Ny bog på vej: Følelsen af demokrati
Jeg har været meget stille på de sociale medier det sidste års tid. Det er fordi JEG HAR SKREVET EN BOG! Den hedder “Følelsen af demokrati” og udkommer til april på forlaget Ordskælv. Du kan forudbestille den allerede nu som del af vores crowdfunding-kampagne. På den måde er du med til at stemme JA til, at bogen kan blive så flot som muligt i så mange eksemplarer, som muligt.
Helt kort fortalt handler bogen om, hvordan demokrati ikke bare skal forstås med hovedet, men udleves med hele kroppen. Den tager udgangspunkt i min egen rejse fra demokratisk nybegynder til community organiser, klimaaktivist og meget mere.
Klimakatastrofen kan virke uovervindelig. Men det må vi ikke lade os stoppe af
Kronik udgivet i Kristeligt Dagblad d. 8. september 2022:
Tidens små tiltag for at mindske klimaforandringerne er slet ikke nok. Vi må gøre noget radikalt og håndtere klimakrisen, som om vi skulle i krig
I december 2018 gik omfanget af klimakrisen for alvor op for mig. Jeg hørte Johan Rockström, en af en verdens førende klimaforskere, holde foredrag i København. Han gjorde det klart, at vi kun havde to år, hvis vi skulle nå Paris-aftalens mål om holde den globale temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader. Hvis vi ikke knækkede kurven for CO2-udledninger senest i 2020 ville det være for sent.
Foredraget blev et vendepunkt for mig. Jeg forstod, hvor meget der er på spil, og hvor vigtigt det var at skabe et bredt, folkeligt pres for ambitiøs klimahandling. Det blev afgørende for, at jeg for alvor kastede mig ind i kampen for at gøre folketingsvalget grønt i 2019, så vi i Danmark kunne gøre vores del for at nå Paris-aftalens målsætninger.
Langt de fleste klima-aktivister kan pege på lignende øjeblikke, hvor klimakrisens alvor virkelig er gået op for dem. Hvor de har mærket den der synkende fornemmelse af, at det er nu eller aldrig. Det er lige dele vrede, sorg og desperation. Følelsen af, at vi bliver nødt til at gøre noget. Og det gjorde vi. Klimavalget i 2019 var et jordskælv i det politiske landskab. Det ledte til en klimalov og målet om 70 procent reduktion i 2030, som ingen politiske partier eller kommentatorer havde troet muligt.
Men desværre er klimakrisen ikke noget, der bare lige kan fikses med et klimavalg eller et ambitiøst reduktionsmål. Det er snarere, som den amerikanske forfatter James Howard Kunstler beskriver det, en meget lang nødsituation. Den finder sted på en tidsskala, der er svær for os at forholde os til. Faktisk har den allerede varet årtier, for klimaforandringerne har været på den politiske dagsorden i over 30 år – omend først for alvor efter, Greta Thunberg og Den Grønne Ungdomsbevægelse slog igennem i 2019.
Det er en krise, der varer så længe, at den før eller senere bliver hverdag. Klimaforandringer er ikke en nyhed længere. Greta er ikke længere i fjernsynet. Der kommer færre og færre til klimamarcherne. Man kan ikke være vred og desperat hele tiden. Og som tiden går, træder det i baggrunden. Vi har for travlt med at sørge for, at vores børn har det godt nu, til at vi kan bekymre os så meget om, hvilken fremtid, de kommer til at vokse op i. Vi kigger os omkring og tænker, at alle andre ikke virker bekymrede. Og vi falder for den flertalsmisforståelse, at vi nok er de eneste, der stadig bekymrer os for klimakrisen, og at alle andre lader til at have tiltro til, at politikerne gør så meget, de kan, så hurtigt det kan lade sig gøre. At det ikke nytter at råbe mere op. At klimabevægelsen nok har toppet.
Forleden hørte jeg et interview med Johan Rockström, hvor han samlede op på udviklingen de sidste fem år. Han sagde, at det nu er for sent at nå de halvanden grader. Selvom politikere rundt om i verden efterhånden er begyndt at sætte handling bag ordene, så går det stadigvæk alt, alt for langsomt. Vi har endnu ikke knækket kurven. Det er allerede for sent at forhindre, at klimaforandringerne kommer til at have voldsomme, og visse steder også katastrofale, konsekvenser i dette århundrede. Vi mærker det allerede med hedebølger, tørke, skovbrande og oversvømmelser rundt om i verden. Og det vil kun blive værre. For de stigende temperaturer har allerede ramt flere tipping points. Amazonas lagrer ikke længere kulstof i samme omfang som tidligere. Nordpolen vil være isfri om sommeren, og det mørke hav vil optage meget mere af sollysets energi. Det vil lede til selvforstærkende effekter, der kun vil accelerere opvarmningen yderligere.
Pludselig står krisen skarpt for mig igen. Både sorgen, vreden og følelsen af “nej! Vi bliver nødt til at gøre noget.” Bare fordi vi ikke længere kan nå de halvanden grader, betyder det ikke, at vi lige så godt kan give op. For klimakrisen er ikke et sort/hvidt, vind-eller-tab, løsning-eller-ingen-løsning regnestykke. Kampen stopper ikke ved halvanden eller ved to grader. Hver grad, vi kan mindske temperaturstigningerne, gør en enorm forskel. Lige præcis, hvor meget vi (og fremtidige generationer over hele kloden) er på røven, afhænger af rigtig mange ting, som vi stadig kan nå at gøre noget ved.
Her mener jeg politisk – for det er kun en massiv politisk indsats af den slags, der kan få hele lande og økonomier til at skifte kurs, der kan gøre en forskel her. Vi bør selvfølgelig alle reducere vores personlige klimaaftryk, for sammen kan det gøre en forskel. Men vi skal hverken skamme os eller brokke os over andres forbrug, for i sidste ende er det kun gennem fælles, politisk handling, at vi kan rykke på en global, systemisk krise.
Nu er der et nyt folketingsvalg lige rundt om hjørnet. Og ironisk nok er situationen meget den samme, som den var for tre år siden. Igen er det de færreste partier og politikere, der profilerer sig på klima – for dén sag er de jo allerede i gang med at løse, og ingen har lyst til at overbyde de målsætninger, der allerede er sat – og som alligevel ikke tegner til at blive indfriet. Københavns Kommune har lige meldt ud, at de ikke som planlagt bliver fossilfri i 2025, fordi de har sat deres lid til en umoden “carbon capture”-teknologi, der endnu ikke har vist sig effektiv på den ønskede skala. Klimarådet vurderer, at regeringen stadig mangler at finde halvdelen af de 20 millioner ton CO2, der skal til for at nå målet om en 70 procents reduktion i 2030.
At vinde langsomt er det samme som at tabe som den amerikanske klimabevægelses grand old man Bill McKibben har sagt det. Derfor er det på tide at indse, at klimakrisen ikke passer ind i de vante politiske rammer. Som den britiske journalist George Monbiot har bemærket, så må vi i den grønne bevægelse holde op med at lyve for os selv og andre ved at lade, som om små, gradvise forbedringer giver de store forandringer, der er brug for.
