My debut as a newspaper columnist

For the past three weeks, I’ve had the opportunity to write a weekly column for the Danish daily newspaper Information.

It’s been a fun challenge to try a fit some of my ideas, thoughts and opinions into the column format. You can find all three columns here (in Danish, obviously):

  • Rodløs på nettet – about how modern life and technology is making us less rooted, less connected to the land and the communities where we grow up.
  • Vi har brug for flere nybegyndere – about daring to be a beginner, even when we reach the age where people expect us to know better.
  • Hellere ånd end regler – about the lack of respect and spirit in modern farming and all the horrible unintended consequences that this lack gives rise to.

Who knows, maybe I’ll have the chance to write more columns in the future…

Notes to self

I’ve been involved with the Copenhagen Food Co-op for almost 5 years now. And along the way, I’ve learned a lot about organizing volunteers, building local community and getting people involved. I’ve learned mostly by making a lot of mistakes along the way.

But in the last six months, the pace and depth of my involvement in the food co-op has reached a whole other level. It’s been really intense. With crisis, change, conflict, action, and oh-so-many meetings. It’s caused me to consider the lessons that the Co-op has taught me. Lessons that I continually have to remind myself to practice and heed as I work in this field.

I’ve been trying to formulate these ‘Notes to Self’ over the past few months. Editing and adding to them along the way. And I will probably continue to do so in the future. I share them here as a work in progress. They are written as notes to myself, and may not make all that much sense to anybody else. But I’m putting them up here as a way of committing myself to remembering, heeding and developing these further. They’re only in Danish for now, as I keep adding to them at the moment and can’t be bothered to translate them just yet.

 

1. Lyt

Lyt til folk omkring dig. Ikke kun deres ord, men også deres handlinger. Læg mærke til hvad de gør. Den måde de agerer på er som oftest udtryk for de interesser og motivationer, der driver dem. Hvert møde de kommer til, hver opgave de påtager sig er et udtryk for engagement. Du må lytte for at forstå, hvad der driver det.

 

2. Spørg

Det er ikke altid du kan lytte dig frem til hvad folk brænder for. Indimellem lægger de deres energi i ting, som de ikke rigtigt føler for. Måske fordi de står alene med dem. Måske fordi det var de opgaver, som de let kunne komme i gang med. Måske fordi de tidligere følte for dem, men nu er blevet fanget af ansvaret og vedligeholdelsen. Måske fordi de i virkeligheden ikke selv ved, hvad de brænder for. Spørg dem. Lad være med at tro, at du kender svarene på forhånd. For det gør du ikke. Vi forandrer os alle sammen hele tiden. Det samme gør vores svar.

 

3. Gå efter energien

Den vigtigste drivkraft er folks egen energi, interesse og begejstring. Din vigtigste opgave er at understøtte og styrke den energi. Give den plads til at udvikle sig og vokse sig større. Energien ligger latent i alle mennesker. Som en kilde, der kan åbnes. Et frø, der kan spire. Lad være med at prøve at lokke folk til at interessere sig for noget andet. Hjælp i stedet med at forløse deres energi. Gå efter de lette sejre, som kan gøde jeres selvtillid og give jer mod på mere.

 

4. Sæt ord på energien

Menneskelig energi og begejstring er en flygtig størrelse. Vi kan let glemme, hvad der vakte den, når vi sidder til et langt møde eller med en sur tjans og bare bider tænderne sammen for at nå i mål. Derfor er det vigtigt, at minde folk om, hvorfor vi gør det her –hvad der gav os energien til at gå i gang i første omgang. Ved fortælle historien om, hvad det er vi skaber sammen. Om hvilke værdier, vi udlever i fællesskab. Ved at rose og anerkende det arbejde folk lægger, kan du spejle og forstærke deres energi omkring det. Hjælpe dem med at se, hvilken forskel de skaber. Det er meget vigtigere end du tror.

