Hvad jeg har lært i mit første semester som højskolelærer

Fredagen før jul tog jeg afsked med mit første hold elever på Jyderup Højskole. Siden begyndelsen af august har jeg været den primære underviser på linjefaget Grøn Guerilla. Og jeg er blevet kastet temmelig hovedkuls ud i at genopfinde og videreudvikle dette fag og skabe en meningsfuld, lærerig og engagerende ramme for de ti elever, der har været på linjen i løbet af semesteret.

Det har både været svært og sjovt – og en del mere krævende, end jeg havde forventet. Jeg har undervist en del tidligere, men mest som gæstelærer på enkelte undervisningsgange på et længere kursus, eller på koncentrerede forløb over en hel dag eller en weekend. Men der er stor forskel på at sætte sig op til at levere en intens kraftudladning overfor en gruppe nye mennesker en dag eller to, og så at komponere et afvekslende, tilpas afstemt og udfordrende forløb over den samme lille gruppe mennesker uge efter uge igennem fire-fem måneder.

Det er ikke helt så simpelt som forskellen på en sprint og et marathon-løb. For for at hele semesteret kan fungere skal man netop veksle mellem kortere, intense, måske mere styrede forløb og længere, udforskende, måske mere selvstyrede forløb. Det er mere som en Tour De France-etape, der både rummer stigninger og nedkørsler, sprint og væskedepoter og – forhåbentligt! – masser af hujen og opbakning undervejs.

Som så meget andet har jeg gjort det ‘the long hard stupid way’, og har begået en masse fejl undervejs (how fascinating!). Heldigvis er mine elever også nybegyndere, og har været meget overbærende med mig. Vi har evalueret løbende og snakket om formen og om frustrationer og glæder undervejs. Evaluering er også svær, når jeg både skal reflektere over elevernes oplevelser og erkendelser, og over min egen læring, både i forhold til undervisningens form og indhold, og disponeringen og prioriteringen af min egen tid og energi.

Derfor har jeg sat mig for at prøve opsummere nogle af de ting, jeg har lært i løbet af mit første semester som højskolelærer. Det er ikke en udtømmende liste, men mest et forsøg på at fastholde nogle erfaringer, jeg har gjort mig, så jeg kan vende tilbage til dem og reflektere videre over dem i løbet af det kommende semester..

0. Corona er noget lort
Måske ikke så overraskende gør højskolernes corona-restriktioner det svært at lære eleverne at kende. For det bliver temmelig kunstigt at prøve at starte en spontan samtale, når man ikke må sidde ved siden af hinanden til måltiderne, man hele tiden skal holde 1 meters afstand og være iført et mundbind, når man ikke sidder ved et bord eller er i en undervisningssituation. Derfor har jeg reelt kun haft mulighed for at snakke sammenhængende med mine elever i undervisningstimerne. Og det er jo ikke sådan højskole skal være. Her skal undervisning og samvær jo vægtes lige højt. Men det er fanme svært i praksis i denne corona-virkelighed. Jeg tror dog ikke, at eleverne har oplevet det som et afsavn, for de har jo haft et stærkt fællesskab med alle de andre elever på skolen. Men jeg synes sgu, at det blev lidt ensomt at sidde alene ved lærerbordet til alle mine aften- og weekendvagter…

1. Find fagets kerne
I den første halvdel af semesteret var jeg ret misundelig på de kreative fag, hvor alle eleverne havde en fælles interesse og ønske om at dyrke en bestemt praksis: At skrive, at lave musik eller kunst. Det hele var defineret omkring en tydelig praksis og et tydeligt produkt, man nemt kan præsentere, fremføre og høste anerkendelse for. Og med en klar praksis er det tilmed nemt at sætte en gæstelærer på en uge, fordi vedkommende bare kan tage udgangspunkt i sin tilgang til denne praksis og sine egne værker.
Til sammenligning er Grøn Guerilla en total rodebunke. Overordnet handler det om bæredygtighed og grøn omstilling, men i sin kerne handler det om at lære hvordan man kan skabe forandring i verden. Hvordan man kan finde en sprække, hvor man kan sætte sin lille løftestang ind og være med til at rykke verden, så den bliver et bedre sted for os alle. Hvordan ser det ud? Det kan komme til udtryk i rigtigt mange forskellige former for praksis. I løbet af dette semester har vi blandt andet:

  • Været på Samsø og lært om lokal energiforsyning og cirkulært landbrug
  • Arrangeret en høstfest med debatdag om fremtidens landbrug med lokale landmænd, debattører og forskere
  • Lært om Tiny Houses, gældfrihed og bygget et cykelskur
  • Arbejdet i haven, lavet jordforbedring, passet kaniner og høns og samlet svampe i skoven
  • Lavet vandprøver og tjekket biodiversiteten i vores lokale sø og skov
  • Engageret resten af skolens elever til at tage med til Folkets Klimamarch i København
  • Besøgt lokale gårde og hjulpet med bl.a. at luge ukrudt, plukke æbler, bælge bønner og grave kartofler
  • Skrevet debatindlæg og holdt taler
  • Lært om politisk aktivisme og civil ulydighed og lavet en aktion mod den sorte skattereform (I kan se den her)

Fællesnævneren for alt dette er måske mest af alt to ting: At eleverne får lejlighed til at være nybegyndere og prøve kræfter med en masse forskellige ting. Og at de lærer at skabe konkrete forandringer i fællesskab.

2. Kommunikér, kommunikér, kommunikér
Jeg blev igen og igen overrasket over, hvor meget jeg skulle gentage mig selv. Højskoleelever er meget lidt skriftlige i deres hverdag, for alle de har brug for at høre fra, er jo på den samme matrikel. Og selvom vi havde oprettet en Facebook-gruppe til holdet, så fik jeg lidt samme følelse som ved lærerbordet i weekenden: Det var mest mig, der skrev derinde, og kun i begrænset omfang fik jeg svar. Så selvom jeg havde oplevelsen af at, jeg kommunikerede, havde eleverne sjældent oplevelsen af, at de fik tilstrækkelig kommunikation. Så jeg skulle virkelig vænne mig til at meta-kommunikere så meget i tale fremfor på skrift.

3. Skab en tydelig struktur i faget
Fra starten havde jeg tænkt semesteret i 3 blokke á 6 uger. Men den semesterplan faldt hurtigt fra hinanden, for inddelingen i så store og overordnede blokke gav slet ikke mening for eleverne, og det forstår jeg godt. Det fungerede det meget bedre at sige “i denne uge handler det om kreativ aktivisme” eller “de næste to uger skal vi bygge et cykelskur” end at sige “de næste 6 uger handler om landbrug”. Generelt var min semesterplan meget afsender-orienteret, og slet ikke særlig modtager-orienteret. Det skyldes i høj grad, at semesterplanerne skal sendes ind til kulturministeriet for at højskolen kan bevise, at der finder brugbar og meningsfuld undervisning sted. Men det hjælper jo ikke eleverne. Så fremadrettet vil jeg lave klarere inddeling i mindre tema-blokke, med bedre beskrivelse af hvad hvert enkelt tema handler om.

4. Start med korte forløb med klart definerede produkter
Fordi faget handler så meget om at gøre ting i fællesskab er det meget vigtigt, at eleverne så tidligt som muligt får oplevelsen af at gøre noget sammen. Jeg definerede deres første projekt: At arrangere en høstfest og et debatarrangement om fremtidens landbrug. Det var tilfældigvis lige det, som skolen havde fået nogle corona-støttemidler fra FFD til, og som jeg havde ansvaret for at arrangere. Så jeg tænkte: Nu gør vi det til et fælles projekt. Men det var lidt for meget på mine præmisser, og lidt for lidt på deres. Nogle af dem stressede over at få stillet en opgave, som de ikke helt følte, at de kunne mestre. Og projektet forløb over for lang tid i forhold til, hvor stort deres engagement var i det. I stedet vil det være bedre med korte, intensive forløb på 1-2 uger med klart definerede produkter.

5. Tænk i flow
Flow er topmålet af succes på en højskole. Flow ligger ikke kun i den konkrete praksis: At alle ved, hvad de skal gøre, gør det og har det godt med at gøre det. Men også i, at der er et flow mellem de forskellige aktiviteter, der hele tiden matcher elevernes energi og drive. Jeg kendte godt Christen Kolds udtryk “Først oplive så oplyse”, men det er noget ganske andet at indtænke små og store peaks af oplivelse, der kan skabe den nødvendige vekselvirkning og sammenhæng med al den skemalagte oplysning. Pejlemærket i alt dette er elevernes oplevelse. Og hele tiden være bevidst om, hvad, der giver dem energi, og hvornår man kan udfordre dem til at bruge mere energi end de får i en periode.
Derfor kan det være godt at have flere projekter i gang på samme tid, så man kan komme ud og lave jordforbedring eller bygge cykelskur som afbræk fra et projekt, der mere foregår i hovedet eller på computerskærmen.

6. Tag på tur, overnat ude
Højskolen bliver hurtigt en meget tryg bobbel, hvor tiden går meget hurtigt. Derfor er det vigtigt at komme ud. Et af semesterets højdepunkter var, at vi nåede en to-dages tur til Samsø inden corona-restriktionerne blev skærpet. Bare det at være afsted sammen og have sammenhængende uforstyrret tid sammen styrkede fællesskabet på holdet meget. Jeg kan godt være misundelig på Udelivs-valgfaget, hvor eleverne ofte er på overnatningsture. Men i virkeligheden kunne jeg jo sagtens bare gøre det samme. Det er ikke destinationen, der er vigtig. Det er det at være afsted på tur.

7. Dine planer holder ikke
At kommunikere så meget satte ekstra krav til mig om at kunne komme med nogle klare meldinger om, hvad der skulle ske. Det handlede ikke bare om at have forberedt mig i god tid og have styr på, hvad der skulle ske hvornår, men også om at følge med i alt det, der ellers skete på skolen, der kunne påvirke elevernes energi, humør og overskud. Men ligegyldigt hvor godt forberedt jeg var, var det sjældent, at jeg kunne regne ud, hvor lang tid ting ville tage. Hvad gør man, når den workshop, jeg troede ville tage hele dagen, allerede er overstået til frokost? Hvad gør man, hvis der slet ikke er tid til den workshop, jeg havde brugt timer på at forberede, fordi eleverne gerne vil forstå det finanslovsforslag, der lige er blevet offentliggjort? Hvad gør man, når en tur bliver aflyst pga. nye corona-restriktioner? I det hele taget skal jeg være meget bedre til at improvisere og rydde dagsordenen, når der opstår noget, som eleverne er nysgerrige på eller indignerede over. For deres engagement er den afgørende drivkraft for undervisningen.