Vi fik ikke klimaloven i 2019 ved at være rimelige, men ved at bryde ud af de eksisterende rammer og kræve det nødvendige. Nu må vi gøre det igen. Sagen er, at langt det meste af klodens energiproduktion ret hurtigt kan gøres fossilfri i løbet af de kommende årtier. Produktionen af sol- og vindenergi ser ud til at fortsætte med at vokse eksponentielt. Teknologien og økonomien kan sagtens lade sig gøre. Det er kun den politiske vilje, der mangler. Men det kræver, at vi kommer op i et helt andet gear. De amerikanske klima-aktivister Margaret Klein Salamon og Ezra Silk har argumenteret for, at hvis vi skal gøre alvor af den grønne omstilling, skal vi mobilisere hele samfundet i samme omfang som USA gjorde efter angrebet på Pearl Harbor i 1941. For at blive i stand til at vinde Anden Verdenskrig omstillede man i løbet af få år hele produktionsapparatet på at understøtte krigsindsatsen, man indførte rationering, nye heftige indkomst- og virksomhedsskatter, kvinder overtog fabriksjobs fra de mænd, der tog i krig, og der blev etableret over 50 millioner haver, der producerede over 40 procent af landets grøntsager under krigen. Det var en fælles indsats på tværs af hele samfundet.
Vi har brug for at gøre noget lignende. Det er radikalt. Og mange vil mene, at det er umuligt inden for de nuværende politiske rammer. Men det må vi ikke lade os stoppe af. I stedet må vi være realistiske og kræve det umulige, som studenteroprørerne proklamerede det i 1968. For i sidste ende er det den eneste måde, vi kan lære at leve i denne lange nødsituation: Ved at tage den alvorligt i det omfang, den kræver.
Medborgerne lukker, men erfaringerne lever videre
I sommeren 2022 blev det meldt ud, at foreningen Medborgerne lukkede. Herunder den uforkortede version af mit indlæg om mine erfaringer fra Medborgerne, som blev udgivet i Altinget:Civilsamfund onsdag d. 7. september 2022.
Medborgerne lukker, men erfaringerne lever videre
I starten af juli blev det i al stilfærdighed meldt ud, at foreningen Medborgerne lukker. Siden 2014 har Medborgerne arbejdet for at introducere den amerikanske community organising-tilgang i Danmark til at forny og styrke civilsamfundets fællesskaber og bekæmpe den magtesløshed, som stadig flere danskere føler i deres hverdag. Og i 2017 blev det til Danmarks første borgeralliance af lokale fællesskaber på Nørrebro og Nordvest i København med støtte fra Tryg Fonden og siden også Tuborgfondet og Velux-fonden.
Men nu er det altså slut. Den 21. juni afholdt bestyrelsen en ekstraordinær generalforsamling og besluttede at opløse foreningen, opsige alle ansatte og tilbagebetale de resterende fondsmidler ved udgangen af august.
Det var en trist besked at få. Ikke mindst for mig, der har lagt så meget arbejde og hjerteblod i at opbygge Medborgerne i foreningens første år. Siden jeg selv stoppede som ansat i juni 2018 har jeg kun fulgt Medborgerne perifært fra sidelinjen, så jeg kender ikke detaljerne bag beslutningen, men alligevel kommer den ikke som den store overraskelse.
For selvom det udadtil er lykkedes Medborgerne at blive en lokalpolitisk magtfaktor og engagere lokale borgere i kampagner om alt fra bedre belysning, flere fritidsjobs, fodboldbaner og busstoppesteder, så er det mit indtryk, at indadtil har det til stadighed været svært at skabe en bæredygtig organisation og økonomi.
Jeg vil ikke gøre mig klog på de aktuelle omstændigheder, der ledte til, at bestyrelsen valgte at lukke Medborgerne. Men jeg var en aktiv del af Medborgernes første år (fra 2014 til 2018), og efterfølgende har jeg reflekteret over de fejl vi begik i opstarten, og over hvorfor det var så svært for os at introducere community organising i Danmark på en bæredygtig måde.
Her er 9 erfaringer, som jeg har tager med mig fra Medborgerne:
1) Community organising er et fag
Community organising er en svær og krævende faglighed, hvor man både skal kunne agere leder, coach, underviser, sparringspartner, agitator, facilitator, kampagneudvikler, PR-person og lobbyist. Især på et lille sekretariat med kun to-tre ansatte. Det kræver tid, støtte og sparring at opbygge denne faglighed.
Da vi startede Medborgerne havde vi kun minimal forudgående erfaring med community organising. Vi havde været på en uges lederskabstræning hos Citizens UK, og havde slet ikke prøvet at lave lokalpolitisk organiseringsarbejde før. Vi måtte prøve os frem ud fra forskellige håndbøger og begå en masse fejl undervejs. Den manglende faglighed og viden ledte både til spændinger internt imellem os ansatte, men også i forhold til bestyrelsen. For hvordan kunne vi vide, om vi gjorde det rigtige?
Vi prøvede at kompensere ved at bruge rigtigt mange kræfter på arbejdet, men det sled meget på os og vores indbyrdes relationer. Og de fleste ansatte i Medborgerne holdt sjældent mere end et år eller to på jobbet. Denne store gennemstrømning af ansatte er drænende for en organisation, hvis arbejde er båret af stærke relationer og solid faglighed. I løbet af organisationens 6 årige levetid er hele sekretariatet løbende blevet udskiftet tre gange. Denne manglende institutionelle erfaring og hukommelse har gjort det rigtigt svært at skabe en bæredygtig organisation.
2) Community organising skal oversættes til dansk
Da vi startede Medborgerne, var vi (nok især jeg) forblændet af historierne og erfaringerne med community organising som metode fra England og USA. Vi havde sat os for at skabe en lignende form for “broad-based community organisation” i Danmark, uden at gøre os klart, hvilke forskelle, der er mellem Danmark og de samfund, som community organising udspringer af.
I de første år var vi alt for tro mod den engelske model – ikke mindst fordi vores mentorer i Citizens UK insisterede på, at vi skulle følge deres model til punkt og prikke. “Ellers bliver det ren Frankenstein”, som de sagde med henvisning til adskillige mislykkede projekter i andre lande. Derfor gik der længe før vi anerkendte de store og grundlæggende måder, hvorpå Danmark adskiller sig fra England og USA. F.eks. er det politiske landskab helt anderledes. Community organising udspringer af en politisk tradition, der er præget af to store partier, der giver civilsamfundet færre muligheder for at få direkte indflydelse. Derfor var det nødvendigt at opbygge borgeralliancer for at opnår den fornødne politiske slagkraft til at gøre sig gældende. Men i Danmark er der mange flere partier og der er meget stærkere tradition for samtaledemokrati, borgerinddragelsesprocesser og brede forlig, der gør, at flere føler sig hørt. Men det gør også, at en del civilsamfundsorganisationer ikke føler behov for at indgå i alliancer for at gøre sig gældende politisk.
Efterhånden erkendte vi, at der var brug for langt mere improvisation, tilpasning og udvikling, end vi først havde troet. Men vi manglede faglighed, erfaring og støtte, og det blev en hård og slidsom læringsproces før vi for alvor kunne begynde at oversætte community organising til dansk.
3) Danmarks civilsamfund er dybt sammenflettet med den offentlige sektor
Et grundprincip i community organising er, at man skal være økonomisk uafhængig for at kunne være politisk uafhængig. For hvis ens økonomi er afhængig af velvilje fra politiske beslutningstagere, så vil man være tilsvarende mindre villig til at stille krav og være politisk besværlige. Groft sagt, så bider man ikke den hånd, der fodrer. Derfor havde vi i Medborgerne fra starten besluttet, at vi ikke ville tage imod offentlige midler til vores organiseringsarbejde.
