke lade være. For hver gang jeg så, at der var nye, ulæste e-mails eller nye kommentarer på Facebook, fik jeg et lille kick: Hvad er der sket, siden jeg sidst tjekkede?

For vores hjerne er gearet til at reagere på forandringer. På nyheder: Hver gang vi ser noget nyt – eller forventer at se noget nyt – så udløser det et lille skud dopamin i vores hjerne. Dopamin er et signalstof, som vores hjerne er udviklet til at reagere på: Aktiviteter, der udløser dopamin, er noget som den efterstræber nærmest af sig selv. Kort sagt: Det er vanedannende.

Vi får dopamin af at spise mad, dyrke sex eller motion, men også af alkohol, stoffer og … nyheder.

Umiddelbart er der bestemt ikke noget dårligt ved at reagere på forandringer og få ny viden. Men online nyheder og statusopdateringer minder mest af alt om farvestrålende slik for hjernen: Man kan spise og spise, men man bliver aldrig mæt. Og man spiser uden at tænke over det, bare fordi slikskålen står på bordet.

Og det var det, som var problemet for mig: Med min smartphone i lommen kunne jeg tjekke min email, nyheder eller Facebook hvor-som-helst og når-som-helst jeg havde et par minutter til overs: I bussen. På toilettet. Foran fjernsynet. I en pause i en samtale. Til sidst var det nærmest bare en refleks at tage telefonen frem, når det så ud til, at jeg kunne komme til at kede mig.

Og det smittede af på mit arbejde: Der gik sjældent mere end fem eller ti minutter, før jeg følte trang til at tjekke min e-mail. Og hver gang jeg gjorde det, var det for at finde noget, der kunne distrahere mig fra det, som jeg sad og arbejdede på. Noget lettere. Noget med et umiddelbart og ukompliceret pay-off. Et hurtigt fix.

Men som oftest, så medførte fix’et bare flere ting, som jeg skulle tage stilling til: Nye emails, nye aftaler, nye invitationer til events, flere nyheder, som jeg skulle forholde mig til. Og smartphonen gjorde det kun værre, for når jeg var på farten havde jeg hverken tid eller tålmodighed til at forholde mig fyldestgørende til noget af det.

Der var mange mails, som jeg aldrig fik svaret på, fordi jeg læste dem på telefonen og tænkte over hvad jeg ville svare, men aldrig rent faktisk fik skrevet svaret. Der var flere møder og aftaler, som blev fejlbooket fordi jeg hurtigt satte dem ind i kalenderen uden at dobbelttjekke tidspunktet. Der var en masse invitationer til fester og andet, som jeg aldrig fik meldt til eller fra på. Mentalt var jeg allerede videre til den næste ting i en uendelig strøm af nye indtryk.

Jeg var fanget i en dårlig vane, der gjorde mig distraheret, ufokuseret, uproduktiv og stresset. Så jeg besluttede mig for at bryde vanen og prøve at genvinde et afbalanceret og produktivt forhold til internettet.

Når vi snakker om internettet, så er det let at skyde skylden på den overflod af information, som vi svømmer i hver dag. Men som internet-tænkeren Clay Shirky har pointeret, så handler det ikke så meget om mængden af information, som om hvordan vi navigerer i den. Grunden til, at jeg følte mig fanget i en vanedannende strøm af hurtig og let information, handlede mere om et nedbrud af mine informationsfiltre, end om mængden af information, som jeg havde til rådighed.

Tidligere var der en masse informationsfiltre, der begrænsede mængden af information, som vi let kunne tilgå. De fleste var økonomiske og teknologiske: Det er dyrt at trykke information på papir og distribuere det, og det er tilsvarende bøvlet at finde, købe og læse. Men der var også sociale filtre: Der var en masse information om folks liv, som vi kun kunne få ved at snakke med hinanden enten i telefonen eller ansigt til ansigt, hvilket var med til at begrænse mængden af information du skulle forholde dig til.

Med internettets nye sociale tjenester er mange af disse informationsfiltre brudt sammen. Vi har mulighed for at følge med i alting hele tiden, og flere og flere af os oplever, at det kan vi ikke rumme. Og derfor har vi brug for at udvikle nye filtre.

Nogle af disse filtre kan udbedres gennem bedre teknologi, men andre kræver, at vi udvikler nye sociale normer omkring den måde, vi omgås information på. En slags digital Emma Gad, om du vil.

Vi har været igennem den samme udvikling med mobiltelefoner. Og vi har efterhånden tillært os nogle normer for, hvornår vi kan tillade os at ringe til folk (omend det er sværere at finde ud af, hvor hurtigt vi kan forvente, at de ringer tilbage). Men forskellen på telefon og email er, at telefonen er passiv: Du bestemmer ikke, hvornår den ringer. Hvorimod email er aktiv: Du bestemmer selv, hvornår og hvor ofte, du vil tjekke den.

Men mobiltelefoner har også et teknologisk filter, der understøtter disse normer: Du kan sætte den på lydløs. Men du kan ikke sætte din email på pause: Hver gang du slår op i din email for at finde en gammel korrespondence, et telefonnummer eller en adresse, så bliver du konfronteret med alle de nye beskeder, der er tikket ind siden sidst.