 

5. Sig fra overfor drænerne

I nærmest alle fællesskaber vil der være folk, der tager mere energi end de giver. Det er dem, som bekymrer mere end de begejstrer. Ofte lægger de meget arbejde i fællesskabet, men desværre føler de også, at det berettiger dem til at fremhæve det negative, snarere end at rose og anerkende. Og dermed ender de ofte med at dræne andres energi og lyst til at engagere sig. Derfor er det meget vigtigt sige fra overfor disse drænere. Synligt og tydeligt. De skal ikke have lov til at bestemme over andres lyst til at engagere sig.

 

6. Fokusér på menneskene, ikke på grupperne

Husk, at virkeligheden svarer ikke overens med de fine planer og organisationsdiagrammer, som du udfærdiger. Ansvaret kan aldrig ligge hos en gruppe, for hver gruppe består af en masse mennesker med deres egne motivationer og interesser i et komplekst net af gensidige relationer. I sidste ende vil det altid være mennesker, der tager ansvar, udfører opgaverne og får ting til at ske. Nar ikke dig selv til at tro, at bare fordi en gruppe på papiret har et ansvar, at den så automatisk lever op til det. Følg menneskene og relationerne. Det er den eneste måde du kan lære at forstå, hvem, der gør hvad – og hvorfor.

 

7. Stil kærlige krav

Folk giver sjældent mere end de føler er højst nødvendigt for at være med. Hvis de ikke føler, at der er stort behov for deres hjælpe eller indsats, vil de som oftest trække sig og bruge deres energi andetsteds. Denne form for bevaring af energi, satisficing, er en naturlig ting – og som oftest helt ok. Man skal ikke forlange mere end folk ønsker at give. Men pas på, at det ikke bliver en sovepude. For energien kan let blive så lav, at selv de grundlæggende opgaver ikke bliver løst, fordi alle tror, at det er der nok nogen andre, der gør. Derfor er det vigtigt at lave en klar forventningsafstemning og stille krav til folk, så de ved, hvad de har at forholde sig til. Krav er kærlighed. Det minder folk om, at der er brug for dem. At de har en vigtig rolle at spille. At de er en afgørende del af fællesskabet.

 

8. Afpres jer selv

Der kan let gå drift i den, så fokus bliver på at holde det eksisterende ved lige snarere end at kigge fremad og udvikle nyt. Men løbende udvikling på den ene eller den anden led er nødvendigt for at holde visionen i live. Det giver en følelse af fremdrift, der bekræfter folk i, at de med til at skabe noget vigtigt. At vi er på vej et sted hen sammen. En god måde at fastholde denne udvikling er ved at afpresse jer selv gennem ydre krav og muligheder: Fondsmidler, nye samarbejdsmuligheder, medieomtale, offentligt bureaukrati kan alle være med til at sætte deadlines, der kan afpresse jer til at udvikle og levere mere end I ellers ville have gjort.

 

9. Vær ikke bange for pengene

Penge er som gødning. Hvis I har få penge, hæmmer det udviklingen og udførelsen af jeres idéer. Hvis I har for mange penge, bliver I let dovne og vælger de nemme (og dyre) løsninger uden at overveje, om de passer til jer. Det kan også let give anledning til konflikter, fordi den letteste magt ligger i at bestemme, hvordan pengene skal bruges. Men alt dette til trods, må du ikke undervurdere, hvor stor en forskel penge kan gøre i forhold til at frigøre energi og skabe plads til nye projekter. Nogle gange kan lidt ekstra gødning løfte meget mere end du tror.

 

10. Lad være med at køre solo

Lad være med at gå hurtigere frem end folk kan forstå eller følge med. Lad være med at skippe mellemregningerne for at nå hurtigere i mål. Alle andre har brug for at forstå, hvordan du er nået til dine konklusioner. Spørg dem! Invitér dem til at give feedback. Vis, at du respekterer deres holdninger og erfaringer. Det kan godt være, at det kun er de færreste, der tager imod muligheden for at blive hørt. Men de sætter alle pris på det. Og i sidste ende vil det også gøre, at de føler, at de har været med til at forme resultatet.

