Fremtidens (grønne) fællesskaber

I foråret bad Tyge Mortensen og Karen Lumholt fra Selskabet for Fremtidsforskning mig om at skrive et bidrag til det seneste nummer af selskabets magasin Futuriblerne, som fokuserer på Fremtidens Fællesskaber.

Bidragydere til magasinet er praktikere fra forskellige handlingsfællesskaber i civilsamfundet. Alt fra Sager Der Samler og INSP! og SYMB til Lolland-Falster Lovestorm og Jyderup Højskole. Men eftersom jeg lige nu står lidt friere end tidligere og ikke er tilknyttet et bestemt fællesskab, gav Tyge og Karen mig frie tøjler til at skrive et indlæg om det jeg følte mest for. Det betød, at jeg hverken skrev om Medborgerne eller Københavns Fødevarefællesskab eller mine højskoletanker, men i stedet om den voksende grønne bevægelse, der strejkede i fredags – og som strejker igen på fredag.

Artiklen endte med at få titlen “Grøn omstilling er noget vi skaber sammen”, og kan læses i den seneste udgave af Futuriblerne, der udkom her d. 9. september. Magasinet kan købes på Selskabet for Fremtidsforskning, og jeg vil varmt anbefale dig at købe bladet og støtte dette gode non-profit-initiativ.

 

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mit bidrag herunder. Håber, at det kan give dig lyst til at læse mere!

 

Grøn omstilling er noget vi skaber sammen

Af Andreas Lloyd

Minutris og panerede kylletter fra frost. Det var et af de faste indslag i min barndoms aftensmåltider. Ikke en eneste gang kan jeg huske, at jeg har overvejet hvad det egentlig var, jeg spiste. Jeg vidste bare, at det kom fra supermarkedet og at det smagte godt.

Det var en ubekymret tid for en ubekymret generation. Ligesom for alle generationer før os, virkede verden stor og endeløs. Vi tog så meget for givet. Natsværmerne, bierne, skovene, koralrevene. Vi overvejede slet ikke, at det kunne være anderledes. Det faldt os slet ikke ind, at vi kunne skade naturen eller klimaet.

Men så begyndte vi at høre om problemerne. Først abstrakt og fjernt – som grafer med stiplede linjer, eksponentielle og faretruende vækstkurver, CO2-udledning, befolkningstilvækst, artsuddøen. Det var svært at forholde sig til. Vi kunne ikke mærke det. Det var nok noget, der gik mest udover isbjørnene. Måske ikke så slemt alligevel? Vi kunne ikke overskue det, så vi parkerede det. Der var også mere presserende ting at forholde sig til: eksaminer, fester, forelskelser, rejser…

Nogen gange skal man rejse for at kunne se…

I Danmark tænker vi ikke så meget over, at landskabet mest af alt bare er mark efter mark med få afgrøder. Ensartede. Fladt og nøgent om vinteren. Sprøjtet og grønt om sommeren. Det er bare sådan, Danmark ser ud. Det er først når vi rejser ud i verden, det går op for os hvor anderledes det kan være. Ikke bare hvor vild og smuk naturen kan være, men også hvor voldsom virkeligheden bag grafernes eksponentielle kurver ser ud:

At være i Los Angeles og opleve det perverse overforbrug i en by, der har spredt sig ud over et areal på størrelse med Sjælland, planlagt efter biler snarere end mennesker. Og opleve den vedvarende tørke, der får folk til at spraymale deres græs grønt for at spare på vandet.

At være i New Zealand og tage ud i Waipoua-skoven for at se Tāne Mahuta – et over 1500 år gammelt og 50 meter højt Kaori-træ, der blandt Maori-folket anses for at være træernes konge. Og så blive mødt med krav om, at alle besøgende skal afspritte hænder og fødder, før de kan komme i nærheden af træet, for at stoppe spredningen af en invasiv mikroorganisme, der især dræber Kaori-træer.

At være i Skotland og springe i havet til en sensommer-aftendukkert – og komme op til overfladen og mærke, hvordan fedtede plastikgryn klistrer til ens hud og hår. Og kigge ned og opdage, at man svømmer i en suppe af plastik.

At være i Belize og besøge en amerikansk økolog, der har fortrukket ud til et lille forskningscenter i junglen, fordi han ikke længere tror på, at menneskeheden står til at redde. At høre hans videnskabeligt funderede dommedagsprofetier og være ude af stand til at afvise dem. Være ude af stand til at ryste dem af sig, når man kommer hjem igen.

At være hjemme i Danmark og opleve sommeren 2018, hvor solen brændte landet af og efterlod det udtørret og støvet – og blive mindet om, at Danmark ikke vil blive forskånet.

Hvad kan jeg gøre?

Det er først, når vi oplever problemerne på egen krop, at omfanget for alvor rammer os. De er ikke længere en abstrakt erkendelse, men en fysisk oplevelse. En virkelighed, som vi ikke længere kan undsige os.

De små historier ovenfor kommer fra unge mennesker, der alle er vokset op med en massiv kløft imellem ord og handling. Mellem hvad de har lært i skolen – og den hverdag og det samfund, som de er en del af. Og nu spørger de: Hvad kan jeg gøre?

De fleste af os starter i det små. Hver for sig i vores egen hverdag. Vi prøver at være mere bevidste om vores forbrug. Spise mindre kød og mere grønt. Mere lokalt og økologisk. Flyve mindre. Købe mere brugt og mindre nyt. Og jo mere bevidste vi bliver, jo mere vokser vores frustration. For det går op for os, hvor umuligt stor en forandring, der skal til for at ændre den kurs, vores samfund er på.

Vi føler os alene. Som om vi er de eneste, der tager dette alvorligt. Medier, eksperter og politikere taler og taler, men det er uendeligt lidt, de rent faktisk gør. Modløsheden stikker sit hoved frem. Men vi bliver nødt til at gøre noget.

Gennem de sidste 10 år – siden skuffelsen til klimakonferencen COP15 i København december 2009 – har mennesker over hele landet fundet sammen for at finde svar på dette spørgsmål: Hvad kan vi gøre – sammen?
En bølge af nye lokale, fællesskabsorienterede initiativer – såsom byttemarkeder, byhaver, reparationscaféer, folkekøkkener, fødevarefællesskaber og meget mere – har set dagens lys.

