Electionary news

With the announcement of elections for the Danish parliament on February 8th, I’ve decided to dig up a little article that I wrote during the run-in to the American election. So far it’s in Danish only, as is most of the stuff I’ve written, but I might get around to translate it someday. Until then, I hope the danes reading this will appreciate it.

Syldavien vil have to præsidenter

Den syldaviske valgkamp har været præget af et mærkværdigt parløb – de to ledende præsidentkandidater har taget konsekvensen af at de konstant kæmper om de samme stemmer og søger at danne regering sammen. Men kan et land have to ledere?

Kan et land have to præsidenter på samme tid? Dette ellers noget uvante spørgsmål er for tiden det centrale emne i den lille østeuropæiske republik Syldavien, der på søndag kan gå til valg og ende med at vælge en regering med to ledere.

Valgkampen har gennem de seneste måneder bølget mellem det socialdemokratiske regeringsparti PZD og det ledende oppositionsparti liberalrepublikanerne PLR, og stort set alle meningsmålinger har tydet på dødt løb mellem de to partier. Begge partier har forsøgt sig med mange af de samme valgløfter: bedre uddannelse, social sikkerhed, udenrigspolitisk engagement (især medlemsskab i EU, forbedrede forhold til nabostaten Bordurien og en styrket indsats mod terror), vækst og velstand. Hver for sig har partierne udfra deres ideologiske baggrund søgt at forklare den tvivlrådige befolkning hvorfor netop deres valgløfter bærer mere vægt end modpartens.

Men selv partiernes ideologier kan ikke skjule, at begge partier egentlig ønsker præcis den samme udvikling for landet. Helt komisk blev denne overensstemmelse dog først ved en stor tv-debat mellem de to partiers ledere, præsident Maximillian Ljukov (PZD) og Alexender Frasjenadze (PLR). Debatten kom simpelthen aldrig rigtig igang, for de to modstandere viste sig simpelthen ude af stand til at modsige hinandens holdninger uden samtidig at modsige sig selv.

I den slags situationer plejer sådanne debatter som oftest at degenere til personangreb og misforståelser, men de indledende forsøg på anklager om vendekåberi og uaftjent værnepligt førte ingen vegne. Tilfældigt smuds kunne simpelthen ikke skjule, at de to partiledere lignede hinanden for meget. Og selv de forskelle, der trods alt er i deres personlige fremtræden, polariserede ikke debatten, men komplementerede blot deres enighed. En enighed, der var så tydelig, at hverken de 400.000 vælgere eller partilederne selv kunne lade sig narre: der var intet at diskutere.

Morgenen efter tv-debatten indkaldte Ljukov og Frasjenadze til pressekonference og erklærede, at deres to partier indgik i “et social-liberalt demokratisk valgforbund”, men at en vigtig del af dette valgforbund var, at Ljukov og Frasjenadze skulle lede regeringen sammen på lige fod. Dette vil kræve en ændring af forfatningen for at tillade de to præsidenter at lede landet sammen, men meningsmålinger efter tv-debatten tyder på, at vælgerne vil acceptere denne overraskende valgalliance, der vil give PZD og PLR omkring 65% af stemmerne på søndag.

Med et så massivt flertal i parlamentet kan alliancen nærmest på forhånd garantere vedtagelsen af forfatningsændringen, der kræver to tredjedeles flertal i parlamentet, og dermed sætte de øvrige partier – det gammelkommunistiske PCZ, det gammelkonservative PCCR og det ung-nationalistiske SNP – fuldstændigt udenfor indflydelse i de kommende år.

En skuffet Boromir Boronin — lederen af PCCR, der tidligere ellers har været i valgforbund med PLR – udtalte, at “det er en sort dag for det syldaviske demokrati, når folkets interesser kan sælges i en simpel magtbegærlig studehandel.”Men ingen ud over de tre småpartiers kernevælgere bekymrer sig meget om den kommende oppositions skæbne. Fokus er i stedet flyttet fra det nu nærmest uinteressante valg til den nærmere magtdeling mellem de to kommende regeringspartier.

Det forslag til en forfatningsændring, som de to partiledere præsenterede i går på en stort opslået pressekonference på Frihedspladsen i hovedstaden Klow, viser et højt lovmæssigt ambitionsniveau, der kan komme til at vække genklang i demokratier verden over. Den mest markante, synlige ændring er indførelsen af to sidestillede præsidenter i stedet for tidligere en præsident og en vicepræsident.

Samtidig foreslår de at sløjfe udenrigsministerposten og lægge dette ansvarsområde ind under de to præsidenter. Begge præsidenter vil begge fungere som statsledere med formel autoritet ved officielle ceremonier, så som møder med andre statsledere, og generelt være hele landets ansigter udadtil.

Rent administrativt vil de to præsidenter dele ansvarsområderne imellem sig for bedre at kunne lovgive og handle på enkeltområder. Men forslaget lægger samtidig op til, at præsidenterne skal være hinandens modvægt, idet enhver beslutning den ene træffer, først skal vurderes og sanktioneres af den anden inden den kan blive sendt til afstemning i parlamentet. Forslaget endvidere rummer en række tiltag, der skal sikre begge præsidenter selvstændigt spillerum, samtidig med at de bliver tvunget til at arbejde sammen.

“Det kræver selvfølgelig, at der er god kemi mellem de to præsidenter” sagde en storsmilende Ljukov til pressekonferencen, “men det bliver heller ikke noget problem mellem os to,” supplerede en ligeledes munter Frasjenadze og slog armen om sin kollega.

Professor i statskundskab ved det Frie Syldaviske Universitet i Klow, Jurij Govlianavitj, vurderer, at dette er et banebrydende forsøg på at overvinde den stigende tosidighed i det moderne demokrati — ved simpelthen at inkorporere oppositionen i regeringen:

“I stedet for konstant at slås om et spinkelt flertal i parlamentet i forhold til hvert eneste lovforslag, kan regeringen nu fremstå handlekraftig og alligevel modereret. Tendensen med stadig mere midtersøgende politik i jagten på de afgørende ubeslutsomme stemmer har nu nået sit slutmål: En sammensmeltning af de traditionelle blokpartier. Denne sammensmeltning er selvfølgelig stadig en meget svag og ustabil konstuktion, der især er afhængig af partiledernes evne til at arbejde så tæt og frugtbart sammen, som denne forfatningsændring lægger op til. Men det viser vejen frem i en tid, hvor ideologi er blevet underordnet markedsøkonomiske og realpolitiske hensyn.”

Om et sådant samarbejde praktisk kan lade sig gøre, kan kun tiden vise, men sikkert er det, at Syldavien i disse dage gennemfører et demokratisk eksperiment, der kan ændre den hidtidige opfattelse af nationalstaten som en enhed med kun én leder. Måske er det netop mellem to ledere, at den gyldne, tredje vej kan skabes.

Post a comment

You may use the following HTML:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>