8. Vær ærlig
Efterhånden omfavnede jeg den tilgang at være så ærlig som jeg kunne være. Jeg fortalte om mine egne mellemregninger og delte mine overvejelser om, hvad jeg tænkte, at jeg gerne ville med undervisningen. Set i bakspejlet kunne jeg godt have været bedre til at fortælle om alle de planer, jeg måtte aflyse på grund af corona. Eleverne gjorde det klart, at de foretrak at få ren besked. Det gik ret godt i tråd med den øvrige meta-kommunikation, men det var en svær balance, fordi eleverne havde ret forskellige behov for at forstå, hvorfor planerne ikke holdt eller tingene ikke blev, som jeg havde sagt. Nogle ville bare hurtigt videre og igang med det næste. Og det skal der også være plads til.

9. .. men ikke for ærlig
Jeg må indrømme, at det på nogle punkter har været et svært efterår for mig. Corona og regeringens enormt fodslæbende klimapolitik slog luften ud af den optimisme, jeg havde med fra 2019. Og af og til har det smittet af på min undervisning, der på dårlige dage har været mere dyster og end borgerlysten. Men det var alligevel lidt af et chok, da en af mine elever sagde, at hun godt kunne blive i lidt dårligt humør af undervisningen. Og det gav anledning til en del eftertanke for mig. Hvis jeg indimellem er sur på verden, så er det mit ansvar at sørge for, at det ikke smitter af på undervisningen.

10. Pas på projekterne
Åbne selvdefinerede projekter er kernen af, hvad vi lavede i Borgerlyst, og som vi støttede og opfordrede folk til at lave. Men jeg har lært, at sådanne projekter er noget af det allersværeste for mine elever. Dette skyldes til dels, at en del elever kommer med mentalt arvæv fra deres skoletid. Især fra karakterræs og de mønstre og roller, som det giver anledning til. Hvadend det handler om at leve for meget op til folks forventninger – eller det modsatte. For dem er højskolen netop et frirum fra det, og jeg tror, at hvis de selv kunne vælge, ville de nok foretrække at lave kortere, klart definerede projekter igennem hele semesteret, hvor der ikke er for meget på spil. Men netop derfor mener jeg, at det er vigtigt, at de bliver udfordret til at definere og skabe deres egne projekter og får lejlighed til at opleve alle de frustrationer og glæder, der er forbundet ved at skabe noget fra bunden. Derfor er det desto vigtigere at anerkende, at det er svært og støtte dem igennem forløbet. Jeg var helt sikkert ikke støttende og forstående nok undervejs i deres åbne projektforløb. Og nu tænker jeg også, at det kom for tidligt i semesteret.

11. Få de nye med i fællesskabet
Jyderup Højskole har et såkaldt andet optag halvvejs igennem semesteret, hvor der som regel starter et par nye elever. De er helt på bar bund og skal finde vej ind i et stort og allerede etableret elevfællesskab, og de har brug for så megen hjælp, som de kan få til at komme igang. Jeg hjalp på ingen måde den ene elev, jeg fik ind på 2. optag, for hun startede lige til opstart af de åbne projekter, der var en kilde til stor frustration for hele holdet og gjorde det endnu sværere for hende at finde sig til rette – både med faget og med sine holdfæller. I stedet burde jeg afsætte et par uger efter 2. optag til at gøre det let for de(n) nye at komme med på holdet. Allerbedst med en fælles tur med overnatning.

12. Anerkend, anerkend, anerkend
Jeg har ikke altid så let til hverken pathos eller store ord. Men begge dele er ikke til at komme udenom, når man er højskolelærer. En vigtig del af ens arbejde er at spejle og sætte ord på, hvad der sker i eleverne, og anerkende de små og store spring de tager i løbet af deres tid på højskolen. Anerkendelse er åndelig næring for os alle.  Og måske især vigtig, når man stadig er ved at finde ud af, hvad man er god til og har mod på. Og selvom jeg afsluttede semesteret med at holde hyldesttaler til hver elev, skulle jeg have gjort meget mere ud af at anerkende dem i løbet af semesteret.

 

Stor tak til Axel, Louise, Eden, Lise, Anna, Lise, Jonas, Louise, Aleksander og Signe for jeres store engagement, lærelyst, feedback og overbærenhed, der har gjort det muligt for mig at lære så meget dette første semester.

 

Klimakrisen er også en flygtningekrise

For et par uger siden holdt jeg tale, da Klimabevægelsens ugentlige demonstration Operation Klimahandling besøgte Udlændinge- og Integrationsministeriet. Talen handlede om hvordan klimakrisen vil lede til, at mange flere mennesker må migrere eller flygte. Og at vi derfor har en stor forpligtelse – både menneskeligt, moralsk, historisk og politisk – til at både give klimabistand til Det Globale Syd. Her er talen i sin helhed:

For ti år siden rejste jeg rundt i Mellemøsten. Jeg var blandt andet i Syrien. Det var før borgerkrigen og man kunne rejse frit og sikkert rundt i landet. På min rejse besøgte jeg Palmyra. Det er en oase midt i ørkenen. Her ligger både de mægtige ruiner efter en gammel romersk handelsby og det nye, moderne Palmyra.

Så snart vi stod af bussen blev vi omringet af en flok børn i Bulderby-alderen. Først troede jeg, at de kom for at få en mønt eller to. Men selvom vi ikke forstod arabisk viste de med tydelige fagter, hvad de håbede at få: Kuglepenne, blyanter, skriveredskaber.

Det ramte mig dybt. Jeg havde aldrig overvejet, endsige forstået, at man kan være så fattig, at man ikke har råd til en kuglepen. At man ikke har muligheden for at skrive, tegne, ytre sig, når man vil. At det man allerhelst vil have, ikke er legetøj eller penge eller slik, men bare en kuglepen.

Jeg gav dem alle de kuglepenne, jeg havde på mig.

Året efter brød borgerkrigen ud. Vidste I, at klimaforandringerne havde gødet jorden for denne krig?

Forskere påpeger, at Syrien i årene 2007-2010 var ramt af den værste tørke, landet har haft i op mod 900 år. Tørken ledte til fattigdom og fødevaremangel. Den tvang unge mænd fra landdistrikterne til at søge ind til de store byer for at finde arbejde. Men der var ikke nok arbejde at få, og det fik utilfredsheden med Bashar Al-Assads diktatur til at vokse. Det ledte til krav om politisk forandring. Det ledte til oprør. Det ledte til borgerkrig.

En borgerkrig, der er blevet en af de største humanitære katastrofer i nyere tid. Hvor 380.000 mennesker har mistet livet. Hvor over 10 millioner er blevet fordrevet eller har flygtet fra deres hjem, og over 1 million er nået til Europa. Hvor grupper som ISIS opstod og terroriserede hele regionen. De sprængte det gamle Palmyra i stumper og stykker for at fjerne afgudsbillederne fra fordoms folk.

Og hvad mon der skete med de børn, jeg mødte dengang? Disse børn, der dengang bare løb efter turister i håbet om at få en kuglepen. Hvad er deres skæbne?
Tog de flugten til Tyrkiet eller Libanon med deres familier?
Krydsede de havet ved Lesbos?
Endte de i Moria-lejren?
Gik op gennem Europa før pigtrådshegnene blev sat op?
Gik de langs Sydmotorvejen, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015?
Eller nåede de aldrig så langt?

Jeg ved kun, at vi i de kommende år kan se frem til mange flere, der vil dele deres skæbne. Rundt om i verden forårsager klimakrisen stadigt voldsommere tørke, oversvømmelser og orkaner, der skaber hungersnød, hjemløshed og ødelæggelse. Endnu flere vil miste deres hjem og deres levebrød, og blive klimaflygtninge.

FN vurderer, at i 2050 vil der op til en milliard mennesker på flugt pga. klimaforandringernes konsekvenser. En milliard mennesker på flugt! En milliard!
Det vil være en humanitær katastrofe i et omfang, som vi aldrig før har set i menneskehedens historie. Og derfor har vi i Danmark og i Europa et stort ansvar.

Ikke bare fordi vi historisk har udledt en stor andel af de klimagasser, der øger Jordens temperatur.

Ikke bare fordi vi igennem århundreder har koloniseret, undertrykt og udpint folk på den sydlige halvkugle.

Ikke bare fordi vi stadig begrænser deres muligheder for at komme på fode gennem politiske strukturer og frihandelsaftaler.

Men fordi det er det nødvendige, rigtige og retfærdige at gøre. Grøn omstilling er ikke nok, hvis ikke det er en retfærdig grøn omstilling. Og derfor er klimaretfærdighed kernen i hvad vi kæmper for i Klimabevægelsen i Danmark.

Kære Mattias Tesfaye. Du har med stor tydelighed vist, at du ikke ønsker flere flygtninge til Danmark. Hvis du virkelig ønsker at opnå dette, bør du tage bladet fra munden.
Hvorfor hører vi ikke dig fortælle om sammenhængen mellem klimakrisen og stigende migration? Hvorfor presser du ikke dine kolleger i regeringen til at sætte langt mere skub i jeres klimahandlingsplan?

For det I gør i dag, er slet, slet ikke nok. Vi må gøre alt hvad vi kan for at sikre en retfærdig grøn omstilling så hurtigt som muligt.

Først og fremmest skal vi reducere Danmarks egne klimagasudledninger med mindst 70% i 2030 og gå i nul senest i 2040.

Men vi skal også gøre, hvad vi kan for at afbøde de menneskelige konsekvenser, som klimakrisen allerede nu medfører rundt om i verden. Derfor skal Danmark afsætte mindst 5 milliarder årligt til klimabistand til Det Globale Syd. Dels til at udfase eller udelade kul, olie og gas og gå direkte til vedvarende energi. Dels til at sikre sig mod de stadigt voldsommere konsekvenser, som klimakrisen medfører rundt om i verden.

Vi står alle på den samme jord under den samme himmel. Vi kan ikke undgå klimakrisen. Vi kan allerhøjst udskyde, hvornår vi selv mærker dens konsekvenser.

Men vi må ikke skubbe det fra os. Vi må ikke vende ryggen til! Hvis vi ikke handler nu, går det blot ud over andre. Andre – som børnene i Palmyra.

Vi kan ikke længere nøjes med at stikke dem en håndfuld kuglepenne og håbe på det bedste. De fortjener ikke bare sikkerhed og tryghed, men retfærdighed. Og hvis vi ikke gør alt hvad vi kan for at give dem det, så risikerer vi i sidste ende at miste vores egen menneskelighed.

Desværre kom Mattias Tesfaye ikke ud til dialog. Men vi har sidenhen fået en invitation til et møde i februar. Så må vi se, hvad der kommer ud af det..

Stor tak til Ole Vilhelm Wagner for de fine fotos af talen.

I can’t breathe

“It’s my face man
I didn’t do nothing serious man
please
please
please I can’t breathe
please man
please somebody
please man
I can’t breathe
I can’t breathe
please
man can’t breathe, my face
just get up
I can’t breathe
please, a knee on my neck
I can’t breathe
shit
I will
I can’t move
mama
mama
I can’t
my knee
my neck
I’m through
I’m through
I’m claustrophobic
my stomach hurt
my neck hurts
everything hurts
some water or something
please
please
I can’t breathe officer
don’t kill me
they’re gonna kill me, man
come on man
I cannot breathe
I cannot breathe
they’re gonna kill me
they’re gonna kill me
I can’t breathe
I can’t breathe
please sir
please
please
please I can’t breathe”
 
Det var George Floyds sidste ord. Han døde kort efter, kvalt af en politibetjent, der havde presset sit knæ mod hans hals i næsten ni minutter.
 