Disse “aktivt uorganiserede” fællesskabsprojekter er i høj grad blevet muliggjort af internettet, der både gør det let at starte nye initiativer op og at sprede begejstringen for dem. Og let for andre at opdage og engagere sig på løsere og mere fleksible vilkår, end det hidtil har været muligt (Hvorfor skal man stifte en forening, når man bare kan starte en Facebookgruppe?).

En flig af en bæredygtig fremtid

Mit eget engagement startede i Københavns Fødevarefællesskab, hvor forbrugere går sammen om at købe fødevarer direkte fra lokale økologiske landmænd og derved støtte lokal og bæredygtig fødevareproduktion. Jeg var ikke specielt optaget af grøntsager eller økologi. For mig handlede det om at finde et svar på, hvordan vi sammen kunne skabe en flig af en bæredygtig fremtid.

Når der bliver snakket om en bæredygtig fremtid, ender det som regel med, at man snakker om den ‘den grønne omstilling’. Men ’omstilling’ er et forfærdeligt vagt og tørt begreb, der kan dække alt fra vedvarende energi og bæredygtige forbrugsmønstre til skovlandbrug og CO2-afgifter. ‘Omstilling’ lyder som en omskrivning fra erhvervslivet. Som en pæn måde at sige “massefyringer” på. Det vækker ikke håb, mod og begejstring. Snarere tværtimod. Det lyder som en bitter medicin, man skal sluge.

Jeg gik ind i Københavns Fødevarefællesskab, fordi jeg gerne ville være med til at skabe et fællesskab, hvor ‘grøn omstilling’ ikke var et abstrakt begreb, men noget levende, vi skaber sammen. For os var svaret en kombination af tre ting: 1) et helt konkret, hverdagsnært udbytte (grøntsagerne), 2) et lokalt, forpligtende fællesskab (det sammen at tage tjanser med at pakke grøntsager, lave smagsprøver og sidde i kassen) og 3) en stor vision (drømmen om at kunne købe alle vores dagligvarer i fødevarefællesskabet).

Vi tog afsæt i et legende, men alligevel alvorligt Hvad nu hvis-spørgsmål: Hvad nu hvis et flertal af danskerne købte ind i deres lokale fødevarefællesskab i stedet for i Netto? Bare spørgsmålet i sig selv sætter gang i fantasien. Det vækker billeder af, hvor anderledes et sådant Danmark kunne se ud. Det er nemt at tænke videre over, hvordan vejen derhen kan se ud. Det handler jo bare om, at tilpas mange danskere træffer nogle andre (småbitte) valg i deres hverdag!

”Hvad nu hvis…”

På samme måde stillede mange af de andre græsrodsinitiativer lignende spørgsmål.

Hvad nu hvis vi fik nyt tøj gennem tøjbyttemarkeder i stedet for at købe det i H&M? Hvad nu hvis vi reparerede vores elektronik sammen i reparationscaféer i stedet for at smide det ud og købe noget helt nyt? Hvad nu hvis vi og vores børn lærte at dyrke jorden i lokale byhaver, så vi forstod hvor vores mad kommer fra, i stedet for at lade som om køledisken fylder sig selv?

Det, der slår mig i dag, er hvor paradoksalt apolitiske disse initiativer egentlig var. De berørte store politiske spørgsmål – fødevarer, ressourceforbrug og klima – og tog ganske tydeligt stilling i kraft af deres handlinger. Men de var meget omhyggelige med at understrege, at de var apolitiske og åbne for alle.

Paradokset bunder i et uskyldigt ønske om bare at ville handle på sin borgerlyst, uden at det skulle bindes op på en ideologisk diskussion af de større bagvedliggende politiske spørgsmål. De havde tabt troen på det politiske system. De troede ikke længere på, at politikerne var i stand til at definere positive visioner for fremtiden.

Som Signe Voltelen, der stod bag flere københavnske byhaveprojekter, forklarede det i Dagbladet Information i 2014: “Mange i denne nye havebevægelse synes, politikerne har fejlet. I den forstand er de nye initiativer en reaktion. En måde at begynde forfra, nedefra – men med det positive som drivkraft. Meget af energien ligger i, at dette ikke er en protest. Det handler om at skabe noget nyt, at vise det kan lade sig gøre.”

Gejst og utålmodighed

Bevægelsen blev født af en enorm gejst og glæde. Københavns Fødevarefællesskab gik fra 30 til over 3000 medlemmer på 3 år og inspirerede ca. 20 nye fødevarefællesskaber rundt omkring i landet. Og byhaver sprang op over hele landet som svampe i en fugtig skovbund.

Men opblomstringen varede kort. I løbet af få år ebbede mange af disse grønne hverdagsfællesskaber ud. De var sårbare. Mange var båret af nogle få personers store engagement. Og fordi projekterne har været så løst organiseret, har de ikke haft modstandskraft, når iværksætterne mistede gejsten eller flyttede videre.

Fødevarefællesskaberne har oplevet vigende salg og medlemstilslutning siden 2014 og i dag er der kun få tilbage. Tilsvarende er mange byhaver og reparationscaféer lukket på grund af manglende tilslutning.

Jeg forlod selv fødevarefællesskabet i 2015. Jeg havde forgæves arbejdet for at skabe en fælles politisk retning blandt fødevarefællesskaberne og de øvrige små grønne foreninger gennem initiativet “Det Fælles Bedste”. Jeg opgav i frustration over, hvor fragmenteret og isoleret den grønne bevægelse var. For som Signe Voltelen sagde i samme interview: “Det er der rigtig mange, der gerne vil (skabe en fælles retning, red.). Men der er også en utålmodighed. Man kan godt få lyst til at gå på gaderne i protest – der er bare ikke opbakning til det.”

En ny generation

Det er tankevækkende at genlæse dette citat nu, fem år senere. Efter et Folketingsvalg, som mange betegner som det første klimavalg nogensinde. Efter at “klimatosse” er blevet en æresbetegnelse. Efter et forår, hvor titusindevis af skoleelever strejkede for klimaet og over 30.000 borgere gik på gaden til Folkets Klimamarch og hørte Greta Thunberg tale dunder til politikerne:

“Alt og alle er nødt til at forandre sig. Så hvorfor spilde dyrebar tid på at skændes om, hvem eller hvad der skal forandres først? Alt og alle er nødt til at forandre sig, men jo større din platform er, jo større er dit ansvar også. Jo større dit CO2-aftryk er, jo større er din moralske forpligtelse. Vores hus står i flammer. Og vi burde blive vrede og så omsætte denne vrede til handling. Og handle, som gjaldt det vores liv. For det gør det.”