Men det viste sig hurtigt, at næsten alle de civilsamfundsorganisationer, som vi henvendte os til modtog støtte fra det offentlige. Det var nærmest kun helt små frivillige foreninger, uafhængige trossamfund så som frikirker og moskéer, og fagforeninger, der ikke var afhængige af offentlige midler. På den ene side er det en enorm gave, at der er så mange offentlige midler tilgængelige til at understøtte driften i det danske civilsamfund. På den anden side mindsker det også civilsamfundets villighed til at udfordre og agere politisk. Denne sammenfletning skaber en lidt indspist konsensus-kultur, hvor man er glad for hvad man har, og nærmest kun reagerer, hvis man står til at få skåret i sine bevillinger.
Vi oplevede, at en del potentielle medlemsorganisationer ikke ønskede at engagere sig, fordi de var bange for at få problemer i forhold til brugen af de midler, de fik fra det offentlige. For hvordan kunne de forsvare at gå ind i enkelt-sager, der prioriterede visse lokale borgeres behov, og dermed indirekte var på bekostning af andres? De ignorerede bekvemt, at resultatet var, at de så slet ikke gjorde noget.
Dette gjorde det meget sværere for os at skabe en økonomisk bæredytig organisation. Dels fordi det var svært at rekruttere kontingentbetalende medlemsorganisationer. Dels fordi vi selv havde valgt at afskære os fra den lettest tilgængelige financieringskilde i det danske civilsamfund af principielle årsager. Og det gjorde os tilsvarende mere afhængige af bløde, projekt-baserede fondsmidler til at sikre den daglige drift.
4) Vi skulle ikke være startet i København
Vi valgte Nørrebro/Nordvest fordi det er den del af København, der mindede mest om Øst-London, hvor Citizens UK introducerede community organising i England: Det er den mest etnisk blandede bydel, med en stærk tradition for civilsamfundsorganisering, med stærke civilsamfundsfællesskaber – ikke mindst trossamfund, og med stor social ulighed. Dertil kommer, at bydelen har fået massiv medieopmærksomhed gennem de sidste 20 års politiske fokus på integration.
Problemet var, at kvarteret allerede var oversvømmet af udefrakommende med gode hensigter. Her var offentlig sektor og civilsamfund næsten fuldstændig filtret sammen: Da vi startede var der to lokaludvalg, tre kommunale områdefornyelser og 8 boligsociale helhedsplaner i gang. Og dertil kom alle de øvrige fondsstøttede og frivillige projekter, der også havde sat sig for at skabe integration og social mobilitet. Der var alt for mange midler, alt for mange projekter og alt for mange udefrakommende, der ville løse lokale problemer. Og dertil kom, at mange af de borgere, som det ville have været oplagt at engagere i Medborgerne, allerede var engagerede i kommunale initiativer.
Vi kendte selvfølgelig godt til alle de andre projekter, da vi startede. Men vi anså denne projektkultur som en del af problemet i kvarteret. At midler altid er bundet op i 4-årige projektbevillinger, der ikke sikrer en blivende tilstedeværelse, stærke indbyrdes relationer og lokalt ejerskab. Det er hele tiden kommunen eller andre udefra, der tager initiativet og sætter rammerne. Vores mål var skabe en lokal organisation ejet og drevet af lokale borgere og fællesskaber, så de kunne tage initiativet og sætte rammerne. Men vi gjorde det unødvendigt svært for os selv, fordi vi startede et sted, hvor der var så mange kommunale initiativer, som vi havde svært ved at adskille os fra.
Efter vi havde været i gang et lille års tid snakkede jeg med forfatteren og sociologen Aydin Soei, som påpegede vores fejl. “I skulle være startet i Avedøre eller i Taastrup eller i Brøndby”, sagde han. “Problemerne er de samme, men der er slet ikke samme opmærksomhed omkring dem.” Jeg tror, at han havde ret.
5) Vi manglede en invitation
Et andet grundprincip i community organising er, at man aldrig må gøre for andre, hvad de kan gøre for sig selv. Derfor må man aldrig komme ind udefra med løsninger, som folk ikke selv har valgt. Man kan først gå i gang med at organisere et lokalsamfund, når man har fået en invitation.
Vi havde været så heldige at få en bevilling på 1,9 millioner fra Tryg Fonden til at opbygge en borgeralliance, men havde ikke fået nogen invitation fra borgerne på Nørrebro/Nordvest til at gøre det hos dem. Vi undskyldte os med, at ingen i Danmark kendte til community organising og borgeralliancer, og vi kunne jo ikke få en invitation at opbygge noget, som folk ikke kendte. Nu havde vi fået pengene, så nu var det bare ud over stepperne.
Men invitationen er afgørende. Hele arbejdet med en borgeralliance afhænger af, at der er et stærkt lokalt ejerskab, at lokale folk ønsker at skabe en borgeralliance og er villige til at lægge deres tid og penge i at få det til at ske. Vi kom udefra med et koncept fra udlandet, masser af bløde fondspenge og en bestyrelse bestående af folk, der var interesserede i konceptet og dets nationale potentiale, men som ikke havde relationer eller tilknytning til lokalsamfundet. Det betød, at vi to ansatte organisers skulle arbejde meget, meget hårdere for at skabe relationer, tillid og interesse og skabe fundamentet for en borgeralliance.
6) Stærke relationer tager tid
I vores indledende projektplan havde vi afsat lidt over et år til at opbygge og lancere Medborgerne som en borgeralliance. Vores deadline var kommunalvalget i november 2017, hvor Medborgerne skulle være klar til at træde ind på den lokalpolitiske scene. Allerede før vi gik i gang drømte vi om et stort assembly i et fyldt Nørrebrohallen i stil med de citizens’ assemblies vi havde oplevet hos Citizens UK i England.
Men det var en helt urealistisk tidsplan. Vi havde alt, alt for travlt. For relationsopbygning tager lang tid. I England tog det 10 år overhovedet at finde pengene til den første borgeralliance. Og yderligere 3 år at opbygge den. Opstartsperioden for de andre borgeralliancer i England og Tyskland ligger typisk på 3-5 år, hvoraf de første år er helt uden ansatte – der er kun en frivillig bestyrelse, der skaber relationer og rejser penge.
Vi burde have brugt lige så lang tid. Når jeg tænker tilbage på det nu, så virker det som en helt utrolig præstation, at vi formåede at samle 8 betalende medlemsorganisationer og over 400 borgere i Nørrebrohallen i september 2017 – den korte tidsfrist og det begrænsede lokale ejerskab til trods.
7) De danske civilsamfundsorganisationer mangler relationer
I Danmark er vi stolte af vores foreningsliv og stærke civilsamfund. Og at over 40% af danskerne aktivt tager i frivilligt arbejde. Men bag tallene oplevede vi en anden virkelighed. Mange af de organisationer, som vi arbejdede sammen med, havde meget svært ved at engagere deres medlemmer og bagland. Langt hovedparten af arbejdet lå hos Tordenskjolds soldater i form af ansatte og tillidsvalgte. Og det var de færreste organisationer, hvor man havde føling med, hvad de mange folk, som de arbejdede for, rent faktisk bekymrede sig om. I mange af organisationerne var relationerne simpelthen for få og for svage.
Som del af optakten til lanceringen iværksatte vi en “lyttekampagne”, hvor vi inviterede potentielle medlemsorganisationer til at lytte til deres medlemmer og bagland og høre, hvad der lagde pres på dem i deres hverdag. Hvilke lokale sager var så vigtige for dem, at de selv følte, at de ville gøre noget ved det? Lidt kækt kaldte vi kampagnen for “3000 stemmer fra Nørrebro/Nordvest” for at signalere, at vi ville have en betydelig del af kvarterets ca. 130.000 borgere i tale.