 

11. Vælg fra

Det du ikke gør er lige så vigtigt, som det du vælger at gøre. Overvej omhyggeligt, hvilke opgaver du påtager dig, og hvilke du overlader til andre. Du kan ikke tage ansvar for det hele. Fokusér på de ting, som du er særligt godt stillet for at løse. Og gør andre i stand til at løse resten.

 

12. Lad folk finde deres egne løsninger

Det er let at komme til at føle, at du har fundet den store, sande løsning, som alle andre bare skal have hjælp til at indse er den rigtige. At de bare skal reddes fra deres egen misforståede vanetænkning. Men at sætte sig for at redde nogen er blot at begynde at undertrykke dem. Du ændrer ikke folks holdninger eller handlemønstre ved at forelæse om, hvor gammeldags og utidssvarende deres tankegang er. Sådanne erkendelser kommer ikke gennem abstrakt tænkning, men gennem konkret handling. Ved at folk oplever situationer, hvor deres gamle tænkemønstre ikke længere fungerer, og de derfor tvinges til at tænke og handle anderledes. Giv dem redskaberne og lad dem finde deres egne løsninger. Det er den eneste måde at skabe bæredygtige forandringer på.

 

13. Gør aldrig for andre, hvad de kan gøre for sig selv

Når du når en ansvarsposition i et fællesskab, kan du meget let komme til at suge ansvar til dig – uanset om du vil det eller ej, fordi du er gammel og garvet. Men husk, at din vigtigste opgave nu ikke længere at træffe beslutninger, men at gøre andre i stand til at træffe dem uden din hjælp. Du skal lære at udvise den tillid og tålmodighed, der kan gøre andre i stand til at gøre det selv uden din hjælp. De lærer ikke noget, hvis du bliver ved med at våge over dem og gøre ting for dem. “Never do for others what they can do for themselves.” Husk, at ethvert fællesskab er mere en skole end det er en virksomhed. Målet er menneskene, mere end det er arbejdet eller produkterne. Din opgave at give andre selvtilliden, så de kan gøre det selv.

 

14. Lær fra dig

Du ved mere, end du tror. Der er så mange ting, som du tager for givet. Arbejdsgange, værdier, mødeformer, redskaber. Tag dig tiden til at hjælpe andre. Del dine redskaber. Invitér andre til at lære med og af dig. Alt for ofte tænker de ikke selv på at spørge.

 

15. Gentag dig selv

Alle folk har travlt. Alle folk har gang i hundrede ting ved siden af. De kan ikke huske halvdelen af, hvad du siger til dem, så gentag dig selv. Jo flere gange du gentager noget, jo bedre forstår folk, at det er vigtigt. Og det er først, når de ser det som noget vigtigt, som de bør forholde sig til, at de begynder at gøre det til deres eget.

 

16. Vær nær og vedkommende

Folk vil have personlig kommunikation. De vil ikke læse manualer eller forklaringer. De vil ikke komme til møder med folk de ikke kender. De vil mødes og tages ved hånden. De skal føle, at de bliver set og hørt. De vil indgå i en gensidig relation, der er nær, vedkommende og tryg. Det tager ekstra tid, men når du viser, at du er villig til at bruge tid på dem, bekræfter det dem i, at du værdsætter deres tid og hjælp. Og på den måde kan de bedre gøre fællesskabet til deres eget.