Ni minutter er meget lang tid. Det er svært for de fleste af os at sidde stille og fokusere på én ting i ni minutter. Prøv at sæt et ur og oplev, hvor langsom tiden føles. Betjenten, der havde sit knæ på George Floyd’s hals havde uendelig med tid til at løfte sit knæ. Og alligevel gjorde han det ikke. Omkring ham var der tre andre betjente, der bare lod det ske, som om det bare var en almindelig arbejdsdag.
 
Det er så forfærdeligt. Og hvad der gør det endnu mere forfærdeligt er, at det er sket så mange gange før. Så ofte, at ordene “I can’t breathe” allerede var Black Lives Matter-bevægelsens slogan længe inden mordet på George Floyd.
 
Det er bevægelsens opråb mod den systemiske vold, racisme og ulighed, som der er så tydelig i det amerikanske samfund. “Jeg kan ikke få luft” er essensen af den kamp mod uretfærdighed. Og det er opråb, som ingen af os kan ignorere. Heller ikke i Danmark. For strukturel racisme er ikke bare et amerikansk fænomen, ligeså lidt som slaveri og kolonialisme er det.
 
En stor del af Danmarks rigdom er bygget på at udnyttelsen af oprindelige folks land og liv. Danmark fangede og solgte afrikanske slaver på Guldkysten. Danmark udnyttede afrikanske slavers arbejdskraft på de Vestindiske Øer. Københavns største palæer er bygget med penge tjent på slavearbejde. De samme strukturer af udnyttelse og undertrykkelse har bygget vores samfund, men vi aldrig har gjort op med dem. Denne strukturelle racisme er stadig del af det danske samfund. Og det faktum, at du ikke lægger mærke til den, er ikke ensbetydende med, at den ikke er her. For den er der:
 
I flygtningelejre som Ellebæk, Sjælsmark og Kærshovedgård, hvor folk på flugt spærres inde i årevis.
 
I Mjølnerparken og andre boligområder, hvor hundreder af familier står til at blive tvunget ud af deres hjem – af en “Ghettolov”, der dømmer folk ud fra deres oprindelsesland.
 
Når regeringen afviser at forny opholdstilladelserne for 800 medborgere med somalisk baggrund, der har boet i Danmark i årtier. Og nu ønsker at sende dem tilbage til et land, hvor de hverken kan finde håb eller sikkerhed.
 
Når der oprettes visitationszoner, hvor politiet primært stopper og kropsvisiterer unge mænd med minoritetsbaggrund – på grund af deres hudfarve.
 
I den gensidige mangel på tillid, der er mellem det offentlige system og danskere med minoritetsbaggrund.
 
I den fortsatte mistro og diskrimination, som alt for mange af vores naboer og medborgere med minoritetsbaggrund stadig mødes med. Alle de små situationer med hverdagsracisme, misforståelser og ubevidst forskelsbehandling, som præger folk for livet, men som det er så let for os majoritetsdanskere at underkende eller slå hen, fordi det ikke handler om os, fordi vi ikke kan sætte os ind i, hvordan det er at blive vurderet alene ud fra sin hudfarve. For vores hudfarve er jo bare “hudfarvet”.
 
Som Fatima Osborne udtrykte det så stærkt til den seneste Black Lives Matter-demonstration i København: “Vi kan ikke få luft, fordi når vi fortæller jer alt dette, så tror I ikke på os.”
 
Det er ikke bare i USA. Det er ikke bare historie. Det er ikke bare noget, som andre skal forholde sig til. Vi bliver også nødt til at bruge vores stemmer. For hvis ikke vi bruger vores stemmer, vil vores stilhed blive brugt imod os.
 
Hvis George Floyds sidste ord fylder dig med sorg og vrede, så sig det højt. Støt op om denne kamp: Støt organisationer og personer der arbejder anti-racistisk. Del deres budskaber, donér penge, markér din støtte.
 
Lyt til folk som Fatima Osborne, Moussa Mchangama, Mary Consolata, Yancé-Myah Antonio Harrison, Bwalya Sørensen, Nafisa Fiidow, Prince Henry og mange flere. Vis din solidaritet med grupper som Mino Danmark, Black Lives Matter Denmark, Kvinder I Dialog, Almen modstand – Forsvar beboerdemokratiet, og mange flere.
 
Og hvis du nu synes, at det føles mærkeligt at sige det højt. At det føles ubekvemt at støtte sådanne grupper. At de føles lidt for vrede eller hårde i tonen eller svære at forholde sig til, så tag dig tid til at mærke efter og prøve at forstå, hvorfor det vækker ubehag.
 
For sagen er, at det er virkelig svært at erkende, at vi lever i et samfund, der er bygget på en systemisk racisme, der stadig spøger – i vores byer, på vores arbejdspladser, i vores uddannelser, i vores kultur. Det er på samme måde som det er svært at forholde sig til klimaforandringerne. For det meste er de slet ikke er synlige i vores hverdag, og derfor heller ikke er synlige i vores bevidsthed. Netop derfor er det så stort et chok, når vi opdager, at vi indirekte er med til at understøtte de strukturer, der forårsager dem.
 
Det er svært at tale om. Og det har taget mig langt længere tid at skrive og poste dette opslag, end jeg havde troet det ville. Men det handler ikke om skam eller dårlig samvittighed. Det handler om at tage stilling. Og første skridt er at erkende, at du også har et ansvar for, hvordan vores samfund fungerer – og lære, hvordan du kan være med til at ændre det til det bedre.
 
Her er nogle af de ting, jeg har læst, der har hjulpet mig i min erkendelsesproces. Måske det også kan hjælpe dig:
 
 
 
 
 
 
#BlackLivesMatter #BLM

Epidemier har en klar koreografi, som vi kan genkende. Det har klimakrisen ikke

Flere har bemærket kontrasten mellem statens handlekraftige indsats mod Corona-virussen og manglen på samme, når det kommer til den klimakrise, vi også befinder os midt i. Det har jeg skrevet et debatindlæg om, som kom i søndagens Politiken. Teksten er bag en betalingsmur, så hvis du ikke er abonnent, kan du læse teksten herunder:

Epidemier har en klar koreografi, som vi kan genkende. Det har klimakrisen ikke

I generationer har vi øvet os på at klare naturens luner. Erfaringerne er intakte, når det gælder trusler fra vira, mens vi står rådvilde over for klimaudfordringerne.

Hvis de seneste års manglende klimahandling har givet anledning til tvivl om statsapparatets magt og handlekraft, må de seneste ugers coronaindsats mane den i jorden. Det har fået flere debattører til at undre sig – både på lederplads og på de sociale medier: Hvorfor følger politikerne så ubetinget videnskabens anbefalinger, når det kommer til at forhindre en coronapandemi, mens de stadig tøver og kommer med forbehold, når det kommer til at handle på klimaforskernes rapporter og Klimarådets nye anbefalinger?

Umiddelbart har de to kriser meget til fælles: Det videnskabelige grundlag er utvetydigt, og det er synligt for enhver, at det vil have store sundhedsmæssige, samfundsøkonomiske og moralske konsekvenser, hvis vi ikke handler på dem. Samtidig vil det kræve en indsats ud over det sædvanlige at løse dem.

Begge kriser handler grundlæggende om naturkræfter, som vi ikke kan holde under kontrol. Alt det, vi kender og har taget for givet, er pludselig farligt og fremmed: Folk omkring os, som måske, måske ikke har været ude at rejse. Som måske, måske ikke vasker deres hænder. Vores egne hænder og ansigt, som vi skal vaske igen og igen. Vejret, der ikke er, som det plejer. Årstiderne, der ikke er, som de plejer. Vores vaner, vores ubekymrede valgfrihed, som vi godt ved ikke kan fortsætte, som den plejer. Det er så uvant for os at møde en ikkemenneskelig kraft, der begrænser vores handlefrihed. Det giver en ubehagelig påmindelse om, hvor skrøbelige både vi og vores støttestrukturer af teknologi og bureaukrati er. Og måske er det derfor, at den massive statslige indsats mod corona er betryggende, og den tilsvarende manglende klimahandling er så skræmmende.

Selv om de to kriser ligner hinanden på overfladen, er der tre afgørende forskelle på, hvordan vi forholder os til dem: vores mentale modeller af dem, vores fortællinger om dem og vores beslutningsstrukturer, der skal løse dem.
Vi har en klar mental model for, hvordan en smitsom sygdom fungerer. Sygdomme som mæslinger, røde hunde og influenza har fra barndommen givet os en klar forståelse af, hvordan sygdomme smitter, og hvad vi skal gøre for at undgå dem. De kausale sammenhænge er til at forstå, og vi har et rimeligt klart billede af, hvor lang tid en sygdom er i omløb, og hvor lang tid det tager at komme sig. Vi ser det som en acceptabel undtagelsestilstand, indtil vi efter nogle uger, måske måneder, vender tilbage tilbage til normalen.
Modsat med klimakrisen: Her har vi ingen mental model at falde tilbage på. Sammenhængen mellem vores handlinger og effekten på Jordens klimasystemer er enormt kompleks og uigennemskuelig. Og det forværres af, at tidshorisonten ikke tælles i uger og måneder, men i år og generationer. Vi er ikke gearet til at håndtere kriser, der er så langsomme, at de nærmest er permanente. Her er der ingen undtagelsestilstand, vi skal udholde, kun en ny normaltilstand, vi skal lære at leve med.

Epidemier som coronavirussen har en klar koreografi, som vi kan genkende, enten fra historiske eksempler som koppeepidemier og den spanske syge eller moderne fugle- og svineinfluenza. Vi kender epidemierne fra kulturprodukter som filmen ’Outbreak’ eller netflixserien ’The Rain’, hvor en virus næsten lægger København i graven. Hver fortælling minder os om en epidemis mulige konsekvenser. Om hvor galt det kan gå – ikke mindst for os som individer: frygt, sygdom, død. Hver gang vi hører historien, bliver vi bedre forberedt til at møde epidemien i virkeligheden.

Men som den indiske forfatter Amitav Ghosh har bemærket i sin bog ’The Great Derangement’ (Den store forskruelse), har klimakrisen vist sig særdeles svær at indfange i fortælling. Dens konsekvenser er komplekse og mangeartede. Vi kan ikke isolere eller destillere dem i en klar fortælling, der giver os mulighed for at øve os på den virkelighed, vi står over for.