Men vi kom slet ikke i nærheden af de 3000. Det var kun de få af organisationerne, der kunne samle folk til lyttemøder eller møde dem til én-til-én-samtaler. Dette overraskede mig, for målet med lyttekampagnen var ikke blot at få føling med hvilke sager, der lå lokale borgere på sinde. Det var i endnu højere grad at skabe og styrke relationer til de borgere, der i sidste ende skulle være med til at skabe den forandring, de ønskede sig. Selvfølgelig var en del af forklaringen, at vi havde alt for travlt og ikke havde nået at opbygge tilstrækkeligt stærke relationer til de organisationer og fællesskaber, som vi prøvede at engagere i lyttekampagnen. Men i vores efterfølgende kampagner og aktiviteter mødte vi det samme mønster igen og igen: Vi havde meget svært ved at engagere medlemmerne i vores medlemsorganisationer. Afstanden mellem organisationernes sekretariat og ledelse og de medlemmer, som de repræsenterede, var simpelthen for stor. Vi endte med selv at være Tordenskjolds soldater.
8) Kampagnen er et godt politisk læringsrum
Da først vi havde etableret Medborgerne med en medlemskreds af lokale organisationer, der havde valgt tre mærkesager, kunne vi gå i gang med det egentlige arbejde: At finde lokale sager og udvikle krav og kampagner, der kunne skabe opmærksomhed og grundlag for dialog med de politiske beslutningstagere i kommunen. Og igennem disse kampagner vise værdien af at have en borgeralliance og skabe og styrke relationer til endnu flere lokale borgere.
Vi lærte meget i vores første kampagne “Tryg Nørrebro Station“, der sikrede et løft af stationsområdet til over 8 millioner. Dels om den lokalpolitiske virkelighed og om hvornår det politiske mulighedsrum er åbent for påvirkning. Dels om, hvordan vi bedst kan engagere lokale borgere. Efterhånden som vi erkendte, at vi ikke kunne engagere bredt hos vores medlemsorganisationer, fokuserede vi på at engagere flere interesserede, lokale borgere udenfor foreningerne. Og vi lærte at opbygge kampagnen i halvårlige læringsforløb, der løb frem mod et klimaks, typisk nogle kommunale budgetforhandlinger, hvor der var mulighed for at opnå vores krav. Det var et klart afgrænset forløb med en tilpasset læringskurve, der gav plads til, at mange forskellige borgere folk løbende kunne komme ind og tage del, der hvor det gav mening for dem. Kampagnegruppen for “Tryg Nørrebro Station” var en af de mest diverse og engagerede grupper af mennesker, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med.
Der er få steder udenfor de politiske partier, hvor du kan gå ind fra gaden og blive direkte engageret i lokalpolitik og blive oplært i, hvordan du opbygger magt og rykker på en politisk dagsorden. Men vi formåede at skabe sådan et læringsrum i vores kampagner. I takt med, at der er færre og færre borgere, der har mod på at engagere sig i et traditionelt politisk parti, bliver det tilsvarende vigtigere at vi udvikler nye politiske læringsrum. Medborgernes største succes, for mig at se, var, at vi formåede at skabe et sådant læringsrum.
9) Potentialet er der
Betyder det så, at community organising-modellen bare passer ikke til det danske samfund? Var Medborgernes forsøg på at introducere community organising i Danmark dømt til at mislykkes? Det mener jeg bestemt ikke. Selvom vi begik en masse fejl undervejs, så lykkedes det os også at vise potentialet. Vi skabte en masse nye og frugtbare relationer på tværs af civilsamfundet, som fx samarbejdet mellem Kirken i Kulturcenteret og Fritidsakademiet. Eller mellem Københavns Professionshøjskole og nogle af de mange lokale civilsamfundsaktører. Vi engagerede og trænede lokale borgere i at sætte ord på deres problemer og finde løsninger sammen. Vi viste, at vi kunne skabe rammerne, hvor lokale borgere kunne gøre for dem selv, hvad kommunen eller andre aktører aldrig ville kunne gøre for dem: At opbygge politisk slagkraft og præge de sager, der lå dem mest på sinde.
Men vi indfriede ikke det største potentiale af dem alle. For mere end noget andet handler community organising om at støtte og styrke lokale fællesskaber som bindeled og samlingspunkter i lokalsamfundet. Lokale fællesskaber er grundstenen i et levende demokrati. For det er dér, i mødet med vores naboer, trosfæller, fagfæller og interessefæller, at vi lærer at være demokratiske. Community organising rummer potentialet til at styrke disse fællesskaber, styrke deres relationer til deres medlemmer, og styrke deres evne til at forandre og forbedre deres lokalsamfund. Kort sagt: At styrke og forny deres relevans og betydning i vores liv.
Men selvom vi engagerede mange lokale fællesskaber, så formåede vi desværre ikke at påvirke deres indre organisering. Vi formåede ikke at hjælpe dem til at engagere deres bagland. Men der er et enormt behov og potentiale for at gentænke og forny vores civilsamfunds fællesskaber. For som det er nu, vælger flere og flere danskere disse forpligtende fællesskaber fra, og vi kan derfor ikke tage for givet, at vores civilsamfunds fællesskaber vil og kan fortsætte som hidtil. Derfor må vi spørge os selv, hvordan skal vores lokale fællesskaber skal se ud i fremtiden. Medborgerne var et ufuldstændigt forsøg på at finde et svar på dette spørgsmål.
Jeg håber, at disse erfaringer kan inspirere nye svar.

Farvel, Jyderup Højskole 💔
I dag var sidste dag på Jyderup Højskole. Skolen er lukket og bliver begæret konkurs.
Men økonomien var for dårlig. Gælden viste sig at være for stor, og banken valgte at smække kassen i. Derfor var alle ansatte samlet i dag for at aflevere vores nøgler, høre om hvordan vi kan ansøge lønmodtagernes garantifond (tak, Danmark!) og sige farvel.
Hvert semester har vi taget afsked med endnu et hold elever, der tog videre ud i verden. Nu blev det lige pludselig os, der skulle sige farvel. Det er vemodigt og lidt uvirkeligt. Tak til de bedste kolleger, man kunne ønske sig.
Pandemien skal lære os at indtage en mere ydmyg plads i verden og naturen
Dette er en kronik, der blev bragt i Dagbladet Information d. 20. februar 2021.
**
Igennem det seneste år har coronapandemien givet os en tiltrængt grundlektion i, hvordan evolution fungerer. Med en formidabel tilpasningsevne i kraft af sin smitsomhed og sine mange mutationer har COVID-19 vist os, hvad Darwin egentlig mente med ’survival of the fittest’.
Det er et begreb, der alt for ofte bliver misforstået, ikke mindst fordi det på dansk er blevet oversat som »den stærkestes ret«. Som om evolution er én stor kamp om begrænsede ressourcer, levesteder, muligheder, hvor kun det stærkeste dyr overlever. Det er ofte den historie, vi får fortalt, når løver nedlægger drøvædere og cementerer deres position øverst i fødekæden og naturens hakkeorden.
Men faktisk var det slet ikke det, Darwin mente. ’Fittest’ handler ikke om at være stærkest, men om at være bedst tilpasset til sine omgivelser. Tag for eksempel den lille, nærmest gennemsigtige perlefisk, der i mangel på gode gemmesteder på havbunden søger tilflugt i søpølsens endetarm. Den, der bedst formår at tilpasse sig, overlever.