 

17. Anerkend dine fejl – og fortæl om dem

Du kommer til at begå en masse fejl undervejs. Det er uundgåeligt. Men husk, at ingen dømmer dig hårdere end dig selv. Lad være med at krympe dig, vrænge eller ærgre dig. Tag i stedet og bred armene ud. Giv et lille hop og et smil og råb “How fascinating!” til dig selv. Hver fejl er endnu en anledning til at lære. Endnu en anledning til at blive klogere. Derfor er det også vigtigt, at du fortæller om de fejl, som du begår. Vær ærlig om svaghederne, dumhederne og forvirringen. Lad være med at sætte dig selv op på en piedestal. Vær åben, ærlig og ydmyg – det vil gøre det nemmere for andre at se, hvordan de kan lære af dine fejl og gøre det endnu bedre.

 

18. Giv Plads

Du fylder mere end du tror.  Tænk over, hvilken rolle du kommer til at indtage i fællesskabet i kraft af, at du har været med længe, at du har mange erfaringer, at du har en fremtrædende rolle til møderne, at du er den, der har været på TV og fortælle om projektet. Det er altsammen med til at gøre, at folk forventer, at du har svarene – også selvom du selv er usikker og ikke føler, at du har styr på noget. Andre kan opfatte dig meget anderledes end du ser dig selv. Husk, at du siger en masse – også i kraft af det du ikke siger. At folk måske føler, at de har ikke ret til at udfordre dine holdninger, fordi du har været med så længe. Så hold din kæft lidt oftere og giv plads til dem.

 

19. Sørg for, at ingen føler for meget ansvar

Ofte er det dem med størst ansvarsfølelse, der ender med at påtage sig mere, end godt er. Når du kan se, at nogen har det svært og er på nippet til at gå ned med stress, så er det ikke nok at sige det til dem. Den bedste måde at passe på hinanden er ikke gennem ord, men gennem handling. I stedet for at sige “pas på dig selv”, er det langt bedre at vise omsorg ved at tage nogle af opgaverne og noget af ansvaret, som de ikke selv kan give fra sig. For selvom man egentlig godt ved, man skal passe på sig selv, er man som regel også netop dér, hvor det er allersværest at give slip.

 

20. Gør det til en fest

Der vil uundgåeligt opstå kriser og konflikter. Situationer, hvor energien er lav og modet synker. I disse situationer er det afgørende at finde den rette tone.  Undgå, at det bliver en downer. Vær modig og upbeat. Du kan ikke smile, når du er sammenbidt. Brug mere tid på at udfolde løsningerne end at analysere problemerne. Folk kender som oftest problemerne, men ved ikke, hvordan de kan løse dem. Vis vejen og gør løsningen til en fest, som alle kan være en del af – som de vil være kede af at gå glip af. Jo mere, folk føler, at de har mulighed for at være med til at løse krisen, jo mere vil de have lyst til at hjælpe.

 

 

21. Hør flere sider af den samme sag

Alt efter hvem du spørger om en given sag vil du få forskellige svar. Dine vurderinger er kun så gode som den viden du baserer den på. Så sørg for at få flere perspektiver på den samme historie. Folk kan lægge vægt på meget forskellige dele af en historie, alt efter hvilken kæphest de vil hyppe. For at forstå detaljerne i en sag er du nødt til at høre flere forskellige perspektiver på den (“doveryai, no proveryai“, som russerne siger).

 

22. Stå fast

Du skal ikke være bange for konflikterne. Der vil altid være konflikter. De opstår som regel, når nogen ikke føler sig hørt, spurgt eller anerkendt. Måske er der nogen, der ikke har lyttet, eller har handlet for hurtigt. Stå fast på dine egne værdier og hav tiltro til, at du kan spørge, lytte og forstå, hvor konflikten kommer fra. Det er som oftest nøglen til at løse den.

 

23. Skub

Nogle gange er det ikke nok bare at stå fast og lytte. Nogle gange må du række ud og give folk et lille skub, for at de kan komme videre. Skubbet er ofte det sværeste. For det er dér, hvor du med fuldt overlæg overtræder folks grænser for at hjælpe dem videre. De kærligste skub kommer i de sværeste samtaler. Dér hvor du ikke bare lytter til hvad de siger, men siger, hvad de har brug for at høre. Og som oftest vil de være meget taknemmelige for, at du havde modet til at give dem det lille skub, de havde brug for.