For at genvinde kontrollen over mit digitale liv besluttede jeg mig for at prøve at lave mine egne informationsfiltre. Og jeg fandt ud hurtigt ud af, at jeg havde brug for at starte på en frisk. Så efter tre år med smartphone gik jeg cold turkey. Jeg solgte min smartphone og gik tilbage til en gammel tryk-knaps-Nokia. For på den måde kunne jeg simpelthen ikke lade mig friste til at gå på nettet hele tiden.

Uden en smartphone kan jeg kun tjekke min e-mail på min computer. Det betyder, at det er meget lettere for mig at besvare e-mails med det samme. Og for at undgå, at email kommer til at fylde for meget i min arbejdsdag, så prøver jeg at nøjes med at behandle min e-mail én gang om dagen. Jeg gør det om morgenen, ligesom gammeldags post.

For at dette kan fungere, så har det krævet, at jeg løbende afstemmer folks forventninger, så de ikke forventer at få et øjeblikkeligt svar fra mig. Derfor  har jeg opsat et e-mail-autosvar, der forklarer, hvor ofte jeg tjekker min e-mail, og hvornår man kan forvente svar. Den korte version er: “Hvis det er presserende, så ring til mig eller send en sms. Ellers får du svar i morgen.” Og til min glædelige overraskelse, så er det meget få ting, der haster så meget, at folk ikke kan vente til dagen efter. Og langt de fleste er godt tilfredse med at få et svar inden for 24 timer.

Disse tre informationsfiltre har gjort, at jeg ikke længere behøver at bekymre mig om email eller om at komme til at spilde tid online. Jeg føler ikke længere den tilbagevendende impuls til at tage mit smartphone frem, hver gang jeg er bange for at komme til at kede mig. Det har givet mig mere ro, og jeg føler faktisk, at jeg er blevet mere nærværende og eftertænksom af det.

Jeg ved godt, at dette meget let kan lyde både helligt og teknologi-forskrækket. Og jeg vil på ingen måde benægte, at der bestemt er smartphone-funktioner, som jeg savner af og til, så som touch-skærm, kalender-integration, GPS og et lækkert kamera. Og jeg kan sagtens forstå, hvis du ikke har lyst til at opgive alt det for at gå tilbage til en gammeldags “dum” mobil.

Men det gode ved informationsfiltre er, at du selv bestemmer hvor langt du vil gå. Så lad mig slutte med et par lette forslag, som du kan prøve af. I værste fald har du fundet ud af, at de ikke virker for dig. I bedste fald vil de gøre dit digitale liv lettere at holde styr på, og dermed gøre dig mindre stresset og mere fokuseret:

Afmeld dit data-abonnement. Du vil stadig kunne bruge din smartphone med wifi rundt omkring, men det vil være lige lidt mere bøvlet. Og dermed vil det mindske din tilskyndelse til at tage telefonen frem ved den mindste anledning.

Indgå en smartphone-pagt. Et let socialt filter er at lave en pagt med dine venner: Når I er ude og spise eller til fest, så læg alle jeres telefoner med skærmen nedad i en stabel på bordet. Den første, der tager sin telefon fra stablen skal give en omgang til bordet. Igen en lille ting, men det kan være med til at gøre jer bevidste om, hvor meget I piller med jeres telefoner i løbet af en aften.

Ingen email på telefonen. Lad være med at sætte din email op på din telefon. Hvis du først har email på telefonen, så er det svært at lade være med at tjekke den i tide og utide. I stedet kan du nøjes med at tjekke din email på computeren, hvor du let og hurtigt kan læse og besvare dine mails.

Ingen mails udenfor arbejdstiden. Alternativt kan du foreslå din chef at ændre indstillingerne på jeres mail-servere således, at I kun kan modtage emails i arbejdstiden. Det har de ansatte hos Volkswagen i Tyskland gjort — og ledelsen er gået med på den! På den måde er det blevet muligt for de ansatte rent faktisk at holde fri, når de har fri. Det har betydet mindre stress — ikke mindst fordi, at virksomheden på denne måde har kunnet sætte en fælles norm for hvornår og hvor hurtigt man kan forvente at få svar på en email. Måske I kunne gøre noget tilsvarende på din arbejdsplads?

Hold telefon-fri. Dette begrænser sig sådan set ikke til smartphones, men til alle telefoner: Afsæt et bestemt tidsrum hver dag, hvor du holder telefonfri og i stedet fokuserer på at være til stede her og nu. Hvis du har små børn kunne det f.eks. være de tre-fire timer fra du kommer hjem fra arbejde til børnene er blevet puttet. Når først telefonen er slukket, vil du opdage, at du er meget mere til stede, for du fokuserer ikke længere på telefonen. I stedet kan du lade dig fordybe i øjeblikket og i de sociale relationer, som er vigtige for dig.

For det er i virkeligheden det, som al denne snak om informationsfiltre handler om: At gøre det muligt for os at genvinde kontrollen over vores digitale liv, så vi ikke lader os styre af teknologien, men i stedet selv bestemmer, hvordan og i hvor høj grad, at vi vil lade teknologien forme vores liv.