Det virkeligt hjernevridende fascinerende er, at dette gælder for alle arter på én gang: Hver art skal tilpasse sig sine omgivelser – men disse omgivelser udgøres af alt andet levende i verden: Perlefisken tilpasser sig søpølsen, der tilpasser sig havbundens mikroplanter, der tilpasser sig …
Vores omgivelser – det vi kalder ’naturen’ eller ’miljøet’ – er ikke bare et statisk baggrundstæppe for vores gøren og laden, men en levende verden, hvor alle – planter, dyr, bakterier, vira, mennesker – hele tiden er ved at tilpasse sig hinanden. Det er et ufatteligt komplekst netværk af dybt forbundne relationer og kredsløb, som vi stadig kun har den allermest basale forståelse af.
For eksempel er det kun inden for de seneste år, at vi er begyndt at forstå, hvordan dette samspil fungerer under jorden. Biologen Suzanne Simard har vist, hvordan netværk af svampetråde forbinder træerne i en skov, således at træerne kan udveksle næring og information med hinanden.
Og denne udveksling finder ikke kun sted mellem træer af samme art, men også på tværs af arter. Birketræer og fyrretræer udveksler næring på samme vis som artsfæller! Her er evolutionen ikke kun kamp og konkurrence, men også udveksling og gensidighed.
Træerne kan konkurrere om sollys over jorden og samtidig udveksle næringsstoffer under jorden. De indgår i én stor uendelig dans af balancerende bevægelser, der hele tiden afstemmes i forhold til hinanden, hvor hver art løbende justerer sin adfærd som svar på omgivelsernes tilpasninger.
Tab af kontrol
Men vi mennesker er trådt ud af denne dans. I løbet af få generationer har vi brugt millioner af års opsparet energi i topmuld, skove, kul, olie og gas til at kontrollere den levende verden omkring os. Vi tror ikke længere, at vi behøver at tilpasse os til vores omgivelser, men at vi derimod altid kan tilpasse dem os. Vi er holdt op med at se os selv som en del af dansen, men snarere som DJ’en, der styrer musikken.
Og derfor er chokket også tilsvarende større, når vi taber den kontrol, vi ellers var begyndt at tage for givet. Når omfanget af klimakrisen går op for os. Når det dramatiske tab af biodiversitet bliver synligt for os. Når skovfældning og indfangning af vilde dyr får ukendte vira til at rykke fra deres naturlige værter og over i mennesker, hvor de kan mutere, tilpasse sig og blive til en pandemi, der får hele verden til at gå i stå.
Disse kriser er ikke forskellige kriser. De er derimod forskellige udtryk for det samme grundlæggende problem: At vi ikke vil tilpasse os den foranderlige verden, vi lever i.
Lige nu prøver vi at undgå at danse med COVID-19, mens vi sætter vores lid til stadigt længere nedlukninger og stadigt mere forsinkede vacciner. Men sundhedsforskere som Theis Lange fra Københavns Universitet vurderer nu, at vi aldrig kommer til at få bugt med sygdommen.
Vi kan ikke bare blive ved med at håbe på, at hvis vi bare klarer de næste par ugers nedlukning, så skal alt nok blive godt igen. Derfor efterspørger han en langsigtet plan for, hvordan vi vil tilpasse os en tilværelse med en stadigt muterende, stadigt smittende virus, der formentlig er kommet for at blive.
Det samme gør sig gældende med klima- og biodiversitetskriserne. Hidtil har vi håbet på, at vi kan opretholde vores nuværende livsførelse og selvforståelse, hvis bare vi kan justere vores udnyttelse af Jordens liv og ressourcer lige tilpas, så vi holder os inden for planetens bæreevne. Men efter 30 års tom snak om bæredygtighed er der stadig intet, der tyder på, at det rent faktisk er muligt.
Se på myrerne!
Så hvad nu hvis vi begyndte at tilpasse os den levende verden i stedet for at kræve, at den tilpasser sig os?
Hvad hvis vi ikke længere ser os selv som den stærkeste, der kræver sin ret? Hvad hvis vi i stedet går efter at være den bedst tilpassede af alle arter? Hvad hvis vi ikke længere søger at efterligne løverne i toppen af fødekæden, men i stedet de mere undselige myrer?
Faktisk er myrerne formentlig den mest succesfulde art på kloden. Der er myrer på alle kontinenter undtagen Antarktis, og deres samlede biomasse er større end hele menneskehedens.
At det overhovedet kan lade sig gøre, uden at vi lægger særligt mærke til dem, siger en hel del om, hvor gode de er til at tilpasse sig deres omgivelser. Rundt om på kloden er der myrer, der bruger redskaber, dyrker svampe, holder bladlus som husdyr og varmer deres tuer med komposterende biomasse.
Men myrerne tilpasser ikke bare deres omgivelser til deres egen fordel – de passer også på dem og giver tilbage til dem: De dræber skadedyr, gøder planterne omkring dem og gør jorden mere porøs, så den holder på vandet til glæde for mange andre arter.
1.000 generationer
Hvad hvis vi kunne gøre det samme? Hvad hvis vi opgav forestillingen om at have fuld kontrol over vores omgivelser og i stedet lærte at efterligne naturens kredsløb, hvor alt bliver givet videre, og hvor den enes efterladenskaber er den næstes næring? Hvad hvis vi lagde lige så stor vægt på det, vi giver videre, som det vi tager?
Det kan lyde fjernt og abstrakt, men det behøver det ikke at være. For hvad hvis vi dyrkede vores fødevarer i regenerative jordbrug, der genopbygger jordens næringsstoffer og mikroliv? Hvad hvis vi iværksatte naturgenopretningsprojekter, der gav plads til, at andre arter kan trives? Hvad hvis vores skoler støttede vores børn i at knytte bånd med den levende verden, så de også lærer livets dans at kende og kan lære den videre til deres egne børn?
Som den amerikanske forfatter Janine Benyus bemærker, så handler evolution ikke bare om, at du selv, dine børn eller dine børnebørn lever gode liv. Det handler om at sikre dine efterkommere 1.000 generationer frem i tiden. Men for at gøre det må vi lære at gøre, som alle andre organismer har lært at gøre: At tage vare på det sted, der kommer til at tage vare på vores efterkommere, når vi ikke længere selv er her.
I sidste ende kræver det en ny nærhed, ydmyghed og forståelse for den levende verden omkring os. Og det indebærer desværre også, at vi må erkende, at det ikke er hvert eneste trin i livets dans, der er til vores fordel. Vi har selv været med til at skabe rigtig gode levevilkår for COVID-19. Nu må vi tilpasse os og lære at leve med den.
Hvad jeg har lært i mit første semester som højskolelærer
Fredagen før jul tog jeg afsked med mit første hold elever på Jyderup Højskole. Siden begyndelsen af august har jeg været den primære underviser på linjefaget Grøn Guerilla. Og jeg er blevet kastet temmelig hovedkuls ud i at genopfinde og videreudvikle dette fag og skabe en meningsfuld, lærerig og engagerende ramme for de ti elever, der har været på linjen i løbet af semesteret.
Det har både været svært og sjovt – og en del mere krævende, end jeg havde forventet. Jeg har undervist en del tidligere, men mest som gæstelærer på enkelte undervisningsgange på et længere kursus, eller på koncentrerede forløb over en hel dag eller en weekend. Men der er stor forskel på at sætte sig op til at levere en intens kraftudladning overfor en gruppe nye mennesker en dag eller to, og så at komponere et afvekslende, tilpas afstemt og udfordrende forløb over den samme lille gruppe mennesker uge efter uge igennem fire-fem måneder.