 

24. Vælg dine kampe

Prioritér dine ambitioner omhyggeligt. Du kan ikke udfordre folk på alle fronter på samme tid. Hvis alt er i bevægelse, under forandring og i udvikling, så har de ingen faste holdepunkter. Så bliver det for svært. Du kan ikke både udvikle fællesskabets logistik, infrastruktur, beslutningsprocesser, værdier, kommunikationsveje og selvforståelse samtidigt med at der strømmer masser af nye medlemmer ind. Fællesskabet kan ikke både vokse i størrelse og i dybde på samme tid. Det kræver en løbende afvejning. Vælg dine kampe med omhu og fokusér på dem, der vil frigive mest energi og mod på mere.

 

25. Vær tålmodig

Det tager meget længere tid end du tror. Alle har brug for at nå til deres egne erkendelser. Du kan ikke tænke for dem. Og du kan ikke handle for dem. Det bedste du kan gøre er at gøre det lettere for dem, men tempoet bestemmer de altid selv.

 

26. Husk, at verden er større end jeres organisation

Når du er dybt inde i en organisation er det let at udvikle en form for organisationsblindhed, der gør, at du ender med at tro, at I er så særlige, at I skal udvikle alle løsninger selv fra bunden af. Jo større jeres organisation er, jo lettere er det at være blind på denne måde. Men der er så mange andre projekter og organisationer, der står med nærmest de samme udfordringer: Om møder, om organisering, om motivation, om lederskab, om begejstring. Find dem. Lær af dem. Samarbejd med dem. Sammen kan I lave nogle meget bedre løsninger, der kan komme jer alle til gavn.

 

27. Pas på dig selv

Håb er en stærk drivkraft. Håb er en økse, som du kan bryde døre ned med. Håb kalder på handling. Men husk, at håb forblænder. Du kan nemt komme til at overse og overhøre det helt åbenlyse fordi det ikke passer med dine forhåbninger. Det er så let at strække sig for langt, kæmpe for hårdt og tilsidesætte sig selv i håbet om at nå et mål. Men du når aldrig i mål. Der vil altid være mere at gøre. Mere at give. Og virkeligheden tager ikke hensyn til dine håb og drømme. Sørg for, at du får mindst lige så meget energi ud af det du gør, som du lægger i det. Du kan ikke leve på håb alene.

 

28. Bevar modet

I virkeligheden er der ingen, der rigtigt bekymrer sig om, hvorfor du gør det. Hvorfor du er håbefuld eller opgivende eller begejstret. Du skal ikke kun gøre det for andres skyld. Du skal gøre det for din egen. Den bedste måde at få anerkendelse på er ved ikke at behøve den. Gør det for at bevare dit eget mod og handlekraft. Gør det fordi det er sjovt og giver dig energi. Gør det fordi alle de andre muligheder er så utilfredsstillende. Gør det fordi det giver dig modet til at stå op om morgenen, tage din rustning på, og få ting til at ske. Hver dag.

 

29. Kend dine allierede

Du får brug for masser af hjælp undervejs. Støtte, råd, begejstring og overbærenhed. Derfor er det vigtigt, at du ved, hvem der er dine allierede. Det er de folk, der giver dig mere energi, end de tager. Dem, som du kan trække på, sparre med og støtte dig til, når du har brug for det. Dem, som også er der, når det går dårligt. Dem, som sørger for at minde dig om, at du kan ikke gøre alting selv.

On optimism

Back in November, I attended the Copenhagen Book Fair where Nadja and I were interviewed by Andrea Hejlskov about our project Borgerlyst. It was a brief talk about literature, activism and nature, which you can see here (it’s in Danish, though):

One of the questions that Andrea asked us was how we could be so optimistic when things continue to look so grim.