Coronakrisens genkendelighed betyder samtidig, at vi har strukturer på plads til at reagere på den. Ansvarsfordelingen er helt klar: Styrelsen for Patientsikkerhed har handleplaner og beredskaber, der aktiveres, når sygdommen opdages inden for Danmarks grænser, og så er det kun et spørgsmål om, hvor meget og hvor hurtigt der skal sættes ind.

Hos politikerne er der en fælles forståelse for, at dette er en krise, der hæver sig over partipolitik, og som skal løses af de fagfolk, der er eksperter på området. Det er dem, der definerer løsninger og indsatser, og der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af dem. Politikerne er bare fagfolkenes budbringere.

Sådan er det ikke på klimaområdet. Klimakrisen overskrider alle beslutningsstrukturer, for klimaet er globalt og kan ikke brydes ned i mindre enheder, hvor fagfolk kan få kompetence til at handle. Selv om FN’s klimapanel igennem årtier er kommet med stadig skarpere anbefalinger, er de strandet i et geopolitisk spil, hvor ideologi og nationale interesser har trumfet det fælles bedste – eller er forsumpet i et partipolitisk morads, hvor selve videnskaben er blevet set som et partsindlæg.

Gennem menneskehedens historie har vi lært at håndtere kriser gennem erfaring. Ved først at gennemleve dem, lide under dem og derefter genfortælle historierne, så vi til sidst kan fremkalde konsekvenserne med få ord og billeder.
Selv om vi ikke genkender klimakrisen i dens helhed og aldrig har stået over for en krise af dens omfang, har vi mødt dens enkelte udtryk før. Vi har historier om og erfaringer med fænomener som orkaner, tørke og oversvømmelser.

Dem har vi brug for at fortælle nu for at forstå klimakrisen. Historierne om naturens kraft og vores sårbarhed. Om nødvendigheden af ydmyghed, gensidighed og mådehold i vores relation til den levende verden omkring os. Som historien om de århundredgamle sten i udkanten af den japanske landsby Aneyoshi, der advarer mod at bygge tæt på havet, for vi har lært af bitter erfaring, at området plages af tilbagevendende tsunamier. Eller de historier, som den britiske kolonimagt ignorerede, da den fældede mangroveskovene for at bygge byer som Mumbai og Kolkata på steder, der hvert år bliver oversvømmet af monsunregn. Eller historien om, hvordan chinook-folket på den amerikanske nordvestkyst hylder laksestimerne, der svømmer op ad floden for at gyde; men venter fire dage, før de fanger den første laks – i anerkendelse af, at de kommende års fangst kommer af de æg, der bliver lagt i år.

Det er fortællinger, der kan vise vejen til den modstandskraft, vi har brug for, til at møde klimakrisen. Desværre har vi brugt de seneste 200 år på at udviske dem. De er blevet fortrængt af den tryghed, som en stadig større magt over naturen har givet os.

Gennem de sidste to århundreder har vi ødslet 400 millioner års arv bort. Al det kulstof, der har været lagret i topmuld, skove, kul, olie og gas, har vi brugt til at tænde en ild, der har givet os superkræfter. Det har skabt enorme fremskridt, men det har også givet os en følelse af usårlighed, som vi ikke er klar til at give slip på.

Det er tid til at give slip og fortælle historierne om naturens kræfter på ny, for først da kan vi trække på tidligere tiders erfaringer og begynde at tackle klimakrisen.

Rodfæste

Inden året udløber er der én sidste ting, jeg skal nå at gøre.
 
Hvert nytår vælger jeg et ord, der skal hjælpe mig og guide mig gennem det kommende år. Til dette år valgte jeg ordet Jordforbindelse. Både som en påmindelse om ikke at blive for luftig i mine idéer og projekter, men også for at holde fast i søge mod rødderne.
 
Derfor har jeg året igennem tænkt og skrevet om vores tilknytning til den jord, vi betræder, og det gensidige fællesskab, som vi indgår i med alt andet levende omkring os. Og om, hvordan denne tilknytning er afgørende for, om vi kan bremse klimakrisen og det økologiske sammenbrud, som vi står midt i.
 
Men langt det meste af det, jeg har tænkt og skrevet, har jeg holdt for mig selv. Jeg har ikke følt mig klar. Jeg har fundet på undskyldninger for at holde det for mig selv lige lidt endnu. Men det hober sig op i mit hoved, og inderst inde ved jeg godt, at jeg aldrig bliver helt klar. Og derfor afpresser jeg nu mig selv til at dele dette inden året slutter.
 
Jeg har sat mig for at skrive en bog. Arbejdstitlen er Rodfæste. Rodfæstelse er et gammelt ord for at slå rødder. Så at finde sine rødder er at finde sit rodfæste. Og det er den opdagelsesrejse, som jeg vil skrive om.
 
Men det at skrive en bog er et meget langt soloridt. Derfor har jeg – inspireret af Rob Hopkins’ blog, hvor han igennem de sidste to år har delt sit arbejde med den nyudgivne bog “From what is to what if” – besluttet mig for at åbne skriveprocessen op. Fra arbejdet med Borgerlyst-bøgerne ved jeg, at det er godt for mig at skrive og udgive løbende undervejs. Hvis jeg ikke afpresser mig selv, er jeg bange for, at det måske slet ikke bliver til noget.
Så hvis du er nysgerrig, kan du læse mere om hvad det er for en bog, jeg er ved at skrive, og følge med på Rodfæste.dk.

Jordboen – det 21. århundredes medborger

Jeg har skrevet et bidrag til det nyeste nummer af KVaN, der er et fagtidsskrift for læreruddannelse og skole. Det er et tema-nummer om Bæredygtighed, og jeg er kommet i fint selskab med bl.a. Steen Hildebrandt, Lone Belling, Johannes Andersen og række pædagogiske praktikere og forskere, jeg ikke kendte i forvejen, der alle udforsker, hvordan man kan sætte bæredygtighed i spil i undervisning og skole.

Jeg blev inviteret til at skrive om bæredygtighed i forhold til medborgerskab, og du kan læse mit bidrag herunder. Men hvis du er nysgerrig på feltet, kan jeg kun anbefale at købe tidsskriftet og læse hele tjavsen.

 

Jordboen – det 21. århundredes medborger

Klimastrejken fredag d. 15. marts 2019 var historisk. Ikke bare fordi, at over 15.000 skoleelever gik på gaderne i 27 byer rundt om i Danmark. Ikke bare fordi det var en del af den internationale klimastrejke, hvor over 1,5 million unge strejkede i 2083 byer i 125 lande over hele kloden. Og ikke kun fordi, at det var første gang, at umyndige børn og unge gik sammen om at lægge et massivt moralsk og politisk pres på deres forældre og de politikere, de havde valgt. Men måske mest af alt fordi, at klimastrejken på denne måde har vist sig at have taget hul på det seneste kapitel i demokratiets udviklingshistorie.
Demokratiet – både som styreform og som institution – er til stadighed blevet udviklet af dem, der har stået udenfor. Igen og igen har det været dem, der ikke formelt bliver anset som medborgere; dem uden stemmeret og uden taleret; dem hvis ønsker og bekymringer er blevet ignoreret, der har udfordret, udviklet og udvidet rammerne for det moderne demokrati – og dermed for hvem, der bliver anset for at have ret til at tage del og præge samfundet omkring dem.

Denne bevægelse har været i gang siden 1849, hvor samfundets mest privilegerede mænd gik på gaden og tilkæmpede sig en Grundlov, der sikrede dem deres rettigheder som borgere. Til at starte med gav Grundloven 15% af den danske befolkning stemmeret (det var kun uberygtede danske mænd over 30 år, der havde sin egen husstand og var økonomisk uafhængige, der måtte stemme – bl.a. ud fra den antagelse, at sådanne mænd repræsenterede hele deres husstand, herunder kvinder og tyende), hvilket blev anset for meget progressivt for sin tid.

Gennem de sidste 150 år har der været løbende bevægelse mod at udvide kredsen af medbestemmelse til flere og flere. Med systemskiftet i 1901 blev alle mænd uanset stand og indkomst ligeværdige borgere. Og kort tid efter opnåede danske kvinder samme rettigheder med valgret til lokalvalg i 1908 og til folketingsvalg i 1915 – resultatet af over 50 års vedvarende kamp. Og samtidigt blev valgretsalderen også sænket af flere omgange. Først fra 30 til 25 år i 1915, og sidste gang fra 20 til 18 år i 1978.

Og selvom mange gennem de senere år har argumenteret for, at valgretten bør sættes yderligere ned til 16 år, så er det ikke denne form for demokratisk udvidelse, jeg ser klimastrejkerne som udtryk for. I stedet er det et fælles opråb for solidaritet med alle dem, der bliver påvirket af klimaforstyrrelserne og tabet af biodiversitet, men som ikke kan tale deres egen sag. Det er ikke bare børnene, der kommer til at vokse op i en faretruende anderledes fremtid, men også alle de dyre- og plantearter, der er i fare for at uddø, og alle de fremtidige generationer, der kommer til at leve med konsekvenserne af de valg, som vi, der lever nu, træffer på deres vegne.

Det antropocentriske medborgerskab
Denne mangel på rettigheder og repræsentation i forhold til konsekvenserne af klima- og naturkriserne udfordrer den medborgerskabsforståelse, som de sidste 150 års kamp for udvidelse af demokratiet bygger på, og som måske kommer klarest til udtryk i Artikel 1 i FNs menneskerettighedserklæring: “Alle mennesker er født lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og bør handle mod hverandre i broderskabets ånd.”

Det er en smuk og vidtløftig sætning – men den er også fundamentalt antropocentrisk (fra græsk anthropos: menneske), for den fremhæver menneskets særstatus blandt alle levende væsener. Vi alene er udstyret med fornuft og samvittighed, der gør os i stand til at handle etisk. Og derfor fastlægger den, at det kun er andre (levende, menneskelige) medborgere, som har etisk betydningsfulde, og som vi har rettigheder og forpligtelser overfor. Der er intet i FNs menneskerettighedserklæring – eller den danske grundlov for den sags skyld – der forpligter borgere til på nogen måde at tage hensyn til ikke-menneskelige arter. For de hverken samvittighedsfulde eller fornuftige, omend de er i live.
Den australske filosof Peter Singer kalder denne antropocentriske tilgang for ‘speciesisme’, altså arts-chauvanisme på linje med racisme og køns-chauvinisme (Singer 1979). En uretmæssig forskelsbehandling, på samme måde, som dengang man mente, at afrikanske slaver ikke var at betragte som ‘rigtige’ mennesker, og at de havde lavere intelligens og højere smertetærskel end europæere. Eller da man mente at kvinder var i deres følelsers vold og ikke i stand til at tænke sagligt og rationelt. På samme måde gælder det, siger Singer, når vi ikke anerkender, at andre arter også mærker smerte, lyst og glæde. Enhver, der har hørt brølet fra en ko, der er blevet adskilt fra sin nyfødte kalv, eller har set en hund logre begejstret ved udsigten til at komme ud på tur, ved, at disse følelser ikke er forbeholdt mennesker alene.