Det er ikke helt så simpelt som forskellen på en sprint og et marathon-løb. For for at hele semesteret kan fungere skal man netop veksle mellem kortere, intense, måske mere styrede forløb og længere, udforskende, måske mere selvstyrede forløb. Det er mere som en Tour De France-etape, der både rummer stigninger og nedkørsler, sprint og væskedepoter og – forhåbentligt! – masser af hujen og opbakning undervejs.
Som så meget andet har jeg gjort det ‘the long hard stupid way’, og har begået en masse fejl undervejs (how fascinating!). Heldigvis er mine elever også nybegyndere, og har været meget overbærende med mig. Vi har evalueret løbende og snakket om formen og om frustrationer og glæder undervejs. Evaluering er også svær, når jeg både skal reflektere over elevernes oplevelser og erkendelser, og over min egen læring, både i forhold til undervisningens form og indhold, og disponeringen og prioriteringen af min egen tid og energi.
Derfor har jeg sat mig for at prøve opsummere nogle af de ting, jeg har lært i løbet af mit første semester som højskolelærer. Det er ikke en udtømmende liste, men mest et forsøg på at fastholde nogle erfaringer, jeg har gjort mig, så jeg kan vende tilbage til dem og reflektere videre over dem i løbet af det kommende semester..
0. Corona er noget lort
Måske ikke så overraskende gør højskolernes corona-restriktioner det svært at lære eleverne at kende. For det bliver temmelig kunstigt at prøve at starte en spontan samtale, når man ikke må sidde ved siden af hinanden til måltiderne, man hele tiden skal holde 1 meters afstand og være iført et mundbind, når man ikke sidder ved et bord eller er i en undervisningssituation. Derfor har jeg reelt kun haft mulighed for at snakke sammenhængende med mine elever i undervisningstimerne. Og det er jo ikke sådan højskole skal være. Her skal undervisning og samvær jo vægtes lige højt. Men det er fanme svært i praksis i denne corona-virkelighed. Jeg tror dog ikke, at eleverne har oplevet det som et afsavn, for de har jo haft et stærkt fællesskab med alle de andre elever på skolen. Men jeg synes sgu, at det blev lidt ensomt at sidde alene ved lærerbordet til alle mine aften- og weekendvagter…
1. Find fagets kerne
I den første halvdel af semesteret var jeg ret misundelig på de kreative fag, hvor alle eleverne havde en fælles interesse og ønske om at dyrke en bestemt praksis: At skrive, at lave musik eller kunst. Det hele var defineret omkring en tydelig praksis og et tydeligt produkt, man nemt kan præsentere, fremføre og høste anerkendelse for. Og med en klar praksis er det tilmed nemt at sætte en gæstelærer på en uge, fordi vedkommende bare kan tage udgangspunkt i sin tilgang til denne praksis og sine egne værker.
Til sammenligning er Grøn Guerilla en total rodebunke. Overordnet handler det om bæredygtighed og grøn omstilling, men i sin kerne handler det om at lære hvordan man kan skabe forandring i verden. Hvordan man kan finde en sprække, hvor man kan sætte sin lille løftestang ind og være med til at rykke verden, så den bliver et bedre sted for os alle. Hvordan ser det ud? Det kan komme til udtryk i rigtigt mange forskellige former for praksis. I løbet af dette semester har vi blandt andet:
- Været på Samsø og lært om lokal energiforsyning og cirkulært landbrug
- Arrangeret en høstfest med debatdag om fremtidens landbrug med lokale landmænd, debattører og forskere
- Lært om Tiny Houses, gældfrihed og bygget et cykelskur
- Arbejdet i haven, lavet jordforbedring, passet kaniner og høns og samlet svampe i skoven
- Lavet vandprøver og tjekket biodiversiteten i vores lokale sø og skov
- Engageret resten af skolens elever til at tage med til Folkets Klimamarch i København
- Besøgt lokale gårde og hjulpet med bl.a. at luge ukrudt, plukke æbler, bælge bønner og grave kartofler
- Skrevet debatindlæg og holdt taler
- Lært om politisk aktivisme og civil ulydighed og lavet en aktion mod den sorte skattereform (I kan se den her)
Fællesnævneren for alt dette er måske mest af alt to ting: At eleverne får lejlighed til at være nybegyndere og prøve kræfter med en masse forskellige ting. Og at de lærer at skabe konkrete forandringer i fællesskab.
2. Kommunikér, kommunikér, kommunikér
Jeg blev igen og igen overrasket over, hvor meget jeg skulle gentage mig selv. Højskoleelever er meget lidt skriftlige i deres hverdag, for alle de har brug for at høre fra, er jo på den samme matrikel. Og selvom vi havde oprettet en Facebook-gruppe til holdet, så fik jeg lidt samme følelse som ved lærerbordet i weekenden: Det var mest mig, der skrev derinde, og kun i begrænset omfang fik jeg svar. Så selvom jeg havde oplevelsen af at, jeg kommunikerede, havde eleverne sjældent oplevelsen af, at de fik tilstrækkelig kommunikation. Så jeg skulle virkelig vænne mig til at meta-kommunikere så meget i tale fremfor på skrift.
3. Skab en tydelig struktur i faget
Fra starten havde jeg tænkt semesteret i 3 blokke á 6 uger. Men den semesterplan faldt hurtigt fra hinanden, for inddelingen i så store og overordnede blokke gav slet ikke mening for eleverne, og det forstår jeg godt. Det fungerede det meget bedre at sige “i denne uge handler det om kreativ aktivisme” eller “de næste to uger skal vi bygge et cykelskur” end at sige “de næste 6 uger handler om landbrug”. Generelt var min semesterplan meget afsender-orienteret, og slet ikke særlig modtager-orienteret. Det skyldes i høj grad, at semesterplanerne skal sendes ind til kulturministeriet for at højskolen kan bevise, at der finder brugbar og meningsfuld undervisning sted. Men det hjælper jo ikke eleverne. Så fremadrettet vil jeg lave klarere inddeling i mindre tema-blokke, med bedre beskrivelse af hvad hvert enkelt tema handler om.
4. Start med korte forløb med klart definerede produkter
Fordi faget handler så meget om at gøre ting i fællesskab er det meget vigtigt, at eleverne så tidligt som muligt får oplevelsen af at gøre noget sammen. Jeg definerede deres første projekt: At arrangere en høstfest og et debatarrangement om fremtidens landbrug. Det var tilfældigvis lige det, som skolen havde fået nogle corona-støttemidler fra FFD til, og som jeg havde ansvaret for at arrangere. Så jeg tænkte: Nu gør vi det til et fælles projekt. Men det var lidt for meget på mine præmisser, og lidt for lidt på deres. Nogle af dem stressede over at få stillet en opgave, som de ikke helt følte, at de kunne mestre. Og projektet forløb over for lang tid i forhold til, hvor stort deres engagement var i det. I stedet vil det være bedre med korte, intensive forløb på 1-2 uger med klart definerede produkter.