Den utålmodighed, som Signe Voltelen beskrev i 2014, er taget til. For netop som jeg og andre grønne hverdagsaktivister begyndte at give op, begyndte en ny generation at kigge sig omkring og spørge ”Hvor er den? Hvor er den brede, grønne, politisk slagkraftige bevægelse, der kan skabe forandring?” Og det gik op for dem, at der ikke var andre end dem selv.

En brusende strøm

De måtte selv gøre noget. Og ligesom Greta er de vrede. De kan ikke give slip. Ikke give op. Så de har fundet sammen. Først i små klynger. Gennem en Facebook-gruppe, på en højskole eller et universitet. De begynder i det små og oplever, at handling giver håb. Og disse små klynger af handlekraft begynder at pible og boble og løbe sammen til en brusende strøm af løst-organiserede grupper og netværk – Den Grønne Studenterbevægelse, Klimastrejkerne, Folkets Klimamarch, Extinction Rebellion, Klimapåmindelsen, Citizens Climate Lobby, Så Er Det Nu! – og mange flere.

I månederne op til Folketingsvalget har de mobiliseret og krævet politisk handling. Og som med mange af de grønne hverdagsinitiativer, så er de fleste af disse grupper og netværk drevet af forholdsvis få, meget engagerede folk, der sætter alt til side og bruger alle deres kræfter på disse nye fællesskaber.

Denne nye bevægelse har også vakt mig. Men på en ny måde. Som småbørnsfar har jeg ikke længere kunnet spille rollen som det unge håb, der kaster al sin tid, energi og engagement ind i projektet, som jeg gjorde det i Københavns Fødevarefællesskab. Jeg har ikke længere tiden eller kræfterne til at kaste alt andet til side. I stedet har jeg måttet finde en ny, mere tilbagetrukket rolle. Som en hjælperytter, der støtter, aflaster og bakker op dér, hvor det kan gøre en forskel.

Ni måneders påmindelse

Jeg engagerede mig blandt andet i “Klimapåmindelsen” – en ugentlig demonstration, der tog imod folketingspolitikerne ved indgangen til Christiansborg, når de mødte på arbejde hver torsdag morgen. Den skulle minde dem om at sætte klima og natur øverst på den politiske dagsorden.

Klimapåmindelsen startede i oktober 2018 – ni måneder før valget. Til at starte med var jeg skeptisk. Jeg deltog med en følelse af, at det ikke ville være muligt at bevare momentum og få folk til at møde op torsdag efter torsdag igennem en lang, kold og mørk vinter. Men initiativet var iværksat, og udfordringen sat i gang. Og jeg kunne se, at det ville være et stort symbolsk nederlag, hvis Klimapåmindelsen ikke fortsatte helt til valget. Så jeg meldte mig til at være med til at finde talere, der kunne give menneskelige, personlige og åndelige vinkler på klimakrisen, der rakte ud over de tekniske og policy-mæssige aspekter, som ellers fylder i debatten.

Jeg trak på mine erfaringer fra Borgerlyst og Samtalesaloner til at udvikle små samtaleøvelser, som gjorde det lettere for nye deltagere at blive budt ind og blive engageret. Og jeg stod der hver torsdag, uge efter uge, som del af et fællesskab, der blev stærkere og stærkere, som foråret kom. Og med forårets komme blev mobiliseringen frem mod et fælles mål – et grønt Folketingsvalg – stærkere og stærkere. Og til sidst helt uimodståelig. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at understøtte denne bevægelses fortsatte udvikling.

Det er ikke nok at mobilisere…

Fra fødevarefællesskabet har jeg lært, at det ikke er nok at mobilisere. For det hele kan løbe ud i sandet igen lige så hurtigt, som det opstod. Det er kun når vore fællesskaber er organiserede og vedholdende, at vi kan skabe den forandring, vi drømmer om.

Det er måske pedantisk at hæfte sig ved forskellen på mobilisering og organisering. Men den betyder mere end, man skulle tro. Forskellen kommer klart til udtryk hver gang, der finder en ny skolemassakre sted i USA.

Hver gang mobiliserer borgerne sig og kræver, at nu må politikerne virkelig sørge for at stramme våbenlovgivningen. Meningsmålinger viser, at op mod 60% af amerikanerne går ind for strammere våbenlovgivning, men selvom der finder skolemassakrer sted med uhyggelig regelmæssighed, sker der alligevel ikke noget. For hver gang, der er optræk til stramninger, er The National Rifle Association lynhurtigt ude og lægge pres på de politikere, der sidder med de afgørende stemmer. De har 13.000 lokalafdelinger fordelt over hele landet, og de står klar og ved præcist hvor og hvordan, de skal sætte ind for at få politikerne til at rette ind.

Til trods for at de er i mindretal, formår de alligevel at forhindre stramninger af våbenlovgivningen – simpelthen fordi de er bedre organiserede end deres modstandere.

Meningsmålingerne viser, at over 60% af danskerne satte klima og natur som deres vigtigste mærkesag til folketingsvalget. Men dette flertal er ikke nok i sig selv, hvis de, der ikke ønsker forandringer af status quo, er bedre organiseret. Det er ikke første gang, at klimaforandringerne har været højt på den politiske dagsorden. Allerede tilbage i slutningen af 1980’erne var der tilløb til politisk handling. Ligeledes var der stor optimisme og hundredetusindvis af folk på gaden op til COP15-konferencen i København i 2009. Men hver gang blev det politiske momentum bremset af interesser, der ikke ønskede et opgør med “business as usual”.

Penge og ressourcer

Historien har vist igen og igen, at det ikke er nok at mobilisere. Og derfor er det i de kommende år, at den nye, grønne bevægelse for alvor skal vise, at den kan mere end at lave store demonstrationer og strejker. Vi skal organisere os for at kunne fastholde presset.

Det kræver, at bevægelsen ikke bare drives af frivillige ildsjæle, der kan brænde ud og sive væk. Men at den formår at organisere penge og ressourcer til at give dem arbejdsvilkår, der kan gøre det muligt for dem at blive ved.

Det kræver, at bevægelsen bygger bro til civilsamfundets gamle fællesskaber, og gør fælles sag med dem. Mange af disse gamle organisationer – fra fagbevægelsen til Folkekirken – oplever faldende medlemstilslutning, hvilket har fået dem til at fokusere endnu mere på at holde fast i deres egne snævre interesser. Men jo mere de fokuserer på deres egen organisation, des mere lukker de øjnene for de nye fællesskaber og de udfordringer, som påvirker os alle.