I answered that I believe that optimism is a choice. You can only be hopeful when you act. When you make things happen. I didn’t say so in the interview, but I’ve been very inspired by how John Seager answered the same question in The Conversation:

I’m a total optimist. I didn’t start out as one, I just ended up there because all the other options seemed unrewarding.

You know, they’ve done research on luck. They done experiments where they take two people with similar life experiences. and one thinks she’s very lucky, and the other thinks she isn’t. They’ve both had their ups and downs in life. And they would give them those little metal thingamajigs, the puzzles you try to untangle to see how long it would take them. Except they can’t. They give you one that literally won’t come apart. The unlucky one gives up after about 30 seconds. The lucky one just keeps trying. Because the lucky one just figures, ‘I know I can do this.’ And so, having an optimistic cast of mind, and thinking that way opens up doors that the other way doesn’t. And y’know… if I’m wrong, I’m wrong.

I learned a long time ago that nobody else seems to really care all that much what I think, so I might just as well think what gets me up in the morning, and that’s optimism.

I love that. I’m an optimist because all the other options seem so unrewarding.

The book is here

It’s been a long, busy autumn, but now it’s finally here. Our first book:

As you can see, we’ve had it printed with three different covers. It’s all kinds of lovely.

If you want a copy before Christmas, you can order it today in our new webshop or you can come by our pop-up bookshop this afternoon.

We’ll start the real work of marketing the book to the world next year. Right now, we’re just happy that it’s done. It really has been a lot of work.

But it was worth it.

An artist’s manifesto

Over the past few years, I’ve been increasingly frustrated when people ask me what I do for a living, as I’ve lacked a title, a narrative to make sense of what I do. So, I’ve decided to do something that I’m not entirely comfortable doing. I’m going to declare something. I’m going to define my position:

I am an artist.

Declaring myself as an artist is very liberating, because nobody really knows what it means. Just like nobody seems to know what art is anymore. We tend to only recognise art once it’s been approved by experts, curated and included in a museum exhibit somewhere. But art is not defined by institutions that approve it. Nor is it not limited to what you can put in a museum, hang in a gallery or find in a library.

 

***

 

Art is the experience that it invokes. The imagination that it releases. The possibilities that it opens.

Art allows us to see the world anew. It creates experiences that don’t fit with our existing worldview. Art is when you least expect it. It is when you think you know what it is about, only to realise that it is something else entirely.

Art makes us reconsider the things that we have come to take for granted. It shows us the world from perspectives that we wouldn’t have seen otherwise.

Art rips open the frictionless world that we inhabit and shows us the seams. It turns seamless into seamfull. It traces all the dirty interconnections of the systems of which we are part.

Art turns us into beginners again. It gives us that beginner’s mind where everything is possible. It opens up spaces where we can experiment and reach our own conclusions. It frees our imagination to dream of how things can be different.

Art creates the tools for change and leaves it up to each of us to decide when and how to use them. Art builds on the fundamental truth that people don’t resist change, they resist being changed.

Art doesn’t force change. It merely makes change possible. It allows us to act, learn and change for own sake, in our own time. It allows us to change our understanding of what’s possible through the act of doing it ourselves. It allows us to realise new possibilities by exploring them.

For instance, realising the amount of food that is available for free by going out dumpster diving. Or realising that other kinds of communal decisionmaking are possible by participating in a consensus democratic process. Or realising that other ways of understanding reality are possible by dropping acid. Or realising the interconnectedness of all the things we depend on to produce our food by volunteering on an organic farm. Such experiences are usually not recognised as art. But in fact, they are the most profound opportunities for change.

As an artist, I work to create such opportunities for change by disturbing the expected.

 

***

 

I’m still trying to wrap my head around how what I do can be conceived of as art. I think a big part of it is the fact that my work doesn’t really seem to fit neatly in the usual boxes and categories. Not a writer. Not an academic. Not a consultant. Not an activist. Not a teacher. But something more and in-between.