5. Tænk i flow
Flow er topmålet af succes på en højskole. Flow ligger ikke kun i den konkrete praksis: At alle ved, hvad de skal gøre, gør det og har det godt med at gøre det. Men også i, at der er et flow mellem de forskellige aktiviteter, der hele tiden matcher elevernes energi og drive. Jeg kendte godt Christen Kolds udtryk “Først oplive så oplyse”, men det er noget ganske andet at indtænke små og store peaks af oplivelse, der kan skabe den nødvendige vekselvirkning og sammenhæng med al den skemalagte oplysning. Pejlemærket i alt dette er elevernes oplevelse. Og hele tiden være bevidst om, hvad, der giver dem energi, og hvornår man kan udfordre dem til at bruge mere energi end de får i en periode.
Derfor kan det være godt at have flere projekter i gang på samme tid, så man kan komme ud og lave jordforbedring eller bygge cykelskur som afbræk fra et projekt, der mere foregår i hovedet eller på computerskærmen.
6. Tag på tur, overnat ude
Højskolen bliver hurtigt en meget tryg bobbel, hvor tiden går meget hurtigt. Derfor er det vigtigt at komme ud. Et af semesterets højdepunkter var, at vi nåede en to-dages tur til Samsø inden corona-restriktionerne blev skærpet. Bare det at være afsted sammen og have sammenhængende uforstyrret tid sammen styrkede fællesskabet på holdet meget. Jeg kan godt være misundelig på Udelivs-valgfaget, hvor eleverne ofte er på overnatningsture. Men i virkeligheden kunne jeg jo sagtens bare gøre det samme. Det er ikke destinationen, der er vigtig. Det er det at være afsted på tur.
7. Dine planer holder ikke
At kommunikere så meget satte ekstra krav til mig om at kunne komme med nogle klare meldinger om, hvad der skulle ske. Det handlede ikke bare om at have forberedt mig i god tid og have styr på, hvad der skulle ske hvornår, men også om at følge med i alt det, der ellers skete på skolen, der kunne påvirke elevernes energi, humør og overskud. Men ligegyldigt hvor godt forberedt jeg var, var det sjældent, at jeg kunne regne ud, hvor lang tid ting ville tage. Hvad gør man, når den workshop, jeg troede ville tage hele dagen, allerede er overstået til frokost? Hvad gør man, hvis der slet ikke er tid til den workshop, jeg havde brugt timer på at forberede, fordi eleverne gerne vil forstå det finanslovsforslag, der lige er blevet offentliggjort? Hvad gør man, når en tur bliver aflyst pga. nye corona-restriktioner? I det hele taget skal jeg være meget bedre til at improvisere og rydde dagsordenen, når der opstår noget, som eleverne er nysgerrige på eller indignerede over. For deres engagement er den afgørende drivkraft for undervisningen.
8. Vær ærlig
Efterhånden omfavnede jeg den tilgang at være så ærlig som jeg kunne være. Jeg fortalte om mine egne mellemregninger og delte mine overvejelser om, hvad jeg tænkte, at jeg gerne ville med undervisningen. Set i bakspejlet kunne jeg godt have været bedre til at fortælle om alle de planer, jeg måtte aflyse på grund af corona. Eleverne gjorde det klart, at de foretrak at få ren besked. Det gik ret godt i tråd med den øvrige meta-kommunikation, men det var en svær balance, fordi eleverne havde ret forskellige behov for at forstå, hvorfor planerne ikke holdt eller tingene ikke blev, som jeg havde sagt. Nogle ville bare hurtigt videre og igang med det næste. Og det skal der også være plads til.
9. .. men ikke for ærlig
Jeg må indrømme, at det på nogle punkter har været et svært efterår for mig. Corona og regeringens enormt fodslæbende klimapolitik slog luften ud af den optimisme, jeg havde med fra 2019. Og af og til har det smittet af på min undervisning, der på dårlige dage har været mere dyster og end borgerlysten. Men det var alligevel lidt af et chok, da en af mine elever sagde, at hun godt kunne blive i lidt dårligt humør af undervisningen. Og det gav anledning til en del eftertanke for mig. Hvis jeg indimellem er sur på verden, så er det mit ansvar at sørge for, at det ikke smitter af på undervisningen.
10. Pas på projekterne
Åbne selvdefinerede projekter er kernen af, hvad vi lavede i Borgerlyst, og som vi støttede og opfordrede folk til at lave. Men jeg har lært, at sådanne projekter er noget af det allersværeste for mine elever. Dette skyldes til dels, at en del elever kommer med mentalt arvæv fra deres skoletid. Især fra karakterræs og de mønstre og roller, som det giver anledning til. Hvadend det handler om at leve for meget op til folks forventninger – eller det modsatte. For dem er højskolen netop et frirum fra det, og jeg tror, at hvis de selv kunne vælge, ville de nok foretrække at lave kortere, klart definerede projekter igennem hele semesteret, hvor der ikke er for meget på spil. Men netop derfor mener jeg, at det er vigtigt, at de bliver udfordret til at definere og skabe deres egne projekter og får lejlighed til at opleve alle de frustrationer og glæder, der er forbundet ved at skabe noget fra bunden. Derfor er det desto vigtigere at anerkende, at det er svært og støtte dem igennem forløbet. Jeg var helt sikkert ikke støttende og forstående nok undervejs i deres åbne projektforløb. Og nu tænker jeg også, at det kom for tidligt i semesteret.
11. Få de nye med i fællesskabet
Jyderup Højskole har et såkaldt andet optag halvvejs igennem semesteret, hvor der som regel starter et par nye elever. De er helt på bar bund og skal finde vej ind i et stort og allerede etableret elevfællesskab, og de har brug for så megen hjælp, som de kan få til at komme igang. Jeg hjalp på ingen måde den ene elev, jeg fik ind på 2. optag, for hun startede lige til opstart af de åbne projekter, der var en kilde til stor frustration for hele holdet og gjorde det endnu sværere for hende at finde sig til rette – både med faget og med sine holdfæller. I stedet burde jeg afsætte et par uger efter 2. optag til at gøre det let for de(n) nye at komme med på holdet. Allerbedst med en fælles tur med overnatning.
12. Anerkend, anerkend, anerkend
Jeg har ikke altid så let til hverken pathos eller store ord. Men begge dele er ikke til at komme udenom, når man er højskolelærer. En vigtig del af ens arbejde er at spejle og sætte ord på, hvad der sker i eleverne, og anerkende de små og store spring de tager i løbet af deres tid på højskolen. Anerkendelse er åndelig næring for os alle. Og måske især vigtig, når man stadig er ved at finde ud af, hvad man er god til og har mod på. Og selvom jeg afsluttede semesteret med at holde hyldesttaler til hver elev, skulle jeg have gjort meget mere ud af at anerkende dem i løbet af semesteret.
Stor tak til Axel, Louise, Eden, Lise, Anna, Lise, Jonas, Louise, Aleksander og Signe for jeres store engagement, lærelyst, feedback og overbærenhed, der har gjort det muligt for mig at lære så meget dette første semester.
Klimakrisen er også en flygtningekrise
I can’t breathe
Epidemier har en klar koreografi, som vi kan genkende. Det har klimakrisen ikke
Flere har bemærket kontrasten mellem statens handlekraftige indsats mod Corona-virussen og manglen på samme, når det kommer til den klimakrise, vi også befinder os midt i. Det har jeg skrevet et debatindlæg om, som kom i søndagens Politiken. Teksten er bag en betalingsmur, så hvis du ikke er abonnent, kan du læse teksten herunder:
Epidemier har en klar koreografi, som vi kan genkende. Det har klimakrisen ikke
I generationer har vi øvet os på at klare naturens luner. Erfaringerne er intakte, når det gælder trusler fra vira, mens vi står rådvilde over for klimaudfordringerne.