Alliancer

Vi har brug for at skabe nye alliancer på tværs af civilsamfundet, hvor unge kræfter kan rykke ved de gamle organisationer, og de gamles ressourcer kan understøtte de nye fællesskaber.

Og det kræver, at den grønne bevægelse formår at kigge ud over dommedagsfortællingerne og drømme højt om den fremtid, som vi rent faktisk ønsker os. At vi tør spørge “hvad nu hvis” og bruge svarene som løftestænger til at vise resten af samfundet, hvilket håb og hvilken glæde, der kan være ved at gå en anden vej – allerede i dag. For i sidste ende er ‘grøn omstilling’ ikke noget, vi kan afkræve politikerne en plan for. Det er noget, vi skaber sammen.

Hvorfor du skal finde modet til at strejke på fredag

På fredag strejker unge over hele verden, og fredag d. 27. september strejker voksne i solidaritet for at vise, at vi er klar til at sætte klima og naturgrundlag over vores skole og arbejde for en enkelt dag.

Er du stadig i tvivl om du har mod på at klimastrejke? Så prøv at hør Greta Thunberg forklare hvorfor det er værd at gøre:

Tænk på det fra et større perspektiv. Ikke bare ud fra din hverdag i dag, men forestil dig selv om 20 eller 30 år: Hvad ønsker du at kigge tilbage på? Ville du ønske, at du kan sige, at du tog stilling og aktivt ind for at skabe en forandring? Eller vil du foretrække at sige, ‘Nej, jeg gjorde bare som alle andre, fordi det var for ubekvemt at skille sig ud.’ Hvis du ikke kan strejke, så skal du selvfølgelig ikke gøre det. Men hvis der kun er én dag, hvor du kan være med, så gør det denne dag.

Mere info om strejkerne rundt om i landet d. 20. september.

Mere info om strejken d. 27. september.

NB: Den danske arbejdsmarkedsmodel gør det ulovligt at holde uvarslede strejker. Derfor er der ikke tale om en egentlig strejke, men blot en udvidet frokost-pause. Deraf navnet “Break for climate” – snak med din fagforening eller din arbejdsgiver, hvis du er i tvivl om du kan og må være med.

PS: Citatet fra Greta kommer fra dette fine interview i Teen Vogue.

At tale om demens

En af mine allerførste konsulentopgaver, da jeg lige var blevet færdig på universitetet, var et projekt for Ældresagen, der handlede om, hvordan man kunne gøre det nemmere for pårørende til svækkede ældre at blive sig deres rolle som pårørende bevidst.

Afsættet for projektet var, at det havde vist sig meget svært at få ældre til selv at erkende, at de ikke længere var helt så friske som de var engang. Selv efter faldulykker, stigende glemsomhed eller svigtende helbred var de utilbøjelige til acceptere, at de måske ikke længere kunne det samme som tidligere.

Derfor ville Ældresagen sætte fokus på hvordan man kunne hjælpe nære pårørende til at blive deres rolle bevidst (typisk ægtefælle, ældste datter eller ældste svigerdatter (!)), og synliggøre dette nye ansvar overfor resten af familien.

Min opgave var at lave antropologiske interviews med pårørende til svækkede ældre om deres erkendelsesproces: Hvordan det gik op for dem, at deres mand eller kone eller far eller mor ikke længere var så frisk, som før. Det var et enormt tankevækkende arbejde, ikke mindst fordi mine egne bedsteforældre også var i den alder, hvor man kunne mærke, at kræfterne og overskuddet svandt.

Og gennemgående for alle de pårørende, jeg snakkede med, var dels, at det havde været hårdt forløb at nå frem til den erkendelse, at man nu havde et voksende ansvar som pårørende. Dels, at det kunne have været hjulpet meget på vej, hvis bare de havde vidst, hvad de skulle have været opmærksomme på og hvordan de bedst kunnet have snakket med de ældre og deres familie om det.

Det gjaldt især demens. For demens forandrer også den person, man kender og elsker. Og jo tidligere demens bliver opdaget og erkendt, jo bedre kan man hjælpe og afhjælpe demenssygdommens konsekvenser.

Derfor sagde jeg straks ja, da Gentofte Kommunes demensteam spurgte Nadja og jeg, om vi ville være med til at udvikle en samtalesalon, der kunne gøre det nemmere at starte samtalerne om demens, så man kan få snakket ordentligt om det, der er så vigtigt at turde tale om – og som samtidig kan være så svært at få hul på.

Samtalesalonen finder sted på Gentofte Rådhus onsdag d. 18. september fra kl. 18.30, og vil veksle mellem:

  • En meget personlig fortælling fra tv-værten Michèle Bellaiche om at være nærmeste pårørende, da hendes mor blev ramt af en demenssygdom.
  • Viden og vigtige fakta fra Professor Steen Hasselbalch fra Hukommelsesklinikken, Nationalt Videnscenter for Demens, der hjælper os alle sammen til at blive bedre til at opdage de tidlige tegn på demens.
  • Samtalesalon-elementer, der hjælper gæsterne til at få hul på de svære samtaler, dele bekymringer og lære af hinandens erfaringer.

Alle er velkomne. Man kan sagtens dukke op alene, for vi skal nok sørge for, at alle finder nogen at tale med. Men aftenen er også en god anledning til at tage familie, venner og bekendte under armen, så I sammen kan blive klogere på demens – og bedst muligt kan støtte hinanden fremover.

Se mere på Facebook-eventet. Tilmelding finder dog sted med mail til plejeogsundhed@gentofte.dk eller på telefon 39 98 66 32 senest 16.09.

Skriv, hvor mange I kommer. Det er gratis at deltage i arrangementet, men der er begrænset antal pladser.

Vi håber at se jer til uforglemmelig aften!

Den spire, vi planter sammen

Hver torsdag morgen tømmer jeg min søns legekasse for brio-togskinner og tager den med ind til Klimapåmindelsen foran Christiansborg, hvor den fungerer som talerstol

Hver uge er vi omkring 150-200 klima-engagerede i alle aldre: Fra unge studerende og barslende forældre til folk på vej til arbejde, skuespillere og bedsteforældre. Der er både gamle græsrødder og folk, der aldrig tidligere har været politisk engagerede.

Siden januar har jeg været medvært og medansvarlig for at finde talere. Og jeg har været meget optaget af at sørge for, at alle føler sig velkomne, og går derfra med fornyet mod, håb og handlekraft.