Økosfæren – vores fælles hjem
Så hvordan kan vi gentænke medborgerskab, så det også anerkender planter og dyr og efterkommeres – levende eller fremtidige – ret til at leve og trives? Og dermed også anerkender, at vores handlinger i dag påvirker deres muligheder for at leve – eller ligefrem overleve i fremtiden? Hvad er alternativet til et antropocentrisk medborgerskab?
For det første må vi gøre os klart, at medborgerskab er et kollektivt identitetsbegreb, der defineres ud fra medlemskab af et større fællesskab. Hidtil har medborgerskabet været knyttet til menneskelige fællesskaber som byer, bystater eller nationalstater. Det er også denne forståelse, der går igen i den udvikling af det danske demokrati, jeg har beskrevet ovenfor, og som flugter med udviklingen i de fleste andre vestlige lande. Men problemet er, at klima- eller naturkriserne ikke respekterer landegrænser. Fugle flyver på tværs af kontinenter, plasticaffald flyder med havstrømmene, bilos og fabriksrøg stiger op i den samme atmosfære. De udfordringer, som vi står overfor, er globale og kan ikke løses af noget land alene. Derfor skal vi lære at se os selv som jordboere, der alle har et medansvar for den planet, vi bebor.

Det kræver, at vi har en grundlæggende forståelse for, hvordan denne planet fungerer. Man kan inddele Jorden op i fire komponenter: Geosfæren (laget af jordarter på Jordens overflade), hydrosfæren (den samlende mængde af vand, damp og is på Jorden) og atmosfæren (laget af gasser og luftarter mellem jordens overflade og rummet) og biosfæren (den samlede mængde af biomasse – af levende organismer på Jorden).
I 1970erne præsenterede den engelske forsker James Lovelock “Gaia-hypotesen”, hvis påstand er, at disse fire komponenter ikke bare er lag på lag, men indgår i et komplekst samspil, der skaber en balance eller ekvilibrium, der muliggør liv (Lovelock 1979). For eksempel når træer, alger og andre planter planter producerer det meste af ilten i atmosfæren, så hjælper de med at vedligeholde mængden af ilt på et niveau, der kan understøtte komplekse former for liv, men uden at producere så megen ilt, at der er fare for, at det hele går op i flammer.

Alle træerne og de øvrige arter, der udgør i Amazonas-regnskoven er dybt afhængige af, at der falder over 2 meter regn hvert år. Men denne voldsomme nedbørsmængde skyldes ikke bare, at den stærke sol ved ækvator driver afdampningen fra havene. For livet i Amazonas modtager ikke bare regn, den fremkalder det. Den store mængde vegetation afgiver 20 milliarder ton vanddamp hver dag og fylder luften med svampesporer, pollen, bladrester og mikrober, der giver de perfekte forhold for regn. Med så meget vand i luften, og så mange mikropartikler, som vandet kan kondensere på, samler der sig hurtigt nye regnskyer.

Amazonas er bare ét af de mange bærende økosystemer i det gigantiske, forbundne kredsløb, hvorigennem levende arter påvirker og forandrer Jorden. Og på den måde er naturen selv en grundlæggende forsætning for at skabe og opretholde forudsætningerne for liv på jorden. Som den canadiske astrobiolog Colin Goldblatt siger det, “Jordens definerende egenskab er, at det understøtter liv på en planetær skala. Og Jorden lærer os, at beboere og beboelighed er uadskillelige” (citeret i Grinspoon 2017). Liv ikke bare er noget, der foregår på Jorden. Det er biosfæren – selve mangfoldigheden af liv – der er dét, der gør livet muligt. Hønen er ægget!

Dette er kernen i Lovelock’s hypotese: Jordens fire komponenter – vand, luft, jord og liv –udgør tilsammen ét enormt, komplekst system. En økosfære, der både består af levende arter, økosystemer og kredsløb, og ikke-levende grundstoffer og fysiske kræfter. Dette er, siger Lovelock, ét stort levende væsen – en superorganisme – der i sin helhed har evnen til at vedligeholde vores planet og gøre det til en egnet og behagelig ramme for liv. Han kalder dette væsen for Gaia. Dette navn er ikke tilfældigt valgt, for i den græske mytologi er Gaia ikke bare jordens gudinde, hun er selve Jorden. Moder Jord (Lovelock 1979).
Hvis Moder Jord er for højstemt, så er det måske nemmere at forholde sig den amerikanske opfinder Buckminster Fuller, der kalder det “Rumskibet Jorden”: Et komplekst, selvorganiseret, selvbærende system, der rejser gennem rummet med al den livsunderstøttende infrastruktur, den skal bruge. Det eneste, der skal tilsættes, er sollys (Fuller 1968)

Hidtil er der ingen, der har styret dette rumskib. Alting har fundet sin orden på egen, selvbærende vis. Men gennem de sidste 100 år har menneskeheden skabt så store forandringer i økosfæren, at vi er begyndt ændre dets sammensætning og funktioner. På denne måde er klimaforstyrrelserne og tabet af vild natur og biodiversitet er to sider af samme sag, for mængden af liv har en direkte indvirkning på Jordens klima, som eksemplet med Amazonas ovenfor viser.

Det har ført til, at geologer nu argumenterer for, at vi nu er trådt ind i den antropocæne tid. En ny geologisk tidsalder, hvor menneskeheden er den primære kraft, der former Jordens geologi. Med næsten 8 milliarder mennesker har vi opnået en enorm magt over Jorden. Og vi bruger enorme mængder fossile brændsler og størsteparten af Jordens frugtbare landarealer til at understøtte vores behov i sådan et omfang, at vi helt tager for givet, at vores samfund og behov kommer først. Denne magtfuldkommenhed kommer måske bedst til udtryk, når folk helt nonchalant siger, at vi skal “passe på klimaet” eller “tage hensyn til naturen”. Som om “natur” eller “klima” er noget, som vi er afkoblede af, på afstand af eller har magt over i sådan et omfang, at vi lige skal holde lidt igen. Men vores liv og samfund er ikke adskilt fra vores omgivelser, fra den jord vi står på, det vand vi drikker og den luft vi indånder. Som James Lovelock siger: “Vi er en del af denne Jord, og vi kan derfor ikke nøjes med at forholde os til vores affærer alene. Vi er så forbundne med Jorden, at dens kuldegysninger og feberhede også er vores kuldegysninger og feberhede.” (citeret i Jabr 2019)

Det økocentriske medborgerskab
Vi er blot en lille del af et meget større system, som vi er dybt afhængige af – som et nyfødt barn er afhængig af sin mor. Eller som en kræftsvulst. Igennem de senere år er flere og flere aktivister og skribenter begyndt at bruge kræft som metafor for menneskehedens udvikling. En konstant voksende, opslugende og fordærvende kraft, der langsomt udvinder og udpiner alt på Jorden til at nære dens umættelige behov. Men denne metafor er misvisende. For som den amerikanske astrobiolog David Grinspoon har bemærket, så stopper kræftceller ikke op og snakker med hinanden og siger, “hey, måske skulle vi ikke være en kræftsvulst, for hvis denne person dør, så dør vi også.” (Grinspoon 2017)

Det er denne evne til refleksion, der gør menneskeheden enestående i dette store system. Med den amerikanske forfatter og jordbrugsforsker Wes Jackson’s ord, så er vi er planetens bevidsthed. 4 milliarder års evolution har ført frem til dette punkt, hvor økosfæren er blevet selvbevidst. Og det er os, menneskeheden, der er denne bevidsthed. Ingen andre arter kan se eller forstå alle de sammenhænge og forbindelser, der gør økosfæren mulig (The Conversation, 2012). Ingen andre arter kan værdsætte den mangfoldighed, skønhed og enorme tilfældighed, der har gjort livet muligt. Og det giver os et helt særligt ansvar. For ligesom vi har magten til at gøre planeten ubeboelig, har vi også alene evnen til lære at genkende og forstærke de klima-stabiliserende processer, der allerede er økosfæren.

Dette ansvar og denne evne til at forstå og værdsætte Jorden som samlet system mener jeg vil være kernen i en ny form for økocentrisk medborgerskab. “Øko” kommer oprindeligt fra det græske ord oikos, der både betyder hus, husholdning eller familie. Denne rod går igen i både økologi (viden om organismers forhold til sine omgivelser) og økonomi (styring af en husholdning). Men dets grundessens kan nok bedst defineres som hjem. Et økocentrisk medborgerskab er således en form for medborgerskab, der ikke sætter individuelle menneskers rettigheder først, men i stedet fokuserer på det større hjem, vi bebor og deler med alt andet liv: Selve økosfæren.

Set i dette perspektiv er menneskehedens forhold til resten af økosfæren ikke så meget som en kræftsvulst, men måske snarere en ung og uprøvet bilist, der er ude og køre for første gang. Pludselig går det op for hende, at hun drøner afsted ude på motorvejen i en kæmpestor lastbil, og at alle hun elsker, og alt, hvad hun holder af, og alle hun nogensinde har kendt, er i lastrummet bagi. Og at hun faktisk slet ikke ved, hvordan hun kan styre!
Det er denne erkendelse, der får skoleeleverne til at strejke. De ser nyhederne om artstab og skovbrande og oversvømmelser og tørke, og de se den enorme kløft imellem ord og handling. Mellem hvad de har lært i skolen – og den hverdag og det samfund, som de er en del af. Og derfor spørger de, “Er der en voksen tilstede?”

De råber op og kigger forgæves nogen, der kan tage ansvar – ikke bare for at sikre kortsigtede behov som uddannelse og karriere og velfærd – men for at sikre det større fællesskab af liv, som vi indgår i. For at sikre, at den økosfære, dette Rumskibet Jorden, som vi alle er afhængige af og uløseligt forbundet med, fortsat kan være et trygt, komfortabelt og rigt hjem for os alle.

Atter en gang er det næste kapitel i demokratiets udviklingshistorie ved at blive skrevet af dem, der står udenfor. De kræver, at vi holder op med blot at se os selv som statsborgere, der kun er forpligtede overfor vores land og landsmænd, til at være jordboere, der er forpligtede overfor Jorden som helhed. Denne proces er allerede igang. Flere lande har allerede påbegyndt denne forandring ved at indskrive naturens og vores efterkommeres rettigheder direkte i deres forfatninger. I 2008 gennemførte Ecuador en forfatningsændring, der bl.a. sikrer naturens liv “retten til at eksistere, vedblive, vedligeholde og forny sine vitale kredsløb, strukturer, funktioner og dens processer i evolutionen.” Og i 2014 vedtog Norge en grundlovsændring, så det i §112 står, at “Enhver har rett til et miljø som sikrer helsen, og til en natur der produksjonsevne og mangfold bevares. Naturens ressurser skal disponeres ut fra en langsiktig og allsidig betraktning som ivaretar denne rett også for etterslekten.” Dermed bliver det ulovligt at handle på måder, der mindsker naturgrundlaget og fremtidige generationers udfoldelsesmuligheder.