Hvis de seneste års manglende klimahandling har givet anledning til tvivl om statsapparatets magt og handlekraft, må de seneste ugers coronaindsats mane den i jorden. Det har fået flere debattører til at undre sig – både på lederplads og på de sociale medier: Hvorfor følger politikerne så ubetinget videnskabens anbefalinger, når det kommer til at forhindre en coronapandemi, mens de stadig tøver og kommer med forbehold, når det kommer til at handle på klimaforskernes rapporter og Klimarådets nye anbefalinger?
Umiddelbart har de to kriser meget til fælles: Det videnskabelige grundlag er utvetydigt, og det er synligt for enhver, at det vil have store sundhedsmæssige, samfundsøkonomiske og moralske konsekvenser, hvis vi ikke handler på dem. Samtidig vil det kræve en indsats ud over det sædvanlige at løse dem.
Begge kriser handler grundlæggende om naturkræfter, som vi ikke kan holde under kontrol. Alt det, vi kender og har taget for givet, er pludselig farligt og fremmed: Folk omkring os, som måske, måske ikke har været ude at rejse. Som måske, måske ikke vasker deres hænder. Vores egne hænder og ansigt, som vi skal vaske igen og igen. Vejret, der ikke er, som det plejer. Årstiderne, der ikke er, som de plejer. Vores vaner, vores ubekymrede valgfrihed, som vi godt ved ikke kan fortsætte, som den plejer. Det er så uvant for os at møde en ikkemenneskelig kraft, der begrænser vores handlefrihed. Det giver en ubehagelig påmindelse om, hvor skrøbelige både vi og vores støttestrukturer af teknologi og bureaukrati er. Og måske er det derfor, at den massive statslige indsats mod corona er betryggende, og den tilsvarende manglende klimahandling er så skræmmende.
Selv om de to kriser ligner hinanden på overfladen, er der tre afgørende forskelle på, hvordan vi forholder os til dem: vores mentale modeller af dem, vores fortællinger om dem og vores beslutningsstrukturer, der skal løse dem.
Vi har en klar mental model for, hvordan en smitsom sygdom fungerer. Sygdomme som mæslinger, røde hunde og influenza har fra barndommen givet os en klar forståelse af, hvordan sygdomme smitter, og hvad vi skal gøre for at undgå dem. De kausale sammenhænge er til at forstå, og vi har et rimeligt klart billede af, hvor lang tid en sygdom er i omløb, og hvor lang tid det tager at komme sig. Vi ser det som en acceptabel undtagelsestilstand, indtil vi efter nogle uger, måske måneder, vender tilbage tilbage til normalen.
Modsat med klimakrisen: Her har vi ingen mental model at falde tilbage på. Sammenhængen mellem vores handlinger og effekten på Jordens klimasystemer er enormt kompleks og uigennemskuelig. Og det forværres af, at tidshorisonten ikke tælles i uger og måneder, men i år og generationer. Vi er ikke gearet til at håndtere kriser, der er så langsomme, at de nærmest er permanente. Her er der ingen undtagelsestilstand, vi skal udholde, kun en ny normaltilstand, vi skal lære at leve med.
Epidemier som coronavirussen har en klar koreografi, som vi kan genkende, enten fra historiske eksempler som koppeepidemier og den spanske syge eller moderne fugle- og svineinfluenza. Vi kender epidemierne fra kulturprodukter som filmen ’Outbreak’ eller netflixserien ’The Rain’, hvor en virus næsten lægger København i graven. Hver fortælling minder os om en epidemis mulige konsekvenser. Om hvor galt det kan gå – ikke mindst for os som individer: frygt, sygdom, død. Hver gang vi hører historien, bliver vi bedre forberedt til at møde epidemien i virkeligheden.
Men som den indiske forfatter Amitav Ghosh har bemærket i sin bog ’The Great Derangement’ (Den store forskruelse), har klimakrisen vist sig særdeles svær at indfange i fortælling. Dens konsekvenser er komplekse og mangeartede. Vi kan ikke isolere eller destillere dem i en klar fortælling, der giver os mulighed for at øve os på den virkelighed, vi står over for.
Coronakrisens genkendelighed betyder samtidig, at vi har strukturer på plads til at reagere på den. Ansvarsfordelingen er helt klar: Styrelsen for Patientsikkerhed har handleplaner og beredskaber, der aktiveres, når sygdommen opdages inden for Danmarks grænser, og så er det kun et spørgsmål om, hvor meget og hvor hurtigt der skal sættes ind.
Hos politikerne er der en fælles forståelse for, at dette er en krise, der hæver sig over partipolitik, og som skal løses af de fagfolk, der er eksperter på området. Det er dem, der definerer løsninger og indsatser, og der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af dem. Politikerne er bare fagfolkenes budbringere.
Sådan er det ikke på klimaområdet. Klimakrisen overskrider alle beslutningsstrukturer, for klimaet er globalt og kan ikke brydes ned i mindre enheder, hvor fagfolk kan få kompetence til at handle. Selv om FN’s klimapanel igennem årtier er kommet med stadig skarpere anbefalinger, er de strandet i et geopolitisk spil, hvor ideologi og nationale interesser har trumfet det fælles bedste – eller er forsumpet i et partipolitisk morads, hvor selve videnskaben er blevet set som et partsindlæg.
Gennem menneskehedens historie har vi lært at håndtere kriser gennem erfaring. Ved først at gennemleve dem, lide under dem og derefter genfortælle historierne, så vi til sidst kan fremkalde konsekvenserne med få ord og billeder.
Selv om vi ikke genkender klimakrisen i dens helhed og aldrig har stået over for en krise af dens omfang, har vi mødt dens enkelte udtryk før. Vi har historier om og erfaringer med fænomener som orkaner, tørke og oversvømmelser.
Dem har vi brug for at fortælle nu for at forstå klimakrisen. Historierne om naturens kraft og vores sårbarhed. Om nødvendigheden af ydmyghed, gensidighed og mådehold i vores relation til den levende verden omkring os. Som historien om de århundredgamle sten i udkanten af den japanske landsby Aneyoshi, der advarer mod at bygge tæt på havet, for vi har lært af bitter erfaring, at området plages af tilbagevendende tsunamier. Eller de historier, som den britiske kolonimagt ignorerede, da den fældede mangroveskovene for at bygge byer som Mumbai og Kolkata på steder, der hvert år bliver oversvømmet af monsunregn. Eller historien om, hvordan chinook-folket på den amerikanske nordvestkyst hylder laksestimerne, der svømmer op ad floden for at gyde; men venter fire dage, før de fanger den første laks – i anerkendelse af, at de kommende års fangst kommer af de æg, der bliver lagt i år.
Det er fortællinger, der kan vise vejen til den modstandskraft, vi har brug for, til at møde klimakrisen. Desværre har vi brugt de seneste 200 år på at udviske dem. De er blevet fortrængt af den tryghed, som en stadig større magt over naturen har givet os.
Gennem de sidste to århundreder har vi ødslet 400 millioner års arv bort. Al det kulstof, der har været lagret i topmuld, skove, kul, olie og gas, har vi brugt til at tænde en ild, der har givet os superkræfter. Det har skabt enorme fremskridt, men det har også givet os en følelse af usårlighed, som vi ikke er klar til at give slip på.
Det er tid til at give slip og fortælle historierne om naturens kræfter på ny, for først da kan vi trække på tidligere tiders erfaringer og begynde at tackle klimakrisen.