I torsdags var det biskop Peter Fischer-Møller og imam Abdul Wahid Pedersen, der holdt talerne. De gav et meget tiltrængt poetisk-religiøst perspektiv på klimakrisen. For klimapolitik bliver let teknisk, abstrakt og svær. Og derfor prøver jeg at finde folk, der taler til hjertet frem for hjernen, og som kan gøre klima-udfordringen levende og nærværende for os.

Biskoppen og imamen fortalte hver deres historie, der viste sig at have en slående lighed:

Biskoppen fortalte om Luther, der engang blev spurgt: “hvis du vidste, at verden ville gå under i morgen, hvad ville du så gøre i dag?”
Og han svarede: “Jeg ville plante et æbletræ.”

Imamen fortalte om profeten Muhammeds ord: “Hvis du står med et palmeskud i hånden, når dommedagstrompeterne lyder, så bøj dig ned og plant det.”

Det er den spire, vi planter sammen.🌱

Stem med dine penge

Det er i disse dage, at du modtager en indkaldelse til generalforsamling i din pensionskasse. Men: Lad være med bare at arkivere den lodret!

For indkaldelsen repræsenterer faktisk det mest enkle og vidtrækkende, du kan gøre lige nu for at begrænse klimaforandringerne. For du kan være med til at sikre, at din pensionskasse ikke investerer dine penge i kul, olie og andre beskidte energikilder!

Her er en oversigt over, hvornår dit pensionsselskab holder generalforsamling, og hvordan du kan møde op eller give en fuldmagt til at sikre, at investeringer for milliarder af kroner tager hensyn til klima og natur.

Det tog mig kun 2 minutter at give en fuldmagt til en af de gode folk fra Ansvarlig Fremtid. 💪

Del meget gerne linket med mange andre gode folk, for der er brug for hver en stemme!

Greta

For en uges tid siden mødte jeg Greta Thunberg. Jeg var tilfældigvis i Stockholm en fredag, og sluttede mig til den ugentlige klima-demonstration foran den svenske Rigsdag. Og der stod hun så.

Det første, der slog mig, var hvor ung hun er. En lille skikkelse, der nærmest helt forsvinder i mængden. Genert. Akavet. Sammenbidt. Som om hun helst bare ville stå for sig selv, og ikke spor brød sig om al den opmærksomhed.

Når man snakker med hende, er hun fuldstændigt lige så skarp og målrettet, som man ser i fjernsynet. Hun står der, fordi hun har forstået alvoren i FNs klimapanels konklusioner. Hun står der, fordi hun ser det som det eneste fornuftige hun kan gøre.

I det øjeblik følte jeg en enorm omsorg for hende. Hun er alt for ung til at bære disse bekymringer på den måde. Til at føle, at det er op til hende at råbe verdens ledere op. Til at blive gjort til helt og fortaler og forbillede. Til at være den, som andre sætter deres lid og håb til.

Jeg sagde til hende, at hun ikke er alene. At vi alle må deles om den byrde.

For det handler ikke om Greta. Det handler om os alle sammen. Vi kan alle påtage os en del af denne byrde. Ved at tage synligt og utvetydigt moralsk stilling – og få andre til at gøre det samme.

Hvis du ikke kan være med til vores egen Klimapåmindelsen foran Christiansborg hver torsdag morgen, så kan du vise det ved at skrive under på Så er det nu: Gør valget grønt’s tre klare krav om at sætte klima og natur øverst på den politiske dagsorden.

Tak! Du er ikke alene.

Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi overvinder vores konfliktskyhed

Jeg har en kronik i Dagbladet Information idag. Jeg har indsat den herunder for future reference.

 

Vi kan kun løse klimakrisen, hvis vi overvinder vores konfliktskyhed

Jeg var også en ubekymret flyrejsende kødspiser. Men alle historiske samfundsforandringer har krævet folk, der var villige til at ødelægge den gode stemning

Denne sommer mærkede jeg klimaforandringerne for første gang. Solen skinnede ubarmhjertigt i månedsvis. Græsset foran vores hus var afsvedet. Jorden var knastør, og støvet hang i luften. Om aftenen hørte vi pindsvinene rasle i de tørre blade på jagt efter vand og føde. Danmark føltes som et andet land. For første gang kunne jeg på egen krop mærke alle statistikkerne om, at kloden i de sidste 30 år har oplevet de 20 varmeste år, der nogensinde er blevet målt.

Det var også denne sommer, at min søn fyldte to år. Fremtiden føles langt mindre abstrakt, når jeg ser den gennem hans øjne. Han vil vokse op i en verden, hvor sådanne ekstreme temperaturer er normale. Han vil vokse op i en verden, hvor tørke, skovbrande og stormflod ikke er ekstraordinære hændelser. Hvor pindsvinene ikke længere pusler i hækken. Hvor Danmark vil føles som et andet land. Og han vil ikke vide, hvad han har mistet.

Det er ikke til at bære. Især er det ikke til at bære tanken om, at jeg ikke har gjort det, som jeg alt for længe godt har vidst er nødvendigt: At jeg ikke råber op og siger fra – uanset hvad andre så måtte tænke om mig.

Flokdyr på godt og ondt

Det er ikke fordi, jeg kun lige har fået øjnene op for klimaforandringerne.

Siden jeg så Al Gores film En ubekvem sandhed i 2007, har jeg prøvet at leve mere bæredygtigt. Jeg begyndte at spise mere økologisk, vegetarisk og lokalt. Jeg engagerede mig i Københavns Fødevarefællesskab. Jeg prøvede at tale fremtiden op, fordi jeg ikke tror, at det er dommedagsscenarier, der får folk fra at handle. Men hvis jeg skal være ærlig, var det mest fordi, jeg var bange for at blive opfattet som hellig og moraliserende.

Og som årene gik, sleb hverdagen kanterne af mine bekymringer. Klimaforandringerne blev efterhånden bare endnu en del af det større bagtæppe af alle de ting, der sker i verden, som det føles umuligt at gøre noget ved. Livet fortsatte jo, og de fleste lod ikke til at være synderligt bekymrede. Stilfærdigt bekræftede jeg mig selv i, at jeg allerede gjorde en del i det små. Og efterhånden holdt jeg også selv op med at snakke om klimakrisen.

Problemet er, at vi mennesker er flokdyr på godt og ondt. Vi vil gå langt for at undgå at bryde sociale normer, der får os til at føle os forkerte og udenfor. Vi har nemmere ved at leve med uretfærdighed end med ubehag.