I am what Frances Whitehead calls ‘a professional dot-connector.’ A trickster living in the interstitial spaces between disciplines, sectors and organisations. A cross-pollinator of ideas who traces the patterns in the overwhelmingly complex systems of which we are part. A clown working to create disturbances and surprises — not to shock, but to challenge each of us to think for ourselves.

This sounds awfully grand, and that is a big part of why I don’t feel comfortable claiming this position. But when I consider the projects that I’ve been part of over the past 4 years, I see them very much as artistic projects in the sense that I’ve described here (even if I haven’t been very conscious of their artistic qualities before):

Borgerlyst is laboratory that creates small disturbances, questions, unexpected directions in our conversations about society and democracy. We work to point out patterns in the everyday systems of Danish society that we inhabit and challenge others to consider their implications.

For instance, through the conversation salons, we create a setting where different, deeper conversations are not only allowed but actively encouraged, pushing participants to reconsider the kind of conversations that you can have with strangers, and how.

Similarly, with our SMS campaign Folkets Valg (“The People’s Choice”) that focused on the underlying and unspoken premises that all politicians appeared to take for granted when designing their policies on. Every day during the election campaign we asked questions that challenged these assumptions and invited people to reconsider them: What do you take for granted? Which possibilities have you ruled out?

Our book project Borgerlyst — handlekraft i hverdagen is an attempt to bring together the tools and ideas that we’ve found over the past 3 years in one coherent whole. No preaching, just a humble handbook about how each of us can act and get engaged in our everyday lives.

Københavns Fødevarefællesskab is another project that generates an neverending stream of everyday disturbances. As I’ve described elsewhere, it challenges people to consider some of the things they have come to take for granted about how organisations work, about how we buy our food, about how we make decisions as a group, about what kind of future we want to live in. It is a school for everyone involved, because we don’t know how to do what we want to do. The only way is to do it ourselves. We can only try and learn.

My writings, especially the essay Choosing Restraint, has built on these themes as well, challenging the way we usually see the world, and reaching some (hopefully) unexpected conclusions. I hope to write more in a similar vein soon.

 

***

 

I guess we are all looking for a pattern in what we do. A pattern that connects us to everything else in a meaningful way. As I’ve been looking for my pattern, I have found this. But it doesn’t end here. This is not even an answer to the question “so what do you do?” It is just another starting-off point. Another beginning. Another question.

Rainer Marie Rilke advised a young poet: Don’t seek the answers, live the questions.

That’s what I intend to do.

 

 

Comics on evolution

Yet another installment in my on-going series on why evolution is awesome:

I’ve recently come across Bird and Moon, the wonderful website of Rosemary Mosco. She does fun and poignant web comics, charts and diagrams depicting the weird and wonderful ways of animals, plants and biologists. Here’s a couple of examples:

 

***

It’s well worth checking out the archive if you like this sort of thing.

I’ve written a book

Yes, a book. It sums up the experiences, ideas and insights that we’ve gained from working with Borgerlyst for the past 3 years. Nadja and I spent a good part of this spring and summer writing the first draft, and now it’s finally coming together into a coherent whole. It’s called “Borgerlyst — handlekraft i hverdagen”, which translates roughly as “Civic desire — agency in everyday life” (a little less poetic in English, I’m afraid).

We’ve decided to publish the book ourselves, and to that end, we’ve launched a crowdfunding campaign on the Danish crowdfunding site Booomerang. The book is in Danish, of course, so it might not be particularly interesting to non-Danish speakers. But we hope that with success in Denmark it’ll be possible to make an international edition afterwards.

If you do speak Danish, check out our video, and support the project:

You can see current progress on the campaign here:

Any help — both in terms of money and spreading the word — is most appreciated. Thank you!