Som alle tidligere udvidelser af demokratiet, så drives denne udvikling af en fortsat kamp for anerkendelse og rettigheder. Denne kamp starter ikke med ny lovgivning, men med ny viden, nye værdier og levevis. Og her spiller skolen en afgørende rolle. Her afslutningsvist vil jeg pege på tre elementer, som skolen bør prioritere for at give kommende generationer det fornødne fundament, der kan ruste dem til at være økocentriske medborgere, der kan forvalte denne planet forsvarligt:

1. Forstå økosfæren
Samspillet mellem levende og ikke-levende elementer i økosfæren er nærmest uendeligt komplekst, men det er afgørende, at man får en grundlæggende forståelse for, hvordan dette samspil fungerer, for at kunne indgå i og tage medansvar for den klode, vi bor på. Dette kræver, at man lærer at undersøge helheder, eller systemer, i deres større sammenhæng, snarere end blot deres enkelte dele.

Denne tilgang går ofte under betegnelsen “systemisk tænkning” (eller systems thinking på engelsk). Dette dækker ikke en fast defineret teori, men snarere en praksis og en tankegang, der går på tværs af faglige retninger og discipliner, hvilket desværre har betydet, at der stort set ikke bliver undervist i denne tilgang i Danmark. Helt kort fortalt er systemisk tænkning er en overordnet tilgang til at forstå hele systemer, hvor relationerne mellem de enkelte dele er med til at forme helheden. Hvilket gør, at ikke bare kan forstå de enkelt dele hver for sig, men kun ved at kigge på hele systemet. Det er for eksempel det, en økolog gør, når hun undersøger et økosystem, hvor dyr, planter, vejr og næringsstoffer spiller sammen og påvirker hinanden på kryds og tværs. Man kan ikke forstå hele økosystemet ved kun at undersøge et enkelt dyr eller en enkelt plante. For det hele hænger sammen.

Derfor bør alle børn lære at tænke systemisk allerede i grundskolen. For det giver et sprog og en viden til at forstå hvordan vi kan arbejde med at løse de komplekse og forbundne problemstillinger, som vi står overfor. Jeg kan varmt anbefale Donella Meadows’ bog “Thinking in Systems: A primer”, der giver en fremragende introduktion til systemisk tænkning som felt og som tilgang (Meadows 2008).

2. Værdsætte økosfæren
Allerede som børn skal vi lære at værdsætte økosfæren som vores hjem, og dermed lærer at anerkende og respektere det større fællesskab, som vi er en del af og gensidigt afhængige af. Men for at gøre dette, kan vi ikke længere have som mål at være “bæredygtige”. For bæredygtighed er grundlæggende et antropocentrisk begreb, der signalerer, at økosfæren er noget vi frit kan forbruge, så længe vi nøjes med kun lige at tage så meget, at vi ikke udpiner den fuldstændigt. Som William McDonough, en af stifterne af ‘vugge til vugge’-bevægelsen, polemisk bemærker: “Hvis jeg spurgte dig, hvordan det gik med dit ægteskab, og du svarede, at det var ‘bæredygtigt’, så ville jeg have ondt af dig” (McDonough & Braungart 2002).

Et godt ægteskab er ikke bæredygtigt; det er gensidigt. Vi kan ikke nøjes med bare at tage, vi må også give tilbage til det større fællesskab, vi er en del af. Som den amerikanske botaniker og forfatter Robin Wall Kimmerer bemærker, så er gensidighed ikke bare udtryk for god opdragelse, det er også sådan økosfæren fungerer: Alt bliver givet videre. Den enes efterladenskaber er den næstes næring (Wall Kimmerer 2015).

Derfor bør alle børn lære at værdsætte den rigdom, der findes i verden. Nærmest alle verdens religioner rummer taknemmelighed, men især verdens oprindelige folk har traditioner, der tydeliggør, at vores relation til økosfæren er gensidig. Dette ses for eksempel hos den Nordamerikanske Haudanosaunee-stamme, hvor hver skoledag starter med en fælles taksigelsesbøn for alle økosfærens elementer og kredsløb, der minder om vores forbundethed til og forpligtelse overfor det større fællesskab (Haudanosaunee, udateret).

3. Forvalte økosfæren
Viden og værdier er intet, hvis de ikke udleves i praksis. Mere end noget andet kræver det mesterlære: At vi som voksne viser vejen og engagerer børnene i at forvalte økosfæren sammen med os. Det kan både være helt konkret i form af at dyrke jorden, høste og lave mad sammen, eller arbejde med naturgenopretning og hele den skade, der er blevet påført vores lokale økosystemer, eller på anden måde give tilbage til økosfæren. Men det kan også være ved at tage del i kampen for at sikre en retfærdig fordeling af den rigdom, som er blevet menneskeheden til del. For vi kan ikke forvalte økosfæren forsvarligt, hvis vi ikke også gør op med den sociale og økonomiske ulighed, der medvirker til ødelæggelsen af vores fælles hjem.

Litteratur

  • The Conversation (2012) Episode 22: Interview with Wes Jackson: http://www.findtheconversation.com/episode-twenty-two-wes-jackson/.
  • Fuller, B. (1968) Operating Manual for Spaceship Earth. Lars Muller.
  • Grinspoon, D. (2017) Earth in Human Hands. Long Now Foundation seminar, 6. september 2017: http://longnow.org/seminars/02017/sep/06/earth-human-hands/.
  • Haudanosaunee-stammen (udateret) Thanksgiving Address, kan findes på: https://americanindian.si.edu/environment/pdf/01_02_Thanksgiving_Address.pdf
  • Jabr, F. (2019) The Earth Is Just as Alive as You Are. New York Times, 20. april 2019: https://www.nytimes.com/2019/04/20/opinion/sunday/amazon-earth-rain-forest-environment.html.
  • Lovelock, J.E. (1979) Gaia: A New Look at Life on Earth. Oxford University Press.
  • McDonough, W. & Braungart, M. (2002) Cradle to Cradle: Remaking the Way We Make Things. North Point Press.
  • Meadows, D. (2008) Thinking in Systems — A Primer. Chelsea Green Publishing.
  • Singer, P. (1979) Practical Ethics Cambridge University Press.
  • Wall Kimmerer, R. (2015) Braiding Sweetgrass: Indigenous Wisdom, Scientific Knowledge and the Teachings of Plants. Milkweed Editions.

Fremtidens (grønne) fællesskaber

I foråret bad Tyge Mortensen og Karen Lumholt fra Selskabet for Fremtidsforskning mig om at skrive et bidrag til det seneste nummer af selskabets magasin Futuriblerne, som fokuserer på Fremtidens Fællesskaber.

Bidragydere til magasinet er praktikere fra forskellige handlingsfællesskaber i civilsamfundet. Alt fra Sager Der Samler og INSP! og SYMB til Lolland-Falster Lovestorm og Jyderup Højskole. Men eftersom jeg lige nu står lidt friere end tidligere og ikke er tilknyttet et bestemt fællesskab, gav Tyge og Karen mig frie tøjler til at skrive et indlæg om det jeg følte mest for. Det betød, at jeg hverken skrev om Medborgerne eller Københavns Fødevarefællesskab eller mine højskoletanker, men i stedet om den voksende grønne bevægelse, der strejkede i fredags – og som strejker igen på fredag.

Artiklen endte med at få titlen “Grøn omstilling er noget vi skaber sammen”, og kan læses i den seneste udgave af Futuriblerne, der udkom her d. 9. september. Magasinet kan købes på Selskabet for Fremtidsforskning, og jeg vil varmt anbefale dig at købe bladet og støtte dette gode non-profit-initiativ.

 

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mit bidrag herunder. Håber, at det kan give dig lyst til at læse mere!

 

Grøn omstilling er noget vi skaber sammen

Af Andreas Lloyd

Minutris og panerede kylletter fra frost. Det var et af de faste indslag i min barndoms aftensmåltider. Ikke en eneste gang kan jeg huske, at jeg har overvejet hvad det egentlig var, jeg spiste. Jeg vidste bare, at det kom fra supermarkedet og at det smagte godt.

Det var en ubekymret tid for en ubekymret generation. Ligesom for alle generationer før os, virkede verden stor og endeløs. Vi tog så meget for givet. Natsværmerne, bierne, skovene, koralrevene. Vi overvejede slet ikke, at det kunne være anderledes. Det faldt os slet ikke ind, at vi kunne skade naturen eller klimaet.

Men så begyndte vi at høre om problemerne. Først abstrakt og fjernt – som grafer med stiplede linjer, eksponentielle og faretruende vækstkurver, CO2-udledning, befolkningstilvækst, artsuddøen. Det var svært at forholde sig til. Vi kunne ikke mærke det. Det var nok noget, der gik mest udover isbjørnene. Måske ikke så slemt alligevel? Vi kunne ikke overskue det, så vi parkerede det. Der var også mere presserende ting at forholde sig til: eksaminer, fester, forelskelser, rejser…

Nogen gange skal man rejse for at kunne se…

I Danmark tænker vi ikke så meget over, at landskabet mest af alt bare er mark efter mark med få afgrøder. Ensartede. Fladt og nøgent om vinteren. Sprøjtet og grønt om sommeren. Det er bare sådan, Danmark ser ud. Det er først når vi rejser ud i verden, det går op for os hvor anderledes det kan være. Ikke bare hvor vild og smuk naturen kan være, men også hvor voldsom virkeligheden bag grafernes eksponentielle kurver ser ud:

At være i Los Angeles og opleve det perverse overforbrug i en by, der har spredt sig ud over et areal på størrelse med Sjælland, planlagt efter biler snarere end mennesker. Og opleve den vedvarende tørke, der får folk til at spraymale deres græs grønt for at spare på vandet.

At være i New Zealand og tage ud i Waipoua-skoven for at se Tāne Mahuta – et over 1500 år gammelt og 50 meter højt Kaori-træ, der blandt Maori-folket anses for at være træernes konge. Og så blive mødt med krav om, at alle besøgende skal afspritte hænder og fødder, før de kan komme i nærheden af træet, for at stoppe spredningen af en invasiv mikroorganisme, der især dræber Kaori-træer.

At være i Skotland og springe i havet til en sensommer-aftendukkert – og komme op til overfladen og mærke, hvordan fedtede plastikgryn klistrer til ens hud og hår. Og kigge ned og opdage, at man svømmer i en suppe af plastik.

At være i Belize og besøge en amerikansk økolog, der har fortrukket ud til et lille forskningscenter i junglen, fordi han ikke længere tror på, at menneskeheden står til at redde. At høre hans videnskabeligt funderede dommedagsprofetier og være ude af stand til at afvise dem. Være ude af stand til at ryste dem af sig, når man kommer hjem igen.

At være hjemme i Danmark og opleve sommeren 2018, hvor solen brændte landet af og efterlod det udtørret og støvet – og blive mindet om, at Danmark ikke vil blive forskånet.

Hvad kan jeg gøre?