Derfor ændrer vi først adfærd, når vi oplever, at folk omkring os ændrer adfærd. Hvilket leder til den paradoksale situation, at vi tror, vi står alene med en holdning, som størstedelen af os i virkeligheden deler: Otte ud af ti danskere mener, at klimaforandringerne er en alvorlig og vigtig udfordring for menneskeheden. Og alligevel sker der ikke noget.

Over de sidste måneder har jeg mødt mange andre, som denne sommer blev mindet om klimaforandringernes omfang, og som nu kæmper med de samme følelser og frustrationer som mig. Vi har forgæves ledt efter en let udvej. Vi har opgivet håbet om, at en ny vidunderteknologi redder os, eller at politikerne træffer de svære beslutninger for os. Og vores behov for handling kan hverken tilfredsstilles ved at følge anbefalinger til bæredygtigt forbrug, melde os ind i en miljøorganisation eller dele klimatips og underskriftsindsamlinger på internettet.

Ødelæg den gode stemning

Det er på tide, at vi indser, at der ikke er nogen lette udveje. For der er kun én måde, vi kan bryde med den flertalsmisforståelse, der holder os tilbage fra at løse klimakrisen: Vi må tage synligt og utvetydigt moralsk stilling – og få andre til at gøre det samme.

Som forskerne Rasmus Willig og Arne Johan Vetlesen bemærker i bogen Hvad skal vi svare?, så handler det ikke bare om, at vi skal gøre det lettere, sjovere og mere behageligt at handle bæredygtigt. Det handler lige så meget om, at vi skal gøre ikkebæredygtig adfærd mere besværlig, omkostningstung og ubehagelig.

Alle historiske samfundsforandringer har krævet folk, der var villige til at ødelægge den gode stemning. Forandring kræver, at vi som mennesker erkender, at vi er nødt til ændre vores vaner og tilpasse os til en ny virkelighed. Og det kræver, at vi accepterer det uundgåelige ubehag, der kommer af at stikke ud, være på tværs og sige fra.

Det var ubehageligt at sige fra over for folk, der røg tobak indenfor. Og det er ubehageligt at sige fra over for folk, der kommer med racistiske eller homofobiske bemærkninger. Men ubehaget forsvinder ikke, hvis vi lader være. For så vil disse folk aldrig blive konfronteret med det ubehag, der kan få dem til at handle anderledes.

Derfor prøver jeg nu at overvinde min egen konfliktskyhed.

Jeg har fundet støtte hos forfatteren Luvvie Ajayi, der slår til lyd for at være ubehageligt ærlig. Hun gør det, fordi hun tror på, at alle grundlæggende gerne vil det bedste for kloden og hinanden, så når hun siger, hvad hun mener, er det altid med udgangspunkt i, at hun havde forventet mere af os alle sammen.

Hun siger, at du for alt i verden skal lade være med at bekymre dig om, hvordan den anden tager imod det. Dit ansvar er blot at sige fra og gøre det på en ordentlig måde. Derfor har hun tre ting, hun tjekker med sig selv, før hun deler en ubehagelig sandhed: Mener du det? Kan du forsvare det? Siger du det med kærlighed? For hvis man ikke kan sige det med kærlighed, er det bedre at lade være.

Det prøver jeg at efterleve. Jeg er begyndt at tage de svære og ubehagelige samtaler med venner, kolleger og familie, og forklare dem, hvorfor jeg handler, som jeg gør. Jeg fortæller, at jeg selv har været der, hvor de er. Jeg var også en ubekymret flyrejsende kødspiser. Og jeg fortæller historien om, hvordan jeg lærte klimaforandringerne at kende, og hvordan det har påvirket mig.

Politisk pres

Jeg presser ikke på for, at de skal opgive hverken flyrejser eller kød. For det handler ikke om vores individuelle forbrugsvalg, men om de politiske valg, vi træffer på vores børns og børnebørns vegne. I sidste ende er det kun som borgere og ikke som forbrugere, at vi kan stoppe klimaforandringerne.

Jeg fortæller dem, at vores politikere ligger under for præcis den samme flertalsmisforståelse, som alle os andre. At de er mere afhængige af os, end vi tror. At politisk handling kun kommer, hvis helt almindelige borgere som du og jeg er villige til at overvinde vores konfliktskyhed og højt og tydeligt fortælle, hvad der er på spil.

Derfor opfordrer jeg dem til at stemme på partier, der prioriterer grøn omstilling, eller presse de partier, de stemmer på, til at prioritere den. Sikre, at deres pensionsmidler ikke er investeret i olie og gas, men i grøn omstilling. Og ikke bare at lade som ingenting og håbe, at det løser sig selv.

Det er svært. Og det er ikke nok. For ingen af os kan gøre det alene. Derfor skriver jeg dette. For at presse mig selv til at blive ved. For at opfordre andre til at blive ved.

Vi må erkende, at vi ikke slipper for ubehaget ved at stå ved vores værdier. Derfor har vi brug for at finde sammen i en bred, folkelig og politisk slagkraftig klimabevægelse. For konfliktskyheden svinder først, når vi ikke længere føler os alene.

Kun ved at stå sammen kan vi rykke samfundets normer, så det bliver flertallet, der synligt og utvetydigt træffer de personlige og politiske valg, der kan sikre vores jord, vores hjem og vores børns fremtid.

Andreas Lloyd er selvstændig konsulent og aktiv i Klimanetværket.

Klimakrisen: En science fiction-film i slow motion

Jo mere jeg lærer om klimakrisen, jo mere virker det som plottet i en science fiction-film: Dystre profetier, en faretruende afgrund, der fravigeligt nærmer sig, skæbnesvangre valg og heltemodig kamp.

Faktisk adskiller klimakrisen sig kun fra film som Planet of the Apes og Terminator på to punkter:

  1. Det er ikke fiktion
  2. Det finder ikke sted over 2 timer, men over 100 år.

Jeg blev bekræftet i denne fornemmelse forleden, da jeg hørte en forelæsning, der lige så godt kunne have været en tidlig scene i en science fiction-film: Forskeren Johan Rockström gav en opsamling på udviklingen fra klimaforandringer til klimakrise. For som han bemærkede, så er klimaforandringerne her allerede, og mange steder er det allerede en krise.