Belonging

“As the globalised, placeless world spreads, and as progress is increasingly defined as the ability to look out of a hotel window in any city and see the same corporate logos lit up in familiar neon, it could be that the most radical thing to do is to belong.”

- Paul Kingsnorth: Real England

Obtain a yield

This is my attempt at rewriting permaculture principle no 3 — “Obtain a yield” in terms of Organisational Permaculture. It is part of a project initiated by Dan Mezick to map all 12 permaculture principles to cultivating groups and teams.

The idea is that the members of the Organisational Permaculture group each pick one of the permaculture principles and rewrite it. And we’ll end up with a complete draft of the 12 principles of organisational permaculture.

The only guidelines were that the posts describing each principle should be at least 500 but not more than 1000 words, and include at least one picture or diagram/sketch. But since there has been very little coordination, I have no idea if what I have written matches any other expectations than that.

Oh, well. It is a first draft, after all…

Obtain a yield

Whatever work you do together as a group should provide some concrete value to you. You need to ensure that you are getting truly useful rewards as part of the work that you are doing. That you obtain a yield.

A yield in this regard can be any number of different things. But generally it is something that leaves you better off than you were before. Such a yield is not just about money or food. It is about all the things that will enable you to sustain and improve your shared work.

Therefore, through your work you should strive to gain
• more connections
• more energy
• more joy
• more fun
• more community
• more courage
• more confidence
• more resources
• more beauty
• better understanding
than you had before. As permaculturist Bill Mollison says, “the yield of a system is theoretically unlimited, or, limited only by the information and imagination of the designer.” In other words, obtaining a yield is not just something we do at harvest or when we collect our paycheck. It is a continuous creative process, a flow of energy that helps us to sustain us in the work we do together.

As the community organiser Marshall Ganz has stated again and again: Collective action is what builds community. Doing things together is the one thing that will turn a group of people into a cohesive whole. And in order for collective action to be successful, it needs to obtain a yield.

Joy, fun and beauty are just as important yields as money, information and influence. And they are often a lot easier to harvest early on. It’s kind of cliché to say that we should focus on picking the low-hanging fruit. But that doesn’t make it any less true.

Having easy successes early on builds the confidence, ability and energy necessary to tackle bigger challenges later on. And as Ganz’ mentor, Saul Alinsky, put it, “the organizer’s job is to build confidence and hope in the idea of organization and thus in the people themselves: to win limited victories, each of which will build confidence and the feeling that ‘if we can do so much with what we have now just think what we will be able to do when we get big and strong.’”

Permaculturist David Holmgren remarks that any changes we make or elements we introduce in a system ought to be productive. It should increase the number of beneficial connections, increase the energy in the system, increase the yield. So it is with collective action. With each successful collective action that a group makes, the group as a whole grows stronger. It is the law of increasing returns. Just like how each time you use an idea, a language, or a skill you strengthen it, reinforce it, and make it more likely to be used again. The group grows stronger the more it works together and the more success it achieves. Success breeds success. Or as it is written in the Gospels: “To those who have, more will be given.”

Confidence builds confidence. Generosity begets generosity. Trust begets trust. Obtaining these yields is the prerequisite to build and store the resources that will prove vital when unexpected challenges and difficulties arise.
But one word of warning when it comes to obtaining a yield: Don’t optimise too soon. Don’t let yourselves be seduced to focus solely on one or a few kinds of yield to the exclusion of the others. Forget about the small efficiencies. For, as the computer scientist Donald Knuth wisely noted, “about 97% of the time, premature optimization is the root of all evil.”

Optimisation comes at the cost of flexibility. You may not notice at first, but such a loss of flexibility can prove critical when a crisis occurs. It is a constant trade-off between exploiting a known path of success (optimising a current strategy), or diverting resources to exploring new paths (thereby wasting energy trying less efficient methods). Therefore, have many goals that can provide many different yields. Stay flexible, and forget elegance. Instead, remember: If it works, it’s beautiful.