Det er først, når vi oplever problemerne på egen krop, at omfanget for alvor rammer os. De er ikke længere en abstrakt erkendelse, men en fysisk oplevelse. En virkelighed, som vi ikke længere kan undsige os.

De små historier ovenfor kommer fra unge mennesker, der alle er vokset op med en massiv kløft imellem ord og handling. Mellem hvad de har lært i skolen – og den hverdag og det samfund, som de er en del af. Og nu spørger de: Hvad kan jeg gøre?

De fleste af os starter i det små. Hver for sig i vores egen hverdag. Vi prøver at være mere bevidste om vores forbrug. Spise mindre kød og mere grønt. Mere lokalt og økologisk. Flyve mindre. Købe mere brugt og mindre nyt. Og jo mere bevidste vi bliver, jo mere vokser vores frustration. For det går op for os, hvor umuligt stor en forandring, der skal til for at ændre den kurs, vores samfund er på.

Vi føler os alene. Som om vi er de eneste, der tager dette alvorligt. Medier, eksperter og politikere taler og taler, men det er uendeligt lidt, de rent faktisk gør. Modløsheden stikker sit hoved frem. Men vi bliver nødt til at gøre noget.

Gennem de sidste 10 år – siden skuffelsen til klimakonferencen COP15 i København december 2009 – har mennesker over hele landet fundet sammen for at finde svar på dette spørgsmål: Hvad kan vi gøre – sammen?
En bølge af nye lokale, fællesskabsorienterede initiativer – såsom byttemarkeder, byhaver, reparationscaféer, folkekøkkener, fødevarefællesskaber og meget mere – har set dagens lys.

Disse “aktivt uorganiserede” fællesskabsprojekter er i høj grad blevet muliggjort af internettet, der både gør det let at starte nye initiativer op og at sprede begejstringen for dem. Og let for andre at opdage og engagere sig på løsere og mere fleksible vilkår, end det hidtil har været muligt (Hvorfor skal man stifte en forening, når man bare kan starte en Facebookgruppe?).

En flig af en bæredygtig fremtid

Mit eget engagement startede i Københavns Fødevarefællesskab, hvor forbrugere går sammen om at købe fødevarer direkte fra lokale økologiske landmænd og derved støtte lokal og bæredygtig fødevareproduktion. Jeg var ikke specielt optaget af grøntsager eller økologi. For mig handlede det om at finde et svar på, hvordan vi sammen kunne skabe en flig af en bæredygtig fremtid.

Når der bliver snakket om en bæredygtig fremtid, ender det som regel med, at man snakker om den ‘den grønne omstilling’. Men ’omstilling’ er et forfærdeligt vagt og tørt begreb, der kan dække alt fra vedvarende energi og bæredygtige forbrugsmønstre til skovlandbrug og CO2-afgifter. ‘Omstilling’ lyder som en omskrivning fra erhvervslivet. Som en pæn måde at sige “massefyringer” på. Det vækker ikke håb, mod og begejstring. Snarere tværtimod. Det lyder som en bitter medicin, man skal sluge.

Jeg gik ind i Københavns Fødevarefællesskab, fordi jeg gerne ville være med til at skabe et fællesskab, hvor ‘grøn omstilling’ ikke var et abstrakt begreb, men noget levende, vi skaber sammen. For os var svaret en kombination af tre ting: 1) et helt konkret, hverdagsnært udbytte (grøntsagerne), 2) et lokalt, forpligtende fællesskab (det sammen at tage tjanser med at pakke grøntsager, lave smagsprøver og sidde i kassen) og 3) en stor vision (drømmen om at kunne købe alle vores dagligvarer i fødevarefællesskabet).

Vi tog afsæt i et legende, men alligevel alvorligt Hvad nu hvis-spørgsmål: Hvad nu hvis et flertal af danskerne købte ind i deres lokale fødevarefællesskab i stedet for i Netto? Bare spørgsmålet i sig selv sætter gang i fantasien. Det vækker billeder af, hvor anderledes et sådant Danmark kunne se ud. Det er nemt at tænke videre over, hvordan vejen derhen kan se ud. Det handler jo bare om, at tilpas mange danskere træffer nogle andre (småbitte) valg i deres hverdag!

”Hvad nu hvis…”

På samme måde stillede mange af de andre græsrodsinitiativer lignende spørgsmål.

Hvad nu hvis vi fik nyt tøj gennem tøjbyttemarkeder i stedet for at købe det i H&M? Hvad nu hvis vi reparerede vores elektronik sammen i reparationscaféer i stedet for at smide det ud og købe noget helt nyt? Hvad nu hvis vi og vores børn lærte at dyrke jorden i lokale byhaver, så vi forstod hvor vores mad kommer fra, i stedet for at lade som om køledisken fylder sig selv?

Det, der slår mig i dag, er hvor paradoksalt apolitiske disse initiativer egentlig var. De berørte store politiske spørgsmål – fødevarer, ressourceforbrug og klima – og tog ganske tydeligt stilling i kraft af deres handlinger. Men de var meget omhyggelige med at understrege, at de var apolitiske og åbne for alle.

Paradokset bunder i et uskyldigt ønske om bare at ville handle på sin borgerlyst, uden at det skulle bindes op på en ideologisk diskussion af de større bagvedliggende politiske spørgsmål. De havde tabt troen på det politiske system. De troede ikke længere på, at politikerne var i stand til at definere positive visioner for fremtiden.

Som Signe Voltelen, der stod bag flere københavnske byhaveprojekter, forklarede det i Dagbladet Information i 2014: “Mange i denne nye havebevægelse synes, politikerne har fejlet. I den forstand er de nye initiativer en reaktion. En måde at begynde forfra, nedefra – men med det positive som drivkraft. Meget af energien ligger i, at dette ikke er en protest. Det handler om at skabe noget nyt, at vise det kan lade sig gøre.”

Gejst og utålmodighed

Bevægelsen blev født af en enorm gejst og glæde. Københavns Fødevarefællesskab gik fra 30 til over 3000 medlemmer på 3 år og inspirerede ca. 20 nye fødevarefællesskaber rundt omkring i landet. Og byhaver sprang op over hele landet som svampe i en fugtig skovbund.

Men opblomstringen varede kort. I løbet af få år ebbede mange af disse grønne hverdagsfællesskaber ud. De var sårbare. Mange var båret af nogle få personers store engagement. Og fordi projekterne har været så løst organiseret, har de ikke haft modstandskraft, når iværksætterne mistede gejsten eller flyttede videre.

Fødevarefællesskaberne har oplevet vigende salg og medlemstilslutning siden 2014 og i dag er der kun få tilbage. Tilsvarende er mange byhaver og reparationscaféer lukket på grund af manglende tilslutning.

Jeg forlod selv fødevarefællesskabet i 2015. Jeg havde forgæves arbejdet for at skabe en fælles politisk retning blandt fødevarefællesskaberne og de øvrige små grønne foreninger gennem initiativet “Det Fælles Bedste”. Jeg opgav i frustration over, hvor fragmenteret og isoleret den grønne bevægelse var. For som Signe Voltelen sagde i samme interview: “Det er der rigtig mange, der gerne vil (skabe en fælles retning, red.). Men der er også en utålmodighed. Man kan godt få lyst til at gå på gaderne i protest – der er bare ikke opbakning til det.”

En ny generation

Det er tankevækkende at genlæse dette citat nu, fem år senere. Efter et Folketingsvalg, som mange betegner som det første klimavalg nogensinde. Efter at “klimatosse” er blevet en æresbetegnelse. Efter et forår, hvor titusindevis af skoleelever strejkede for klimaet og over 30.000 borgere gik på gaden til Folkets Klimamarch og hørte Greta Thunberg tale dunder til politikerne:

“Alt og alle er nødt til at forandre sig. Så hvorfor spilde dyrebar tid på at skændes om, hvem eller hvad der skal forandres først? Alt og alle er nødt til at forandre sig, men jo større din platform er, jo større er dit ansvar også. Jo større dit CO2-aftryk er, jo større er din moralske forpligtelse. Vores hus står i flammer. Og vi burde blive vrede og så omsætte denne vrede til handling. Og handle, som gjaldt det vores liv. For det gør det.”

Den utålmodighed, som Signe Voltelen beskrev i 2014, er taget til. For netop som jeg og andre grønne hverdagsaktivister begyndte at give op, begyndte en ny generation at kigge sig omkring og spørge ”Hvor er den? Hvor er den brede, grønne, politisk slagkraftige bevægelse, der kan skabe forandring?” Og det gik op for dem, at der ikke var andre end dem selv.

En brusende strøm

De måtte selv gøre noget. Og ligesom Greta er de vrede. De kan ikke give slip. Ikke give op. Så de har fundet sammen. Først i små klynger. Gennem en Facebook-gruppe, på en højskole eller et universitet. De begynder i det små og oplever, at handling giver håb. Og disse små klynger af handlekraft begynder at pible og boble og løbe sammen til en brusende strøm af løst-organiserede grupper og netværk – Den Grønne Studenterbevægelse, Klimastrejkerne, Folkets Klimamarch, Extinction Rebellion, Klimapåmindelsen, Citizens Climate Lobby, Så Er Det Nu! – og mange flere.

I månederne op til Folketingsvalget har de mobiliseret og krævet politisk handling. Og som med mange af de grønne hverdagsinitiativer, så er de fleste af disse grupper og netværk drevet af forholdsvis få, meget engagerede folk, der sætter alt til side og bruger alle deres kræfter på disse nye fællesskaber.

Denne nye bevægelse har også vakt mig. Men på en ny måde. Som småbørnsfar har jeg ikke længere kunnet spille rollen som det unge håb, der kaster al sin tid, energi og engagement ind i projektet, som jeg gjorde det i Københavns Fødevarefællesskab. Jeg har ikke længere tiden eller kræfterne til at kaste alt andet til side. I stedet har jeg måttet finde en ny, mere tilbagetrukket rolle. Som en hjælperytter, der støtter, aflaster og bakker op dér, hvor det kan gøre en forskel.

Ni måneders påmindelse

Jeg engagerede mig blandt andet i “Klimapåmindelsen” – en ugentlig demonstration, der tog imod folketingspolitikerne ved indgangen til Christiansborg, når de mødte på arbejde hver torsdag morgen. Den skulle minde dem om at sætte klima og natur øverst på den politiske dagsorden.

Klimapåmindelsen startede i oktober 2018 – ni måneder før valget. Til at starte med var jeg skeptisk. Jeg deltog med en følelse af, at det ikke ville være muligt at bevare momentum og få folk til at møde op torsdag efter torsdag igennem en lang, kold og mørk vinter. Men initiativet var iværksat, og udfordringen sat i gang. Og jeg kunne se, at det ville være et stort symbolsk nederlag, hvis Klimapåmindelsen ikke fortsatte helt til valget. Så jeg meldte mig til at være med til at finde talere, der kunne give menneskelige, personlige og åndelige vinkler på klimakrisen, der rakte ud over de tekniske og policy-mæssige aspekter, som ellers fylder i debatten.