Hurtigt gennemgik han de mange skovbrande, tørker, oversvømmelser og orkaner, der har ramt rundt om på Jorden i løbet af det sidste år. Det mindede mig om de klassiske sci-fi montage-sekvenser, hvor der med faretruende musik klippes mellem alle de forskellige steder på Jorden, hvor rumvæsenerne er landet, eller meteoritterne brager ned og smadrer Det Hvide Hus, Eiffel-tårnet og New York.

Det tog pusten fra mig. Men det var slet ikke det værste. Det, der for alvor slog krisens omfang fast for mig, var da han viste denne graf:

Slide fra Johan Rockströms præsentation. Fundet her.

Grafen viser udviklingen i Jordens gennemsnitstemperatur over de sidste 1,2 millioner år. Den flotte 8-talskurve skyldes, at Jordens bane rundt om solen er formet som en ellipse, hvor solen ligger tættere på den ene ende, snarere end i midten. Det betyder, at henover 100.000 år vil afstanden mellem Jorden og solen variere helt op til 18 millioner km, hvilket giver et udsving i Jordens temperatur. Det er bl.a. denne variation, der har givet anledning til istiderne (hvert af udsvingene ud i det blå felt til venstre repræsenterer en sådan istidsperiode).

Tilsvarende er hvert udsving ind i det violette felt en såkaldt “interglacial” periode, hvor Jorden hovedsageligt er fri for is. Og gennem de sidste 1,2 millioner år har Jorden altså fulgt dette 8-talsmønster i større eller mindre udsving (Rockström forklarede, at udsvingenes størrelse skyldes feedback-effekter i Jordens egen atmosfære, fx baseret på mængden af vegetation, mængden af is, der reflekterer sollys, osv.).

Det er dette smukke mønster, der gjort det muligt for os at ligge lunt i svinget i den holocæne periode i den inderste ring i 8-tallet, og som har givet os det stabile, varme klima, der de sidste 10.000 år siden den sidste istid har gjort det muligt for os at drive landbrug, bygge byer – og dermed alt, hvad vi kender som menneskelig civilisation.

Men på grund af vores CO2-udledninger de sidste 200 år har drivhuseffekten skubbet os ud af banen. Snarere end at følge denne trygge bane i 8-tallet, har vi nu kurs direkte mod ukendt territorium: For hvis vi når de 2 graders opvarmning, så spår forskere, at vi risikerer at nå ud over et eller flere tipping points, der gør, at vi slet ikke kan komme tilbage i det trygge 8-tal, som har styret Jordens klima de sidste 1,2 millioner år!

Et nemt eksempel på et tipping point: Når først majskornet bliver tilpas varmt, bliver det til et popcorn. Og hvordan kan man så gøre det til et upoppet majskorn igen?

De to stiplede linjer på grafen viser det skæbnesvangre valg vi står overfor: Kører vi videre mod afgrunden? Eller drejer vi fra i tide? Kan vi reducere vores globale CO2-udslip inden 2050? Kan vi holde os under 2 graders temperaturstigning?

Rockström erkendte da også, at det bliver svært: 2018 bliver det år i menneskehedens historie, hvor vi udleder mest CO2 nogensinde. Selvom vi har kendt til problemerne i mere end 40 år, er udledningerne kun steget og steget. Det er endnu ikke lykkedes os at knække kurven. Og tiden er ved at løbe ud. For at klare den, skal vi halvere vores globale CO2-udslip frem til 2030, og igen i 2040, og igen i 2050.

Men selvfølgelig, som i enhver god science fiction-film, er der stadig et håb: I en fjern ørken lærer en ung mand netop nu sin sande skæbne at kende og påbegynder træningen som jedi-ridder, så han kan vælte det onde imperium, der har bragt os i denne forfærdelige situation…

Og dog. Sådan er virkeligheden ikke. Der er ingen superhelte, der kommer og redder os. Der er kun os selv. Det er kun ved fælles hjælp, at vi kan knække kurven.

Og de dystre udsigter til trods, var Rockström stadig optimistisk: Produktionen af sol- og vind-energi ser ud til at vokse eksponentielt i de kommende år. Teknologien og økonomien kan sagtens lade sig gøre. Det handler kun om den politiske vilje til at få det til at ske.

Efter forelæsningen var der tid til spørgsmål fra salen. Og mellem en række tørre, tekniske policy-uddybninger rejste Alexandra, en af stifterne af Den Grønne Studenterbevægelse, sig op og stillede aftenens bedste spørgsmål: “Du siger vi har travlt. At vi kun har 10 år til at nå at vende det her. Men hvad kan jeg og mine medstuderende gå ud og gøre i morgen?”

Jeg husker ikke præcis hvad Rockström svarede. For i det øjeblik, tog min indre filminstruktør over:

Den grånende videnskabsmand kigger rundt i salen. “I skal holde presset. Politikerne skal vide, hvad der er på spil. Det er nu eller aldrig.”

Spændingen i rummet er dirrende. Han læner sig frem og kigger direkte på Alexandra med et halvt smil.

“May the force be with you.”

Vi har brug for en moralsk klima-revolution

Vi kan ikke vente længere. Det er både klimaforskere, aktivister og policy-udviklere enige om: Der er brug for en bred folkelig bevægelse, der kan sætte klimaforandringerne øverst på den politiske dagsorden. Men hvor skal den komme fra?

Vi kan finde inspiration og opmuntring fra abolitionisternes kamp for at afskaffe slaveriet. For deres krav virkede lige så umulige og uopnåelige i deres samtid, som klimabevægelsens krav om at lade fossile brændsler blive i jorden gør i dag. Som den amerikanske journalist Chris Hayes påpeger, så havde slaverne dengang samme betydning for sydstaternes økonomi, som fossile brændsler som kul, olie og naturgas har for den moderne verdens økonomi.

Ifølge historikeren Eric Foner repræsenterede slavernes arbejdskraft i 1860 en økonomisk værdi, der var større end alle landets banker, fabrikker og jernbaner tilsammen. Forestil dig, at vi lukkede alle banker, fabrikker og jernbaner uden at give kompensation til ejerne. Det ville være et økonomisk jordskælv. Men det svarer nok meget godt til, hvad klimaforekæmpere som Bill McKibben kræver, når han siger, at vi skal undlade at udnytte ca. 80% af de fossile brændsler, der stadig er i undergrunden for at kunne holde os under de 2 graders opvarmning. I runde tal svarer til at lade op mod 20 trillioner dollars ligge på bordet – og det vil koste arbejdspladser, velfærd og muligt andet, som både politikere og vælgere bekymrer sig om.