Jeg trak på mine erfaringer fra Borgerlyst og Samtalesaloner til at udvikle små samtaleøvelser, som gjorde det lettere for nye deltagere at blive budt ind og blive engageret. Og jeg stod der hver torsdag, uge efter uge, som del af et fællesskab, der blev stærkere og stærkere, som foråret kom. Og med forårets komme blev mobiliseringen frem mod et fælles mål – et grønt Folketingsvalg – stærkere og stærkere. Og til sidst helt uimodståelig. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at understøtte denne bevægelses fortsatte udvikling.

Det er ikke nok at mobilisere…

Fra fødevarefællesskabet har jeg lært, at det ikke er nok at mobilisere. For det hele kan løbe ud i sandet igen lige så hurtigt, som det opstod. Det er kun når vore fællesskaber er organiserede og vedholdende, at vi kan skabe den forandring, vi drømmer om.

Det er måske pedantisk at hæfte sig ved forskellen på mobilisering og organisering. Men den betyder mere end, man skulle tro. Forskellen kommer klart til udtryk hver gang, der finder en ny skolemassakre sted i USA.

Hver gang mobiliserer borgerne sig og kræver, at nu må politikerne virkelig sørge for at stramme våbenlovgivningen. Meningsmålinger viser, at op mod 60% af amerikanerne går ind for strammere våbenlovgivning, men selvom der finder skolemassakrer sted med uhyggelig regelmæssighed, sker der alligevel ikke noget. For hver gang, der er optræk til stramninger, er The National Rifle Association lynhurtigt ude og lægge pres på de politikere, der sidder med de afgørende stemmer. De har 13.000 lokalafdelinger fordelt over hele landet, og de står klar og ved præcist hvor og hvordan, de skal sætte ind for at få politikerne til at rette ind.

Til trods for at de er i mindretal, formår de alligevel at forhindre stramninger af våbenlovgivningen – simpelthen fordi de er bedre organiserede end deres modstandere.

Meningsmålingerne viser, at over 60% af danskerne satte klima og natur som deres vigtigste mærkesag til folketingsvalget. Men dette flertal er ikke nok i sig selv, hvis de, der ikke ønsker forandringer af status quo, er bedre organiseret. Det er ikke første gang, at klimaforandringerne har været højt på den politiske dagsorden. Allerede tilbage i slutningen af 1980’erne var der tilløb til politisk handling. Ligeledes var der stor optimisme og hundredetusindvis af folk på gaden op til COP15-konferencen i København i 2009. Men hver gang blev det politiske momentum bremset af interesser, der ikke ønskede et opgør med “business as usual”.

Penge og ressourcer

Historien har vist igen og igen, at det ikke er nok at mobilisere. Og derfor er det i de kommende år, at den nye, grønne bevægelse for alvor skal vise, at den kan mere end at lave store demonstrationer og strejker. Vi skal organisere os for at kunne fastholde presset.

Det kræver, at bevægelsen ikke bare drives af frivillige ildsjæle, der kan brænde ud og sive væk. Men at den formår at organisere penge og ressourcer til at give dem arbejdsvilkår, der kan gøre det muligt for dem at blive ved.

Det kræver, at bevægelsen bygger bro til civilsamfundets gamle fællesskaber, og gør fælles sag med dem. Mange af disse gamle organisationer – fra fagbevægelsen til Folkekirken – oplever faldende medlemstilslutning, hvilket har fået dem til at fokusere endnu mere på at holde fast i deres egne snævre interesser. Men jo mere de fokuserer på deres egen organisation, des mere lukker de øjnene for de nye fællesskaber og de udfordringer, som påvirker os alle.

Alliancer

Vi har brug for at skabe nye alliancer på tværs af civilsamfundet, hvor unge kræfter kan rykke ved de gamle organisationer, og de gamles ressourcer kan understøtte de nye fællesskaber.

Og det kræver, at den grønne bevægelse formår at kigge ud over dommedagsfortællingerne og drømme højt om den fremtid, som vi rent faktisk ønsker os. At vi tør spørge “hvad nu hvis” og bruge svarene som løftestænger til at vise resten af samfundet, hvilket håb og hvilken glæde, der kan være ved at gå en anden vej – allerede i dag. For i sidste ende er ‘grøn omstilling’ ikke noget, vi kan afkræve politikerne en plan for. Det er noget, vi skaber sammen.

Hvorfor du skal finde modet til at strejke på fredag

På fredag strejker unge over hele verden, og fredag d. 27. september strejker voksne i solidaritet for at vise, at vi er klar til at sætte klima og naturgrundlag over vores skole og arbejde for en enkelt dag.

Er du stadig i tvivl om du har mod på at klimastrejke? Så prøv at hør Greta Thunberg forklare hvorfor det er værd at gøre:

Tænk på det fra et større perspektiv. Ikke bare ud fra din hverdag i dag, men forestil dig selv om 20 eller 30 år: Hvad ønsker du at kigge tilbage på? Ville du ønske, at du kan sige, at du tog stilling og aktivt ind for at skabe en forandring? Eller vil du foretrække at sige, ‘Nej, jeg gjorde bare som alle andre, fordi det var for ubekvemt at skille sig ud.’ Hvis du ikke kan strejke, så skal du selvfølgelig ikke gøre det. Men hvis der kun er én dag, hvor du kan være med, så gør det denne dag.

Mere info om strejkerne rundt om i landet d. 20. september.

Mere info om strejken d. 27. september.

NB: Den danske arbejdsmarkedsmodel gør det ulovligt at holde uvarslede strejker. Derfor er der ikke tale om en egentlig strejke, men blot en udvidet frokost-pause. Deraf navnet “Break for climate” – snak med din fagforening eller din arbejdsgiver, hvis du er i tvivl om du kan og må være med.

PS: Citatet fra Greta kommer fra dette fine interview i Teen Vogue.

At tale om demens

En af mine allerførste konsulentopgaver, da jeg lige var blevet færdig på universitetet, var et projekt for Ældresagen, der handlede om, hvordan man kunne gøre det nemmere for pårørende til svækkede ældre at blive sig deres rolle som pårørende bevidst.

Afsættet for projektet var, at det havde vist sig meget svært at få ældre til selv at erkende, at de ikke længere var helt så friske som de var engang. Selv efter faldulykker, stigende glemsomhed eller svigtende helbred var de utilbøjelige til acceptere, at de måske ikke længere kunne det samme som tidligere.

Derfor ville Ældresagen sætte fokus på hvordan man kunne hjælpe nære pårørende til at blive deres rolle bevidst (typisk ægtefælle, ældste datter eller ældste svigerdatter (!)), og synliggøre dette nye ansvar overfor resten af familien.

Min opgave var at lave antropologiske interviews med pårørende til svækkede ældre om deres erkendelsesproces: Hvordan det gik op for dem, at deres mand eller kone eller far eller mor ikke længere var så frisk, som før. Det var et enormt tankevækkende arbejde, ikke mindst fordi mine egne bedsteforældre også var i den alder, hvor man kunne mærke, at kræfterne og overskuddet svandt.

Og gennemgående for alle de pårørende, jeg snakkede med, var dels, at det havde været hårdt forløb at nå frem til den erkendelse, at man nu havde et voksende ansvar som pårørende. Dels, at det kunne have været hjulpet meget på vej, hvis bare de havde vidst, hvad de skulle have været opmærksomme på og hvordan de bedst kunnet have snakket med de ældre og deres familie om det.

Det gjaldt især demens. For demens forandrer også den person, man kender og elsker. Og jo tidligere demens bliver opdaget og erkendt, jo bedre kan man hjælpe og afhjælpe demenssygdommens konsekvenser.

Derfor sagde jeg straks ja, da Gentofte Kommunes demensteam spurgte Nadja og jeg, om vi ville være med til at udvikle en samtalesalon, der kunne gøre det nemmere at starte samtalerne om demens, så man kan få snakket ordentligt om det, der er så vigtigt at turde tale om – og som samtidig kan være så svært at få hul på.

Samtalesalonen finder sted på Gentofte Rådhus onsdag d. 18. september fra kl. 18.30, og vil veksle mellem:

  • En meget personlig fortælling fra tv-værten Michèle Bellaiche om at være nærmeste pårørende, da hendes mor blev ramt af en demenssygdom.
  • Viden og vigtige fakta fra Professor Steen Hasselbalch fra Hukommelsesklinikken, Nationalt Videnscenter for Demens, der hjælper os alle sammen til at blive bedre til at opdage de tidlige tegn på demens.
  • Samtalesalon-elementer, der hjælper gæsterne til at få hul på de svære samtaler, dele bekymringer og lære af hinandens erfaringer.

Alle er velkomne. Man kan sagtens dukke op alene, for vi skal nok sørge for, at alle finder nogen at tale med. Men aftenen er også en god anledning til at tage familie, venner og bekendte under armen, så I sammen kan blive klogere på demens – og bedst muligt kan støtte hinanden fremover.

Se mere på Facebook-eventet. Tilmelding finder dog sted med mail til plejeogsundhed@gentofte.dk eller på telefon 39 98 66 32 senest 16.09.

Skriv, hvor mange I kommer. Det er gratis at deltage i arrangementet, men der er begrænset antal pladser.

Vi håber at se jer til uforglemmelig aften!

Den spire, vi planter sammen

Hver torsdag morgen tømmer jeg min søns legekasse for brio-togskinner og tager den med ind til Klimapåmindelsen foran Christiansborg, hvor den fungerer som talerstol

Hver uge er vi omkring 150-200 klima-engagerede i alle aldre: Fra unge studerende og barslende forældre til folk på vej til arbejde, skuespillere og bedsteforældre. Der er både gamle græsrødder og folk, der aldrig tidligere har været politisk engagerede.

Siden januar har jeg været medvært og medansvarlig for at finde talere. Og jeg har været meget optaget af at sørge for, at alle føler sig velkomne, og går derfra med fornyet mod, håb og handlekraft.

I torsdags var det biskop Peter Fischer-Møller og imam Abdul Wahid Pedersen, der holdt talerne. De gav et meget tiltrængt poetisk-religiøst perspektiv på klimakrisen. For klimapolitik bliver let teknisk, abstrakt og svær. Og derfor prøver jeg at finde folk, der taler til hjertet frem for hjernen, og som kan gøre klima-udfordringen levende og nærværende for os.

Biskoppen og imamen fortalte hver deres historie, der viste sig at have en slående lighed:

Biskoppen fortalte om Luther, der engang blev spurgt: “hvis du vidste, at verden ville gå under i morgen, hvad ville du så gøre i dag?”
Og han svarede: “Jeg ville plante et æbletræ.”

Imamen fortalte om profeten Muhammeds ord: “Hvis du står med et palmeskud i hånden, når dommedagstrompeterne lyder, så bøj dig ned og plant det.”

Det er den spire, vi planter sammen.🌱