Derfor vil der altid være stor modstand mod forandringer, der stiller økonomiske interesser overfor retfærdighed. Frederick Douglass, der blev født som slave, og som flygtede nordpå og blev en af de stærkeste stemmer i kampen mod slaveriet, sagde det bedst: “Magt opgiver aldrig noget uden et krav. Det har den aldrig gjort, og det vil den aldrig gøre.”

Medaljon fra British Anti-Slavery Society (1795)

Vi glemmer let, at det tog flere generationers kamp at afskaffe slaveriet. Og at kampen slet ikke startede i Nordamerika, men i England, hvor mange virksomheder tjente tykt på at handle og transportere slaver. Allerede i 1790erne var der en stærk bevægelse i England for at forbyde slavehandel med bl.a. enorme underskriftsindsamlinger og massive boycots mod varer produceret med slave-arbejdskraft.

Som historikeren Kwame Anthony Appiah bemærker, var den fremspirende arbejderklasse en afgørende drivkraft i denne kamp. Disse mennesker, der selv sled hårdt i det, kunne levende forholde sig til grusomme historier om de umenneskelige vilkår, som slaver arbejdede under. Og derfor så de det som en plet på deres ære at støtte – direkte eller indirekte – en økonomi baseret på slaveri. De handlede, fordi de ville skamme sig over sig selv, hvis de lod være. Og med deres ord og handlinger rykkede de samfundets normer indtil flere og flere ville skamme sig, hvis de ikke tog aktiv stilling imod slaveriet.

Det var denne stædige kamp, der ledte til, at England i 1807 forbød slavehandel, og i 1834 afskaffede slaveriet i sine kolonier. Ikke alene efterlod dette andre slavenationer som USA (og ja, Danmark) stadigt mere politisk isolerede; det opmuntrede også stadigt flere borgere i disse lande til at kæmpe mod slaveriet. Og dette ledte til, at slaveri nu er forbudt over hele verden. Og i dag er det næsten ikke til at forestille sig, hvordan verden ville se ud, hvis ikke abolitionisterne havde taget den kamp.

I dag står vi overfor en lignende kamp. En lang, sej og grundlæggende politisk kamp om, hvilke hensyn, der skal veje tungest: Kortsigtede økonomiske hensyn eller værdighed og retfærdighed for natur og mennesker?

Danmark er et af de rigeste, tryggeste og mest stabile lande i verden. Vi har opnået enorm velstand gennem fossil energi. Men alligevel tør vores regering ikke gå foran, før de andre lande også forpligter sig. Alle venter på hinanden. Tænk, hvis alle lande skulle være med, før man havde kunnet afskaffe slaveriet. Så ville det nok stadig være tilladt idag.

Ligesom for den engelske arbejderklasse, så handler det ikke bare om vores egne umiddelbare behov, men om at kunne se os selv i øjnene. Ligesom abolitionisterne kæmpede for, at afrikanske og indfødte amerikanske slaver fik deres frihed og blev anerkendt som ligeværdige mennesker, så må vi i dag kæmpe for, at vi stopper vores udpining af jorden, luften og havene. For hvad nytter det, at vi sørger for, at vores børn har det godt nu, hvis vi efterlader dem en klode, der er ved at gå op i limningen?

Denne klode er vores eneste, umistelige hjem, og vi har den kun til låns. Derfor bør vi i Danmark tage ansvaret for at gå foran i en grøn omstilling. Og denne omstilling starter først og fremmest med en moralsk revolution. Vi må vi tage det første skridt og gøre et offer for nogen, vi ikke kender og måske aldrig kommer til at møde. For folk på den anden side af jorden. For vores ufødte børnebørn. For dyr og planter. Vi skal ikke gøre det fordi det vil lønne sig eller fordi det i sig selv vil være nok. Vi skal gøre det, fordi vi ville skamme os over os selv, hvis vi lod være.

En lettere redigeret udgave af dette essay udkom også på onlinemediet POV International.

En pædagogisk fejlslutning

I sidste uge blev mit blogindlæg om højskolerne udgivet på Altinget.dk, hvilket mange-doblede antallet af læsere. Ikke mindst fordi højskoleforeningen (FFD) også delte det på deres Facebook-side, og kaldte indlægget “en bredside til højskolerne.” Og der var da også flere, der så indlægget som et stråmandsangreb baseret på en falsk præmis båret af ubekræftede fordomme omkring højskolerne.

Christian Hjortkjær fra Silkeborg Højskole skrev:

Det er jo en klassisk fejlslutning, som vi alle kan begå. Jeg må i hvert fald med skam meddele, at jeg har begået den flere gange. At lancere et angreb på andre for egentlig at få bekræftet, at det jeg selv havde gang i, var godt. Det forklarer jo også den noget aparte pædagogisk strategi med ret ukonstruktivt at skubbe den, man vil samtale med, fra sig.

Det må jeg tage på mig. Jeg faldt for fristelsen for at tage afsæt i en nem kliché om højskolernes privilegerede afsondrethed. Jeg tænkte, at jeg måtte være lidt polemisk for at skabe opmærksomhed og få folk til at læse indlægget, men som Christian bemærker, så har det den modsatte virkning, hvis folk ser sig sure på indlægget allerede efter de første to afsnit.

For folk, der lever og ånder for højskolerne, kan min kritik let virke fordomsfuld, uvidende og virkelighedsfjern, for selvfølgelig er højskolernes fremtid og potentiale noget, som de indbyrdes snakker meget om allerede. Og det anerkender jeg ikke i tilstrækkelig grad. For dem kom mit indlæg til at virke som om, at jeg bare var ude på at score nogle billige point på deres bekostning.

Det er frustrerende for alle. For indlægget var aldrig tænkt som et angreb. Mit ønske er netop at åbne en samtale om højskolernes potentiale – ikke bare for højskolerne, men i høj grad også for folk som mig, der står udenfor højskoleverdenen, og som undrer os over, hvorfor højskolerne ikke lader til at rykke mere, end de gør.

Det var netop derfor jeg tog afsæt i, hvordan mange af os udenfor højskolerne oplever højskoleverdenen i dag. Jeg skrev mit indlæg i ånden “I gør det godt, men I kan gøre så meget mere…” Men den samtale opstår selvfølgelig ikke, hvis den indledende præmis kommer til at stå i vejen, og gør, at modtageren ikke oplever den omsorg og velvilje, som jeg skrev det med.

Det må jeg tage ved lære af.